Læsetid: 6 min.

Det kan vi gøre bedre

Nå, det var ikke så rart. Uanset hvad man mener om resultatet, kan alle vist blive enige om, at det var en ubrugelig valgkamp. Politikerne skændtes, og det føltes ikke som om, vi sammen var i proces med at planlægge Danmarks fremtid. Så lad os se på nogle alternativer til, hvordan man kan udnævne dem, der skal bestemme, så vi kan gøre det til en bedre proces næste gang
Slukørede socialdemokrater ser på valgnatten i øjnene, at regeringsmagten er skiftet. Måske er valgkampe og 
 valg ikke den bedste garanti for at det politiske kommer alle til gavn
20. juni 2015

Landsgemeinde

I de schweiziske kantoner Nidwalden og Glarus har befolkningen de sidste 700 år ordnet politiske spørgsmål ved én gang om året at mødes under åben himmel og på to til fire timer træffe alle nødvendige beslutninger ved hjælp af håndsoprækning.

Alle borgere har fået en trykt dagsorden på 100 sider en måneds tid før, og alle har mødepligt, taleret og stemmeret. Der vælges også et parlament, men dets eneste funktion er at forberede de forslag, der skal forelægges folket. Vrøvl og spildtid undgås, fordi alle forslag skal indleveres til parlamentet måneder i forvejen, og fordi befolkningerne respekterer, at det er træls, hvis nogen kupper mødet gennem filibusterlignende metoder. Det er ikke sket i 700 år.

Fordele: Når møderne kun varer et par timer, er det fordi, det viser sig, at der er overvældende enighed om en hel masse politik, hvis der ikke er politikere, der skal føre valgkamp om den.

Ulemper: Det kan føre til folkeafstemninger om ligegyldige småting, der lammer alle beslutninger. Det er dog ikke tilfældet i Schweiz, men af en eller anden grund kan man godt frygte, at det netop vil være tilfældet i Danmark.

Lodtrækning

Valg til de demokratiske forsamlinger skal sikre, at befolkningen er repræsenteret. Et fint ideal, men desværre fungerer det ikke længere i praksis. DJØF’erne udgør halvanden procent af befolkningen, men har alligevel sat sig på næsten halvdelen af Folketingets pladser: »Der er præcis så mange DJØF’ere i Folketinget, som betonarbejdere, folkeskolelærere, kvinder og mænd har stemt ind,« lød forsvaret fra DJØF på Folkemødet, og det er netop hele problemet.

En politisk elite har sat sig på tinget, selv om der formelt er repræsentativt demokrati – og her bruger de fire år mellem hvert valg på at skændes og råbe ad hinanden for at gøre sig interessante nok til et genvalg. En måde at gøre op med både denne onde spiral og elitens dominans er indførelsen af lodtrækning som demokratisk princip.

Den belgiske forfatter David van Reybrouck argumenterer for, at det moderne demokrati lider under at have reduceret hele demokratiet til selve valghandlingen hver fjerde år, og foreslår selv lodtrækning som en udvidelse. Måske ikke lodtrækning til hele Folketinget, men til en del af det, hvor folk, der frivilligt har stillet op, kan blive trukket ud til repræsentantskabet.

En glemt metode, som har sin baggrund i det antikke Grækenland og Italien, og som Aristoteles konstaterede: »Valg ved lodtrækning ligger i demokratiets natur, imens valg ved afstemning ligger i den aristokratiske styreform.«

Fordele: Kan delvist stoppe den permanente valgkamp og ødelægge elitens dominans.

Ulemper: Det vil kraftigt øge sandsynligheden for, at der kommer nazister i Folketinget.

Det åbne demokrati

En anden demokratisk metode til at trække mere på befolkningens ekspertise er at crowdsource lovgivningsprocessen. I stedet for at en håndfuld embedsmænd med samme baggrund og excel-ark på hjernen bestemmer det hele, ville systemet kunne trække på en blanding af borgernes viden og holdninger og eksperternes indsigt.

Finland har eksperimenteret med såkaldt åbne ministerier, hvor forslag bliver udformet og diskuteret online, og hvis det får opbakning fra flere end 50.000 mennesker, skal det tages op af en lovgivende forsamling.

Fordele: Mere transparens i lovgivningsprocessen og plads til beslutninger om områder, som befolkningen går meget op i, men politikerne er ligeglade med, såsom om iPads er gode for børn, og om der skal være sport på P3.

Ulemper: Endeløse diskussioner på internettet har det med at køre af sporet.

Appen

Der er intet, der er mere oppe i tiden end at løse problemer ved hjælp af en app, og det gælder selvfølgelig også demokratisk deltagelse. Det tekniske fix hedder Liquid Feedback eller Liquid Democracy og er en række principper lavet til et stykke software, som gør det muligt for bevægelser at diskutere politik og tage beslutninger online.

I stedet for at man vælger én enkelt repræsentant, der varetager ens interesser på alle områder i fire år, uddelegerer man i stedet sin stemme på de enkelte politikområder. Er der en person, som har klare holdninger og kompetencer på miljø eller transportområdet, kan man give den person mere vægt ved at overlade personen sin stemme i alle de spørgsmål. Jo flere stemmer en person har fået tildelt, desto tungere vejer personens holdning på området, når der stemmes. Hvis personen svigter, kan stemmen til enhver tid kaldes tilbage – og du slipper for at sætte dig ind i emnet i mellemtiden og kan fokusere på det, du selv er god til. Princippet er kort sagt demokrati som løbende arbejdsdeling.

Fordele: Man slipper for fireårige blankochecks til generelt utroværdige mennesker.

Ulemper: Det er indtil videre kun testet på mindre forsamlinger og piratpartier. Uvist om det kan skaleres til større demokratiske forsamlinger.

Decentralisering

Decentralisering har rent faktisk været et tema i valgkampen. Først kommunalreformen og siden en centralisering af både skoler og sygehuse har affolket yderområderne, og det er et problem, som er politisk varmt, men som der er få rigtige svar på.

Et af dem kan være en reel decentralisering af beslutningerne, så man på lokalplan rent faktisk får indflydelse. Så Københavns Borgerrepræsentation f.eks. ikke kan forbydes at eksperimentere med lovlig cannabis af nogle politikere, som ikke er valgt af københavnerne. De eneste politikområder, som formodentlig bør bevare en statslig forankring er magtmonopolet, tognettet og sundhedsområdet – derudover bør alt kunne forankres lokalt.

Fordele: Oplagt ny mærkesag for venstrefløjen og Alternativet, der kunne forbinde sig til guerillaklædte kurdere og sociale bevægelser som Guanyem i Spanien i udformningen af et nyt demokratisk projekt.

Ulemper: For meget hashrygning kan godt gøre folk belastende sløve.

Centralisering

I stedet for decentralisering kan man også øge centraliseringen for mere effektivt at kunne imødegå tidens centrale udfordringer. Både klimapolitik, skattepolitik, finansiel regulering og arbejdstagerrettigheder er eksempler på, at det nationale politiske rum fremstår helt utilstrækkeligt. Og måske mest belastende: Det lader til, at de nationale politikere bliver mere og mere højtråbende, jo mindre de egentlig bestemmer.

Første skridt er at tage EU mere alvorligt og synliggøre, at det er der, slagsmålene reelt står, og indrette sig politisk efter det. Man kunne helt afskaffe folketingsvalgene, så det står klart, at stedet, hvor man vælger sine demokratiske repræsentanter, er i europæisk regi.

Er man bekymret for de negative demokratiske følger af øget centralisering, kan tilgangen eventuelt kombineres med den decentraliserende tilgang. For måske er problemet med folketingspolitikere netop, at de er endt som den her lidt uduelige mellemting, der i nogle spørgsmål tager unødigt meget magt væk fra lokalsamfundet, mens de på andre områder højtråbende hævder at besidde en magt, som de i virkeligheden slet ikke har.

Fordele: Beslutningerne tages, der hvor magten reelt er.

Ulemper: De overnationale institutioner fungerer ofte elendigt, og mere magt til EU bliver næppe en folkesag i 2016 heller.

Ekspertvælde

Efter under hele valgkampen at have hørt på de store forskelle mellem de politiske blokke er det særligt deprimerende at se dem komme til magten, lytte til præcis de samme eksperter som de foregående og se blokkene udføre helt ens ’nødvendige reformer’.

En løsning kunne være at droppe skuespillet og gøre ekspertvældet helt formelt, ved at kommissioner bestående af de professorer med flest peer-reviewed udgivelser på hvert ministerielle område, udpegede de tre dygtigste danske eksperter til at håndtere al politik på området i fem-årige perioder, hvorefter kommissionerne evaluerede og nyudnævnte.

På det økonomiske område vil det med én vigtig undtagelse – boligbeskatning – intet betyde, da vismænd og nyklassiske økonomer i forvejen bestemmer alt, men på både klima- og miljøområdet vil et ekspertvælde føre positive ting med sig.

Fordele: Ærlighed.

Ulemper: Konstante advarsler om, at vi lever over evne fra gråhårede mænd med lange uddannelser og villa på Frederiksberg.

Tak for inspiration til Rasmus Christian Elling og Mogens Herman Hansen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Flemming Berger
  • Torben R. Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
  • erik mørk thomsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Henrik Brøndum
  • Mikael Velschow-Rasmussen
Carsten Mortensen, Flemming Berger, Torben R. Jensen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, erik mørk thomsen, Lise Lotte Rahbek, Henrik Brøndum og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Det morsomme ved denne ellers udmaerkede artikel - skrevet af journalister - er at den udelukkende observerer journalisternes egen verden. E-mail goer det muligt at diskutere direkte mellem vaelger og politiker - jeg goer det ofte selv - og faar udmaerkede svar.

Fordele og ulemper er vel ikke evident, men udtryk for forfatterens holdning.
Min favorit er valg af en pulje af kandidater og efterfølgende lodtrækning blandt disse, sortition har jeg fået at vide det hedder.
At expertvælde er ærlighed tvivler jeg stærkt på. Hvorfor skulle experter være mere ærlige end os andre?

Lise Lotte Rahbek

Brøndum
Jaså.. det kan være det er et spørgsmål om, hvilke totler man kan underskrive sig med.
Da jeg skrev en mail til beskæftigelsesministeren,
fik jeg svar 8 måneder senere, af en kontorpraktikant.

det blev der ikke voldsom meget diskussion ud af.

Henrik Brøndum

@Lise Lotte Rahbek

Det var da en ren elendighed. Jeg underskriver mig nu ikke med min stilling eller uddannelse i politiske diskussioner - kun navn og adresse.

Lise Lotte Rahbek

Brøndum
Ok. Ja, det var noget af en demokratisk begmand..
nu nøjes jeg med at diskutere med politikere pr. stedfortrædere. ;-)

Børge Rahbech Jensen

"Politikerne skændtes, og det føltes ikke som om, vi sammen var i proces med at planlægge Danmarks fremtid."

Det var de jo heller ikke. De leverede underholdning, som medierne ønskede. Til daglig er det også mest underholdning, medierne formidler, mens de, der gerne vil følge med i planlægning af landets og Europas fremtid, henvises til selv bl.a. at se alle udsendelser på Folketingstv, vel vidende de knap 200 journalister på Christiansborg kun dækker den underholdende spørgetime hver anden tirsdag.

I det omfang, Danmarks fremtid planlægges, sker det mere hos bl.a. Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og EUs ministerråd, som der er flere af med hvert sit ansvarsområde. På andre områder er kun Enhedslisten uenig i den retning, økonomer anbefaler med hovedvægt på økonomisk vækst og arbejdspladser. Anden lovgivning udformes på baggrund af historier fra nyhedsmedier, som nyhedsmedierne sjovt nok aldrig tager ansvar for.

"Alle borgere har fået en trykt dagsorden på 100 sider en måneds tid før, og alle har mødepligt, taleret og stemmeret."

I nutidens Danmark vil en sådan dagsorden formentlig højest være på 20 sider.

Morten Hansen

@peter knap
Jeg tror du misforstår hvad artikelforfatterne mener med "ærlighed". Sådan som jeg læste det, hentyder det til, at siden det i stadigt højere grad virker som om vi allerede har et ekspertvælde, vil en formalisering være mere ærligt fordi vi så ikke foregøgler et folkeligt element.

Vibeke Rasmussen

Man kunne også … nu da det alligevel er lykkedes medierne – med politikernes accept! – at reducere valgkamp til en blanding af underholdning og sportskampe, hvorfor så ikke tage skridtet helt ud: Overfør valgkampen til en boksering, hvor de politiske ledere så kan mødes mand mod mand, m/k, alle mod alle i en form for udskilningsløb: 'One down seven to go', hvor vinderen bogstaveligt talt vil være 'last man standing'.

Medierne, som jo allerede er lykkedes med at gøre sig selv til den vigtigste aktør i en valgkamp, vil på den måde også stadig kunne benytte deres meningsmålinger, retorik og evindelige gisninger om alt lige fra kampform, aktuelle føringer, optælling af serve-esser, mål, straffekast. urent trav, knock outs … til selve udfaldet.

Morten Hansen. Det er absolut tænkeligt.
Det vil ikke være hverken mere eller mindre studentikøst af den grund.

Steffen Gliese

Der er ingen grund til kun at trække lod blandt dem, der har meldt sig - det vil faktisk stadig betyde, at de forkerte bliver udpeget, da man jo skal give magten til dem, der ikke vil have den.

Preben Haagensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Katrine Visby

Hvis den eneste ulempe ved decentralisering er sløve hashrygere, er det da langt at foretrække.
Når vi ser på hvad alkohol kan gøre ved folk, og hvor mange slagsmål, der er opstået blandt fulde mennesker, så er der vel også en aggressivitets-faktor ved alkohol man burde advare folk om.

Vi har set hvad centraliseringen har gjort ved landet.
Den kan gøre folk uselvstændige og magtesløse, fordi de ingen indflydelse har på deres eget liv og lokal-område.
Jeg tror at danskerne er blevet så vant til at blive pacificerede og få besked på hvad de skal gøre, at hvis de pludselig fik mere indflydelse på deres eget lokalområde, ville de ikke ane hvordan de skulle gribe det an. Der ville sikkert gå flere år før folk ville være omstillet til den nye frihed til at være medbestemmende og selvstændigt tænkende.
Eller måske ville man blive overrasket - det ville være værd at prøve af.

Bo Carlsen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, erik mørk thomsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
randi christiansen

På et tidspunkt, da man skulle lokke folket ind i eu, opfandt man subsidaritets(nærheds)princippet. Naivt troede jeg, at decentralisering og beslutningerne tæt på de borgere, som skal leve med konsekvenserne, endelig var anerkendt som værende hensigtsmæssigt. Men så skal jeg love for, at vko kom bragende ind i 2001 og med fogh i spidsen torpederede alt, som ikke gik i neoliberal retning. Al magt til den 1% , som ville købe hele verden med casinopenge, skulle vise sig at være agendaen. Og så røg danske bank og resten af slænget på r...., undgik kuldsejling vha skattekroner og udsalg af fællesejet (senest dong) og befolkningen står igen med en lang næse. At vurdere ulempen ved decentralisering som værende sløve hashrygere er en fejlvurdering, der er helt ude i hampen.

Søren Blaabjerg

Min personlige favorit vil jeg kalde "scenarie-demokrati" eller "plandemokrati", og den kan bruges i et væld af situatione, både centralt og decenralt, når der skal vælges bestyrelser, repræsentantskaber etc.

Ideen går ud på, at der forud for hvert valg indkaldes til en konkurrence om et mindre antal alternative planer for de næste 5 års udvikling. Disse forelægges befolkningen belyst af diverse eksperter, kommentatorer osv.. Der stemmes så vægtet (lidt a la grand prix), således, at det forslag, man synes bedst om, på en skala fra 1 til 10 får 10 points, mens det, man synest mindst om, bare får 1 point. Det vindende forslag udnævnes derefter til at være en slags politisk håndfæstning og konsortiet bag det til at danne den ansvarlige politiske ledelse.

Hvor vi dag oprerer med en slags relativt uforpligtende "blankocheck"-system, hvor politikerne egentlig kan skalte og valte efter forgodtbefindende, så snart de er "valgt" ind, vil man her langt mere præcist kunne vurdere, hvilke konsekvenser, dee vil være af ens valg.

Robert Kroll

Valgkampen er bestemt ikke ene-afgørende for vælgerne.

Det centrale for det fornuftige flertal af vælgere er partiernes præstationer eller mangel på præstationer i løbet af de seneste år samt partiernes" person-fnidder" i folketinget ( f eks skift af parti fra SF til S , diverse "bilags-sager" o s v ).

Danmark har ved dette (som ved tidligere) valg fået det Folketing, som vælgerne har bestemt sig for med åbne øjne og fuld viden om konsekvenserne.

Demokratiet er trods alt den bedste styreform ?

georg christensen

Det er så let, næste gang at gøre det bedre. Desværre kun hvis "LIVET (naturen) , mediet LIVET virker i og fodres af" endelig bliver taget alvorligt.

Næste gang, måske forhåbentlig bliver "muslingeskallen" taget alvorligt som betalingsmiddel for en arbejdsydelse, og alle værdiløse "håbs gældsbeviser", bare overset.

Næste gang ikke i "ordets håbs navn" , men i virkelighedens og LIVET`s navn, taget alvorligt-

Steffen Gliese

Robert Kroll, forstå det dog: der er intet demokrati i at give magt til et parlament i fire år uden indflydelse på politikken fra folket! Demokrati er folkestyre, og det kan ikke repræsenteres, selvom begrænset myndighedsudøvelse er nødvendig og derfor blot bør lægges i rammer, der umuliggør den enkeltes varetagelse af særinteresser.
I stedet for et folkestyre, der går ud på at sikre aktiviteterne i samfundet til berigelse for den helt overvejende majoritet, har vi fået et system, der går ud på at sikre den enkeltes mulighed for at undgå deltagelse i demokratiet med et lamt argument om at skulle arbejde i stedet. Arbejdet er den accepterede undskyldning for ansvarsfralæggelse.

Peter Hansen, forstå det dog: vi lever ikke i Athen for 2000 år siden, verden har flyttet sig, og demokratiet har udviklet sig.

Steffen Gliese

Nej, demokratiet er gået tabt, Mikkel Bech. Vi kunne betydeligt bedre gennemføre et ægte demokrati i dag, grundet den teknologiske revolution.