
Margrethe Brun Hansen, 67 år
Børnepsykolog
»Jeg tror, den ældre generation har mange gode ting at give videre. Ting, som kan bruges i en anden kontekst, eller som folk kan finde trøst i. Men samtidig skal erfaringer langt hen ad vejen gøres selv. Jeg synes for eksempel, vi tager meget erfaring fra børn i dag.«
»Når et træ bliver lagt ned i børnehaven, så børnene kan kravle i det, forventer forældrene, at det bliver høvlet og slebet, så børnene ikke får splinter i numsen. Det er et godt eksempel på, hvordan vi fremmedgør børn for virkeligheden. For de skal altså have splinter i fingrene. Det er den eneste måde, de lærer at begå sig i et træ. På samme måde når de klatrer op, og forældrene siger, du må ikke træde på den gren, den er for tynd og knækker, og så falder du ned. Man tager deres intuition fra dem. For du kan ikke lære af, at andre kan mærke, at noget er farligt. Du skal mærke det selv. Der, hvor det kan være godt at give nogle erfaringer til børn, er i dannelsen. At lære at se andre menneskers perspektiv og give dem en indsigt i, at den måde, de er over for andre, har nogle konsekvenser. Her er min erfaring, at børn tit lytter, fordi det ikke er en splint, men ting, der er mere abstrakte, og som de har brug for at få oversat.«
Kim Leine, 53 år
Forfatter
»Jeg tror ikke, man kan overføre egne erfaringer til sine børn, for så gør de bare det modsatte.«
»Selv har jeg nok været bange for at invadere mine børn med mine erfaringer. Men det kan godt være, man burde træde lidt mere i karakter. Ikke for at få dem til at gøre, som man siger, men bare så de kan mærke, hvor man står. Så de kan have noget at slås med. For den dynamik er også nødvendig.«
»Jeg tror, det er sundt at gøre oprør mod dem, der vil pådutte en deres erfaring. Man skal slå sig i tøjret, også selv om det betyder, at man raserer det halve Nørrebro. Det er vigtigt at gøre noget, der måske er forkert. Eller som er rigtigt, men på en helt anden måde end det forventede. Jeg tror, det er noget darwinistisk, at vi ikke bare skal gøre det samme generation efter generation. Det handler om at få noget nyt blod ind. Darwinisme handler dels om at søge væk fra det farlige og gøre det, man ved, er sikkert, men samtidig at tage nogle chancer og eksperimentere.«
»Der skal være en balance mellem fuldstændig at rive det hele ned – og blindt at overtage den sidste generations erfaringer. Men den finder man nok aldrig.«
Morten Münster, 35 år
Nudgingekspert
»Nej. Hvis du forklarer mig om dengang, du var på Kos og drak hvidvin på stranden, så har jeg ikke været på Kos og drukket hvidvin, men jeg har været på Mallorca, hvor jeg drak rødvin. Hjerneforskning viser, at jeg er nødt til at putte mine egne minder over i dine for at forstå dem, for jeg har ikke den sanselige oplevelse, jeg har kun din gengivelse af den.«
»Samtidig er den erfaring, du præsenterer mig for, sandsynligvis ikke særlig præcis. Vi har en forståelse af vores hukommelse som et bibliotek, hvor man kan gå ind og hente 2014-filen, hvis nogen spørger, hvad man lavede sidste år, men virkeligheden er en helt anden. Hukommelsen er en masse hændelser, som ikke hænger sammen, og så bygger vores bevidste jeg nogle narrativer ned over vores såkaldte minder, fordi vi gerne vil tro, at vi har en effekt på de ting, der sker. Det værste er, hvis man ikke har nogen indflydelse. Hvis jeg for eksempel laver en ny strategi, og det går godt for min virksomhed, så tror jeg automatisk, det er min strategi, der gjorde det. Det er meget sjældent, vi siger, at noget er tilfældigt. Men ofte er det sandheden. Derfor er det også enormt farligt at gøre det, andre har haft succes med. For vi kender kun til den ene gang, hvor det gik godt. Vi glemmer alle de situationer, hvor det gik galt, den historie er folk ikke så motiverede til at fortælle.«
»Jeg har lært en masse af at læse om andre dygtige mennesker. Men det er ikke så meget det, de skriver, der gør udslaget, tror jeg. Det er den refleksion deres erfaringer sætter i gang hos mig om, hvad jeg selv ville have gjort.«
Thomas Thaulov Raab, 42 år
Forfatter til bøger om hjernen og bevidstheden
»Det simple svar er, at det kan de godt. Vores historie viser, at vi har bygget videre på det, der var før, og tilløbene før de store revolutioner eller fremskridt har ofte været lange. Men nogle erfaringer er mere egnede til at give videre end andre. Videnskab er forbundet med en høj grad af praktik, og det samme gælder håndværk. Man kan ikke bare læse dig til, hvordan man skal gøre, man er også nødt til at prøve tingene af.«
»Men vi lever i en informationstidsalder, hvor vi har en tendens til at bilde os ind, at information er noget i sig selv. Bare vi har den, er det fint. Men man skal jo kunne oversætte informationen og den erfaring, der ligger bag, for at kunne bruge den til noget.«
»Når det gælder den type erfaring, der handler om det personlige liv, er mennesket et ekstremt socialt dyr, som afstemmer sin adfærd efter den sammenhæng, det er i. Derfor kan vi også tilegne os erfaringer fra folk, vi har tillid til, og lære af deres brændte fingre. Hjerneforskningen har i de seneste år påvist, hvordan man kan aflæse, at vi opfører os anderledes over for folk, vi har tillid til. Det er vel, fordi naturen har givet os en sans for, at der er visse individer, vi kan stole på, og som vi med fordel kan lære af, hvorimod det er farligt bare at kopiere den første den bedste fremmede.«
Rikke Schmidt Rasmussen, 46 år
Pædagog
»Jeg er meget i tvivl. For man kan jo råde og vejlede, men intet er jo statisk og ingen mennesker eller relationer er ens, så jeg tænker, at det er ens egne oplevelser, der gør forskellen. Det betyder ikke, at man ikke har fået nogle gode råd fra erfarne kolleger, men jeg tror primært man kan bruge de erfaringer, man selv får, når man bliver kastet ud i det.«
»Inden for mit fag har vi os selv meget med i det. Vi snakker meget om, at vi skal gøre tingene ens, men vi er jo ikke ens. Vi kan tilstræbe at have nogle overordnede retningslinjer for, hvordan vi gør tingene, men vi er jo mennesker med forskellige livserfaringer og tilgange til, hvordan tingene skal være i verden. Nogle gange kan man også læse en bog på et tidspunkt, hvor man ikke er klar til det. Så kan man hive den frem igen fem år efter, og så giver den helt anderledes mening, fordi man er et andet sted i sit liv.«
Maria Marcus, 89 år
Forfatter og terapeut
»Hvis man siger, jeg ved det hele, du ved ingenting, og prædiker med løftet pegefinger, så tror jeg ikke, man kan overføre noget, som nogen kan have glæde af. Man skal ikke belære, man skal dele sine erfaringer, man skal snakke på lige fod og på egne vegne – og gerne om de problemer og spekulationer man har haft besvær med i sit liv.«
Men så tror jeg til gengæld, det kan betyde, at der bliver sat ord på nogle ting, der ikke var ord på tidligere. Altså emner, som man normalt ikke snakker højt om, og som er tabuiseret. Så kan man få andre til at forstå, at de ikke er alene med deres bekymringer og deres selvkritik.«
»Normalt måler man sig måske med forskellige idealer for det ene og det andet. For eksempel for orgasmen, som er mit fokuspunkt for tiden. Dér er det godt at komme ned i virkeligheden og finde frem til, at det ikke nødvendigvis er en selv der er noget i vejen med, men normerne og idealerne. For eksempel de almindelige antagelser af, at en orgasme er noget helt bestemt. Det er den måske ikke. Der er måske mange måder at have et seksuelt klimaks på.«
Kan ældre damers erfaringer med orgasmer mon overføres til nutidens skolebørn oppe i træerne ...
Men kan erfaringer overhovedet gives videre? - spørges der øjensynligt helt alvorligt - og en flok 'erfaringsramte personligheder' af humanistisk observans svarer som forventet, en psykolog, terapeut, forfattere, pædagog og - for at komplettere kredsen af rimeligt ukendte meningshavere - en såkaldt 'nudgingekspert' (sic!) - dvs. én der påstår, at det bare 'handler om handler om at gøre det nemmere for dig og mig at træffe de valg, der gør os mere lykkelige, sunde eller giver os mere velfærd. Det gør vi ved at designe vores omgivelser. Alt, hvad vi støder på, påvirker os i en eller anden retning. Vi kalder det adfærdsdesign, og det fordrer et ansvar. Derfor skal det altid foregå således, at vi ikke fratager individets dets frie valg' - (sakset fra nettet) - sidste nye import fra kvaksalvernes amerikanske hjernespindssegment ....
Men hvad med også at spørge naturvidenskaben, der efter sigende har en mere erfaringsmæssig og altid gangbar metode, der udelukker det meste humbug eller rene vås og skinbarlige ukvalificerede gætterier ...
Det bliver sku nok en 'interessant' kronikserie fra på onsdag ... ;-)