Klumme
Læsetid: 4 min.

Mobbekværnen

Efter rygerne er turen kommet til de fede. De er efterhånden ved at være lige så upopulære, som ammende kvinder på en cafe. Måske er det på tide at se sig om efter nye mobbeofre: Rødvinsdrikkere, læsere af Weekendavisen – eller måske bare den dummeste femtedel
Moderne Tider
8. august 2015
Efter rygerne er turen kommet til de fede. De er efterhånden ved at være lige så upopulære, som ammende kvinder på en cafe. Måske er det på tide at se sig om efter nye mobbeofre: Rødvinsdrikkere, læsere af Weekendavisen – eller måske bare den dummeste femtedel

Ib Kjeldsmark

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det er det altså bare: Der er altid nogen, der er udset til at være enhver tids foretrukne mobbeofre. Vi rygere har været det meget længe, men på det seneste er det aftaget noget. Måske fordi folk simpelthen er trætte af at hakke på de samme hele tiden.

Patienter på sygehuse kan fortælle at de, når de sent på aftenen, før sengetid, lige går udenfor for at ryge sig en smøg, i den friske luft lige under skiltet der fortæller, at de pågældende sygehus er røgfrit såvel ude som inde, kan de pludselig få selskab af en læge, der også skal have sig en lille cigaret.

Der er rygter om, at sygeplejersker har slået i bordet og forlangt, at hvis de skal rende og hoppe hele vagten lang, så vil de kraftedeme have sig en gård eller noget, hvor de lige kan slappe af i 10 minutter med en smøg, uset af patienterne, naturligvis. Og sygehusledelserne har måttet bøje sig for kravet.

Man siger, at salget af tobak er faldende, men uden for statistikkens teoribårne skriveborde kan man nu ellers iagttage, at der aldrig har været så mange voksne smugrygere som nu. Og hvis man deltager i et ikkerygerarrangement, og lige sniger sig ud et øjeblik, erfarer man med hundrede procents sikkerhed hvad det vil sige pludselig at være stærkt omsværmet.

Det skyldes ikke, at man er mere tiltrækkende end sømmeligt er, men at man er ham, der har smøgerne. De vil så gerne have en enkelt, men ellers ryger de selvfølgelig ikke. Nej, selvfølgelig ikke, siger man – selvfølgelig. De tør ikke købe en pakke selv, indrømmer de, for hvis de gør det, så vil de være på den igen. Så vil de (gys!) forvandle sig fra pæne ikkerygere til usle tobaksmisbrugere. Klart, siger man. Og det er kun rimeligt at det er mig, der bekoster deres undtagelsesvise tobaksmisbrug, der skulle jo helst ikke komme flere af min ubehagelige slags.

Man har en våd drøm om at spørge dem, hvad i helvede det overhovedet rager mig, at de er bange for at ’falde i’. Men for at kunne sige det op i ikkerygerens åbne ansigt, skulle man have været et rigtigt mandfolk. Og det er her, det kniber.

De skal ikke have det for godt

Men som sagt, vi rygere kan – i alt fald indtil videre – tage den lidt med ro. Det er ikke længere os, Mobbekværnens nål står fast parkeret hos. Det er derimod de fede. Dem der ikke kan nøjes med et biografsæde. To-i-enerne, eller værre endnu, dem der betaler for et sæde, men bruger mindst to. Det er selvfølgelig uholdbart. Udemokratisk er det også!

Og det behøver jo ikke bare være et biografsæde. Det kan være et flysæde. Hvis man sidder inderst, og der kommer sådan et stykke monsterbiomasse og sætter sig ved siden af en, risikerer man jo at blive mast ud af flyet ud over den Finske Bugt. Eller måske inde på fastlandet. Nielsen, Bent Vinn, de kaldte ham Fladmast. I og for sig en meget flink fyr, men der var ikke plads til ham i flyet.

Fede mænd køber tøj i en butik, der hedder Store Robert. Jeg ved ikke, hvor de fede kvinder køber deres tøj. Måske findes der en butik, der hedder ’Lidt kraftige Ingerlise’? Butikkerne tjener penge på dem, men der er absolut ingen andre steder, hvor Store Robert og Kraftige Ingerlise er velsete. De er lige så upopulære, som rygere engang var, og som mødre, der ammer deres spædbarn på en cafe, stadig er.

Der siges at være arbejdsgivere, der ikke vil ansætte overvægtige. Ansatte, der helst ikke vil arbejde sammen med dem. Normalvægtige, der aldrig har gjort en skid for at holde sig normalvægtige, kræver at de overvægtige knokler med morgenløb og fitnesscenter, helst hver dag, og at de i øvrigt lever af klidkiks og postevand, indtil de kan nøjes med et sæde, når de skal se film i biografen.

Det er ligesom de arbejdsløse, de skulle nødig have det for godt, mens de ikke bestiller andet end at skrive ansøgninger og bliver sendt i jobtræning. De fede skal ikke have det for fedt, de skal svede tran og skamme sig!

De dummeste

Men måske behøver de ikke tage det så – tungt. Det får en ende, en skønne dag bliver det for kedeligt at være efter de fede. Måske fordi de efterhånden bliver for mange. Hvem bliver så de næste? Må jeg foreslå rødvinsdrikkerne? Ikke på grund af selve vinen, men på grund af deres åndssvage snak om druer og påstanden om, at en vin skulle have ’næse’ – rend mig.

Og lad os ved samme lejlighed forfølge, chikanere og mobbe ølentusiasterne, der ikke kan nøjes med at drikke øl, men absolut skal snakke om under- og overgæring imens. Lidt længere nede af listen er der altid folk, der læser Weekendavisen i den tro, at avisartikler der er for lange, derfor også må være klogere og bedre end andre avisartikler.

Selvfølgelig kunne man også være mere praktisk, strategisk og politisk og blive enig om at lægge Dansk Folkeparti for had. En undersøgelse har påvist, at den ’danskhedsprøve’, de kræver, at indvandrere skal underkaste sig, vil en meget stor del af partiets medlemmer ikke selv kunne bestå. Den ’danske kultur’, de vil forsvare, kender de heller ikke.

Partiet har opbakning af 20 procent af befolkningen, meget tyder på at det er den absolut dummeste femtedel. Et stort mindretal, men dog et mindretal. Hvorfor ikke mobbe dem? De har jo ikke selv bestilt andet end at mobbe andre mennesker i hele partiets levetid. De tøsedrenge, der ikke engang turde påtage sig regeringsansvar, da de havde muligheden! Havehækpolitikere som de er!

Jo, lad os mobbe dem. Grundigt.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Der er mere ræson i at tage friværdi-rytterne. DE er ikke til at holde ud at høre på, for i modsætning til rødvinsdrikkerne er deres bablerier jo uden substans og logisk retning.

Kirsten Kathrin, Carsten Wienholtz og Arne Lund anbefalede denne kommentar

Jeg er med på at mobbe rødvins-entusiasterne. Efter det første glas, som det tager en halv time for dem at konsumere, hælder de i sig som alle vi andre.
Deres hobby er intet andet end camoufleret druk.
Må dog indrømme, at jeg har oplevet at tabe både næse og mund, når nogen ved en enkelt slurk har kunnet fastslå, at vinen stammede fra madame de la Congierge 's Chateau i Mongoliet.
Hold da kæft, den smager lige som den jeg købte i Brugsen sidste weekend.
Forskellen? Ca 1000 kr.

Kirsten Kathrin, Britt Kristensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Bent Vinn NIelsen får en anbefaling.
Det gør han altid, fordi jeg elsker ham.
Ligesom Georg Metz.
Nu, hvor både Rifbjerg og Thøger S. er draget bort, har jeg kun de to.
Gid, de længe leve må.

Kirsten Kathrin, Poul Genefke-Thye og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Den der med at lade DF'erne smage deres egen medicin, synes jeg lyder rigtig fornuftigt. Og det kan ikke gå hurtigt nok med en solid omgang DF-bashing.

Kirsten Kathrin

Kunne vi ikke i en lang periode lade være at lave moppeofre, og se om det ikke kunne være behageligt?

Hvor ville det være befriende, hvis vi hver især bare accepterede andre med alle de forskelligheder de har.

Det er træls, at være i besiddelse af flere af de elementer som folk mener de bør kaste sig over, lidt tyk- ryger, så jeg vil altid skulle være en model for "den renes" rettighed til at moppe.

Underligt er det så, at jeg overhovedet ikke rører spiritus, her skal jeg så udspørges om jeg har haft problemer med alkohol, hvilket jeg tolker som, at det er helt unormalt ikke at drikke.

Peter Nørgaard

Den nye bog, "Magteliten", der også på et medfølgende oversigtskort, viser det spindelvæv hvor 423 personer kravler rundt når de styrer Dannevang, sammen med de cirkum 4.000 medlemmer af VL-grupperne - magtelitens frontkæmpere ud i frihed og det skal betale sig at arbejde, hårdt - kunne passende få et par ord med på vejen. Det blev så til mere end et par ord.