Baggrund
Læsetid: 8 min.

Er der set mænd af større skønhed?

Charles Bronson er den arbejdende mand, der på den ene side inkarnerer kampen mod det modernes samfunds brutalitet, og på den anden side udvider horisonten for den særlige amerikanske kærlighed til naturen. En ny bog går bag skuespilleren: hans krop, blik, øjne, hans agilitet, stil, hans sag. Det er hårdt og smukt, erotisk og spirituelt, drømmende og kontant. For sådan er Bronson. Her er en række uddrag
Charles Bronson i et afslappet øjeblik under en filmoptagelse, emmende af tilbagelænet maskulinitet. Foto fra bogen
Moderne Tider
4. juli 2015

Charles Bronson er en bibelsk figur. Gammeltestamentlig. En morderengel beskyttet af en alvidende og retfærdig Gud, der holder hånden over sin håndlanger. Han er en ulige modstander. Han ankommer martret af menneskets ondskab og sulten efter at gøre et gnostisk regnskab op.

Han er en enmandshær mod det onde. En godhedens slasher. Arret. Ubændig. Humorforladt. Syg i sjælen og ude af stand til at leve ubekymret. Billedet af Bronson er arkaisk-religiøst med rødder langt tilbage i menneskets kosmiske mytologi.

Bronsons øjne. Fjerne og sammenknebne skærer de igennem virkeligheden fra et sted hinsides. De rammer hårdt og er ikke til at stirre ned. Man er dem prisgivet. Hvad de ser, ved kun Bronson

Når man træder ud af Bronsons tryllekreds og et øjeblik tænker over kvaliteterne i attraktionen, overrumples man først og fremmest af hans krop. Den er hans signatur. Uden tvivl. Hans håndled. Blodårene, der slynger sig op ad armene. Den fuldkomne mangel på fedt over hele kroppen. De massive lår. Overarmene. Skuldrene. Nakken. Startscenen i Violent City. Lægetjekket i Someone Behind the Door.

I modsætning til de fleste actionhelte er hans krop ikke skulpturel. Den er mytologisk. Den er ikke rundet af motionscentrenes spejlverden og kanylernes vækstfremmere. Han bærer ikke en billedvirkeligheds æstetiske krop. Han tilhører et meget ældre paradigme, nemlig den arbejdende mands krop. Ikke blot arbejderen fra fabrikken i den marxistiske optik, men det arbejdende menneske, der bruger kroppen i en tæt dialog med jorden og elementerne.

Bronsons film er fulde af scener, hvor han arbejder. Med hænderne. Scener, hvor han hugger brænde, tæmmer en hest, plukker meloner eller slås. Scener, hvor han er en del af en fysisk kultur, en fysisk folkekultur, som den beskrives i Bibelen eller af Kongfutse, men også arbejderen hos J. Hector St. John de Crèvecœur eller Upton Sinclar.

Som hans familie kommer han fra minernes mørke, fra de seksten timer lange skift under jorden, hvor kroppene er omdannet til dunkle og svedende instrumenter i en førteknologisk arbejdsform. Det er denne kolossale fysik, Bronson tager med op til overfladen og lader os skimte. Og man kan næsten ikke se på den.

Bronsons forankring i en arbejderkultur udtrykkes på legendarisk vis i hans overskæg. Film efter film insisterer Bronson på dette overskæg. I alle varianter fremstår overskægget som en del af den fysiske signatur. Det er et overskæg, man husker. Et overskæg, hvis prægnans kun kan sammenlignes med Jack Nicholsons øjenbryn og James Coburns smil.

Ingen anden skuespiller har i filmhistorien vist en så overdådig parade af dette det mest maskuline af skæg som Bronson. Kun skuespillere som Burt Reynolds og Tom Selleck kommer tæt på. Det er antitesen til Clark Gables feminine og velplejede overskæg.

Bronsons overskæg har ikke en særlig tæt masse og er ofte forbavsende sjusket. Adskilt i to dele på midten som et kattedyrs knurhår er der noget primitivt over det. Noget tilfældigt. Det vokser indefra, dybt indefra, og er ikke modtagelig for pleje. Det er et emblem på en manglende forfængelighed, men også en aseksuel gestus i modsætning til Reynolds og Selleck, der bærer deres prægtige overlæber som markører for virilitet og seksuel styrke. Bronsons skæg er en markør for identitet. Han svarer som Gud i tornebusken: »Jeg er den, jeg er.«

Bronsons næver rammer med en mytologisk kraft. Som Tors hammer sender de lyn af styrke gennem luften og misser aldrig deres mål. Det må hans første modstander i Hard Times sande. Efter et eneste hug på kæben ligger han fladt og stille på gulvet. På Bronsons krop er end ikke en dråbe sved synlig. Næverne har gjort deres arbejde. Determinerede og effektive.

Bronson er ikke en fighter som ringsensationen Rocky Balboa. Han er helt igennem en arbejder, og når han bokser, er han på arbejde. Hårdt arbejde. Han kunne ligeså godt skovle kul. De hug, han gang på gang på gang leverer til modstanderens krop, er tonstunge. Lyden alene siger alt. De ’klasker’ ikke som i den klassiske western, men lander med en kompakt dump lyd, som smed han endnu en skovlfuld kul over i bunken. Bronson lader således sine modstandere føle den fysiske smerte fra kulminerne.

At han i det endelige opgør i Hard Times besejrer et arrogant og fisefornemt borgerdyr, der ikke engang gider bære sin egen taske (Bronson bærer hele sin tilværelse i en taske i filmen), er derfor udtryk for en dybere retfærdighed af marxistiske dimensioner. Det er kapitalismen, som har formet Bronson, sendt ham ned i kulminerne og forarmet hans familie, men hinsides de 11 socialøkonomiske hierarkier – i baggården, på havnen og fabrikken efter mørkets frembrud – sejrer arbejderen. Inkarneret i Bronson manifesterer arbejdets merværdi sig med overtrumfende fysisk pondus og sikrer, at arbejderen kan leve sit liv frigjort fra trældom. Autonom. Suveræn.

Bronson minder os om Pierre Teilhard de Chardins forestilling om, at vi ikke er mennesker, der har spirituelle erfaringer, men spirituelle væsner, der har menneskelige erfaringer.

Som Henry David Thoreau ved sin Walden Pond værdsætter Charles Bronson den simple væren og den kontemplative iagttagelse af den nære verdens gang. Det kan være landskabet, der passerer forbi den togvogn, han som hobo er hoppet på, eller fugleedderkoppen, der træt spankulerer over hans nøgne krop. Her finder han den naturlige harmoni, som det moderne samfund har forvrænget. Her er han sig selv og i ét med en tilværelse, der ellers er en lang kamp for overlevelse, for brød på bordet og mod aggressioner.

Bronson føler sig isoleret og udsat blandt mennesker, som en utilpasset fremmed, mens han med Thoreaus ord hviler i sig selv i en »uforstyrret ensomhed og stilhed«. I mange scener træder han nærmest ud af handlingen for at stå og skue tavst ud i uendeligheden. Misantropien lurer lige bag de sammenknebne øjne, men fokusset er ikke til at tage fejl af: Bronson spejder efter meningen med det hele, efter en dybde, som transcenderer civilisationens rationaler og eksistentielle tomrum.

En berømt historie fortæller, at Ronald Reagan en dag i starten af 1980’erne tilfældigt kommer forbi Charles Bronson på en restaurant i Hollywood. Det er en flot dag. Solen skinner. Temperaturen er behagelig. Bronson sidder og spiser sammen med Jill Ireland, og de er midt i en samtale, da Reagan, Amerikas præsident, bryder ind i samtalen og tilkendegiver, at han er en meget stor fan og vil høre, om han kan gøre noget for sit idol. Bronson ser op og nikker langsomt, før han høfligt svarer: »Tak for Deres ord, Hr. Præsident. Og ja, De må gerne flytte dem, De står i vejen for solen.«

Hele Bronsons livsholdning udtrykkes i arbejdet med at dyrke meloner i Mr. Majestyk. Alene drømmen om at have et lille landbrug langt fra verdens tummel er rystende. Et hårdt fysisk erhverv, fuldkommen afhængigt af naturens luner og alligevel nærmest gestisk i sin form. Det er basis hos Bronson. Majestyk har etableret en produktionsform baseret på førmoderne teknologi, nemlig den manuelle kollektivismes broderskab, en art fundamentalkommunisme, der i årtusinder har været hjørnestenen i alle agrare samfund hinsides politiske og alle andre former for sociale skel.

Fordelene er åbenbare. Dyrkning af vandmeloner indfælder Majestyks tilværelse i årstidernes kosmiske rytme. Frø lægges ud, afgrøden passes, kultiveres, og efter måneders arbejde høstes melonerne. År efter år. Dag efter dag. Time efter time. Arbejdet er en dialog med jorden og med vejret. Det er en dialog med naturens tilstande, med fortætningen i elementerne, med varmen, med regnen og vinden, med legemernes materialitet. Med rytmen og med det store åndedræt i naturen. Men det er samtidig blottet for enhver form for moralisme.

Bronson er jorddyrkeren i Letters from an American Farmer, i fuld gang med at territorialisere jorden og realisere drømmen. Ligesom for Mikael K. hos J. M. Coetze er denne monotone tilværelse for Bronson lig med den største frihed. Det er en fordringsløs tilværelse, og succeskriterierne består i at lade roen overtage kroppen og bevidstheden, så naturens maniske langsomhed naturaliseres og internaliseres som en tvangfri skæbne.

For Bronson er det afgørende moment at lade naturens hjul være mekanikken i tilværelsen, at lade den kosmiske og biologiske tvang blive en frihed hinsides egoets prætentioner og begærets ønsker. Når først den individuelle stræbens figurer er neutraliseret, kan den indre og ydre naturs kræfter affirmeres som menneskets grundlæggende vilkår og modus. Det er det stoiske momentum i Bronsons agrarvision og melonutopi.

Når italienerne kalder Charles Bronson for il Brutto, den grimme, kunne intet være mere uretfærdigt. Er der set mænd af større skønhed og konfus ømhed end Bronson i Someone Behind the Door?

Afslappet efter en dag på havet styrer Bronson den store motordrevne sejlbåd i havn. »Rolig, rolig,« bliver han ved med at sige til den ældre herre, som sejler båden. Herren har lejet båden af Bronson, og ved at føre herrens hænder på rattet med sine egne viser Bronson ham, hvordan det skal gøres. Roligt, nænsomt, afklaret.

Sådan styrer Bronson store kræfter. Ikke mindst sine egne. Modsat andre action-muskelmænd er han aldrig demonstrativ. Han forvalter altid sin styrke med elegance og respektfuldhed. Som noget, der er større end ham. Han er velsignet af at være kommet i besiddelse af denne styrke, men den forpligter også. At bruge den forkert ville sidestille ham med de udskud, han bekæmper.

I Bronsons verden bærer kvinderne fremtiden, mens mænd er kilde til død og destruktion. Derfor er der ikke større misdåd end at myrde en kvinde, en datter, en kone. Bronson anerkender det ufødtes ret og muligheden for en anden verden, for et kommende folk hinsides den jordiske lidelse. Paradoksalt nok er Bronsons film derfor fulde af kvinder, der bliver ofre for »the evil that men do,« kvinder som mutileres, voldtages og myrdes af mænd, der slukker fligen af mulighed for en anden tilstand end lidelsens.

Grundtilstanden i Death Wish-serien er denne permanente udåd, og den løber som den røde tråd gennem film som Chato’s Land, 10 to Midnight og Kinjite. Bronson er aldrig voldsommere end over for disse mænd. Aldrig.

Som en Fugl Fønix står Bronson op af asken fra de store institutioners forfald. Ruinerne af den modernistiske civilisation som for længst har passeret zenit. I Cold Sweat er han – en Korea-veteran – flygtet fra et korrumperet militær og en meningsløs stedfortræderkrig, og i Death Wish er det politiets uformåen, som leder ham på selvtægtstogt.

I Messenger of Death er det den politiske verdens korruption, som driver ham til handling. Han arbejder som konsekvens af disse institutioners dysfunktionalitet, hvor politisk impotens og social kynisme har erstattet human ære og respekt. Modsat institutionerne kan han ikke lade stå til. Han må handle. For at ændre den tilstand af lammelse, som samfundet befinder sig i. Det er hans løfte. Konfronteret med et samfund, som har svigtet sine principper og sine borgere, trækker han en streg i sandet for den forfatningsmæssige ret til at sige fra. Ikke mere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Nørgaard

Som karakteren Harmonica i Sergio Leones "Once upon a time in the west", 1968

Nic Pedersen, Kristian Rikard, Torben Nielsen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Erling Lindqvist

Ja, han havde sin egen specielle stil og fremtoning - meget fin beskrivelse af Mr. Bronson og hans typiske udtryk i artiklen ovenfor. Jeg selv husker ham bedst i rollen som Paul Kersey, men et par westerns har jeg også set ham i, f.eks. Fort Humboldt.

Han var én af mine filmhelte i 1970'erne. Helt klart.

Vibeke Rasmussen

En fascinerende fascination. :-)

Nic Pedersen, Kristian Rikard, Gert Selmer Jensen, Frans Mark og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Meget rammende, Vibeke.

olivier goulin

Monty Python har en kommentar til enhver lejlighed:

https://www.youtube.com/watch?v=TRKYsao2ciY

/O

Bo Carlsen, Jens Illum og Martin Hansen anbefalede denne kommentar
Nanna Wulff M.

Der kan man bare se! Han er kke min kop the - faktisk forstår jeg slet ikke denne heltedyrkelse.

»Tak for Deres ord, Hr. Præsident. Og ja, De må gerne flytte dem, De står i vejen for solen.« - Diogenes har ikke levet forgæves :)

At mænd glædes over andre mandekroppe er da kun glædeligt - mere af det tak.

Min far har en arbejdskrop som Bronson´s. Det er meget mærkeligt det hele. Jeg viste ham artiklen, og han grinede og sagde, at hvis han ikke følte sig gammel før, så gjorde han det da ihvertfald nu.

Thomas Gitz-Johansen

Er artiklen en hipster-ting? En filmsmags forlængelse af fuldskæg, tatoveringer og skovmandsskjorte?

Peter Nørgaard, Kim Hansen og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Erling Lindqvist

Ja, jeg glæder mig i hvert fald over et gensyn med en filmskuespiller, der på sin egen uhøjtidelige, underspillede og stærke fremtoning har bidraget til et andet og mete interessant udtryk, end hvis han havde spillet roller med albuen støttet mod kaminen og drukket cocktails.

Dog synes jeg, at bogudgivelsen er lidt sent ude, men jeg vil klart overveje at købe bogen for det nærmere indbliks og gensynsglædens skyld, nu hvor den er udgivet.

Else Marie Arevad

Sikke dog en gang bragesnak med blandede metaforer!

Vibeke Rasmussen

Man kan høre mere om/fra forfatterne og deres værk i en samtale på AK24syv (begynder ca 20 min inde i programmet), hvor de både fortæller om deres fascination og læser uddrag fra bogen/ 'hyldestdigtet'.

Forblændede fans har det med at forveksle deres idoler med de roller, de spiller.
Charles Bronson var skuespiller -og ikke engang en særlig god en af slagsen.

Marianne Christensen

Det ser ud til det er mænd, der synes han er dejlig.

"De må gerne flytte Dem. De står i vejen for solen" er en sætning, som jeg nu har tænkt mig at ytre ihvertfald en gang i mit liv :) Charles Bronson er nok ikke lige den første, der dukker op i hovedet på mig, når jeg tænker mandlig skønhed ..... Men det er da interessant, at en hel del mænd finder ham fascinerende :)

Peter Nørgaard

Ovenstående svulstige artikel er nærmest ulæselig, og der skelnes ikke mellem de karakterer Bronson gestalter og privatpersonen.

At "Once upon a time in the west" ikke nævnes, gør at filmen anbefales endnu en gang. Artiklen kan jo få nogle til at undlade at se den.

I øvrigt er Claudia Cardinale, der også yder en ypperlig indsats i Sergio Leones film, stadig smuk.

Erling Lindqvist

Det mest interessante er i det hele taget, at en sådan artikel bringes i Information.

Herdis Weins

JA - jeg har såMÆND se en del IRL .
Og hvad angå filmstjerner - da Viggo Mortensen udstillede sine fotos på Brandts her i Odense i 2003, var jeg til receptionen og stod på et tidspunkt ca. 5 centimer fra ham ansigt til ansigt. Han er så smuk, det næsten gør ondt - og dybt fascinerende.
Behold I bare Bronson for jer selv.

Kristian Rikard

Nanna Wulff M.
Ja, det er faktisk ganske underligt, men jeg er helt enig med forfatterne af artiklen,
uden nogensinde at have tænkt nærmere over det. Jeg kom til at tænke på "den gode, den
onde og den grusomme" - og den er han faktisk slet ikke med i :)

Gert Selmer Jensen

Herdis Weins-21:27-
Der er vist rigtig godt liv i dig.! Først din udsøgte musiksmag, og nu Viggo Mortensen.!??
Holy moses.

Vibeke Rasmussen

Også jeg er fascineret af Once Upon a Time in the West … uden at dét nødvendigvis medfører en større fascination af Charles Bronson. :)

Filmen er for mig den ultimative Western. Spaghetti eller ej. En gribende historie, spændende, overraskende, virtuost … sublimt fortalt og iscenesat. Med den nærmest ikoniske lange, lange uklippede indgangs-scene, hvor en skøn Claudia Cardinale ankommer, endnu uvidende om den rædsel, der venter hende. Og med Ennio Morricones musik! Som ikke så meget er prikken over i'et, som den simpelthen udgør selve filmens fundament! Det er intet mindre end en skandale, at Morricone aldrig fik en Oscar for sine enestående filmkompositioner – hans musik til Once Upon a Time in the West blev ikke engang nomineret! – og først mange år for sent modtog en, 'Ups, her har du en trøstpræmie for vores undladelser. Og så kalder vi den bare Honorary Oscar'. :(

Og ja, som allerede nævnt, Claudia Cardinale er stadig skøn, og fra hvad jeg véd om hende, gælder det hendes indre såvel som hendes ydre. Hun hviler tilsyneladende også så trygt i sig selv og har så meget personlig integritet, at hun nægter at acceptere, at kvinder ikke synligt må ældes. Det er da også lige til at blive glad over. :)

Filmen har sine skønhedsfejl, som fx at Charles Bronson tydeligvis ikke selv 'blæser' i sin mundharmonika; og at det fremstår ufrivilligt komisk, at en på det tidspunkt over 60-årig Henry Fonda spiller sig selv – /sin figur, Frank – som ung. Den er svær at kapere. Men nok alligevel ikke så svær som hvis man havde overladt den del af rollen til en ung skuespiller, som man aldrig i livet ville tro på kunne udvikle sig til blot tilnærmelsesvist at ligne Henry Fonda. Sådanne utroværdige 'dobbeltbookinger' er set både før og siden.

Og selv om Charles Bronson ikke er en stor skuespiller eller agerer specielt godt, så fungerer han perfekt i rollen som 'Harmonica'.

Men alt det er jo slet ikke, hvad de to forfattere går op i! Som de selv omtaler deres bog, så er den et kærlighedsdigt. Et digt! Til den udkårne; med alle de friheder man som digter i den genre kan tillade sig. De går ikke op i, om Charles Bronson kunne være Oscar-materiale, eller skelner småligt mellem manden og rollen. For dem er manden rollen.

Hvor lidt de går op i hans films kunstneriske kvaliteter understreges i øvrigt fint i samtalen på Radio24syv, hvor den ene, efter at have fortalt hvordan han som dreng så Charles Bronsons film på tysk tv, nævner, at på dansk tv viste man vist kun "den dér Leone-film fra 68."

Og sådan ser og fascineres vi alle af så forskellige ting. ;)

Nic Pedersen, ulrik mortensen, Peter Nørgaard og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Vibeke Rasmussen - så enig med dig angående filmen.
Jeg har været forelsket i den, siden jeg så den første gang - og det var endda på tysk. På tysk hedder den "Spiel mir das Lied vom Tod".
P.S: Det var i verdens mest vidunderlige biograf i Trier. Der sad man ved små borde, med drikkevarer og - hold nu fast - askebægre. I baren solgte man nemlig ikke bare is, slik, cola og chips - men også regulær øl, spiritus og cigaretter. Og så viste man udelukkende kvalitetsfilm.
Ak ,ja - den er naturligvis lukket for længst.

Vibeke Rasmussen, Peter Nørgaard og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Gert Selmer - det krævede umådelig stor selvbeherskelse af mig ikke at nedlægge ham på stedet. Og sådan var jeg langt fra den eneste, der havde det.

Peter Nørgaard

Tak for dine betragtninger, Vibeke.

Ja, Sergio Leone var en meget god instruktør, og som du måske ved, var han påvirket af Akira Kurosawa. Hans mesterværk "Seven Samurai" - som jeg sidst så i en smuk ny 35 mm kopi i Tokyo - burde være pensum for alle 7. klasser i folkeskolen. Det er for sent at vise den til nutidens såkaldte politikere ...

God blæsevejrsdag.

Gert Selmer Jensen

Herdis Weins-
Jo, Viggo Mortensen, har bare "det", der skal til, og endda helt uden at ville det.!
Og hvad angår biografen i Trier....hold da kæft hvor var det "tider".
Ligesom "Once Upon a Time in the West", giver mig gåsehud. ( Altså på den gode måde ).
Jeg bider mærke i at det i givet fald ville være dig der "nedlagde" Viggo Mortensen.
I simpel Machobevidsthed forholder det sig altid omvendt.! Hvilket er noget tåbeligt sludder.
Det er selvfølgelig altid damen der har fat i den lange ende, hvis sandheden skal frem.
Og at det forholder sig sådan, er jo en skøn ting.

ulrik mortensen

"Once Upon a Time in the West" - et mesterværk. Det var også fra den tid, hvor man kunne være så heldige, at se Claudia Cardinale og Brigitte Bardot i den samme western!:
https://www.youtube.com/watch?v=Piqb_af5_XY

Peter Nørgaard

Jowda, Gert. Nogen gange har kvinderne fat i den lange ende, men det kan - af og til - have en hvis betydning, hvor lang den lange ende er. Sagde du ende..? Se f.eks "Seven Samurai" af Akira Kurosawa.

Og Herdis, siger de fynske piger ikke stadigvæk, at natten er vor egen..? I mine gode boghandler år i Svendborg og ture u´e i O´ense, way back - før den korporative stat lurede om hvert et gadehjørne i bette Danevang - skortede det ikke på dét. Dog forførte pigerne knæjterne, vi blev aldrig nedlagt.

Nå, men nu går der fan´fis´me Fritz og Poul i tasterne. God blæsevejrseftermiddag, fra Himmerland.

Herdis Weins

Gert Selmer - (og Peter Nørgaard) - som de siger i matematik : faktorenes orden er ligegyldig, det er resultatet der tæller. :- )
P.S. Peter Nørgaard - jeg er ikke fynsk hremfff, jeg er bare skyldet i land herovre og blevet hængende.

Peter Nørgaard

Tak for klippet, Ulrik. En komisk, men dengang dristig scene. Strange - midt i en pornotid - at der skal logges ind for at se klippet. Måske de smukke nedringninger er for voldsomme for you tubes mormon (?) ejere .

I disse digitaler tider, har jeg ellers lavet mig et beroligende ordsprog.: Hellere en dejlig nedringning, end en grim opringning.

Der er i øvrigt mange gode klip på you tube fra "Once Upon a Time in the West", selvom det er en vaskeægte biograffilm, som "Seven Samurai" også er.

Og Herdis, jow de fynske strande med skovene helt ud til vandet, er det ikke så værst at blive skyllet i land på. Faktorer og resultater eller ej ... Men "hremfff" - er det så københavnsk..?

Herdis Weins

Jeg er jyde, vokset op på heden - det der var tilbage af den. Jeg har skam gået rundt på den og plukket revlsbær og blåbær i lange gummistøvler, så man ikke blev bidt i benene af hugomene, inden de nåede at slippe væk. Der lærte vi ikke, at natten var vores egen, men at det gjaldt om at krydse ben og folde hænder. Så du kan nok forstå, Jeg aldeles ikke vil forveksles med de letsindige fynboere :-)))))
P.S. Jeg glemte dog min børnelærdom om de krydsede ben og foldede hænder langt tid for, jeg landede på Fyn.

Gert Selmer Jensen

Herdis Weins-
Du er helt klart en "vildbasse".!! Og nej. Faktorenes orden er ikke ligegyldig. At slutresultatet så
måtte være det samme, er blot en kendsgerning.
"One Burbon, One Scotch, One beer......!
Og hvilken vildbasse.!!! Med krydsede ben.! Yahooo.
Jeg er jo som bekendt lykkeligt gift på 26ènde år, men ellers skulle du tage dig i agt. (bulderbasse).

Peter Nørgaard

Så er jeg mere rolig, Herdis. Jeg krydser ej ben, men så meget andet for dig og de fynske piger. Jeg håber du får (gen)set "Seven Samurai" ... Go´ awten /,-)=€

Erling Lindqvist

Jamem du godeste. Jeg skal da love for, at Bronson-artikelen har kastet en del indlæg af sig, og hvor der minsandten også kom nye, interessante bekendelser frem, ja sågar opfordringer og tilbud.