Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Et helt uforståeligt affaldsproblem

29. august 2015

Husfaren, 56, Frederiksberg

Kan I ikke forklare mig, hvorfor i helvede jeg skal købe affaldposer til 40 liter, når min skraldespand kun kan rumme 12. Begge dele er købt i Ikea.

Jeg vi gerne have et ordentligt svar og ikke bare et teknisk.

Svar I:

Det, jeg hører dig sige, er, at dine affaldsposer kan rumme 40 liter, men passer i en spand med en kapacitet på kun 12 liter. Du vil have en forklaring. Jeg har prøvet at finde en, og jeg har fejlet. I to dage har jeg chattet, mailet og talt med Ikeas kontaktservice. Tre forskellige dedikerede medarbejdere har beredvilligt oplyst navne, farver og størrelser på poser og spande. Uden artikelnumre på de nævnte produkter kan jeg ikke løse dit problem.

Er det sjusk med varebetegnelserne, der anfægter dig, eller er misforholdet mellem posens angivelige potentiale og spandens tranghed et billede på et mere overordnet forhold? Måske stod du midt i forberedelserne til en jordomsejling, da du opdagede uoverensstemmelsen mellem de to tal. Eller også var det forberedelserne til enden på verden, som vi kender den. Du stod med posen i hænderne, kiggede på skraldespanden, tilbage på posen, faldt i staver og så et langt postapokalyptisk liv med skraldeposer, der ikke passer til skraldespanden, for dig. Det er ikke sikkert, at mine forestillinger er korrekte.

Du får hverken et ordentligt eller et teknisk svar, du må nøjes med en undskyldning. Jeg giver op. Det kan anbefales.

— Lone Nikolajsen

Svar II:

Jeg ved ikke, om der findes andet end et teknisk svar på dit spørgsmål. Jeg er ked af at skuffe dig, for det lader til at være et spørgsmål, der optager dig meget.

Når jeg putter en pose i affaldsspanden, arbejder jeg med det simple princip, at posen skal være lidt større end spanden. Min erfaring er, at det gør det lettere at løfte posen ud af spanden uden at spilde skrald på gulvet. Måske har IKEA bare ført det princip ud i ekstremerne?

Har du forsøgt at putte en 12 liter pose i din skraldespand? Hvad sker der mon så?

Et råd til IKEA kunne være at omdøbe deres affaldsposer. Hvis skraldespanden på 12 liter for eksempel hedder Anton, kunne poserne hedde Anton-poser. Så behøver vi ikke forstå, hvorfor man skal bruge 40 liter poser i en 12 liter spand.

— Kenneth Praefke

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu