Læsetid: 5 min.

Hov, det var ikke med vilje

Klimaforandringerne repræsenterer i dag den formentligt største trussel mod menneskehedens langsigtede overlevelse. Alligevel blev de aldrig et tema i valgkampen. Vores manglende evne til at fokusere fælles opmærksomhed mod at afbøde en kommende klimakatastrofe kan hænge sammen med den dominerende plads, som mere gængse former for ondskab indtager i den offentlige bevidsthed
20. juni 2015

Den amerikanske fysiker J. Robert Oppenheimers refleksion i et berømt tv-klip over sit moralske ansvar i ødelæggelsen af de japanske millionbyer Hiroshima og Nagasakis er ét af atomalderens mest ikoniske øjeblikke. Atombombens fader citerer fra det hinduistiske skrift Bhagavad-Gita: »Now, I have become Death, the destroyer of worlds.« Oppenheimers tanker appellerer til den gængse opfattelse af ondskab som en bevidst, men meningsløs destruktion af liv. I Bibelen er ondskab personificeret i Djævlen, hvis motiver til at sprede ødelæggelse vi ikke forstår, og den reproduceres som kliché i tegneseriernes endeløse rækker af superskurke, opsummeret i butleren Alfreds beskrivelse af Batmans dødsfjende, Jokeren, med linjen, »some men just want to watch the world burn«.

Ondskabens to ansigter

Den gængse opfattelse af ondskab beskriver et betydningsfuldt fænomen i vores verden – et fænomen, der i høj grad præger de frygtscenarier og mareridtsfantasier, der dominerer den offentlige bevidsthed. Det er svært ikke at falde tilbage på ideen om den bevidste, men meningsløse åndelige eller fysiske ødelæggelse af liv i forbindelse med visse pædofili- og incestsager, særligt bestialske mord eller røverier, eller IS’ halshugning af uskyldige nødhjælpsarbejdere.

Min påstand er imidlertid, at den gængse ondskabsopfattelses greb om vores bevidsthed også i afgørende henseender leder os på afveje og gør os ude af stand til at fokusere den fælles opmærksomhed mod mere komplekse problemstillinger, vi ikke har råd til at ignorere. Eksempelvis bidrager frygten for den gængse ondskab til et overdrevet ressource- og mediemæssigt fokus på kortsigtede og relativt isolerede trusler, som f.eks. truslen om terror, og en tilsvarende mangelfuld orientering mod langsigtede og langt mere alvorlige trusler som den globale opvarmning.

Hvis vi vil begribe de dramatiske klimaforandringer, vi som menneskehed er ved at påføre planeten, samt de potentielt katastrofale konsekvenser, de kan have for vores egen arts overlevelse, som en form for ondskab, så kan vi med fordel ty til det alternative ondskabsbegreb, vi finder i den vestlige marxisme. Den vestlige marxisme adskiller sig fra den hedengangne sovjetiske marxisme ved dens afvisning af Lenins og Stalins perverteringer af Marx’ kapitalismekritik, og traditionen tæller blandt andet den ungarske filosof Georg Lukács og den såkaldte Frankfurterskole.

Ét af den vestlige marxismes slagord er »socialisme eller barbarisme«, der dækker over, hvad vi kan kalde en ’strukturel’ opfattelse af ondskab. Begrebet ’social struktur’ skal her forstås i en ukontroversiel forstand som ubevidste konsekvenser af bestemte mønstre af menneskelig handling. I den forstand er alle enige om, at en markedsøkonomi har visse strukturelle konsekvenser, omend der er skarp uenighed om, hvorvidt de konsekvenser tjener det fælles bedste, som Adam Smith mente, eller snarere bidrager til arbejdernes forarmelse, som Marx var overbevist om.

Den utilsigtede ondskab

For Lukács og Frankfurterskolen kendetegnes den kapitalistiske samfundsform – hvor markedsøkonomien udgør den bærende sociale institution – ved at være et ’ubevidst subjekt’. Selv om sprogbruget er lettere forældet, gemmer der sig efter min opfattelse her nøglen til at forstå menneskeskabte klimaforandringer som en form for strukturel ondskab.

Med begrebet ’ubevidst subjekt’ sigtes der til, at det kapitalistiske samfund grundlæggende reproduceres gennem en ubevidst strukturel dynamik: forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Hverken som enkeltindivider eller fællesskab har vi ’bevidst’ kontrol med samfundet; det udøver snarere en ’ubevidst’ kontrol over os. Ordet ’ubevidst’ anvendes her, som når vi siger »det var ikke med vilje« – altså, hvor vi anerkender, at en given handling er ’vores’, men at vi ikke havde nogen intention om at forårsage handlingens udfald. Det kapitalistiske samfund kan forstås som et ubevidst subjekt i den forstand, at samfundet reproduceres gennem vilkårligheder relateret til udbud og efterspørgsel snarere end gennem bevidstgjorde kollektive beslutninger.

For Lukács og Frankfurterskolen var bekymringen, at kapitalismen reducerer menneskelivet til en vare, både i den klassiske marxistiske forstand at vi sælger og køber vores arbejdskraft på markedet, men også i den mere ideologiske forstand, at vi kommer til at tænke på os selv som varer – som ’ting’. Dermed har den kapitalistiske samfundsform den utilsigtede strukturelle konsekvens, at vores forstand forarmes: Menneskelivet bliver gråt og endimensionalt, og vi mister evnen til at opfatte os selv som subjekter med både evne til og krav på at være herrer over vores egne skæbner.

Præcis denne strukturelle forarmelse af menneskesindet beskriver Frankfurterfilosoffen Theodor W. Adorno med prædikatet »radikal ondskab«.

Ideen om det kapitalistiske samfund som et ubevidst subjekt er dog ikke nødvendigvis bundet til den form for ’tingsliggørelse’, som Lukács og Frankfurtskolen havde i tankerne; det ligger også lige for at forstå klimaforandringerne som utilsigtede strukturelle konsekvenser af den kapitalistiske samfundsform.

Kapitalismen er i dag global – kendetegnet ved global kapitalmobilitet, globale produktionskæder, og globale markeder. Den økonomiske globalisering har kastet nationalstaterne udi den hæsblæsende indbyrdes konkurrence, vi herhjemme især har diskuteret med henvisning til begrebet ’konkurrencestaten’ – altså hvor staterne konkurrerer mod hinanden om at tiltrække investeringer fra multinationale selskaber, der relativt frit kan flytte deres aktiver rundt mellem staterne, alt efter hvor de får de bedste ’rammevilkår’ og det højeste afkast.

Demokrati eller barbari

Desværre er denne konkurrencesituation også en alvorlig forhindring for, at staterne kan blive enige om de verdensomspændende begrænsninger på udledningen af drivhusgasser, som er bydende nødvendige for at forhindre en kommende klimakatastrofe. De rigere lande har af frygt for tab af arbejdspladser i høj grad underlagt sig storindustrielle interesser, der forhindrer en oprigtig målsætning om en bindende global aftale af tilstrækkelig robust karakter, og de fattigere lande vil ikke underlægge sig begrænsninger, som det industrialiserede Vesten ikke har været pålagt i den rovdrift på planetens naturressourcer, der ligger til grund for vores velstand. Særligt ikke nu, hvor de fattigere lande i kraft af den billige arbejdskraft har så tydelig en konkurrencefordel.

Den utilsigtede strukturelle konsekvens af den globale interstatslige konkurrence er derfor, at vi alle sammen styrer lige lukt mod det kollektivt set dybt irrationelle udfald, at vores arts overlevelse trues af en klimakatastrofe, vi i ukoordineret fællesskab er ved at skabe. Den fuldstændigt meningsløse, men ubevidste kollektive selvdestruktion, som klimakatastrofen i givet fald repræsenterer, er dermed en form for strukturel ondskab. Vi risikerer at ødelægge os selv og vores verden, uden at der er nogen ond intention på spil: Hov – det var ikke med vilje.

For den tidlige Frankfurterskole dækkede slagordet ’socialisme eller barbarisme’ også over, at menneskehedens eneste håb var, at den ubevidste kapitalistiske samfundsform måtte erstattes af en bevidst planøkonomi. I dag har Stalins morderiske tvangsindustrialisering af Sovjetunionen dog gjort det umuligt at opretholde en naiv tro på en planøkonomis lyksaligheder, og slagordet må derfor omskrives til ’demokrati eller barbarisme’.

Klimakatastrofen kan kun afbødes, hvis vi lykkes med at underkaste udledningen af drivhusgasser nogle ganske drastiske, bindende globale begrænsninger. Ja, kun hvis vi er i stand til at underlægge den globale kapitalisme en bevidst, demokratisk vilje, kan vi gøre os håb om, at vores børns børn ikke skal se tilbage på en menneskehed, der – ganske ubevidst – »has become Death, the destroyer of worlds«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nils Enrum
  • Dennis Berg
  • Olaf Tehrani
  • morten Hansen
  • Joakim Rasmussen
  • Jakob Lilliendahl
  • Peter Nørgaard
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • John Fredsted
  • Niels Duus Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
Nils Enrum, Dennis Berg, Olaf Tehrani, morten Hansen, Joakim Rasmussen, Jakob Lilliendahl, Peter Nørgaard, Mikael Velschow-Rasmussen, John Fredsted, Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Tak til MFI for en meget interessant og alvorlig artikel.
Vi har tit diskuteret emnet i trådene her. Det er mærkeligt, at det mest presserende emne overhovedet er fraværende i en valgkamp. Alternativet slog til lyd for det gang på gang, men man kunne bare overse Uffe og lade som om han ikke eksisterede. Jeg synes, det var hårdt at se på.

Måske jeg er formiddagssur, men det var dog en helt utroligt åndssvag artikel.
Det må være gået over forstanden på forfatteren at ondskab som begreb ALDRIG giver mening udenfor en religiøs kontekst.
Ondskab er et eksklusivt religiøst begreb og et usædvanligt dumt og ubrugeligt af slagsen - hvilket siger en hel del.
Ondskab er et bemærkelsesværdigt begreb da det uanset kontekst ALTID leder til tab af erkendelse og tab af indsigt; altid falsk, altid fordummende.
Brugen af begrebet bør forstås som en voldtægt af sproget; en brutal meningsforstyrrende overforsimpling af de komplekse erfaringer og intentioner der ligger bag alle handlinger.

Årsagen til dette er selvfølgeligt at der ikke findes noget eller nogen i det naturlige univers der kan kaldes ondskab.
Det er en stupid religiøse dikotomi som alle tænkende eller samvittighedsfulde menneske bør holder sig fra, så vidt muligt.

Nicolai Skjoldby, Peter Knap og Karsten Kølliker anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Principielt har du ret, Gorm Lerche, "ondskab" er et religiøst begreb, ligesom begrebet "synd". Men sjovt nok, selv om ordet "synd" er gledet ud af sproget, bortset fra i et par faste vendinger ("det var da synd"), bruges ordet "ond" stadig flittigt i dagligsproget, og de fleste ved godt, umiddelbart, hvad der menes, når det bruges.

"Skyld" er på samme måde et ord, som har religiøse rødder, men det bruges stadig flittigt, både i den offentlige debat og hjemme i stuerne, når man forsøger at placere et ansvar, og det har en meget præcis betydning, når vi taler om penge. Her kan du forsvare brugen med, at det har fået en ny betydning i vore dage, men hvad så med ordet "skam"? Hvad mener folk, der siger, at modtagere af overførselsindkomst "burde skamme sig", som de ikke mente for et par hundrede år siden?

Men okay, hvis du ikke vil bruge ord, fordi de har religiøse rødder, må du bruge nogle andre, hvis de findes, eller opfinde nogle nye. Jeg foreslår til erstatning for det religiøst funderede "ond" at bruge det gode gamle oldnordiske ord "dum".

Det er så bare synd, at det ikke indfanger den bevidste ødelæggelse, som er medkonnoteret i ordet "ond", og det er jo en skam. Men hvis man ønsker at medkonnotere denne bevidste ødelæggelse, kan man jo så tale om "bevidst dumhed".

Personligt foretrækker jeg at betragte mennesker, som ignorerer gamle dokumenterede kendsgerninger, uden at fremlægge nye og bedre dokumenterede kendsgerninger, som dumme, når de ikke ved, hvad de gør, og onde, når de ved det. Den nyligt overståede valgkamp har været fuld af eksempler på begge dele.

PS: Hvis du afviser begrebet "ond", må du dog også afvise begrebet "god"; her har jeg dog ikke et forslag til et erstatningsord, for det virker intuitivt helt forkert at sætte lighedstegn mellem "god" og "klog".

PPS: Sproget er som sådan en overforsimpling af de komplekse erfaringer og intentioner, der ligger bag alle handlinger. Hvis du ikke vil medvirke til denne simplificering af kompleksiteter, bliver du nødt til at tie stille. Og det har du vel ikke tænkt dig?

Jens Thaarup Nyberg, Peter Knap, morten Hansen, Jørgen Steen Andersen, Mikael Velschow-Rasmussen, John Fredsted og Karsten Kølliker anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Problemet med begrebet ”ondskab” er vel det samme som med så mange andre begreber, at det bliver et firkantet prædikat som vi ud af tankeløshed eller sågar med skjulte bagtanker hæfter på forskellige fænomener eller personer.

Hvem vil benægte, at der findes grundlæggende kræfter som samler, forener og bygger op, og andre kræfter som splitter og bryder ned? Og hvem vil benægte at begge disse kræfter indenfor alle livets forhold, kontrasten mellem disse kræfter, striden mellem disse kræfter, er helt afgørende momenter i livets cyklus? Og er det ikke ok at fortsætte med, som vi har gjort i utallige generationer, at kalde kræfterne, der samler, forener og bygger op for ”gode”? Men er det så også ok at kalde kræfterne der splitter og bryder ned for ”onde”? Ja, det skal vi nok være lidt varsomme med. Det bliver altså hurtigt for firkantet.

Det er mit indtryk, at Malte Frøslee Ibsens hensigt med artiklen er at udvikle et stærkere og mere virkningsfuldt sprog og en klarere forståelsesramme, som kan tjene til at få klimabudskabet igennem og dermed befordre de nødvendige omstillinger af vores samfunds funktionsmåder. Men god/ond-modsætningen har altså nogle store indbyggede faldgruber, herunder nogle radikaliserende tendenser som i den yderste konsekvens kan føre til former for øko-terrorisme.

Hvad jeg personligt synes er en mere frugtbar vinkling er at anskue vores forbrug af olie og vores forbrugskultur og vores konkurrencementalitet som former for misbrugsadfærd. Når vi fortsætter med denne forbrugskultur på trods af vores viden om og dokumentation for enorme ødelæggende virkninger, så er vi så klart ovre i misbrugsspektret. Og i denne anskuelse finder vi så også gulerodden, som skal lokke os ud af denne omfattende og dybt tilvænnede misbrugsadfærd. Enhver form for misbrug er jo en form for slaveri. Den enkelte misbruger er jo en slave af behovet for at få sit næste fix. Så attraktionen for det enkelte menneske i retning af at befri sig for dette misbrug er helt indlysende muligheden for på ny at føle sig fri. Det er som om at det først er med erkendelsen af sig selv som et frit menneske, at vi virkelig forstår at værdsætte hvilken gave livet er, og dermed forstår hvilken gave dette fantastiske righoldige miljø er, som planeten Jorden danner for os mennesker.

Randi Christiansen, morten Hansen, Jørgen Steen Andersen, Martin Madsen, Peter Nørgaard, Gorm Lerche, Mikael Velschow-Rasmussen, Niels Duus Nielsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
John Fredsted

En meget interessant og dybsindig artikel, der både fortjener og kræver flere gennemlæsninger for til fulde at bundfælde sig (eller er det bare mig, der er dum?). Efter at have læst den én gang, vil jeg dog vove følgende kommentar: Jeg mener ikke, at udsagnet 'Demokrati eller barbari' er fuldt berettiget, i hvert fald ikke i forbindelse med klimaproblematikken, og det af følgende årsag: Lad os hypotetisk forestille os, at man for eksempel sendte et forslag om udfasning af brug af fly som transportform (med undtagelse af medicinske nødstilfælde, o.l.) til folkeafstemning. Mon ikke demokratiet, altså flertallet af vælgerne, prompte ville forkaste et sådant forslag, og dette til trods for, at flytransport er den mest urimelige og arrogante CO2-intensive, og derfor klimabelastende, måde at bevæge sig på?

morten Hansen, Jørgen Steen Andersen, Mikael Velschow-Rasmussen, Karsten Kølliker, Britt Kristensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Udover konsekvent manglende præcision og forsimplet eller misforstået årsagssammenhæng som begrebet ondskab deler med andre deterministiske begreber. Indeholder prædikatet en helt umulig vurdering af intention, der ikke tjener andet formål end at suspendere kritiske rationaler og empati. Det går lige i flokdyrshjernen og udløser belønning.
Her ligger måske kimmen til den misbrugsadfærd Karsten Kølliker så rigtigt formulerer ovenfor.
Og det er nok, som Karsten Kølliker beskriver, den effekt forfatteren ønsker tæmmet i den gode grønne sags tjeneste, hvilket kan synes sympatisk, men altid vil virke kontra-produktivt, ikke mindst fordi det ikke kræver stor begavelse at gennemskue det tvivlsomme ræsonnement, og så er hele den moralske dimension tabt.

Klimaskadelig virksomhed eller bare ligegyldighed i forhold til afledte virkninger af egen adfærd er utroligt dumt og burde være helt og aldeles uacceptabelt. Intention eller forstand er i den forbindelse totalt irrelevant.

Niels-Simon Larsen

Jeg håber ikke, at Malte F I lader sig gå på af en debattør som Gorm, der burde anvende ordet 'åndssvag' mod sig selv, men det er nok helt åndssvagt at gøre sig forhåbninger i den retning. Jeg forstår ikke, at du Karsten K, som jeg kun kender for noget godt, anbefaler Gorms første indlæg. Vi kender da en debbattørtype som Gorm.
At begynde at diskutere begrebet ondskab har ikke noget med artiklens sigte at gøre.

Bent Gregersen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Britt Kristensen

John Fredsted.
Jeg er helt og aldeles enig. Hvem vil af klimahensyn holde op med at flyve? Og tænk på det ramaskrig, der vil komme fra fly-selskaberne! Nej! Klimaet redder vi ikke ved den frie vilje og demokrati. Dertil er mennesket for selvisk og grådigt. Måske man kan kalde det ondskab, men sådan er vi nu engang.
Absolut ingen vil afgive privilegier, og globale aftaler er ren utopi. Kan nogen forestille sig, at Kina vil være med? Nu hvor de er kommet med på kapitalismens vogn.
Om ikke så få år vil vi opleve klima-katastrofer, som vil chokere os. Til den tid kan det tænkes, at globale aftaler kan presses ned over hovedet på folk, men så er det jo for sent. Det er helt sikkert, at vi på nuværende tidspunkt slet slet ikke er rede til at lide nogen form for afsavn. Og afsavn skal der til. Også med hensyn til formeringen. Slet ikke nogen dårlig ide med et-barns-politik i nogle generationer. Det vil give problemer på flere områder, men det er intet i sammenligning med klimakatastrofernes omfang.
Af og til føler jeg mig lidt dum, når jeg bruger tid på at sortere affald. I hvert fald når jeg samtidig tænker på flytrafikken og landbrugets ødelæggelse af grundvandet her i landet.

morten Hansen, Jørgen Steen Andersen, John Fredsted, Niels-Simon Larsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Karsten Kølliker og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mikael Velschow-Rasmussen

ad Gorm: Jeg vælger blot at konkludere, at Gorm fik det forkerte ben først ud af sengen i dag :-)

("tale")Sprog er desværre ofte temmelig upræcise (til forskel fra fx. matematikken - som jo sådan ret beset også er et ("symbol")sprog).

Både institutionaliseret religion og næsten alle andre ideologier lider i den grad under at ord bli'r misbrugt og betydninger ændrer sig.

Med hensyn til klima/økologi/miljø spørgsmålet tror jeg desværre, at den eneste vej frem er en eller anden form for organiseret propaganda; (I disse moderne tider taler man jo om gamification, nudging etc.)
Det lyder sikkert vederstyggeligt for nogen, men OBS fra gamle dage (oplysning til borgerne om samfundet), husker jeg egentlig som ganske fornuftigt. Form og indhold kan helt sikkert ændres, men der er behov for nogle uafhængige og neutrale eksperter til at italesætte os via propaganda på en eller anden måde, (hvis det ellers kan lade sig gøre at finde uafhængige og neutrale folk ! ... :-)

Niels-Simon Larsen

@Mikael: Jeg husker også OBS som noget positivt.
'Uafhængig og neutral' er der ikke nogen, der er, men ligesom staten har et voldsmonopol, har politikerne jo også en ret til at definere, hvad der er rigtigt og forkert og belønne, straffe eller give vink med en vognstang. De skal bare være i besiddelse af den fornødne indsigt, og det er der ikke mange, der er.
Desuden peger artiklen på, at det er på grund af uforsigtighed, at det vil gå galt, ikke af ond vilje eller fejl i udregningerne. Det er hovsa og nå, for satan, det var ikke så godt. Altså almindelig sløset omgang med fremtiden. Mennesket er bare sådan en dumrian, og så sker der små fejl hele tiden og en dag en stor fejl. Der er egentlig ikke nogen, man kan bebrejde noget. Vi er alle sammen uskyldige, som nazisterne påstod. Kun ham i toppen er skyldig, men da han har haft en dårlig barndom, er han også uskyldig.
Klimaforandringerne burde give os et forvarsel om, at det er et paradigmeskift, vi skal i gang med. En total anden indstilling til, hvad det vil sige at være et levende væsen på planeten. Vores politikere er ikke valgt med det formål for øje. De skal regulere færdselen i Vognmagergade og andre småting. De store problemer er der ikke rigtig nogen, der kan tage sig af. Vi prøver lidt gennem FN. Det er overladt det enkelte menneske at tage vare på alles fremtid. Kommer det op i folketinget, er der straks nogen, der påpeger, at det ikke betyder noget, hvad Danmark gør. Problemet er lagt ud til dig og mig.

Mikael Velschow-Rasmussen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Knud Chr. Pedersen

Og når problemet er lagt ud til dig og mig, sker der absolut intet. Zippo. Det vil altså også sige, at det mest verdensomspændende klodeødelæggende problem for hele klodens befolkninger i hvert fald ikke bliver løst. Den del af klodens befolkning, der har forårsaget problemet, nemlig de befolkninger, der i demokratiets navn har overladt økonomien til markedets blinde kræfter, og som forbruger mest pr. indbygger af jordens ressourcer, og som har det største CO2 forbrug pr. indbygger, har aktivt valgt at melde pas, det kan vi ikke gøre noget ved, det er sådan det er. Den her gang kan de socialdemokratiske liberale vækstonanister ikke skyde skylden på de fattige jorden over. Det er deres egen skyld, for det er det nemlig ikke. Det er den vestlige verdens blinde vækstøkonomi, der alene er årsagen. Ingen anden. Det samme demokrati, som af vækstonanisterne er blevet kaldt verdens bedste samfundssystem, kan og skal med andre ord ikke anvendes af befolkningsflertallet til at lave om på det, som deres egne blinde markedskræfter selv har forårsaget og vil forårsage af klimadestruktion verdens over. Ad ren og skær dumhed, dovenskab, grådighed og magelighed lader den vestlige verdens befolkninger markedsøkonomien blinde vækst fortsætte med at hærge uden vilje til forandring og uden at ville bruge verdens bedste samfundssystem til at forhindre katastroferne, som jorden over vil bringe millioner af menneskers livsbetingelser i alvorlige farer. Mere end de er allerede. Den vestlige verdens befolkningers demokratisk dekadence bliver nu en hindring for forandringer. Det er en kulturmæssig nedsmeltning af hidtil usete proportioner. Og hvis konsekvens har det største masseødelæggelses potentiale i menneskehedens historie.

morten Hansen, Niels Duus Nielsen, Jørgen Steen Andersen, Peter Nørgaard, Niels-Simon Larsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Gorm Lerche og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

Som jeg forstår artiklen søger den at sætte fokus på klimaforandringerne og vores(mennesket) rolle heri.

Og som jeg ser det, gør vi nøjagtigt det samme som vi hele tiden har gjort (fra det første menneske slog en slange i hoved med en sten og åd den, til nu) Vi udbytter vores omgivelser; først var det med en sten, senere med redskaber og senere igen med maskine, vi er gradvist blevet bedre og bedre til at udbytte vores omgivelser, det har så at sige været vores overlevelses strategi.

Nu står vi så i den ubehagelige situation, at vores veludviklede overlevelses strategi, er begyndt at være destruktiv, lige her og nu virker den stadig fint for os mennesker, men vi er begyndt at erkende, at de omgivelser vi er så afhængige af (vores livsgrundlag) tager skade af strategien.

Det efterlader os et rigtig svært sted, hvor noget vi har haft med os lige fra vores sart her på jorden, og som derfor er helt naturligt for os, ikke længere er bæredygtigt og på sigt truer med at udrydde os (eller størstedelen af os).

Der er altså brug for en ny overlevelses strategi.

Og ud fra bærdygtighedsprincippet (transender og inkluder /transformer og inkluder) må denne nye overlevelses strategi have en eller anden variant af ”udbytteren” (vores oprindelige overlevelses strategi) og noget der må kunne ses som dens modstykke, ”bidrageren”.

Altså; ved at tilføre ”bidrageren” til ”udbytteren” kan der skabes en ny overlevelses strategi, som bygger på bærdygtighedsprincippet.

Eller sagt på helt almindeligt Dansk, vi bliver nød til at bidrage mindst lige så meget til jorden (natur/klima) som vi udbytter den.

Vi skal altså til at lære os selv at bidrage til jorden (natur/klima).

morten Hansen, Jørgen Steen Andersen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Igen med udgangspunkt i de modsatrettede kræfter af forening og splittelse synes jeg det er interessant, hvordan en eventuel formiddagssurhed hos Gorm Lerche, måske nok kan føre til en lidt skarp tone men også kan medføre en form for skepsis, en mere kritisk indstilling og som konsekvens heraf, nogle krav om at begreberne bliver præciserede eller nøjere afvejede. Enhver anskuelse har godt af at blive mødt af folk, som har denne kritiske sans for at pille argumenterne fra hinanden. På den måde synes jeg at Gorm Lerches indlæg bidrager konstruktivt til belysning af artiklens teser og konsekvenser.

Og Gorm Lerche, jeg synes du har en god pointe mht. det med at dømme om andres intentioner. Marshall Rosenberg peger i sine retningslinjer for ikke-voldelig kommunikation netop på vigtigheden af at undgå:
– At kategorisere og dømme om andres udsagn
– At bebrejde eller beskylde andre, herunder at moralisere
– At analysere andres motiver
Rosenberg advarer dog også om, at for meget vægt på den intellektuelle tilgang kan fortrænge empatien.

Og John Fredsted og Britt Kristensen, det siger sig selv at flybilletter ikke ville koste det de gør, hvis vi skulle betale de reelle omkostninger forbundet med flyrejser. Vores økonomiske opgørelsesmetoder er helt åbenlyst voldsomt fejlbehæftede. Man kan sige at vores samfunds incitamentssystemer er kørt helt af sporet. Opgjort på en sober facon ville økologiske og økonomiske ræsonnementer allerede på et mellemlangt sigt konvergere. Men der er også et andet aspekt, som jeg mener har endnu større betydning, og det er måderne vi over de seneste 30 år og i særdeleshed over de seneste 15 år har drevet prisen på kapital helt kunstigt ned ved kloden over at føre nogle ekstremt ekspansive pengepolitikker. Det er dette mere end noget andet, der har sat os i stand til holde realiteterne om vores kritiske ressourcesituation for døren. Og med nulrentepolitikkerne og nu negative renter er dette pengepolitiske regime trådt ind i sin rablende fornuftstridige fase.

Det reality check I efterlyser vil komme af sig selv, fordi vores pengesystemer er blevet til regulære pyramidespil, og pyramidespil kan kun ekspandere og ekspandere indtil de kollapser og de akkumulerede værdierne afsløres som helt igennem illusoriske. Og på den anden side af denne normalisering af vores pengevæsen vil prisen på flyrejser være meget tættere på de reelle omkostninger, og vil således igen blive en meget eksklusiv rejseform.

Mht. vores demokrati er problemet i mine øjne nærmere det, at vi har nogle politikere som vedholdende tilbyder vælgerne nogle løsninger, som i realiteten slet ikke er løsninger men svindel og humbug. Og så bliver vælgerne forvirrede. Hvorfor skulle de vælge afsavnene, når nu politikerne siger at de ikke behøver at lide afsavn? Politikerne ville da vel ikke lyve overfor befolkningen?

Malte Frøslee Ibsen kan sagtens have en pointe med at vores adfærdsformer er styrede af et ’ubevidst subjekt’, jeg kan bare for mit eget vedkommende ikke godtage denne materialistiske eller strukturelle tilgang. Med fare for også at forbryde mig mod Rosenbergs retningslinjer vil jeg holde på, at både politikere og hovedparten af befolkningen med forsæt understøtter denne ’ubevidsthed’. Gennem viljesbestemte fornægtelser og fortrængninger, simpelthen. I mine øjne er det et valg mellem at leve i overensstemmelse med ens samvittighed eller at undertrykke signalerne fra ens samvittighed. Og her er min opfattelse, at ægte frihed opnås ved at leve i overensstemmelse med ens samvittighed.

Og jeg vil holde på at menneskeheden endnu ikke har prøvet over en bred kam at leve i overensstemmelse med sin samvittighed. For mig danner denne mulighed en vision om et samfund bygget på forbundethed, omsorg, fælles mål og en open source-tilgang til løsningen af alle samfundsmæssige problemer.

Jørgen Steen Andersen, Peter Nørgaard, Mikael Velschow-Rasmussen og Gorm Lerche anbefalede denne kommentar

Niels-Simon m.fl.
Beklager hvis min formiddagssurhed har smittet eller forstyrret den konstruktive debat.
Når jeg protesterer over brugen af begreber som ondskab er det dog ikke som debat-trold eller forstyrrende polemiker - jeg mener at denne forsimplede terminologi er direkte skadelig for enhver ambition om oplyst handlingsdygtig menneskehed.

Torsten Jacobsen

Karsten Kølliker,

Tak for nogle gode bemærkninger til en læseværdig artikel. Jeg bliver en smule nysgerrig, når du i din diskussion (og faktiske afvisning) af det 'ubevidste subjekt' som et brugbart konstrukt i diskussionen, taler om 'viljesbestemte fornægtelser og fortrængninger'.

For anvendes udtrykket 'fortrængning' i den betydning det tillægges i psykoanalysen, så findes der ikke 'viljesbestemte fortrængninger'. Fortrængningen er en forsvarsmekanisme som ikke indfinder sig efter erfaringen, men som tværtimod udgør en del af grundlaget for erfaringen. Med andre ord kan der altså ikke være tale om at vi 'med vilje', dvs. 'bevidst' fortrænger noget. Vi kan have en illusion om at vi fortrænger noget ('jeg vil ikke tænke på døde børn i middelhavet'), men der er her tale om en sekundær proces, som følger efter en primær, ubevidst proces, som viljen selvsagt ikke har nogen kontrol over.

Dette er det afgørende punkt for enhver kritik, som ikke blot skal hvile på ren ideologi. Derfor finder jeg det som sagt interessant at du tilsyneladende uden videre tilslutter dig det synspunkt, at handling primært er viljens domæne. For ikke blot er et sådant perspektiv i modstrid med mange af de landvindinger der er gjort indenfor studierne af menneskelig psykologi og kognition. Et sådant perspektiv er også udgangspunkt for al benægtelse af strukturelle dynamikkers betydning, dvs. selve basis for det jeg i mangel af bedre udtryk vil kalde den borgerlige moral.

Mikael Velschow-Rasmussen

Informations debatforum er suverænt landets mest oplysende, underholdende, uddannende (og dannende), belærende (på den go'e måde :-) og bedste medie !

Som sædvanlig bli'r man helt vanvittigt godt oplyst og klogere, når man læser Informations læsere og online-debattørers bidrag.

Specielt til K. Kølliker - kom 'desværre' til at begrave mig i din personlige blog i går :-)
Og nåede derfor ikke en række andre ting - jeg skulle ha' nået.
"Keep up the good work !"

Niels-Simon Larsen

Jeg vil ikke gøre mig uenig med Mikaels betragtninger over forummet, men dog tilføje at jeg ikke kan følge med alle de lærde udredninger. Det skyldes nok ond vilje fra min side, men jeg mener også, at et forum som dette skal være for lægmand. Man skal ikke gå ud i fagområders specialiteter og gøre sig klog på en hel masse ting. Det er nogen nok uenig med mig i, men nu har I min mening.

Karsten Kølliker

Så det du siger, Torsten Jacobsen, er at jeg med mine synspunkter kommer til at kaste et århundredes psykoanalytiske forskning i grams? Ja, så må gøre artiklens ord til mine og sige ”Hov, det var ikke med vilje..”

Men jeg er ikke sikker på at det er så kategorisk. Jeg tænker at denne evne for at kigge indad og studere ens egne reaktioner og motivationer som hele det psykologiske felt åbnede for, har været et stort fremskridt for menneskeheden. Og af samme grund er det heller ikke fair at henføre mit synspunkt til klassisk, borgerlig moral, som jo netop i høj grad er leveregler og altså ikke nødvendigvis funderede i det enkelte menneskes indre liv. Efter min opfattelse er der et århundrede til forskel mellem at tale om moral og samvittighed. Samvittighed er så meget et indre anliggende, som noget overhovedet kan være. Faktisk så meget at andre ikke har noget reelt grundlag for at dømme om ens handlinger er samvittighedsfulde eller ej.

Jeg anerkender at min brug af ordet ’fortrængning’ er en henvisning til den psykologiske forståelse af sindet og dets funktionsmåder, og jeg vil også godt acceptere at min brug af ordet så er lidt skødesløs. Når jeg følte trang til at benytte begge de to ord ’fornægtelse’ og ’fortrængning’, var det fordi ’fornægtelse’ tænkte jeg gik på den konkrete afstandstagen og bortforklaringerne i mødet med vidnesbyrd om klimaforandringerne, mens ’fortrængningen’ kun gå på at beskrive hvordan klimaudfordringen, som artiklen beskriver, har en tendens til at falde i den kollektive blinde vinkel, som det man (med overlæg) ikke taler om.

Den skelnen jeg godt kunne tænke mig at indføre her, er en skelnen mellem børn, som jo for en stor del tager de stemninger og mønstre ind, som de lever i, og voksne som må forventes at have udviklet begreber om, hvad der er op og ned i deres egen tilværelse. Børn, som lever i stemninger og mønstre prægede af overgreb og umyndiggørelse, udvikler givetvis i langt de fleste tilfælde fortrængninger af nøjagtig den karakter, du beskriver. Altså fortrængninger, eller om man vil egen-programmeringer, som ligger så dybt, at de som udgangspunkt ikke kan bevidstgøres. Men det er altså noget andet, når voksne mennesker lever i stemninger og mønstre prægede af overgreb og umyndiggørelse. Voksne mennesker har nogle valgmuligheder som børn ikke i samme grad har, og derfor kan voksne mennesker i højere grad siges selv at vælge at leve indenfor disse rammer. Men her er det så at loven om karma faktisk siger, at man sågar selv har valgt rammerne man levede i som barn.

Jeg indrømmer at cirkelslutningerne står i kø her, for hvordan er det lige at skiftet sker fra barn til voksen? Det er, som jeg forstår det, gennem en individuationsproces, hvor det enkelte menneske netop bliver bevidst om både sine egne skyggesider og sine egne valgmuligheder. Og hvordan skal det kunne lade sig gøre, hvis man allerede bærer på store mængder af fortrængninger, og dermed er handicappet i retning af at kunne se sig selv klart?

Hvad jeg slår til lyd for er, at hvert enkelt menneske, selv mennesker som slæber på masser af tung bagage, har adgang til en kilde af livskraft og indre vejledning i dem selv, og at trække på denne indre livskraft og lytte til sine indre vejledninger er at leve som et frit menneske, hvilket også kan kaldes at leve i overensstemmelse med sin samvittighed. Er der omvendt forhold i ens samvittighed, man ikke kan holde ud at se på, ja så er man ikke et frit menneske. Efter min opfattelse er klimaforandringerne udtryk for, hvor store kollektive fortrængninger, eller skulle jeg sige fornægtelser, der er på spil, og dermed udtryk for, hvor ufrie vi i virkeligheden er. Og muligheden for at genvinde vores frihed er bedste argument for at tage klimaforandringerne alvorligt.

Torsten Jacobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Og, Mikael, tak for din respons. Det glæder mig hvis du kan bruge mine refleksioner til noget.

Og, Niels-Simon, jeg kan påberåbe mig en vis faglig kapacitet som arkitekt, men når jeg så kommenterer på økonomiske, politiske, sociologiske, teologiske eller som her psykologiske forhold, så udtaler jeg mig jo som amatør og halvstuderet røver. Og sådan må det vel vilkårene i offentlige fora som Information.dk. Men jeg håber også at jeg evner at høre efter, når folk med særlig faglig viden melder sig i debatten. I den bedste af alle verdener er fagfolk og ikke-fagfolk i stand til at føre en åben dialog til begge parters gensidige oplysning. Er du ikke enig i det?

Niels Duus Nielsen

Niels_Simon Larsen: "Man skal ikke gå ud i fagområders specialiteter og gøre sig klog på en hel masse ting."

Det var ligegodt s....s, den havde jeg ikke set komme. Er du blevet antiintellektuel lige pludselig?

Torsten Jacobsen

Karsten Kølliker,

Tak for et grundigt og gennemtænkt svar, som selvfølgelig kalder på gensvar af samme kaliber.Det kan jeg ikke helt leve op til, men jeg håber at nedenstående alligevel giver en form for mening.

For det første vil jeg gerne rydde en eventuel misforståelse af vejen. Det var ikke min hensigt at henføre dit synspunkt til en klassisk borgerlig moral. Det ville i sandhed være unfair, for ikke at sige decideret uforskammet, og jeg læser dig heldigvis bedre end som så.

Men - for der er selvfølgelig et men - jeg havde til hensigt at påpege, at det er modbydeligt svært at ville både blæse og have mel i munden på samme tid. Og er det ikke netop den halsbrækkende øvelse du har kastet dig ud i- (det medgiver du vist også?) Lad mig uddybe den påstand yderligere:

Du hævder at en klassisk, borgerlig moral er "[funderet i] leveregler og altså ikke nødvendigvis funderede i det enkelte menneskes indre liv.". Hermed indfører du et skel mellem det du kalder henholdsvis moral og samvittighed. Moral, forstår man, er et socialt konstrukt som dannes i mødet med ’den anden’, mens samvittigheden er et ’indre anliggende’, der så at sige transcenderer omgivelsernes pres: Den indre stemme som i sig selv enten tillader eller afviser mordet, for nu at føre tanken ud i dens yderste konsekvens.

Men netop i denne skelnen spøger en cartesiansk dualisme: Forestillingen om at der eksisterer en ånd der transcenderer materialiteten. Og det er denne forestilling som jeg ved lægger til grund for al borgerlig moral. For det er i kraft af denne ånd at alle mennesker forventes at kunne hæve sig over vilkårs begrænsninger. Ammestuehistorier er der nok af: ”jeg voksede op i fjerde kartoffelrække, men har alligevel i dag millioner på kontoen og et udsyn der siger spar to”. ”Jeg traf tidligt i livet et valg om at jeg ville være X”. Og det er til dels sandt. Mange mennesker der er vokset op under forfærdelige vilkår, klarer sig over al forventning, men mange gør ikke. Hvad er forskellen? Hvordan skal vi skelne mellem dem der klarer sig, og dem der ikke gør? Er det ondskab og godhed der i sidste ende er på spil her? Som i spørgsmålet om samvittighed? Hvad skal vi dog stille op med de mennesker, som handler i overensstemmelse med deres samvittighed, men mod al moral? Er de onde mennesker? Har de, har nogen af os, i sidste ende et valg?

Ja, hævder eksistentialisten. Ja, hævder de gode viljers forkæmpere. Nej, hævder kritikeren, som er optaget af formen, ikke af indholdet. For han ser at selv det billede gud har skabt, kan formes og omformes uendeligt, såfremt vi ikke ved bedre besked.

Torsten Jacobsen

Lad mig lige tilføje: Jeg tror skam også på at alle mennesker potentiel kan hæve sig over vilkårs begrænsninger. Det har bare ikke så meget med vilje at gøre. Kun solidaritet kan nedbryde den barriere. Men det er som bekendt så som så med solidariteten i en verden befolket af åndfulde individer ;)

Jens Thaarup Nyberg, Karsten Kølliker og morten Hansen anbefalede denne kommentar
morten Hansen

Ja Karsten K. Enten følger man sin samvittighed eller også forfølger den dig, som Kierkegaard sagde.
Men i det kapitalistiske system er der underliggende strukturer, der gør at tingene ikke ændrer sig.
Således er det stort set de samme mennesker, der ender med at sidde med sorteper og omvendt de samme mennesker, der ender med at tjene fedt og lukrere på systemets muligheder.
Disse mekanismer hører ind under begrebet - strukturel vold- som måske også er mere rammende for det skruestik samfundet sætter folk i end såkaldt strukturel ondskab.
Men i det hele taget er enhver diskussion om klima og miljø besværliggjort af at vi ikke har et rigtig udviklet sprog til meget af det. Mange begreber er netop taget fra religionen, hvilket gør det nemt for modstandere at pådutte een forkerte motiver.
Men sandt at målet må være at mennesker lærer at tage ansvar for sig selv, hinanden og Jorden.

Torsten Jacobsen

Sprogets begrænsninger - rigtigt set, Morten Hansen. Og netop i sproget udfoldes den strukturelle magt. Det lærer man ikke noget om på journalisthøjskolen, hvor jeg har haft den tvivlsomme ære af at have haft min gang. Og det er, må man nok sige, en skam.

morten Hansen

Kom til at tænke på et andet emne , der overhovedet ikke var med i valgkampen. nemlig; Kultur eller kunst. Altså musik, litteratur, film, billedkunst osv. Oplagt noget for kvikke folk, der kan sprænge rammerne og være med til at bane vej for det nye.

Torsten Jacobsen

Endnu en tilføjelse:

Når jeg skriver at kritkeren er optaget af formen, er det netop fordi at indholdet, den menneskelige værdighed, for kritikeren ikke kan drages i tvivl. I den forstand, og kun i den, kommer eksistens altså før essens. Men her er der jo i sidste ende tale om en moralsk dom, vil den opmærksomme læser sikkert indvende. Eller et det et spørgsmål om samvittighed? Enten-eller, fristes man til at sige. Men er valget mit?

Randi Christiansen

Ondskab? Er fravær af det gode, ligesom mørke er fravær af lys. Så tænd lyset, og elsk det gode - som ondskaben ikke tåler. Kender vi det gode?

Klimakatastrofen er noget fjernt som hungersnøden i Sudan. Vi går rundt i et lokalt klima, der ikke på nogen måder virker katastrofelignende.
Opvarmning af jorden er på vej mod nye højder, men at indse hvor bekymrende det, at skulle opgive teknologiske goder, kræver mere.
Diskussionen ovenfor er spændende, men hvis begrebet klima udløser sådanne ordtirader, er det endnu en grund til, at det er fraværende i valgkampen.

John Fredsted

@Niels-Simon & Peter knap: Jeg er enig. Jeg mistede i det store og hele interessen for denne tråd i forgårs, da der begyndte at gå højbelærthed i den: teateret (vores planet) brænder og så sidder herrerne på stolerækkerne og flueknepper om, hvorvidt manuskriptet er skrevet med Times New Roman eller Helvetica. Måske jeg er grov i denne min udlægning; måske jeg bare er for dum til at fatte vigtigheden af nuancerne.

Jens Wolff, Niels-Simon Larsen, Britt Kristensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Gorm Lerche
20. juni, 2015 - 16:56
"Udover konsekvent manglende præcision og forsimplet eller misforstået årsagssammenhæng som begrebet ondskab deler med andre deterministiske begreber. Indeholder prædikatet en helt umulig vurdering af intention, der ikke tjener andet formål end at suspendere kritiske rationaler og empati. Det går lige i flokdyrshjernen og udløser belønning."

Med mindre det slet ikke drejer sig om intentionen, men om virkningen.

Karsten Kølliker

Det kan meget vel være et halsbrækkende projekt jeg har begivet mig ud i, og hvor jeg selv ser det som et drabeligt livtag med denne verdens store, reelle problemer, så mente du, Torsten Jacobsen, det vist nærmere i en sproglig filosofisk forstand. Som Morten Hansen peger på arbejder sproget ikke altid i oplysningens tjeneste. Og som Peter Knap og John Fredsted peger på, kan den intellektuelle tilgang nemt afspore frem for at opildne. Som en anden Don Quixote drager vi hver især ud for at kæmpe en heroisk kamp, og ender med at slås med sproglige vejrmøller.

Således er jeg også sikker på, Torsten Jacobsen, at det er sprogets faldgruber, der indfører et modsætningsforhold imellem vores synspunkter. Jeg er helt på linje med det du skriver om det enkelte menneskes værdighed samt at det kun er solidaritet, der kan hjælpe det enkelte menneske med at bryde med sin sociale arv. Begrebet solidaritet betoner så en overordnet, samfundsmæssig vinkling, men selv på det personlige plan er det jo typisk først med et andet menneskes mellemkomst, at vi bliver i stand til at se vores egne skygger og defensive adfærdsmønstre.

Men Peter Knap, det er altså ikke bare ordtirader. Den idé jeg prøver at præsentere for forsamlingen her er ideen om at opfatte samvittigheden som en sans. Ligesom vores øvrige sanser skulle samvittigheden således være den del af hjernens sanseapparat, som konstant kommenterer på og giver vejledninger i, hvordan det man tænker, siger og gør står i forhold til andre mennesker og omverdenen som helhed. Selvom jeg desværre ikke har link lige ved hånden, så viser nutidige forskningsresultater, at børn ned til toårsalderen evner at vise empati og har en forståelse for deres egne handlingers konsekvenser for et andet barn. Min idé er, at vi alle har denne sans, at den ovenikøbet er veludviklet hos de langt de fleste af os, men at vi ofte vælger at gøre noget andet end det samvittigheden anbefaler os at gøre.

Dermed bliver alle denne verdens store og reelle problemer til en konflikt inde i det enkelte menneske, og at kunne fortsætte som om vi ikke har set problemerne med udpiningen af det biologiske liv, klimaforandringerne, udtømningen af ressourcer, de ekstreme uligheder, forudsætter altså at signalerne fra samvittigheden bevidst undertrykkes. Og her er det så jeg tillader mig at pege på, at et menneske som er i sådan konflikt med sig selv er et ufrit menneske, måske endda et ulykkeligt menneske.

Hvis vores samvittighed er vores sans for forbundethed med vores omverden, og mødet med verdens problemer får os til at undertrykke signalerne fra samvittigheden, så er det måske ikke så mærkeligt at vi har så store problemer med ensomhed og fremmedgørelse, og videre, så store problemer med misbrug i så mange forskellige afskygninger. Eller for den sags skyld, at folk med psykopatiske træk har så gode muligheder for at komme til tops i vores nuværende ”kultur”.

Jørgen Steen Andersen, Randi Christiansen, morten Hansen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Karsten Kølliker,

Jeg er enig i at dissonansen i vores ellers sammenfaldende synspunkter kan forstås som grundet i et mangelfuldt sprog. Men det er altså med sproget vi skal forsøge at bygge bro mellem de mange forståelseshorisonter. Det er med og i sproget at den samvittighed du omtaler, skal gøres til genstand for andres 'blik' og vurdering, dvs. omsættes til en form for moral. Kun i den nære relation hvor en berøring, et kærtegn, et blik kan betyde mere end tusind ord, kan hjertet tale frit, og selv da er der jo ikke nogen garanti for at vi forstår et ord af, hvad der bliver sagt.
Sprogets faldgruber er ikke blot dræbende for tanken. En mangel på ord eller de forkerte ord kan ende med at sætte en hel verden i brand:

Now, I have become Death, the destroyer of worlds.

Men jeg fortaber mig igen, i betragtninger af liden relevans for noget som helst. Som bekendt lurer der en klimakatastrofe i horisonten, og den løser jo ikke sig selv. Måske burde man skrive et debatindlæg, der fortæller folk at den er helt gal, og at det er bydende nødvendigt at gøre noget nu. Måske krydret med en lettere opgivende attitude og salvesfuld beklagelse af de menneskelige vilkår. Finder jeg blot de rigtige ord, skal folk nok forstå at lytte, ikke sandt?

Karsten Køller. For mig er verden totalt uforståelig. Derfor er jeg nødt til at personificere den for at kunne reflektere over den.
Verden eksistere ikke fordi der er en grund til det, men fordi der ikke er nogen grund til den ikke skulle eksistere.
Det er en af mine grundholdninger, men den kan jeg ikke udtrykke uden menneskelige værdier.
Jeg synes virkelig det er nogle spændende diskussioner, men samtidig finder jeg det utålelig ikke at kunne sige: "Det er en god dag," uden at skulle afleverede en filosofisk afhandling om betydningen af ordet god.
Verden er mærkelig og over 90% af den er mørkt stof og mørk energi, som vi overhovedet ikke kan erkende
med vore sanser eller som andet end en mangel i vore beregninger.
Mit aller største problem er dog, at klimakrisen er reel og fandens mere vigtig end alverdens filosoffer.
Og til sidst en tanke der har snurret rundt i hovedet på mig ved at læse denne tråd. Måske er der en psykolog, der kan fortælle mig hvad den betyder: " Et spøgelse havde mareridt. Det drømte, det var levende."

John Fredsted

@Karsten Kølliker: "... forudsætter altså at signalerne fra samvittigheden bevidst undertrykkes. Og her er det så jeg tillader mig at pege på, at et menneske som er i sådan konflikt med sig selv er et ufrit menneske, måske endda et ulykkeligt menneske."

Se, det er noget, jeg kan forholde mig (altså forstå/begribe). Jeg tror dog ikke, at jeg er enig. Jeg kender personligt mennesker, såmænd søde og rare allesammen, hvis livsstil er ret så klimafjendsk. De synes ikke synderligt tyngede af skyld. Og, for at knytte an til det, du skriver, de synes ikke synderligt ufrie eller ulykkelige, tværtimod. Jeg forestiller mig, at de skaber ro i hjernekassen ved at bilde sig selv ind, at vores art nok skal løse problemerne ad teknologisk vej; jeg ved i hvert fald, at mindst én af dem nærer netop et sådant synspunkt.

John Fredsted

@Torsten Jacobsen: " Måske burde man skrive et debatindlæg ... Finder jeg blot de rigtige ord, skal folk nok forstå at lytte, ikke sandt?"

Det skal du skam ikke løbe an, men det ved du måske også godt (måske du mener det sarkastisk). Jeg stoppede med at skrive klimadebatindlæg for omkring et par siden, hvor det endeligt gik op for mig, at det ikke nytter noget som helst overhovedet: dem, der er enige med mig, kan sidde og nikke; dem, der er uenige med mig, kan og vil bare bladre videre i avisen, og så i øvrigt fortsætte, som de plejer.

Randi Christiansen

Vi må dog kunne enes om, at det er det givne bevidsthedsniveau, som definerer handlingen. Altså må vi arbejde på bevidsthedsplanet, udvide vores bevidsthed, vores forståelse, vores empati med os selv og det, som omgiver os. Og det er faktisk muligt, og bør ikke være en proces, som er gået i stå. Vi kan foretage kvantespring i erkendelse, hvis vi er interesserede og går fordomsfrit og åbent til værks. Det er logisk at antage, at vi kan erkende, hvad vi er implicit del af : kosmos. Bl.a. det faktum at vi konstant interagerer med materien (kvantefysikkens praktiske og erkendelsesteoretiske for mennesker bevidsthedsmæssige kvantespring). Accepterer man denne præmis, vil man forstå, at alle handlinger har effekt og betydning, og at det derfor er en absolut fordel at være så bevidst, som det er muligt, inden man handler.

Vi har tidligere berørt begrebet 'den ordløse væren'- alligevel kan vi arbejde med sproget som et redskab til indbyrdes forståelse. Bevidsthedsniveauet definerer sprogets præcision.

Randi Christiansen

En af kunstens opgaver er at formidle inspiration til en større bevidsthed. Musikken er fx et 'sprog' som står os meget nær. Urlyden - aum. Også det transcendente samarbejde med form og farve i fx billedkunst og arkitektur er en indgang til udvidet bevidsthed og empati. Dans og bevægelse, poesi og prosa ligeså - og ikke mindst samværet med naturen tilbyder os samklang og dybere forståelse af vores eksistens og vores forunderlige og vidunderlige habitat. Her er den psykodynamiske teknik mindfulness velegnet til via nærvær og opmærksomhed at indgå i optimeret livsbekræftende samvær med sig selv og sine omgivelser. Vi er helt sikkert på vej. I den lange tid, jeg har arbejdet med disse bevidsthedsprocesser, er der sket en tydelig udvikling blandt mennesker i retning af større opmærksomhed på og forståelse for det indre rum og dets betydning for det ydre rum. Den udvikling er - i lighed med de for livet uhensigtsmæssige økologiske aftryk - også eksponentiel. Jeg er overbevist om, at bevidstheden er en altafgørende forandringskraft, og derfor der, vi må fokusere en indsats samtidig naturligvis med det praktiske arbejde - hvis succes som sagt er dybt forbundet med det bevidsthedsmæssige niveau.

Torsten Jacobsen

'In other news', er Finland muligvis ved at starte et eksperiment med en form for borgerløn. Hvis det viser sig at være sandt, er det den bedste nyhed i årtier.

Karsten Kølliker

Haha, ja, Torsten, pøj-pøj med debatindlægget.

Og, John Fredsted, du har ret. Og hvem er jeg til at dømme om andre menneskers lykke? Men jeg må have lov til at gætte på, at også de mennesker du har i tankerne kunne vågne til større lykke eller højere former for lykke. Har du gjort den erfaring, at der i familier med et handicappet barn ofte er en no-nonsense tilgang til livet og at det ofte er familier hvor der er mere latter end ellers? Det er som om bruddet på normerne, som det handicappede barn bragte med sig, satte hele familien fri. Nogle gange skal vi bruge en eksistentiel rystelse for at vågne op til livets virkelige gave.

Jeg tror på muligheden af en stor kollektiv forløsning fra normerne. Personligt har jeg nemmere ved at forholde mig til de åbenlyse sygdomstegn ved udpiningen af det biologiske liv og udpiningen af vores samfunds sociale liv men klimaforandringerne er selvfølgelig med i pakken. Men hvad jeg er kommet frem til er, at det er vores neoliberale gældsætningsøkonomi der mere end noget andet har været vores redskab til at drive rovdrift på planeten. Så hvad jeg har forsøgt at bidrage med har i højere grad været møntet på at udstille korruptionen i hele dette finansielle regime.

Og jeg er fortrøstningsfuld på den måde, at jeg føler mig overbevist om at de økologiske og klimatiske sammenbrud heldigvis bliver foregrebet af det økonomiske og ideologiske sammenbrud. Og da tror jeg at vi står til at genopdage sider af livet som vi har glemt midt i al vores komfort og selvrealisering. Jeg tror det bliver hårdt, men også dybt meningsfuldt, ikke mindst fordi det vil være socialt forløsende. Og efter nogle få år tror jeg ikke der vil være mange der ønsker sig tilbage til de nuværende levemåder. Selvfølgelig vil der være afsavn, adgangen til forskellige ting og muligheder vil være savnede, men vi vil i mellemtiden være blevet bevidste om, hvad det var vi savnede under de nuværende levemåder, og den form for fattigdom er der ingen der vil ønske sig tilbage til.

John Fredsted

@Karsten Kølliker: De fleste af de mennesker (venner og bekendte), jeg havde i tankerne er troende kristne. Det forekommer mig, at deres lykke såmænd allerede er gjort: de er i stand til at tro på fablen om eksistensen af en alkærlig Gud-fader, der sætter dem fri til at synde (således velsagtens også på klimaområdet), hvis bare de tror på hans såkaldte enbårne søn, Jesus Kristus.

Jens Thaarup Nyberg,
Det er netop en central del af min kritik mod artiklen og brugen af begrebet ondskab generelt. At det, udover alle de andre åbenlyse problemer, forudsætter en helt umulig vurdering af intentionen bag en given handling eller adfærd. En vurdering der i bedste fald er irrelevant, da det jo er produktet der er problematisk.
Jeg ville personligt mene at det burde være rigeligt at der ikke, i den virkelige verden, findes noget der kan kaldes ondskab uden enten at begå vold mod sproget, forstanden eller det konkrete emne.

Stemningen i denne tråd, og formentlig motivationen bag artiklen, synes dog at være, at målet - opgøret med vores destruktive adfærd, helliger midlet - brugen at et upræcist, misvisende og i øvrigt svært fordummende begreb - Der er jeg meget uenig.

Karsten Kølliker

@John Fredsted
Jeg ville egentlig blot have skrevet denne korte kommentar:
”Så er det i en vis forstand ærgrerligt, at de formentlig ikke er katolikker. Så kunne de ellers have tygget lidt på Pave Frans’ seneste hyrdebrev..”

Men så følte jeg mig kaldet til lige at tjekke op på Informations dækning af dette hyrdebrev, og så i den forbindelse dine kommentarer til en af disse artikler, og så er jeg spørger mig selv om du ikke bare forbeholder dig retten til at være pessimist uanset hvad? Det er da epokegørende, at paven fremsætter så utvetydige erklæringer om verdens meget stressede tilstand og menneskets ansvar for at denne meget stressede tilstand er opstået. Man behøver da ikke at være katolik for at lade dette store skridt være en anledning til håb.

Karsten Kølliker,
Jeg tillader mig lige et indspark.
Jeg er grundlæggende enig i din analyse om det positive i pavens, og måske kirkens, nye grønne bevidsthed - bedre sent end aldrig!

Uden at have læst John Fredsteds tanker om dette, kan jeg dog sagtens dele en vis bekymring for de mulige konsekvenser af denne bevægelse - ikke mindst fordi én tydelig konsekvens, som nydeligt illustreret i artiklen her, er renæssancen af den fordummende religiøse sprogbrug (;)

Karsten Kølliker

Gorm Lerche
Jeg kan så på min side sagtens dele din bekymring. Jeg kan godt se for mig, at der i det kaos der muligvis følger på finanskrisens sidste og definitive kapitel og det efterfølgende sammenbrud af tilliden til det politiske lederskab opstår en form for new age-stemning på steroider. Med nutidige flagellanter og prædikanter som sælger billetter til det hinsidige. Det er derfor det er så vigtigt at vi bevarer vores kritiske sans og vores evner for nøgternt at analysere omstændighederne og derpå handle rationelt.

John Fredsted

@Karsten Kølliker: "... og så er jeg spørger mig selv om du ikke bare forbeholder dig retten til at være pessimist uanset hvad?"

Det kan jeg godt forstå, at du gør. Jeg er såmænd klar over, at jeg næsten uden undtagelse er negativ/pessimistisk i mine klimaindlæg, selv når der rapporteres om positive hændelser. Og derfor har jeg da også spurgt mig selv om, hvorvidt det ikke var på sin plads bare at holde min kæft. For der synes at stikke noget dybere under: Jeg tror, det er min lede ved indretningen af den biologiske eksistensform generelt, der løber af med mig.

Randi Christiansen

John - "indretningen af den biologiske eksistensform" - say what?? Er du utilfreds med en skabelse, hvis truede eksistens, du er så rystet over, eller hvad? Du af alle burde forstå din egen rolle i forandringen til det bedre. Vi er i transformation - bidrag - alle mand til pumperne !

Gorm Lerche

Bortset fra dine ideologiske visioner, har du så mærket noget til den globale opvarmnig i Danmark i år ?
Mine tomater er langt bagefter, mine jordbær er kun lige begyndt at modne, og de er ikke særlig søde af mangel på sol og varme.
Som gammel skibsmaskinmester kender jeg lidt til varme og dens bevægelser.
Klimaet har altid ændret sig, hvis en del af klimaændringerne er menneskeskabte, er det nødvendigt at vide, om den menneskeskabte del modvirker eller forstærker de naturlige klimaændringer.
Hvis vi ikke ved det, kan man sætte utallige klimaprogrammer op, der udregner prognoser, der kan blive ligeså "pålidelige" som de nys observerede valgprognoser.
Husk du kan ikke bare begynde ved nul, og få temparaturn til at stige når du ikke kender de naturlige ændringer i klimaet, derfor er det ikke blot CO2 nivuet der er vigtigt, men også i forhold til hvad ?

John Fredsted

@Randi: Jeg forstår egentlig godt din forvirring. Min holdning er dog ikke ny; jeg har haft den længe. Ulig de fleste, hvis ikke ligefrem alle, mine meddebattører, så føler jeg lede ved aggressionens fremtoning ikke bare hos mennesket, men også hos dyrene. Naturfilm ser jeg ikke længere af netop den grund. Flere af mine meddebattører synes at mere, at selvom naturen er brutal, så er den grundlæggende harmonisk og smuk; den holdning deler jeg selvsagt ikke.

Mit engagement i klimadebatten er ikke først og fremmest en vrede over menneskets destruktion af naturen. For mennesket opfører sig grundlæggende naturligt (hva'ba'?, vil du måske sige): enhver art, menneske såvel som dyr, der ikke er begrænset af ressourcemangel eller holdes i skak af andre arter, vil blive ved med at ekspandere. Dette er i mine øjne alle konflikters moder, såvel hos mennesker, som hos dyr. Først når langt flere mennesker begynder at leve helt unaturligt, ikke naturligt, vil det være muligt at undgå at dominere/destruere vore omgivelser. Nej, mit engagement i klimadebatten er leden ved brovteriet hos mennesket, et brovteri, det deler med langt de fleste andre livsformer på denne planet, omend det forekommer i delvis andre former.

I mine mørkere stunder tænker jeg ligefrem, at det vel egentlig ikke ville være nogen synderlig skam, hvis mennesket, via udledning af drivhusgasser, bragte planeten på en bane mod Venus syndromet, så planeten om nogle århundreder ville ende op som permanent livløs. For så ville lidelsen på denne planet endegyldigt ophøre. Lad mig nemlig retorisk spørge: Er der noget levende væsen, der er velkommen (i livet) i sin egen ret? Altså ikke som mad for nogle (i dyreverdenen), som arbejdskraft for nogle, som barn af forældre (der har sat det i verden for at gøre deres eget liv vellykket), etc.? Personligt hælder jeg altovervejende til et nej.

Randi Christiansen

Jørn, det, man jo ihvertfald må anerkende, er, at jo større økologisk aftryk, jo større effekt - og i det omfang, man ikke kan overskue konsekvenserne af aftrykket, bevæger man sig så at sige på tynd is. Rationalet må derfor være, at kan vi ikke enes om andet, bør vi enes om at iagttage forsigtighedsprincippet.

Sider