Sidste sommer, da temperaturerne i Alabama krøb op imod de 40°C, havde Terrell Goodsons 10-årige datter kun ét ønske.
»Far, vil du ikke nok lære mig at svømme?«
Goodsons svar til sin datter skar ham i hjertet. For det var nej. »Jeg måtte fortælle hende, at jeg aldrig selv har lært det«.
I denne sommer har nye børn plaget deres forældre om det samme.
Goodson, der er 37 og arbejder i restaurantbranchen, siger, at han hellere end gerne ville opfylde sin datters ønske. Men som barn af Alabama har han simpelt hen aldrig lært det. Og han er ikke et enkeltstående tilfælde, men derimod del af en bredere, kollektiv historie.
I USA er svømmefærdigheder nemlig i høj grad fordelt efter race: Sandsynligheden for at hvide amerikanere kan svømme er dobbelt så stor som sandsynligheden for, at sorte kan.
Det er en skævhed med fatale konsekvenser. Ifølge den amerikanske sundhedsstyrelses Centers for Disease Control and Prevention har sorte børn i alderen fem til 14 tre gange større risiko for at lide druknedøden end jævnaldrende hvide. I USA dør der cirka 10 mennesker ved drukneulykker om dagen.
I 2010 oprørte en tragisk hændelse i Louisiana hele landet: Seks sorte teenagere, der ikke kunne svømme, druknede i en flod under et forsøg på at redde en kammerat, der var gledet og faldet ud på dybt vand. Forældre, der heller ikke kunne svømme, var magtesløse, da de hørte deres børn råbe på hjælp.
Vil man forstå, hvad skævheden kommer af, må man se tilbage på amerikansk segregationshistorie og på, hvordan hvide embedsmænd og borgere har forvaltet integrationen i offentlige svømmehaller og det offentlige rum i mere generel forstand.
Kun for hvide
Der er et beslutsomt og intenst skær i Dorothy Moores blå øjne: 84 år, hvid og opvokset i Montgomery, fortæller hun om de offentlige svømmehaller, hun frekventerede i 1930’erne og 1940’erne. Moore er hørehæmmet, men slagfærdig som få. Mellem sine swimmingpool- og aktivismefortællinger, kommer hun med et par forslag til gode bøger om borgerrettighedskamp.
Hun husker især det svømmeanlæg, der lå i Oak Park, i centrum af byen.
»Oak Park havde ikke bare et stort dejlig svømmebassin. Der var også et soppebassin, der var dobbelt så stort som mit hus«, siger Moore, der sidder i sofaen i sit statelige hjem, kun et stenkast væk fra byens stadig helt hvidt dominerede country club.
Da Moore var barn og ung, var Oak Park-svømmehallen forbeholdt hvide og et vigtigt samlingspunkt i byens hvide, rekreative, sociale liv. Moore var en overgang livredder der, og senere – da hun havde gifte sig med en mand, der skulle blive en af byens mest prominente arkitekter – var det hér, hun lærte sine børn at svømme.
Jeff Wiltse, professor i historie ved University of Montana, der har forsket indgående i svømmehals-segregation, fortæller, at Oak Park Pool og dens velbesøgte faciliteter var del af en første bølge af investeringer i offentlige svømmehaller, der startede i 1920’erne og 1930’erne.
I de år, siger Wiltse, blev der åbnet tusindvis af offentlige svømmehaller over hele landet, hvilket skabte en svømmekultur for millioner af amerikanere. Men svømmehallerne var raceadskilte, og kun i en meget lille andel af dem var der adgang for sorte amerikanere.
Da ophævelsen af raceadskillelsen af det offentlige rum blev pålagt hele nationen efter forbundsstatslige domsafgørelser – de første kom i 1950’erne, og op igennem 1960’erne fik de efterhånden virkning for hele landet – fik det store konsekvenser inden for udbygningen af offentlige svømmehaller, siger Wiltse.
For det første: Da det nu var fastlået, at sorte amerikanere havde ret til samme adgang til offentlige svømmeanlæg, skete der et brat fald i lysten blandt de hvide kommunalpolitikere til at investere i at opføre dem.
Racistiske fordomme
For det andet var sorte og hvide svømmere stadig langt fra at kunne deles om det samme svømmevand. I nord forlod de hvide svømmere de offentlige svømmebassiner og flyttede til forstæderne, i sig selv et forbundstatsligt sanktioneret hvidt projekt. I forstæderne blev der bygget nye offentlige pools for beboerne, og de private svømmeklubber blomstrede.
»I endnu højere grad end i de gamle offentlige svømmehaller var disse private svømmeklub-bassiner i forstæderne komplet lukket land for sorte amerikanere«, siger Wiltse.
I sydstaterne så de hvide kommunalpolitikere udsigten til, at hvide og sorte amerikanere skulle svømme sammen, som en trussel, der måtte reageres imod. Hellere end at risikere sammeblanding af mennesker af forskellige racer i samme svømmebassin foretrak man helt at lukke de offentlige anlæg.
Sammen med racistiske fordomme om sorte mennesker som bærere af smitsomme sygdomme, kan denne ekstreme reaktion ifølge Wiltse primært forklares ud fra »hvide borgeres bekymringer for, at sorte mænd skulle interagere med hvide kvinder i et intimt offentligt rum«.
Denne hvide frygt, der byggede på en mytologi om farlige, hyperseksuelle sorte mænd og sårbare, ædle hvide kvinder med behov for beskyttelse, var særdeles giftig for sorte mennesker i syden, hvor det blotte samvær mellem sorte mænd eller drenge og hvide kvinder til tider kunne medføre lynchninger. Et berygtet tilfælde var en episode i Mississippi i 1955, hvor den 14-årige sorte Emmett Till blev myrdet, fordi han angiveligt havde ’flirtet’ med en ung hvid kvindelig butiksindehaver.
Ødelæggelserne
By efter by i syden fyldte sine offentlige svømmeanlæg med jord, cement eller ødelagde dem med bulldozere. Hvis desegregering skulle betyde lige adgang til offentlige faciliteter, foretrak man en anden form for lighed ved at reducere det fælles, indtil ingen havde adgang til noget.
I Montgomery taler historiens spøgelser for sig selv. Man skal bare vide, hvor man skal lede.
En tur til Oak Park bekræfter, at badet ikke længere eksisterer. Hvor den lå, er der nu en stor græsplæne og picnic-område med bænke og velvoksne, høje træer, der afslører, hvor mange årtier der er gået, siden poolen blev lukket permanent ned.
Men i det mindste er parken nu åben, for svømmehaller var ikke de eneste offentlige rum, der blev lukket ned 1. januar 1959 i Montgomery, hvis bystyre tabte en retssag til sorte beboere og blev pålagt at indføre desegregering. I over 10 år efter blev alle byens parker og endda den zoologiske have lukket ned.
»Det var rædselsfuldt«, siger Moore, den 84-årige tidligere livredder og aktivist. Sammen med andre kvinder og mænd, og med hjælp fra en lokal tv-station lykkedes det hende efter 10 år at presse bystyret til at genåbne parkerne. Men på det tidspunkt var svømmehallerne væk.
Mens de offentlige svømmehaller blev revet ned, omgik bystyret den nye desegregeringslov efter en hemmelig aftale, man havde indgået med byens lokale KFUM. KFUM, en ikke-offentlig institution, der stadig kunne opretholde raceadskillelse, skulle nu stå for at levere tjenester til byens indbyggere, hvor bystyret ikke længere gjorde det.
Som modydelse tilbød bystyret KFUM skattefritagelse, gratis vand til foreningens pools, gratis brug af parker og tilbud om køb af kommunal ejendom til spotpriser. Medlemsskaren i KFUM eksploderede. Selv om byen var en tredjedel sort på det tidspunkt, var kun hver niende af foreningens medlemmer sorte – resten var hvide.
KFUM gik fra kun én lokalafdeling og 1.000 medlemmer i 1957 – og ingen swimmingpools – til 18.000 medlemmer og otte swimmingpools i 1969, herunder udendørs sommersvømmeprogrammer, som var lukket land for sorte børn.
Først i 1970 blev KFUM dømt til at afvikle raceadskillelsen. På det tidspunkt havde foreningens lokalafdeling fuldført en næsten perfekt efterligning af fortidens offentlige raceadskillelsesprakis.
Det kræver faciliteter
Morris Dees, advokat og en af sagsøgerne dengang på vegne af den antiracistiske ngo, Southern Poverty Law Center, siger, at selv om den hemmelige plan blev afsløret, var meget allerede tabt.
»Parkerne blev hurtigt overtaget af andre. Politiet tog en af dem, og i en anden blev der bygget boliger. De var ikke længere hellige, forstår du. Bystyret solgte dem bare«, siger han.
I dag findes der fire offentlige svømmebassiner i Montgomery – en by med 226.000 indbyggere, 39 procent hvide og 56 procent sorte. Og ingen af dem kan sammenlignes med Oak Park i størrelse eller faciliteter.
Hos Houston Hills, Montgomery eneste udendørs pool, fortæller lederen, Jeff Barlow, at mange af poolens unge sorte gæster – omkring 350 om dagen – ankommer først på sommeren uden at kunne svømme. Men når sommeren går på hæld, er de blevet entusiastiske svømmere, fulde af selvtillid.
Barlow, som selv er sort Alabama-borger og har en MBA-grad, siger, at han selv måtte lære at svømme i en flod. »Som børn var det dét, vi måtte«, siger han. At lære børn at svømme er nu blevet hans store passion. »Jo mere man udsættes for vand, jo nemmere går det«, siger han.
At lære folk at svømme forudsætter, at der findes ordentlige svømmehaller med gode faciliteter, som folk har lyst til at besøge, siger Wiltse – ikke blot svømmeundervisning eller 10-trins programmer, der skal rette på uligheder i adgang.
På denne varme sommereftermiddag i Houston Hills er der travlhed ved vippen, hvor børn og teenagere ivrigt springer ud for at demonstrere deres tricks og færdigheder. Bifaldende jubel lyder fra svømmerne i bassinet. Barlow og hans kollega, Sonya Johnson, griner og opmuntrer udspringerne yderligere.
’De siger, jeg er skør’
Goodson, faren fra Montgomery, der ikke kan svømme, siger, at han denne sommer helt sikkert vil finde nogen, der kan lære hans nu 11-årige datter at svømme. Mindst halvdelen af hans familie kan ikke svømme, anslår han, men han har fætre, der svømmer. Han håber på, at en af dem kan give en hjælpende hånd.
Goodson siger, at han udmærket er bekendt med, at Montgomery lukkede sine offentlige bassiner for mange år siden for at holde sorte ude. Han siger, at han har forsøgt at læse så meget op som muligt på historien om Montgomery og byens racerelationer, men at få mennesker i hans omgangskreds har lyst til at tale om det.
»De siger, jeg er skør,« siger han. »Så nu holder jeg kæft. Men jeg ved nogle ting«.
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
