Læsetid: 8 min.

’Hvis vinen er god, og vinbonden taler bornholmsk, betyder det ikke så meget’

Autenticitet sælger. Og det handler ikke kun om råvarer, naturoplevelser og folkedragter. For første gang afdækker danske sprogforskere dialektens betydning for turisters oplevelse af autenticitet. På Bornholm
Jeg er meget bevidst om mit eget sprog, bornholmsk. Hvis turisterne kommer herover for at opleve Bornholm og sanse og smage på øen, så er sproget også vigtigt. Kunderne synes det er sjovt, siger Jesper Paulsen

Jeg er meget bevidst om mit eget sprog, bornholmsk. Hvis turisterne kommer herover for at opleve Bornholm og sanse og smage på øen, så er sproget også vigtigt. Kunderne synes det er sjovt, siger Jesper Paulsen

Ulrik Hasemann

27. juni 2015

Engang var han svinebonde, men nu lever han af vinproduktion på den fædrene jord omkring Lille Gadegård i Pedersker på Bornholm. Bonden Jesper Paulsen dyrker druer og anden frugt og fylder vin og whisky på flasker, som sælges lokalt og til turister. Med til markedsføringen hører hans populære rundvisninger i vineriet og hjemmebrænderiet med tilhørende smagninger – i højsæsonen flere gange om dagen. På sin hjemmeside reklamerer han flere steder med, at det »foregår på syngende bornholmsk«:

»Jeg tænker meget over det og er meget bevidst om mit eget sprog, bornholmsk. Hvis turisterne kommer herover for at opleve Bornholm og sanse og smage på øen, så er sproget også vigtigt. Kunderne synes det er sjovt. De siger tit: ’Endelig møder vi en, der taler bornholmsk’,« siger Jesper Paulsen på en telefon fra øen. Flere gange må han gentage sine pointer for at blive forstået af undertegnede. For Jesper Paulsen taler rivende hurtigt med stærk bornholmsk dialekt.

»Men jeg vil også gerne formidle mig til de mennesker, som kommer her, så hvis jeg fornemmer, de ikke kan forstå mig, slår jeg over i ’rønnefint’, som vi kalder det. Jeg plejer at teste det ved at sige noget sjovt i starten. Hvis folk kigger tomt ud i luften uden at grine, slår jeg over.«

Turisterne vil backstage

Det er ikke noget nyt, at vi gerne vil mødes af noget ægte, når vi rejser ud. Allerede i 1970’erne blev autenticiteten i forhold til turisme gjort til genstand for forskning, men der har væreten stigende bevidsthed om det i turistindustrien inden for det seneste årti, forklarer Janne J. Liburd, professor og centerleder ved Center for Turisme, Innovation og Kultur ved Syddansk Universitet:

»I takt med at man forsøger at skille sig ud på et globalt marked, er det blevet et stadigt vigtigere parameter. Turisterne vil ’backstage’. Vi vil derhen, hvor det rigtigt levede liv foregår, og frem for der, hvor turisterne ellers kommer, vil vi længere ud og tættere på,« siger hun.

Ønsket om oprindelige oplevelser hænger også sammen med, at vi i dag i stadig højere grad bruger vore oplevelser til at iscenesætte os selv og fortælle, hvem vi er, mener Janne J. Liburd:

»Og fordi vi gør meget ud af at kommunikere vores oplevelser, som vi allerede under rejsen deler med alle dem, vi er rejst væk fra. I den forbindelse har det højere status, hvis man har fået virkeligheden ind under huden, end hvis man har været på chartertur til Kreta.«

Autenticiteten kan komme til udtryk på mange måder i turistens møde med stedet: Det kan være ved at spise bestemte retter, høre lokal musik eller købe souvenirs. Og de senere år er der på internationalt plan også blevet forsket i, hvad sproget betyder for den autentiske oplevelse. Herhjemme har sprogforskerne Marie Maegaard, Malene Monka og Jann Scheuer, alle fra Afdeling for Dialektforskning på Københavns Universitet været i gang siden 2013. Resultatet af deres studier bliver publiceret senere på året.

»I den internationale sociolingvistik kan vi se, at sprog i senkapitalismen i stigende grad bliver brugt til at sælge produkter,« siger Marie Maegaard.

Markedet er sådan set mættet. Vi har ikke brug for nye produkter. Men vi vil gerne købe en ost, hvis den får en bestemt indpakning. Og her kan sproget spille ind:

»Man sætter eksempelvis en fransksproget etiket på en ost, for at give den en ny værdi ved hjælp af en særlig franskhed – sproget tilfører en autenticitet, der gør de salgbar,« siger Marie Maegaard.

Sprogets betydning for autenticitet er ikke undersøgt før herhjemme, men med udgangspunkt i feltarbejde på Bornholm har forskerne undersøgt dialekt i samspil med turisme.

De valgte øen, fordi de er et af de steder i Danmark, som er mest afhængig af turisme, og fordi autenticitet er brugt massivt i markedsføringen af øen – og ikke mindst bornholmske gourmetprodukter.

Ulrik Hasemann

Således reklamerer Jesper Paulsen på sin hjemmeside med »en ægte bornholmsk oplevelse«. Forskerne tog med på hans rundvisninger og undersøgte via spørgeskemaer og samtaler efterfølgende kundernes oplevelse af dialektens betydning for autenticiten.

»Jesper Paulsen taler ikke bornholmsk for turisterne skyld, men han har fundet ud af, at det dialektale er en vigtig del af oplevelsen. Og vi fandt, at kunderne i høj grad forbinder sproget og dialekten med noget autentisk og med en særlig bornholmsk oplevelse. Det viser, at dialekt er knyttet til det, vi oplever som autentisk. Flere af informanterne siger direkte, at hvis det var en københavner, der viste rundt, ville det slet ikke være det samme,« siger Marie Maegaard.

Oplevelsen er subjektiv

Autenticitet har flere dimensioner. ’Historicitet’ er en af dem. Altså at man forbinder en historie til stedet – det kan være en opskrift, der er gået i arv, en ting, som man altid har brugt på stedet, eller noget bestemt, man har foretaget sig lige her.

Et andet vigtigt parameter er det ’ontologiske’ – altså at kvæget, der er brugt til pølsen er opvokset på Bornholm, eller at skålen er drejet af træ, fældet på netop det sted, man besøger.

Og autiticiteten kan godt blive udfordret, hvis det bliver for tydeligt, at den er markedsgjort, eller hvis det oprindelige udvandes inden for et af parametrene. Især inden for mad er autenticitet virkelig en sællert – og der findes flere produkter, der kalder sig bornholmske, selv om det ved nærmere øjesyn kan diskuteres, hvor meget de egentlig er bundet til stedet. De fleste røgede sild, der sælges på Bornholm kommer eksempelvis fra Nordsøen, fordi Østersøens sild er for forurenede. Bülow-lakrids lanceres som bornholmsk, men produceres i Hvidovre. Svaneke is laves af jerseymælk og fløde og honning fra Bornholm, men produceres på forskellige adresser på Sjælland, herunder flere københavnske storcentre. Og selv om firmaet begyndte som et lokalt projekt, er det i dag en kapitalfond, der ejer størstedelen af virksomheden, der har hovedsæde i Hellerup.

»Der har udviklet sig en slags ’præfiks-turisme’, hvor man sætter ’Bornholmsk’ foran alt, for at tillægge produktet autenticitet. Men hvorvidt, man oplever noget som autentisk, er meget subjektivt. Det afhænger faktisk af den enkelte turist, « siger Janne J. Liburd.

Som gæster vil vi helst leve i uvidenhed om, hvor autentisk produktet egentlig er. Og selv om vi opdager brud på autenticiteten, går vi ofte gerne med på legen alligevel: »Det er faktisk rigtig meget til forhandling i situationen. Det kan selvfølgelig blive så karikeret, at vi ikke kan holde det ud, og det opleves som plat. Men hvis vi er enige om, at det er en god oplevelse, betyder det ikke nødvendigvis noget, om vi er kommet helt om bag facaden på de mennesker og steder, vi har valgt at besøge,« siger Janne J. Liburd.

Med hensyn til sprogforskernes feltarbejde hos vinbonden er det deres indtryk, at gæsterne har det fint med, at produktet ikke er 100 procent autentisk:

»Gæsterne ved jo godt, at det ikke er traditonelt bornholmsk håndværk at lave vin, de ved jo også godt, at de her rundvisninger er til for dem. Og at de skal hen forbi kasseapparatet bagefter. Men hvis det en god oplevelse, hvis vinen er god, og vinbonden taler bornholmsk, betyder det ikke så meget,« siger Marie Maegaard.

Sproget er truet

Det er svært for Jesper Paulsen at bedømme, hvor mange der køber hans produkter, fordi de er bornholmske og forbundet med oplevelsen og stedet, og hvor mange der bare køber en flaske god frugtvin.

»Produktet skal jo være pengene værd og smage ordentligt. Vi er ikke i souvenirafdelingen, tænker jeg. For mig er der meget stolthed i det, jeg laver. Det skal være ægte og holde til kritiske spørgsmål hele vejen igennem.«

Han er faktisk bekymret for den måde, mange brander deres produkter på som bornholmske, selv om de ikke har mere at gøre med øen, end at direktøren er opvokset på øen, eller at butikken bruger en opskrift nedarvet fra en bornholmsk bedstemor.

»Der er mange ting, der bliver solgt med bornholmsk overskrift, som ikke har noget med øen at gøre, men som bare er smarte københavnere, der laver varer og prøver at sælge dem med bornholmske historier. Og når folk finder ud af det, kan de jo godt føle sig snydt,« siger Jesper Paulsen.

Men ligesom nogle kan frygte, at turisters søgen efter autenticitet kan kvæle netop den ægthed, de leder efter, kan deres higen efter autenticitet omvendt være med til at bevare fænomener.

Det sjældne, næsten uddøde har i sig selv et skær af en særlig ægthed.

Og i det turisterne opsøger det, kan de være med til at revitalisere noget, der er ved at gå i glemmebogen, påpeger Janne J. Liburd

»Det, at man finder den bornholmske dialekt eksotisk og ægte, hænger jo også sammen med, at den ikke længere opleves som almindelig, men som noget sjældent,« siger hun.

Marie Maegaard er enig:

»Når turister opfatter vinbondens rundvisninger som ’unikke’ – og det er præcis det ord, de bruger – så er det fordi, de oplever dialekten som noget helt særligt, man næsten ikke møder længere rundt omkring i Danmark,« siger hun.

Jesper Paulsen er godt klar over, at den bornholmske dialekt er truet på eksistensen. Og han føler, at han er med til at holde sproget i live:

»Den bornholmske dialekt forsvinder. Vi ender med at tale skandinavisk alle sammen. Vi skal nok overleve, men der går rigtig meget tabt for fremtiden, skal vi regne med. Der er allerede mange bornholmske ord, som er forsvundet. Sådan noget som et pindsvin. Det hedder en ’jylkat’ på bornholmsk. Men det er kun de gamle mennesker på øen, der siger det. De fleste folk herovre ved ikke hvad en jylkat er, og så bruger man de danske i stedet for.«

Da Jesper Paulsen begyndte i skolen i 1966 talte alle bornholmsk, bortset fra en enkelt klassekammerat. I dag er der ingen af børnene i 0.klasse, der taler bornholmsk.

»Jeg tror faktisk, du kan tage på ferie her på Bornholm uden at høre en eneste, der taler rigtig Bornholmsk. Der er virkelig få tilbage. Dem, du møder på cafeerne og i butikkerne, taler jo halvdansk. Og kommer du igen om 20, år er dialekten fuldstændig væk.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Groth
  • Lise Lotte Rahbek
Jørgen Groth og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Jeg forstaar ikke pointen med den artikel. Er det noget med at faa Dansk Folkeparti til stadigvaek at betale for universiteterne?

Uffe Palludan

@Henrik Brøndum

Jeg tænkte stort set det samme, da jeg læste artiklen. På den ene side har vi en hårdt arbejdende selvstændig erhvervsdrivende i udkantsdanmark, der pålægges voldsom beskatning, der officielt skal bruges til at opretholde en såkaldt velfærdsstat. Beskatningen belaster selvsagt hans virksomhed. På den anden side ser vi, at midlerne bruges på noget helt andet, nemlig til at finansiere jævnt overflødig forskning i ham , mens det hedder sig, der ikke er råd til velfærd.

Nå, men i øvrigt kan jeg anbefale hans ribsvin. Den kan faktisk måle sig med rimeligt gode importerede rosevine - og så er den jo autentisk, som de siger på Syddansk Universitet.

Det må være en handelshøjskole-afdeling på Syddansk, der hjælper turisterhvervet med at undersøge, hvordan man pumper merværdi i turisme - ligesom man pumper fødevarer op med vand eller saltlage.

olivier goulin

Hvis man ville opleve et stykke vaskeægte Bornholmerkultur fra en anden tidsalder, så kunne man indtil for nyligt lægge vejen inden om den gamle købmand i Rø. Han og hans lille købmandsbutik var et musesumsstykke. Og så var han i øvrigt meget morsom at snakke med. Skulle man have et stykke lagret ost, så havde han et særligt rum med den slags lugtende fødevarer, som han trådte ind i efter han havde iført sig en hvid kittel. Jeg ved ikke om han stadig lever, men han var virkelig original, i ordets mest velmente forstand.

/O

"Ønsket om oprindelige oplevelser hænger (også) sammen med, at vi i dag i stadig højere grad bruger vore oplevelser til at iscenesætte os selv og fortælle, hvem vi er, mener Janne J. Liburd"

Ja, hvis man er en pubertær og usikker spidsborger. De mennesker, der har den anskuelse, bør virkelig tage sig sammen, blive voksne og få sig noget personlig integritet!

Den interkulturelle og interdialektiske forståelse er døende. Vi skal ikke mange generationer tilbage, før andet gjaldt. Min far kan eksempelvis flydende svensk. Og det var altså ikke noget, man lærte i skolen; det var via egen praktisering. Og mange dengang havde erhvervet sig svenske kompetencer på helt egen hånd. Og de ældre generationer er generelt også meget bedre til at afkode de dialektiske forskelle rundt omkring i landet. Hvorimod os unge, ja, vi forstår - og taler - kun rigsdansk.
Men hvorfor forholder det sig sådan? Ja, den ringe forståelse for andre sprog og dialekter hænger utvivlsomt sammen med, at vi ikke lærer at praktisere det! Da min far var i Dalerne, begyndte han at lære svensk allerede som 3-4 årig, via leg og interaktion med andre børn, uden institutionelle rammer (Læste i dét, heldagsskole-tilhængere?). Og når man møder andre sprog og dialekter, ja, så bliver man også bedre til at forstå og afkode. Men det eneste mine jævnaldrende har mødt, er rigsdansk, engelsk, og så en perverteret, nærmest The Julekalender'sk blanding af de to sprog, hvor man f.eks. tager et engelsk ord, og putter et dansk suffiks på - eller implementerer et engelsk ord i den danske ordbog 1:1. Det gør selvfølgelig, at vores sproglige dannelse falder.
Og så bliver det selvfølgelig ikke bedre af, at ungdommen har fine (sprog)fornemmelser; unge fra provinsen forkaster sin dialekt, hvis de nogensinde har haft den, og unge NÆGTER at lære andet end engelsk. Og denne sproglige fattigdom gør selvfølgelig, at man udsættes for sproglig fordummelse, mangler kendskab til (sproglig) mangfoldighed, og dette fører i sidste ende til sproglig og kulturel fordummelse, indskrænkning og intolerance.
Dét behøver man ikke at være antropolog for at analysere sig frem til.

Men vi kan gå to veje: Vi kan fortsætte den sproglige ensretning, og afskaffe dialekter og sprog. Og det samme gør sig jo gældende men al kultur i øvrigt: Her ensretter man også, og indordner sig en USA'sk-kapitalistisk, forbrugeristisk enheds-kultur, hvor alle mennesker og lande er ens, subjektet afskaffes, forskellene udviskes og vi alle tænker og opfører sig ens.
Men vi kan også gå en anden vej: Vi kan hylde reel mangfoldighed, og hylde plurikulturalismen (ikke at forveksle med det kapitalistiske og kulturradikale begreb "multikulturalisme", som er en eufemisme for kulturel ensretning). Vi kan hylde vores kulturelle ophav, lære af vores forfædre, optage vores kultur i vores bevidsthed, og droppe vores kulturelle fremmedgørelse. Vi er mennesker, ikke maskiner. Hvis vi ignorerer og forkaster vores kulturelle integritet og nationale herkomst, medfører det fremmedgørelse, depression, længsel, intolerance... For hvordan kan vi acceptere andre, hvis vi er usikre på os selv? Fremmedfrygten har base i kosmopolitismen, ensretningen og kapitalismen.
For som jeg sagde i mit første indlæg:
"Hvad kan vi lære af andre, hvis vi alle er ens?"

"Den fagre verden venter, hvor alle tænker ens,
hvor ingen er selvstændig og ingen ud til bens.
Et ligegyldigt kedsomhedens helvede venter os,
hvor ingen gider tænke selv og ingen gider slås."
- Poul Henningsen

Henrik Brøndum

Maaske skulle vi nyde Bornholm som den er og bede Akademia om at finde ud af hvordan begreberne senkapitalisme og neoliberal forholder sig til hinanden?