Læsetid: 3 min.

Hun lyttede til børnene

Da Pia Møller skrev en bog om børn, var det børnenes udsagn, der fyldte siderne. Hun lyttede til sine omgivelser. Det gjorde hende til en vellidt lærer. Og en god ven
15. august 2015

 

Dørkarmen i køkkenet på Gammel Kongevej er fyldt med streger og navne. Hulter til bulter, skrevet med rød, grøn, sort og blå sprittusch, er års målinger af højden på hjemmets besøgende og beboere dokumenteret med streger på karmen. Den nederste måling stammer fra hunden: »Angus. Stående«, står der. Den øverste er fra barnebarnet Gustav. Engang gik han ikke engang op til stikkontakten midt på dørkarmen, kan man se, men nu er han vokset over hovedet på alle.

 

Midt i alle målinger står der »PIA« med sort tusch og versaler. Hun er kun blevet målt en gang. Nok fordi, hun var voksen, da hun flyttede ind i lejligheden, så hendes højde har sandsynligvis været den samme gennem alle årene. Under alle omstændigheder er det nu for sent at måle Pia Møller. Men selv om hun er væk, er lejligheden fyldt med spor efter hende.

En hel reolvæg er fyldt med kasser med papirer og billeder fra arbejdet med Unge Pædagoger, som hun hele sit liv var engageret i. Det var som formand for foreningen, at hun brændte sine eksamensbeviser i 1970 i en protest, hun selv havde arrangeret. Hun havde ellers lige fået et 13-tal for sin eksamensopgave på lærerseminariet om netop 13-skalaen.

I anledning af aktionen havde Pia Møller indsamlet erklæringer fra en række danske forfattere om, at deres tekster ikke måtte bruges ved eksamen, men gerne til undervisning. Blandt andre Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og Benny Andersen skrev under på erklæringen. Pressen labbede afbrændingen i sig og tog provokationen alvorligt. Både for og især imod indholdet. På sort-hvide avisudklip kan man se en ung Pia Møller brænde papirer af på et bål. Storsmilende og med håret slået ud.

Gammel Kongevej

I sine 20’ere flyttede Pia Møller sammen med syv andre i lejligheden. De gav kollektivet navnet Rødspjætten. De holdt fester og besøgte andre kollektiver rundt omkring i landet for at lære, hvordan man bedst kunne leve sammen med mange mennesker. Og også hvordan man ikke skulle gøre. Med tiden faldt konceptet fra hinanden, og Rødspjætten blev blot til et billigt sted for studerende at bo.

Det var i et andet kollektiv i Rødovre, at Pia Møller som helt ung mødte den skotske kunstner Barry MacCarthy. Når de to var sammen, var det som om tiden stoppede. Sådan oplevede Barry MacCarthy det i hvert fald, også selv om de kun mødtes sjældent, efter at de hver især var flyttet fra kollektivet i Rødovre. I denne periode blev Barry MacCarthy gift og fik to børn, men da dette ægteskab var ophørt, endte han og Pia Møller sammen som par.

Integration

I nogle år levede de to sammen, men boede hver for sig. Til sidst gav det dog bedst mening, hvis Barry MacCarthy også flyttede ind i ’Rødspjætten’ og det gav også mening, at de giftede sig i 1995. I princippet ville de slet ikke, men det var den eneste måde at sikre hinanden på, i fald noget ulykkeligt skulle ske. De giftede sig i lejligheden – i Barrys værksted. Det var deres veninde Jytte Juul, som viede dem, og som vidne deltog en beboer fra ’Rødspjætten’. Efter vielsen gik de alle ud ad døren på Vesterbro og tog på restauranten ’Mama Ludba’, der havde tyrkiske ejere og servede italiensk mad.

I en periode holdt hun og Barry lørdagsskole for indvandrerbørn i nabolaget, hvor de underviste i dansk og engelsk. De unge ville gerne dygtiggøre sig, men nogle gange manglede pigerne også en legal grund til at komme væk fra hjemmene, hvor de blev holdt i stram snor. Pia Møller hjalp dem gerne med begge ting.

På Enghøjskolen lykkedes det hende sammen med sine kolleger at få integreret de mange indvandrerbørn og stoppet den fraflytning af danske børn, som skolen tidligere havde oplevet. Udgangspunktet var, at de såkaldt svage elever netop ikke blev set som svage, men som mennesker med ressourcer. Pia Møller underviste i dansk, engelsk og tysk. Når hun befandt sig blandt eleverne talte hun med dem – ikke til dem – og hun lyttede altid. Hun skrev et par bøger om pædagogik og redigerede mange. I bogen Børn i skole interviewede hun en gruppe børn og lod deres egne ord om det at gå i skole fylde bogen. Det kan lyde som en floskel at »møde folk i øjenhøjde« men det var nu engang det, som Pia Møller gjorde. Også når det drejede sig om børnehøjde.

Pial Møller døde den den 5. april efter længere tids kræftsygdom.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu