Læsetid: 16 min.

Den sidste enklave

I hjertet af Sydafrika har en gruppe af landets hvide vendt regnbuenationen ryggen og etableret deres eget lille whites only-samfund. Et racerent og økologisk bæredygtigt Utopia. Jeppe Villadsen har besøgt apartheids sidste tilflugtssted
16-årige Roelf Bester (t.h.)  har boet tre år i Orania og er glad for det, men der mangler et liv for unge. Her bor mange gamle mennesker, og de kører rigtig dårligt. Vi har haft syv biluheld bare de sidste to uger, fortæller han

Jeppe Villadsen

27. juni 2015

Dybt inde i Sydafrikas tørre hjerte. På den golde busksteppe midtvejs mellem Cape Town og Johannesburg har en gruppe hvide sydafrikanere vendt den sydafrikanske regnbuenation ryggen og skabt deres eget hvide fællesskab. Orania kalder de samfundet ved bredden af den mægtige Oranjeflod i Sydafrikas tyndtbefolkede indre. Her er langt til andre byer, langt til kysten, langt til afrikanske nabolande. Langt til alting.

Her har de skabt deres egen selvforsynende bystat med eget flag holdt i samme farver som i apartheidtiden. Ja, endda med egen møntfod.

Her er alle velkomne, så længe de er hvide.

Jeg er kørt forkert flere gange og er endt på en smal, bumlet grusvej. Mørket har sænket sig, og da der stadig er knap 200 øde landevejskilometer til Orania, ringer jeg til hotellet, hvor jeg har bestilt værelse. Jeg spørger til ruten. Og sikkerheden. Det er mit første besøg i Sydafrika, og dagen før overværede jeg, at en mand blev tæsket ihjel med trækøller og brændt på et bål af bildæk få meter fra min bil i udkanten af Cape Town. Så jeg er lidt shaky. Men der er ingen grund til nervøsitet, forsikrer Quintin Diederichs, den venlige ejer af Orania Oewerhotel & Spa. Ikke her. Så længe jeg bare kører under 130 km/t på de smalle, bælgmørke landeveje.

»Du skal ikke være bekymret. Du er i Orania-land nu, blandt afrikaanere (de hvide efterkommere af hollandske kolonister, red.). De sorte og farvede, du vil møde, gør ikke noget. De vil sikkert være fulde, men de holder sig for sig selv,« beroliger hotelejeren.

Velkommen til Orania!

Velplejet renhed

En grundtone af vagtsom venlighed hersker på de stille, varme villaveje. Det ville være forkert ikke at give et nik og et vink til en modkørende bilist. Men der holdes opmærksomt øje med nyankomne.

»Jeg forlader sjældent Orania,« fortæller en ældre dame, mens hun luger ukrudtet i bedene foran sin hyggelige bungalow.

»Kun hvis jeg absolut er nødt til det for at købe noget, man ikke kan få i Orania. Her er dejligt. Folk er venlige, og her er sikkert og trygt,« fortæller damen, der ikke vil have sit navn frem på grund af dårlige erfaringer med, hvordan medierne fremstiller Orania.

Hun flyttede til Orania for fire et halvt år siden efter sin mands død og kan ikke forestille sig at bo andre steder. De fleste, hun kender, har det på samme måde. Afrikaanerne søger mod Orania, fortæller hun, fordi de bliver diskrimineret af ’de andre’. Og disse andre – dvs. Sydafrikas sorte majoritet – er kun ude efter en jobtitel og den løn, der følger med. Arbejdet passer de i hvert fald ikke, mener hun.

»Se dig omkring, det er derfor landet forfalder.«

Men ikke i Orania. Byens velplejede gader har navne efter regionens store mineralrigdomme – de mineraler, som har skabt staten Sydafrika. Diamantallé, Safirgade, Smaragdgade, Opalstræde. Det var i Oranias nærmeste naboby, Hopetown 40 km væk, at den 15-årige Erasmus Jacobs i 1866 faldt over Sydafrikas første diamant, da han vandrede på Oranjeflodens bred. Det blev begyndelsen på Den Store Diamantfeber, der med ét gjorde området til en magnet for gravere og diamanthandlere fra hele verden. Inden længe blev 95 pct. af verdens diamantleverancer hentet op af jorden i denne fjerne udørk.

Men Orania er et landbrugssamfund. Man dyrker korn og grøntsager og holder får. Man er ikke selvforsynende, men tæt på.

»Vi er stolte af selv at opbygge noget. Vi har købt landet og skabt alt selv,« fortæller Jaco Kleynhans, Oranias unge og veltalende talsmand med en BA i journalistik og en master i kommunikation. Han tager imod på Oranias rådhus en travl mandag formiddag midt mellem en deadline på byens elektroniske ugebrev og et liveinterview i Radio Orania.

»Vi bliver beskyldt for at klynge os til fortiden og dens racisme, men det er helt forkert. Faktisk er Orania meget progressivt. Intet i Orania ligner tiden før 1994,« siger Jaco Kleynhans og uddyber: »Tidligere havde vi et system med udnyttelse og tro på, at vi som hvide var overlegne, men her har vi skrappe regler om at respektere alle og behandle alle lige.«

Jaco Kleynhans flyttede til Orania i august 2010 med sin kone og deres to små børn. På det tidspunkt havde de stået på spring i flere år og ventede bare på den rigtige anledning. Den kom, da han fik tilbudt jobbet som CEO i Orania Movement og blev bevægelsens venlige ansigt udadtil.

»For os handler det om at være stolte af vores kultur, og hvem vi er, og at alle andre også har ret til det. Jeg er meget stolt af at være afrikaaner, men jeg siger ikke dermed, at jeg er bedre end dig.«

’Et langsomt folkemord’

Optrinnet på den klippesprængte bakketop ligner en mellemting mellem en familiepicnic og en sort messe. Et fem meter højt hvidt trækors står plantet i jorden mellem kaktus og tornebuske. Neden for det enorme kors er den halve by forsamlet. Man har medbragt parasoller, liggestole og blomster.

Det er søndag aften, og den lave sol bader optrinnet i tykke stråler af orange lys. En kø har dannet sig ved korset. Én efter én går folk frem og placerer blomster ved dets fod, mens Oranias borgmester, Carel Boshoff IV, søn af byens grundlægger Carel Boshoff III, spiller et stykke på trompet. Min sidemand fortæller, at blomsterne er til ære for de mange hvide farmere, der bliver dræbt hvert år i Sydafrika. Oranierne har valgt at bruge årsdagen for afslutningen af Første Verdenskrig – den 11. november, som andre steder bruges til at ære de faldne under krigen – til at mindes deres myrdede landmænd.

»Et langsomt folkemord,« kalder en af de fremmødte det. Hver femte dag bliver en landmand myrdet. Mange lemlæstes på grusomste vis for et udbytte på nogle få hundrede kroner. Som den ældre mand, der blev tvunget til at drikke kogende vand, inden de slog ham ihjel. Den slags.

»Det er ofte ældre, der bor isoleret på deres gårde, så de er lette ofre. De bliver tit slået ihjel for næsten ingenting, en mobiltelefon og lidt småpenge,« siger Ludwig Ewersen, en energisk og smilende mand på 50 år, der virker som et eksempel på, hvad oranierne ynder at fremhæve ved deres samfund: At de ikke er mørkemænd, men at mange af beboerne er både progressive og open-mindede typer. Det første lesbiske par har da også fundet vej til byen, og en mandlig homo skulle vist nok gå med tanker om at flytte hertil fra diamanthovedstaden Kimberley. Men homoseksualitet accepteres stadig kun, så længe den er diskret – og hvid, selvfølgelig!

Ludwig Eversen er entisiastisk miljøforkæmper og i færd med at bygge et hus, der skal være 100 pct. bæredygtigt. Han er en venlig mand, der snakker ivrigt – og næsten uden ophør, når det gælder ’jordskibet’, som han kalder sit snart færdigbyggede økohjem. Jeg må love ikke at forlade Orania, før jeg har set huset, som han har opført med hjælp fra to frivillige fra Østrig.

Ludwig Eeersen gør opmærksom på, at de barske ørkenlignende omgivelser ikke er nogen tilfældighed. Oranierne har villet undgå at havne i samme situation som Israel med en evig strid om retten til landet. »Vi vil ikke tage noget fra nogen, det er derfor, vi har placeret os herude, hvor der ikke var nogen i forvejen. Men her er knappe ressourcer, så vi er nødt til at passe på dem.«

Og Ludwig Ewersen er ikke alene på miljøfronten i Orania. Faktisk er økologi og bæredygtighed en af bystatens grundpiller. Fem forskellige skraldespande til affaldssortering foran hvert af byens huse taler deres tydelige sprog.

Oranias unge talsmand slutter sig til os, da ceremonien er overstået. Han har aldrig forstået, hvorfor ønsket om bæredygtighed skal være forbeholdt venstrefløjen.

»For os som konservative kristne er det afgørende, at tingene – også naturen – efterlades i ordentlig stand til vores børn og børnebørn,« siger Jaco Kleynhans.

»Et af vores kernebudskaber er netop, at materielle ting ikke gør dig lykkelig. Det gør det derimod at leve et bæredygtigt liv i et tæt fællesskab.«

Næste formiddag viser Ludwig Eversen rundt i sit økohus, der nærmest er vokset ind i bakken, det er rejst på. Det er CO2-neutralt og bygget næsten udelukkende af genbrugs- og naturmaterialer: strå, granit og jord, samt gamle bildæk til fundamentet.

Han banker knoerne mod væggen, der er lavet af sandsække fulde af jord, der bliver hårdt som cement, når det tørrer.

»Jeg har kun brugt syv sække cement til hele huset,« triumferer han.

Ludwig Ewersen peger mod taget, der samtidig fungerer som et bassin til opsamling af regnvand. Regnvandet når at blive brugt hele fire gange. Første gang til at vaske sig i, bagefter til vanding af den indendørs køkkenhave, så til toiletterne, og endelig til at vande planterne i haven.

»Det her hus er som en maskine.«

Pragmatisme

Det er en egn for de hårdføre. Orania ligger på kanten af den store Karoo-ørken. Knastørt. Vintrene isnende kolde, sommersolen nådesløs. Nætter med pludseligt eksplosivt uvejr. Til gengæld har man det næsten for sig selv. Nord-Kapprovinsen, hvor Orania ligger, dækker 31 pct. af Sydafrikas areal, men bebos af kun to pct. af befolkningen. Det frivillige eksil til en af Sydafrikas mest øde og golde egne er den pris, oranierne har valgt at betale for deres selvbestemmelse.

Oranias selvfortælling er et ekko af de hvide kolonisters oprindelige nybyggerhistorie i Sydafrika, der handler om at bygge noget op fra ingenting. Om hårdt arbejde, sammenhold og tro. Der skal da også syv kirker til at betjene Oranias kun lidt over tusind sjæle. Og det er ikke én for meget i det stærkt religiøse lilleputsamfund, hvor kirkerne de fleste søndage er fyldt til sidste plads. Kristendommens budskab om lidelse og syndefald passer godt i et konservativt landbrugssamfund, hvor der knokles, og enhver svarer sit. Det er den indstilling – og vandet fra Oranjefloden – der har forvandlet det ørkenlignende landskab til en solbeskinnet oase med bølgende marker, nyklippede grønne plæner og hyggelige etplansvillaer.

»Jeg vender aldrig tilbage,« siger Hendrik Van Vuuren om sit gamle liv i storbyerne Johannesburg og Cape Town. »Der var børn på ti år, som røg hash. Det var forfærdeligt.«

Den fraskilte og senede 45-årige bygningsarbejder har boet med sine tre sønner i Orania i et år nu. Han er en af de tilflyttere, der ikke så meget er kommet af ideologiske grunde, men har valgt Orania som en flugt fra Sydafrikas sociale spændinger og vold. Orania er et svar på den frygt, der for Sydafrikas hvide sjældent er langt væk. For arbejdsløshed, vold og røverier, for at miste deres kultur, for fremtiden.

Den årlige mindehøjtidelighed for dræbte hvide ligner en mellemting mellem en picnic og en sort messe. For at understrege alvoren er den henlagt til den 11. november – årsdagen for afslutningen på Første Verdenskrig

Jeppe Villadsen

Men hvis Orania er svaret, presser ét spørgsmål sig på: Er det racisme? Hvordan forsvarer man i et moderne, multikulturelt samfund, der lige er trådt ud af apartheids skygge, at skilte helt åbent med racisme? Men trods den helt åbenlyse diskrimination, der er indbygget i selve Oranias samfundsmodel, nægter de at blive set som racister. Spørger man oranierne, har de etableret et samfund, der nok bygger på raceadskillelse, men uden medfølgende undertrykkelse og racisme. Det handler ikke om race, men om at bevare den traditionelle afrikaanerkultur, som de føler er trængt.

»Jeg elsker det her,« kommer det fra 25-årige Martin Burniss. »Man må ikke sige det højt, men jeg kan godt lide, at her kun er én kultur. Man slipper for alle problemerne med racisme og det, at man ikke forstår hinanden,« siger Martin Burniss, der arbejder på en gård som traktorfører og mekaniker. Han drømmer om at få sit eget, men bor indtil videre i det såkaldte Elim project, en slidt barakbygning, forbeholdt unge, ugifte mænd, hvor alkohol er forbudt og kirkegang obligatorisk.

Farmerne tjener pengene

Klokken er halv to om eftermiddagen. Luften knitrer af varme. Med 37 grader er det årets foreløbig varmeste dag. På trappen foran byens friluftssvømmebad venter Bianca Potgieter sammen med sin treårige datter. Hun arbejder på den lokale farm, der fremstiller pekannødder – økologiske, selvsagt. Sydafrikas største pekanproducent.

»Det er ekstremt hårdt arbejde. De vil have maksimalt ud af dig, men betaler kun et minimum, så jeg er ikke i stand til at spare noget op, kun overleve,« fortæller Bianca Potgieter, der med sin solskadede hud ser noget ældre ud end sine 24 år.

»Det især frustrerende, fordi en del af de lokale faktisk har rigtig mange penge – især farmerne.«

Det er halvandet år siden, hun tog springet fra Cape Town til Orania lokket af jobmulighederne og to venner, der var ankommet nogle måneder før. Arbejdsløsheden i Sydafrika er på 57 pct. for unge kvinder. I Orania hævder man at have fuld beskæftigelse.

»Problemet er, at folk er utrolig racistiske. De omtaler ikke de sorte som sorte, men som kaffere, hvilket svarer til at sige nigger. Jeg går selv stille med, at min mor kommer fra Italien, for de bryder sig virkelig ikke om folk, der kommer udefra.«

Egnens få sorte må kun handle i Oranias supermarked og spiritusbutik. Skulle de vove sig ind i selve byen, vil de blive arresteret, selv om det strider mod bystyrets officielle linje, hævder Bianca Potgieter.

»Det har været lidt af et chok, fordi jeg er vant til at omgås farvede og sorte fra min skoletid. Jeg kan ikke vente med at flytte herfra.«

Orania er født på apartheids dødsleje. Det var en spøgelsesby, da Carel Boshoff III – svigersøn til arkitekten bag apartheid, den tidligere premierminister Hendrik Verwoerd – kom til egnen i 1990 sammen med et par håndfulde energiske afrikaaner-familier. De købte området for en million kr., blot få måneder efter at Nelson Mandela var blevet løsladt efter 27 års indespærring.

I dag er Orania en af de hurtigst voksende byer i Sydafrika med en befolkning, der stiger med 10 pct. årligt.

Indenfor i det svalende friluftsbad render jeg på Roelf Bester, en 16-årig fyr, der i spraglede, knælange badebukser, er lutter grin og vandplaskeri. Han har boet i Orania i tre år og elsker alt ved det. Ja, det vil sige næsten alt, for der måtte gerne være mere byliv og flere unge.

»Her bor altså mange gamle mennesker. Og de kører rigtig dårligt. Vi har haft syv biluheld bare de sidste to uger,« griner han. »Og så er her kun en enkelt købmand. Her er ikke ret meget at lave for unge.«

Der er unægtelig noget lidt altmodisch over Orania. Få har fjernsyn, og den eneste radiostation, der kan opfanges af en almindelig FM-afspiller, er den lokale Radio Orania, der blander traditionel afrikaanerfolkemusik med salmesang og klassisk musik. Men for Roelf Bester handler det om sammenholdet.

»Alle kender hinanden. I Johannesburg kunne du aldrig låne sukker hos dine genboer. Her kan du banke på klokken 11 om aftenen eller få brænde af naboen, hvis du pludselig vil lave barbecue. Alle tror, vi er racister, fordi vi ikke tillader sorte, men det er ikke sandt. Årsagen er, at vi er meget religiøse og tror på, at man ikke skal blande racerne,« siger Roelf Bester, der læser til ingeniør og mekaniker i byen.

Da jeg spørger, om han har haft farvede venner, før han kom til Orania, smiler han flovt ned i jorden.

»Ja, det må jeg indrømme. Skolen, jeg gik på frem til 5. klasse, var en blandet skole, så jeg havde nogle farvede venner, men de var ikke tætte. Efter det kom jeg på en kristen skole, og siden har jeg kun haft hvide venner.«

Søger ikke konfrontation

Vi tager afsked, og Roelf Bester tager endnu et spring ned i bassinet og ind i en fremtid, der trods trygheden i Orania må føles skrøbelig. For kan man i længden opretholde en parallelverden i et Afrika, hvor de sidste hvide regimer faldt i begyndelsen af 1990’erne?

Siden opgøret med apartheid har Sydafrika været et land i opbrud, og den hvide befolkning har kæmpet med at finde sine ben i den nye sociale og politiske virkelighed. En virkelighed, hvor befolkningen er blevet kastet tættere sammen på tværs af racer, samtidig med at de økonomisk er blevet trukket fra hinanden i en grad, så landet i dag er klodens mest ulige.

Imens falder den hvide befolknings andel af de samlede indkomster. En fjerdedel af den hvide befolkning har siden 1995 valgt at forlade Sydafrika til fordel for tilværelser i Australien, Canada, USA og England. Andre forskanser sig i hvide velhaverghettoer i storbyerne eller synker til bunds i landets nye hvide slumkvarterer. Mens nogle få, som det er tilfældet iOrania, har taget den ultimative konsekvens af ubehaget ved den nye multiraciale orden og dannet deres helt egne lukkede samfund.

Men oranierne opsøger ikke konfrontationer. De er åbne for gæster og svarer beredvilligt på spørgsmål. Man har for længst erkendt, at skal man overleve som lille hvid ø i et stort sort hav, gælder det om at gøre sig tilpas ligegyldige. Strategien synes at være langsom konsolidering og vækst. Imødekommenhed frem for provokation. Nævenyttige besøgende og kritiske spørgsmål kvæles i venlighed.

Oranierne har budt både Nelson Mandela, præsident Jacob Zuma og senest Desmond Tutu velkommen. I 1995, året efter, Mandela var tiltrådt som præsident, drak han te og spiste traditionelle sirupbelagte koeksisters hjemme hos enken efter Hendrik Verwoerd – manden, der stod bag indførelsen af det apartheid, som Mandela havde viet sit liv til at bekæmpe. En markant forsoningsgestus, men også en understregning af, at der i det nye Sydafrika ikke findes no-go-zoner for sorte.

I 2010 lagde Sydafrikas nuværende præsident Jacob Zuma vejen forbi Orania i sin helikopter og mødtes med borgmester Carel Boshoff IV og hans far. Mødet gik fint nok, men der var alligevel noget lunkent over modtagelsen. Da Zuma trillede gennem byen i en karavane på seks sorte BMW’er, fire politibiler og tre biler proppet med journalister, var der ingen, der stimlede sammen i vejkanten for at vinke eller bare få et glimt af deres præsident.

Oranias ideologer betragter opretholdelsen af kolonitidens kunstige landegrænser som et af Afrikas største problemer og hovedårsag til kontinentets mange konflikter. Afrikas nuværende grænser er i det store hele udtryk for europæiske landes styrkeforhold, interesser og forhandlingsevner omkring et bord i Berlin i vinteren 1884-85. Her blev Afrika skåret i stykker og serveret som en lagkage til en børnefødselsdag uden hensyn til lokale stater, kulturer, stammeforhold og trosretninger.

Derfor betragter oranierne deres monokulturelle samfund som en model, ikke kun for Sydafrikas mange etniske grupper: afrikaanere, zuluer, xhosaer, sothoer etc., men for hele Afrika. Jaco Kleynhans ser en fremtid for sig med hundredtusindvis af hvide afrikaanere samlet i Nord-Kapprovinsen. I mellemtiden etablerer de samarbejder med ’søsterbyer’, der skal hjælpe hinanden til at blive økonomisk bæredygtige. Senest har man indgået et partnerskab med et sort zulusamfund om turisme.

»Vi kan lære af hinanden. Zuluerne er utrolig dygtige til at markedsføre deres kultur og identitet,« siger Jaco Kleynhans.

Oranias erklærede mål er fuld politisk, økonomisk og kulturel uafhængighed fra Sydafrika. Men hvorfor er uindskrænket selvstændighed egentlig så vigtig? Jaco Kleynhans slår spørgsmålet hen. Orania koncentrer sig ikke om endemålet, men om gradvist at opnå større uafhængighed.

»Vi er inspirerede af de tysktalende sydtyrolere i Norditalien. De føler sig ikke som italienere, og de opnår større og større selvstændighed. I dag har de 80 pct. af skatterne til deres rådighed. Det eneste, vi beder om, er retten til at tage os af vores egen kultur.«

Tvungen integration?

Med sin stræben efter at samle sig om egen kultur – og udelukke andre – rammer Orania direkte ned i et af de mest fundamentale spørgsmål for ethvert samfund: skismaet mellem sameksistens og forskellighed. Er man racist, blot fordi man insisterer på at være sig selv nok? Skal man med andre ord hade for at være racist, eller er det muligt at have den dybeste respekt for sine naboers kultur og samtidig den dybeste uvilje mod at have noget med den at gøre?

Gør oranierne i virkeligheden ikke bare, hvad den rige hvide elite i årevis er sluppet godt fra i velhaverghettoerne uden samme ideologiske overbygning: lever hvidt og trygt?

Det mere grundlæggende spørgsmål, Orania stiller til staten Sydafrika, er, hvordan man samler et folk, der i årevis har været delt af det dybest tænkelige skel, apartheid. Kan man tvinge folk til at leve sammen, eller skal de ville det? En lokal landmand svarer sådan her:

»Hvis tvungen adskillelse er forkert, så er tvungen integration det også.«

Et par dage efter jeg har forladt Orania, modtager jeg en e-mail fra hotelejeren Quintin Diederichs. Han vil bare takke mig for at have besøgt Orania. Og så vil han sikre sig, at jeg har forstået grundideen med bystaten rigtigt: At de i virkeligheden bare ønsker det samme, som vi har i mit fjerne, nordlige hjemland.

»Ligesom Danmark er et sted, hvor danskere kan trives og leve i fred i et land, hvor deres sprog, kultur og traditioner kan styrkes, således ønsker også mange afrikaanere et sted her i det sydlige Afrika, hvor vi kan blomstre og leve i fred uden at blive diskrimineret. Orania er derfor et sted, hvor vi kan bygge et ’Danmark’ eller en ’volkstaat’ for afrikaaner-folket med vores egne hænder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Thomas Krogh
David Zennaro og Thomas Krogh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spændende artikel.
Fordømmelsen ligger nok lige for for mange.
Men sydafrika er på mange måder et forfærdeligt land indenfor alle tænkelige statistikker. Alternativet er nok at emigrere til et andet land, hvis man har muligheden.

Sydafrika er verdens mest ulige land...
Graden af ulighed er ligefrem proportional med kriminaliteten. Sådan er det bare.

Bernhard Drag

Brutaliteten er dybt skræmmende, men at tro at ulighed (sort/hvid) er det eneste problem holder ikke. Det handler om Zulu/Xhosa styrkeforholdet, om klaner, kort sagt om gamle afrikanske nationale/sociale strukturer (Zulu nationen/Xhosa/Matabele/Shona), samt vores egen racisme i forhold til forståelsen og accept af afrikanske kulturer og deres historiske baggrund.

Jeg tænker ikke specielt på den etniske ulighed, men på den økonomiske ulighed... idet jeg går udfra at storbyerne, også i Sydafrika, udvisker alle andre kulturelle skel, sådan som det i øvrigt sker i verdens storbyer.

Formentlig en stakket hvid frist. For 35 år siden var der 10% flere hvide i Sydafrika end idag. Landet bliver tydeligvis mere sort for hvert år, og ligner i stigende grad andre sorte afrikanske lande længere nordpå. Sådan må og skal det være.

Det er vist meget længe siden man har hørt Desmond Tutu, aller andre, tale om 'regnbuenation'.