Prada Meinhof: Så stopper festen

Sidste onsdag mødte Distortion sin banemand. I 13 minutter nåede hiphopnavnet Suspekt at rejse et hav af håndtegn, inden politiet lukkede festen. Romerlys og en ukontrollabel folkemængde udgjorde en trussel for sikkerheden, lød det. Dermed sluttede ikke alene den enkeltstående Distortion-fest, men også den oplevelsesøkonomiske fantasi om en afpolitiseret frihedseksplosion i byrummet for den unge, hvide middelklasse.

Det startede ellers så godt. Distortion, som Kultur- og Fritidsforvaltningen siden 2012 har tildelt næsten fire millioner krone i støtte, har længe været bystyrets oplevelsesøkonomiske kæledægge. Men hvad der i de euforiske opsvingsår var en subkulturel entreprise i stil med venstrefløjsmiljøets piratfester, er endt som en veletableret festpendant til Kulturnatten.

Festivaldirektør Thomas Fleurquin – den eksilfranske søn af en parisisk 68’er-anarkist – er de sidste 10 år blevet den lokale stjerne i det store økonomiske hamskifte efter industrikapitalismens afvikling. Chefhedonisten er blevet en slags klubmiljøets svar på H.C. Andersen-årets bestyrelsesformand, Anker Boye.

I 00’erne havde Distortion tidsånden med sig: Viden, oplevelser og kreativitet blev hyldet af politikere og nyliberale kommentatorer som det nye kapitalistiske vækstopmråde. Det Radikale Venstre – der da nød stor vælgertilstrømning som indbegrebet af radicool – troede fuldt og fast på kreativitetens økonomiske potentiale. Med visionen om ’Overskudsdanmark’ gjorde Margrethe Vestager nærmest bestsellerøkonomen Richard Floridas tese om den kreative klasse til det officielle partiprogram. Det kulturpolitiske etablissement kastede sig ud i en romance med det kreative vækstlag: Kulturminister Uffe Elbæk udnævnte den 19-årige trendsætter Esben Weile Kjær til ungerådgiver, og kulturparnassets nu nedlukkede kaffeklub Smagsdommerne brugte street art-lignende baggrundsgrafik.

Med konjunturfaldet har tømmermændene indfundet sig. De sidste knuste plastikkrus og tomme ziploc-poser er blevet fjernet af kommunale fejemaskiner. Og i disse nedgangstider, hvor kun kaospilotpartiet Alternativet har bevaret barnetroen om iværksætteri som eviggrøn kapitalistisk livskilde, holder festivaldirektøren fast i den samme anarkoliberale frihedsfantasi, der kunne være taget direkte ud af Max Stirners Den eneste og hans ejendom:

»Der er mere frihed indenfor end udenfor. Det er verden udenfor, der er indhegnet. Det er os, der er frie,« siger Thomas Fleurquin som kommentar til de sidste to års beslutning om at indhegne den afsluttende lørdagsfest under politibevogtede forhold på den afsidesliggende Refshaleø. En fest eller en interneringslejr?

En historisk farce

På linje med Copenhagen Pride og Eurovision Song Contest styrker den årlige festfestival Københavns turistbrancheimage som en frisindet storby med plads til det skøre og skæve. Ved at kaste sin kærlighed på Distortion kan etablissementet foregive interesse i subversive strømninger, men uden at sætte den gældende orden på spil. For kommunalpolitikerne repræsenterer Fleurquin – der efter eget udsagn græd, da Ungdomshuset blev ryddet – en drøm om romantisk skaberkraft: en champagnesocialistisk fantasi om innovation og iværksætteri som løsningen på kapitalismens krise. Her kan man høre tung bas, drikke Mokaï og svælge i karnevaleske excesser, inden man næste morgen står op til sine CBS-studier eller sit kommunikationsjob. På den måde ligner de harmløst apolitiske Nørrebrofestligheder en farce over fortidens Ungdomshus-uroligheder. 10’ernes unge vil ikke have veganermad og et andet samfund; de vil tagges på Instagram og købe Soulland-skjorter med print.

Kreativ destruktion

Distortion – som folkeviddet har omdøbt til Tistortion – kritiseres ofte for sin manglende ro og orden. »Det, du kalder anarki, er det, vi kalder magi. Det, vi søger, er selve skabelsen, det er Gud. Creation. Anarki er måske egentlig bare frihed,« sagde Thomas Fleurquin for nylig til Soundvenue.

Hedonismen har vakt anstød hos teolog Iben Thranholm. »Distortion har et galskabs-dna, der dybest set handler om at gå amok, drikke hjernen ud og hærge løs, og det dækker over en ekstrem tomhed og en nedbrydningskultur blandt de unge,« sagde hun sidste år. Hun har mere ret, end hun selv aner. Denne ’nedbrydningskultur’ er ikke et problem, men Distortions eksistensberettigelse: Det er den schöpferische Zerstörung eller kreative destruktion, som økonomen Schumpeter talte om.

Distortion er et perfekt billede på den kapitalistiske relation mellem skabelse og ødelæggelse. Anden Verdenskrigs massive ødelæggelser ryddede banen for det tyske Wirtschaftswunder og Volkswagener i stribevis. »Trangen til at ødelægge er også en kreativ trang,« skrev den russiske anarkist Mikhail Bakunin – måske en af oplevelsesøkomiens forfædre?