Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Hvordan slår man sig selv ihjel?

15. august 2015

Enke, 74

Mit spørgsmål er enkelt: Hvordan slår man sig selv ihjel? Jeg ved, det er et ubehageligt spørgsmål, og jeg beder om, at I tager mig alvorligt. Jeg ligner ikke en selvmordskandidat – har godt helbred, har børn og børnebørn, vennekreds og fritidsinteresser, så der er ikke noget i vejen – nu. Men i min vennekreds ser jeg flere, som svækkes i alderdommen, så de bliver en plage for selv og for andre. Jeg ønsker at undgå en ydmygende alderdom.

Jeg har spurgt min læge om en hensynsfuld måde at slutte af på. (Jeg mener, f.eks., at det er hensynsløst at smide sig foran et tog.) Lægen kan ikke hjælpe mig uden at miste sin autorisation. Der kører for tiden en diskussion om dødshjælp og assisteret selvmord. Hvem kan man bede om assistance?

Er det i orden at sige til sig selv og omverdenen, at nu er er det nok? Og forsøge at slutte så hensynsfuldt som muligt? Kort sagt: Kan man være det bekendt?`

Svar I:

Det er umuligt at svare godt og kort på så eksistentielt udfordrende et spørgsmål. Nuvel: Selvmord er ikke ulovligt i Danmark, men at assistere det er. Og jeg mener ikke, det er rimeligt at bede pårørende eller læge om hjælp til at dø. I Holland og Belgien er det tilladt ved lov – dog kun for statsborgere. Nogle få danskere har de senere år valgt at tage turen til de privatklinikker, der findes i Schweiz, hvor man får hjælp til selvmord. Det er dyrt, og man skal være uhelbredeligt syg, for at komme i betragtning. Vælger man at dø for egen hånd herhjemme, vil jeg nødig komme med opskrifter. Ingen udveje er ’hensynsfulde,’ som du skriver. De fleste pårørende som skal leve videre bagefter, vil svare et rungende ’nej’ til spørgsmålet om, hvorvidt man kan være det bekendt. ’En plage for sig selv og andre’ skriver du. Det er i mine øjne ikke et argument for at tage sit eget liv. Der kan være situationer, hvor man efter et dødsfald eller et selvmord tænker, at et menneske har fået fred. Men det er sjældent, fordi de har undgået en ’ydmygende alderdom.’ Jeg vil til slut anbefale en af de klogeste bøger, jeg har læst om død, sygdom, selvmord og alderdom. ’Sådan dør vi,’ af Sherwin B. Nuland. Læs den.

— Line Vaaben

Svar II:

Har man i fortvivlelse besluttet at tage sig selv af dage, tror jeg, de færreste tænker på andre. Handlingen er i sagens natur grænseoverskridende, hvilket har fået myndigheder gennem tiden til at reagere stejlt mod døden for egen hånd. I visse kulturer har der været dødsstraf for selvmordsforsøg. Kirken har ydermere fordømt selvmordere, der jo på den facon tog livslængdeudmålingsmonopolet fra Vorherre.

Jeg kan ikke give konkrete råd om selvmordsmetoder, blot konstatere at hvis jeg gav – usagkyndig – vejledning, bragte jeg mig på linje med den læge, der ulovligt og forkasteligt ville gøre det samme.

Vi er herre over egen krop og eget liv. Vi kan i moralsk forstand – vel at mærke uden at skade sagesløse togførere – frit vælge en sidste udvej, hvordan man så end bærer sig ad. Det sidste, det skadevoldende er problemet: Uanset hvilke gode grunde man har for at tage enkeltbilletten, vil man uundgåeligt udstyre sine efterladte med en skyldfølelse, de næppe forvinder. Det skal man tænke over, hvis man er ved sine fulde fem og ellers holder af dem.

— Georg Metz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi har efterhånden fået opbygget et samfund, der insisterer på, at uanset hvor slemt du bliver behandlet af livet, er det værste tilbage, nemlig døden.
Alderdom og sygdom kan være hårdt, men også mistrøstighed i al almindelighed kan gøre livet til et helvede.
Et middel har i nogle kulturer været at vandre ud i kulden og fryse ihjel. Tag en flaske god vin eller wiskey med og nyd den kuldedød, som H C Andersen beskriver i "Pigen med svovlstikkerne."
De efterladte? Somme tider har man lov at tænke på sig selv.