Læsetid 3 min.

Enola Gay Tibbets

Det svirrer med navne, når man hører om bombningerne af Hiroshima og Nagasaki. Måske på grund af en slags desperation
Det svirrer med navne, når man hører om bombningerne af Hiroshima og Nagasaki. Måske på grund af en slags desperation

Ib Kjeldsmark

15. august 2015

Det må have været underligt at være Enola Gay Tibbets. Da hun døde i 1983, var hun allerede sikret en plads i historien, selvom hun så vidt vides ikke rigtig havde gjort noget særligt. Men det fly, der kastede den første atombombe over Hiroshima i august 1945, var opkaldt efter hende.

Hendes søn var flyets øverstkommanderende, oberstløjtnant Paul Tibbets. Han havde opkaldt det efter hende, bl.a. fordi, hun havde støttet ham, da han opgav en karriere som læge for i stedet at blive militærpilot.

Når man søger efter oplysninger på internettet om Enola Gay Tibbets i dag, finder man let en del henvisninger til hende, men selv om hendes søn og flyet og den bombe, det kastede, har hver deres Wikipedia-sider, er Enola Gay Tibbets kun repræsenteret ved sit navn. Hun var kvinden, som bombeflyet, der kastede den første atombombe, var opkaldt efter.

Fra bomber til droner

Der var i det hele taget en masse navngivning omkring de to atombomber, der dræbte flere hundredetusinde japanere. Bomben om bord på Enola Gay hed f.eks. Little Boy, og flyet, der tre dage senere kastede en bombe over Nagasaki, hed Bockscar, mens bomben hed Fat Man. Derudover indgik fly som The Great Artiste, Full House og Big Stink i missionen.

De havde tegninger og navne på næserne; The Great Artiste prydedes f.eks. af en elegant varieté-kunstner af en slags med moustache og butterfly og en generøs håndbevægelse. Flyet var opkaldt efter bombeskytten, der efter sigende både var en kunstner til at pløkke folk og til at score damer.

Det er naturligvis en tendens, man har kunnet finde helt frem til i dag, hvor soldater laver en slags ’Kilroy was here’ og tager trofæbilleder, osv. Alligevel er det vanskeligt ikke at modstille Enola Gay, Little Boy og de andre med de anonyme dronefly, der summer henover Mellemøsten i dag.

Er det ikke, som om vi er gået fra en meget stærk trang til at subjektivere krigsfortællinger og begivenheder til at anonymisere dem og udviske dem? Hvis der er én virkelig stærk, bred sociokulturel tendens i dag, er det vel anonymiseringen af volden? Fra droneflyene over klimaforandringerne og den globale finanskapitalismes lydløse rasen til den såkaldte ’nødvendighedens politik’, der dekreterer nedskæringer og fattigdom, uanset om man hedder Thorning eller Løkke eller Merkel eller Tsipras. Det er, som om der ikke rigtig er nogen bag ved det hele, som om lidelsen ikke længere har noget navn. Den sker bare.

Kollektiv død

Måske var de mange navnelege omkring atombomberne i Hiroshima og Nagasaki en slags forsøg på at insistere på individualiteten, på meningsfuldheden, på at vi hver især nok skulle stå til ansvar for det, vi havde gjort.

Måske virker det i dag lidt tragikomisk, fordi det netop var så helt ude af proportioner: Little Boy slog omkring et halvt hundrede tusinde mennesker ihjel med ét slag. Det var ikke bare drengestreger. Det nytter i det hele taget ikke længere noget at klamre sig til heltefortællinger og navngivninger.

Den franske filosof Michel Serres har flere gange kaldt Hiroshima for sin filosofis eneste virkelige objekt. Det 20. århundredes store omvæltninger var kondenseret i denne ene begivenhed. Én af de ting, Serres mente, skete, var, at vores opfattelse af døden ændrede sig.

Fra at have været individuel siden i hvert fald kristendommens begyndelse, hvor enhver måtte tænke på sin egen frelse og evige liv, blev døden igen kollektiv: Vi kunne pludselig forestille os udslettelsen af hele menneskeheden i et atomragnarok, men vi kunne også langsomt begynde at se katastrofale scenarier udspille sig som følge af vores enorme påvirkning af miljøet.

Spørgsmål som »kan vi efterlade dette til vores børn og børnebørn« begyndte at spille større roller end »vil jeg have gjort mig fortjent til at komme i himlen«.

Når der de sidste 20 år er begyndt at komme en masse nye, kollektive bevægelser, kan man derfor se det som et modsvar mod den anonyme kollektivisering, der allerede er sket i økonomien, forureningen og krigens politikker. Fra subcomandante Marcos til Occupy Wall Street og Anonymous er verdens befolkninger gået i gang med at forsøge at artikulere kollektive modsvar til globaliseringen og den anonyme vold.

Der er brug for at genopfinde et kollektivt subjekt, fordi individualiseringen og celebritykulturen kun er desperate modsvar til den allerede kollektive, globale samhørighed, der har forbundet os, uanset hvad vi mener om det.

Måske er der netop en lidt trist sandhed i, at Enola Gay Tibbets selv var opkaldt efter en romanfigur, der havde fået sit navn, fordi – som hun funderede – hendes forældre muligvis havde forudset, at hun ville ende med at få et ensomt liv. ’Enola’ er ’alone’ stavet bagfra.

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu