’Det er mig, der bestemmer’

Lotte Grauballes firehjulstrækker var rullet en omgang midt i Kalahari-ørkenen, og nu ville den ikke starte. Hun undersøgte motoren og konstaterede, at kileremmen var knækket. Så fandt hun et par strømpebukser frem fra sin taske og reparerede den. Det var først i 1990’erne under hendes første udstationering i Afrika.

Hun lærte tidligt at klare sig på udebane. Med et sæt karriereforældre rundede hun mange lande og skiftende sprog i sin barndom – Canada, Holland og Sverige. Først da hun var 12, flyttede familien tilbage til Danmark og slog sig ned på en gård i Jersie.

I Danmark blev hun uddannet journalist i 1990. Hun arbejdede kortvarigt på Christiansborg for Fyens Stiftstidende, men kunne ikke holde »alt det flueknepperi« ud, så da hun faldt over en stilling som programmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke, slog hun til. Ansættelsesproceduren bød på en række psykologiske test, og da resultatet kom, blev Lotte indkaldt til et møde. Det var usandsynligt, at en 24-årig, kunne være så afbalanceret, og ansættelsesudvalget troede, hun havde snydt. Det havde hun bare ikke.

Halvt afrikaner

I Botswana arbejdede hun med menneskerettigheder – særligt for børn og kvinder. Og dedikationen til at sikre dem, blev ikke efterladt på jobbet. Da en lokalansat forlod byen, fordi hun blev slået af sin mand og ikke kunne tage sin ældste datter med, tog Lotte Grauballe teenageren til sig og tog sig af hende gennem to år.

I 2000 blev hun landechef for MS i Kenya. Hun forelskede sig i varmen, spiritualiteten og de utilslørede følelser. »Jeg er halvt afrikaner,« sagde hun til sin mor. Selv om hendes lyse hår og blå øjne sagde noget andet. Samme øjne kunne antage et særligt stålsat blik og var altid sidst til at blinke i forhandlinger.

De stærke øjne og viljen brugte hun blandt andet, da hun stod fast på masaiernes jordrettigheder i Kenya, indtil myndighederne udviste hende og to medarbejdere fra landet. Hun arbejdede i en periode i Danmark som næstforkvinde for MS i parløb med Christian Friis Bach, men ville ud, hvor der var mindre fnidder og mere på spil. Som landechef for Norsk Flygtningeråd i Sudan kort efter Muhammedtegningernes ravage blev det hendes opgave at få regeringen til at lukke medarbejdere ind i flygtningelejrene i Darfur. Og selv da de for fjerde gang blev smidt ud, stod hun klar til at tage kampen.

Lotte Grauballe brugte også viljen til at overhøre de snigende mavesmerter, da hun var udsendt til Tunesien i 2011 af International Media Support for at styrke de frie medier under det arabiske forår.

Det er mig, der bestemmer

i 2012 fik hun i Danmark konstateret kræft i æggestokkene. Hun beklagede sig aldrig over den sygdom igennem de næste tre år. Hverken da den bredte sig til tarmene, da hendes celler blev resistente over for kemoen, eller når hun tilberedte sin yndlingsret med Tilapia-fisk til sine nærmeste og ikke selv kunne spise med, fordi hendes tarme var for ødelagt af kræften.

Middagsselskaberne, der fortsatte langt ind i sygdommen, var som hendes liv en koncentreret essens af nærvær og nydelse. Hun elskede at få nætter til at forsvinde i samtale med gode venner, men var samtidig en enspænder, der nød at bo alene. Hun var en tough mama, når hun diskuterede med kolleger, men havde et særligt blødt punkt for børn. Hun var både og, men det, der i særdeleshed definerede Lotte Grauballe, var, at hun havde tillid til sig selv og sin vilje. Både når hun søgte et krævende job, reparerede sin firehjulstrækker, gik i clinch med afrikanske myndigheder, og når hun var patient.

»Det er min krop, det er mig, der bestemmer, og jeg vil ikke have nogen omkring mig, der har givet op,« sagde Lotte, første gang en læge forklarede, at der ikke var mere at gøre.

Hun insisterede på at være et individ, ikke et stykke statistik, og ifølge lægerne sprængte hun al teori – både ved at overleve på sondemad i halvandet år og ved at bevare sin ukuelighed gennem utallige behandlinger og operationer.

Den 28. november 2014, efter lægerne for tredje gang havde forsøgt at installere en passage i hendes tarm uden held, skrev hun en besked på det onlineforum, hun brugte til at holde sine mange venner verden over opdateret. Den lød:

»Det havde været fantastisk, hvis det var lykkedes dem, men det betyder meget for mig, at de overhovedet prøvede. Nu vil jeg trave videre med mit lille band. Op ad bakke, ned ad bakke ligeså længe som denne mægtige melodi af håb og kærlighed bliver ved at spille i mig.«

Lidt over et halvt år senere holdt bandet op med at spille.

Lotte Grauballe
Født den 10. juni 1966.
Uddannet journalist. Arbejdede som leder i Mellemfolkelig Samvirke, Norsk Flygtningeråd og International Media Support.
Død den 9. juli 2015