Læsetid: 6 min.

»Kald mig ikke kryptonazist!«

En dokumentarfilm om en række legendariske tv-dueller fra 1968 mellem de to intellektuelle fyrtårne Gore Vidal og William Buckley er blevet sommerens store hit på amerikanske filmfestivaler – måske fordi den minder os om en tid med større ideologisk lidenskab, hvor mange af de nuværende kulturelle brudlinjer blev til
29. august 2015

Debatniveauet når svimlende højder. Kombattanterne er to af 1960’ernes absolutte intellektuelle giganter Gore Vidal og William F. Buckley Jr., mediet er tv-stationen ABC, og årstallet er 1968.

Et lille havlt århundrede senere viser et gensyn sig at have så stor gennemslagskraft, at en en dokumentarfilm om rækken af tv-debatter mellem de to – Best of Enemies – er blevet den helt store overraskelse og succes ved denne sommers filmfestivaler i USA.

»Det tog lang tid for os at lave filmen, for ingen havde lyst til at skyde penge i den,« forklarer medinstruktøren Robert Gordon, der ikke kan skjule sin fryd over at have vist sig klogere end disse skeptiske investorer.

»Folk tænkte: ’Hvem har lyst til at se en film om et par for længst afdøde intellektuelle meningsdannere, der skændes på tv?’ Nå, men vi lavede altså filmen alligevel og beviste, at de tog fejl«.

Succesen hænger givetvis et stykke af vejen sammen med, at det i vore dages tv-offentlighed ville være utænkeligt at transmittere en lignende duel over for et primetimepublikum. Scenen for debatten er et USA, der sidder fast i Vietnamkrigens hængedynd. Buckley og højrefløjen insisterer på nødvendigheden af at fortsætte med at udkæmpe en patriotisk krig mod verdenskommunismen og på at sætte ind imod, hvad de ser som fremadskridende kulturelt forfald på hjemmefronten. Vidal derimod bliver en slags talerør for den radikale modkultur, som spirer frem sidst i 1960’erne og vender sig imod både krigen og det samfund, som udkæmper den.

Vidal og Buckley skændes med en giftig oprigtighed og afdækker en dyb ideologisk brudlinje, der i dag fremstår så fastfrosset og ’naturgiven’, at vi i vores debatter har det med at overse eller tildække den.

»I dag,« siger Gordon, »kan vi lige så godt slå lyden fra, når vi ser de råbekonkurrencer, der skal gøre det ud for tv-debat. For vi ved på forhånd, hvad folk vil sige. Disse programmers funktion er alene at levere støj, der kan udfylde pauserne mellem reklameblokkene«.

Tv-debatter var dengang en satsning, som et ABC med vigende seertal forsøgte sig med i sin kamp mod rivalerne. Buckley grundlagde og redigerede det konservative stridsskrift National Review og er blevet kaldt den vigtigste inspirationsfigur for Ronald Regan. Vidal var homoseksuel historiker og forfatter fra en fremtrædende demokratisk senatorfamilie.

Deres intellektuelle tvist var nok båret af begge kombattanters store kulturelle horisont, men også af gensidig lidenskabelig afsky. Som afdøde Christopher Hitchens, en nær ven af Vidal, beretter i filmen:

»Der var ikke noget iscenesat ved deres antagonisme. Den foragt, de nærede for hinanden, var helt reel. Og den udsprang af noget dybt og grundlæggende.«

Bukcleys og Vidals rivalisering kan også siges at have kilder i den historiske tradition. Platon versus Aristoteles, Leibniz versus Newton, Jung versus Freud i forhold til det ubevidste, Vavilov versus Lysenko i forhold til genetik og miljø. Eller Albert Camus versus Jean-Paul Sartre – de to eksistentialistiske venner, som gerådede i strid om fransk kolonialisme i Algeriet, om kommunismens status som idelogisk ledestjerne og om individets rolle over for massernes.

Diskussioner, der føres fra så dybtliggende filosofiske modsætninger, står, som Gordon konstaterer, i skærende kontrast til det kammerateri, der indfandt sig mellem Bill Clinton og George W. Bush efter deres politiske opgør, »medmindre disse også kun var iscenesatte«. Når kameraerne blændede ned, sagde Buckley og Vidal absolut ikke tak for kampen og gik ikke ud for at tage sig en drink sammen.

Gordon, der stammer fra Memphis, taler både som instruktør/producer af Best of Enemies og som forfatter til Can’t be Satisfied, en vidunderlig biografi om bluesmesteren Muddy Waters, På samme måde som Muddys bluesmusik skærer filmens tema direkte ind til kernen af amerikansk kultur, siger han. Og gør det ved at stille skarpt på en tid, da »onde linjer blev trukket« op, som musikeren Stephen Stills udtrykte det. For skismaet fra dengang præger stadig nutidens ’kulturkrige’, og mulighederne for kompromis fortoner sig i samme grad.

På ét niveau har diskussionen universelt bud, som Richard Wald, daværende vicepræsident for ABC News udtrykker det:

»Hvilken slags mennesker skal vi være? Hvilket menneske er et moralsk forbillede?«

På et andet er det Amerikas sjæl, det handler om.

»På spil stod intet mindre end republikken selv«, siger Gordon. »Vidal og Buckley var begge overbeviste om, at hvis modpartens synspunkt triumferede, ville det ødelægge USA. Så det var ikke bare gensidig modvilje eller endda had, der holdt dem i kog. Det var også frygt. Frygt på Amerikas vegne.«

Blandt Vidals temaer i filmen – og i hans bøger – er synet på Amerika som et imperium, herunder hans advarsler – »som Perikles påpegede« – om, hvad der vil ske, når et imperium forløfter sig og rammes af forfald og indre opløsning. Vidal havde forudanelser, der rakte 45 år frem, siger Gordon. Buckley derimod sammenlignede demonstranters brug af et Vietcong-flag ud for det demokratiske partikonvent i 1968 i Chicago med at flage med en hagekors-fane.

I forbindelse med ABC’s dækning af de såkaldte Police riots, den voldsomme politinedkæmpelse, der fulgte efter konventet i Chicago, og hvor stavene blev trukket for at give studerende kraniebrud, kalder Vidal sin højreorienterede modstander Buckley for en ’kryptonazist’, fordi denne tager til orde for retfærdiggøre politibrutaliteten, hvortil Buckley replicerer: »Hør lige, din bøssekarl – kald mig kryptonazist én gang til og jeg gokker min knytnæve ind i dit fucking ansigt, til du sejler.«

Så kontant og uforsonlig var den intellektuelle fejde, at masken på et tidspunkt måtte falde, siger Gordon, og også det står i kontrast til vores egen samtids åndsformørkelse, hvor politikere, meningsdannere og tv-værter bare glider af eller vælger at ignorere problematikker som imperialisme og amerikansk magt, medmindre de henfalder til de rituelle ’råbe-kampe’, som seere af Fox News, men efterhånden også CNN og BBC nu jævnligt oplever at blive udsat for.

»Der er gået råd i vores debatkultur,« siger Gordon. »Opgøret mellem Buckley og Vidal var som en brand i en californisk redwoodskov. Hvad der går op i lue i dagens debatter, er bare papir, og det efterlader ingen aske. Diskussioner i dag handler ikke om det større hensyn til nationens ve og vel, men om at underholde og om at skabe sig en platform for at gøre sig selv personligt interessant.«

I en isnende formulering hævder forfatter og kommentator Eric Alterman, at tv-debatten mellem Vidal og Buckey blev et »forvarsel om en ulykkelig fremtid for Amerika«, men Gordon afviser enhver antydning af, at hans projekt skulle være nostalgisk. Han nøjes med at insistere på, at hans film viser, at der i offentligheden stadig findes »en appetit på en passioneret idédebat på højt niveau«. Spørgsmålet er bare, hvem der kan føre den i dag.

»På en måde var Hitchens den sidste af sin slags,« siger han. »Der er selvfølgelig Andrew Sullivan, som jeg ikke altid er enig med, men han formulerer sig i det mindste overbevisende, og der David Rieff – hvad ville der ske, hvis han deltog i en sådan fejde med en af sine modstandere? Og der er Sam Tanenhaus, Buckleys biografiforfatter. Da han og Hitchens sagde, at de var interesserede i at medvirke i vores projekt, vidste vi, at den her film ikke bare ville blive til noget, den ville også blive fremragende. Vi interviewede Hitch, to uger før han fik diagnosticeret terminal leukæmi.«

Gordon fortsætter:

»Det er måske bare en ønskedrøm, men jeg håber på, at vores film kan inspirere til efterfølgelse. Der står så meget på spil i dag, hele planetens fremtid, at det virkelig ville være modigt, hvis en af de større landsdækkende tv-netværk ville påtage sig at gøre, hvad ABC dengang måske mest gjore af desperation. Få de store tænkere ud i den store offentlighed ligesom Vidal og Buckley – det ville være en virkelig radikal idé, der gik op imod den herskende tidsånd.«

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det var Gore Vidal, der talte om det amerikanske ét-partisystem:

- There is only one party in the United States, the Property Party … and it has two right wings: Republican and Democrat