Læsetid: 15 min.

’Systemet går op i at holde fast i den professionelle distance’

Det startede med, at en gruppe borgere i Hjørring skiftede navn fra vendelboere til Venligboerne. De ville tage godt imod flygtninge. Mens politikerne kappes om at holde flest asylansøgere ude, er det frivillige, vendsysselske initiativ blevet til en spirende folkebevægelse, som gør op med modviljen mod de nye, og med asylsystemets professionelle distance og træge bureaukrati
Venligboerne

Flere gange om ugen holder de frivillige Venligboere Cafe Sunshine åbent for asylansøgere. Her er der rum for snak og venskaber, og siden efteråret har cafeen fået både en tøjbutik og et bibliotek

Ulrik Hasemann

13. juni 2015

En kvinde løber mellem fire kegler på en stor græsplæne for at markere banen, hvor et spil skal til at gå i gang. Ved banens kant står 14 mennesker og lytter koncentreret. For flere af dem er det første gang, de skal spille rundbold. Kvinden er Merete Pilgaard, som har været med til at starte det frivillige initiativ Venligboerne for flygtninge i Danmark.

Plænen er omkranset af 56 små træhuse i mørkeblå og bordeaux, som til sammen udgør Hyttebyen: et af to asylcentre i Hjørring. Flokken af lokale frivillige og asylansøgere fra Iran, Irak, Syrien, Sudan, Ghana og Armenien deler sig vilkårligt i to hold. Det er en mandag eftermiddag, og på holdet, som starter inde, tager den 22-årige asylansøger Salah Zada tilløb til at sende tennisbolden af sted og sine modstandere i marken på arbejde.

»Løb, løb, løb!« råber hans holdkammerater på engelsk, dansk og arabisk, da Salah Zada svinger det flade træbat og skyder bolden ned i jorden et par meter fremme. Den unge syriske kurder skynder sig over til den første kegle til højre. Den næste i køen skyder væsentligt længere, og løber over til keglen til venstre. Der er dog ingen, som retter på ham. At følge reglerne slavisk er ikke af stor betydning.

»Det vigtigste er, at vi har det sjovt. Så går ventetiden stærkere. Og de her er blevet mine venner. Hvis ikke de kom, skete der stort set ingenting her,« siger Salah Zada på engelsk og henviser til de fem venligboere, som har sat spillet i gang. Salah Zada er flygtet fra Aleppo og krigen i Syrien. Han ankom til asylcentret en aften i januar, hvor regnen silede ned, fortæller han.

Hans holdkammerat Yelizaveta Asatryan, som er 22 år og flygtet fra Armenien, stemmer i:

»Når vi er her på centret, er det svært at få kontakt med danskerne og på den måde føle sig som en del af samfundet. Derfor betyder det alt, at nogen danskere har lyst til at komme hertil og tage os med ud. Det giver mulighed for at forstå, hvordan danskerne tænker og lever,« siger hun og fortæller, at hun har været med Venligboerne på udflugt til blandt andet stranden og på et galleri oppe i Hjørring by.

Ude i marken bemærker Merete Pilgaard til en af de andre frivillige, at den danske rundbold-regel »du er død« er lidt mærkelig at bruge i denne sammenhæng.

Venligt velkommen

Fra september 2014 ændrer bybilledet sig i Hjørring, lægger Merete Pilgaard mærke til. På bare et par uger kommer 500 asylansøgere – mange fra Syrien – til byen, hvilket alle hjørringensere ikke tager lige godt imod.

»Jeg fornemmede, at folk var utrygge og nærmest bange for asylansøgerne. At mange havde en forestilling, om at de måske var kriminelle eller voldelige, og der var historier i både tv og aviser om borgere og politikere, som helst ville være fri for tage imod flygtninge,« husker Merete Pilgaard. »Tænkt at blive mødt med den holdning. Det må være så ubehageligt,« tænkte hun og fik samlet en flok på 10 vendelboere, som var med på ideen om at tage venligt imod byens nytilkomne.

Facebook-gruppen ’Venligboerne – Flygtningehjælp’ blev oprettet, de fik et lokale stillet til rådighed i asylcenter Hyttebyen, som blev til Venligboernes omdrejningspunkt, Cafe Sunshine. Hen over jul voksede tilslutningen, og i dag har gruppen 3.911 medlemmer.

Ifølge Merete Pilgaard er de omkring 50 venligboere, som ugentligt mødes med asylansøgere i Hjørring.

»Det har virkelig overrasket mig, hvor nemt det er. Om morgenen skriver en på gruppen ’Jeg kører til stranden i eftermiddag, hvem vil med?’. Og så sker det bare, fordi vi kun er afhængige af os selv. Her er der ikke langt fra tanke til handling,« siger hun og tilføjer, at uafhængigheden er en god grobund for at danne venskaber. Både fordi asylansøgerne ikke skal bekymre sig om at få sagt noget, der kan fremme eller hæmme deres sag, og fordi der ingen formelle rammer er for samværet.

»Venligboerne er ikke del af en professionel organisation, men umiddelbare, åbne og venlige,« siger Merete Pilgaard og understreger, at Venligboerne således er en meget broget flok. Hun forstår godt, at de professionelle ikke kan favorisere nogle frem for andre. Så ifølge hende kan Venligboerne være et supplement til systemet.

Netop fraværet af formalitet tiltrak også Mads Nygaard, som sagde sit job på et asylcenter i Hjørring op for i stedet at blive »fuldtidsaktivist i Venligboerne,« som han selv formulerer det. For ham er det afgørende at kunne møde en asylansøger som et menneske, der måske ligefrem kan blive en god ven.

»Systemet går op i at holde fast i den professionelle distance, og det er jeg fundamentalt uenig i. Skal vi virkelig bare lade de her mennesker sidde stille og synke dybere og dybere ned på et center i flere måneder, eller skal vi prøve at skabe et liv for dem?,« spørger Mads Nygaard, der sammen med bl.a. Merete Pilgaard var med til at starte Venligboerne i Hjørring.

For ham handlede projektet også om at gøre op med et asylsystem, som var blevet for stift.

»Det handler om at lære de her mennesker at kende, imens systemets røde tråd er, at alle skal behandles lige,« siger Mads Nygaard, der i dag er skiftet til Venligboerne i København.

Når en venligboer tager initiativ til en strandtur, er det f.eks. helt i orden, at der kun er plads til fire i bilen. Ligesom det er accepteret, at en frivillig inviterer en asylansøger, han/hun har knyttet et særligt bånd til, hjem på middag uden også at give en invitation til andre asylansøgere. Anderledes lægger Marit R. Nielsen, leder af asylcentrene i Brønderslev og Hjørring Kommune, vægt på, at personalet rundt omkring på centrene ikke gør forskel på asylansøgerne.

»For at skabe tryghed er det meget vigtigt for os at behandle asylansøgerne ens. Hvis en medarbejder for eksempel takker ja til kaffe i én hytte, er vi bevidste om næste gang at takke ja til en anden hytte og helst også hos en anden nationalitet,« siger centerlederen og uddyber, at der før er opstået konflikter, hvis en gruppe asylansøgere har følt sig overset. Af samme grund må medarbejdere ikke have privat omgang med en asylansøger, hvilket også betyder, at de ikke må være venner på Facebook. Princippet om »tryghed for alle« er samtidig en beskyttelse af personalet, fortæller Marit R. Nielsen.

»Ifølge Forvaltningsloven kan vi ikke bestikkes, så får jeg en kage eller en blomst af en asylansøger, som har fået opholdstilladelse, lader jeg gaven blive på kontoret og deler den med mine kollegaer. Vi gør en del ud af at fortælle asylansøgerne, at vi ikke har indflydelse på deres sag, men at det udelukkende er Udlændingestyrelsens afgørelse.«

Ifølge Marit R. Nielsen er asylcentrenes væsentligste opgave at introducere de nytilkomne til stedet, de er ankommet til. Hvor ligger sprogskolen, hvordan kommer man til lægen, hvor kan man købe ind og hvordan får man sin post osv.? Det sker ved den første af i alt to såkaldte modtagelsessamtaler.

For det er vigtigt at dosere oplysningerne – aktivering og pligter på centret taler man f.eks. om ved anden samtale – så asylansøgerne får lov at lande og finde sig til rette. Asylansøgeren får også tilknyttet en kontaktperson, som kan hjælpe med at læse breve fra det offentlige. En kontaktperson er typisk tilknyttet 100 ansøgere, og fire gange om året tager hele asylcentret på tur til for eksempel Randers Regnskov.

Folkelig bevægelse

Siden september er borgere andre steder i landet fortsat i vendelboernes fodspor. Et Danmarkskort, som bygger på Venligboernes egen opgørelse, har i dag 25 store røde prikker. Én for hver by eller område, hvor venligboere rækker ud til flygtninge i nærheden, herunder Fredericia, Aabenraa, Odense, Langeland, Vordingborg og Roskilde. Og Facebook-gruppen ’Venligboer Bygger Venligbroer’ bruges til at udveksle erfaringer om alt fra tolkebistand til sociale arrangementer tværs over landet. Samtidig er gruppen en slags værktøj til overlevering af flygtninge, hvis de flytter kommune i løbet af ansøgningsprocessen. Så gør en venligboer opmærksom på det og opfordrer det nye sted til at tage godt imod en tilflytter.

Ifølge sociologiprofessor ved Roskilde Universitet Thomas P. Boje, der har forsket i frivillighed og socialt arbejde, begynder det at ligne noget større.

»Venligboerne er et eksempel på, hvordan en lille ide oppe i Nordjylland rent faktisk har spredt sig til hele landet. De lokale frivilliginitiativer taler sammen og bliver langsomt til et større fællesskab. Det har udviklet sig til lidt af en folkebevægelse,« siger han og ser udviklingen i lyset af en tendens i tiden, hvor frivillige i højere grad tager sagen i egen hånd.

SFI’s kortlægning af frivilligt arbejde fra 2004 til 2012 viser, at andelen af danskere, der arbejder frivilligt – cirka 38 procent af dem over 16 – ganske vist er stort set konstant i perioden. Men den klassiske medlemsmodel er under forandring, idet andelen af frivillige, som er tilknyttet en organisation eller forening, falder fra 79 pct. i 2004 til 70 pct. i 2012. Thomas P. Boje har selv været med til at lave undersøgelsen:

»Det er et ret markant fald på otte år, og andelen er sandsynligvis stadig faldende. Det typiske i Danmark har været at være frivillig via et medlemskab af f.eks. Røde Kors eller Kræftens Bekæmpelse, men sådan er det altså mindre og mindre. Udviklingen viser, at folk oplever, at de godt kan være frivillige uden at være del af en organisation, og hvad det bærer med sig af kontingent, generalforsamlinger og faste rammer,« siger han og tilføjer, at der traditionelt har været en beskeden interesse for flygtninge blandt frivillige i Danmark, men at der i øjeblikket er en øget opmærksomhed.

Thomas P. Boje vurderer, at der er kommet en slags individualisme ind i frivilligheden, omend det lyder paradoksalt.

»Mange oplever, at organisationerne er blevet for træge og politisk korrekte. Det er klart, at traditionelle organisationer som Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, der er en del af det offentlige modtagersystem, må spille sammen med det politiske system. Men det kan den nye slags frivillige ikke altid indordne sig efter,« siger han og understreger, at de store organisationer gør et kæmpe stykke arbejde ved blandt andet at være formidler mellem asylansøgerne og det offentlige system. Røde Kors driver i øjeblikket 19 eller knap halvdelen af asylcentrene rundt omkring i landet.

»Men Venligboerne kan engagere sig, helt som de har lyst. De kan udtrykke deres holdninger og danne relationer uden at skulle tænke på, om det stemmer overens med et sæt politisk korrekte retningslinjer eller et administrativt system,« siger Thomas P. Boje.

Verden udenfor

Efter rundboldkampen trækker Venligboerne og asylansøgerne indenfor på Cafe Sunshine lige ved siden af græsplænen. Der er et stort bord med lilla dug og resterne af et kagebord: solbærtærte, sandkage, kaffe og te. I det ene hjørne sidder to mænd fra Iran i en brun lædersofa. Den ene prøver at lære den anden at sige ’tak for hjælpen’ på engelsk.

Ved siden af dem er gennemsigtige sække med aflagt tøj stablet, så de dækker for to billeder på væggen: ét kort over Nordjylland og ét over verden. Sækkenes indhold venter på at få plads på de tæt pakkede tøjstativer langs den ene væg, der er blevet til en butik. Asylansøgerne har taget initiativ til tøjbutikken og samlet donerede bøger til et bibliotek i en anden ende af lokalet. Et stykke tøj koster tre kroner, og overskuddet går til cafeens aktiviteter, fortæller Yelizaveta Asatryan.

»Først blev det en butik, så kom der et bibliotek, og nu er det en miniverden,« siger hun.

Merete Pilgaard og en anden frivillig taler med Salah Zada, som har sved på panden efter boldspillet.

»Jeg vil gerne starte til fodbold, men hvordan finder jeg en klub, hvor jeg får lov at spille på et højt plan som hjemme i Syrien?,« spørger han.

Ved siden af business-studiet på Aleppos Universitet spillede Salah Zada fodbold. Det var her han lærte sin bedste ven Kendal Hassan at kende. De sidste tre år før flugten, så de nærmest ikke hinanden. Krigen ændrede hverdagen med venner, fordi det kunne være farligt at bevæge sig uden for hjemmet, fortæller Salah Zada. Men for et par måneder siden stod de to barndomsvenner pludselig over for hinanden igen. Denne gang på Hyttebyens græsplæne, hvor de nu spiller fodbold stort set hver dag, hvis vejret er til det.

»Først var jeg i tvivl, om det overhovedet var ham. Men så sagde han ’Salah?’. Det var uvirkeligt, men helt fantastisk. ’Nu skal det hele nok gå,’ tænkte jeg. Siden den dag har vi været venner som før. Og selv om vi ikke ender samme sted her i Danmark, slipper vi aldrig hinanden igen,« fortæller Salah Zada.

Fodbolden er med til at fjerne tankerne fra familien hjemme i Aleppo, som Salah Zada savner, og er samtidig med til at få tiden til at gå, imens han afventer Udlændingestyrelsens svar på hans ansøgning. Men Salah Zada vil allerhelst spille på en bane uden for centret, så han kan møde danskere og få en følelse af at være en del af det større fællesskab.

»Jeg håber på en fremtid her og vil så gerne vise, at jeg ønsker at bidrage til samfundet og lære kulturen. Og det kan jeg kun ved at lære danskerne at kende. Men det er vanskeligt at gøre her fra centret,« siger han og fortæller, at han sammen med Venligboerne delte roser ud på det lokale plejehjem i anledningen af Mors Dag.

»De (Venligboerne, red.) er bindeleddet mellem centret og danskerne. De hjælper mig til at komme ud og vise, at jeg vil det her. Jeg kan mærke, at danskerne ser anderledes på mig, når de ser mig sammen med andre danskere. Så tror de på, at jeg vil gøre en indsats for at blive en del af dem,« siger han, mens hans øjne bliver våde. Turen til plejehjemmet fik ham til at tænke på sin egen mor, som han ikke har set i snart et år. Udover hende forlod Salah Zada sin far og to trillingebrødre i Aleppo.

Andet end drift

Det uformelle og uafhængige fremhæver forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der har været med til at starte Venligboerne København & Omegn, som grunden til, at hun valgte at blive en del af Venligboerne. I dag har gruppen 1.891 medlemmer.

»Her skal man ikke igennem et stort maskineri for at tilbyde sin hjælp. For mig er det vigtigt, at vi i Venligboerne yder efter evne, og at jeg nemt kan gøre en forskel, hvis jeg spontant foreslår en tur i Kongens Have en lørdag formiddag. Så skriver jeg bare på Facebook-gruppen, og så kommer de, som tilfældigvis har tid og lyst,« siger hun.

Sammen med sin familie ville hun gerne være venskabsfamilie i Dansk Flygtningehjælp, men der gik et halvt år, før kontakten til en flygtning blev etableret. Hos Venligboerne er det nemmere – også at tage afstand fra den generelle mistro overfor asylansøgere i Danmark og EU:

»Højre-bevægelserne i Europa er i fremmarch. Tonen over for flygtninge, indvandrere og muslimer er blevet skinger, hård og uvenlig. Folk er så bange for, at de er kommet for at tage noget fra os. Så at møde de her mennesker, der er flygtet fra horrible vilkår, er også en måde at vise: ’Vi er nogle, som faktisk vil jer det godt’,« fortæller Anne Lise Marstrand-Jørgensen og tilføjer, at Venligboernes indsats er meget forskellig. Nogle løber sammen med asylansøgerne hver dag, mens andre arrangerer gratis loppemarkeder med tøj og møbler. Selv hjælper hun asylansøgere med kontakten til deres sagsbehandlere og til danskere familier og får noget andet igen. Blandt andet har hun lært syrisk dans og arabiske gloser.

Anne la Cour er asylchef i Røde Kors, som hvert år modtager flere hundrede millioner af staten for at drive asylcentre i hele landet, herunder modtagelsescenter Sandholm. Røde Kors’ formål er ifølge Anne la Cour at skabe en værdig og indholdsrig tilværelse, imens asylansøgerne venter på en afgørelse.

»Det handler om at give dem en normal hverdag i en unormal situation,« siger Anne la Cour. Det betyder blandt andet, at børn kommer i børnehave, og ældre får sprogundervisning. Udover de obligatoriske serviceydelser, Røde Kors er forpligtet til at give via deres kontrakt med Udlændingestyrelsen, bestræber organisationen sig på at lave aktiviteter for beboerne også uden for centret.

»For den indholdsrige hverdag er det vigtigt, at asylansøgerne bevæger sig væk fra centrene, men oftest må vi nøjes med at henvise til aktiviteterne udenfor, fordi vi ikke altid har ressourcerne til selv at tage med,« siger hun.

— Hvad er forskellen på, hvad Røde Kors-personalet på de centre, I driver, kan tilbyde asylansøgerne, og hvad grupper som Venligboerne kan?

»Der vil altid være en forskel på, hvad professionelt ansatte på et asylcenter kan tilbyde, og så det, frivillige kan tilbyde. De frivillige, uanset om de er fra Venligboerne, Røde Kors eller andre netværk, kan lave en masse spontane, hyggelige aktiviteter med asylansøgerne, der blandt andet kan føre til private venskaber,« siger Anne la Cour.

Venlighed med mere

Professor ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet Birte Siim, som har forsket i organisationers arbejde med etniske minoriteter og flygtninge i Danmark, ser et særligt potentiale i Venligboernes almenmenneskelige og private kontakt med asylansøgerne.

»Det er med til at skabe gensidige relationer mellem danskere og flygtninge, så indsatsen rækker længere end den enkelte aktivitet og det enkelte menneske. Styrken i et initiativ som Venligboerne er, at det er stærkt forankret i lokalsamfundet og på den måde også har et solidt fundament for at vokse sig større,« siger hun og tilføjer, at Venligboerne er en type initiativ, der også kan få betydning i et bredere samfundsperspektiv.

»Den politiske elite og medierne har stor indflydelse på den politiske dagsorden, hvor vi ofte ser en negativ dialog omkring indvandrere og flygtninge, men her skal man ikke undervurdere, hvordan en bevægelse blandt individer og grupper i lokalsamfundet kan være med til at forandre den dialog i en mere positiv retning,« siger Birte Siim.

Birgitte Romme Larsen fra Institut for Antropologi på Københavns Universitet har forsket i det danske samfunds inklusion af flygtninge. Hun mener også, at projekter som Venligboerne kan sætte et præg på befolkningens syn på flygtninge, også fordi deres måde at være frivillige på er så tidssvarende.

»Venligboerne viser, hvor let det kan være at hjælpe, og at frivilligt arbejde sagtens kan være fleksibelt, hvilket passer bedre ind i en flygtig og travl hverdag. At de bruger Facebook som et så centralt værktøj, er med til at understrege det umiddelbare og spontane. Dét kan det traditionelle system lære af,« siger Birgitte Romme Larsen.

En time efter snakken om fodbold med Salah Zada om fodbold har Merete Pilgaard lavet et opslag på Facebook-gruppen, som er indrammet med en masse emojis i form af fodbolde:

»Kære Venligboere – Salah Zada er fra Syrien og han er professionel fodboldspiller. Han vil rigtig gerne spille fodbold (på et højere plan) her i Danmark. Hvordan kommer han i gang med det? Er der nogen der har forbindelser?

Han vil selv skrive lidt mere i kommentarfeltet nedenfor.«

Der går ikke 30 minutter, før feltet nedenfor rummer 28 kommentarer. Den sidste fra Salah Zada selv:

»Thank you everyone how interested to help me / as Merete said i was playing in high league in syria and i want continue playing here and its okay if i started from small team because i just need start / thanks again to everyone:-) now Ahmed Hussein will help me and i will let u know if there is something new :-)«

Siden Information besøgte Venligboerne i Hjørring, har Salah Zada fået asyl og flytter snart til Faaborg. Den 1. juli udløber Udlændingestyrelsens kontrakt med Hyttebyen, som derfor lukker. I stedet åbner Gunderuplund i Harken nær Hjørring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • peter fonnesbech
  • Robert Kroll
  • Jørn Vilvig
  • Henrik H. Hansen
Pia Qu, peter fonnesbech, Robert Kroll, Jørn Vilvig og Henrik H. Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Jensen

"»Venligboerne er ikke del af en professionel organisation, men umiddelbare, åbne og venlige,« siger Merete Pilgaard og understreger, at Venligboerne således er en meget broget flok. Hun forstår godt, at de professionelle ikke kan favorisere nogle frem for andre. Så ifølge hende kan Venligboerne være et supplement til systemet."

Venligboerne er vel civilt, frivilligt og noget nogle gerne vil gøre? Hvis vi begynder at anskue frivillige bevægelser som supplementer til den fagprofessionelle indsats og myndighedsansvaret for lige behandling og non-diskrimination, så skaber vi en uheldig afhængighed, som politisk kan misbruges af bl.a. politikere og statsforvaltning (hvilket vi har set ske adskillige gange på adskillige områder).

Og bortset fra dét, så flagrer notationen 'professionelle' lidt i artiklen; dels som nogle der har pligt til at stille de hjælptrængende lige og dels som nogle der møder de hjælpsøgende med bureaukratisk distance ... selvom en tese i retning af at kravet om ligebehandling afstedkommer bureaukrati og en uheldig objektivisering af den hjælpsøgende, næppe er helt dum at inddrage i det kritiske perspektiv på velfærdsindsatser og myndighedsarbejdet i så henseende. Magtmisbrug og dislokering af borgere/mennesker med behov for hjælp kan finde sted på utallige, subtile måder ... specielt i en virkelighed som den danske, hvor magtdistancerne stiger og klientstratifikation regnes for at være forudsætningen for at kunne 'levere ydelser'.

Upræcist sprogbrug eller ej - man bliver rigtig glad over at læse om dette initiativ

Steffen Gliese

At det professionelle system sætter en ære i "professionel distance" er det store problem ved institutionalisering af opgaverne i samfundet. Kun ved at nedbryde disse barrierer, indrette os med størst mulig konduite i sagsbehandlingen og gøre venlighed og imødekommenhed til afgørende kvalifikationer kan vi genskabe velfærdsstaten.

leif voetmand, Tommy Mortensen og Pia Qu anbefalede denne kommentar
Peter Nørgaard

Det er godt at Venligboerne er opstået. Tillykke..! Men hvor svært kan det være, at sige daw og good to see you..? Hvad mange sikkert også gør, trods Den Store Nordiske Hæmning (mere blandt nogle, end blandt andre).

Fornylig var fem flygtninge fra (ikke Højbro Plads...) Somalia med ovre ved Svinkløv, hvor de så Vesterhavet for første gang. Stik vest har I England, og mod ligger Norge hvis ikke I kan blive i Danmark. Det - og det smukke udsyn over havet - blev der også smilet af den eftermiddag.

Pia Qu, Karen Grue, Kirsten Kathrin og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Der er heldigvis stadig nogen, som har hjertet på rette sted og gider gøre en forskel for at glæde et andet menneske.

Sidder er nogen der gerne vil være med så vil jeg anbefale folk at se siden ezayintegration.dk der er en liste over grupper i landet der opdateres jævnligt, under sidens "om"..