Læsetid: 8 min.

Vil vi hellere lytte til et barn end til en handlet kvinde?

Mens vi arbejder for at børn, funktionsnedsatte og voldstægtsofre i stigende grad skal høres og respekteres for deres (manglende) samtykke i retssale, bliver handlede kvinders udsagn systematisk mistænkeliggjort, siger professor May-Len Skilbrei
Vi synes her i Vesten, at menneskehandel handler om slemme kriminelle, i stedet burde vi se på strukturelle, historiske årsager til, at nogen er fattigere end andre, siger May-Len Skilbrei.

Camilla Stephan

27. juni 2015

Vi har fået indskrevet børns ret til medbestemmelse i Børnekonventionen, og de seneste år har organisationer arbejdet for, at man skal være forsigtig med at umyndiggøre psykisk funktionsnedsatte. Men vi er holdt op med at lytte til voksne kvinder, hvis vi betragter dem som ofre for menneskehandel, siger May-Len Skilbrei, professor ved institut for kriminologi og retssociologi ved Oslo Universitet.

»Vi står nu med det problem, at man som udgangspunkt ikke mener, at ofrets egen forståelse og vurdering af sin situation er relevant i sager om menneskehandel. En gruppe af kvinder bliver barnliggjort, og jeg synes, at det problematisk at forudsætte, at nogle kvinder er mindre i stand til at samtykke end andre. Den enkelte situation må vise, om samtykke er relevant eller ej,« siger hun.

»Når det gælder seksuelle overgreb, er det at blive hørt som offer vanskeligt, og kampen går på at få retten til at sige nej hørt. Jeg mener, at det hænger sammen; før vi kan respektere kvinders ret til at sige nej, må vi også respektere kvinders ret til at sige ja.«

Palermo-protokollen til bekæmpelse af trafficking, som har dannet grundlag for den danske menneskehandelsparagraf, blev nedskrevet i november 2000. Forud var gået flere måneders forhandlinger under officielle FN-møder, frokostmøder og lukket lobbyaktivitet. Udkast til, hvordan trafficking skulle defineres blev sendt frem og tilbage mellem grupperne – og den endelige ordlyd blev udlagt som en sejr til den gruppe af feminister, der helst så, at prostitution som sådan blev forbudt – og det især for et afsnit:

»Den omstændighed, at et offer for menneskehandel har givet sit samtykke til den omhandlede udnyttelse, skal være uden betydning (…),« står der i Palermo-protokollen omhandlende menneskehandel.

Et frivilligt offer

Når en kvinde ifølge Palermoprotokollen kunne blive betragtet som offer på trods af, at hun selv havde indvilget i en udnyttende aftale, skulle det forhindre victim blaming – en bebrejdelse af et offer for, at hun selv er skyld i et overgreb, siger May-Len Skilbrei. En vigtig feministisk kamp vokset ud af 70’erne og 80’erne:

»Teorier om kønsmagt argumenterer for, at forskellige former for vold, fysisk, psykisk og seksuelt, i nære relationer som konsekvens har, at ofrene ikke længere ser deres eget bedste og ikke selv ved, hvad de har været udsat for. ’Det er jo bare, fordi han elsker mig,’ er ofte den positive fortolkning af det, der er sket. Med de erfaringer, man havde, var kvindebevægelsen meget opmærksom på, at det ikke også skulle ske på menneskehandelsfeltet.«

Når kvindelige ofre kunne føle sig trygge ved at samarbejde med myndighederne, ville det i øvrigt også lette efterforskningsarbejdet, så det ville blive lettere at få bagmænd dømt.

May-Len Skilbrei har siden 90’erne studeret kvinders erfaring med prostitution og den sociale og retslige hjælp. I Norge har hun forsket i, hvordan ofre for menneskehandel selv fortæller deres historie i forhold til, hvordan deres historie bliver præsenteret i retssystemet under menneskehandelssager. På trods af, at der ifølge Palermo-protokollen ikke skal skeles til kvindens samtykke, så er kvindens version af begivenhederne faktisk ofte i domsbogen – men:

»Der er en fare for, at kvindelige ofre ikke kan genkende deres egen historie i rettens udlægning. Ofte er kvinderne klar over, hvad der foregår, og ser uanset en vis udnyttelse en gevinst for dem selv ved at indgå et samarbejde med bagmænd om migration og efterfølgende arbejde,« siger hun.

»Men det er blevet sat i system, at kvinders samtykke betragtes som tvivlsomt. Man udelukker ofrets vurdering af situationen fra retssalene. Det er især, når det gælder kvinder fra det globale syd, der befinder sig i en situation, hvor migration gennem prostitution er en mulighed. Det er ikke noget, vi kan se for os.«

Retten forenkler komplicerede relationer

Ofte er handlede kvinder kæreste med deres bagmand, eller de er blevet handlet af et familiemedlem eller en ven. En typisk, moderne trafficking-konstruktion. Men det er også menneskelige relationer og kæresteforhold, der er mere komplicerede end som så – og derfor er det vanskeligt at sætte den grænse, som lovgivningen nødvendiggør, siger Skilbrei. Det afspejler sig også i andre gråzoneproblematikker: Hvornår er det sex, og hvornår er det voldtægt? Rækker vold i hjemmet udover fysisk vold – og hvad er psykisk mishandling så? Hvad er grænsen mellem sugardating og prostitution? Og hvornår er noget at organisere og sørge for en rejse – og hvornår er det udnyttelse?

»Det er vanskelige retsområder, også vanskelige emotionelle områder og typer af overgreb, der kan have store konsekvenser for ofrene. Men det kan rettens håndtering også have: Logikken i en retsproces er at skrælle alt det væk, som ikke er juridisk, og det er en af de store udfordringer ved at bruge retten som arena for de konflikter, der har med køn og seksualitet at gøre. Det er ikke alle konflikter, som lader sig løse retsligt. Det betyder ikke, at det ikke skal være kriminaliseret, men det handler om at være klar over, at det har en omkostning at oversætte komplekse konflikter til rettens sprog og den nødvendige enkelhed.«

»Rettens arbejde er at forenkle – og ved at udelade samtykke er det selvfølgelig meget lettere at forenkle. Men det har en symbolsk funktion, at samfundet rækker sin hånd ud og siger, ’jeg ser dig, jeg hører dig, du betyder noget, også her i retssalen’.«

Kun et valg for hvide middelklassekvinder

Mistænkeliggørelse af samtykkekompetencen hos handlede kvinder bærer også på en klassekomponent, men den gemmer sig bag en bekymring for andre kvinders rettigheder og muligheder, siger Skilbrei.

»Der er fokus på, at kvinder i det globale syd har begrænsede økonomiske ressourcer, lav uddannelse og automatisk er sårbare. Færre valg giver færre muligheder, og de kvinder må tænke på at overleve, de må tænke på økonomi. Derfor kan man ikke tro på det, de siger.«

Konstruktionen er skabt af modparten, den hvide, vestlige middelklassekvinde, som ikke har nogle bindinger, som ikke har nogle basale, praktiske behov, hun må kæmpe for at opfylde, og som kan træffe frie valg.

»Men andre kvinders valg er problematiske: Det er problematisk, hvem de er kærester med, hvad de tjener penge på, og hvorvidt de rejser fra deres børn for at tjene penge i Danmark. Der er jo en fare for, at middelklassekvinder i Vesten er de eneste, der ender med retten til samtykke.«

— Men al vores lovgivning bygger på moral og etik og en idé om, hvad der er rigtig og forkert, og hvad vi vil tillade i vores samfund. Nu siger du, at køn og seksualitet er meget svært at hive ind i en retslig arena, især hvis en person samtykker til en vis udnyttelse. Det lyder meget kulturrelativistisk og nærmest, som om du mener, det er et område, vi skal holde os ude af at dømme overfor?

»Ha, ja, det mener jeg nok ikke. Men det er jo kernen i det demokratiske problem, at vi har flertalsstyre, så det, som flertallet synes er væmmeligt og uønsket, skal vi forbyde. Jeg kan ikke huske, hvem der har sagt, at et demokrati ikke skal måles på, hvor godt det varetager majoriteten, men hvor godt det varetager minoriteten. Flertallet må være åbne for, at der også findes andre prioriteringer, værdier og livssituationer, som vi må forstå.«

»Men hvis vi ser på rettens rolle i et større samfundsmæssig perspektiv, så kan man mene, at det ville være forsonende og hjælpe vedkommende, at ofrets egen forståelse har en plads i rettens udlægning. At de bliver set og hørt. Men vi har en politisk kamp, der kan stride imod de individuelle ofres egen interesse.«

»Vi har som vestligt modtagerland al interesse i at hævde, at menneskehandel handler om individuelle, slemme personer, altså kriminelle, i stedet for at fokusere på strukturelle, historiske årsager til at nogle personer og lande er fattigere end andre. Men det ville have meget store konsekvenser for os at tænke på menneskehandel som konsekvens af global ulighed frem for slemme mænd. For det ville kræve nogle helt andre tiltag end vi har i dag.«

Kategoriseringen af offer og gerningsmand smitter også af på den sociale hjælp, vi tilbyder ofre for menneskehandel: Det primære tilbud i Danmarks handlingsplan er en forbedret hjemsendelse ud fra dem formodning om, at kvinderne drømmer om at rejse tilbage til deres hjemland. Kan sexarbejder- migranter ikke leve op til kriterierne i Center mod Menneskehandels identifikationsskema, har de ikke ret til hjælp og kan se frem til en umiddelbar deportation, hvis de ikke er her på lovligt ophold – men den største forhindring i kampen mod menneskehandel i Danmark er kvindernes vilje til at blive ’opdaget’ og identificeret som ofre: 76 blev i 2013 identificeret i det opsøgende arbejde, mens langt størstedelen blev identificeret, efter de blev arresteret i en politirazzia. Næsten halvdelen af de identificerede ofre for menneskehandel, som Reden International husede på deres krisecenter i 2013, forsvandt igen, efter de fik tilbud om en hjemsendelse. En status som menneskehandlet i Danmark giver 90 dages opholdstilladelse, derefter venter en deportation igen.

Politikere elsker lette løsninger

Så selv om menneskehandel ikke er noget, vi ønsker i Norden, burde vi droppe det ensidige fokus på at sende kvinder hjem igen, hvis vi vil gøre os forestillinger om at hjælpe dem, vi betragter som ofre:

»På andre områder, som for eksempel narkotika, er man enige om, at vi hverken ønsker flere narkomaner eller flere stoffer i bylivet. Men frem for en nultolerance-politik, har man valgt en skadesreducerende tilgang. Vi kan sige, at vi synes menneskehandel er forkert, men frem for en lukket dør kan vi give en udstrakt hånd og komme folk i møde med deres egen forståelse for det, de beskæftiger sig med. Vi kan gå fra at fælde en moralsk dom over nogle enkelte til at finde egnede virkemidler mod et socialt problem. Det er her rationalitet, kundskab og hensyn til en minoritet spiller ind,« siger Skilbrei.

»Flertallet her i Norden har en stærk egeninteresse, og det er vores privilegium at vælge, hvilket perspektiv, vi vil have, og sige ’her bruger vi strafferet, her bruger vi socialret’. Man kan træffe mange valg som majoritet i forhold til, hvordan man løser et problem. Og politikere er glade for enkle historier, for det gør det let at finde en løsning, så de fremstår som handlekraftige.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

For det første vil det nok være yderst svært, at fastslå om der er tale om et reelt samtykke, specielt i sager om menneskehandel hvor man ved, at handlede kvinder kan være truet til at sige ting. Det er nok også derfor man ikke vægter tilsyneladende handlede kvinders udsagn så højt i de her sager, specielt hvis man har andre indikationer på, at der faktisk er tale om menneskehandel.
Desuden er det også lidt ligegyldigt om der måske/måske ikke er tale om samtykke, menneskehandel er alligevel forbudt. Det sker jo nok også for at beskytte dem der helt sikkert ikke har samtykket. Det ville jo også ret sikkert blive brugt af menneskehandlere hvis et tilsyneladende samtykke skulle være en slags formildende omstændighed. Men derfor skal man selvfølgelig arbejde for så gode tilbud som muligt til handlede kvinder.