Interview
Læsetid: 7 min.

’Jeg har smidt skyklapperne’

Videnskabsjournalisten Lone Frank plejer at tale om ’mere viden’ og ’mere kontrol’, men hun er blevet ramt af det, der har allermest magt over tilværelsen: Tilfældet. En tilfældig mutation tog livet af hendes kæreste, og nu taler hun om at anerkende tilfældighedernes magt. Gør vi det, er vi bedre rustet, når de slår os omkuld
Jeg tror stadig på, at vi til en vis grad selv kan forme vores liv, men jeg har erkendt, at tilfældighederne bestemmer og på et øjeblik kan udviske det hele, siger Lone Frank.

Ulrik Hasemann

Moderne Tider
8. august 2015

Lone Frank er igen begyndt at arbejde. Hun er lige kommet hjem fra São Paulo, hvor hun researcher til en ny dokumentar. Hun har genoptaget skrivningen af en bog, og hun er tilbage bag skrivebordet på Weekendavisen, hvor hun skriver om videnskab. Men hun er ikke oven på igen. Hun er ikke oppe på nogen som helst hest, og hun er ikke på den måde tilbage. I efteråret døde hendes kæreste gennem 13 år. En galoperende kræftsygdom tog livet af ham og satte Lone Franks liv på pause. Normalt arbejder hun sig ud af kriser – nærstuderer forskningsresultater, skriver noget eller kortlægger 49 af sine egne gener. Denne gang smed hun alt og lod sig blæse omkuld.

»Først nu er jeg begyndt at rejse mig,« siger Lone Frank, mens hun laver kaffe i lejligheden på Frederiksberg, som hun bliver sat ud af om en uge. Den var Mortens.

Neurobiolog og videnskabsjournalist Lone Frank plejer at tale om mere viden og mere kontrol. Hun plejer at sige, at livet er noget, vi selv kan forme, og at en gennemtænkt plan kan føre folk til det, de ønsker. Men så enkelt er det ikke længere. Lone Frank er blevet ramt af det, der har allermest magt over tilværelsen: Tilfældet. En fuldstændig tilfældig mutation i kroppen på den mand, hun skulle have brugt resten af sit liv med, førte til kræft. Tilfældigvis videresendte den praktiserende læge ham ikke til en specialist, så kræften spredte sig og slog ham ihjel. Det har fået Lone Frank til at erkende, at hverken viden eller kontrol kan trumfe tilfældighedernes magt.

»Jeg har altid haft en kraftig fornemmelse af, at jeg selv kunne styre mit liv, men da Morten døde, ændrede mit liv sig fra det ene øjeblik til det andet. Nu otte måneder senere føler jeg mig stadig totalt slået i smadder af et baseballbat. Jeg tror stadig på, at vi til en vis grad selv kan forme vores liv, men jeg har erkendt, at tilfældighederne bestemmer og på et øjeblik kan udviske det hele«.

Sammenhængssyg

Før Mortens død tænkte hun ikke sådan. Men Lone Frank tror ikke på, at man kan gennemleve noget så frygteligt som at miste den, man elsker, uden at reflektere over måden, man hidtil har levet sit liv på. Og hun er kommet frem til en klar erkendelse: Du er ikke din egen lykkes smed. Og der er heller ikke noget, der hedder karma. Tanken kan virke pessimistisk – særligt når den kommer fra et menneske, der ifølge sine gener er uvenligt anlagt og genetisk kodet til at se sort på tilværelsen. Ikke desto mindre mener Lone Frank, at mange mennesker har gavn af at tillægge tilfældighederne større magt.

»At tilfældigheder styrer er i virkeligheden en meget banal ting at sige. De fleste vil sige, at det ved de da godt, men alligevel er det som om, vi har glemt det,« siger hun. På samfundsplan kan politikere løse alting: Med den rette finansiering og tilstrækkelig politisk vilje kan vi opnå fuld beskæftigelse, terror kan bekæmpes og hospitalets ventelister fjernes. Og på individplan bliver vi fortalt, at vi kan forme vores liv og undgå ulykker og sygdom, hvis vi motionerer nok, lægger karriereplaner og husker at spare op.

Mennesket vil gerne se sammenhænge. Vi elsker at danne en kobling mellem det, vi gør, og det, der sker os. Vi er faktisk kodet til det. Havde de første af os ikke opdaget, at der var en sammenhæng mellem indtagelse af busken guldregn og forgiftning og død, var vi nok uddøde. Evolutionært er det ret smart, at vi kan lide at finde sammenhænge. På andre punkter er det ret dumt, mener Lone Frank, som tror, tidsåndens ønske om kontrol gør, at vi ser sammenhænge, hvor de ikke findes.

»Hvis børn får konstateret autisme kort tid efter, at de er blevet vaccineret mod mæslinger, skaber vi en sammenhæng. Hvis unge kvinder får en række mærkelige symptomer efter at være blevet vaccineret for livmoderhalskræft, skaber vi en sammenhæng. Hvis folk, som bliver meget gamle, gennem hele livet har spist mange gulerødder, skaber vi en sammenhæng. Selv om der ikke er videnskabelig evidens, forsøger vi at koble adfærd og ting, der sker, fordi vi føler, det giver os en form for magt. En form for kontrol over tilværelsen,« siger hun.

I Guds hænder

For at illustrere, hvor lidt adfærd betyder i forhold til tilfældigheder, fortæller Lone Frank om et aldringsstudie, lavet med mus: En population af mus, som genetisk er så ens, at de næsten kan betragtes som kloner, sættes ind i nogle bure, hvor de under samme livsbetingelser lever hele deres liv. Når både musenes arvemasse og miljø er så tæt på identiske som muligt, skulle man tro, at musene ville dø nogenlunde samtidig. Men det gør de ikke. De dør med samme spredning som mus i naturen. På vidt forskellige tidspunkter. Tilfældigt.

»Forsøget illustrerer, at i takt med at vi får mere viden om genetik og fysiologi, desto mere kan vi også se, at der bliver ved med at være en rest af viden, som vi ikke kan forklare. Jo mere vi har styr på noget, jo mere falder det ukontrollable i øjnene,« siger Lone Frank. Faktisk fylder tilfældighedstanken mere og mere i den generelle forskning, siger hun og peger blandt andet på, at tilfældigheder har vist sig at have langt større betydning for udviklingen af kræftsygdomme, end vi hidtil har troet.

Den viden er ikke rigtigt slået igennem endnu, mener Lone Frank. »Men det vil være godt, hvis den gjorde,« siger hun. »Vil man gøre det sværere for tilfældet at knuse os, skal vi acceptere, at sort uheld til en hver tid kan ramme. Lone Frank foreslår, at vi integrerer tanken som en app i hjernen, der parallelt med alle mulige andre tanker ind i mellem blinker og siger: ’Du er ikke herre over alting.’ Hvis man inkorporerer den tanke, tror hun, man bedre kan leve med ulykker og forfærdelige hændelser.

»Havde jeg tænkt sådan, før Morten døde, var jeg måske ikke havnet helt så dybt på bunden af et hul,« siger hun. Hvis alt går godt, synes man måske ikke, at man kan bruge tilfældighedstanken til noget. Så tænker man, at man har fortjent sin succes. Men når livet går dårligt, kan man bruge meget energi på at spekulere på, hvad man kunne have gjort noget anderledes. For dem tror jeg, det hjælper at installere app’en og erkende, at de ikke kunne have gjort anderledes, og at universet ikke straffer dem, men at ulykken tilfældigt ramte dem«, siger Lone Frank.

Lærer man at tænke sådan, tror hun, man kan blive i stand til at leve sit liv med mindre skyldfølelse.

»I virkeligheden er det nøjagtigt det samme som i gamle dage, hvor man sagde, at man lagde sit liv i Guds hænder. Jeg er på ingen måde religiøs, men det er samme øvelse. Det handler om at slippe kontrollen og anerkende, at der er ting i livet, man ikke selv er herre over. Ting sker uden grund«.

Et janushoved

At tænke sådan gør dog ikke Lone Frank til nihilist. Ingen har godt af at sidde og stirre ligegyldigt ud på verden. For selv om hun mener, tilfældighederne er magtfulde, tror hun stadig på, at man til en vis grad kan forme sit eget liv. Det er er der ikke noget selvmodsigende i. »Tilværelsen er som et janushoved,« siger hun med henvisning til den romerske gud Janus, hvis to ansigter vender hver sin vej.

»Ligesom han er et symbol på, at der ofte er to sider af samme sag, mener jeg godt, at man kan indtage begge positioner. Så længe man erkender, at tilfældet er mest magtfuldt, da det kan ændre alt på et splitsekund«.

Den erkendelse får Lone Frank til at føle sig ydmyg. Men den får hende også ind i mellem til at miste gejsten. Hvorfor okse derudaf, hvis det hele alligevel kan vise sig at være omsonst?

»Indtil for nylig så jeg mig selv som et menneske med en retning. Da Morten døde, knækkede den, og nu aner jeg ikke, hvor jeg er på vej hen . Folk, der er ude for stor sorg, bliver ikke de samme mennesker igen«. Lone Frank forudser, at det bliver svært for hende at producere samme arbejde som før, men hun tror også, at voldsomme hændelser åbner øjnene for et større landskab.

»For første gang i mit liv har jeg en fornemmelse af at være på en livsbane, hvor det ikke handler om konstant at have næsen i sporet. Jeg har smidt skyklapperne – og nu ser jeg simpelthen, hvad der sker«.

Serie

Magtudredningen

Seneste artikler

  • ’Magt og tillid går hånd i hånd’

    11. juli 2015
    Som folkeskolelærer udøver Kirsti Pedersen magt mange gange i løbet af en dag, hvilket sker med øje for en demokratisk dannelse og for forholdet mellem individ og fællesskab. For skolelæreren hænger tillid og magt uløseligt sammen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sören Tolsgaard

Peter Nørgaard -

Okay, din tolkning af Peter Hansens motiver er som udgangspunkt i tråd med Marianne Bjergs indlæg, men siden "off piste" mht. nærværende artikel - synes jeg:)

Herudover har du gentagne gange udtrykt, at du finder det påfaldende tidligt, Lone Frank som sorgramt går ud i offentligheden: Muligvis, men mon ikke hun har det godt hermed, idet hun jo fører sig frem i sin velkendte rolle som den, der har svar på rede hånd?

Følgende citat fra artiklen inddæmmer i store træk hendes ændrede synspunkt:

"Hvis alt går godt, synes man måske ikke, at man kan bruge tilfældighedstanken til noget. Så tænker man, at man har fortjent sin succes. Men når livet går dårligt, kan man bruge meget energi på at spekulere på, hvad man kunne have gjort noget anderledes. For dem tror jeg, det hjælper at installere app’en og erkende, at de ikke kunne have gjort anderledes, og at universet ikke straffer dem, men at ulykken tilfældigt ramte dem".

Ændringen forekommer mig ikke at stikke særlig dybt, idet Lone Franks mentale manøvrer synes at helgardere mod ethvert perspektiv, som kunne ryste et nyttigt og behageligt livssyn renset for ansvar og skyldfølelser, idet alle skæbneslag opfattes som tilfældigheder. Er det mon ganske udelukket i Lone Franks verden, at vi - til dels fra et ubevidst udgangspunkt - er grundsten i en karmisk årsagsrække, som vi selv er med til at udforme? Man kunne ønske sig, at Lone Frank engang ville blive udsat for nogle alternative terapier, der kan give ligeså regulære diagnoser af tingenes tilstand, som den genetiske analyse, hun har gjort til sit et og alt.

En del indlæg har udtrykt medfølelse - forum er ret følsomt. Når debatten ruller, undgås det dog naturligvis ikke, at artiklens emne sætter Lone Franks tidligere gøren og laden i perspektiv. Et par skarptskårne indlæg er følgende:

"Jeg opgav at tage Lone Frank alvorligt, da hun afslørede, at hun åd psykofarmaka i store mængder for at klare tilværelsen. Jeg vil ikke bashe et menneske, der har mistet sin elskede. Jeg ved selv, hvor hårdt det er, men hun skal ikke belære mig om livet." (Tino Rozzo, 9. aug. 01.56]

"Og som altid, når nogen mener at skyklapperne er fløjet og at klarsynet har indfundet sig, skal vi huske på den ensomme, ydmyge zen-munk, som en dag nåede frem til Lyset og gennemskuede Altet. Han udbrød; Nu, nu hvor jeg omsider har set Lyset - er jeg lige så meget på røven som altid." (Peter Jensen, 9. aug. 08.09)

Selv har jeg forsøgt at føre argumentationen ind på det biologiske spor, som i populariseret form er Lone Franks boldgade, hvor hun nu gør gældende, at tilfældighedstanken "fylder mere og mere i den generelle forskning". Her skyder hun langt over målet, idet tilfældighedstanken samtidig anfægtes af nye landvindinger mht. organiske feedback-mekanismer.

Lone Frank har andetsteds udtalt, at hun er ligeglad med, hvad hun spiser, men videnskaben må i stadig højere grad erkende, at vore celler og organer absolut ikke er ligeglade med, hvad vi putter i munden. Og sådan er der flere områder, hvor Lone Frank langtfra synes moden eller bevidst om sine valg og deres konsekvenser.

http://politiken.dk/magasinet/interview/ECE2367679/en-kampmaskine---og-n...

Torben Skov, Randi Christiansen, Karsten Aaen, Bodil Waldstrøm, Jørgen Steen Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Karsten Aaen -

Åh ja, bonoboerne charmerer mange mennesker, og alfa-matriarkatet har uomtvisteligt positive konsekvenser, som mindsker flokkens indre splid. Efter min smag er de dog lige lovlig liderlige, og jeg er tilbøjelig til at tro, at sublimering af den genitiale sexualitet til højere former for kreativitet er en grundliggende faktor bag civilisationens udvikling.

Så hvad det angår, vil jeg gentage, at det er hos dinosaurernes efterkommere, fuglene, vi finder de højest udviklede samlivsformer blandt vore slægtninge i dyreriget. Hos arter, hvor han og hun har et livslangt samliv, hvor sexualiteten forvandles til adfærdsmæssige ritualer og sublimeres til koordineret social adfærd i store flokke, resulterende i, at fuglene har kunnet erobre selv de mest ugæstfrie egne på Jorden.

Peter Nørgaard

Kl. 1:25

Ja, Søren Tolsgaard, jeg er også skeptisk overfor mennesker "der har svar på rede hånd", som du skriver om Lone Frank. Ikke mindst de, der har "rigtige" svar på a l t - efter egen overbevisning. Har du lagt mærke til, at disse mennesker ikke ligefrem er kendetegnet ved, at være i besiddelse af selvironi og humoristisk sans..?

Derfor må jeg i forskellige fora - ind imellem - gå "off piste" som du rigtigt nævner. Eksempel vis når Peter Hansen som et orakel, uden selvkritisk sans eller humoristisk ditto, har alle "løsningerne" på denne herlige Klodes fortrædeligheder, såsom.:

"Alle klasser i vesten udbytter den 3. verden", "Penge er overflødige", "Børnearbejde er befriende for børnene", lige som han forleden dag gengiver et indlæg fra juni, som han varmt anbefalede. Her to uddrag fra det indlæg, der nærmest er en programerklæring.:

"Et venstrenationalt parti for folket ikke eliten anbefales" og "Kulturradikale er værre en Dansk Folkeparti". Er der noget der ringer..?

At Lone Frank går ud i offentligheden om en nærtståendes nylige død, undrer jeg mig stadig over. En uskreven regel siger - for at skåne de nærmestes sorg og sin egen - at en sorgperiode er på mindst ét år.

Steffen Gliese

Peter Nørgaard, nu er lige præcis de to ting, som hæfter på mig i forbindelse med min lange gengivelse af Dennis Laursens glimrende fremstilling af et ønskværdigt (utopisk?) samfund nogle, som jeg ikke er specielt enige i. Som bekendt skrev jeg, at der var dele, som jeg ikke var tilhænger af, og det er naturligvis en enøjet nationalisme og en afstandtagen til de kulturradikale, da det for mig netop er samfundets vigtigste opgave af løfte alle kulturelt, så de kan tage lige del i de goder, der udgør det intellektuelle og åndelige grundlag for vores samfund.

Jeg ved ikke, hvad dit formål er med at forvride mine synspunkter som helt nytilkommen i dette forum, og der er vist ikke nogen, der til gengæld har den ringeste idé om, hvad dine egne synspunkter måtte være.
Mit gode råd - dels fordi du bor i Aalborg, hvad du jo ikke lægger skjul på - ville være, at du skal søge noget intellektuel stimulering på Aalborg Teater. De er lige ved at begynde sæsonen med dels Yahya Hassans digte i noget, der lyder som en forrygende art teaterkoncert, dels - og det er nok vægtigere - Jens Albinus i "Richard III". Så afsted med dig og blive løftet - jeg ville ønske, jeg kunne sige, at de spiller den fremragende "Beton", som var sidste sæsons store hit, for den havde givetvis kunnet stampe noget løs i de fastgroede hjernevindinger, du synes at have.

Men hvis det er for vidtløftigt, kan du jo på denne regnvejrsdag begrave dig et sofahjørne med den glimrende Asterix, der hedder "Lus i skindpelsen".

Peter Nørgaard

P.S.

Da jeg ikke er specielt klog, lærer jeg lidt hver dag, f.eks ved at læse det der står bag på afrivnings kalenderen, hvor der en gang imellem er citater - også fra personer der ikke har psykopatiske træk - der er værd at tænke over.

I går og i dag var citaterne fra to som jeg kan lide, og, sandsynligvis, ikke havde psykopatiske træk. Citaterne er ikke "off piste", med mindre man VIL køre i samme rille, for så er sammenhængen selvsagt ..... pist borte. Tit, tit, Peter Hansen (en hilsen til Hansens "Tsk tsk Peter Nørgaard" fra forleden dag).:

"Orden for ordenens egen skyld er livets karikatur."

Antoine de Saint Exupéry (1900-1944) - hvis "Den Lille Prins" anbefales som tilbage vendende læsning - f.eks også i byråd og folketing.

"Den mest hæderværdige rolle i samtalen består i at give andre lejlighed til at sige noget, dernæst at mildne modsætninger og føre samtalen videre til andre emner. På denne måde fører man nu dansen op."

Francis Bacon (1561-1626) - ja tilstræbes, men måske ikke altid muligt, f.eks for de oprørske befolkninger der i 1500-tallet stod overfor datidens adel. Hvordan mon nutidens adel vil stille sig til citatets indhold..?

Nu til Aalborg og imorgen til AGGERSBORG og Sebbersund, hvor der begge steder er Vikingdage, med mundgodt og kampsport + møj mer´. Velkommen.

Peter Nørgaard

P.P.S.

Sjovt som breve, mails og også indlæg i tråde kan krydse, før det ene kan læses inden det næste sendes. Således også hér, men tak for tippet, Hansen. Og dit forsvar for "Laursens lange og glimrende fremstilling af et ønskværdigt (utopisk?) samfund", som du trækker l i d t i land overfor, ovenfor, vender jeg - måske - tilbage til om et par dage.

Men t o n e n, Hansen, t o n e n, citat.: "Så afsted med dig og blive løftet", vær opmærksom på den. Du ved, fra en tidligere ordre du slyngede ud, at jeg ikke har modtaget ordrer siden jeg har været marinesoldat, ikke..? Var du sergent i det værn du var soldat i..?

Jow, Aalborg Teater har gode forestillinger ind imellem, og Morten Kirskov var en god teaterleder, der givetvis også vil kunne støve Det Kongelige Teater af. Jens Albinus i og som "Richard III" lyder lovende. Indtil nu er den bedste "Richard III" jeg har set, Al Pacinos, der både iscenesatte og spillede hovedkarakteren. Han fik despoten og psykopaten ud over rampen. Men desværre - hvis der skulle være en psykopat eller to der så dén version - har det ingen indvirkning på mennesker med sygdommen psykopati, da den ikke kan erkendes af den sygdomsamte. Endnu.

Omkring 10 % af samtlige ledere overalt - dog ikke så udbredt i den 3. verden - lider, i forskellige grader, af den sygdom. Og 2 - 3 % af en given befolkning, 1/3 del er kvinder. Til Jer, der eventuelt læser med her.: Søg bl.a den canadiske psykiater Robert D. Hare og professor Erik Simonsen, der bl.a har en liste med alle symptomerne er nævnt.: Manglende empatiske evner, ingen samvittighed, det er altid andre der begår fejl, etc.

Og NU til Aalborg (som jeg ikke bor i), men som Hansen skriver "du ikke lægger skjul på du bor i". Den dejlige by jeg bor i, er nævnt i flere andre indlæg - hvor bor du monstro bor, Peter Hansen..? Det må være et sted med lave boligudgifter, da du jo flere gange har nævnt at 12.000 kr. netto er rigeligt, all inclusive, for to personer..?

Sören Tolsgaard

Marianne Bjerg -

Enig i, at vi bør undgå at nedgøre opponenenter. Det er dog ikke nemt at finde konsensus omkring, hvad god tone indebærer, for debatten skal jo også have kant, ellers reduceres den til mundlam politisk korrekthed. Og her vil jeg gerne give Lone Frank, at hun altid har stået ved sine meningers mod og stillet sine synspunkter skarpt op, også selv om de har virket stødende på de grupper, som har været under angreb.

Det er rigtigt set, at mine betragtninger bevæger sig omkring en dikotomisk diskurs, man kunne også tale om et dualistisk dilemma;)

På den ene side den naturvidenskabelige lovmæssighed, som ikke levner meget plads til hverken tilfældigheder eller den frie vilje. På den anden side den selvopfattelse, vi i Vesten nærmest har konsensus omkring, at det individuelle menneske har frihed til at foretage eksistentielle valg. Vor tids kulturelle udvikling handler i overvældende grad om at tilgodese denne frihed - i hvert fald for samfundets elite.

Her vil jeg så tilføje, at jeg i høj grad argumenterer for, at disse divergerende opfattelser kan forenes.

Materialistisk naturvidenskab har reduceret evolutionen til en dans af tilfældigheder, som en iagttager - videnskabsmanden - dog oplever i det mindste sig selv som hævet over, idet hans forskning udspringer af en dybtliggende trang til at sætte sig udover netop de begrænsninger, som evolutionsprocessen har medført.

Ser vi tilbage på evolutionen, er vi ikke i tvivl om, at dyrene kun i meget ringe grad besidder en sådan trang. Deres begrænsninger volder dem normalt ikke større kvaler. Forskningen giver dog stadig flere eksempler på, at organismer udviser intelligente reaktioner på mange planer, som antagelig er forstadier til vores bevidsthedstilstand.

Der kan dog vistnok med rette tales om et bevidsthedsmæssigt kvantespring, når man skal definere, hvad der adskiller dyr og mennesker. Om end vores jordiske eksistens stadig i høj grad er betinget af vor organiske legemlighed, overvinder vi nu gradvis mange af de strenge vilkår, som har begrænset dagens gøren og laden.

Uanset, hvor stor frihed de mest begunstigede kan erhverve sig, begrænses denne udvikling dog stadig af naturens lovmæssighed, som må respekteres, hvis ikke eksistensgrundlaget skal smuldre i global eller kosmisk henseende.

Her vil jeg endelig vende tilbage til det indlæg, hvor du erklærede, at du "er ved at være træt af den evige projection af skyld over på andre."

I takt med, at vores eksistentielle råderum udvides, må vi givetvis påtage os et stadig større ansvar. Når mediebegunstigede "eksperter", som Lone Frank, udtaler sig om dette og hint, henvender de sig ikke blot til voksne, modne mennesker, som selv har mulighed for at tage stilling til det fremførte, men også til børn, unge og andre modtagelige grupper, hvis livssyn eksperten er med til at forme.

Lone Frank ønsker sjovt nok ikke selv at få børn, idet hun foretrækker en livsstil, hvor hun ikke begrænses af et sådant ansvar. Man kan dog næppe løbe fra, at offentlige ytringer og handlinger har konsekvenser. Affyrer man mentale brandbomber, følger en regning på den karmiske eller medmenneskelige konto.

Her har jeg så foretaget kvantespringet fra det instinktive og begrænsende, som ikke kan påtage sig ansvar i eksistentiel forstand, til den etisk bevidste holdning, som mennesket må påtage sig i takt med sin stigende frihed. Muligvis finder vi endda ud af, at tilværelsen kan være en bedre læremester end kortsigtede valg.

Vi kan hverken dække os ind under uvidenhed eller tilfældighed, men må formentlig erkende, at selv de ulykker, vi ubevidst har afstedkommet uden at kunne overskue konsekvenserne, i sidste ende ubetinget bør tjene som en lærestreg for os selv.

Vi behøver ikke at tale om, at tilværelsen straffer os, men kan på den anden side næppe vikle os uden om de skyldfølelser, som den spirende ansvarsfølelse afstedkommer.

Disse følelser skal i min optik ikke undgås eller fortrænges - som Lone Frank og mange andre forsøger - men sætte os ud over tilværelsens ulidelige lethed.

Tak til webmaster, fordi han på det seneste har givet relativt lang snor i denne debat;)

Lise Lotte Rahbek

Søren Tolsgaard
Du skriver: "Lone Frank ønsker sjovt nok ikke selv at få børn, idet hun foretrækker en livsstil, hvor hun ikke begrænses af et sådant ansvar."

Lone Frank har mange steder og på forskellig vis givet udtryk for, at hun aldrig har haft lyst til at få børn. Det er ikke det samme, som ikke at ville påtage sig det ansvar.
F.eks her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/lone-frank-jeg-bryder-mig-simpelthen-ik...

Det er ikke fair af dig at stikke hende en ansvars-vægring i skoene, som hun ikke selv kan forsvare sig imod. Derfor svarer jeg igen - og fordi jeg er inderligt træt af fordomme om kvinder, som ikke får børn !
Jeg mener i høj grad det viser ansvar, at lade være at sætte børn i verden, som man ikke har lyst til at tage sig af.

Jeg synes i det hele taget at din hudfletning af Lone Franks (eller hvilken som helst anden persons psyke, moral og personlighed) er usmageligt nærgående og bedrevidende ud fra de tekster, du har læst af og om personen,
da tekster og tolkninger af samme jo som bekendt har sine begrænsninger.

Karsten Aaen, Steffen Gliese, Anne Eriksen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Peter Nørgaard

Kl. 11:57

God tone, Søren, også i et offentligt debatforum, bør være standard, men er det ikke. Desværre. Den væsentligste grund til min deltagelse, i cirkum 6 måneder, er, at samtalerne hér er - mestendels - holdt i en god tone. På nær enkelte fejlskud. Inklusive de få, jow da, de faaaandens få - hø hø - egne fejlskud ...

Gert Selmer Jensen

Peter Nørgaard-Generelt-
Jeg værdsætter din dynamik, og evne til at "ruske" op i trådende, herinde. ! Dog synes jeg du er lidt vel hård mod enkelte bloggere, ( Læs Peter Hansen ).
Jeg er ikke selv specielt akademisk anlagt, og mener heller ikke man skal opstille spilleregler for
hvad der er intellektuelt gangbart, hvis ellers man har noget på hjerte.
Og viden hentet fra en afrivningskalender, er ikke noget at kimse ad.
Min for længst afdøde far var også noget af en afrivningskalender.!
Et af hans yndlingsudsagn var,: Jo mere jeg lærer mennesket at kende, jo mere kommer jeg til
at holde af dyr.! ( Men han kendte jo heller ikke alle de søde mennesker herinde på bloggen ).

Peter Nørgaard - Normalt så betyder punktum, at en ny sætning begynder (ganske som når Lone Frank går i tænkeboks efter at have mistet sin mand).
Altså, man kan ikke blande tingene sammen og jeg er enig med Peter Hansen i, at det kan være meget sundt og selvstændiggørende at arbejde som teenager.
Dette eksempel fra Bolivia er ikke negativt og vi skal til at vænne os til ikke at bruge danske normer på resten af verden - det dur simpelthen ikke.

Gert Selmer Jensen

Peter Nørgaard-Generelt-
Jeg kender ikke din agenda, men jeg har alligevel, en vis sympati, for din fremfærd.! Dynamisk
og sikkert med en klar Grundholding, som stadig ikke er helt klar. ! Vis flaget min kære.!
Altså udover børnearbejde. Og Peter Hansen.

Sören Tolsgaard

Lise Lotte Rahbæk -

Jeg kan fuldtud respektere forskellige grunde til at, at nogle kvinder - og mænd - ikke ønsker at opfostre børn.

I Lone Franks tilfælde er der ifølge hende selv ikke blot tale om, at hun ikke har lyst til at få børn, men slet ikke kan lide at være sammen med børn pga. deres irrationelle adfærd, og en lignende antipati udtrykker hun generelt imod kvindelige træk.

Efter sigende befinder hun sig bedst mellem knivskarpe alfa-hanner, og hendes aktivitet synes da også primært henvendt til et sådant publikum. Når hun (link i mit indlæg 10. aug. 23.10) skitserer en udviklingstendens, hvor kvinder vælger "de eftertragtelsesværdige mænd i de øverste sociale grupper", og accepterer polygene forhold for at opnå dette, synes hun under en darwinistisk fernis mest af alt at udtrykke sin egen beundring for disse typer: "Og så vil mange taber mænd ikke få nogen kvinder. I gamle dage var det præmiehanner, der virkelig fik spredt sig selv. Otte procent af den asiatiske befolkning stammer fra Djenghis Khan."

Der fik hun den ged barberet - med trumf på!

Lægger man hertil, som Lone Frank selv har fremlagt for offentligheden, at hun helt igennem er sin dominerende faders succesfulde datter, at hun hverken brød sig om sin følelsesladede moder eller sin irriterende lillebroder, øjner man dybt en dysfunktionel familie, hvor faderen sejrede ad helvede til, mens moderen bukkede under (link i mit indlæg 15. aug. 01.25).

Lone Frank redegør endog opmærksomt og ærligt for, at faderen siden tabte gejsten, drak rigeligt og psykisk nedbrudt med Bibelen og familiestamtræet under armen angrede, han havde været så dominerende - noget hun ikke helt kunne følge ham i.

For Lone Frank træder stadig sin faders spor. Om end kun en lille brik i spillet, er hun en meget veldresseret sprechstallmeister for de helt store cirkusdirektører.

Jeg kan tage fejl i disse analyser, men de forekommer mig indlysende, bl.a. fordi, jeg selv har gennemlevet tilsvarende familiemønstre.

Og Lone Frank er jo kendt for selv at tale rent ud af posen og kan sagtens forsvare sig, hvis hun finder det ulejligheden værd.

Steffen Gliese

Det er en mærkelig diskussion, og Lone Franks nyfundne tro på tilfældet kan måske koges ned til, at det måske ikke er den bedst egnede sædcelle, der finder ægget, i alle tilfælde.

Steffen Gliese

I øvrigt er Lone Franks synspunkter jo ikke mainstream i forhold til adfærdsforskningen, hvor det er den herskende diskurs, at det ikke giver mening at tale om menneskets afhængighed af biologissk arv, fordi mennesket selv skaber omstændighederne for sin eksistens. Hør f.eks. Peter Lund Madsen desangående.

Sören Tolsgaard

Lone Frank (m.fl.) om børn, frihed og ansvar:

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/eksistens-har-du-valgt-at-fa-boern#!/

Sören Tolsgaard

Marianne Bjerg -

Lone Franks forfatterskab og optræden som medieperson er bygget op omkring analyse af hendes egen personlighed. Det er modigt og respekt for det. Vi er ikke - som hos mange andre meningsdannere - overladt til rent gætteri, når det gælder om at vurdere, hvilken baggrund hun arbejder ud fra.

Om sin opfattelse af andre, udtaler hun lige så skånselsløst:

"Der er folk, jeg simpelt hen bare ikke kan lide. Og der er ingen, der går og tror, at jeg kan lide dem, hvis ikke jeg kan. Enten holder jeg mig væk, eller også skændes jeg med dem. Og det har jeg det glimrende med."

Jeg vil lige pointere, at jeg anerkender Lone Franks intelligens i ordets rationelle forstand. Hun gør i høj grad op med stivnet konformitet. Og når jeg analyserer hendes personlighed, tager jeg blot den handske op, hun selv har kastet, så vidt jeg kan se i tråd med hendes egen indstilling.

Nils Thorsen beskriver hende særdeles frimodigt i Politiken:

"Lone Frank er en person uden for kategori. Et væsen, man dårligt kan forestille sig findes i mere end dette ene eksemplar. Børn kan hun ikke lide. Og hverken mad, nye sko eller veninder siger hende det store. Mere mand end de fleste. Mindre diplomatisk. Men også et menneske med to indstillinger, der elsker at give slip på sig selv i romaner, maling og dagdrømme og hader, at hun ikke er højere og dygtigere og derfor ustandseligt driver sig selv frem mod nye præstationer. Og skuffelser.

Egentlig mener den 47-årige videnskabsjournalist ikke, at ens opvækst har ansvaret for ret meget af den personlighed, man træder ind i voksenlivet med. Arven vejer tungere, viser de studier, hun beskrev i bogen ’Mit smukke genom’, hvor hun fik 49 af sine gener kortlagt. Men spørger man, hvilke af hendes oplevelser der har sat sig dybest spor, nævner hun ungdommens fire forbandede år."

Specielt synes det mig rigtig set, at hun er "mere mand end de fleste". Hun har overtaget sin faders dominerende rolle, om end der bag den knivskarpe facade synes at ligge en introvert karakter, som har stærkt behov for at slippe rationaliteten og dagdrømme, for at dyrke de bløde værdier, kvinden og barnet traditionelt er tildelt i hjemmet.

Det forekommer mig, at hendes udvikling måske er blevet knæsat på et tidspunkt, hvor hun som teenager kunne være modnet som kvinde, men blev bundet til rollen som sin faders altid kampklare væbner med den erkendelse i baghovedet, at hun aldrig ville kunne blive lige så dygtig og magtfuld, som den rigtige alfa-mand.

Objektet for hendes dagdrømmeri synes vedvarende at være den højt begavede mand, og om end hun har nedtonet de mere åbenlyse eskapader, anbefaler hun, som jeg tidligere har citeret, kvinder at flokkes omkring "de eftertragtelsesværdige mænd i de øverste sociale grupper" med den rationelle begrundelse, at de herved vil få et bedre afkom, end med tabermænd.

Det er her, jeg tidligere har pointeret, at Lone Frank på trods af, at hun ikke selv ønsker at påtage sig ansvaret med at opfostre børn, skråsikkert påtager sig et ansvar med at give tvivlsom - i hendes optik "nyttig" - vejledning omkring dette emne.

Når det gælder Lone Franks egne relationer, bliver hun for en gangs skyld noget mindre åbenmundet, idet hun trods en overvældende trang til at handle i frihed og så vidt muligt undgå ansvar, tilsyneladende har indset, at man skylder sine nærmeste et minimum af hensyn:

"To lange forhold har hun haft. Det første i 12 år, det nuværende endnu længere. Men hun har også tilladt sig nogle udflugter undervejs. "Ja, det er desværre lang tid siden", siger hun, da jeg spørger til nogle affærer, hun kort har nævnt i et tv-program. "Men over nogle år mødte jeg nogen og kunne simpelthen ikke holde mig i skindet."

Hun læner sig frem i stolen og dæmper stemmen, som for at ordene ikke skal kunne høres i den tilstødende stue [hvor hendes kæreste befinder sig].

"Vi har talt meget om det og fået den dæmon ud. Forelskelse er jo en ekstasetilstand. Og man kan sagtens have nogle forelskelser, hvor man ved, at det ikke bliver til noget. Men ... jeg kan altså ikke forestille mig at gå resten af min tilværelse uden at opleve forelskelse."

Typisk har hun forelsket sig i højt begavede mænd. Dygtige videnskabsfolk og berømte forfattere. "Forfærdelige alfatyper. Ikke muskelmænd, men sådan virkelig interessant begavede. Med humor. Og faktisk bedre end jeg til, hvad de laver", siger hun og tilføjer med latter i stemmen:

"Så dem vil jeg jo gerne konkurrere med.""

Citater fra: http://politiken.dk/magasinet/interview/ECE2367679/en-kampmaskine---og-n...

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor gå så meget op i et enkelt menneske, man slet ikke kender?

Fordi det er en kendt personlighed i medier osv. - og ikke kun et menneske med behov for...

Sören Tolsgaard

Marianne Bjerg -

I lige måde. Jeg synes også du kom med nogle gode formuleringer, bl.a. om bevidstheden, som, udover at adskille os fra dyrene, også er "en bremse der (måske) forhindrer os i at se ud over vor egen individualitet og ind i en større sammenhæng, hvor hver enkelt af os i realiteten ikke er stort andet end natur. Og det er vel netop dette, de mere kontemplative traditioner beskæftiger sig med - at trænge ud over den bevidste bevidsthed og via transcendensen overskride ego'ets begrænsning og opnå samklang med et universelt fælles. Hele karma-tankegangen som du nævner."

Den holistiske opfattelse, du skildrer her, og som jeg deler, idet den til tider synes at give sig klart til kende i naturens fænomener, er så lige netop ikke den konklusion, Lone Frank og ligesindede drager. Her opfattes helheden som tilfældighedernes dans, bortset eventuelt fra den objektivt indstillede bevidstheds frie vilje, som nogle gerne roser sig af.

Mht. den debat, som du finder lovlig nærgående, må jeg bekende, at min tilgang hverken er professionel eller autorativ, og derfor højest kan betragtes som intuitive glimt, som i kraft af det engagement, jeg ubetinget har følt, kan kaste lys over sammenhængen. Og jeg tilstår gerne, at ligesom Lone Frank har vovet pelsen med skånselsløse betragtninger over sine medmennesker, sin familie og sig selv, har også jeg taget nogle chancer og vil forhåbentlig om nødvendigt tage ved lære deraf.

Afslutningsvis vil jeg konkludere, at var Lone Frank inkarneret i et samfund, hvor børn endnu var en uundgåelig følge af stærk sexuel appetit, havde dette ansvar nok givet anledning til svære prøvelser i lighed med dem, hun selv oplevede som barn. Ifølge karmisk reflektion kunne sådanne kampe i tidligere liv være en grund til, at hun blev født i netop den familie, hvor opdragelsen gjorde hende i stand til at tage grundigt afstand fra familiedannelse, som dog ikke nødvendigvis er et fuldstændig overstået kapitel, når hun får bearbejdet det nuværende livs karmiske indtryk.

Sören Tolsgaard

Michael Kongsted Nielsen -

"Hvorfor gå så meget op i et enkelt menneske, man slet ikke kender?"

Nu ved du jo ikke, hvorvidt jeg kender Lone Frank. Jeg kommer faktisk også fra Aarhus, smilets by og verdens mindste storby, hvor næsten alle kender og drager omsorg for hinanden - sådan omtrent;)

Nej, sagen er den, at siden jeg hørte vores Homecoming Queen fremføre sine holdninger til familie og børn i Eksistens i P1 (link i indlæg 16. aug. 01.55) og efterfølgende googlede mig frem til de øvrige linkede artikler, hvor hun redegør omstændigt for sin opvækst, sexualitet, etc., har jeg haft den fornemmelse, at jeg kender hende særdeles godt. Muligvis er det en illusion, men sådanne fornemmelser kan man jo af og til have. Et deja vu, om man vil. Den aktuelle artikel bekræftede kun yderligere, hvad jeg nylig havde læst.

Ikke at jeg har tænkt mig at "stalke" Lone Frank. Måske kan hun bruge mine vink til et eller andet, måske vil hun aldrig læse dem, eller anse dem for lige så tåbelige, som den psykolog hun konsulterede og ikke havde meget til overs for.

Jeg er dog overbevist om, at hun før eller siden vil gennemskue det materialistiske livssyns begrænsninger. Og med et supplerende holistisk perspektiv baseret på naturvidenskab - i lighed med Lund Madsen, Willerslev, Hoffmeyer, Nørretranders - i langt højere grad end i øjeblikket vil kunne virke til gavn for helheden.

Skaber et menneske selv sit liv via sin opvækst eller er den biologiske arv vigtigere - det er sikkert en kombination - samtidigt med at vi må tilhøre naturen og de vilkår, der hersker der.
Dem, der finder min bemærkning upassende - i denne tråd har der været så meget stof til eftertanke - men det var aldrig blevet, hvis ikke Lone Frank selv havde givet anledning til det.

Randi Christiansen

Der skal stærke nerver til en livsholdning som lone franks - og hvis man ikke har det, så kan man jo få det ad moderne farmakologisk vej. Hug en hæl og klip en tå så du kan tro, at du passer askepots sko.

Determinisme eller fri vilje? Spørgsmålet er nok upræcist formuleret. Det er indlysende, at vi ifht fx tyngdekraften ikke er frie til at flyve som fuglen men betjener os af hjælpemidler, som dertil er ekstremt forurenende og voldsomt overforbrugende af planetens kostbare ressourcer. Ifht at vælge, hvorledes vi lever sammen med os selv, hinanden og vores biotop/habitat, har vi derimod et større råderum. Et valg som til tider kræver stort mod.

Hvor modig er man så, når det gælder? Det er vel også i et eller andet omfang (epi)genetisk determineret. Jeg mærker tydeligt træk fra begge mine i visse henseender meget forskellige forældre. Altså et konstant samspil imellem arv og miljø indenfor visse rammer, visse lovmæssigheder - som ikke er fuldt erkendte, og om hvilke vi derfor ikke ved, i hvilket omfang de er determinerende og påvirkelige. Som en hund i et spil kegler - vi må eksperimentere os frem. På sådan et eventyr vil jeg mene, at det er en fordel med så veludviklet og aktivt et sanseapparat som muligt. Men jeg er også epigenetisk prædestineret med en blanding af overfølsomhed i hverdagen og koldblodighed i farlige situationer, og pga dermed forbundne navigationsfordele søger jeg at gøre det ukendte kendt.

Er vi i den perfekte storm lige før implosion i et sort hul eller 'bare' en storm, og hvad sker der med bevidstheden på den tur? Iflg visse overleveringer går intet tabt og alt står skrevet i den store bog, i 'chitta', som er sanskrit for bevidsthedsstoffet.

Eske willerslev har fortalt, hvordan boret ved en iskerneboring satte sig fast, men løsnedes og blev funktionelt ved pålæggelse af et shamanistisk redskab. Hans kolleger blev ret målløse. Et meget spændende eventyr vi er på. Kh r

Karsten Aaen, Anne Eriksen og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det ligger i menneskets natur at gå med skyklapper, for nu at bruge det udtryk. Vi er hverken, hver for sig eller sammen, i stand til at se det store billede og man får let den tanke at det heller ikke er meningen - hvis vi absolut skal blande mening ind i det, for det kan jo ligeså godt være det hele dybest set er meningsløst eller tilfældigt. Vi ved det ikke, kun at vi ikke har lyst til eller fordel af at "se" verden i lyset af meningsløshed, så når den bliver for present opfinder vi mening eller indsætte GUD. Man skal derfor altid være varsom med at sige sådan noget som at "jeg har smidt skyklapperne", for det kan let opfattes som hovmod. Omvendt er jeg selvfølgelig med på at det er et par særlige skyklapper Lone Frank har smidt og det er altid godt når videnskabsfolk smider skyklapper; det er jo deres metier.

Anne-Marie Krogsbøll

Modig indrømmelse af kovending i tilgang til tilværelsen - på smerteligt grundlag.

I øvrigt om hendes kommentar til vaccine-debatten:
" Selv om der ikke er videnskabelig evidens, forsøger vi at koble adfærd og ting, der sker, fordi vi føler, det giver os en form for magt. En form for kontrol over tilværelsen,«

Her begår Frank den fejl at konkludere, at fordi noget ikke er "bevist", så eksisterer det ikke. Hun overser, at der er langt mere, vi endnu ikke har "bevist", end vi HAR bevist. Man må formode, at vi fremover kommer til at bevise mange ting - som vel så også eksisterede INDEN beviset?

At der ikke er evidens for noget, er noget andet, end at der er evidens for, at sammenhængen ikke eksisterer!

Sider