Baggrund
Læsetid: 8 min.

Den gamle mands triumf

Æren for FIFA-præsident Sepp Blatters fald må i høj grad tilskrives den engelske journalist Andrew Jennings, der indledte sin årelange kulegravning af FIFA med at skabe forargelse på et pressemøde i 2002
Sepp Blatters fald startede med et provokerende spørsgmål på et pressemøde for 13 år siden. Det afgørende var ikke, hvad FIFA-bossen svarede, men at spørgeren fik signaleret over for FIFA’s medarbejdere og embedsmænd, at der var et sted de kunne henvende sig, hvis de ville organisationens korruption til livs.

Sepp Blatters fald startede med et provokerende spørsgmål på et pressemøde for 13 år siden. Det afgørende var ikke, hvad FIFA-bossen svarede, men at spørgeren fik signaleret over for FIFA’s medarbejdere og embedsmænd, at der var et sted de kunne henvende sig, hvis de ville organisationens korruption til livs.

Xu Jinquan

Moderne Tider
27. juni 2015

Hvis man skal udpege det tidspunkt, hvor FIFA-præsident Sepp Blatters fald fra magten begyndte, så var det ved et pressemøde i fodboldorganisationens hovedkontor i Zürich i 2002, hvor en ældre mand i krøllet vandretøj rejste sig op blandt de jakkesætsklædte tilhørere, greb mikrofonen og med høj stemme sagde: »Mr. Blatter – har De nogen sinde taget imod bestikkelse?«

Spøgeren var Andrew Jennings, og han havde faktisk ikke belæg for at stille et så provokerende spørgsmål, men det vender vi tilbage til. Først skal vi lige høre lidt mere om, hvem han er, denne britiske journalist, der mere og mere fremtræder som helten i historien om den almægtige FIFA-præsidents fald.

Andrew Jennings er så meget arketypen på den klassiske undersøgende journalist, at han nærmest virker som en kliché: Sjusket klædt, storryger, stridbar, højtråbende og med et omskifteligt, omstrejfende liv. Og hele tiden med ét mål for øje: At afsløre skurkene.

Den mission har tidligere i livet ført ham dybt ind i Scotland Yards korrupte korridorer og til Palermo for efterforske mafiaen, ligesom det også var ham, der satte bestikkelseskulturen i den olympiske komité IOC på dagsordenen med sine Ringenes herre-bøger, der blandt andet afdækkede tidligere IOC-præsident José Antonio Samaranchs fortid som fascist i Spanien under Franco og dannede grundlaget for den korruptions-skandale op til Vinter Ol i Salt Lake City, der førte til eksklusionen af flere IOC-medlemmer.

Og det var efter sine afsløringer af den olympiske komité, at han besluttede at kaste sig over FIFA. »På det tidspunkt var jeg blevet klar over, at der var noget, der lugtede meget, meget grimt i FIFA,« har han udtalt.

Stillede sig i rampelyset

Jennings problem var dog, at han ikke havde kilder intewrnet i verdensfodboldorganisationen. Så han traf et radikalt valg. Han besluttede sig til at gatecrashe et pressemøde for at bringe sig selv i spotlightet hos potentielle kontakter, der kunne være interesseret i at hjælpe ham med at afsløre korruptionen hos FIFA’s topfolk. Eller som han har sagt til Washington Post:

»Du skal være klar over, at overalt – i enhver organisation – der lider under korrupte chefer, er der anstændige mennesker i laget af mellemledere; folk, der har huslejer at betale og børn at forsørge. De er medarbejdere i FIFA, men de har en anstændig moral. Og det drejer sig om at få dem til at smugle alle de gode sager ud til dig gennem bagdøren – det plejede at være dokumenter fra et arkivskab, nu er det fra en server.«

Så Jennings dukkede op til et af Blatters første pressemøder, efter han var blevet genvalgt som FIFA-præsident, greb mikrofonen og stillede det nu legendariske spørgsmål om bestikkelse. En lige dele befippet og rasende Blatter benægtede naturligvis. Men det var ikke så vigtigt. Målet var, at Jennings fik placeret sig selv i bevidstheden hos alle de menige FIFA-medarbejdere, der også var til stede i konferencesalen.

»De andre journalister i salen rykkede instinktivt væk fra mig. Og det var lige præcis, hvad jeg ønskede. Mange tak, åndssvage reportere. For den imaginære parabol på mit hoved drejede hen mod alle de anonyme FIFA-medarbejdere, der stod i deres firmajakkesæt oppe langs væggen. Og den sendte dem budskabet: ’Her er jeg. Jeg er jeres mand. Jeg er ikke imponeret af de fjolser. Jeg ved, hvad det er for nogle typer. Jeg gik i kødet på IOC, og nu er jeg klar til at gå i kødet på FIFA’.«

Og Jennings taktik virkede. Han fik hul igennem til de første kilder internt i FIFA.

»Seks uger senere stod jeg ved midnatstid ved Zürich-floden i nærheden af en imponerende kontorbygning og spekulerede over, hvorfor jeg var blevet bedt om at dukke op lige netop dér, da en dør blev åbnet, og jeg blev ført ind i et fornemt kontor – og kort efter ankom en højtplaceret FIFA-embedsmand med en række dokumenter i armen. Dér begyndte min historie at rulle. Og den ruller stadig.«

Organiseret kriminalitet

De dokumenter, som nu i en lind strøm begyndte at tilflyde Andrew Jennings, gjorde ham i stand til at afsløre, at topbosserne i FIFA systematisk malker organisationen og dens samarbejdspartnere for kæmpe summer i en kultur præget af skamløs korruption og nepotisme.

Hans afsløringer er som en billig kriminalroman, hvor kufferter med sydafrikanske krugerrands i guld smugles gennem lufthavne; store pengestrømme kanaliseres via off shore selskaber i skattely til hemmelige konti i Sydamerika; hvor elskerinder og familiemedlemmer sluses ind i højt betalte job i organisationen, og hvor livet leves på luksushoteller og i private jetfly.

Blandt Jennings væsentligste historier var afsløringen af den schweiziske sportsmarketings-virksomhed ISL, som i årevis havde bestukket topfolk i FIFA med omkring 160 mio. schweizerfranc for at få rettighederne til en række internationale fodboldstævner.

Den skandale ramte FIFA hårdt – især fordi det kom frem, at fodboldchefernes krav om stadig større bestikkelsessummer simpelthen var med til at knække ryggen på sportsmarketingselskabet – og flere af verdensfodboldorganisationens topfolk blev tvunget til at træde tilbage som følge af ISL-skandalen.

Kliken i toppen omkring Sepp Blatter fik Jennings dog ikke ram på ved den lejlighed. Men han har troligt gravet videre, og efterhånden som han er dykket længere og længere ned i FIFAs struktur og modus operandi, er han blevet opmærksom på, at organisationen helt grundlæggende opererer efter de samme mekanismer som en anden organisme, han tidligere har studeret indgående, nemlig den sicilianske mafia.

»Tilbage i 1980’erne kulegravede jeg mafiaen på Sicilien. Og jeg begyndte at se ligheder. Strukturerne i Blatters FIFA og metoden med at købe sig til loyalitet internt i systemet ved hjælp af hemmelig fordeling af VM-billetter og ukontrollerede ’udviklingslegater’ er helt typiske for organiseret kriminalitet.«

»Grundlæggende sker der det, at toppen af organisationen giver de nedre lag tilladelse til at stjæle. Alle capo’erne – gangsterbosserne – giver sådan en tilladelse til deres løjtnanter. Og så har man pludselig de her millionstore legater, der aldrig bliver udsat for revision eller kontrol. Så de her folk kan bare stjæle løs.«

Lighederne med organiseret kriminalitet inspirerede Jennings til at navngive sin seneste bog om FIFA efter mafiaens berømte lov om tavshed. Omertà: Sepp Blatter’s FIFA Organised Crime Family hedder værket, der er en opfølgning til hans første bog med FIFA-afsløringer, som udkom i midten af 00’erne.

En ballademager

Begge bøger er skrevet, så de matcher Jennings: De er brovtende, sladdervorne, ustrukturerede, fulde af fornærmelser og perfide personkarakteristikker og grovkornet humor. Og stærkt underholdende.

De er kort sagt antitesen til den velfriserede sportsjournalistik, der dyrkes på de fleste redaktioner. Og netop hans skrivestil og konfrontatoriske personlighed har givet ham problemer med at blive taget helt seriøst i den bredere del af sportspressen.

Der har været for meget tegneseriefigur, for meget aktivist, for meget agent provocateur over ham. Han har været en person, man holdt sig lidt på afstand af. En ballademager. En, der søgte skænderiet for skænderiets egen skyld. Og hans aggressive stil og kampagneagtige journalistik har gjort det svært for ham at blive helt stueren blandt de respektable medier i Europa.

Selv har Jennings med vanlig bramfrihed udtalt, at hans problemer med at få sine historier bredt ud til de øvrige medier skyldes, at de store aviser og tv-stationer er befolket med bange og uduelige ’idiot-journalister’, hvis angst for at miste adgangen til magtens mænd og akkrediteringen til de store fodboldstævner har oversteget deres lyst til at fortælle sandheden om, hvad der virkelig foregår bag kulisserne i FIFA.

Men uanset hvad forklaringen er, så er det i hvert fald et faktum, at den gamle, mavesure englænder i det krøllede vandretøj i mange år har kæmpet en nærmest ensom kamp i europæisk presse for at afdække korruptionen og svindelen i FIFA.

Smarbejdet med FBI

Et sted, han imidlertid er blevet taget 100 procent seriøst, er hos det amerikanske forbundspoliti, FBI. Og i 2009 blev han kontaktet af en tidligere britisk efterretningsofficer, der fortalte ham, at der var nogle mænd i London, der gerne ville tale med ham.

»Så jeg rejste ned til London og mødtes med dem,« har han fortalt til det australske program Lateline. »Det var alvorligt-udseende amerikanere med brede skuldre. De havde alle været i Marinen, så man skulle ikke spøge med dem. Og de gav mig deres forretningskort, hvor der stod Federal Plaza, New York. Eurasian Organised Crime Squad (en afdeling af FBI, red.).«

»Og det løftede mit humør umådeligt, for da vidste jeg, at de var professionelle; at de havde indblik i de strukturer, der styrer organiseret kriminalitet, og at de ønskede at kende FIFA’s strukturer.«

Jennings indgik et formelt samarbejde med FBI. Han hjalp dem med sin viden om organisationen. Og da han kom i besiddelse af dokumenter, der viste, at generalsekretæren for den Caribiske- Nord- og Mellemamerikanske fodboldorganisation CONCACAF, Chuck Blazer, havde begået systematisk skattesvig, tøvede han ikke med at udlevere papirerne til sine nye legekammerater fra det amerikanske forbundspoliti.

»Jeg mailede dokumenterne til dem. De kastede sig straks over papirerne, og i løbet af få dage havde de arresteret Chuck Blazer. De truede med at smide ham i fængsel resten af livet, hvis han ikke samarbejdede, og så skiftede han side og indvilligede i at blive informant for dem.«

Rekrutteringen af Blazer blev et vendepunkt i FBI’s efterforskning af FIFA. FBI sendte Blazer af sted på den nu legendariske tur til OL i London, hvor den amerikanske fodboldboss med en mikrofon i nøgleringen optog fortrolige – og efter alt at dømme inkriminerende – samtaler om korruptionen i FIFA med sine kolleger i verdensfodboldorganisationens eksekutive komité.

Og det er især gennem materiale indsamlet ved hjælp af Blazer, at FBI har været i stand til at bygge kriminalsager mod en række af FIFA’s topfolk.

Nu har Blatter annonceret sin afgang, og de arresterede FIFA-chefer kæmper mod at blive udleveret til retsforfølgelse i USA. Ingen ved endnu, hvordan sagen ender, men Jennings er ikke i tvivl om, at der er nogle topchefer i FIFA, der kan se frem til at blive idømt hårde fængselsstraffe. Og når de bliver stillet for en dommer, håber han, at han får lov at overvære det.

»Jeg håber, at jeg vil have råd til flybilletten til New York, og at nogen vil lade mig overbatte på deres sofa,« har han udtalt til Washington Post.

»Så kan jeg være til stede på retssalens pressepladser og sige: Hej venner. Det har været en lang jagt, ikke sandt?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Pedersen

Fantastisk historie - og slående så afhængige vi er af enkeltindivider som Jennings, Assange, Snowden m.fl for at få de rådne sider frem af de velrenommerede institutioner i verden.