Læsetid: 3 min.

Prada Meinhof: Fra hippie-utopi til shoppingfantasi

Rockfestivalens fællesskabsdrøm kan nu rummes i en indianerfrynset ruskindsvest. Det kan vi begræde. Men modkultur har også altid været medkultur
27. juni 2015

Festivalsæsonen er over os – det ses tydeligt på hårkransene af kunstige blomster og de obligatoriske peacetegn, der med militaristisk disciplin skyder frem fra unge menneskers hænder, så snart et iPhone-kamera er i syne. Monterey Pop Festival i 1967, Woodstock i 1969, Glastonbury i 1970 og Roskilde Festival i 1971 rejste teltdugene på pæle af politisk modstand mod raceadskillelse, krig, borgerlig seksualmoral, kønsroller og konsumerisme. Det er en symbolsk cocktail af chik oprørskhed, som modeindustrien stadig ser sit snit til at profitere af.

»Er du klar til en ’summer of love’? I denne festivalsæson forsyner vi dig med de ultimative outfits. Tænk i retning af mavekorte bluser matchet med seje folkemønstre, 70’er-hæklerier og selvfølgelig de essentielle afklippede denimshorts,« skriver tøjkæden Topshop. Zalando.dk giver os derimod det svære, eksistentielle valg mellem to looks: »Free Spirit – slip sommerens festivalånd løs« eller »Boho Chic – sommerens bohemske festivaltoner«. Men hvordan er det kommet så vidt, at den utopiske fællesskabsdrøm kan rummes i en indianerfrynset ruskindsvest?

Den autenticitetshungrende rocknostalgiker vil nok være tilbøjelig til at se festivalens degradering til modedille som en forfaldshistorie: En begrædelig beretning om, hvordan efterkrigstidens normbrud er blevet institutionaliseret til en pseudorebelsk maskerade, en stilkliché syet på en fabrik i Bangladesh for en øre i timen. Men der har nok aldrig været noget klart modsætningsforhold mellem hippiemode og konsumerisme. I 1970’erne slog modehandleren Jørgen Nørgaard mønt af ungdommens jeans- og T-shirtklædte oprør mod spadseredragter og laksko. Ligesom de københavnske restaurationsbaroner Brødrene Strecker tidligt så et markedspotentiale i ildelugtende afghanerpelse. Tidsrummet inden modkultur bliver til medkultur er marginalt.

Fashionabel frihed

At udstråle afslappethed og frigjorthed er benhårdt arbejde – især hvis ens cpr-nummer ender på et lige tal. På Roskilde Festival er publikumskønsfordelingen stort set ligelig: 49 pct. kvinder og 51 pct. mænd. Men der er tilsyneladende meromkostninger forbundet med at være kvindelig festivalgænger. Sidste år bad Go’ Morgen Danmark modebloggeren Frederikke Toftsø om at sammensætte tre forskellige festival-outfits. Alene sættet til ’omskifteligt vejr’ løb op i 3.374 kroner. For de penge kan man købe to billetter.

Det kommercielle og kulturelle pres for at opnå festival-looket antyder en disciplinering af kvindekroppen, der er alt andet end frigørende. Er det ubetalte skønhedsmerarbejde den uofficielle betingelse for at få adgang til det traditionelt maskuline rum, som festivalen udgør? I 1971 – året for den første Roskilde Festival – skrev den amerikanske rockkritiker Ellen Willis: »Frihed for kvinder defineres udelukkende som seksuel frihed, hvilket i praksis betyder seksuel tilgængelighed på mandens præmisser. Rockfællesskabet er et mandligt monopol, hvor kvinder typisk fungerer som mere eller mindre usynligt tilbehør.«

Burn, baby, burn

Hvad der skulle være et fortilfælde for et nyt samfund er blevet til et billede på senkapitalismen.

Til den radikalt hedonistiske festival Burning Man rejses der hvert år en 50 meter høj mandsfigur af træ i en californisk ørken, som ved festivalens afslutning stikkes i brand. Ifølge den amerikanske køns- og teknologiforsker Donna Haraway er Burning Man trods sine økochikke utopier om naturharmoni den ultimative figur for den tidsalder, der kaldes Antropocæn: Senkapitalismens altfortærende og dødsdriftige forbrugsdrøm om at afbrænde fossile brændstoffer så hurtigt som muligt.

Set og sket

Og i disse oplevelsesøkonomiske tider er musikfestivalen ikke blot en livserfaring. Den er også altid en mediebegivenhed.

Instagram-billedet går forud for musikoplevelsen, bytteværdien går forud for brugsværdien, abstraktionen går forud for det konkrete. Hvis det ikke er blevet set, er det ikke sket. »Roskilde festival er lige om hjørnet, og for mange kan det betyde pakkepanik, for hvad skal man have på? Nu, hvor Roskilde ikke længere kun er en musikbegivenhed, men lige så meget et stil-slaraffenland for street style-fotografer, er presset for at se godt ud øget,« skriver modemagasinet Elle med imponerende indsigt i vareøkonomiens bevægelseslove – og råder håbefulde linselus til at satse på printede sæt eller stribede shorts, hvis de vil fange fotografernes opmærksomhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu