Læsetid: 3 min.

Hvad synes vi egentlig om moderniteten?

I et Økomodernistisk Manifest har en række teknologi-optimistiske klimatænkere kaldt til kamp mod ideen om, at vi mennesker kan redde verden ved at komme tættere på naturen. Men de glemmer at vi selv er natur, siger kritikere
22. august 2015

»Vi tilslutter os det forlængst etablerede miljøideal om, at menneskeheden er nødt til at mindske sin indvirkning på miljøet og skabe mere plads til naturen,« skriver 18 forskere og aktivister i Det Økomodernistiske Manifest. »Men vi afviser et andet ideal: at de menneskelige samfund skal harmoniseres med naturen, hvis det økonomiske og økologiske kollaps skal afværges.«

Manifestet fra den amerikanske tænketank Breakthrough Institute er igangsat af de to miljøaktivister Ted Nordhaus og Michael Shellenberger og underskrevet af den atomkraft-positive klimaaktivist Mark Lynas, den økologikritiske filosof Mark Sagoff, miljøprofessoren Roger Pielke, der som Bjørn Lomborg har kritiseret lønsomheden i CO2-reduktioner, sammen med 13 andre.

Det foreslår en afkobling mellem naturen og menneskenes verden. Modsat f.eks. den økologiske bevægelse, der tilskriver moderniteten og dens industrialisering et stort ansvar for menneskehedens udpining af kloden, bør vi intensivere udvindinger, industrilandbrug og urbanisering for til gengæld at trække os tilbage fra store, uberørte naturområder.

»Naturens systemer beskyttes eller styrkes ikke af, at mennesker øger deres afhængighed af dem med henblik på at opretholde deres liv og velfærd,« står der. »En intensivering af mange af de menneskelige aktiviteter – især landbrug, energiudvinding, skovbrug og beboelse – så de anvender mindre land og griber mindre ind i den naturlige verden, er nøglen til at afkoble den menneskelige udvikling fra miljøpåvirkning.«

Mennesket har altid udryddet

Manifestet slår et slag for moderniteten og dens globale velfærdsforøgelse og understreger, at modernitet kræver store mængder energi. På sigt mener underskriverne, at denne energi vil kunne findes i nye generationer af solenergi og i kernekraft. I mellemtiden må andre energikilder bruges. Hvad vi ikke må opgive, mener de, er troen på fremskridtet.

For ikke alene har moderniteten leveret velfærd og sundhed til milliarder. Det passer heller ikke, at fortidens menneskesamfund afsatte et lettere aftryk på kloden.

»Tænk bare på, at en befolkning på ikke mere end en eller to millioner nordamerikanere jagede de fleste af kontinentets store pattedyr til udryddelse i den sene pleistocæne tidsalder, samtidig med at de brændte og ryddede skove over hele kontinentet. Omfattende menneskeskabte miljøforandringer har fundet sted i hele Holocæn; op mod tre fjerdedele af verdens samlede afskovning fandt sted før den industrielle revolution,« påpeger de.

Svaret? Ryk sammen i byerne og fortsæt optimeringen, bl. a. af sofistikeret genbrug og af landbruget, som ernærer nutidens megabyer – siden 1960’erne er det jordareal, det kræver at brødføde et menneske blevet halveret, og den udvikling må fortsætte. Og skab en mere æstetisk, spirituel naturbevægelse, der kan kæmpe for en ægte vild, mangfoldig natur.

Den drøm er bare en forlængst fortabt illusion, skriver miljøforfatteren Fred Pearce i New Scientist. Trods modernitetsbegejstringen er økomodernisterne efter hans mening en samling romantikere.

»Mennesket er verdens mest succesrige invasive art,« skriver han, og det er denne virkelighed, vi må tage ansvaret for: en virkelighed, hvor naturen allerede lever og udvikler sig på menneskets betingelser. Hvis Antropocænen, den menneskedominerede epoke, skal blive en god epoke, skal vi integrere os bedre i den natur, vi allerede behersker, mener han.

En milliard sulter stadig

Hårdere er den dom, økologen Chris Smaje fælder på den teknologikritiske Dark Mountain Blog. Ifølge ham har forfatterne forelsket sig så intenst i ideen om modernitetens velsignelser, at de er blinde over for alle dens skadevirkninger.

»I den økomodernistiske vision er fattigdom lig med mange på modernitet. Der er ingen fornemmelse for, at modernitetens processer selv skaber fattigdom,« skriver Smaje og påpeger, at det kan godt være at en større andel af klodens befolkning lever godt i dag end for 200 år siden – men én milliard er dog stadig underernæret, og det svarer til størrelsen på den samlede globale befolkning dengang.

Først og sidst, skriver Chris Smaje, må man betvivle, at modernitet og civilisation virkelig har leveret det glansbillede, som økomodernisterne hylder. Det gælder for de indianere, som jagtede Amerikas bisoner, indtil de blev ’moderniseret’, og det gælder resten af kloden. Han foreslår, at vi i stedet tænker noget mere over ideen »’ucivilisation’ – ikke så meget som en social tilstand, vi skal efterstræbe, men som en ide vi kan bruge til at undvige de falske modsætninger i den ’civiliserede’ tænkning.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Ejvind Larsen
  • Birte Dahl
lars abildgaard, Ejvind Larsen og Birte Dahl anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu