Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Rasmus Brygger

Rasmus Brygger lukker en bog, hvis han keder sig efter 20 sider. Den tidligere formand i Liberal Alliances Ungdom blogger nu hos Politiken
6. juni 2015

 

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Jeg ville ønske, at alle ville give sig tid til at læse George Orwells 1984. Fordi bogen helt eminent beskriver, hvad der vil ske, hvis staten får for meget magt. Bogen fortæller historien om de konsekvenser, det har, hvis vi fortrænger folkets frihed. Og frihed er for mig det allervigtigste, vi har. Jeg ville ønske, at flere mennesker stod fast på deres frihed i stedet for at lade politikerne indskrænke den.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Det var Stephen King, der lærte mig at sætte pris på en god fortælling. Da jeg var barn, synes jeg, at bøger tog alt for lang tid at læse, og nu som voksen kan det være svært at finde tiden til en god bog. Men både som barn og nu er det Stephen Kings bøger, jeg finder frem, hvis jeg skal give mig selv lov til at fordybe mig. Han skriver fantastisk, og hans historier er dragende. Når først jeg begynder på en af hans romaner, kan jeg sidde flere timer med næsen dybt begravet uden at ænse tiden.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har læst en dårlig bog. Hvis bogen ikke er min kop te efter de første 20 sider, så finder jeg som regel noget andet at bruge min tid på. Livet er simpelthen for kort til dårlige bøger.«

Hvilken type læser er du?

»Den dovne type. Jeg har svært ved at komme i gang med at læse, men når først jeg har sat mig med en god bog, så kan timerne komme og gå, uden at jeg ænser det. Jeg kan lide følelsen af at trække fortællingen i langdrag og læser hver sætning grundigt for at være sikker på at få hver en lille detalje af fortællingen med.«

Hvornår læser du?

»Desværre alt for sjældent. Især nu hvor al min tid bliver brugt på folketingsvalg. Men jeg elsker at læse, og når først jeg har fået sat mig ned, så kan jeg bruge en hel dag med en god bog og en varm kop te.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu