Læsetid: 4 min.

Multikulturelle fodboldhold spiller bedre

Direktørerne i Europas største fodboldklubber har al mulig grund til at søge efter spillere i alle verdensdele. Stor diversitet på holdet hjælper til bedre resultater
Fodboldklubben Chelsea er godt nok britisk, men med 13 forskellige nationaliteter i truppen er den også ret sammensat. Og det er ifølge statistikken en styrke.

Christophe Ena

1. august 2015

13 nationaliteter er der i Chelseas førsteholdstrup. Juventus har 11. I Bayern München er der 10, og i Paris St. Germain er der ni. Der kan snildt komme flere til, inden mesterklubberne fra Europas fem stærkeste ligaer er færdige med at handle, når transfervinduet smækker i med augusts udgang. Og med god grund – ny forskning dokumenterer nemlig, at diversitet i spillertruppen gør et hold stærkere.

Konklusionen kommer fra et studie foretaget af en trio af talknusere fra tre amerikanske universiteter. En af dem er Sebastian M. Saiegh, ph.d. og lektor på University of California i San Diego, der på baggrund af sin research godt tør lege sportsdirektør.

»Hvis valget står mellem helt lige gode spillere, ville jeg være tilbøjelig til at vælge ham med den fremmede accent,« siger Sebastian M. Saiegh i et interview med Information.

I studiet har Saiegh og kollegerne brugt data fra Champions League fra 2003 til 2012. Fordi de rigeste klubber i Champions League har flere penge, bedre netværk af talentspejdere og nemmere ved at tiltrække gode spillere, så har forskerne koncentreret undersøgelsen om Champions League-deltagende hold fra de fem største ligaer i Europa.

»Det sikrer, at vi sammenligner æbler med æbler, og derudover kontrollerer vi også for spillernes evner og værdi,« siger Sebastian M. Saeigh.

Holdet med den største diversitet i undersøgelsesperioden var tyske Wolfsburg i 2009, hvor holdet vandt sit første og hidtil eneste tyske mesterskab med blandt andre brasilianske Grafite og bosniske Zdeko på holdet. Mange andre europæiske tophold har også fundet lykken langt fra egen ungdomsafdeling, og sådan har det været siden Bosman-dommen i 1995 gjorde op med begrænsningen i antallet af udlændinge på de europæiske stadioner og førte til en voldsom internationalisering af europæisk fodbold.

Den udvikling bliver ofte sat til debat. Den går ud over landenes talentudvikling, og det er sværere for lokale fans at identificere sig med alle udlændingene, lyder nogle af argumenterne. Men rent sportsligt er det en fordel, ifølge Sebastian M. Saeigh.

»Hold, der afholder sig fra at hente gode internationale spillere og i stedet satser udelukkende på hjemmedyrkede talenter, vil formentlig have svært ved at slå til på den store scene,« siger han.

Bedst til kreative problemer

Det primære mål med undersøgelsen var imidlertid ikke bare at blive klogere på fodbold, men at bidrage til forskning i betydningen af indvandring og, mere specifikt, diversitet i grupper. I det store perspektiv siger økonomisk teori, at markedsøkonomier blomstrer, når fri bevægelighed af varer og mennesker fører til øget konkurrence, og i mindre perspektiv har undersøgelse af diversitet i grupper og opgaveløsning været genstand for megen research i både økonomisk og (social) psykologisk forskning.

Her er det generelle billede, at homogene grupper er bedst til simpel opgaveløsning, der kræver en høj grad af enighed i gruppen. Derimod er heterogene grupper bedre til kreativ problemløsning. Bagsiden kan være problemer med sproglige og kulturelle barrierer, og det kan være svært at finde ud af, hvornår og hvordan den balance tipper. Således også på multikulturelle fodboldhold. Tidligere Manchester United-manager Alex Ferguson beskriver eksempelvis i sin biografi, hvordan han havde svært ved at arbejde med argentinere, selvom det var verdensstjerner som Juan Verón. Men Sebastian M. Saeigh er på baggrund af sin research ikke i tvivl om, at mangfoldighed er en fordel i sporten.

»Kreativitet og evnen til f.eks. at finde gode vinkler til afleveringer er afgørende i fodbold. Derfor er der grund til at tro, at fordelene ved heterogenitet på et fodboldhold overskygger ulemperne,« siger han.

Mange andre undersøgelser forsøger også at undersøge fordele og ulemper ved diversitet i grupper. Fordelen ved at bruge fodbold som laboratorium frem for almindelige virksomheder og organisationer er, at i fodbold har alle hold det samme mål (at vinde) over en længere årrække, og det er lettere at kontrollere for eksempelvis talent i hver enkelt gruppe, fordi fodboldspilleres evner er tæt knyttet til deres transferværdi.

Rusker op i gruppen

Men en ting er at påvise en sammenhæng, noget andet er at forklare den. Fodboldspillere får vidt forskellig opdragelse i spillet i forskellige dele af verden, og Sebastian M. Saeigh spekulerer i, at det er i et holds variation af forskellige stilarter, at forklaringen skal findes.

»Forestil dig to forskellige spillere, der har et helt identisk talent, komme driblende ned mod forsvaret. Kun en af dem er vokset op i en anden fodboldkultur end de fleste andre på banen. I en tæt taktisk kamp vil det være mit gæt, at der er større chance for, at spilleren fra en fremmed kultur finder på en dribling eller en overraskende aflevering, som får modstanderens forsvar ud af balance,« siger Sebastian M. Saeigh, der med sine argentinske rødder selv nævner landsmanden Carlos Tévez som et præmieeksempel på en spiller, der kan slå modstanderne ud med en uventet detalje.

Fodbold og indvandring vækker følelser og kombinationen af dem indbyder til ophedede diskussioner. Også i den akademiske verden, hvor undersøgelsen og forfatterne er kommet under beskydning. Sebastian M. Saeigh henviser til, at han og medforfatterne selv har taget højde for en lang række mulige faktorer, der kunne påvirke data. Der er ikke bare kontrolleret for spillernes værdi og evner, de har målt på flere forskellige indikatorer for diversitet, og holdenes præstation er målt på både point og målforskel. Og uanset hvordan den skæres, så er sammenhængen mellem diversitet og gode resultater der stadig. En undersøgelse i canadisk ishockey kommer også frem til et lignende resultat. Men dér, hvor Sebastian M. Saeigh er mere villig til at lytte til kritikerne, er, om det er diversiteten i sig selv, der fører til sejre på banen, eller om det er afledte effekter.

»Nogle vil sige, at det blot er et spørgsmål om, at nytilkomne ændrer og rusker op i gruppedynamikken. Omvendt vil jeg svare, at det jo netop også er pointen med immigration,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Dørup Jensen

I modsat retning trækker så Ajax, da Johan Cruyff spillede omkring 1970 på et homogent Ajax-hold, og da Dynamo Kiev - med Lobanovsky som træner i 1980´erne, både for Dynamo Kiev og Sovjet, og hvor det legendariske Kiev-hold udgjorde grundstammen.
Hvem husker ikke den europæiske Pokalfinale i april 1986, da Dynamo Kiev og Atletico Madrid mødtes, og hvor Kiev vandt 3-0. - Rats´ og de andres præcise afleveringer på kryds og tværs over en halv banelængde, deres total-fodbold efter hollandsk/Ajax/Cruyff- forbillede, deres tilsvarende sublime teknik.
Aldrig har verden set mere sublim fodbold!
Og hvem husker ikke de homogene Milan- og Inter-hold med Mazzola og Rivera? Og Italien, godt nok defensivt orienteret, med en sublim teknisk standard - som hverken Inter, Milan eller Italien har genfundet siden de blev heterogeniseret.
Multikulturalisme lyder selvfølgelig godt, men det skulle jo helst ske på frivillig basis, og ikke tvunget af omstændighederne - for fodbolds vedkommende af den tiltagende kommercialisering.