Baggrund
Læsetid: 10 min.

Hvis er lovene?

Hvem konstituerer det politiske fællesskab, som laver lovene? Hvad sker der, når folket ikke kender lovene, eller ikke findes værdige til dem? Hvis folket udfordrede adelens love før i tiden, er det måske migranterne, der udfordrer europæernes love og konventioner i dag. Man kan med fordel gå til Franz Kafka for at forstå hvordan
Moderne Tider
22. august 2015
At sige, at Kafkas forfatterskab handler om retfærdighed, er at løbe åbne døre ind. Det springende punkt er hvilken slags retfærdighed. Kafkas spørgsmål om retfærdighed handler om, hvem der overhovedet kan findes værdige til at være medlemmer af det politiske fællesskab.

Mary Evans Picture Library

»Vore love er desværre ikke alment kendt, de er den lille adelsgruppes hemmelighed, som hersker over os. Vi er overbevist om, at disse gamle love nøje efterleves, men det er alligevel noget yderst pinefuldt at blive hersket over i henhold til love, som man ikke kender. Jeg tænker her ikke på de forskellige fortolkningsmuligheder og de ulemper, som det fører med sig, at det kun er enkelte og ikke hele folket, der har lov til at tage del i udlægningen. Disse ulemper er måske slet ikke særlig store.«

Om lovenes problem eller Spørgsmålet om lovene på tysk Zur Frage der Gesetze, skrevet i 1920, er en af Franz Kafkas klareste og mest kortfattede refleksioner over det politiske. At blive hersket over i henhold til love, som man ikke kender, er noget yderst pinefuldt, nagende eller plagsomt, etwas äußerst Quälendes. En ubestemt ubehagsfølelse af den slags optræder under mange forskellige navne i Kafkas forfatterskab: pinefuldhed, ubehag, forlegenhed, forskrækkelse, hjælpeløshed, fortvivlelse, osv. Jeg vil foreslå begrebet foruroligelse. I min bog Stormløb mod grænsen: det politiske hos Franz Kafka forsøger jeg at nærme mig det politiske hos Kafka med udgangspunkt i værkernes foruroligende grundstemning, og det vil sige i den konstante og konfuse fornemmelse af, at der er et eller andet rivende galt.

Til denne affektive atmosfære stiller jeg tre spørgsmål: 1. Hvad er foruroligelsen en reaktion på? 2. Hvad er foruroligelsen et produkt af? Og 3. Hvad er foruroligelsen en impuls til?

Reaktion

Bogens første tese er, at foruroligelsen er en reaktion på en fejl i konstitutionen af det politiske fællesskab. Det er yderst pinefuldt, starter fortælleren med at skrive, men derefter opstiller han nærmest en liste over ting, der ikke er problemer: »Vi er overbevist om at disse gamle love nøje efterleves …« og kort efter: »Jeg tænker ikke på, at lovene kan udlægges på mange forskellige måder …« Sådan fortsætter fortælleren med at nævne ’ulemper’, der »måske slet ikke er særlig store«.

Men noget er galt: »men det er alligevel noget yderst pinefuldt …« Denne pinefuldhed »alligevel« skyldes, at der er noget helt grundlæggende galt med konstitutionen af det politiske fællesskab. Problemet er ikke en enkelt ting, det er snarere tingenes orden i det hele taget, og mere bestemt selve grænsen mellem adel og folk. Konstitutionen er en slags oligarki, hvor »det kun er enkelte og ikke hele folket, der har lov til at tage del i udlægningen« af lovene.

Længere nede skriver fortælleren, at lovene har »givet sig udelukkende i adelens hænder«. Adelen er altså aktive politiske subjekter, der har lovene i hænderne, mens folket er passive objekter for loven: De har ikke mulighed for at deltage i de politiske forhandlinger, hvor loven bliver konstitueret og diskuteret.

Fortælleren skynder sig at understrege, at det han siger om den pinefulde følelse, ikke siges »med had til adelen, absolut ikke og af ingen, snarere hader vi os selv fordi vi endnu ikke kan findes værdige til loven«. Foruroligelsen er åbenbart en affektiv reaktion på ikke at blive fundet værdig til loven.

Men hvem er det egentlig, der bestemmer, at folket ikke kan findes værdige til loven? I den tyske originaltekst står der weil wir noch nicht des Gesetzes gewürdigt werden können. Bogstaveligt oversat bliver folket endnu ikke værdiget loven, ligesom når man taler om ikke at værdige nogen et blik. Passivkonstruktionen gør det imidlertid svært at se, hvem det er, der ikke værdiger folket.

Svaret findes i den korte fortællings andet og afsluttende afsnit. Det er muligt, at der slet ikke eksisterer nogen love, skriver fortælleren pludselig, men kun folkets forestillinger om disse love: »I øvrigt kan man egentlig også kun have en formodning om disse skinlove. Det er en tradition, at de består og er betroet adelen som en hemmelighed, men mere end en gammel og i kraft af sin alder pålidelig tradition er det ikke og kan det ikke være, for disse loves karakter kræver også hemmeligholdelse af deres fortsatte beståen.« Det er noget yderst pinefuldt at blive hersket over i henhold til love, som man ikke kender, men måske findes disse love slet ikke i virkeligheden; at de findes, er kun en »formodning« og en »tradition«, som folket har.

Det afgørende er nu, at folkets formodninger om lovene ikke bare handler om lovenes indhold, men også om lovenes væsen. »Det er en tradition at de består og er betroet adelen som en hemmelighed.« Folketraditionen handler om, at lovene overhovedet findes. Fortælleren beskæftiger sig her ikke med lovenes hvad, han beskæftiger sig med lovenes at – helt konkret: at de består, og at de er hemmelige. Med hans eget begreb drejer det sig om lovenes »karakter«, og det vil sige om selve deres status eller deres væsen som hemmelige og uomstridelige.

Det har omfattende konsekvenser, for det betyder, at det er folket selv, der trækker grænsen mellem og sig selv og adelen. Lovenes hemmelige og indiskutable karakter er et produkt af folkets egne forestillinger, hvilket vil sige, at folkets problemer er selvskabte problemer. De har gode grunde til at hade sig selv, som fortælleren skrev: Folket hader ikke adelen, absolut ikke, snarere hader de sig selv, og det gør de, fordi de ikke kan finde sig selv værdige til loven.

I Kafkas litterære værker er spørgsmålet om lovene først og fremmest et spørgsmål om, hvem der bliver fundet værdig til loven. Det er med andre ord et spørgsmål om den værdighedstilskrivning, der sorterer mellem mennesker, der har adgang til loven, og mennesker, der ikke har.

At sige, at Kafkas forfatterskab handler om retfærdighed, er at løbe åbne døre ind. Det springende punkt er hvilken slags retfærdighed. Kafkas spørgsmål om retfærdighed handler hverken om retributiv eller distributiv retfærdighed, som det har heddet siden Aristoteles. Hans spørgsmål går forud for sondringen mellem at tildele straffe eller at fordele ting inden for et bestemt fællesskabs grænser, for det handler om, hvem der overhovedet kan findes værdige til at være medlemmer af det politiske fællesskab.

Foruroligelsen er en form for uretfærdighedsfølelse, for den handler om, at der er et eller andet rivende galt. Men den er en særlig form for uretfærdighedsfølelse, der ikke reagerer på retfærdighedens hvad, men derimod på retfærdighedens hvem. Og det vil sige en følelse, der rejser et spørgsmål om, hvilke mennesker, der kommer til syne på det politiske fællesskabs radar.

Produkt

Min anden tese er, at foruroligelsen er et produkt af en fordobling af perspektivet på det politiske fællesskab. Spørgsmålet om lovene bygger på en modstilling mellem folk og adel, men når man ser nærmere efter, viser det sig, at folket igen er delt i to forskellige partier.

På den ene side er der et flertalsparti; det er det ’vi’, der taler i tekstens anden sætning (»Vi er overbevist om, at disse gamle love nøje efterleves«). Dette flertalsparti har fuld tillid til lovene; de tvivler ikke på visdommen i de gamle love.

På den anden side er mindretalspartiet ikke overbevidst om, at lovene findes og efterleves: »Der findes et lille parti som virkelig har den mening [at lovene ikke eksisterer], og som søger at påvise at hvis der findes en lov, kan den kun have denne ordlyd: Hvad adelen gør, er lov. Dette parti ser kun vilkårlige handlinger fra adelens side og forkaster folketraditionen.«

Fortælleren tilhører efter alt at dømme flertalspartiet, men er i givet fald en swing voter, for han bliver ved med at vippe frem og tilbage. På den måde sidestiller den korte tekst to forskellige fortolkninger af lovene.

En sådan fordobling af perspektivet er gennemgående i Kafkas litterære stil, der forbløffende ofte sidestiller to perspektivforskudte billeder af den samme ting eller den samme situation, ligesom de stereoskoper, der var populære i slutningen af 1800-tallet. På en tjenesterejse i 1911 oplevede Kafka et såkaldt kejserpanorama, et stort kollektivstereoskop, som han gav en indgående og begejstret beskrivelse af i sin rejsedagbog. Efter denne oplevelse blev stereoskopet en tilbagevendende model for Kafkas litterære stil,.

Min tese er vel at mærke, at Kafka fordobler perspektivet på det politiske fællesskab. Det er det mellemmenneskelige liv, der kommer til syne på to forskellige måder, og forskellen mellem disse to måder er et spørgsmål om lovene: i det ene perspektiv gælder lovene, i det andet perspektiv er de suspenderede.

I det regelbundne perspektiv ser man en verden, der retter sig pænt efter fællesskabets regler. Set på den måde befinder det sociale liv sig i en normaltilstand, hvor alle eksisterende love står ved magt, og hvor tingene går deres regelmæssige gang. Når fortælleren tilslutter sig flertalspartiet, er han »overbevist om at disse gamle love nøje efterleves«.

I det regelløse perspektiv ser man til gengæld en verden, der ikke følger fællesskabets regler. Hvis man oplever det sociale liv på den måde, befinder det sig i en undtagelsestilstand, hvor loven er suspenderet. Mindretalspartiet, der anskuer det sociale liv i denne optik, »ser kun vilkårlige handlinger fra adelens side«.

Denne sidestilling af det regelbundne og det regelløse optræder på mange forskellige måder i Kafkas litterære værker. Nogle gange springer fortællerstemmen frem og tilbage mellem de to perspektiver som her, nogle gange er teksterne helt konkret skåret over på midten, nogle gange står metaforerne og vipper mellem to læsemåder, og nogle gange er hele romanuniverser flækket over i to halvdele.

Når betragteren kigger ind i et optisk stereoskop, flyder de to sidestillede billeder sammen i et 3D-billede. Noget tilsvarende gælder, når læseren kigger ind i Kafkas litterære stereoskoper, vil jeg hævde. Her er man nødt til aktivt at sammenholde et regelbundet og et regelløst perspektiv og altså foretage en eller anden form for mental zigzagbevægelse, der bevæger sig frem og tilbage imellem dem.

Foruroligelsen er altså et produkt af den særlige form for refleksiv æstetisk erfaring, der kræves af Kafkas stereoskopiske stil. Den er ikke bare en følelse i værket, men også en følelse af værket: en affekt, der frembringes af litteraturens tekniske virkemidler, i dette tilfælde af det litterære stereoskop.

Impuls

Min tredje og sidste tese er, at foruroligelsen er en impuls til at forandre konstitutionen af det politiske fællesskab. Selvom Spørgsmålet om lovene er en dyster tekst, rummer den en utopi om en grundlæggende forandring af fællesskabet. Det bliver tydeligt, da fortælleren beskriver det endeløse og udsigtsløse arbejde, der består i at udforske folketraditionens kæmpemæssige materiale. Arbejdet kommer til at tage århundreder, formoder han, men det er ikke kun håbløst:

»Det for nutiden så dystre i dette udblik oplyses kun af den tro, at der engang vil komme en tid, hvor traditionen, og dens udforskning så at sige ånder lettet op og sætter punktum, hvor alt er blevet klart, loven nu tilhører folket og adelen forsvinder.«

Engang vil der komme en tid, hvor det politiske fællesskab vil blive rekonstitueret, en tid, hvor den urokkelige grænse mellem folk og adel vil forsvinde i den blå luft. Man må forestille sig noget i retning af et omslag fra oligarki til demokrati: De love, der før var hemmelige og utilgængelige, vil pludselig ikke længere være det; alt bliver klart, og folket selv får lovene i hænderne. Kafka lader her sin fortæller formulere en drøm om et messiansk øjeblik, hvor historien pludselig ånder lettet op og sætter punktum, så folket i fællesskab kan begynde forfra på deres fælles liv.

Min tese er, at Kafkas arbejde som forfatter skal forstås ud fra denne drøm om en politisk begivenhed, hvor tingenes orden pludselig løsnes og bliver diskutérbar. I Spørgsmålet om lovene skriver fortælleren, at folkets omstændelige arbejde oplyses af den tro, at der engang vil komme en sådan politisk begivenhed. Denne sætning kan læses som et selvportræt: Kafkas eget møjsommelige litterære arbejde oplyses af en sådan tro.

Foruroligelsen er med andre ord en performativ affekt: Den fungerer som en impuls til at rokke ved tingenes orden, eller i hvert fald til at se tingenes orden som rokkelig; som noget, der burde og kunne ordnes anderledes.

Lyksaliggørende kraft

Mine tre teser – altså henholdsvis om foruroligelsen som reaktion, som produkt og som impuls – giver tilsammen en mulighed for at gentænke forholdet mellem litteraturen og det politiske. Jeg mener, at denne teoretiske mulighed er relevant for litteraturforskningen og kulturforskningen i det hele taget. Det er ikke bare teoretisk muligt, men også teoretisk nødvendigt at tænke forholdet mellem litteraturen og det politiske med udgangspunkt i den æstetiske erfaring. Hvis man interesserer sig for det politiske i litteraturen, bør man ikke opfatte de litterære værker som politiske budskaber, men snarere som politiske redskaber.

At opfatte et værk som et politisk redskab er at se værket som et instrument eller et apparat der – i kraft af sin særlige indretning – fremkalder en bestemt form for æstetisk erfaring hos læseren. Redskab skal her ikke forstås som et redskab til at kommunikere politiske tanker med, ikke som et retorikapparat, men som et redskab til at tænke med, som et refleksionsapparat.

Som vi har set, er dette apparat hos Kafka et stereoskopisk synsapparat: Det sidestiller to forskellige perspektiver og tvinger på den måde læseren til en mental zigzagbevægelse. Og det er netop denne formskabte refleksive bevægelse, der igangsætter en politisk refleksion: en refleksion over den grænse, der adskiller dem, der kan findes værdige til loven, fra dem, der ikke kan.

Dette refleksionsapparat er ikke mindre nyttigt i dag, hundrede år efter værkerne blev skrevet. Grænsen mellem adel og folk ser ganske vist anderledes ud nu om dage, men sondringen mellem dem, der kan findes værdige til loven, og dem, der ikke kan, er ikke blevet mindre pinefuld. At læse Kafka er at lære at registrere og reflektere over den grænse, som vi, mere eller mindre ubevidst, trækker mellem indenfor og uden for det politiske fællesskab.

Isak Winkel Holms bog ’Stormløb mod grænsen – Det politiske hos Franz Kafka.’ blev anmeldt i avisen her. Bogen er udkommet på Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Først til sidst kommer der lidt kontekst ind i artiklen, selvom der straks kommer et sweeping statement om mindretal inden for og uden for lovene, som Kafka skulle bidrage med forståelsen til. Men overvejelserne virker mildest talt abstrakte. Er der altid et folk og en adel? Hvilke love? Stykket er skrevet i 1920, hvor Tjekkoslovakiet fik en forfatning, der ville sig demokratisk. Det tyske mindretal fik visse rettigheder i 1920, kan man se. Skrev Kafka sig ind i de debatter, der foregik på det tidspunkt, eller mente han, at uanset hvad ville det aristokratiske vinde?

Man kunne jo også fortolke det foruroligende som Kafkas perception af en meget usikker tid, hvor han så stiller nogle generaliserende modsætninger op.

Hans K Hansen

Lovene, og lovenes beslutning, tilhører befolkningen. Det er implicit i folkestyre vokabularium. Der er ikke noget at diskutere om.

Demokrati betyder folkestyre og dermed basta.

Noget andet er så politikernes fortolkning, grundlovsbestemt udtrykt som "Indskrænket monarkisk styring", på jævnt dansk "repræsenteret folkestyre" eller direkte; begrænset diktatur.

Det er imidlertid tidsbestemt. Det har aldrig været grundlovens intention at politikerne skulle afgøre lovmæssighed til evig tid. Kun på ubestemt tid.

Derfor er det helt op til befolkningen om de vil/kan gøre sig fortjent til egentlig folkestyre. Teknologien er for første gang i historien på plads. Resten er op til befolkningen.

Schweitz har allerede taget det første skrift, med indførsel af udvidet brug af folkeafstemninger.

Hvad så Danmark? forstår i jeres ret, pligt og ansvar?

Efterretningstjenesterne, NSA osv. fungerer efter hemmelige love og regler, og de griber ind i enkeltindividers og organisationers virkelighed ved hjælp af hemmelige agenter. Det virkelige problem opstår når disse organisationer påvirker den demokratiske proces - eksv. beslutningen om Irak-krigen. Den slags sager bør undersøges tilbunds i ethvert velfungerende demokrati.

Britta Hansen, Philip B. Johnsen og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

I 1920 var demokratiet endnu ungt. Mange var usikre på deres borgerretsstatus, hvor stærk var staten i forhold til lille mig? Og tvivlen blev der ikke altid udfoldet de store kræfter på at udrydde. Kafka var mester i at udstille denne forstillelse og myndighedshemmeligholdelse. I dag er problemet et andet. Det er mængden og kompleksiteten af lovene, der gør dem "ukendte". Men juraen er ikke ukendt af fagfolk, og vigtigst af alt, der er tillid til retssystemet. Man skal bare alliere sig med en juridisk rådgiver, så går sagen sin rette gang.

Lovene er heller ikke " hemmelige" i USA. Der har de til gengæld den største hær af advokater, der kendes, og de bidrager ganske betydeligt til BNP, uden at producere andet end lovmedholdelighed.

For en ordens skyld dukumenter jeg min påstand 19:31 om NSA, USA og hemmelige love:
To demokratiske udvalgsmedlemmer i i Senatet, Ron Wyden og Mark Udall, har i flere år advaret amerikanerne om, at de ville blive »bestyrtede over at få kendskab til« de radikale fortolkninger af hemmelige love, som Obama-regeringen har fået gennemført i de hemmelige overvågningsdomstole for at udstyre sig selv med ekstreme overvågningsbeføjelser.
http://www.information.dk/468162

Philip B. Johnsen

Demokrati eller skindemokrati, for når politikkere uanset hvilken side der vinder et valg, ikke leder, men regulere landet efter elitens ønsker, er det et plutokrati.

Plutokrati har EU og USA under påskud af demokrati, det er værd at reflektere over, Kafka eller ej

Britta Hansen

Desværre kan jeg ikke læse hele artiklen. Men én ting er sikkert: 'folket' har ikke en chance for at kæmpe sig igennem lovene! Tag bare 'Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats' - meget omtalt for tiden pga det omfattende magtmisbrug, den har udløst. Og det skulle overhovedet ikke undre mig, hvis heller ikke MF'erne var helt med på, hvad det var, de begik med fx denne lov...

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=173094