Baggrund
Læsetid: 16 min.

Det gode fængsel er et, hvor du har noget at miste

Store udearealer og mange eneceller, hvor det er muligt at få familien på besøg, er ifølge de indsatte med til at gøre Jyderup Statsfængsel til Danmarks bedste åbne fængsel. Fangerne har privilegier, de er bange for at miste, og det giver mindre ballade og mere selvjustits
De indsatte har mulighed for at handle ind hos købmanden mandag, onsdag og fredag. Tidligere drev fængslet selv købmanden, men nu er det en privat aktør – dog med indsatte bag disken

De indsatte har mulighed for at handle ind hos købmanden mandag, onsdag og fredag. Tidligere drev fængslet selv købmanden, men nu er det en privat aktør – dog med indsatte bag disken

Ulrik Hasemann

Moderne Tider
8. august 2015

Klokken er 06.10, og fængselsbetjenten Fikret sidder og holder øje med seks skærme, der viser overvågningen over Jyderup Statsfængsel. Fangerne er stadig låst inde, så der sker ikke det store udover områdets fugle og katte, der til Fikrets irritation hele tiden får alarmerne til at gå i gang.

»Nu har vi sat den på lydløs, for ellers bimler og bamler den hele tiden. Fra ved halv fire-tiden begynder fuglene at sætte sig på hegnene og sætter alarmen i gang. Lige nu er det sommer, så der er rigtig meget dyreaktivitet,« siger han og sætter lyd på for at illustrere.

En indsat kommer op til skranken og råber sit fangenummer for at melde, at han tager på arbejde. Det er et åbent fængsel, så de indsatte, der er i slutningen af deres afsoning, har mulighed for at passe et arbejde udenfor.

Overvågningsanlægget begynder at bippe. »Ja, det er så faktisk nogle ænder, der sidder hernede ved hegnet,« siger Fikret og zoomer ind. »De får rigtig mange kuld.«

Klokken er 06.17, og det bipper igen. »Ja, det er ovre ved arresten, der er måger og alt muligt derovre,« siger Fikret.

En kvindelig fængselsbetjent viser strafcellerne frem lige ved siden af vagtstuen. Det er her, de indsatte, der bryder reglerne, bliver smidt hen. Der er også en observationscelle til fanger, der går amok eller bliver selvskadende, forklarer hun. Der er stort set kun en seng og et fjernsyn, og der lugter dårligt. Nede for enden er en lille, ca. 6x15 meter stor gård med tykt metalgitter over, hvor fangerne, der er røget i strafcellerne, kan gå tur. »Det er det eneste, vi har, der minder om et sådan rigtigt fængsel-fængsel,« siger hun.

Store hegn og overvågning rundt om Jyderup Statsfængsel er af nyere dato: Et resultat af tendensen med, at de fæle krimelle skal holdes skarpt adskilt fra resten af samfundet, siger en indsat.

Store hegn og overvågning rundt om Jyderup Statsfængsel er af nyere dato: Et resultat af tendensen med, at de fæle krimelle skal holdes skarpt adskilt fra resten af samfundet, siger en indsat.

Ulrik Hasemann

’Jeg gad ikke samarbejde’

Klokken er 06:28, og vi er tilbage i vagtstuen: »Der er sket det, at de to fugle, der sad på hegnet, er fløjet væk,« siger Fikret. Han panorerer ud over de naturskønne områder med grønt græs og boldbaner og forklarer, at der før i tiden typisk blev kastet ting ind over hegnet. Det sker ikke så tit længere, for nu bliver tingene smuglet ind, når fangerne har været på udgang, eller når de får besøg.

Der er to vågne vagter på arbejde om natten og to, der sover. De bliver kun vækket, hvis der sker noget akut i løbet af natten. Det sker ikke så tit, fornemmer man. Fikret klikker rundt på sin skærm og trækker fanger ud til at aflægge urinprøve. Trækkes man ud til prøve, skal man aflægge den kl. 7.15. »De fleste kan tisse om morgenen, men kan man ikke det, så bliver man låst inde i tre timer, til man kan,« forklarer han.

Klokken er 07.02, og vagterne går ned langs de lange lige gange med celler på blå og rød afdeling. De står for en side hver ad gangen, sætter nøglen i celledøren, åbner og råber »Godmorgen!«. »Ja, godmorgen« lyder det søvnigt tilbage fra flere af cellerne.

Fællestillidsmanden sidder i sin celle og ser fjernsyn. Han repræsenterer alle fængslets indsatte over for ledelsen. Der er også talsmænd på de enkelte afdelinger, men for at der ikke hele tiden skal være forskellige, der går til ledelsen med alle mulige småproblemer, har de samlet ansvaret hos ham.

Onsdag er en travl dag, forklarer han. Der skal laves tilbudsavis for købmanden, og den skal printes i farver oppe hos ’juntaen’ – fængslets ledelse. Netop købmanden er noget, fællestillidsmanden har brugt en del tid på:

»Jeg tog ham i at lægge 11,8 procent oven i de almindelige priser. Vi holder hårdt på, at det skal være de samme priser som udenfor. Jeg gik ned i forretningen i byen for at købe præcis det samme som herinde, og der var 45 kroners forskel på 12 varer. Det fik vi så en dialog omkring, hvordan det kunne løses fremadrettet,« siger han og ser tilfreds ud.

Ulrik Hasemann

Fællestillidsmanden har en dom på 12 år for »hård narko« og har indtil videre siddet i Jyderup i 10 måneder. Han kom hertil efter to et halvt år i varetægt i det lukkede fængsel i Vridsløselille. Varetægtsfængsling er hårdt, for ud over uvisheden, betyder det også kontrol med både besøg og breve:

»Den danske lovgivning gør det muligt at afskærme os totalt. Det er hård kost, men sådan er det, når man ikke gider at samarbejde, og det gjorde jeg ikke. Jeg gider ikke at gøre deres arbejde for dem,« siger han.

Klokken er 07.30. Fire indsatte drikker kaffe på vaskeriet. To industrimaskiner vasker arbejdstøj fra de forskellige afdelinger. Radioen spiller »What if God was one of us« med Joan Osbourne. De er alle store og velformulerede mænd, der har domme for narkokriminalitet og flere af dem har fået over 10 år.

Jyderup er Danmarks bedste åbne fængsel, er de enige om. Og sådan er det også kendt bredt blandt fanger. Cellerne er gode, der er store grønne arealer, hvor man kan have sin familie på besøg i weekenden. Der er også kommet ordentligt arbejde at tage sig til, som køkkenforløbet hos Meyers, der er »det første meningsfulde, jeg har lavet i et fængsel«, som en formulerer det. Han har tidligere siddet en dom på 10 år, og har nu fået en på 13, så han ved, hvad han taler om:

»Er der problemer herinde, tager man en snak om det. Helt stille og roligt. Der har ikke været alarm her i et år. I det lukkede fængsel skete det tre gange om dagen,« siger den indsatte, der ikke vil have sit navn i avisen.

»Hele ånden i det lukkede fængsel er en anden. Her har alle noget at miste, hvis de gør noget dumt, det har man ikke i det lukkede. Selv hvis man opfører sig ordentligt og passer sig selv, så begynder folk at genere en derinde,« siger han.

’Næste gang vil jeg blive ude’

I Jyderup har alle privilegier, som de ikke vil risikere at miste, og derfor er der en fælles interesse i ikke at eskalere situationer, så man kommer tilbage i et af de lukkede fængsler:

»Straffen er, at man ikke kommer ud til sine børn. Det er første gang, jeg sidder inde, mens jeg har børn. Det er noget helt andet. Jeg var ude hos dem for første gang siden min dom for nylig, og de tudede i tre timer. Det var helt forfærdeligt,« siger han.

Ulrik Hasemann

Klokken er 09.00. Claus, 32 år, sidder i et sterilt opholdsrum ved siden af fængslets køkken og spiser. Han har siddet i fængsel 8-10 gange for forskellige ting, og lige nu har han en dom for at køre uden kørekort. Det er han blevet taget for så mange gange, at han nu får et halvt års ubetinget fængsel, når han bliver taget. Det har indtil videre ikke stoppet ham.

»Jeg kan godt lide at køre bil, det er ingen hemmelighed,« siger han. Ifølge Claus blev han ikke taget, fordi han kørte for stærkt eller dårligt, men fordi en lokal betjent genkendte ham. En anden gang var det, fordi han talte i mobiltelefon. I fængslet arbejder han i køkkenet til kl. 10 og derefter i købmanden, og ellers passer han sig selv og den flyttevirksomhed, han har udenfor.

»Når jeg kommer ud denne her gang, vil jeg gerne blive derude og ikke bare komme herind igen og bruge det som et hotelophold,« siger Claus.

Klokken er 10.30. En fange med tatoveringer i ansigtet står og ordner blomster. En anden klipper hæk. Græsset er velholdt grønt, og man kan se, at området bliver passet:

»Vi gør en ære i det, for vores familier kommer her jo. Så vi holder selvjustits,« siger fællestillidsmanden. At holde området pænt for familierne er vigtigt, og fangerne ved også, at hvis de ikke holder styr på stedet, så risikerer de at miste privilegier.

Så gutter, nu er den gal, der er fundet bestik, kander og skåle i skraldespanden, står der på en opslagstavle. Hvis ikke vi kommer ind i kampen og får styr på det, så bliver både vores borde/bænke og grill taget fra os. Husk, det er alles ansvar, og alle det går ud over!!!!

Ulrik Hasemann

Klokken er 10.45 og en fængselsbetjent låser døren op til afdelingen for fanger, der er i behandling for misbrug.

»Vi har valgt at adskille dem fra narkobaronerne derovre, siger han og peger over mod Firkanten, hvor fællestillidsmanden og de andre har deres celler.

»Så frister det ikke så meget«. Tager man nogle af programmerne i fængslet, kan man opnå at komme hurtigere ud igen. I Jyderup er der et langt misbrugsforløb, og en del fanger har også taget voldsforebyggelsesprogrammet i Vridsløse, som tager otte måneder:

»Hvis man tager programmerne, så opnår man noget. Hvis der sidder nogen herinde, som ikke bare vil ud hurtigst muligt, så lyver de,« forklarer en fange.

’Vi har fået meget mere hegn’

I dag har de førstehjælpskursus, og fangerne er fordelt ud over de forskellige øvelser. I køkkenet står en mand med pakistansk baggrund og laver indisk mad. Han har siddet otte måneder af en dom på seks år for at sælge heroin og er nu i behandling for sit stofmisbrug. Han vil gerne helt ud af kriminalitet, men det er svært, for pengene har været rigtigt store.

»Jeg har det dårligt med det og vil helst stoppe helt. Men det er ikke kun behandlingen, der er også mit netværk og hele områder, hvor jeg skal stoppe med at komme,« siger han.

Ulrik Hasemann

Klokken er 12, og de indsatte på fængslets andet behandlingsafsnit står og laver svinemørbrad til frokost. De er i fase 3 af deres behandling og er dermed ved at have gennemført. Hele behandlingen tager mellem fire og seks måneder. Fangerne på afsnittet må ikke omgås de andre fanger, og i stedet for at arbejde deltager de dagligt i behandlingsaktiviteterne og holder møder.

»Nogle gør det for at komme ud efter halv tid, andre gør det for at komme ud af deres misbrug. Jeg gjorde det for at ændre mit liv, mit temperament, min kriminelle tankegang og mit misbrug,« siger en fange, der har en dom på fire år for blandt andet afpresning og vold.

»Der vælter heller ikke stoffer rundt på gangene som i de andre fængsler. Man er mere beskyttet her,« siger han.

En anden fange, der er dømt for narkokriminalitet, bryder ind:

»Afsoningen går også hurtigere her. Jeg gad kraftedeme ikke rende rundt derude,« siger han med henvisning til de indsatte, der går rundt og klipper hæk.

»Her skal jeg ikke tage stilling til noget som helst,« siger han og forklarer, at det er en følelse, man bliver vænnet til i fængslet. »Da jeg var på udgang, stod jeg på Flintholm Station og skulle med toget og rodede rundt i lommerne, fordi jeg ikke kunne finde min billet. Et splitsekund tænkte jeg: Arh, gid jeg var i fængslet, så jeg ikke skulle tage stilling, til det her,« siger han.

De indsatte på fængslets behandlingsafsnit har førstehjælpskursus. I fængslet kan man få hjælp til at komme ud af et misbrug, og behandlingen træder i stedet for beskæftigelse. Fangerne i behandling holdes isoleret fra de øvrige fanger for at undgå at blive fristet af stofferne der.

Ulrik Hasemann

Klokken er 12.45. Majbrit Smitsdorf sidder ved sin computer på kontoret i Modtagelsesafdelingen. Det er her nye fanger ankommer og bliver introduceret til fængslet, inden de bliver fordelt ud på de almindelige afdelinger. Majbrit Smitsdorf er en af dem, der har arbejdet længst i Jyderup, og selv om fængslet stadig er kendt som et sted, hvor fangerne får lov til at passe sig selv, er der blevet strammet meget op de seneste år. Da hun startede, var det nemmere at komme ind og ud af fængslet og fangerne blev ikke låst inde i deres celler – heller ikke om natten:

»Vi har fået meget mere hegn, vi har fået overvågning, og vi tager langt flere urinprøver. Tiden var lidt mere laissez-faire dengang,« siger hun. Men flere af sikkerhedsforanstaltningerne er i virkeligheden primært for de indsattes egen skyld efter flere tilfælde med folk udefra, der overfaldt indsatte, forklarer hun.

»Vi havde Jønke, der blev skudt ovre på Stue 134 – jeg tror faktisk stadig, vi har døren et sted – og så havde vi en, der blev skudt i ballen på Rød Stue«.

Klokken er 14.40, og de indsatte spiller fodbold. Flere af dem har smidt trøjen heroppe på græsplænen – det eneste sted i fængslet, hvor det er tilladt. Det er vist noget med, at ledelsen i fængslet ikke kan lide, at fangerne viser deres krop og tatoveringer så meget frem nede ved cellerne. Fangerne taler om forskellen på de forskellige celler i de forskellige fængsler og på de forskellige afdelinger.

Ulrik Hasemann

’De hårdere straffe må man tage med’

’Pinden’, som de kalder cellen, er noget af det mest afgørende, for hvor der er rart at være i de år, man skal sidde inde, og her er Jyderup godt. Der er mange enmandspinde, og man kan få besøg af sin familie i cellen i stedet for i et koldt besøgslokale. De gode udearealer er også vigtige for, at man kan få rørt sig og ikke bare laver ingenting:

»Jeg har løbet en halvmaraton herinde rundt på området. Man bliver sgu fantasifuld.« siger en indsat.

Klokken er 15.00. Der er lang kø på den lille trappe foran fængslets købmand. Mandag, onsdag og fredag kan man købe ind. Der er mange nye ansigter, fordi den er over tre, så de, der ikke arbejder, er netop blevet låst ud af deres celler.

Flere kommer over til fællestillidsmanden og brokker sig over, at fjernsynskanalerne ikke virker. Han har allerede gjort ledelsen opmærksom på sagen, der handler om et nyt og meget fintfølende digitalt signal. Folk er oprørte over situationen, og udsigten til, at det kan tage dage, før det kommer til at fungere igen.

»Tro mig, der bliver ramaskrig. Halvdelen af fængslet har fjernsyn, der ikke virker. Det skal bare løses nu. Ellers bliver min dør banket ind senere,« mumler han lavmælt.

Der må kun være fire fanger i købmanden ad gangen, så det tager sin tid. Varerne er stillet op bag kassen, som i en gammeldags købmand, så man skal spørge efter det, man vil have, og det er, som om det netop går op for en af de indsatte.

»Tør I ikke lade os gå rundt og tage varerne selv? Er det fordi vi er kriminelle?« spørger han.

Ulrik Hasemann

Klokken er 16.30. En indsat i sort hættetrøje, står foran kirken og ryger smøger. I dagtimerne arbejder han som gartner i fængslet.

»Nåh, har du fået snakket med nogle af de andre om valget?« spørger han. Selv stemte han Dansk Folkeparti på grund af deres udlændingepolitik og grænsekontrol.

»At de så går ind for hårdere straffe, er så noget, jeg må tage med,« siger han og begynder at tale om det nyttesløse i hele tiden at straffe hårdere uden, at det har nogen effekt.

»Man er begyndt at stramme skruen rent strafmæssigt, og loven, der er lavet med det formål at bekæmpe bander, bliver brugt mod almindelige borgere, som ikke har ond hensigt,« siger han med henvisning til stramningerne af våbenloven. Da han sad i arresthus, var der hele tiden problemer, men her i Jyderup fungerer alt fint, fortæller han.

»Tilliden fra personalet er relativt stor. Der er selvfølgelig nogen, der ikke kan lide de andre, men sådan er det jo også i samfundet.«

Ulrik Hasemann

Klokken er 17.30, og technoen brager ud af højttalerne i træningscenteret. Det er en stor hal, hvor nogle spiller badminton og fodtennis, mens andre styrketræner. Regnen trommer højlydt på taget, mens 10 indsatte hiver i vægtene.

Uden for træningsarealet hænger en opslagstavle, hvor man skal hænge sit Green Card op på for at få lov til at træne. Jyderup er et af de få fængsler, der stadig har de tunge vægte, men til gengæld testes de ofte for steroider. Bliver man taget, ryger Green Cardet.

Fængselsbetjenten Jørn holder opsyn med området. Han har tidligere arbejdet i Herstedvester, men skiftede til Jyderup, blandt andet fordi man har mulighed for at lave mere sammen med de indsatte. Han er ofte igangsætter af aktiviteter og var også med til fodboldkampen i dag. Men han er stort set den eneste betjent, Information har set ude blandt fangerne hele dagen.

»Jeg synes, mange her er for dovne, og ikke kommer ud blandt de indsatte. De kommer og låser op og i, og ellers er de ikke ude,« siger Jørn.

Ulrik Hasemann

’Det er jo et mini-Christiania, der her’

Klokken er 18.20. En fange sidder alene i fængslets kirke og spiser medister med kartofler, brun sovs og rødkål. Der er fællesspisning for dem, der ikke selv laver mad hver aften heroppe. I modsætning til stort set alle andre fanger, Information har talt med i løbet af dagen, er det første gang, han sidder i fængsel.

»Jeg har været her i to et halvt år, og der er da flere, jeg allerede har mødt to-tre gange, fordi de kommer igen,« siger han. Selv blev han dømt for at true en anden med en pistol, og det tolkede retten som drabsforsøg:

»Ja, så det blev en af de lange,« siger han. Han holder sig sig mest for sig selv.

»I den tid jeg har siddet inde, har jeg set mere fjernsyn end i hele resten af mit liv. Jeg er faldet lidt ned i tempo, for tiden skal bare gå. Jeg har taget 25 kilo på. Det første års tid var jeg god til at lave noget, men nu laver jeg ikke så meget. Går en tur engang imellem,« siger han.

Ulrik Hasemann

Klokken er 18.37, og Peter vasker op efter aftensmaden. Hans arbejde er at stå for mad og rengøring i kirken samt at bestille is, sodavand, burgere, pommes frites osv. Hver dag laver han mad til fællesspisningen i kirken.

»Jeg kan godt lide at lave mad. Og når der er gudstjeneste, så bager jeg,« siger Peter. Han er 69 år og en af de ældste i fængslet. Han og hans venner – alle er mellem 55 og 70 år, indskyder han – tog amfetamin ved festlige lejligheder, og det var ham, der skaffede det.

Da han blev anholdt, havde han lige fået et helt rådyr med hjem på altanen, som han stod i køkkenet og var i gang med at partere. Han havde netop tømt sin fryser for at gøre plads til dyret, så da politiet bankede på for at ransage lejligheden, lå der 1,2 kilo amfetamin og et rådyr på køkkenbordet.

»Det rådyr nåede aldrig ind i fryseren. Det var sgu synd, for jeg havde sådan glædet mig til det,« siger han og griner højt. Han var ikke tidligere straffet, og fængslet var lidt et kulturchok.

»Det undrede mig, at vi skulle aflægge urinprøver herinde. Vi var jo i fængsel. De grinede bare af mig, og sagde: ’Det finder du nok ud af.’ Og det gjorde jeg. Det er jo et mini-Christiania, det her« siger han og griner igen.

»Det værste er, at de unge mennesker er begyndt at blande fælgrens op, som de drikker. Altså, se hvad det gør ved dine fælge, hvad tror du det gør ved dig indvendigt? Jeg ved godt, at de siger, at det er en kemisk forbindelse, men for mig så kunne de lige så godt ryge Vanish.«

’Man bliver nok lidt miljøskadet’

Klokken er 20.08, og fællestillidsmanden sidder tilbage i sin celle og slapper af i sin komfortable læderstol. Stolen risikerer han til sin store fortrydelse snart at miste, da Jyderup Statsfængsel er begyndt at indføre standardinteriør, der skal være ens på alle cellerne. Slut med at have sine egne luksusmøbler med ind. Han griner af påstanden om, at de ydre hegn er til fangernes eget bedste.

»Gu er det røv. Det er da for, at vi ikke skal smutte. Hvorfor vender alle kameraerne ellers indad?« siger han. Hegnet generer ham dog ikke det store, og at dørene nu bliver låst klokken 21 er fint:

»Jeg synes det er rigtigt rart, at de låser døren, så kommer der ikke nogen og banker på hele tiden. Det er et frirum, man har til at være sig selv og slappe af.«

Ulrik Hasemann

Når cellerne bliver låst af, ringer han til sine børn og siger godnat, og ellers taler han med sin kone i telefon og ser fjernsyn. Flere fanger banker på og kommer ind for at høre om det nyeste om situationen med tv-kanalerne. Flere er oppe at køre over muligheden for, at de skal sidde låst inde hele aftenen uden at have noget at lave. Fællestillidsmandens eget fjernsyn har han fået til at virke. Det er altid tændt, for ellers kommer han bare til at sidde og tænke for meget over alt muligt.

»I Vridsløse var der noget, man fulgte med i. Nu har jeg så meget andet at tage mig til, at jeg ikke rigtigt følger med i noget særligt,« siger han.

»Jeg slukker ikke fjernsynet. Hvis det er slukket, så kan jeg ikke sove. Der skal ske noget herinde. Hvis der går fire timer, uden jeg rør ved fjernbetjeningen, så slukker det automatisk. Så vågner jeg og tænder det igen,« siger han og holder en pause.

»Ja, man bliver nok lidt miljøskadet af at sidde her«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En ting er at man kan miste noget, men der bør også være noget man kan vinde. Sådan er hele samfundet bygget op.

Vi ser gerne alle kommer videre i livet og ikke falder tilbage i et kriminelt liv.

Muligheder som at hjælpe fangerne med start af egne virksomheder, mange har for eksempel drevet en forretning med hashsalg/import/eksport, der er ikke den store forskel på at drive et legalt firma, der skal bare nogle andre varer på hylderne.

Tilsvarende med mange andre, nogle mangler måske uddannelser, der ville kunne bruges i firmaer andre starter.
Samarbejde om den slags blandt fangerne og fangevogterne, tror jeg på er vejen frem - men systemet er sikkert alt for stift..

Jens Haushøj

"mange har for eksempel drevet en forretning med hashsalg/import/eksport, der er ikke den store forskel på at drive et legalt firma, der skal bare nogle andre varer på hylderne."

Jeg tror du bliver slemt skuffet hvis du giver i kast med en legal virksomhed. At det bare er produktet man sælger, der skulle være forskellen er i bedste fald utopi.

Simon Rosenkilde

"Feriekoloni!", kan jeg høre dem messe..

Spørgsmålet er, om det er feriekoloni nok, når alt er sagt.

Set ud fra en længere filosofisk betragtning, jeg vil sparre jer for her, må man simpelthen bortskære idéen om straf, og fokusere, konkret, på idéen om, at individet, der forbryder sig mod samfundet, må være sygt: Hvis vi, som samfund, mener, at noget, et frit individ gør, er forkert nok til, at vi vil tage dets frihed, fordi vi, flertallet, udgør en majoritet - i dette tilfælde et samfund og et demokrati - så må vi også, som samfund, udstikke en base for hvad den normal, vi dømmer ud fra, er.

Kører man den betragtning langt nok ud, så lander den ved, at medmenneskelighed og empati er den devise, der udgør bundlinjen af et sundt individ og, at hvis et samfund skal skrive under på en fælles moral, så må disse værdier, i sig selv, være den "normalitet", vi vælger at holde i relief til et menneske, vi vælger at kalde forbryder.

Dette betyder, hvis man underskriver på devisen, at medmenneskelighed og empati er de nominerende faktorer, der kendetegner normalen, at man, som samfund, pludselig er låst i sit eget behov for hævn og straf: Hvis vi vælger at straffe, fordi et menneske, i sine handlinger, ikke har udvist empati og medmenneskelighed, hvordan kan vi så, som samfund, dømme dette menneske til en straf og en hævn, der, netop i dennes natur, er umenneskelig og uempatisk?

Svaret er, at et samfund, der vælger at betragte sig selv som civiliseret, ikke KAN straffe, nogensinde, men kun "rehabilitere".

Med det udgangspunkt, så må man, som samfund, stille spørgsmålet: Vi vælger at isolere et menneske fra samfundet, hvilket, ud fra ovenstående devise, er ok, men vi må kun gøre det for, i medmenneskelighedens ånd, at skabe nogle rammer, hvor vi, i troen, netop på medmenneskeligheden, kan NÅ disse individer og, med tanken på at "omvende dem til os", forsøge at lære dem, at Være som os.

Det sætter samfundet i en stor knibe, for, på den ene side har du et samfund, der består af mennesker, der, for langt størstedelens vedkommende, er ubegavede idioter, og som, på den anden, er funderet i, blandt andet, de moralske principper og tanker, der gør sig gældende når dets ideologiske skellet skal bygges op.

Resultatet er, at idioterne, der ikke har hverken det emotionelle, menneskelige eller intellektuelle overskud, skriger, som dyr, på blod, når nogen træder over den etablerede ramme for opførsel, imens ideologien, der udgør skellettet for vores frihed i sig selv er bygget på HÅB for disse overtrædere.

Derfor den store konflikt i vores fængselsvæsen: IDEOLOGIEN er at rehabilitere, imens Samfundets borgere, i deres dårskab, skriger på hævn, når overtrædelserne finder sted.

Det sender os tilbage til feriekolonien: Jeg syntes, personligt, at den tanke, der ligger for dagen med den ramme og struktur, der udgør vores åbne fængsel her, er fantastisk. MEN, og det er så det, jeg så gerne, at man gjorde MERE: Hvis vi ønsker at HJÆLPE folk, til ikke at begå de fejl, der sendte dem derind til at starte med, så må man NÅ dem: Rehabilitere.

Det canadiske forsøg (og jeg undskylder, jeg har ikke kildehenvisninger), der kørte i midten af halvfemserne, satsede, målrettet, på at UNDERVISE sine borgere i, at være mennesker, enten igen, eller for første gang.

De anbragte et, for mig, ukendt antal kriminelle i specielbyggede huse, der rummede plads til 6 fanger i hvert hus, et køkken, en stue og et stort reakrativt område uden for disse bygninger. I løbet af en dagligdag skulle disse fanger, i samarbejde med pædagoger og terapeuter, lære at være mennesker: De skulle sidde, sammen, og spise, de skulle deltage i arbejde, i terapi, i samarbejde og i undervisning, alt sammen med sigt på, at hjælpe disse mennesker, som mennesker.

Projektet var et pilotprojekt, men resultatet var overvældende: Ved at HJÆLPE disse mennesker, og VISE dem, hvad det er samfundet består af, lære dem, at der er plads til dem, også, og give dem værktøjerne til, når de kom ud, at DELTAGE, på lige fod med alle andre, så var resultatet, at langt over 80% af de kriminelle, der deltog i forsøget, IKKE kom tilbage til fængslet.

Ergo: Løs PROBLEMET, ikke hvem, der har skylden: Find ud af, hvor, i det fejlende menneske, vedkommende er kommet til kort i sin forståelse af andre mennesker, og HJÆLP dem til at blive hele og, at kunne deltage, sammen med os andre.

At lade være være er simpelthen for dyrt.

"Man kan, til enhver tid, vurdere et samfund på, hvordan det behandler dets kriminelle."

Spørgsmålet er hvilket Danmark vi skal have: Et samfund, der, i tryghed, hjælper dets borgere, eller, ét i frygt, der kun straffer og, aldrig får løst sine problemer..?

(Og kan vi så få en legalisering af euforiserende stoffer, og en statskontrol med dem, så politiet kan jage rigtige forbrydere, borgerne kan lades i fred og staten tjene de milliarder, den går glip af lige pt.?)