’Der er altid nogen, der har det værre end en selv’

På Sundholm samles gadens eksistenser. Her er både fest og slagsmål, kondomer og kanyler. Men også hjemmelavede hakkebøffer og fodbad. Information tilbragte 24 timer i landsbyen for hjemløse midt i København
Efter at have overnattet på Natcafeen på Sundholm, starter Brisling dagen med at gå forbi Klinikken, hvor han får et skummende fodbad. Sygeplejersken sørger også for at smøre hans fødder ind i creme. »Det er et pissefedt sted. Jeg kommer, når jeg har det ad helvede til. Her får jeg sympati og medlidenhed,« siger han.

Efter at have overnattet på Natcafeen på Sundholm, starter Brisling dagen med at gå forbi Klinikken, hvor han får et skummende fodbad. Sygeplejersken sørger også for at smøre hans fødder ind i creme. »Det er et pissefedt sted. Jeg kommer, når jeg har det ad helvede til. Her får jeg sympati og medlidenhed,« siger han.

Sigrid Nygaard
25. juli 2015

Klokken er 09.05, og Sundholms bygninger lyser gult under en blå himmel. På mælkekasser i hver en solstribe sidder mennesker og drikker øl og ryger cigaretter.

Sundholm hører under Københavns Kommune og er opdelt i flere enheder og afdelinger til hjemløse med misbrug, psykiske problemer eller begge dele.

I dag er det pengeudbetalingsdag:

»Der er tryk på herude. Nu er der noget at fejre med. Sådan en dag er der potentielt flere konflikter,« siger Gertrud Sørensen, institutionsleder på Herbergscentret.

På herberget er der ikke så mange regler, forklarer hun. Og kun få ting er forbudt:

»Man må ikke være voldelig eller true. Eller ryge og drikke på fællesarealerne på herberget – men gerne udenfor. Man må ikke have våben. Og heller ikke dyr. Når det er sagt, er der elastik. Der bor en fugl hist og pist,« siger Gertrud Sørensen.

Alle blandt personalet bærer walkie talkie med en alarmknap, der går direkte til politiet og alle andre medarbejdere på Sundholm. Den bliver brugt ved for eksempel slagsmål og overdoser. Begge dele sker med mellemrum.

Arne (øverst th) er grønlænder og har et værelse på Herbergscenteret på Sundholm og kommer dagligt for at få renset et stort, rødt sår på benet som ikke vil hele. Sygeplejerske Grete Nielsen tager sig af de mellem 60 og 80 mennesker, som kommer forbi for at få håndkøbsmedicin eller vitaminpiller, børste tænder eller tage sig et bad. »De her mennesker er som vilde katte, der går ud i den barske liv ude i byen, kommer op at slås, bliver fulde og falder. Det kan vi ikke blande os i. Men vi hjælper dem og giver dem noget omsorg, når de vender hjem,« siger hun.

Sigrid Nygaard

Klokken er 10.20, og i en skyggefuld plet mellem nogle træer sidder et kærestepar. De har mange, højlydte konflikter og bor derfor på to forskellige afdelinger. Men de kan ikke undvære hinanden. Det kan man ikke høre lige nu. Hun råber og skriger ad ham. Med en hæs, gennemtrængende stemme.

»Jeg har kun en kæreste, og det er dig,« råber hun flere gange.

Han råber til svar. Men bliver siddende. Hun slår ham med sin taske. Sådan står det på i et par timer hen over formiddagen.

Klokken er 10.55, og radioens P3 bliver næsten overdøvet af banken og saven. På aktivitetscentrets træværksted er luften tør og dufter varmt af savsmuld. Her produceres blandt andet bænke og plantekasser til kunder udefra.

Sundholm har også et kreativt værksted, cykel og kørestolsværksted, et rengøringsværksted og et haveteam, der blandt andet vedligeholder byhaven og bedene på området.

John på 61 kan godt lide, at ordrerne kommer fra rigtige kunder frem for ligegyldig aktivering.

»Det er meget mere meningsfuldt end at grave et hul den ene dag og fylde det op med jord den næste,« siger han.

Han har arbejdet med isolering i 30 år, men er røget ud af dagpengesystemet.

»Jeg stoppede med rigtigt arbejde for fem år siden. Det var min egen skyld – jeg drak for meget. Jeg har været alkoholiker, siden jeg var 14 år,« siger han.

John kommer cyklende hertil hver morgen fra Nordvest. Han er netop kommet i behandling for sit alkoholmisbrug. Før drak han mellem 20 og 30 Carlsberg om dagen.

»Vi har det pragtfuldt her på værkstedet. Vi er gode kammerater. Og så er mange af os i samme situation,« siger han.

John er 61 år gammel. Han bor i egen lejlighed, men er i aktivering i beskæftigelsen på træværkstedet på Sundholm og cykler hertil hver dag fra Nordvest. Han er alkoholiker, men er for tiden i medicinsk behandling, så han ikke har lyst til at drikke de daglige 20-30 øl. Han er glad for arbejdet på værkstedet, hvor der udføres rigtige ordrer til brug på eksempelvis resturanter og i byhaver. »Det er meget mere meningsfuldt end at grave et hul den ene dag og fylde det op med jord den næste dag,« som han siger.

Sigrid Nygaard

Halvdelen af pladserne på værkstedet er kommunal aktivering – resten kommer her frivilligt. Nogle kun nogle i få timer om dagen. Man får både løn og madbilletter til frokost i natcafeen.

Udenfor værkstedet sidder fire mænd og drikker rød saft og ryger.

»Vi er jo ikke 25 år længere, så vi har prøvet lidt af hvert. Murere, malere, betonarbejdere. Der er ikke den arbejdsopgave, vi ikke kan finde ud af,« siger Kurt. De andre mænd om bordet nikker.

Klokken er 12.10, og på Klinikken tager to sygeplejersker imod. Her lugter af medicin, sæbe og kaffe. Ud over sidstnævnte er der også gratis havregryn med mælk ad libitum.

En grønlandsk dame med bredt tandløst smil kommer ind i sygeplejeværelset. Det er 57-årige Else iklædt strikket bøllehat, solbriller og sandaler. Op af hendes lille håndtaske stikker halsen af en Grøn Tuborg.

»Det sædvanlige,« siger hun og får et lille glas med piller.

»Det er mod blodpropper. Og mine dranker-vitaminer,« siger hun.

Stedets erfarne sygeplejerske Grete Jensen forklarer: »Hun mener B-vitaminer. De er vigtige, når man drikker meget.«

Mellem 60 og 80 mennesker kommer her hver dag. Mange har brug for håndkøbsmedicin mod diarré, rygsmerter og tandpine. Andre har deres faste medicin liggende – for eksempel hjertepiller eller antabus. Og i samråd med en læge udefra kan sygeplejerskerne også give penicillin mod bylder eller andre former for betændelse.

»Men vi har ikke stærke sager som metadon eller morfin. Så kunne vi ikke have åben dør,« siger Grete Jensen.

Man må ikke fixe i Klinikkens fællesrum, men der er to toiletter, hvor personalet ind imellem finder kanyler.

»Der sker rigtig mange ting i de her menneskers liv, vi ikke ser. De er som vilde katte, der går ud i byens barske liv, kommer op og slås, falder og slår sig. Og så giver vi dem noget omsorg, når de vender hjem,« siger Grete Jensen.

Gitte (foroven) og hunden Andy bor på et værelse på Bocentret – en afdeling kun for kvindelige hjemløse. Hun er 49 år og ved at søge førtidspension. Hun tjener ekstra ved at sælge Hus Forbi, men i dag holder hun fri. Det er pengedag og der er råd til en flaske Havana Caramel. »Min drøm er at få en etværelses lejlighed i Urbanplanen,« siger hun. Udenfor er det sommer, og hele dagen og natten er der fest og fodbold.

Sigrid Nygaard

En tavs, hulkindet svensker skal have et bad. En midaldrende rødmosset mand klager over mavepine. Og så er der Arne, lille tynd grønlænder med langt hår, lædervest og fleecehue. Han har et stort, rødt sår på skinnebenet, som skal renses og forbindes. Det har han haft i flere måneder. Og det vil ikke hele. Grete Jensen renser og forbinder.

»Du tager det som et mandfolk, Arne,« siger hun og tilføjer: »Grønlænderne er seje. De beklager sig ikke.«

Hjemløse med anden etnisk baggrund er overrepræsenteret på Herbergscentret. Omkring halvdelen er grønlændere. Somalierne er den næststørste gruppe.

Klokken 15:30 har der været vagtskifte, og nu sidder Karna Wagner-Mortensen i Herbergscentrets reception. De ansatte har et kontor og et køkken og en glaslåge ud mod indgangen.

»Mange har drukket tæt siden i morges. Og de bliver kugleskøre i varmen, så vi skal nok sørge for at hælde saft på nogle af dem,« siger Karna Wagner-Mortensen til en kollega. De sætter kaffe over og blander saft.

Ved døren ind til receptionen står en reol med kurve fyldt med fixeværktøj, kondomer, spritservietter til fri afbenyttelse. Beboerne må gerne tage stoffer på deres egne værelser. Der var flere overdoser tidligere, hvor heroin var det foretrukne stof. I dag er der flere, der fixer coke. Der skal man til gengæld skyde sig langt flere gange. Et døgn som dette, hvor alle har fået penge, bliver kurvene hurtigt tomme.

Klokken 16.35 er bænkene ved porten ind til området fyldt til sidste tværpind. Musikken bølger fra en lille ghettoblaster. En fyr i grøn undertrøje, khakifarvede shorts og røde sandaler vil gerne fortælle, at der er alt for meget lort på Sundholm. ’Brisling’ bliver han kaldt. Han har konturerne af en slange tatoveret langs den ene overarm og en drage langs den anden.

»Der er druk og stoffer alle vegne herude,« siger han og råber:

»Vi er røven af fjerde division!«

En dame på bænken giver ham uret, og de begynder at skændes:

»Din impotente nar,« siger hun

»Tal pænt,« svarer han.

»Tal selv pænt,« siger hun.

Råbene stiger i styrke, indtil Brisling fjerner sig fra bænken. Kort efter rejser kvinden sig og slingrer adsted på en cykel. Hun skal på Christiania. Andre er på vej i taxa samme vej.

»Når man har penge, er det fedt at kunne være konge i et par dage, også selv om det betyder, man lever af ingenting resten af måneden,« siger Sune, der sidder tæt sammenslynget med sin kæreste Michala.

Klokken er 16.30, og en lille hund, bjæffer meget højt og længe af enhver, der kommer for tæt på hans ejer – en midaldrende kvinde med kort afbleget hår, stramme jeans og tanktop.

»Andy er meget overbeskyttende,« undskylder Gitte.

På hendes værelse på Bocentret for kvinder er hele den ene væg tapetseret med billeder af hendes fem børn i alderen 17 til 31 år. Hun har kun kontakt til de to yngste. Gitte sætter sig på trappestenen og skænker sig en Cuba Caramel med kakaomælk i et plastikkrus.

»Det er bare lidt for at fejre, at vi har fået penge,« siger hun.

»Jeg drikker mig sjældent fuld. Andy kan ikke lide det.«

Hunden flader ud i solen ved siden af hende. Hver gang Gitte siger noget, logrer han med halen.

Engang kørte hun varevogn og lastbil. Men siden hendes tre yngste børn blev fjernet i 2003, har hun ikke haft fast job. Også boligerne har været skiftende: i Nordvest, på Lolland, ved Kalundborg og på Vesterbro. Og på krisecenter.

»Mig og min familie har bare været pisseuheldige. Sådan er det.«

Hun har boet på Sundholm i halvandet år.

»Det er sgu’ okay. Men min drøm er at få en lille etværelses i Urbanplanen,« siger Gitte. Det er et socialt boligbyggeri henne om hjørnet.

Klokken 17.20 har selskabet flyttet sig til en anden solplet. Michala og Sune på 35 og 24 år er kærester og har gået sammen på gaden i et år.

»Det nemmere at være på gaden alene. Nu skal man passe både på sig selv og på hende,« siger Sune.

»Ja, når man lever på gaden, skal man hele tiden passe på sin ryg,« siger Michala og fisker en cigaret op fra sin lille lyserøde håndtaske. Telefonen ringer. Det er hendes to døtre. De er på ferie med deres plejefamilie.

»Det er en skidegod familie. Jeg spiser sammen med dem og børnene hver tirsdag. Og vi ses tre timer om søndagen,« siger hun.

Døtrene på 10 og 15 år blev fjernet for et år siden. Hun blev meldt til kommunen af en, som ikke mente, de fik mad og bad.

»Det var totalt uretfærdigt. Men jeg må også indrømme mine egne fejl. Jeg drak lidt dengang, men altså slet ikke så meget som nu,« siger Michala og tilføjer:

»I dag er jeg på en måde glad for det. Jeg ville ikke kunne tilbyde dem noget som hjemløs.«

Sune spiller bold med nogle andre fyre på asfalten mellem bygningerne, mens Gitte og Michala arbejder sig ned gennem flasken med Cuba Caramel.

»Der er jo folk, der har det værre end os,« konkluderer Michala.

Gitte nikker:

»Der er altid nogen, der har det værre end en selv. Det er det, man overlever på.«

Sune kommer tilbage. Svedig og tørstig. Og jaloux. Han mener, Michala kigger for meget på en af de andre mænd. Hun knalder en ølflaske ned i asfalten, så den splintrer.

»Du kører på mig,« råber hun.

»Og du kan godt lide at skabe drama,« siger han.

»Få noget hjælp,« råber hun

»Få selv noget hjælp,« svarer han.

»Pis hjem,« siger hun.

Hun henter en kost og en fejebakke og rydder op. Lidt efter forsøger Sune at kysse hende og hvisker:

»Lad os gå en lille tur – kom nu.«

De forlader bænken. Men de holder ikke i hånd længere.

Klokken 18.10 dukker en mand svajende op i receptionen hos Karna Wagner-Mortensen.

»Hey Yugi,« siger hun. »Hvad er det for et sår, du har fået i panden?«

Karna Wagner-Mortensen tager plastikhandsker på og renser såret gennem glasvinduet. Det strækker sig fra panden, over øjet og ned ad kinden og er fyldt med jord. Ind imellem læner han sig hen over receptionsdisken og halvsover.

»Du får nok et sæbeøje,« siger hun.

Han sejler ud igen med et snøvlet »tak for hjælpen.«

På hver af herbergets to afdelinger er der tre etager. En lang gang med værelser på hver side, fællesrum, køkken og bad- og toiletrum.

Klokken er 18.45, og døren ind til værelse 102 står åben. Ud kigger Lillemand – en stor, sort kat. Værelset og katten er Kurts. Her er tæpper på gulvene, pyntepuder, potteplanter og Karen Volf-småkager. På gulvet står et glas mælk, som Lillemand drikker af. Alle tingene er klunset, fortæller Kurt, da han sætter sig ved sofabordet med en tallerken med hakkebøffer og pastaskruer.

Alt på Kurts værelse har han klunset, og han gør meget ud af, at her skal være hyggeligt. ’Jeg er ikke så meget til fest og ballade som mange andre herude,’ siger han. Om dagen arbejder han i træværkstedet, og han håber, det kan føre til et rigtigt arbejde. Han er egentlig uddannet blikkenslager, men har ikke haft fast arbejde de seneste fem år.

Sigrid Nygaard

Kurt har boet her siden oktober. Han blev smidt ud af sin kæreste gennem 20 år i efteråret. Omtrent samtidig røg han ud af a-kassen.

»Og så oven i det hele døde min mor. Jeg ved ikke, hvor meget længere ned man kan komme,« siger han.

Kurt sukker lidt opgivende.

»For 20 år siden havde jeg 265.000 i årsindkomst – hvor er det liv henne? Det er alt sammen rendt ud i sandet.«

Lidt før klokken 21 har der dannet sig en kø udenfor Natcaféens låste dør. Omkring ti mænd med tasker og poser venter.

»Tempo! Tempo!« råber Brisling, som står næsten forrest med fremskudt bryst. Så snart medarbejderne låser op, haster de ind for at få en soveplads.

Brisling styrer mod førstesalen for at få en seng på et rum, han helst deler med tre andre kammerater. Siden hans hus i Jyderup røg på tvangsauktion for halvandet år siden, har han boet på forskellige herberger på Sjælland. Senest her på Sundholm i godt tre måneder. Da han har rullet sin dyne ud, går han i cafeen og køber smørrebrød, drømmekage og en juicebrik.

»Du kunne ikke se min røv for bare skosåler, hvis jeg fandt et sted at bo,« siger han, da han har spist.

Så går han ovenpå. På gangen standser han op og snuser ind:

»Kan du lugte det? Sved og sure tæer,« siger Brisling.

Han lukker vinduet op til værelset. Med et tilfreds suk kravler han under dynen. Sengen knager, da han lægger sit hoved på puden. Udenfor er gadelygterne lige blevet tændt. Omkring 30 mennesker spiller stadig fodbold, hører høj musik, råber og drikker.

Brisling står i kø med omkring ti andre mænd, når natcafeen åbner klokken 21, så han kan få en seng på det værelse, han helst vil sove i. Han spiser et stykke koldt smørrebrød og drikker en juicebrik og så til køjs lidt efter klokken 22. Sådan har han levet de seneste tre en halv måned.

Sigrid Nygaard

22.35: En kvinde vil gerne have sin kæreste med ind på Herbergscentret, men på hendes afdeling er gæster ikke tilladt.

»Det går ikke Johanne,« siger Karna Wagner-Mortensen.

Johanne driller hende og kalder hende »Karneval.«

»Johanne-pande-kaffekande,« giver Karna Wagner-Mortensen igen.

Johanne og hendes kæreste griner og griner. Til sidst går de hjem til ham i stedet.

Kort efter kommer en tynd, sorthåret kvinde forbi og får udleveret en taxabon. Hun har pakket sine ejendele i et par tasker og poser. Hun skal til Horserød og afsone en dom. Hun krammer og siger farvel til personalet.

Klokken 00.35 er en kvindelig stofmisbruger desperat, fordi hun har problemer med sit hævekort. Og hun har brug for værktøj til at fixe med. Men kurven i entréen er tom. Nattevagten Jonas Enemark sørger for at finde noget til hende på lageret. Hun fylder en hel plastikpose, mens hun tripper utålmodigt på stedet. To somaliske mænd kommer forbi receptionen – der mangler også kondomer siger de. Et par medarbejdere fra en anden afdeling kommer forbi med en stak. De veksler et par ord om, at der er dårligt coke i omløb.

Klokken 03.15 ringer telefonen på kontoret. Jonas Enemark tager den. En kvinde har taget en overdosis på en af de andre afdelinger. Hun har taget heroin. Og det plejer hun ikke. Der er tilkaldt ambulance. De ved ikke andet om hende, end at hendes navn begynder med P. Måske er det en af Herbergscentrets beboere? Jonas Enemark tjekker. Nej, hun er ikke herfra.

Ole sidder på bænken i solen og venter udenfor træværkstedet på, at der skal møde en medarbejder ind med en nøgle, så han kan komme i gang med at anrette morgenmaden. Den er gratis for alle, der møder op på værkstedet. Ole blev hjemløs for fem år siden og har en periode boet på herbergscentret på Sundholm. I dag bor han i egen lejlighed, men kommer her stadig dagligt. Ole er punktlig og han har ikke haft en sygedag i 22 år. »Det er fordi jeg holder mig fra kvinder. Og fordi jeg næsten altid har arbejdet udenfor,« siger han.

Sigrid Nygaard

Kort efter ringer medarbejderen fra den anden afdeling igen. Kvinden vågnede, da hun fik et skud modgift i ballen og kunne sige både sit navn og sit cpr-nummer. Nu har ambulancefolkene taget hende med på hospitalet, selv om hun helst ville være fri.

Præcis klokken 08.00 åbner Klinikken, og brugerne strømmer ind for at få vitaminpiller, Pinex og børste tænder. Også Brisling, som har sovet dårligt.

»Jeg faldt først i søvn klokken 04. Der var så meget råben og skrigen udenfor,« siger han.

På klinikken gør Grete Jensen et fodbad klar til ham.

»Mange hjemløse har dårlige fødder og svamp, fordi de går så meget og er nødt til at beholde skoene på, når de sover, for at de ikke bliver stjålet,« forklarer hun.

Brisling sænker fødderne ned i det skummende vand.

»Her på Klinikken bliver man behandlet som en konge. Når jeg har det ad helvede til, får jeg sympati og medlidenhed her,« siger han.

Bagefter ryger han en smøg foran trappen udenfor. Klar til endnu en dag.

Sundholm
SFIs seneste nationale optælling af hjemløse viste, at der er i 2013 var 5.820. En stigning på knap 1000 fra 4.998 i 2009.
Sundholm på Amager er bygget i 1905 som tvangsarbejdsanstalt og hører i dag under Københavns Kommune. Ud over Herbergscentret med plads til 56 beboere om sommeren og 64 pladser om vinteren, er der også en Natcafé med plads til 30 gæster i sovesale, en beskæftigelsesafdeling med fem værksteder, et bocenter for kvinder, samt forskellige længerevarende botilbud for ældre misbrugere og hjemløse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Serie: 24 timer

Hen over sommeren tilbringer Information et døgn seks forskellige steder i Danmark:

Oslobåden

Et hipsterhotel

Et plejehjem

Polske håndværkeres arbejdsplads

Et fængsel

Et herberg

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Tanni Kromann
    Tanni Kromann
  • Brugerbillede for Allan Ⓐ Anarchos
    Allan Ⓐ Anarchos
  • Brugerbillede for Troels Thomsen
    Troels Thomsen
  • Brugerbillede for lillian andersen
    lillian andersen
  • Brugerbillede for Mona  Anth.
    Mona Anth.
  • Brugerbillede for Philip B. Johnsen
    Philip B. Johnsen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Jakob Bonde
    Jakob Bonde
Tanni Kromann, Allan Ⓐ Anarchos, Troels Thomsen, lillian andersen, Mona Anth., Philip B. Johnsen, Steffen Gliese og Jakob Bonde anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kramer
Søren Kramer

Skønne billeder og fin beskrivelse.
Det er godt vi kan have åndehuller hvor folk kan få omsorg og være konge for en dag.
Vi skal vise overskud for hinanden og kunne rumme os alle.
Det virker som et sted hvor man har tilpas med regler og realistiske rammer.
Man skal endelig lade sådanne steder der har års erfaring udvikle sig langsomt og ikke komme med en masse reformer eller midlertidige projekter.

Jakob Silberbrandt, Calle Hansen, Steffen Gliese, Nikolaj Callesen, Jakob Bonde og Bjarne Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Kristensen
Helene Kristensen

Faren ved sådan en artikel er, at måske er der en djøf'er der læser artiklen og pludselig finder ud af, at her kan han optimere sin egen løn og spare en masse for "samfundet".

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ren oplysning om, hvordan folk, der ellers er oversete og marginaliserede, lever. Intet er mere vigtigt i en tid, hvor samfundet splittes mere og mere op.

David Zennaro, Trond Meiring, Vivi Rindom, Nanna Wulff M., Dorthe Jørgensen, Mark Strøm, Anne Eriksen og sascha olinsson anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen
Jørgen Steen Andersen

Peter Hansen:
Ja, det er vigtigt, men det hjælper så lidt, for der er ingen, som virkelig prioriterer problemet, som er menneskeliv i dyb krise, hvor ingen løsning synes mulig.
Der kunne gøres meget, meget mere, hvis viljen, ikke mindst den politiske vilje var til stede.

Carsten Mortensen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Sørensen
Anders Sørensen

@erik mørk thomsen, hvorfor er det "social porno uden noget formål"?

Hvorfor er det ikke et (lillebitte) indblik i en verden, der er fjern for de fleste?

Troels Thomsen, Jakob Silberbrandt, Nanna Wulff M., Anne Eriksen, Mark Strøm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Jeg synes faktisk, Jørgen Steen Andersen, at artiklen beretter om, at der ikke alene er håb, men at der gøres noget, at velfærdssamfundet i højere grad, end mange sikkert tror, fungerer.
F.eks. tror jeg, at mange opfatter 'hjemløse' som nogen, der overnatter ude eller ikke ved, hvor de skal være den næste nat.

Brugerbillede for erik mørk thomsen
erik mørk thomsen

Kære Anders
At sætte stofmisbruger-alkoholmisbrugere-psykiske syge sammen giver nogle problemer, som kunne være spænding at få belyst.
Hvem hersker der, hvem bliver udnytte?
Skal de svage, betale til de stærke, gennem deres stoffer+
Hvorfor har personale direkte forbindelse til politiet, hvis det er så farligt for dem, hvor farligt er det så ikke for de svage.
Hvordan ser hverdagen ud, når de ikke penge har?
ingen af disse spørgsmål forsøges belyst, ikke fordi der findes viden om de problemer!

Brugerbillede for Anne Eriksen
Anne Eriksen

Pindar kunne sikkert finde en god stilling som spindoktor i dag - i hvert fald harmonerer dette menneskesyn med de for tiden gældende neo-liberale tanker!

Brugerbillede for Anne Eriksen
Anne Eriksen

erik mørk thomsen - der gælder de samme regler her som udefor - man udnytter hinanden og ingen er kun psykisk syge, alkohol - eller stofmisbrugere - men mennesker.
Faktisk er det utrolig livsbekræftende - alarmer er man nødt til at have - alt andet ville være naivt...

Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen
Jørgen Steen Andersen

Peter Hansen:
Du har ret i at der gøres noget, men det jeg mener er, at det er mere akuthjælp end en mere omfattende og dybgående støtte og hjælp til hver enkelt, så der kunne ske en udvikling til et bedre liv.
Som det er nu virker det mere som en slags blåstempling af status quo.
Jeg er klar over, at mange ikke kan bo i en lejlighed, men det må være muligt at gøre mere til, at de kan hjælpe sig selv.

Brugerbillede for erik mørk thomsen
erik mørk thomsen

Kære Anne Eriksen
Se evt. rapporten om Ringbo.
Samme sammensætning af forskellige gruppe, men her fik de menige medarbejder nok, og forsøgte at anmelde forholdningen.
Selvom man fra Københavns kommune måtte vedkende sig, ledelse svig, vold, stofsalg, udnyttelse, af især psykiske syge, o.s.v. gik ledelse som sædvanligt fri.
Det selv om, det var bevist, at ledelsen forhindre politianmeldelse, af de groveste tilfælde.
At alle er mennesker, er rigtigt, men de tre grupper, har brug for hver sin forskellige hjælp, og det få de ikke den slags steder.
Har du iøvrigt tænkt på, hvorfor den slag steder, over hele landet, ligger steder, hvor "normale" folk ikke kommer, og som man siger, ude af øje, ude af sind

Anne Eriksen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Fedt, at der er sådan nogle steder.
Men i omtalen skal der balanceres mellem oplysning og udstilling.
Artiklen har sneget sig ind på bestseller listen over de "mest læste", og så bliver jeg altid betænkelig, for der har de mest følelsespornografiske artikler det med at samle sig.
Empatien giver næppe funktionelle udslag blandt læserne - I form af politisk handling fx. Men måske tager jeg fuldstændig fejl.

Mark Strøm, erik mørk thomsen, Anne Eriksen, Steffen Gliese og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ja, nu ligger Sundholm altså lige ved Københavns Universitet. Da det også er et stort sted, er behandlingen af folk med forskellige problemer jo, som det fremgår , også opdelt - ligesom et sygehus også har forskellige afdelinger på samme matrikel.
Jeg synes altså, Erik Mørk Thomsen, at du fisker efter hår i suppen.

Der er ingen tvivl om, at der altid kan gøres mere, men man er også nødt til at respektere, at folk netop er mennesker med en betydelig grad af ret til selvbestemmelse i vores samfund, og det forekommer mig faktisk i denne artikel, at man heldigvis nu om dage går meget langt for at hjælpe med en betydelig grad af respekt for den enkeltes grænser, der let kan blive overskredet, som det jo er, når folk er befinder sig en udsat position.

Troels Thomsen, Michael Kongstad Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen
Anne Eriksen

Kære Erik Mørk Thomsen - Du har ret i, at forholdene ikke er optimale og at personalet svigtes (Ringbo). Det har altid været sådan, at man forsøgte at holde "problemerne" væk fra det offentlige, i afsides naturskønne områder eller ligefrem øer.
Der er ingen tvivl om, at forholdene og pengene til hjælpen er reduceret kraftigt, ganske som på andre områder, her i "velfærdsdanmark".
Jeg tror ikke, at der mangler viden om området, det er bare viljen, der mangler.
Måske er det derfor, at overskriften blev "Der er altid nogen, der har det værre end en selv"!

Men personalet gør deres bedste og selvom det er en udfordring, så er det den positive del - jeg er bange for at det næppe bliver bedre...:)

Mark Strøm, Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for erik mørk thomsen
erik mørk thomsen

Nå jeg starte med at kalde artikel for social porno, skyldes kun, at den gå ud på, at få læserne til at føle sig godt tilpas, ikke andet.
København kommune pressealfdeling kunne ikke havde gjort det bedre, ikke så meget som et enkelt spørgsmål
En mand kommer ind og bliver lappet sammen, og medarbejder spørger ikke til, hvad er der sket, men lader manden vakle videre.
Men havde man spurt til, hvad der var sket, og manden var blevet slået, skal man som offentlig ansat anmelde forholdet til politiet.
Det ønske ledelsen ikke sker, ligesom politiet, men en nysgerrige ville vel spørge til det.
At stedet er slemt, se også ved, at den skadet mand, bliver behandlet gennem en glasrude, personalet gå åbenbart ikke ud blandt beboerne, så hvorfor henviser kommunen f.eks, psykiske syge dertil?
De bør være på rene § 107-108 bosteder, indtil de er i stand til, at klare sig selv, i egne bolig.
Specielt efter skandalen på Ringbo, burde en journalist spørge til det.
At rundvisningen sker på en pengedag, efter aftale med stedet, dagen hvor der er mindst ballade, viser kun, at formålet er til læserne, I kan roligt føle jer gode, når vi har den slag steder, så nyd bare de tre V
Villa-Volvo-vovse

Brugerbillede for Jens Illum

"Det Danmark, du kender." Hyggeligt og trygt som en sang med Gasolin, ølånde, tobakståger, duften af savsmuld i værkstedet, håndmadder. Men hvorfor skal lastbilchaufføren Gitte på førtidspension, og hvorfor kan Brisling ikke få en lejlighed?

Jørgen Steen Andersen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

Et udsnit af det menneskelige spektrum. Acceptèr det, og hjælp så godt man kan. På deres egne
præmisser.!
Ikke engang Mette Frederiksen, vil kunne tvinge alle ind i en lille Socialdemokratisk " Boks ".
Og gudskelov for det.

Brugerbillede for Erik de Place Andersen
Erik de Place Andersen

Jeg har læst artiklen om Sundholm med stor interesse. Men indholdet er een ting. Som ældgammel journalist kan jeg bare ikke lade være med at fryde mig over din velformede artikel. Du kommer tæt på, og man mærker dit engagement i dit emne. Du formår at lade følelserne bag disse menneskers liv stå lysende tydeligt. Jeg synes bare det er godt skrevet.

Brugerbillede for Erik de Place Andersen
Erik de Place Andersen

Jeg har læst artiklen om Sundholm med stor interesse. Men indholdet er een ting. Som ældgammel journalist kan jeg bare ikke lade være med at fryde mig over din velformede artikel. Du kommer tæt på, og man mærker dit engagement i dit emne. Du formår at lade følelserne bag disse menneskers liv stå lysende tydeligt. Jeg synes bare det er godt skrevet.

Brugerbillede for lillian andersen
lillian andersen

Dejlig artikel. Har lige læst den. Og man kan virkelig fornemme at brugerne på Sundholm har det godt og jeg ved at de har er dejligt og hjertevarmt personale der virkelig arbejder for brugerne på Sundholm.