Lone Frank er igen begyndt at arbejde. Hun er lige kommet hjem fra São Paulo, hvor hun researcher til en ny dokumentar. Hun har genoptaget skrivningen af en bog, og hun er tilbage bag skrivebordet på Weekendavisen, hvor hun skriver om videnskab. Men hun er ikke oven på igen. Hun er ikke oppe på nogen som helst hest, og hun er ikke på den måde tilbage. I efteråret døde hendes kæreste gennem 13 år. En galoperende kræftsygdom tog livet af ham og satte Lone Franks liv på pause. Normalt arbejder hun sig ud af kriser – nærstuderer forskningsresultater, skriver noget eller kortlægger 49 af sine egne gener. Denne gang smed hun alt og lod sig blæse omkuld.
»Først nu er jeg begyndt at rejse mig,« siger Lone Frank, mens hun laver kaffe i lejligheden på Frederiksberg, som hun bliver sat ud af om en uge. Den var Mortens.
Neurobiolog og videnskabsjournalist Lone Frank plejer at tale om mere viden og mere kontrol. Hun plejer at sige, at livet er noget, vi selv kan forme, og at en gennemtænkt plan kan føre folk til det, de ønsker. Men så enkelt er det ikke længere. Lone Frank er blevet ramt af det, der har allermest magt over tilværelsen: Tilfældet. En fuldstændig tilfældig mutation i kroppen på den mand, hun skulle have brugt resten af sit liv med, førte til kræft. Tilfældigvis videresendte den praktiserende læge ham ikke til en specialist, så kræften spredte sig og slog ham ihjel. Det har fået Lone Frank til at erkende, at hverken viden eller kontrol kan trumfe tilfældighedernes magt.
»Jeg har altid haft en kraftig fornemmelse af, at jeg selv kunne styre mit liv, men da Morten døde, ændrede mit liv sig fra det ene øjeblik til det andet. Nu otte måneder senere føler jeg mig stadig totalt slået i smadder af et baseballbat. Jeg tror stadig på, at vi til en vis grad selv kan forme vores liv, men jeg har erkendt, at tilfældighederne bestemmer og på et øjeblik kan udviske det hele«.
Sammenhængssyg
Før Mortens død tænkte hun ikke sådan. Men Lone Frank tror ikke på, at man kan gennemleve noget så frygteligt som at miste den, man elsker, uden at reflektere over måden, man hidtil har levet sit liv på. Og hun er kommet frem til en klar erkendelse: Du er ikke din egen lykkes smed. Og der er heller ikke noget, der hedder karma. Tanken kan virke pessimistisk – særligt når den kommer fra et menneske, der ifølge sine gener er uvenligt anlagt og genetisk kodet til at se sort på tilværelsen. Ikke desto mindre mener Lone Frank, at mange mennesker har gavn af at tillægge tilfældighederne større magt.
»At tilfældigheder styrer er i virkeligheden en meget banal ting at sige. De fleste vil sige, at det ved de da godt, men alligevel er det som om, vi har glemt det,« siger hun. På samfundsplan kan politikere løse alting: Med den rette finansiering og tilstrækkelig politisk vilje kan vi opnå fuld beskæftigelse, terror kan bekæmpes og hospitalets ventelister fjernes. Og på individplan bliver vi fortalt, at vi kan forme vores liv og undgå ulykker og sygdom, hvis vi motionerer nok, lægger karriereplaner og husker at spare op.
Mennesket vil gerne se sammenhænge. Vi elsker at danne en kobling mellem det, vi gør, og det, der sker os. Vi er faktisk kodet til det. Havde de første af os ikke opdaget, at der var en sammenhæng mellem indtagelse af busken guldregn og forgiftning og død, var vi nok uddøde. Evolutionært er det ret smart, at vi kan lide at finde sammenhænge. På andre punkter er det ret dumt, mener Lone Frank, som tror, tidsåndens ønske om kontrol gør, at vi ser sammenhænge, hvor de ikke findes.
»Hvis børn får konstateret autisme kort tid efter, at de er blevet vaccineret mod mæslinger, skaber vi en sammenhæng. Hvis unge kvinder får en række mærkelige symptomer efter at være blevet vaccineret for livmoderhalskræft, skaber vi en sammenhæng. Hvis folk, som bliver meget gamle, gennem hele livet har spist mange gulerødder, skaber vi en sammenhæng. Selv om der ikke er videnskabelig evidens, forsøger vi at koble adfærd og ting, der sker, fordi vi føler, det giver os en form for magt. En form for kontrol over tilværelsen,« siger hun.
I Guds hænder
For at illustrere, hvor lidt adfærd betyder i forhold til tilfældigheder, fortæller Lone Frank om et aldringsstudie, lavet med mus: En population af mus, som genetisk er så ens, at de næsten kan betragtes som kloner, sættes ind i nogle bure, hvor de under samme livsbetingelser lever hele deres liv. Når både musenes arvemasse og miljø er så tæt på identiske som muligt, skulle man tro, at musene ville dø nogenlunde samtidig. Men det gør de ikke. De dør med samme spredning som mus i naturen. På vidt forskellige tidspunkter. Tilfældigt.
»Forsøget illustrerer, at i takt med at vi får mere viden om genetik og fysiologi, desto mere kan vi også se, at der bliver ved med at være en rest af viden, som vi ikke kan forklare. Jo mere vi har styr på noget, jo mere falder det ukontrollable i øjnene,« siger Lone Frank. Faktisk fylder tilfældighedstanken mere og mere i den generelle forskning, siger hun og peger blandt andet på, at tilfældigheder har vist sig at have langt større betydning for udviklingen af kræftsygdomme, end vi hidtil har troet.
Den viden er ikke rigtigt slået igennem endnu, mener Lone Frank. »Men det vil være godt, hvis den gjorde,« siger hun. »Vil man gøre det sværere for tilfældet at knuse os, skal vi acceptere, at sort uheld til en hver tid kan ramme. Lone Frank foreslår, at vi integrerer tanken som en app i hjernen, der parallelt med alle mulige andre tanker ind i mellem blinker og siger: ’Du er ikke herre over alting.’ Hvis man inkorporerer den tanke, tror hun, man bedre kan leve med ulykker og forfærdelige hændelser.
»Havde jeg tænkt sådan, før Morten døde, var jeg måske ikke havnet helt så dybt på bunden af et hul,« siger hun. Hvis alt går godt, synes man måske ikke, at man kan bruge tilfældighedstanken til noget. Så tænker man, at man har fortjent sin succes. Men når livet går dårligt, kan man bruge meget energi på at spekulere på, hvad man kunne have gjort noget anderledes. For dem tror jeg, det hjælper at installere app’en og erkende, at de ikke kunne have gjort anderledes, og at universet ikke straffer dem, men at ulykken tilfældigt ramte dem«, siger Lone Frank.
Lærer man at tænke sådan, tror hun, man kan blive i stand til at leve sit liv med mindre skyldfølelse.
»I virkeligheden er det nøjagtigt det samme som i gamle dage, hvor man sagde, at man lagde sit liv i Guds hænder. Jeg er på ingen måde religiøs, men det er samme øvelse. Det handler om at slippe kontrollen og anerkende, at der er ting i livet, man ikke selv er herre over. Ting sker uden grund«.
Et janushoved
At tænke sådan gør dog ikke Lone Frank til nihilist. Ingen har godt af at sidde og stirre ligegyldigt ud på verden. For selv om hun mener, tilfældighederne er magtfulde, tror hun stadig på, at man til en vis grad kan forme sit eget liv. Det er er der ikke noget selvmodsigende i. »Tilværelsen er som et janushoved,« siger hun med henvisning til den romerske gud Janus, hvis to ansigter vender hver sin vej.
»Ligesom han er et symbol på, at der ofte er to sider af samme sag, mener jeg godt, at man kan indtage begge positioner. Så længe man erkender, at tilfældet er mest magtfuldt, da det kan ændre alt på et splitsekund«.
Den erkendelse får Lone Frank til at føle sig ydmyg. Men den får hende også ind i mellem til at miste gejsten. Hvorfor okse derudaf, hvis det hele alligevel kan vise sig at være omsonst?
»Indtil for nylig så jeg mig selv som et menneske med en retning. Da Morten døde, knækkede den, og nu aner jeg ikke, hvor jeg er på vej hen . Folk, der er ude for stor sorg, bliver ikke de samme mennesker igen«. Lone Frank forudser, at det bliver svært for hende at producere samme arbejde som før, men hun tror også, at voldsomme hændelser åbner øjnene for et større landskab.
»For første gang i mit liv har jeg en fornemmelse af at være på en livsbane, hvor det ikke handler om konstant at have næsen i sporet. Jeg har smidt skyklapperne – og nu ser jeg simpelthen, hvad der sker«.
Magtudredningen
Seneste artikler
’Magt og tillid går hånd i hånd’
11. juli 2015Som folkeskolelærer udøver Kirsti Pedersen magt mange gange i løbet af en dag, hvilket sker med øje for en demokratisk dannelse og for forholdet mellem individ og fællesskab. For skolelæreren hænger tillid og magt uløseligt sammen
Nu ender det nok med hun skriver en bog om sin nye erkendelse, som for mange mennesker ikke er spor ny. Det har vi på godt og ondt vidst i mange år. Tilfældighederne har fungeret både på det personlige plan og på samfundsplan.
Hvad så, hvis der ikke er noget tilfældigt, hvis det bare føles og opleves som sådant?
Vil det ændre noget?
nej, hverken videnskab eller kontrol, for ikke at sige mennesker bestemmer her i verden. Men dermed skal vi alligevel gøre vores bedste, for vor egen skyld og for alle andres.
Det kniber desværre gevaldigt, når vi er i gang med at ødelægge jorden og tusindvis af arter af levende væsener. Af bare hovmod og grådighed - eller mest dumhed.
Lone Frank vil have endnu et par skyklapper til overs og vil ligesom os andre blive klogere med tiden, hvilket er helt i orden.
Videnskabsjournalisten Lone Frank har skrevet Weekendavis-artikler om kunstig skabelse af liv, uden den mindste moralske anfægtelse heraf. Det samme gælder GMO. Det mindste man kunne forvente, var en smule etisk fordring til videnskaben, men det ville jo ikke batte noget på fakturaen
Hvad skulle en etisk fordring til videnskaben bestå i?:
"Fortæl mig nænsomt, at livet gør nas"!? "Tal ej om meningsløshed og tilfældighed!?"
"Bevar mig mit indre barn og min barnetro!"
Næh, videnskaben skaber viden; ikke tro!..... Derfor kan man da sagtens blive henrykket og falde i ave over hvor betydningsløs man selv er. Det skaber en umistelig livskvalitet.
Det er nok der Lone Frank er på vej hen.
At konkludere at karma Ikke eksisterer fordi man kommer ud for et uheld der Ikke har en rationel forklaring må vist være topmålet af dårlig filosofi og mangel på klar logik.
I øvrigt er det sådan at det som ser tilfældigt ud, set udefra, meget vel kan afspejle en hensigt, set indefra. Stil dig fx op på strøget og undersøg om den næste person du ser har røde sko (eller hat på eller andet). Set fra dit perspektiv er det ikke muligt at forudsige, og vil se tilfældigt ud. Kan man derfra konkludere at det er tilfældigt hvad de har på? Næppe.
Mening, orden, karma og tilfældighed kan alle sameksistere i samme øjeblik. Det hele handler om hvilket perspektiv man har på situationen. Det er nødvendigt at skelne mellem uforudsigelighed og tilfældighed. Det er ikke det samme.
Men velkommen Lone, til en verden der ikke er snorlige og rationel.
@Ralf,
Tak for lige at få det sat på plads.
Det sparede mig for at gøre det.
/O
NB: Lone Frank taler ikke om karma, dertil er det ikke kommet...
Harald Johansen, den etiske fordring kunne fx. bestå i, at videnskabsresultaterne skulle være tilgængelige for alle, jf. atombomben.
Der er ingen mening, der er ingen plan.
Du betyder alt for dine forældre, dine børn og sommetider også din ægtefælle.
Lev hver dag som om livet er kort. Træf økonomiske dispositioner som om du bliver 120 år.
Kys dine kære farvel hver gang i skilles og kys dem når I mødes igen.
Med venlig hilsen
Lennart
Jeg tror mere på Gud end på dig, Lennart Kampmann.
Og, Torsten Jacobsen, selvom mit hjerte bløder for Lone Frank over hendes tab, så er jeg også TRÆT af den lethed, hvormed masser af ting i vores samfund betragtes og fremføres - og når det så viser sig, at de store profeter, folk troede på, tog fejl, jamen, så trækker de bare på skuldrene og giver ikke engang en undskyldning for den store smerte, de har forvoldt mange.
Det er to adskilte spørgsmål: den private smerte og udskrigningen i offentligheden af trossætninger, som om de var uanfægtelige og evige sandheder.
Lone Franks karriere som poseuse synes at kunne finde stof i alt.
Og efter at have vænnet en masse mennesker til blot at betragte liv og død som fysiske incidenter bør der være mange oprindeligt troende disciple, der føler sig svigtede.
- og i øvrigt, Lennart Kampmann, hvem i alverden taler om en plan eller en mening? Verden er et vilkår, det er sådan set kernen i Kristendommen.
Man er kun sin egen lykkes smed til en hvis grad, derudover er man prisgivet overfor alverdens tilfældigheder...
...
...
Det er jo derfor, at det er så vigtigt at sætte et stærk sikkerhedsnet under hinanden. Når de nordiske lande altid rangerer højt, når folk bliver bedt om at vurdere deres egen livskvalitet, så er det jo netop fordi, vi tidligere har været de bedste til at indse dette. Hvad med at vi ikke piller det ned bid for bid i den neoliberalistiske ånd?
Kære Lone Frank
Tak for alle de gode bøger og artikler du har skrevet. Jeg håber, at du kommer op på hesten igen og fortsætter det oplysende arbejde.
Små bitte fluktuationer i et energifelt skabte universet og udfaldet var naturligvis ikke forud-programmeret, men blev bestemt af naturlove plus tilfældigheder. Darwinismen bygger på samme princip: Evolutionen er én lang række af helt tilfældige genfejl.
Den erkendelse, som artiklen handler om, kan kun føre til et sundt livssyn. Tænk på den gamle diskussion om arv contra miljø. Kunne arv hhv. miljø sættes på formel, kunne man på et tidspunkt programmere en opdragelse så præcist, at man kunne ensrette alle mennesker. Det kan man gudskelov ikke. Af to grunde:
Fordi tilfældigheder spiller en stor rolle og fordi mennesket med sin frie vilje kan gøre oprør mod lovmæssighederne. F.eks. kan man heldigvis gøre oprør mod den opdragelse, som man har fået, når man bliver teenager.
Og sådan er det hele vejen igennem...
mvh. Bo Jensen
@ Peter Hansen
religion er et selvvalgt blændværk. En fremragende "coping mechanism" som det så fint hedder på engelsk. Tro blot videre. Hvis det gør dig lykkelig og du er god mod andre, er der intet tabt ved det.
Hvis du leder efter svar bliver du måske skuffet.
Med venlig hilsen
Lennart
Harald Johansen
08. august, 2015 - 22:04
"At pålægge Lone Frank skylden for sin kærestes død begrundet i hendes redelighed som videnskabsjournalist, finder jeg perfidt...."
Skulle P. Hansen være overtroisk ? Mon ikke snarere det er kærestens død, der forårsager opbrud af hendes verdenssyn, et dobbelt tab, sorg og forvirring.
Som bekendt, Lennart Kampmann, er den kristne tro det paradigme, som hele den vestlige verdensopfattelse hviler på.
Jeg opgav at tage Lone Frank alvorligt, da hun afslørede, at hun åd psykofarmaka i store mængder for at klare tilværelsen
Jeg vil ikke bashe et menneske, der har mistet sin elskede. Jeg ved selv, hvor hårdt det er, men hun skal ikke belære mig om livet.
Helt omvendt kan man jo hævde at kampen for at vinde kontrollen i den ene eller anden henseende måske har sit udgangspunkt i netop den ubevidste/(måske genetiske) angst for tilfældet.
Man kunne jo møde en sabeltiger, som tilfældigvis var meget sulten.
Men tilfældet kan osse være en masse andre ting.
En tilfældig kommentar, osv.
Under alle omstændigheder er diskussionen her enorm interessant , selv om den har sit udgangspunkt i en personlig tragedie, hvor en nye uløste ligninger overfor livet anes.
Jeg er overrasket over, at mange af indlæggene har en nedladende og bedrevidende tone.
Det har vi lært, Carsten Budde, af Lone Frank. Nej, nu lader jeg være; men jeg er så meget på linje med Tino Rozzo.
Carsten Budde,
formentligt beror den på at en del kommentatorer har læst Lone Franks artikler - og været frustrerede over det stærke, sociobiologiske islæt. Personligt har jeg over tid betragtet mange af Lone Franks aktiviteter som nyttig idioti, måske i virkeligheden affødt af en trang til afledning, mangel på fantasi og/eller eksistentiel kedsomhed (hvilket hun nu delvis bekræfter i artiklen).
Man skal heller ikke stjæle Lone Franks krise fra hende ved at sukre den ind i udglatninger og medfølelse. På det private plan har vi vist alle ret stor medfølelse med hende, og den anden side af at vende sine følelser og tanker i offentligheden er en ikke grad af ansvar ved at gøre opmærksom på de skiftende vinde.
Men jeg kan stadig ikke få hendes videnskabsbegejstring og især hende ateisme til at harmonere med en afstandtagen til tilfældet!
Og som altid, når nogen mener at skyklapperne er fløjet og at klarsynet har indfundet sig, skal vi huske på den ensomme, ydmyge zen-munk, som en dag nåede frem til Lyset og gennemskuede Altet. Han udbrød; Nu, nu hvor jeg omsider har set Lyset - er jeg lige så meget på røven som altid.
@ Peter Hansen
Kristendom er et smukt håb.
Med venlig hilsen
Lennart
Måske, Lennart Kampmann, men det mest gennemgående ved kristendommen er trods alt dens virkningshistorie i den europæiske kultur - og hvis man er i tvivl, kan man se, hvordan skismaet mellem øst- og vestkirken har ført til udviklingen af to ret forskellige tankesæt. Hvordan var det f.eks. gået kommunismen, hvis den var blevet indført ind i vesten med den traditionelle kritiske, fortolkende tradition i forhold til tekst og dogmatik? At den endte i det ortodokse univers, hvor kirke og stat på en helt anden måde end i lutherdommen er smeltet sammen, førte til helt anderledes rigide og centralistiske strukturer end dem, der kendetegner en vestlig venstrefløjstænkning.
Der er også andre brudzoner, f.eks. mellem gamle og nye stater i Vest, hvor de gamle viste sig langt mere modstandsdygtige i forhold til totalitære fristelser end de nye statsdannelser.
@Peter Hansen og kvantefeltet. Du skriver at universets evolution styres af kvantefelt + tilfældigheder. Ideen om tilfældighed i kvantefysik blev formuleret af Bohr i 1912 fordi han ikke kunne forklare de enkelte atomers adfærd.
Men det er en ren ANTAGELSE og der er ALDRIG leveret skyggen af bevis for at den er korrekt.
At påstå at tilfældighed styrer atomerne et helt ækvivalent til at sige at det er tilfældigt om den næste person du møder har hat på eller ej. Det er uforudsigeligt, men ikke tilfældigt.
Denne manglende skelnen i videnskab og filosofi ligger som en MASSIV årsag til misforståelser.
Der er nemlig en anden mulighed... At atomer ligesom alt andet i universet rummer en gnist af bevidsthed hvilket vil forklare en langt række fænomener og sætte både åndsvidenskab og videnskab i et mere sandt perspektiv.
Denne lille skelnen har magt til at ryste fundamentet under vores civilisation fordi så mange har bygget deres karriere og liv op omkring en hårdnakket modstand imod at åbne for eksistensen af en dybere orden og åndelig virkelighed.
Vidunderligt formuleret, Rolf Jackson. Tusind tak!
@ Peter Hansen
Du begår en efterrationalisering af de store. For det første får du udråbt begrebet europæisk kultur som noget der reelt findes og har gjort det gennem tiderne. For det andet ligger bruddet mellem øst og vest kirken meget længere tilbage end protestantismen og skyldes forskellige begivenheder. For det tredje er kommunismen en kort periode på måske 150 år i europæisk historie - ubetydelig? Måske.
Vestlig venstrefløjstænkning?? For mig at se er venstrefløjen den gruppe af mennesker der burde kaste religion langt væk og lade nationalromantikere beholde den.
Til sidst de totalitære fristelser? Spanien, Portugal, Grækenland, Tyskland - alle "kristne" lande. Og går vi mere end hundrede år tilbage er alle mere eller mindre intolerante.
Kristendom som individuel religion er et smukt håb. Som organiseret social struktur er det i den katolske version et pyramidespil, i den lutheranske version en sindsundertrykker. Eneste lyspunkt er "folkekirken" der er så udvandet og samtidigt underlagt kirkeministeren at den reelt er tandløs.
Jeg har ikke en særlig aversion mod kristendom, det er teismen jeg ikke kan forlige mig med. Jeg er på linje med Robert Sapolsky (https://www.youtube.com/watch?v=NNnIGh9g6fA) der forklarer hvordan religion er en fremragende mekanisme til at modvirke stress. Han udråber sig selv til ateist i sine lektioner.
Med venlig hilsen
Lennart
Selvfølgelig findes europæisk kultur, det er den ubrudte dialog om eksistensen, der er foregået siden de joniske naturfilosoffer
Afsættet for artiklen..:
En kort sorgperiode før end offentligheden involveres i et dødsfald.
Og Peter Hansen..:
Du påpeger mange generelle tilstande - f.eks 7 indlæg hér - men udpeger sjældent konkrete perspektiver.
Mariannes indlæg ovenfor anbefales.
God søndag.
Lone Frank har altid været meget ligefrem, også angående sine egne skyggesider. At der dertil muligvis er træk, hun endnu ikke har kunnet bevidstgøre, er såre menneskeligt.
Desværre har webmaster allerede slettet et par af de kommentrer, som har forsøgt at udtrykke andet end troen på tilfældigheder. Det politisk korrekte livssyn, baseret på det materialistiske verdensbillede, som Lone Frank langt hen ad vejen har gjort til sit evangelium, tillader ikke gerne, at konsensus anfægtes. Debatten tvinges ind i naturvidenskabelige rammer og bliver derved en endimensionel debat.
Det frigør måske et behageligt niveau af dopamin, hvis man kan overbevise sig selv og hinanden om, at skæbnen rammer tilfældigt, så man uden følelse af skyld eller pligtforsømmelse kan lægge mangt og meget ikke i Guds, men i tilfældighedernes vold.
Det har neo-darwinismen jo længe prædiket i form af dogmet om, at evolutionens genetiske grundlag, mutationerne, opstår fuldstændig tilfældigt. En særlig faktor - menneskets vilje - har herudover kunnet foretage en stadig mere bevidst og omfattende udvælgelse af arvematerialet, en målrettet styring af den genetiske proces på kollektivt plan.
Lone Frank har udtalt sig meget frimodigt om konsekvenserne af denne udvikling samtidig med, at hun personligt har valgt at forblive barnløs, muligvis som konsekvens af en noget tumultarisk familiebaggrund, som har disponeret til karriere snarere end familiestiftelse.
Mangt og meget indenfor nyere forskning taler dog ikke for, at hverken mutationer eller udvikling blot sker tilfældigt. Celler muterer og tilpasser sig miljøet, de er ikke blot passive ofre for tilfældige påvirkninger, men udfører målrettede processer. Noget lignende foregår på alle mulige niveauer i højere organismer, i væv og organer, kulminerende i de mentalt bevidste processer, som vores nervesystem udøver for at optimere vore livsbetingelser. Vi har i høj grad mulighed for at arbejde i samklang med disse processer, at overhøre eller direkte modarbejde dem.
Hvis Lone Frank tør leve uden skyklapper og bevæge sig udover de etablerede rammer, som via studium og høje ambitioner har medført en vis social status og en materiel frihed, vil hun muligvis opdage, at der findes basale forhold, som rækker ud over denne nyttemoral.
Årsagssammenhænge, som indebærer en erkendelse af, at bevidstheden, det åndelige, ikke er bundet til den enkelte krop eller individualitet, men trækker tråde gennem tid og rum til dybere sammenhænge, den trancendens, som findes i den sexuelle videregivelse af livet, i dødens og genopstandelsens mysterium.
Det er altid ærgerligt når nogen dør i utide, øv hvor er det trist.
Men der er noget mærkeligt selvmodsigende over konklusionen i teksten. Hvis man skal indrømme tilfældets magt, og at vi ikke altid er herre over eget liv, er det mærkeligt nyttemaksimerende fremstillet at vi kan vinde kontrollen over vores sorg, ved sådan en indrømmelse.
Det er lidt at tage sorgens og tilfældets område under kontrol, hvis man kigger helt nøgternt på det. Og det kan selvfølgelig være dejligt og trygt, men det er også en værre selvmodsigelse og efter min bedste opfattelse, fattigt.
Hvis man bare kunne indrømme tilfældets magt, uden at have nogen forventninger til fordele heraf.
'Karma' er sanskrit for loven om årsag/virkning. Endvidere introducerede new age filosofien mig bekendt og med en vis humor begrebet 'instant karma', fx : du er uopmærksom, glider i en bananskræl, ryger på skadestuen, møder en knaldhætte, blir gravid .... osv. Mao årsag/virkning hvis forløb nogen gange er gennemskueligt nogen gange ikke. Men vi blir klogere. At blive ramt af sygdom er en svær en at sætte på plads, og giver anledning til dybere eksistensfilosofisk udforskning. Selvfølgelig er der en årsag et eller andet sted i vor historiske, (epi)genetiske arvefølge som beboere i dette kosmos, hvis spæde begyndelse det for mig giver mening at se udtrykt i bl.a. den mindste modstands princip, og i form af de første fluktuationer som nævnt af anden kommentator.
Spørgsmålet, om hvor og hvordan disse første fluktuationer er opstået, henstår stadig i fantasiens, forestillingernes og antagelsernes univers, men vi får stadig flere indikationer af hvilke lovmæssigheder og sammenhænge, vi befinder os i. Vigtigt i denne proces er det at kunne fastholde en funktionel adskillelse imellem tro og viden, forstået som en accept af det foreløbige udgangspunkt som de hidtil observerede lovmæssigheder, fx tyngdekraften, udgør. Hvornår tror jeg, og hvornår ved jeg.
Vi må kunne enes om, at vor rejse som mennesker i dette univers, hvis indre og ydre grænser er ukendte, er fantastisk - spændende, udfordrende og en stadig kamp for overlevelse. Vi erfarer stadig nyt, så vi bliver bedre til at undgå at forårsage uhensigtsmæssige forløb, dårlig karma. En af mine heftigste erfaringer er den, at også min tanke er energi, og at jeg, når jeg tilfører tankeenergi, tiltrækker det, jeg tænker på - i overensstemmelse med hvilken styrke min tanke har og i hvilken øvrig sammenhæng, den indgår. En boblende gryderet. Mind over matter? Bevidsthed over stof? Virker logisk : at vor tanke udfra et urprincip påvirker materien - hvis oprindelse vi dog stadig ikke kender, og derfor til tider funderer så inderligt over - men som ikke desto mindre rummer princippet om, at bevidsthed i et vist, men ukendt omfang påvirker materien, ref. kvantefysik. Lad os samarbejde i vor fælles opdagelsesrejse i dette formidable univers (hvis etymologiske betydning en passant er 'uni : een, vers : hen i mod', altså - univers : hen i mod een.
Måske er det hele 'kun' en kollektiv fantasiprojektion - det bliver den ikke hverken værre eller bedre af, men angiver en mulig forståelsesramme som udganspunkt for eksistentielt detektivarbejde - hvis man ellers har den slags dissidente tilbøjeligheder. Kh 'ra - ndi' oldegyptisk for 'givet af solen'. En navneudlægning jeg ikke opponerer mod.
Karma har et græsk navn, det hedder "nemesis".
Menneskets vej til 'enlightenment' kan åbenbart kun ske gennem smerte - da alle succeserne tillægges menesket egen 'dygtighed'.
Hendes nærmest begyndende religiøse betragtninger af 'tilfældigheder', får det til at minde om en begyndende erkendelse af tilfældighedernes samlede Zigma - altså summen af tilfældigheder peger imod en sum af mening. For hvem?
Tæsk, forundringen, raseri, afmagt, forståelsen, anerkendelsen, balancen, glimt af taknemmelighed, tæsk forundring, raseri, afmagt, forståelsen, anerkendelsen, balance, glimt af taknemmelighed - er ikke en lang snoet rejse mod det ukendte - men en rejse rundt i ring - rundt rundt rundt - til en i begyndelsen forundring over gentagelsens banalitet - indtil man ser forståelsen af at være på samme sted - men højere oppe.
Når man har ambitioner som ungt menneske stræber man opad - for at komme med "på toget" og ikke blive efterladt på perronen - når jeg sidder i toget fordi jeg intet "arbejde" har, så ser jeg en masse fortravlede mennesker som skal på arbejde - som står af toget, det samme sted hver dag.
Hvis man skal se gudernes lille gameplan - nu når de selv synes det er så spændende - så kan alt vel beskrives som "stang tennis"
Stangtennis, for dem der ikke ved det - består af en stang, med et gevind på toppen. På det gevind er en ring hvorpå snoren er på hæftet og for enden sidder en tennisbold. I beskrivelsen her, består snoren af en vis elasticitet.
I øvrigt ved folk med kendskab til tennis - at tennisbolden er sat sammen af 2 organisk formede halvdele - som passer sammen som ying og yang.
Hvis man som bold indholdende ying/yang forsøger at trække sig så langt væk fra sit indre balancepunkt (stolpen) - vil man til sidst ryge tilbage med yderlige kraft - end for nogen, føles som godt er. Bevæger ringen sig via gevindet mod bunden (når der daskes til bolden) - har du tabt, men bevæger ringen sig opad til toppen, har du vundet. Uanset om du har nået bunden eller toppen - vil rejsen stoppe - da gevindet ikke er længere, og den sidste del af rejsen består bare af elastikkens og boldens sidste omdrejninger - imens snoren bliver kortere og kortere - og til sidst rammer bolden sit indre balancepunkt.
Spørgsmålet er bare ofte - Hvem står med tennisketcherne og basker til bolden?
Som bare eksemplets betragtning - kvinden i artiklen - så er hendes indre rejse igang - nu med et indre øje der er åbnet på klem. "djævlen" i det her spil - er ham der står og slår hendes bold nedaf - nemlig hendes fortsatte stålsatte tro på hendes indlærte viden om videnskab - som retning. Giver hun slip - vil hendes bevægelse med tiden begynde at bevæge sig opad. Men den vil blive stadig smertefuld - for hun kommer til, ud over smerten ved at miste sin samlever og følgesvend, at smide alt hvad hun tror på - og hendes job vil blive meningsløst.
Tabet af kærsten virker 'tilfældig" meningsløst - men rejsen skal foregå alene. Forestiller man sig at kvinden skal kunne gennemgå "sin indre rejse" med en ledsager - ville der skulle være 2 ringe, 2 elastikker og 2 tennisbolde i spillet.
Lidt drilagtigt - uden at ville såre kvinden - den form for stang tennis, tror jeg selv ikke guderne kan finde ud af.
Skæbnen ville have fjernet deres samliv alligevel - da hun aldrig bliver den samme igen. På den her måde - vil hun en dag kunne se med en vis taknemmelighed på - at han er med hende hele vejen.
Når 'big bangs' skabelse er i aftagende, imploderer den ind i et sort hul, hvorfra materien genopstår, og eksploderer ud i ny skabelse, som har genetisk hukommelse indlejret. En arbejdshypotese. I sanskrit terminolgi defineret som chitta : bevidsthedsstoffet, i hvilket alt er prentet.
Neurobiologi er utvivlsomt i stand til at kortlægge de mindste detaljer i kroppen, men helt praktisk så mangler videnskaben at erkende, at sygdom ikke er tilfældig og at kroppen er en fantastisk healer af alle tilstande, hvis man giver lov - som nævnt.
Med fare for at lyde kedelig, så finder jeg de videnskabelige metoder til bekæmpelse af "tilfældige" tilstande i kroppen mangelfuld og endda skadelig, idet man skal se på mennesket i sin helhed.
De sidste ugers problematikker om priserne på medicin og behandlinger i øvrigt næres ikke af forskning og kortlægning.
Vil det påvirke? Det har jeg svært ved at se indtil videre.
Livets stangtennis med stang dennis
I lyset af en personlig tragedie er et af de spørgsmål som uvilkårligt kan melde sig , spørgsmålet om hvordan jeg kan leve med en eksistentiel parathed , som kan omfatte tilfældet ?
Er det overhovedet muligt, eller er det et zenbuddistisk paradoks/en gåde/ koan, som først skal løses før jeg ved det/ erkender det.
Aktivitet bør efterfølges af reflektion - derved opnår mennesket muligheden for at lære at træffe velovervejede og balancerede valg af næste aktivitet.
Skolereformen - skabt bag lukkede døre - er lige netop magthavernes forsøg på at forhindre børn i at opnå disse færdigheder.
I litteraturen, billedkunsten, og mange andre steder, hvor man arbejder med kreative processer, er tilfældet altid med på et wildcard.
Der er muligheder og nødvendigheder.
Virkeligheden er det nødvendige.
Evigt ejes kun det tabte.
Hvis det er et tilfælde, Peter Fonnesbech. ;-)
Tilfældighed over alt ...
Al elektronik, fjernsyn, telefoner, computere osv. bygger på kvanteteoriens principper. Benny Lautrup, Niels Bohr instituttet: " Kvantemekanikken er i bund og grund indeterministisk, og den afspejler en dybtliggende tilfældighed i naturen, som er i direkte modsætning til de klassiske forestillinger, der alle er deterministiske og dermed kausale. Mens den klassiske fysik kan karakteriseres ved, at enhver begivenhed følger kausalt af tidligere begivenheder, er det aldrig muligt at finde årsagerne til en begivenhed i kvantefysikken. Uanset hvor præcist man forsøger at sende en elektron ind mod en atomkerne, er det ikke muligt at forudsige med bestemthed, i hvilken retning den spredes." Osv. osv ...
http://www.nbi.dk/~lautrup/artikler/an3kvante.pdf
Jeg tror ikke Lone Frank er blevet et hak klogere. Lyset har blot skiftet en nuance. Hun forsøger at afstøde sine problematikker ved at overføre dem på et fælles "vi".
Kan ikke undgå at forholde mig til alt det der er blevet slettet fra dette kommentarspor, når jeg læser tonen i det, som ikke blev slettet; og den angst og fornægtelse af virkeligheden, der skinner ud af det meste af den.
Lone Frank forholder sig til den mentale dynamik, som laver forklaringer og søger mening: Den samme dynamik opfinder usynlige venner og bygger leveregler om hvordan man skal vende, når man beder.... og bank under bordet og hestesko over døren.
Samme dynamik fremtvinger tvivl og evnen til at stille gode spørgsmål til mentale dynamikker.
Ingen her i sporet formår at indramme eller devaluere det, Lone Frank er eller står for.
Jeg fornemmer angst og hellige køer der slår sig i tøjret.
Ja, det er jo så spørgsmålet,Peter Hansen.
Fra et personligt synspunkt er et tilfælde et indfald i en begivenheds række, som slet ikke var forudset, og derfor ikke indgik i nogen beregning.
Men derfor behøver den uforudsete begivenhed, slet ikke at være et tilfælde set fra andre vinkler, hvor den måske har en klar og naturlig årsagssammenhæng.
Nu begynder det at blive filosofisk.
Ja, netop Leo. Det bliver efterhånden lidt for meget snak og klynk. Lone Frank skal nok komme videre i livet. Fint, at hun har erkendt et nyt perspektiv med at indrette sig på tilfældets præmisser.
Intet er tilfældigt, og alt har en årsag. Det er muligvis ikke en årsag, som huer mig, men derfor er den der altså alligevel. 'Tilfældig' er blot en overfladisk bedømmelse af det, man enten ikke forstår, eller ikke vil forstå.
At definere fx sin kærestes død som 'tilfældig' er udtryk for et forståeligt behov for at skabe en mening efter sit eget hoved i stedet for at acceptere, at der i hændelsen er en iboende ratio, som man enten ikke vil eller ikke kan se. Det er ikke hændelsen, som er meningsløs eller tilfældig, det er indsigten i den, som er fraværende.
Burde være indlysende for en videnskabsjournalist.
Uh, man skal holde tungen lige i munden, når man skal sejle imellem Skylla og Charybdis - imellem 'årsag' og 'formål'.
Sider