Læsetid: 19 min.

På jødernes ø er de altid på vagt

For et halvt år siden rystede angrebene på Krudttønden og synagogen Danmark. Men angrebene overraskede ikke det jødiske samfund, som af flere sammenlignes med et ø-samfund. Information har besøgt dele af øen for at forstå, hvem de danske jøder er, og hvorfor risikoen for terror synes så nærværende
Simon og Dina betegner ikke sig selv som religiøse. Alligevel begynder sabbatmiddagen højtideligt med at Simon siger en velsignelse på hebraisk og lægger sin hånd på sønnens hoved. Derefter siger kvinderne en bøn og tænder stearinlys

Simon og Dina betegner ikke sig selv som religiøse. Alligevel begynder sabbatmiddagen højtideligt med at Simon siger en velsignelse på hebraisk og lægger sin hånd på sønnens hoved. Derefter siger kvinderne en bøn og tænder stearinlys

Ulrik Hasemann

15. august 2015

Da Yitzi Loewenthal hørte om angrebene på Krudttønden og synagogen, blev han nervøs. Havde gerningsmanden udset sig endnu et mål, og kunne det være Chabad Huset i Ole Suhrs Gade i det indre København, hvor den mest ortodokse gren af det jødiske miljø i Danmark med Yitzi­ Loewenthal i spidsen holder til? Han begyndte at mosle rundt med de tunge skudsikre døre, han netop havde købt efter angrebene i Paris, men endnu ikke havde fået monteret. Han kunne ikke selv montere dem, men han placerede dem op ad husets eksisterende døre. Så kunne man i det mindste ikke skyde igennem dem. Yitzi Loewenthal var alene hjemme med tre af sine ni børn. Familien bor på en af etagerne i Chabad Huset, som også huser undervisningslokaler, der bliver brugt til jødiske aktiviteter for børn og voksne.

Far Jacob Dyrsting og datter Sara Dyrsting blev på hver sin måde viklet ind i terrorangrebet ved Krudttønden og synagogen for et år siden. Sara Dyrsting befandt sig i synagogen, da Omar El-Hussein skød og dræbte en vagt. I fem lange minutter frygtede Jacob Dyrsting, at hans egen datter var en af ofrene.
Læs også

Mens Yitzi Loewenthal baksede med de tunge døre, var hans kone Rochel Loewenthal til en konference med 4.000 kvinder i New York, hvor Chabad har sit hovedkvarter. Da hun fik nys om angrebene i København, gik hun på talerstolen og bad en bøn for den jødiske minoritet i Danmark. En halv time senere blev Omar el-Hussein skudt på Svanevej.

»Det var svært for mig at være så langt væk,« siger Rochel Loewenthal, da jeg møder hende og hendes mand i Chabad Huset en torsdag i sommerferien, hvor de afholder sommerkoloni for jødiske børn. Parrets treårige datter har en dukke i den ene hånd. Den anden knuger hun om Rochel Loewenthals gulvlange nederdel. Og i en bæresele på Rochel Loewenthals bryst sidder familiens nyeste medlem, en tre måneder gammel dreng med orange strithår.

Da jeg en halv time tidligere ankommer til Chabad Huset, sidder en betjent på en bænk i solen på den anden side af gaden. Det ser ret fredeligt ud. Da jeg kommer indenfor, står det dog klart, at betjenten på bænken blot udgør en lille flig i et større sikkerhedsopbud. Jeg smugkigger ind i et rum med skærme og betjente, inden en dør med et skilt med ordene »Kun adgang for politi« bliver lukket. Det korte glimt leder mine tanker hen på scener fra tv-serien Homeland.

Yitzi Loewenthal har langt rødbrunt skæg og bærer en hvid skjorte, bedekappe, firkantede briller og kippah  – den jødiske kalot. Han forklarer, at angrebene i februar langtfra overraskede ham.

»Det er frygteligt, at det har kostet Dans liv. Men samtidig er vi lettede over, at det, vi ventede ville ske, er sket, og at det trods alt ikke gik værre,« siger Yitzi Loewenthal med henvisning til de ca. 80 personer, som var til stede til den jødiske konfirmation, bat mitzva, som blev fejret i Det Jødiske Hus bag synagogen.

»Nu har vi fået den sikkerhed, vi har efterspurgt så længe. Min familie og jeg kan sove tryggere om natten nu,« siger Yitzi Loewenthal.

Ulrik Hasemann

Og den udlægning – at det ikke var et spørgsmål, om der ville komme et angreb på de danske jøder, men et spørgsmål om hvornår – møder jeg igen og igen. Ikke bare hos den lille ortodokse kerne i Ole Suhrs Gade. Både hos troende og ikke-troende jøder, hos såkaldte kulturjøder, hos overrabbineren, hos de moderne og feministiske jøder og hos både unge og gamle bliver præmissen for den historie, jeg egentlig troede, jeg skulle skrive, manet til jorden: Angrebet har ud over sorgen over tabet af Dan Uzan ikke ændret noget i de danskers jøders bevidsthed. For de så det komme.

En af dem, som hurtigt punkterer min tese om et før og efter den 14. og 15. februar, er overrabbiner Jair Melchior, som jeg møder i Det Jødiske Hus i Krystalgade dagen efter, jeg har besøgt Chabad Huset. Bent Melchiors 32-årige barnebarn kommer småløbende ind i receptionen. Han er høj og ranglet, bærer sorte bukser og hvid skjorte og har en kippah fæstnet til sit mørke hår med et hårspænde. Han beklager  at komme lidt for sent og løfter forklarende op i de to plastikposer med kosherkød, som han skynder sig op og aflevere til sin kone i familiens lejlighed på tredje sal.

»Der er sabbat i aften. Det er altid lidt et kaos,« siger Jair Melchior med henvisning til den ugentlige hviledag i jødedommen, som begynder fredag aften, og som fejres med en traditionel jødisk middag.

Da vi sætter os i de røde sofamøbler på hans kontor på anden sal, siger han »nej, nej«, allerede inden jeg har stillet mit spørgsmål om et før og efter færdigt.

»Det er det sørgelige: Jøder er vant til at blive ramt. At et angreb er muligt, er noget, vi har med os,« siger han og fortæller, at han selv har mistet venner i Israel, og at de fleste danske jøder har familie i udlandet, som har stiftet bekendtskab med antisemitisme eller terror.

Og så nævner han noget, som går igen hos stort set alle de jøder, jeg har talt med: Der var et angreb på synagogen i Krystalgade for 30 år siden, hvor syv blev kvæstet. Det har det ikke-jødiske Danmark bare glemt.

Men selv om Jair Melchior mener, at de danske jøder har haft god grund til at forvente et angreb, håber han, at »vi på sigt kan droppe den mentalitet«.

»Jeg håber, at vi om 100 år bliver overrasket, hvis der er angreb.« Derfor mener han også, at det i egentligt er positivt, at de fleste danskere blev overraskede.

»Danmark var ikke parat. Det var naivt. Men jeg ser det som en positiv ting, altså naiviteten – ikke at man ikke var forberedt med tilstrækkelig sikkerhed.«

Ulrik Hasemann

Ulrik Hasemann

Øsamfund

Den jødiske minoritet i Danmark har især tre kulturelle omdrejningspunkter. Det absolut største er synagogen på Krystalgade og Det Jødiske Samfund i Danmark – tidligere Mosaisk Trossamfund – som har lidt over 2.000 medlemmer. Derudover er der den lille ortodokse menighed i Chabad Huset i Ole Suhrs Gade. I den anden af spektret findes den lille progressive feministisk orienterede menighed Shir Hatzafon.

»Vi er lige så forskellige som resten af Danmark. Den jødiske minoritet rummer alt, lige fra dem, der svarer til tidehvervspræster, til dem, der bare betaler deres kirkeskat,« siger Karen Lisa Salamon, medlem af Shir Hatzafon-menigheden og lektor i antropologi ved Københavns Universitet.

Men hvad er det, der gør, at så mange danske jøder, på trods af forskellige grene og praksisser tilsyneladende er enige om, at angrebet på synagogen ikke var overraskende? Ifølge Karen Lisa Salamon skyldes det især »vores erfaringer med jødehad i generation efter generation. Men måske også, at den jødiske minoritet i Danmark minder om et ø- eller landsbysamfund, hvor man alle kender alle. Hvis ikke personligt, så af navn«.

»Vi er dybt ulykkelige over at have mistet Dan, som de fleste af os havde mødt i den ene eller den anden sammenhæng. Hvis der fandt et drab sted i et lille samfund, for eksempel på en lille dansk ø, så ville det jo også ryste alle. En stor del af sorgen handler om overlagt mord på en, man kender. Men også om, at vi igen-igen blev mindet om, at der er et stærkt had mod os som jøder, og at trusselscenariet stadig er der. Vi vidste, det kunne ske og sandsynligvis vil ske igen og igen, mens omverdenen nok bliver ved med at kommentere, at vi nu har talt nok om Holocaust, og at det er forventeligt, at jøder rammes, når de sådan insisterer på at fastholde jødisk kultur,« siger Karen Lisa Salamon.

Jair Melchior nikker genkendende til det med landsby- eller ø-mentalitet.

»Det er det, jeg kalder en menighed. Vi kender de samme mennesker fra vugge til grav,« siger han og hæfter sig også ved, at mange kommer i synagogen til gudstjeneste hver uge uden at være troende.

»Hvis man kommer i kirken hver søndag, er man sandsynligvis religiøs,« siger han og understreger, at det hebraiske ord for synagoge betyder forsamlingshus: »Allerede dér handler det om noget andet. Det er ikke Guds hus,« siger han.

Han hæfter sig også ved reglen om, at der minimum skal møde 10 op, for at de kan gennemføre en gudstjeneste eller en begravelse.

»Det er ud fra en erkendelse af, at vi har behov for et samfund. Det viser, at det handler om identitet, men først og fremmest om at være et samfund og være en del af noget,« siger Jair Melchior, som mener, at menighedsfornemmelsen er »svaret på modernitetens ensomhed«, hvor mange er ensomme, selv om de lever omgivet af mennesker i store byer. »Den jødiske minoritet får både det gode fra byens kulturliv og menighedsfølelsen. Så det er den bedste af alle verdner, for at sige det med et dansk udtryk.«

Det oplever jeg, da jeg lørdagen sidder med Dina på kvindebalkonen i synagogen. Selv om gudstjenesten er ortodoks, bevæger mændene sig rundt mellem hinanden og sludrer og giver hånd, mens bønnerne remses op. Og folk kommer, når det passer dem.

»Yitzi havde vist brug for at sove længe,« siger Dina eksempelvis, da Yitzi Loewenthal træder ind i synagogen som en af de sidste.

Efter gudstjenesten er der stillet et langt bord op ude i gården foran synagogen, hvor der er chokolade, melon, og Københavnerstænger. Folk cirkulerer rundt og ønsker hinanden sabbat shalom.

En stor familie

Det emmer af koncentration i det lille kælderlokale i en boligblok i en forstad til København, som jeg træder ind i en tirsdag eftermiddag. Lyden fra spillekort, som bliver smækket ned på de grønne læderduge, og kommentarer som »nu stopper du lige, du«, »jeg skal lige ringe til en ven«, »vær sød at lægge den, så jeg kan se den bedre« gør, at der ikke er helt stille. Jeg er taget til jødisk pensionistbridge for at blive klogere på det med ø-mentaliteten. Ved første øjekast kunne det have været hvilken som helst pensionistbridgeklub i Danmark. Hvis det ikke var for Poul Karlin, der inden en runde fortæller en joke til sine medspillere:

En kristen kvinde spørger en jødisk kvinde:

– Hvad laver du om aftenen?

– Der kommer en mand ind og så smider vi tøjet og synger yiddishe sange. Hvad laver du?, siger den jødiske kvinde.

– Der kommer også en mand ind, og vi smider også tøjet, siger den kristne kvinde.

– Hvad gør I så?, spørger den jødiske kvinde.

– Så hygger vi os, svarer den kristne kvinde.

– Hvorfor? spørger den jødiske kvinde.

– Jo for vi kender ikke alle de yiddishe sange.

De klukler rundt om bordet.

»Vi må godt selv lave jødejokes, men vi vil helst ikke have at andre gør det,« forklarer Poul Karlin.

Og selv om ingen i lokalet vil betegne sig som religiøse, er der tilsyneladende noget særligt over at spille i en jødisk bridgeklub. At der trods det lave antal danske jøder eksisterer yderligere tre jødiske bridgeklubber, indikerer, at det handler om mere end bridge.

Isak Berkowitz, en høflig mand iført polo T-shirt, som i dag spiller som par nummer ét med sin makker, prøver at sætte ord på »den ekstra dimension«:

»Vi kender alle sammen hinanden, ofte tilbage fra Carolineskolen. Vi er Tordenskjolds soldater,« siger han og bakkes op af Kirsten Davidsen, som har lyserøde læber og negle og bærer blomstrede bukser, ballerinasko og leopardprikkede strømper.

»Isak og jeg taler meget om, at vi begge har børn og børnebørn i Israel. Men ellers er det bare noget, der ligger i baghovedet,« siger hun.

Isak Berkowitz organiserer foreningens aktiviteter sammen med Monna Solovej, som også spiller bridge i Ældresagen.

»De er da flinke i Ældresagen, men her er vi ligesom en stor familie,« siger hun.

Efter halvanden time er der pause. Alle rejser sig, og en af mændene begynder at synge en yiddish fødselsdagssang for en af kvinderne. Resten følger trop. Bagefter skåler de i snaps og spiser laksemadder.

Et par dage efter ringer Isak Berkowitz. Han vil høre, om jeg ikke kan lade være med at skrive, hvor i byen klubben holder til. »Der sker nok ikke noget, men der er ingen grund til at løbe risikoen,« siger han.

Der er pause i bridgeklubben. En af kvinderne har fødselsdag, og det bliver fejret med en snaps og en yiddisch fødselsdagssang.

Ulrik Hasemann

Et kristent land?

Endnu et emne, som popper op igen og igen, er redningen af de danske jøder under den tyske besættelse. Jair Melchior er en af dem, som bruger begivenheden til at beskrive den jødiske minoritet i dag.

Efter angrebet hørte han folk i udlandet, som roste danskerne for at »vise solidaritet med jøderne«.

»Men jeg sagde: ’Nej, de viser ikke solidaritet. De føler, at de har mistet en dansker. Der er en kæmpe forskel,« siger Jair Melchior, som mener, at oktober 1943 har givet jøderne en central placering i dansk historie.

»En historie, man kan lide at holde fast i – et lyspunkt i besættelseshistorien,« siger han og citerer sin oldefar, som sagde, at det utrolige ikke var, at danskerne hjalp jøderne til Sverige, men at de også ventede på, at de kom hjem. »Man anede jo ikke, hvornår krigen ville slutte. 95 procent af husene stod urørte. Det skete ikke i andre lande. Derfor sagde min oldefar: ’tænk på 1946!’,« siger Jair Melchior.

Men samtidig med at de danske jøder er meget taknemmelige over for Danmark, eksisterer der en udbredt skuffelse over, at Danmark ikke kan rumme kulturel praksis, der strider med kristne traditioner.

»Debatten om drengeomskæring og rituel slagtning viser de grimme sider af Danmark. Folk forstår ikke, hvor ondt det gør, når vi bliver kaldt børnemishandlere. Jeg forstår godt, at almindelige mennesker kan tænke sådan, for det er sådan, det bliver fremstillet i medierne, men politikerne og journalisterne burde vide bedre,« siger han og bakkes op af Karen Lisa Salamon, som ser omskæringsdebatten som »et af flere eksempler på, at danske jøder efter århundreders samfundsengagement og integration i disse år igen gøres til repræsentanter for noget unormalt og fremmed«.

»Min tipoldefar, der var omskåret, var med til at grundlægge dansk pilsnerølproduktion og modernisere smøreksporten, og han figurerer stadig med sit hipsterskæg på Tuborg Classic-flaskens etiket. Han ville ikke have været i Danmark, hvis omskæring og anden jødisk praksis havde været forbudt,« siger hun og mener, at konsekvenserne af et forbud mod drengeomskæring »med stor sandsynlighed bliver, at de aktivt praktiserende jødiske familier vil udvandre«. Politikere i den type debatter »signalerer, at Danmark dybest set kun er for kristne vikingedanskere«.

»Oplevelsen af kulturel udgrænsning er blevet tydeligere, siden jeg begyndte mit voksne liv, og jeg tror, dels det har noget at gøre med, at hadet til muslimer har bredt sig til os, men også at Holocaust er ved at være glemt i de nye generationer. Efter Anden Verdenskrig var det synd for os. Det er der ikke længere nogen, der synes. Men det er stadig vores forældre og bedsteforældre, der var flygtninge og ofte mistede hele deres slægt i udlandet. Mange har, ligesom jeg, for eksempel en svigerfar, der oplevede at miste sine fætre, kusiner, tanter, onkler og morforældre, som blev skudt i en skov eller gasset i Auschwitz. Det er stadig tæt på for os,« siger Karen Lisa Salamon og forklarer, at den danske kontrast til det, der overgik jøder andre steder, bidrager til den jødiske minoritets generelt store kærlighed til Danmark.

»Mange er stolte af kongehuset, danske sange og Dannebrog, andre af dansk humanisme, demokrati og alternative bevægelser som Ungdomshuset og Christiania. Stoltheden skyldes også, at der er en generel oplevelse af, at jøder her er så heldige at være integreret og accepteret på lige fod med andre, og der er også stadig en taknemmelighed over redningen af de danske jøder, selv om vi i dag har fået en mere broget og mindre glansbilledeagtigt forståelse af, hvad der skete under besættelsen,« siger Karen Lisa Salamon, som oplever, at jøder i Danmark bliver opfattet som mindre danske end andre danskere.

»Formanden for Det Jødiske Samfund i Danmark sagde flere gange inden angrebet, at han var bekymret, men der skete ingenting. Så jeg har ikke en generel vished for, at vi i Danmark passer på hinanden. Mindehøjtideligheden var da meget rørende, og statsministeren sagde nogle smukke ting, men det ændrer ikke ved den grundlæggende oplevelse af, at mange andre danskere måske i stigende grad opfatter os som en ikke-dansk befolkningsgruppe,« siger hun og fortæller, at det »stadig er almindeligt« at høre spørgsmålet: ’Føler du dig mest som dansk eller jøde?’

»Det er heftigt, for det refererer til den klassiske antisemitismes påstande om, at jøder er forrædere og ikke kan være en del af fællesskabet.«

Associationer til Holocaust

De splittede følelser om danskernes opbakning til jøderne møder jeg også, da jeg sætter mig ved sabbatbordet hos ægteparret Simon og Dina, som ikke ønsker deres efternavn eller det kvarter, de bor i, nævnt.

»Under mindehøjtideligheden, da vi gik inde fra Krystalgade ud til Krudttønden, var det, som om folkemængden åbnede sig for os. Det var en rar og tryg fornemmelse. Jeg tænkte, at det var vores generations oktober 1943,« siger Dina, som samtidig synes, at tonen er blevet hårdere de senere år og er ked af debatten om omskæring og rituel slagtning.

Parrets 17-årige søn, Adam, tror, at skepsissen mod de jødiske ritualer, skyldes, »at der er mange fællesstræk mellem muslimer og jøder«.

»Det er hårde år for muslimerne i Danmark. Det er ikke den pæneste debat. Og dér ryger jøderne nok med i købet,« siger han og er begyndt at overveje, om hans studenterhue skal have kors eller stjerne på.

»Jeg tænker da også over at gå rundt med en stjerne i panden,« siger han.

Dinas ven fra Carolineskolen Linda Dyrsting, hendes mand, Jacob Dyrsting, og deres tvillinger på 15 år er på besøg. Bordet er dækket af en dug i blåt nervøst velour, og der er bordeaux servietter i vinglassene.

Simon og Dina, som mødte hinanden, da de stod vagt ved synagogen i 1980’erne, betegner ikke sig selv som religiøse. Aftenen begynder alligevel højtideligt. Simon siger en velsignelse på hebraisk og lægger sin hånd på Adams hoved. Derefter siger kvinderne en bøn og tænder stearinlys. Den lille ceremoni afsluttes med, at der deles traditionelt jødisk flettet brød ud, de skåler, Dina kysser Simon glædelig sabbat.

»Alle tror, at fordi man lever anderledes, er man religiøs,« siger Simon og suppleres af Linda Dyrsting: »Danskere har lettest ved at acceptere andre, hvis de spiser røde pølser og danser om juletræet,« siger hun.

Hun kan dog »godt forstå, hvorfor omskæring kan virke grotesk«.

»Men det er en meget vigtig del af det jødiske fællesskab. Man kan kun forklare det med følelser, men med følelser kan man ikke overbevise mange danskere,« siger Linda Dyrsting, som blev »rørt til tårer« over Ida Aukens forsvar for omskæring. »Hun siger, at hun aldrig vil gøre det ved sine egne børn, og at det på mange måder virker absurd, men at hun respekterer, at det betyder meget for os. Det rører mig.«

Ulrik Hasemann

Alle mændene ved bordet bærer kippah. Også Jacob, Lindas mand, som er kristen, bærer af respekt for de andre den lille hovedbeklædning. Simon fortæller, at han, da han tidligere på aftenen gik ud på terrassen for at grille kødet, var bevidst om, om naboerne kunne se ham med kippah på.

»Det er jeg altid. Også selv om, vi har de sødeste naboer,« siger han og fortæller, at han også er opdraget til at tage kippahen af, så snart han går ud af synagogen om lørdagen. Sådan var det også før angrebet.

»Det er lige før, det ligger i generne,« siger Linda Dyrsting, der, selv om hendes datter serverede i synagogen den 14. februar, afviser et før og efter. Men selv om angrebet ikke var en overraskelse, ramte det hårdt.

»Det er svært for andre at forstå, hvordan man bliver totalt kompromitteret. Jeg følte mig totalt klædt af,« siger Simon.

Jeg spørger ham, hvad han mener med »totalt kompromitteret«.

»Det er lidt groft,« siger han efter en tænkepause. »Men jeg kan nok bedst sammenligne det med den følelse, du ville have, hvis nogen voldtog din datter. Man føler sig totalt hjælpeløs og ramt dér, hvor det gør mest ondt. Det giver associationer til Holocaust og alt det, vi har været igennem,« siger han.

Debatten om Gaza sidste sommer gjorde Linda Dyrsting mere nervøs end terrorangrebet i februar.

»Retorikken blev ekstrem hård. Børnene var blevet gamle nok til få udgangstilladelse fra skolen, men jeg sagde til dem, at jeg gerne ville have, at de lod være med at bruge den,« siger hun og fortæller, at deres børn, før de kom på Carolineskolen, gik i en klasse, hvor der var flere elever med palæstinensisk baggrund.

»Jeg må indrømme, at jeg var bange,« siger hun.

Jeg spørger, om man ikke også kan blive for para­noid, og om man ikke kan indvende, at angrebene blot var en enkelt gal mands værk.

»Jeg havde en veninde, der sagde sådan, og det sårede mig meget. For jeg ved, at der findes en gruppe, som tænker som ham. Jeg siger ikke, at jeg er bange for alle muslimer, men jeg ved, at han ikke er den eneste, der tænker sådan,« siger Linda Dyrsting.

»Der var jo også nogen, der hyldede gerningsmanden ved begravelsen,« siger Simon, som har siddet i Carolineskolens bestyrelse og har set »lidt af hvert« på skolens overvågningskameraer.

»Det ligger meget dybt i mig at stå vagt for friheden. Men der er alligevel så mange ting, jeg ikke eksponerer, fordi det er sårbart. Der er meget mere under overfladen, end jeg for eksempel viser mine kollegaer. Der er ingen tvivl om, at min fars Holocaust-skæbne har præget mig meget,« siger han.

»Jeg ved ikke, hvor grænsen til det paranoide går. Der er selvfølgelig en risiko for, at man fastholder sig selv i et billede, man ikke har lyst til at fastholde. Men hvis der er en lille risiko, vil jeg hellere tage hensyn til den, end alt det, der taler imod. Jeg vil ikke risikere min families sikkerhed,« siger Simon og tilføjer, at han» ikke har lyst til at være skrækslagen eller at gøre mine børn skrækslagne«.

»Jeg vil gerne have, at de vokser op til at turde mere end os,« siger Linda Dyrsting.

Chabad

Tilbage i Chabad Huset skal dagens koloni begynde. Rochel Loewenthal dirigerer børnene igennem klappelege og remser på et miskmask af hebraisk, dansk og engelsk og viser kort med hebraiske bogstaver, som børnene gentager efter hende. De andre dage har børene lært om legeværelset og køkkenet, herunder kosher-reglerne. I dag er soveværelset på programmet.

Chabad har afdelinger i hele verden for at uddanne og hverve frafaldne jøder. Yitzi og Rochel er opvokset i Chabad-familier i England og Canada. Familien forsøger at leve efter så mange af de jødiske regler som muligt.

Rochel går ikke i synagogen om lørdagen, hvis hun er nødt til at skubbe en barnevogn, da man ifølge reglerne ikke må udføre nogen form for arbejde på sabbat. Det er også i henhold til reglerne om, at en kvinde ikke må vise sit hår, at hun bærer paryk, og at Yitzi ikke giver mig hånden, da jeg møder ham. Og så har de mange børn, fordi »hvert barn er en velsignelse af Gud«, som Rochel Loewenthal, som også har startet en jødisk mødregruppe, siger.

Rochel Loewenthal kalder det »en challenging opgave« at være ortodoks jøde i Danmark.

»Der er ikke så meget jødedom i Danmark. Men jeg elsker at være her,« siger hun.

»Jøder reflekterer altid det samfund, de lever i. Danmark er ikke et religiøst samfund, og de danske jøder samles ikke så meget om religion, men mere om identitet igennem håndbold, spisning og kultur,« siger Yitzi Loewenthal.

Efter klappelegene får børnene udleveret et orange kartonhus, filt, som skal blive til en seng, og malede ispinde, som skal være sengerammen. De mingelerer med de forskellige soveværelseselementer til lyden af israelsk børnemusik.

»Hvor er mor?« udbryder et af Rochels og Yitzis børn midt i soveværelseskonstruktionen.

En dreng peger op på en skærm, som – ligesom i alle husets andre rum – er monteret under loftet og viser, hvad der sker i resten af huset.

»Hun er her. Man kan se hende i fjernsynet,« siger han og bygger videre på sit soveværelse.

Noam en lille dreng med begyndende ørelokker og kippah er den eneste af børnene, som kommer fra en ortodoks familie. De andre kunne med deres I surf more-T-shirts, Disneybriller og ballerinaskørter være hvor som helst fra.

Flere, der er nået skolealderen, går heller ikke på Carolineskolen. Og det er netop her, en af forklaringer på den ortodokse Chabad-bevægelses succes blandt de sekulariserede jøder, skal findes, mener Anne Boukris, som har forsket i moderne jødisk identitet og leder den jødiske filmfestival.

»De fleste af os besøger Chabad i ny og næ. Hvis man vil give jødisk kultur videre til sine børn, handler det jo om at lære dem en praksis,« siger Anne Bourkris, som selv har sendt sine børn på Chabads sommerkolonier, selv om hun lever en ganske anden form for jødisk liv end familien Loewenthal. Hun blev f.eks. viet med sin ikke-jødiske mand af en kvindelig rabbiner i reformmenigheden Shir Hatzafon.

Efter frokost er det tid til at tage ud på dagens aktivitet, ponyridning. Noam tager, inden han løber ud på gaden, i en rutinebevægelse en blå kasket fra en kurv ved siden af døren og placerer den oven på sin kippah. Rochel Loewenthal forklarer med ét enkelt ord, da jeg kigger spørgende på hende: »Sikkerhed.«

Hvis man kommer i kirken hver søndag, er man sandsynligvis religiøs. Det er ikke nødvendigvis tilfældet i synagogen, som betyder forsamlingshus på hæbraisk. Det er ikke et guds hus, og det har derfor en anden betydning for jøderne, forklarer Jair Melchior

Ulrik Hasemann

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
  • Anker Nielsen
  • Allan Ⓐ Anarchos
Jakob Silberbrandt, Anker Nielsen og Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Folk forstår ikke, hvor ondt det gør, når vi bliver kaldt børnemishandlere."

Men det er I. Og det er ikke det eneste problem ved omskæringen af børn. Det fjerner også barnets mulighed for selv at vælge.

Sus johnsen, Ernst Enevoldsen, Anne M. Lassen, Peter Nørgaard, Hans Larsen, Ditte Jensen, Janus Agerbo, Karsten Aaen og Benny Jensen anbefalede denne kommentar

Trist, men godt, at der er et øget fokus på de overgreb, der sker på jøder og deres institutioner. Et hvilket som helst samfund kan ikke og skal ikke tolerere den slags.

Men hvem "beskytter" muslimerne og folk med indvandrerbaggrund, når de udsættes for overgreb fra de grisefarvede, overgreb som endda kan være langt grovere og sker langt hyppigere, end hvad der overgår jøderne.
Så står intet bevæbnet politi klar til at gribe ind. Så er det sjældent noget, som medierne gider beskæftige sig med. Næsten uanset hvad overgrebene mod muslimerne består i, så affærdige politiet det som drengestreger, eller fulde folk, der morer sig.

De daglige stikpiller rettet mod den unge muslimske pige med tørklæde, der står ved kassen i det lokale Fakta, kommer ikke fra fulde folk og dumme drenge. De kommer fra pæne forstadsfruer med villa, Volvo og vovse. Og det er heller ikke fulde folk, der dagligt kommer med giftigheder henne i børnehaven, fordi muslimske børn skal have halalkød.

Sikke en ballade der ville blive, hvis politiet kaldte overgrebene mod jøderne for "drengestreger" og fulde folk, der morer sig.

Elisabeth Andersen, Hans-Micael Søndergaard, Viggo Okholm, Peter Nørgaard, Hans Larsen, Karsten Aaen, Karen Grue, David Zennaro, Espen Bøgh, Carsten Mortensen og Martin Madsen anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Hvor trist at du bor sådan et grimt sted Arne Lund. Jeg handler også hos en købmand med en ung muslimsk kvinde ved kassen, og aldrig hører jeg nogen håne hende - jeg ser unge tørklædebærende kvinder hver dag, folk opfører sig ganske normalt. Herude kunne vi heller ikke drømme om at være efter andre folks børn. Men forskellen er måske, at jeg bor ude på bøhlandet, der hvor alle kender alle. Det er absolut muligt, at man i storbyerne agerer ganske anderledes, men så kan jeg kun sige - kom ud til de fornuftige menneskelige mennesker ude på landet. Der har du din plads, og fylder du den ud på fornuftig vis, bliver du også accepteret som medmenneske. Der ser vi ikke anderledes på folk bare fordi de ikke klæder sig som alle andre. Men vi er selvfølgelig også vant til gennem alle år at integrere udlændinge, vore unge mennesker er jo ofte kommet hjem med hustruer fra andre lande. Fiskere og håndværkere har jo altid været rejst ud og er kommet hjem, ofte med ny familie.

Det er muligvis et storbyfænomen det med racisme og et forkvaklet syn på folk der ikke lige er som alle andre. Første gang jeg oplevede at jøder blev set ned på var da jeg gik i ungdomsskole, og der kom til at have en hverdag med unge mennesker fra København. Da oplevede jeg første gang at nogen sagde "Hvem har jødet min taske?".

Og så føler jeg mig altså krænket arne lund, jeg er lys i huden som mange af vi nordboere er - men jeg er fanme ikke grisefarvet. Muligt du er grisefarvet, men det må du så leve med. Jeg synes du formulerer dig ualmindelig racistisk og uacceptabelt, har du tænkt over at respektløs tale smitter? Måske skulle du simpelthen begynde selv at tale ordentligt om andre, så smitter det måske.

Sus johnsen, Viggo Okholm, Preben Haagensen, Jakob Silberbrandt, Peter Nørgaard, Hans Nielsen, jens peter hansen, Jens Jørn Pedersen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Jeg undrer mig til stadighed over, at mennesker ønsker at leve eksklusivt, men mange gør. Det drejer sig om Jehovas Vidner, Moon Bevægelsen, Scientology, Rockere, Indre Mission, Jøder, Muslimer, etc. etc.
Men for mig er det uden problemer, hvis vi gensidig respekterer hinanden, men det kniber det med fra flere sider.
Jeg har talt med en folkekirkepræst, der ville overbevise mig om, at jeg manglede noget i mit liv, når jeg ikke er troende. Det er disrespekt for mig og mit liv!
Tilbage i 1700-tallet viste franskmændene disrespekt for de reformerte.
En stor del af baladen i Mellemøsten er baseret i religionsforskellighed, men når man ser på etnicitet, så er forskellen ikke så stor. Det samme gælder den kulturelle forståelse eller mangel på samme.
I Middelalderen var man bange for det anderledes, derfor blev hekse brændt på bålet. De gejstlige var bange for at miste deres magt over menneskene. Det samme er tilfældet i dag.

Når vi har Chopenhagen Pride, så drejer det sig om det samme. Vi vil blande os i andre menneskers liv helt ind i det private.

Nu forsøger ISIS at argumentere med, at det står i Koranen, at de skal voldtage kvinder.

I andre "hellige" skrifter påstår man, at der står andre uhyrligheder. Det lange af det korte er, at disse "hellige" skrifter er udformet af mennesker, og tolkningen bliver også foretaget af mennesker, på trods af, at man vil påstå noget andet.

Hvis vi tager DF, så er de ikke grundforståelse ikke meget forskellige fra forskellige religioner, hvor man ikke vil acceptere andre former for kulturer.

Så længe vi har eksklusive subsamfund, så længe er der ufred!

Eksklusive samfund er de samfund, der klart definerer sig selv som anderledes og bedre. Det er klart, hvem der hører til, og hvem der ikke gør.

Vi har i Danmark en lang tradition for inklusivitet, men absolut ikke uden undtagelse.

Denne eksklusivitet skaber altid konflikter, hvorimod inklusivitet er meget mindre konfliktorienteret.

Hans-Micael Søndergaard, Laust Persson, Viggo Okholm, Peter Nørgaard, Carsten Mortensen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

Helene Kristensen -
Når Niels Hausgård synge om de grisefarvede, er han så også racist? Undskyld, at jeg forsøgte mig med en smule ironi, den slags er åbenbart verboten.
Modviljen mod indvandrere, og folk, der skiller sig ud fra flertallet findes overalt, i by som på land. Det er vist ikke altid lige sjovt at være fx bøsse i de små stationsbyer, og folk med markante røde holdninger, er heller ikke altid lige velkomne ude i den af dig idylliserede provins. Jeg ved for jeg kommer selv fra provinsen.
PS: Jeg bor i en københavnsk forstad, og den er såmænd hverken værre eller bedre end alle andre steder i landet. Hvad mentaliteten angår, tror jeg den er ret gennemsnitlig. Derfor kan jeg heller ikke bruge din kunstige opdeling mellem by-land til noget.

Lene Kruhoffer, Hans-Micael Søndergaard, Jonas Pedersen, Peter Nørgaard, Torben Arendal og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

På en anden tråd skriver en anden også at hun er grisefarvet. Svin kan også være sortbogede og sorte. Hvad er det for et selvhad der læges for dagen ?

Jakob Silberbrandt, odd bjertnes og Hans Nielsen anbefalede denne kommentar

En ø-kultur i et land, uanset hvilket, er og bliver et indadvendt samfund, og som vi også kan læse det mellem linjerne; "et samfund hvor man måler og bekræfter sig indadtil i de dårlige sider udefra som en del af "medlemskabet"(fællesskabet) så man ikke står udenfor".

Jeg tvivler og tror ikke på jøderne vil lægge "holocaust" på hylden efter hundred år, alt for meget peger nemlig i den helt modsatte retning, og jeg har i stedet mere en fornemmelse af, det vil og bliver fastholdt som jødedommen skjold udadtil overfor resten af verden, som tusindårs skammen den øvrige menneskehed skal leve med, og derfor skal holdes i live længst muligt.

Et præventivt skjold der skal affeje og aflede enhver diskussion eller kritik om og af jøder, som kan være ubehagelig, og pege på jødernes egne fejl, men også giver en legitimitet for deres Israel i Mellemøsten, som stedet hvor jøder altid vil have et fristed de kan søge mod i tilfælde af problemer.

Afvisningen af diskussionen om bosættelsernes berettigelse på Vestbredden, og senest den klare og velbegrundede kritik af kampene i Gaza, skærmes også ofte med ordet "holocaust" som "som fripas" til jødernes handlinger.

Et ø-samfund der selv ønsker at skille sig så markant ud og kræver særbeskyttelse, selv om de ellers lever ganske fredeligt i lille Danmark, gør sig også selv sårbare overfor omverdenen, ved hele tiden at gøre opmærksom på sig selv, som et truet folk.

Alene de gentagne bekræftelses sætninger fra artiklens medvirkende, "vi så det komme" osv., er i grunden ikke så meget forskellige fra mange danskeres oplevelser, som oveni købet har ønsket det danske politis beskyttelse uden at få det, og siden er enten blevet dræbt eller lemlæstet i ganske uhørt grad, syntes jøderne åbenbart ikke fortjener nær så stor opmærksomhed som de mener de skal have som øsamfund.

Dybest set er tankesættet ganske uhyrligt, for komplekset bag er jo, - vi er bedre end de andre!

- Må jeg mind om der også var en dansker der blev skudt ude ved Krudttønden!

Alene troen på at det jødiske folk er specielt udvalgt af gud, og derfor som stamme, hævet over alle andre mennesker, og derfor skal og må udskille sig særlig i de lande hvori de bosætter sig er ret beset ikke at migrere til et andet land med dets vaner og livsstil, men derimod det modsatte.

Kast "forfængelighedens" skjold fra jer, og lad historien og tiden gå sin gang uden "holocaust" og uden "et fristed(Israel)" hvor truede jøder altid kan samles, og være i fred, det er blot et illusorisk tæppe der skygger for virkeligheden, - den fred jeres ledere indgik i Camp David om Vestbredden for Palæstinenserne, har I selv overtrådt ganske så voldsomt, og før det fortsat den dag i dag, hvor freden syntes endnu længere væk, og alene styret af voldsom våbenmagt parret med den politiske lovede tryghed, som alligevel ikke findes, hvilet måske mere skyldtes indre end ydre dæmoner.

Peer Bentzen, Laust Persson, Hans-Micael Søndergaard, Torben Arendal, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Karen Grue og Peter Hansen anbefalede denne kommentar

@ Nils Bøjden

Omskæring, i grunden en absurd latterlig tanke for en religion, gudfrygtig og dydigt i troen stiller man sig alligevel over gud, og retter på hans skabelseskraft.

Men det handler alene om identitet for det jødiske samfund og individets tilhørsforhold hertil, som værende blandt guds udvalgte.

- En tatovør kunne såmænd have "mærket" enhver anden person for resten af livet, med mindre skade til følge på guds værk.

Og så en lille tilføjelse, der smuttede i første omgang.

Det er ikke en jødisk gudsret som hans (selv)udvalgte folk på religiøs baggrund, at gå gennem hele live fra fødsel til død uden at risikere det andre individer i et samfund risikerer i dagligdagen, - den mulighed og risiko er til stede for alle i et samfund.

Forskellen ligger derimod i behandlingen af den forvoldte skade i mental og åndelig forstand, såvel indefra øsamfundet som det omgivende samfund, - og her hersker på begge sider af "hegnet" en hysterisk stemning, som der egentlig ikke er grund til, for der er jo reelt ingen jødeforfølgelse i store dele af verden i dag, så "holocaust hylet" hver gang der sker en jøde noget er blevet et falsk traume for det omgivende samfund, og for jøderne selv, som alene lever i selvbekræftelsens evige tankløse gentagelser!

Sus johnsen, Laust Persson, Hans-Micael Søndergaard, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Anker Nielsen

Jeg flyttede ind i min lejlighed i København, ved siden af Chabad Huset og dets beboere for ca. 20 år siden. Jeg vidste ikke det var en ø jeg flyttede ind ved siden af.
Jeg har altid oplevet kvarteret som et jødisk kvarter. I mange år var her også en Kosher, og mange udefra kom og handlede. Jeg har været vidne til jødernes mange traditonsrige fester i årenes løb.
Jeg har delt risiko med jødene i al den tid, jeg har boet her, og det gør jeg fortsat gerne.
Men det bevæbnede politi skal væk fra gaderne og vores gård!
Det er upassende og hører ikke hjemme i det danske samfund. Det er med til at cementere et “os og dem”, og det betyder at mine tanker konstant er fyldt med, at der er nogle som mener, at der en risiko ved at bo her.
Jeg har aldrig følt mig utryg ved at bo her, før de bevæbnede betjente dukkede op i mit kvarter.

Sus johnsen, Hans-Micael Søndergaard, Laust Persson, Preben Haagensen, Jonas Pedersen, erik mørk thomsen, Carsten Mortensen, Torben Arendal, Anne Eriksen, Janus Agerbo, Karsten Aaen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Hvem tilbeder de, når de nu tydeligvis ikke har tillid til en gud? Det er pinligt at være vidne til, at ultraortodokse medlemmer af trossamfund har så ringe tillid til sin egen gud, at de kræver politiets beskyttelse mod døden. Desværre er det ikke engang tilladt at mene, at jøderne skaber uro, hvor de end færdes, og ikke er bedre integrerede i det danske samfund, end muslimerne er. Det er også tydeligt, terrortrusler er vigtige for de besøgte jøders identitet.

jens peter hansen

Ih jo prøv med ironi grynter Arne Lund selv om han selv skriver:De daglige stikpiller rettet mod den unge muslimske pige med tørklæde, der står ved kassen i det lokale Fakta, kommer ikke fra fulde folk og dumme drenge. De kommer fra pæne forstadsfruer med villa, Volvo og vovse. Og det er heller ikke fulde folk, der dagligt kommer med giftigheder henne i børnehaven, fordi muslimske børn skal have halalkød.
Hvor er ironien henne ?

Egon Maltzon - To dugfriske eksempler frikender ikke medier og myndigheder for den tavshed, der har rådet i de sidste årtier. Institut for Menneskerettigheder og andre, der beskæftiger sig med den slags kan berette om rigtig mange hændelser, som ikke når frem til offentlighedens kendskab, og som politiet rask væk affejer som drengestreger. Men du kan jo begynde med at spørg dig for blandt muslimer, og høre hvad de har at fortælle.

Jens Peter Hansen
Nej, hele min tråd var ikke ironisk. Det var "kun" brugen af ordet "grisefarvet". Det afsnit du citerer, er ramme alvor.
Kan forstå, at næste gang jeg anvender ironi, så skal jeg skrive hvilke ord og sætninger, der er ironisk. og hvilke der ikke er det. Er det sådan jeg skal pinde det ud, for at du fanger pointen?

Hans-Micael Søndergaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Grisefarvet er ironisk, jeg troede egentlig det var fornærmende, men det forstår jeg at Arne Lund ikke synes det er. Men som man siger enhver so synes jo bedst om sine egne grise. Med hensyn til halalkød så er det sådan at der er børneinstitutioner der KUN serverer halalslagtet kød, mens ikke-muslimer ikke kan få fx svinekød uanset farven på grisen. Det kan vel næppe kaldes et overgreb mod muslimer.

Du forstår sandelig at vende tingene på hovedet. Hvis du nu begyndte med at læse hvad jeg skrev - den slags siges at fremme forståelse.
Grisefarvet - leverpostejdanskere - blegansigter - firhjulskristne - hvor mange varianter vil du ha, Jens Peter. Nej, naturligvis har jeg ikke tænkt at fornærme samtlige ca. 4 mio mennesker i dette land, der ikke kommer udenvælts fra, eller hvor du nu vælger at lægge snittet.

Jørn Andersen

Læs i Hirsi Ali´s bog :Kætter,om de nødvendige opgør med islams dogmer,som må finde sted, hvis muslimer skal kunne leve i det 21.århundrede.

Hvis man mener, at en 3000 år gammel bog kan retfærdiggøre mishandling af drengebørn, så er det fundamentalisme - der er ikke andre ord for det.

Er integrationen af jøderne i hjertet af det danske samfund sket på bekostning af muslimerne ? Det USA-støttede Israels indlemmelse i det danske mentale system sker udadtil som indadtil. Set i lyset heraf skal; intolerance, udelukkelse og generel hetz af muslimer.
Vore ledere siger, at vi må støtte udemokratiske metoder i en krig imod terror. Man bekæmper således ikke-demokrati med ikke-demokrati. Hvad er det for en slags land ? Hvem ejer det ? Hvem styrer det ? Hvad foregår der ?

Nogen af dem der - her i Danmark under Muhammedkrisen - råbte højest op om at muslimerne skulle integrere sig, tilpasse sig og finde sig i kritik og latterliggørelse, ja, det var faktisk visse jøder og deres støtter. Burde netop jøderne ikke have udvist større forståelse for muslimernes sensitivitet ? Hvis nogen (f.eks. en avis) ytrer noget der ligner der bare kunne minde lidt om antisemitiske holdninger eller reflekterer over den rolle Holocaust har haft efter 2. verdenskrig, forventer jøderne at vi skal have forståelse for deres sensitivitet i forbindelse hermed.
Man kan derfor nemt få en forståelse af, at jøderne mener at de skal have særbehandling, og at beskyttelseshensynet til deres religion bør være større end beskyttelseshensynet til islam.
Hvis nogen mener at beskyttelseshensynet til jødedommen er større, fordi det er en bedre religion end islam, hvorfor så ikke bare indrømme det ?

Sus johnsen, Hans-Micael Søndergaard, Viggo Okholm og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Angående omskæringsdebatten: Jeg er selv jøde og omskåret som spæd. I dag er jeg næstformand i Intact Denmark - Forening mod børneomskæring. Er det fordi jeg ønsker at udgrænse jøderne? Er det manglende tolerance for den jødiske minoritet? Er det - som nogle faktisk hævder i denne debat - jødisk selvhad? NEJ - det er fordi ingen drenge skal udsættes for at få fjernet en vigtig del af deres kønsorgan uden selv at bestemme det. Punktum. Er det svært at forstå? Omskæring er jo ikke spædbarnets ritual. Ingen dreng der er otte dage gammel har nogen idé om andet end at dette gør ond (selv hvis der anvendes en eller anden form bedøvelse, så i perioden bagefter). Omskæring er ikke barnets ritual. Det er forældrenes. De følelser, artiklen taler om, er de voksnes følelser. Omskæring er et loyalitetsritual for de voksne. Det er på tide at indse at ingen skal udsættes for nogen form for operation der ikke er terapeutisk begrundet, uden selv at bestemme det. Det ligger i princippet i vores sundhedslovgivning, at ingen som ikke selv kan give samtykke, må udsættes for operative indgreb, som ikke er til personens *direkte* helbredsmæssige fordel. Omskæring må før eller siden ophøre i et samfund som anerkender, at også børn har ret til kropslig integritet.

I går gik jeg med i Priden. Israelske homoseksuelle var også med. Jeg gik sammen med Intact Denmark, fordi Priden handler om seksuelle rettigheder, hvilket naturligvis omfatter retten til selv at bestemme, om der skal fjernes en vigtig del af drenges/mænds kønsorgan. Er det et urimeligt standpunkt?

Peer Bentzen, Sidsel Jespersen, Maiken Guttorm, Henriette Bøhne, Ernst Enevoldsen, Jesper Hansen, Slettet Bruger, Jørn Andersen, Peter Hansen, Anne M. Lassen, Hans-Micael Søndergaard, Viggo Okholm, Lars-bo Jensen, Torben Arendal, Grethe Preisler, Karen Grue, Jonas Pedersen, Morten Pedersen, Karsten Aaen, Rikke Nielsen og Arne Nielsen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Der er 2 emner i denne debat, jeg gerne vil fremhæve.

1. Modstand mod omskæring: Den mest fejlagtige konklusion at drage ift. omskæring er, at dette ønske om et forbud, skulle være funderet i jødehad. Dette er ikke kun en fejlagtig konklusion, men også en skævvridning af en debat, som handler om, hvordan vi nationalt og lovgivningsmæssigt skal definere, hvilke traditionelle praksisser, der er lovligt at udsætte vores børn for. Ud fra grundlaget: Den danske lov er over alt - også over religiøs praksis.

2. Jøder kontra muslimer: Det er vigtigt at have for øje, at danske muslimer i disse år oplever samme retorik fra højreekstreme kredse som Hitler og propagandaen i starten af 30'erne udsatte de tyske jøder for. Der går en interessant serie på DR K i disse dage omkring jødeudryddelsen under 2. Verdenskrig og det er påfaldende, hvordan retorikken i starten af regimet passer på vore dages offentlige udmeldinger - bare udskift ordet jøde med muslim. Se den og bliv klogere på, hvor farlige ord er!

Sus johnsen, Maiken Guttorm, Hans-Micael Søndergaard, Viggo Okholm, Lars-bo Jensen, Grethe Preisler og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Morten Pedersen

Rikke, jeg synes nazi-kortet er svært at smide, når det nu er muslimer, der skyder folk de er uenige med - det sker faktisk i hele verden. Israel-konflikten er modbydelig, men jøder i resten af verden skyder ikke muslimer. Derimod skyder muslimer jøder og kritikere/satirikere i diverse enkeltangreb. Og nej, jeg siger ikke at alle muslimer gør det, selvfølgelig ikke. Men det er primært jødiske samfund skoler og museer, der angribes med våben, ikke muslimske.

Britt Kristensen, Hans Aagaard, Jørn Andersen og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar
Skjold Christensen

Vi må vær uenige, og vi må debattere, og vi må ende med at være uenige. Men vi må IKKE gøre vold på hinanden. Vi lever i et demokratisk samfund. Basta!

Hans-Micael Søndergaard og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Voldsfrit samfund og religions lighed. 'Det Jødiske Samfund fordømmer brandattentat imod Islamisk Trossamfund 2015-08-16
Det Jødiske Samfund tager skarp afstand fra brandattentatet imod Islamisk Trossamfunds lokaler i København. Der er søndag formiddag antændt brændbart materiale ved en bygning tilhørende Islamisk Trossamfund. Branden kunne – hvis ikke den var blevet opdaget i tide - have ramt de børn og familier, der deltog i søndagsskolen. Det Jødiske Samfund i Danmark udtrykker sin sympati med Islamisk Trossamfund og opfordrer myndighederne til at tage efterforskningen meget alvorligt.

Dan Rosenberg Asmussen udtaler: 'Vi kender ikke fuldt ud baggrunden for branden, men kan konstatere, at politiet behandler sagen som ildspåsættelse. Det er meget uhyggeligt og dybt bekymrende, at det muslimske samfund i Danmark for anden gang inden for få måneder udsættes for ekstreme hadforbrydelser.'
Første gang var den 6. juni, da over 50 grave blev skændet på Den Muslimske Begravelsesplads i Brøndby. Det Jødiske Samfund udtrykker en meget klar bekymring for tendensen til stigmatisering, når det kommer til religiøse minoriteter.
'Vi har alle et ansvar for at sige fra overfor had, frygt og fordomme,'siger Dan Rosenberg Asmussen.

Karsten Aaen, Britt Kristensen, Hans Aagaard, Jan Mogensen, Morten Pedersen og Hans-Micael Søndergaard anbefalede denne kommentar

"at det muslimske samfund i Danmark for anden gang inden for få måneder udsættes for ekstreme hadforbrydelser."

Det har de ingen anelse om hvorvidt er korrekt.

Hans-Micael Søndergaard

Nils Bøjden: Du sidder måske inde med viden der kan rykke den opfattelse at angreb på minoriteter adskiller sig fra hinanden - hvad er forskellen på at overfalde en homoseksuel, en ung mand med kippah, en kvinde med slør, overfalde en hjemløs verbalt (overfuse), vælte gravstene muslimske, jødiske og *kristne*, opfordre til vold mod minoriteteter, bifalde vold og drab osv. Som udgangspunkt bør de alle anses for at være *had-forbrydelser* som jo idag har erstattet anklagen om *racisme*!

Hans-Micael Søndergaard

Og Nils - så er jeg forvirret hvorvidt du mener de ikke ved om de nævnte angreb er 1) ekstreme; 2) had; 3) forbrydelser. Det bør du som udgangspunkt tage stilling til!

"så er jeg forvirret hvorvidt du mener de ikke ved om de nævnte angreb er 1) ekstreme; 2) had; 3) forbrydelser."

Så vidt jeg har læst mig til er det en handling foretages af en person der tidligere har fået en behandlingsdom. Altså en handling foretages af et sygt menneske. Hvorvidt dette er korrekt eller ej har jeg ingen anelse om, men normalt betragter vi ikke handlinger foretager af mentalt syge mennesker for en forbrydelse.

Eller rettere, det kan godt betragtes som en forbrydelse, men det kan være umådeligt svært at vurdere baggrund for handlinger foretaget af syge.

Hans-Micael Søndergaard

Niels det er så stadig ekstremt og en forbrydelse - og måske stadig had det ved du jo stadig ikke - det var forbrydelse no. 2 som det jødiske samfund i Danmark kollektivt tager afstand fra! Så mangler du de muslimske begravelsesstene!

@Jan Mogensen
Det er jo fordi debatten om omskæring af de interviewede personer i reportagen ses som et udtryk for manglende tolerance over for jøderne. F.eks. ser Karen Lisa Salamon "omskæringsdebatten som »et af flere eksempler på, at danske jøder efter århundreders samfundsengagement og integration i disse år igen gøres til repræsentanter for noget unormalt og fremmed«."
Her er det vigtigt, igen og igen at fremhæve at for os der tager debatten om omskæring seriøst og ikke bare bruger den til at lufte intolerante holdninger, der handler det ikke om religion, men om børns rettigheder. Jeg forstår godt reaktionen fra de interviewede personer - den bekræfter netop hvad jeg skrev i min tidligere kommentar her, at omskæring er et voksenritual der handler om loyalitet, og at kritikken derfor nemt opfattes som en kritik af jødisk identitet - men jeg synes disse personer burde tænke videre, nemlig i retning af at børn har ret til selv at bestemme noget så afgørende som om de skal miste en del af deres kønsorgan.
I øvrigt synes jeg måske nok det burde fremgå af reportagen, at den blot beskriver dele af det traditionsoverholdende jødiske miljø. Det er ikke repræsentativt for de mange sekulære eller assimilerede jøder, som f.eks. jeg er en del af.

Mikael Aktor: Jeg er selv omskåret og jeg har ikke haft nogle gener ved det,det lille stykke hud der fjernes gør ingen forskel og omtale det som man mister en del af kønsorganet er populistisk.

Om det ville være bedre ikke at være det kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om, men det har ikke været traumatisk for mig.

Jeg har intet ønske om at mine egne børn skal omskæres, men ideen med at slutshame omskæring for at få det stoppet, svarer til DFs forsøg på at få muslimer til at forlade islam ved at forbyde dele af religionen.

Hvis omskæring bliver forbudt vil det bare forgå privat præcis som abort gjorde tidligere, med samme risici og konsekvenser.

Mikael Aktor: Jo, men det er ganske ligetil: Du får det ikke fjernet ved at lave forbud mod det.
Så får muslimer og jøder bare foretaget det i det skjulte af kvaksalvere med endnu større fysiske konsekvenser.

@Jan Mogensen - det håber jeg ikke du har ret i. Det betyder, at du på forhånd afviser, at jødiske og muslimske forældre vil respektere deres sønners ret til en hel krop. Der har jeg mere tillid. Man kan med en kombination af oplysning, dialog og på sigt lovgivning ændre på situationen.

Mikael Aktor: Ja, da ,hvis du er stærkt troende er al fornuft erstattet af dogmatisme og især de ydre kendetegn er netop gribbekloen og anderkendelsen til ens religion når man bor i et sekulært land.

Så er det 5 bønner om dagen,tørklæde/kippah, shabbath/ramadan og omskæring.

Anker Nielsen

Det undrer mig at der ikke er kommentarer til at bevæbnede betjente patruljerer i vores gader og gårde. Jeg har levet med det siden februar 2015, og det ser åbenbart ud til at fortsætte længe endnu. 5-6 bevæbnede betjente, heraf flere i uniform med automatvåben på brystet, patruljerer døgnet rundt, her hvor jeg bor. De går bevæbnet igennem vores gård 20-30 gange om dagen, hvor vores børn leger. Jeg bliver mødt af en betjents blik eller en hård lyskegle om morgenen når jeg åbner mit vindue.
Det er ikke sådan et samfund jeg ønsker.

Sus johnsen, Karsten Aaen og Laust Persson anbefalede denne kommentar

Anker Nielsen: Det er måske fordi det ikke er dig der bliver udvalgt som mål , når en ny terrorist slår til?
At du ikke ønsker et sådant samfund er ikke et argument for at jøder skal miste den beskyttelse der var ved at koste medlemmerne af synagogen livet.

ellen nielsen, Hans Nielsen og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar

Anker Nielsen: Så hvad ønsker du så der skal foretages? - skal Politiet holde op med at bevogte alle følsomme mål fordi det generer dig?

ellen nielsen

Det undrer mig at der ikke er kommentarer til at bevæbnede betjente patruljerer i vores gader og gårde. Jeg har levet med det siden februar 2015, og det ser åbenbart ud til at fortsætte længe endnu....

@Anker Nielsen.
Der er vel ingen grund til at kommentere så meget på dét,
da årsagen er ganske velkendt.....!

Og det har efterfølgende vist sig at Dan Rosenberg Asmussen med sine udtalelser om hadforbrydelser påtager sig en offerrolle som mange andre fra religiøse samfund har tendenser til når noget går dem imod, samt har forsøgt at oppiske en falsk positivitet over for de religiøse interesse foreninger.

Der var ikke tale om en hadforbrydelse mod muslimer da en mand forsøgte at antænde en brand. Der var tale om en meget syg mand der var heldig ikke at futte sig selv af.

http://politiken.dk/indland/ECE2813064/politiet-det-var-et-rent-held-at-...