Baggrund
Læsetid: 7 min.

Der længes efter stærke ledere

En ny bevægelse af kritikere mener, at demokratiet har udtjent sin rolle. Skal samfundet løse de store udfordringer, kræver det stærkere ledere
Den danske debatkultur, som den udspiller sig disse dage på Folkemødet på Bornholm, er et godt eksempel, hvordan ekspertice i komplicerede forhold og folkelig deltagelse kan forenes i den demokratiske proces.

Jacob Ehrbahn

Moderne Tider
13. juni 2015

Det er ikke længere muligt for folkevalgte politikere at træffe upopulære beslutninger, som skal sikre samfundet på lang sigt. Det er blevet en etableret sandhed blandt flere og flere analytikere og forskere, at demokratisk valgte politikere er låst fast i den fireårige valgcyklus og altid må tænke på valg og genvalg, når de lancerer større politiske initiativer. Politikerne retter ind efter meningsmålinger og fokusgrupper med henvisning til, at hvis borgerne ikke er parate til at acceptere en bestemt politik, er det ikke det rigtige tidspunkt at melde den ud. Det igangværende folketingsvalg er et eksempel på, hvordan større ideologiske konflikter er reduceret til et lille antal borgernære spørgsmål.

Som den belgiske kulturhistoriker og arkæolog David van Reybrouck konkluderer i sin nye bog, Imod valg – til forsvar for demokratiet (anmeldt den 6. juni) lider det repræsentative demokrati under en stigende mistilid mellem borgere og politikere. Mistilliden skyldes en kløft mellem de regerende og de regerede, som giver sig til udtryk i både en legitimitetskrise og en effektivitetskrise. Legitimiteten i demokratiet er vigende, fordi et voksende antal personer ikke længere ønsker at gå til stemmeurnerne, deltage i den demokratiske proces eller være medlem af et politisk parti. Demokratiet har et legitimitetsproblem, når borgerne ikke ønsker at medvirke i de afgørende beslutningsprocesser, eller når politikerne ikke giver borgerne den nødvendige platform til at formulere nye ambitiøse løsninger.

Vigende legitimitet

Men demokratiet oplever ikke kun en legitimitetskrise. Også effektiviteten i demokratiet er under pres. Det er blevet mere og mere vanskeligt for politikerne at skabe strukturelle samfundsforandringer. Kampen mod klimaforandringer nævnes ofte som eksempel. Den er trukket i langdrag og enhver løsning endevendes og forhales, fordi ingen politikere har lyst til at træffe de ubekvemme beslutninger – og stå til regnskab over for vælgerne. Mange lande har endda svært ved at danne regeringer, og når afgående regeringer taber et valg, straffes de som regel hårdt. Resultatet er, at demokratiet står tilbage uden handlekraft. Derfor kan de store samfundsudfordringer – som klimakrisen, finanskrisen, skattely, immigration, overforbrug osv. – ikke håndteres. Til borgernes fortvivlelse.

Hvordan løser man dette problem med vigende legitimitet og effektivitet? Meningsmålinger viser, at der er sket en historisk stigning i borgernes efterspørgsel efter ’stærke ledere’. Det vil sige ledere, der uden hensyn til den øjeblikkelige politiske situation kan handle på fællesskabets vegne. Den menige borger står ikke alene med dette ønske. Inden for klimaforskningen og klimapolitikken har der de senere år været en stigende bekymring for demokratiets evne til at træffe effektive valg med hensyn til klimaforandringer. Flere forskere har udtrykt utilfredshed med de demokratiske normer og har i stedet gjort opmærksom på, at klimaet præsenterer det liberale demokrati for en undtagelsestilstand, der kræver andre beslutningsmodeller. Den tyske sociolog Nico Stehr har analyseret nogle af disse opfordringer til at tænke i andre, ikke-demokratiske baner. Blandt de videnskabsmænd, der opfordrer til alternative beslutningsprocedurer, er blandt andet de australske forskere David Shearman og Joseph W. Smith, der i deres bog The Climate Change Challenge and the Failure of Democracy argumenterer for, at »vi har brug for en autoritær regering til at implementere den videnskabelige konsensus om drivhusgasser og klimaforandringer«.

Klimaforskeren Mark Beeson går et skridt videre og giver denne styreform et nyt navn. Han kalder den »god autoritær ledelse«. Denne regeringsform, som kan »forbyde miljømæssigt uhensigtsmæssig adfærd«, er i Beesons øjne »ikke kun retfærdig, men nødvendig for menneskehedens overlevelse«. Normalt antages det i den demokratiske tradition, at en autoritær regering nok er effektiv, men ikke kan gøre krav på legitimitet. Det afhænger imidlertid af, hvordan man betragter legitimiteten af den førte politik. Klimaforskere som dem, Nico Stehr har undersøgt, mener, at legitimiteten af en beslutning må ses på et højere og mere langsigtet plan. Effektive klimaløsninger handler om menneskehedens overlevelse, herunder kommende generationers evne til at befolke jorden, som ikke kan underlægges samme form for demokratisk beslutningstagen, samfundet normalt er vant til. De fortæller dog intet om, hvordan det autoritære styre skal begrænses til kun at omhandle klimaspørgsmål, eller hvordan der skal ske en tilbagevenden til demokrati på længere sigt.

Teknokrati

Eksempler som disse vidner om, at den demokratiske proces med dens omstændelige forhandlinger og manglende effektivitet har fået nogle beslutningstagere til at tvivle på selve demokratiet. Der mangler effektive systemer til at håndtere de langsigtede strukturelle spørgsmål. Af samme grund har der været en opblomstring af teknokratiske regeringer i Europa. Teknokrati fremstår som et muligt alternativ til demokrati for dem, som tror, at en rationel udformning af lovgivningen kan opnå bedre resultater end almindelige demokratiske processer. Den forhenværende italienske premierminister, Mario Monti, var en teknokrat, der blev indsat til at varetage Italiens interesser uden hensyntagen til politiske partier. Indtil for nyligt sad der en teknokratregering i Grækenland, som kun kunne handle inden for den spareplan, som er aftalt med EU-Kommissionen og Den Internationale Valutafond, IMF.

På samme måde findes der i Danmark og de nordiske lande teknokratiske elementer. For eksempel har der i Danmark i flere år været en debat om ’nødvendighedens politik’, hvor økonomiske eksperter og embedsmænd overdrages beslutningsansvar og kompetence til at formulere nye politiske reformer i forventning om, at de folkevalgte ikke er i stand til at gennemføre kontroversielle beslutninger. Ove Kaj Pedersen viste i bogen Konkurrencestaten, hvordan den danske velfærdsstats ændringer fra 1990’erne til i dag har været præget af afdemokratisering, centralisering og teknokratisering med Finansministeriets tiltagende magt over stadigt flere politiske områder. I samme periode har Danmark været præget af en stor mængde kommissioner, hvor politikere har overladt ansvaret til at formulere nye reformer til økonomiske eksperter, der kan vurdere, hvad der er bedst at gøre i den konkrete situation. Andre teknokratiske eksperimenter kendes fra Third Way-bevægelsen i England, die Neue Mitte i Tyskland og ikke mindst fra den magt, der er flyttet fra parlamenter til transnationale institutioner som Den Europæiske Centralbank, Verdensbanken og IMF.

Der eksisterer i den teknokratiske bevægelse en antagelse om, at effektivitet med tiden vil føre til legitimitet. Hvis man bare prioriterer effektive beslutninger frem for langstrakte forhandlinger, vil det skabe overbevisende resultater, der mere eller mindre spontant vil få borgernes opbakning. Demokratiet er mangelfuldt, men eksperter og embedsapparat har en dybereliggende evne til at styre efter det fælles gode. På engelsk taler man om en overgang fra politics til policy, altså fra en situation, hvor politiske og ideologiske kampe afgør den demokratiske dagsorden til en situation, hvor hensynet til effektive samfundsløsninger og administrative afgørelser vejer tungere end politiske og parlamentariske debatter.

Demokratiske eksperter

Kort sagt står demokratiet med et alvorligt problem. Mange vil gyse ved udsigten til flere teknokratiske ledere. Endnu flere vil se med skepsis på klimaforskernes opfordring om en ny autoritær regeringsform. Men det står fast, at demokratiet i sin nuværende form har meget vanskeligt ved at håndtere de langsigtede udfordringer og at brugen af eksperter efter al sandsynlig ikke vil falde men stige de kommende år. Det er derfor centralt, at tilliden til både videnskabelige eksperter og demokratisk valgte politikere styrkes. Med andre ord er det nødvendigt med en demokratisk brug af eksperter, der er i stand til at genvinde tilliden til demokratiets effektivitet.

Det repræsentative demokrati kommer ikke udenom at træffe ubekvemme beslutninger. Men de forskellige løsningsmodeller kan afprøves og testes, og der kan opbygges en debatkultur, hvor kendsgerninger ikke fortrænges, men bringes frem i lyset. Skal det lykkes, kræver det udviklingen af nye modeller for brugen af evidens og videnskabelig rådgivning i politiske processer, herunder en fornyet debat om værdien af forskningsbaseret viden i demokratiske beslutningsprocesser. Inden for de seneste år er der blevet stillet skarpt på, hvordan den danske regering og det danske samfund kan benytte sig af ny videnskabelig viden i forbindelse med rådgivning og tilrettelæggelse af politiske tiltag – for eksempel inden for klima, sundhed og energi. Formanden for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, Jens Oddershede, har foreslået, at rådet i fremtiden skal tale med samme vægt som de økonomiske vismænd på alle områder af videnskaben.

Senest har Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S) meldt ud, at Folketingets præsidium vil ansætte en række eksperter, der skal bidrage til at ruste de folkevalgte til at gennemskue konsekvenserne af de love, de behandler. En yderligere begrundelse for at ansætte eksperter under Folketinget er, at de kan være med til at holde ministrenes svar under kritisk opsyn, lave redegørelser om politiske sagsforløb og bistå eventuelt nedsatte underudvalg i Folketinget. Her er både juridisk og økonomisk ekspertise nødvendig for at holde den demokratiske magt opdateret, ligesom uafhængige eksperter kan være med til at nuancere brugen af for eksempel samfundsøkonomiske modeller i finans- og økonomiministerierne.

Debatkultur

Skal videnskaben bruges i demokratiske beslutningsprocesser, kræver det en stærk dialog mellem dem, der udlægger de politiske initiativer og dem, der kan forudse konsekvenserne af samfundets handlinger. Derfor må politikere, forskere, embedsmænd, journalister, borgere og virksomheder sammen gå i tættere dialog om, hvordan forskningsresultater og ekspertise i fremtiden kan formidles og oversættes til effektive samfundsløsninger på en måde, der respekterer de demokratiske spilleregler. Den danske debatkultur, som den udspiller sig disse dage på Folkemødet på Bornholm, er et godt eksempel. Ingen forskere kan få de ubekvemme beslutninger til at gå væk eller aflaste de demokratiske politikere fra at træffe svære valg. Men forskere og eksperter kan være med til at oplyse politikere og borgere om konsekvenserne af de forskellige scenarier og beslutningsmodeller og dermed bidrage til at sikre demokratiets effektivitet. Hvis kredsen af klimaforskere og andre, der ikke længere tror på demokratiet, ikke skal vokse sig større, er det nødvendigt at vise, at legitimitet og effektivitet kan gå hånd i hånd. I sidste instans hviler legitimiteten på demokratiets evne til at effektuere borgernes ønsker. Det kan teknokrater og andre autoritære regeringsformer ikke lave om på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Interessant artikel om et vigtigt emne.
Mht. klimaspørgsmålet er problemet dog imidlertid formodentlig først og fremmest at der jo ikke eksisterer, og aldrig har eksisteret, et GLOBALT beslutningsdygtigt system - hverken demokratisk eller teknokratisk - og det er det der er behov for, hvis man skal reagere hurtigt og effektivt på en global udfordring af denne karakter. Den egentlige modsætning i dette spørgsmål går altså næppe på demokratiske kontra teknokratiske/autoritære systemer, men derimod på nationale kontra globale beslutningsdygtige organer. Udfordringen på dette område er altså en anden end den artiklen beskriver.

Felix Austin

En ret skræmmende artikel, hvor det synes som om det kan være nødvendigt for at lave forandringer at indføre autoritære styrer og beslutningsprocesser fordi demokratiet er i vejen.
Det svarer ikke til min opfattelse af virkeligheden.

Fra mit observationspunkt, ser det snarere ud som om politikernes projekter hindrer gennemførsel af befolkningens ønsker, der forekommer meget mere realistiske, jordnære og egentligt beskedne end politikernes.
Når så politikerne klumper deres meninger sammen til "den nødvendige politiks" forvrøvlede knude uden forskel uanset fra vinkel side den anskues, så står vælgeren uden nogen form for reelt valg, hvis han ønsker at beslutte politik og ikke kransekagefigurer.

Men denne artikels budskab er så ikke at det er nødvendigt at fylde mere politisk substans i demokratiet fordi det egentlig er eneste mulighed for holdbare løsninger, hvis det bygger på reel oplysning og valgmuligheder, men derimod at forholde, fordreje og overrule i forhold til demokratiets skyld.
Det er jo så faktisk hvad vore ledere tror de kan tillade sig idag og hvad der er samlet konsensus om at benytte i forvejen, til skade for både miljøet og befolkningens ønsker, så det er der vel ikke grund til at ændre styreform for at opnå.

Det der er brug for er erkendelse.
Erkendelse af problemernes størrelse og karakter.
Erkendelse af vore systemers begrænsninger. Lokalt, statsligt og overstatsligt.
Og så være villig til, ud fra reelle oplysninger om konsekvenser af handlinger at træffe de beslutninger, der er mulige inden for den begrænsning hvorover beslutningerne kan dække.
Hvis vi fortsat venter på at bedre institutioner for at de rigtige beslutninger skal dække større område og befolkning, så kommer vi ikke afsted.
Så får vi aldrig mandet os op til at gøre "det rigtige og det nødvendige".

Problemerne er her nu, så lad os begynde at løse dem nu, hvad enten det er flygtninge, klima eller fordelingspolitik.
Skal vi vente på EU, FN eller what, så vil jeg vædde en chokoladekiks på at vi har samme diskussion om 10 og om 20 år, uden noget er ændret, det er kun virkelighedsflugt.

Ja , det vil måske betyde et fald i levestandart eller kontravækst.
Ja, det vil måske være nødvendigt at vi må forlade EU og politikernes gyldne ben og forhalingsgrund.
Ja, vi vil kun have en begrænset indflydelse på det store klimaregnskab.

Men vil det ikke være bedre end nu??