Interview
Læsetid: 10 min.

’Man kan kun rase impotent’

Woody Allen overvejer indimellem, hvordan han kan begå mord og slippe af sted med det. Det samme gør hovedpersonen i instruktørens nye film, dramakomedien ’Irrational Man’, filosofiprofessoren Abe, der har erkendt, at filosofi alene ikke hjælper på hans eksistentielle angst. Information har talt med Woody Allen om filosofi, romantik og fascinationen af mord
Filosofien kan ikke redde ens liv. Man bliver stadig gammel og dør, ligegyldigt hvor meget filosofferne taler til én og fortæller én om, at døden ikke er slutningen på livet, men en del af livet, siger Woody Allen.

Filosofien kan ikke redde ens liv. Man bliver stadig gammel og dør, ligegyldigt hvor meget filosofferne taler til én og fortæller én om, at døden ikke er slutningen på livet, men en del af livet, siger Woody Allen.

Tristan Fewings

Moderne Tider
8. august 2015

Hvis jeg kunne slippe af sted med at begå mord, tror jeg, at jeg ville være det eneste menneske tilbage i verden. Jeg ville tage dem én efter én.«

Woody Allen smiler og fortsætter så:

»Det er også det, filmen handler om – der er noget æstetisk tilfredsstillende ved at planlægge den perfekte forbrydelse. Ofte sidder man på et fly eller et tog og planlægger det perfekte bankrøveri eller det perfekte juveltyveri og nogle gange et mord. Man siger til sig selv, ’jeg vil begå det perfekte mord. Hvordan skal jeg gribe det an?’ Der er en kreativ æstetik over det. Det er de samme gener, der arbejder, de samme safter, der flyder, når man finder på noget og skaber ting. Det er meget tilfredsstillende, og jeg er sikker på, at krimiforfattere gør det hele tiden. ’Hvordan kan jeg begå den perfekte forbrydelse?’ Og når de finder svaret, kan de skrive en god krimi.«

Sammen med en håndfuld journalister fra hele verden sidder jeg på et hotelværelse i Cannes under den årlige filmfestival, hvor den 79-årige instruktørs seneste film, Irrational Man, lige har haft verdenspremiere.

Impotent raseri

Den sorthumoristiske film handler om filosofiprofessoren Abe (Joaquin Phoenix), der lige er begyndt at undervise på et universitet på Long Island og på alle måder er et plaget og livstræt menneske. Abe kan ikke forlige sig med, at der ingen mening er med livet. Han er træt af at være så handlingslammet og impotent, og først da han griber i egen eksistentielle barm og beslutter sig for at gøre, hvad han prædiker, liver han op: Han slår et menneske ihjel. Et slet menneske, som ingen vil savne, som Abe siger til sig selv for at retfærdiggøre sin ugerning.

Og det er altså en tanke – om det perfekte mord – vi alle gør os af og til, siger Woody Allen. Han gør i hvert fald, for der er ingen trøst at hente i filosofien.

»Den tjener ikke et praktisk formål,« siger han.

»Den kan ikke redde ens liv. Man bliver stadig gammel og dør, ligegyldigt hvor meget filosofferne taler til én og fortæller én om, at døden ikke er slutningen på livet, men en del af livet. Intet af det virker. Som Jean-Paul Sartre siger: ’Lige så snart, man bliver født, bliver man dømt til døden.’ Man er et dødsdømt menneske i et fængsel. Det er forfærdeligt. Der er ingen udvej.«

Allen ser rundt på journalisterne ved bordet, ikke med et opgivende eller trist blik, men med blikket fra en mand, der sådan set har affundet sig med livets meningsløshed, og som synes at more sig med at fortælle andre om det.

»Man kan kun rase impotent, og Abes impotens i Irrational Man er et symbol på hans impotens i forhold til livets problemer. Man kan skrige alt det, man lyster, man kan filosofere, man kan rationalisere og debattere, man kan stikke blår i øjnene på sig selv med religion, man kan tænke, at man er en kunstner, og at ens kunst vil leve videre. Men de kolde, hårde fakta er, at man en dag er færdig. Det eneste, man kan gøre, er at distrahere sig selv for at glemme det.«

Sådan.

Den plagede Abe virker i al sin impotente spleen som en magnet på de unge kvindelige studerende, ikke mindst Jill (Emma Stone), en uforbederlig romantiker, der labber Abes udgydelser om Hegel og Heidegger i sig og på én gang tiltrækkes af ham og synes, det er synd for ham.

Vi søger mod de beskidte sider

»Der er en vis romantik forbundet med den filosofi, som Abe ud breder sig om i Irrational Man,« siger Woody Allen.

»Det er en af grundene til, at Jill er tiltrukket af ham. Det er meget tiltrækkende, når der dukker en mand op, og han er professor og plaget og sårbar og forvirret og selvdestruktiv og skriver om selvmord og død og livets alvorlige emner. Det rummer en romantisk side, ligesom eksistentialisterne var meget romantiske forfattere. De var meget mere romantiske at læse og studere end de andre filosoffer.«

»Abe er ikke en videre fysisk tiltrækkende fyr i filmen, men han kan så mange andre ting, at en af universitetets kønneste piger, Jill, er villig til at skubbe sin middelklassekæreste til side og lade sig forføre. Og Abe er slet ikke interesseret i hende. Men jo mere han siger, ’lad mig være, lad os blot være venner,’ jo mere vil hun have ham. Da han i begyndelsen af filmen siger til hende, at ’jeg har læst din opgave, og den var vældig god,’ falder hun nærmest i svime. Hun bliver forlegen og rødmer, fordi det er meget romantisk, meget forførende.«

Abes pludselige vækkelse tænder Jill også på, men hun ved dog endnu ikke, hvad han har gjort. Forbrydelser og mord og moral og etik fylder en del i Allens film og har gjort det siden begyndelsen, ikke mindst i nogle af hans bedste film som Små og store synder (1989) og Match Point (2005). Det er der en indlysende grund til, siger instruktøren.

»Det er noget, jeg har drømt om og været besat af hele mit liv. Det er grundstoffet i al drama. Hvis man ser på Shakespeare, Dostojevskij eller Tolstoj, de græske dramatikere, så skrev de om mord og intriger og utroskab – alle livets beskidte og ubehagelige sider. Det er det, der er spændende for folk. Det er også derfor, at der blandt filosofferne ... hvis man læser Spinoza, Leibnitz eller Hegel, falder man i søvn, fordi det er så fortænkt.«

»Men hvis man læser de franske eksistentialister, er det vældig spændende, fordi de ikke skrev lange, lærde afhandlinger i et mørkt rum. De var ude i verden og foretog sig ting og sager. De sad på cafeer i sorte sweatre og røg cigaretter og drak kaffe. De slog gestapofolk ihjel og skrev om risici og selvmord og død. De skrev ikke kedelige filosofiske bøger. De brugte deres filosofi i teaterstykker, romaner – Camus og Sartre og Malraux – og der kom deres filosofi fra. De var flamboyante og teatralske og spændende, og derfor er de også de sjoveste at læse og nyde. De var ikke tørre tænkere som Wittgenstein.«

Talent for komik

Woody Allen blev født ind i en jødisk familie som Allan Stewart Konigsberg den 1. december 1935 i New York-bydelen Bronx. Han voksede op i Brooklyn, og hans mor var bogholder og faren skiftevis tjener, juveler og væld af andre professioner, som Allen aldrig helt fik styr på. Som dreng spillede han baseball og underholdt sine venner med forskellige tryllekunster, inden han for at tjene penge som teenager begyndte at skrive vittigheder, som han sendte til en agent, der fik dem placeret i forskellige aviser.

Allan Konigsberg var en genert ung mand, og fordi han ikke ville have, at hans skolekammerater skulle vide, hvad han lavede, skrev han sine vittigheder under pseudonymet Woody Allen. Allerede som 17-årig tjente han mere end sine forældre tilsammen, og snart begyndte han at skrive for komikere som Sid Caesar og tv-shows som The Ed Sullivan Show og The Tonight Show.

»Ingen i min familie var sjove,« siger Allen.

»Ingen arbejdede i underholdningsbranchen. Og af en eller anden skør grund – det er ligesom at have øre for musik – var jeg i stand til fra en tidlig alder at skrive jokes. Alle mine venner var bogligt dygtige og skulle være læger og advokater. Jeg blev smidt ud af skolen. Jeg var ikke en god elev. Og havde jeg ikke kunnet skrive vittigheder, ville jeg være endt som min far. Han var tjener, taxichauffør, uuddannet. Men jeg kunne skrive vittigheder, folk gerne ville betale penge for. Jeg fik arbejde med det samme, og derfor var det ikke så forfærdeligt at blive smidt ud af skolen. Men det var rent held.«

Kreativ frihed

Woody Allen fik to agenter, Charles H. Joffe og Jack Rollins, der senere blev hans faste producenter. Og fra begyndelsen af 1960’erne hjalp de ham med at opbygge en personlighed – en intellektuel, usikker, neurotisk jødisk newyorker, hvilket man ikke havde set på en scene før – som Allen først med succes brugte på scenen som stand up-komiker og siden også i diverse tv-udsendelser, hvor han både boksede med en kænguru og sang med en hund. Intet var for mærkeligt eller under hans værdighed.

Det var en del af en langsigtet strategi, som da også viste sig at virke, som den skulle: Allen blev hurtigt godt og grundigt placeret i den brede amerikanske offentligheds bevidsthed.

I 1960’erne begyndte han også at skrive humoristiske noveller for det respekterede ugemagasin The New Yorker, og han fik succes som dramatiker med Don’t Drink the Water (1966) og Play It Again, Sam (1969), der et par år senere blev til en vellykket film, Mig og Bogart. Sideløbende skrev og medvirkede Allen i sine første film, men oplevelsen med at skrive et manuskript til en anden instruktør – What’s New Pussycat? (1965) – var så skuffende, fordi filmen på ingen måder blev, som han havde forestillet sig, at han besluttede sig for kun at ville instruere sine egne manuskripter og have fuld kreativ frihed.

Det fik han, og han skrev (sammen med barndomsvennen Mickey Rose), instruerede og spillede hovedrollen i Mig og moneterne (1969). Filmen blev et hit, og flere fulgte: Mig og revolutionen (1971), Min yndlingsperversion (1972), Sleeper – mig og fremtiden (1973) og Kærlighed og død (1975).

Forkærlighed for filosofi

Inspiration hentede Woody Allen mange forskellige steder – hos komikere som Marx Brothers og Bob Hope, filosoffer og forfattere som Kierkegaard og Dostojevskij og instruktører som Bergman og Fellini – og resultatet var en række meget morsomme, populære film, der både tumlede med nogle af livets store eksistentielle spørgsmål og gjorde grin med dem i en række sketches bundet nødtørftigt sammen af en historie med Allen selv i hovedrollen.

»Jeg blev gift i en meget ung alder,« siger instruktøren om baggrunden for sin forkærlighed for filosofi og europæiske filminstruktører.

»Jeg var 20, hun var 17 og lige blevet færdig i gymnasiet. Vi var gift i fire år, og jeg sørgede for, at hun kunne gå på universitetet, hvor hun studerede filosofi. Hver aften kom hun hjem og sagde, ’her er mine lektier, hjælp mig med dem.’ ’Okay, lad mig gennemgå det sammen med dig og sige det højt og spørge, om du forstår det.’ På den måde blev jeg introduceret til filosofi. Det var meget interessant for mig, og på det tidspunkt havde Ingmar Bergmans film sjovt nok premiere i New York, og det var fantastiske film, som jeg så.«

»Det gik op for mig, at det, jeg læste hos Kierkegaard og Nietszche, kunne jeg se gå igen hos Bergman i dramatiseret form. Det greb mig, og jeg blev meget interesseret i det, og det har været en stor fornøjelse for mig i mit liv – lige som det at lave tryllekunster og spille klarinet. Jeg er ikke særlig god til noget af det, men jeg får megen personlig fornøjelse ud af det. Det samme med filosofi. Jeg ved ret lidt – jeg ville ikke kunne klare mig i 10 minutter i en filosofisk diskussion – men jeg ved nok til, at jeg kan nyde det.«

Det pure opspind

Det føltes som noget af et nybrud – både for Woody Allen og for amerikansk filmkomedie – da han i hhv. 1977 og 1979 lavede to film, Mig og Annie (Annie Hall) og Manhattan, der i stedet for først og fremmest at være vittighedsbaserede tog udgangspunkt i mennesker og følelser og lod humoren vokse ud af dem.

Mig og Annie og Manhattan er stadig to hovedværker blandt Woody Allens 45 spillefilm, og man kan sige, at de har tjent som en slags formmæssig skabelon for hovedparten af hans film siden da, mange af dem fremragende, enkelte ’blot’ gode, ingen ligegyldige eller decideret dårlige.

I en alder af 79 laver Allen således stadig vittige, skarpe, varme og af og til kyniske sædeskildringer om kærlighed, ensomhed, liv, død og det plagede, moderne storbymenneske i al dets neurotiske herlighed og eksistentielle tvivl – som oftest akkompagneret af den traditionelle jazz- og swingmusik, Allen elsker og selv spiller på sin klarinet hver mandag med sine venner på The Carlyle Hotel i New York.

Det er film, man kan spejle sig i, og fordi instruktøren så ofte har spillet hovedrollen i sine egne film, og de synes at handle om det liv, han og New Yorks andre intellektuelle lever, er det nærliggende at trække tråde mellem Allens filmpersona og hans privatliv. Men man må endelig ikke forveksle de to, har han selv sagt mange gange: »Selvfølgelig er der den der figur, som altid har problemer og bliver forfulgt. Visse ting er selvbiografiske, visse følelser, engang imellem endda en begivenhed, men for det meste er det noget, jeg finder på, det pure opspind.«

Man skal altså ikke lægge for meget i, at instruktøren ligesom Abe i Irrational Man har opgivet at finde trøst i filosofien og i stedet spekulerer over, hvordan man kan begå det perfekte mord.

Irrational Man har dansk premiere torsdag den 13. august og bliver anmeldt her i avisen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her