Læsetid: 10 min.

»Det er som at være kommet i helvede«

Mens Europa kæmper om et opgør med den gamle forurenende kulindustri, er Tyrkiet er ved at opføre verdens største kulkraftværk. Det er kun ét af 80 planlagte værker i landet storstilede satsning på kul. Men modstanden vokser
Pause på et skift i Tyrkiets største kulmine ved sorthavsbyen Zongoldak. Minen skønnes at rumme kulreserver på op til 550 millioner ton.

Osman Orsal

22. august 2015

Lugten er skarp og røgfuld, med et metallisk strejf – og meget, meget stærk. »Det dér«, siger Yıldırım Biçici, »er lugten af kul«.

Biçici, der driver en tesalon, bor i det centrale Tyrkiet, blot et par hundrede meter fra et aldrende kæmpemæssigt, kulfyret kraftværk, hvis rød-hvide skorstene udspyr beskidte røgfaner.

Biçici har levet midt i røgen i årtier, men er nu også havnet ved frontlinjen af hele nationens nye kul-klondike: Afsin-Elbistan-værket planlægger at udvide sin kapacitet så massivt, at det vil blive det største kulfyrede kraftværk i verden.

Siddende på en lille træstol på det afrakkede torv, der udgør centrum af landsbyen Gogulhan, siger Biçici: »På cigaretpakker er der advarsler mod at ryge. Men her har vi ikke noget valg.« Han fægter med sin hånd i den skarpe luft. »Vi er nødt til at ryge.«

Biçicis mor døde af lungekræft – »vi tænkte, det måtte være luftforureningen« – og hans fireårige datter, Gülbeyaz, lider af kronisk bronkitis.

»Det triste er, at vi ikke engang kan lade hende gå ud, selv ikke når det er dejligt vejr«, siger han.

Tyrkiet tumler med store planer for at udbygge kulkraften. 80 nye værker er på tegnebrættet med en samlet effekt, der vil svare til hele Storbritanniens elsektor. Kul-boomet overgås kun af Kina og Indien, og den tyrkiske satsning accelererer tilmed i et år, hvor verdens nationer skal indgå bindende aftale om at bekæmpe klimaændringer på et afgørende FN-topmøde i Paris i december – og på baggrund af, at forskere har advaret om, at 80 procent af de kendte kulreserver nødvendigvis må forblive i jorden, hvis der skal være en chance for at afværge farlige, ukontrollable klimaændringer.

Sundhed, sundhed, sundhed

Men Tyrkiet er desperat for at holde dampen oppe i sin hastigt voksende økonomi og nedtrappe sin afhængighed af russisk gas. Uanset at modstandere advarer om, at mere kulafbrænding vil skade folkesundheden – forureningen fra de eksisterende kulværker skønnes allerede at koste Tyrkiet flere milliarder euro om året – og peger på, at Tyrkiet aldrig for alvor er kommet i gang med at udnytte sit solrige klimas potentiale for solenergi.

En kort køretur fra Gogulhan kigger Hussein Alp Aslan ned på den enorme 20 km lange åbne kulmine der forsyner Afsin-Elbistan-værket med stærkt forurenende brunkul af ringe kvalitet. Et kludetæppe af nuancer i okker og grå, ulmende brande og gigantiske insektlignende maskiner, der bryder lejerne, toner frem på baggrund af horisontens takkede bjerge og den dyblå himmel.

»Det er som at være kommet i helvede,« siger Aslan, vicedirektør i det offentlige sygehusvæsen i den nærliggende by Elbistan. »Hvad vores problemer er? For det første sundhed, for det andet sundhed og for det tredje sundhed,« siger han og henviser til en række luftvejssygdomme og kræft.

»For 29 år siden (da det første kulkraftværk åbnede, red.), var folk så glade,« husker Aslan. »De troede, at værket ville bringe velstand til os alle. Men de vidste ikke, at de ville blive nødt til at bruge disse penge på lægebehandling. De begyndte som fattige, oplevede at have penge i en kort stund og døde så som fattige«.

Aslan har et helt andet syn på, hvordan Tyrkiets fremtidige energibehov bør dækkes.

»Tyrkiet er et solrigt land, og i vores region vil vi samtidig kunne opføre hundredvis af vindmøller. Det smarte ved vindmøller er, at de kan placeres på afsides liggende områder, hvor ingen alligevel kommer. Kul bør være sidste mulighed«.

Men Afsin-Elbistan ligger ved Tyrkiets største kullejer i Tyrkiet, og de eksisterende anlæg plus mine beskæftiger omkring 2.800 mennesker.

700 km nordpå, ved Sortehavet, ligger Zonguldak. Her danner skorstene fra tre kulfyrede kraftværker en bugtende linje i bunden af en dyb, skovklædt dal, herunder landets første kulkraftværk, som åbnede for 70 år siden. Det er en kulby. Selv fodboldholdet kaldes Kömürspor (’Kul-sport’), skolen hedder Sorte Diamant, og et nyt kulkraftværk til en én milliard dollar er planlagt med støtte fra kinesiske investorer.

Vi føler os produktive

Zonguldak-regionen er hjemsted for en af Tyrkiets få stenkulreserver. I en kulsort tunnel, lige ved et af de hårnålesving, der leder vejen ud af dalen, står minearbejder Murat Sahin og erklærer:

»Jeg kan lide jobbet – det er en slags privilegium at arbejde her. Vi kan godt lide tanken om, at vores kul er med til at opvarme folks hjem og producere elektricitet. Så føler vi os produktive.«

For Sahin er det ikke kullet, men måden, det bruges på, der er problemet.

»Jeg forstår bekymringerne for luftforurening, men så er politikerne bare nødt til at sætte filtre på kraftværkerne. Det gør de ikke,« siger han. »I Tyrkiet er vi nødt til at bruge lokale ressourcer. Ville du foretrække atomkraft her? Det kan blive langt mere beskidt – se bare Tjernobyl.« Med en latter affejer han alle bekymringer for egen sundhed og fjerner kulstøvet fra sine smilerynker: »Der er en fordel ved det her job: Minearbejdere bliver sjældent meget gamle.«

Den lille mine, der producerer 600 tons om dagen fra sine fire km tunneler, ejes af Musa Demir. Han er langt mindre entusiastisk med hensyn til kulsektorens fremtid end sin regering og fortæller, at han har måttet afskedige halvdelen af de 630 medarbejdere. Hans omkostninger er drevet voldsomt i vejret i nye regler efter en minekatastrofe i Soma i 2014, som dræbte 311 og chokerede nationen – den værste minekatastrofe i Tyrkiets historie.

Demir forudsiger, at han nok bliver sidste generation i sin familie, der arbejder i kulbranchen. »›Jeg ønsker ikke, at mine tre sønner skal arbejde med minedrift. Kulminer er ikke specielt rentable i dag, og jeg mistede min bror i en mineulykke. Jeg vil ikke have, at noget lignende overgår dem.«

Solceller er en sjældenhed

Den tyrkiske regering lægger vægt på at bruge egne nationale ressourcer i den udbyggede kulsektor, men 95 procent af det kul, som er blevet afbrændt i de nye kraftværker, som er blevet opført inden for de seneste fem år, importeres ikke desto mindre fra udlandet. Modstanden mod kulimport er da også en sag, der forener både minearbejdere og de lokale grupper, der kæmper mod det nye kraftværk i Zonguldak, hvor en skovklædt bjergkam ved kysten nu skal sprænges væk for at gøre plads til større havnekapacitet. I modsætning til i Afsin-Elbistan findes der her en beskeden, men determineret og stigende modstand, til hvis rækker Kadir Orhan, der for nylig at arbejdede på kraftværket, nu har sluttet sig.

Imens han ser ud over de gigantiske mineskakter ved Zonguldak, hvor pastelfarvet aske fra byens kraftværk læsses af i et tempo af 400 tons om dagen, tænker Orhan over de 26 år, arbejdede i kraftværket og den forurening, han var med til at skabe. »Det har givet nogle skrupler – jeg så jo, hvad der foregik på tætteste hold«, siger han. Han blev afskediget for otte måneder siden, da kraftværket blev privatiseret og er nu første person i byen, der har sat solcellepaneler på sit hus. »Jeg forsøger at vise, at man kan gøre noget selv«, siger Orhan siger, imens en stor gul lastbil kører forbi og spilder aske fra sit lad.

Men meget få i Tyrkiet følger hans eksempel. Selv om sol-vandvarmere findes på mange tage, er solcellepaneler, der producerer elektricitet, sjældne. Staten tøver med at give tilladelser til solpaneler i et omfang, der kan matche efterspørgslen, og Tyrkiets officielle mål er blot at kunne dække fem procent af sit elbehov ved solenergi i 2023.

»Det er meget lavt sat for et land som Tyrkiet,« siger Pelin Yenigün Dilek, økonom ved Center for Økonomi og Udenrigspolitiske Studier i Istanbul. »Regeringen mener, at det på kort sigt vil gå hurtigere at bruge kul som dynamo for økonomisk vækst. Men kul skaber kortvarig rigdom, der opbruges hurtigt og resulterer i lav livskvalitet. Når der er et så stort potentiale for solenergi, der tilmed kan kabe værditilvækst i arbejdspladser og produktion, hvorfor så satse på kul?«

I en rapport for nylig, bestilt af WWF-Tyrkiet, konkluderede analysegruppen Bloomberg New Energy Finance, at Tyrkiet ved at udbygge med vind-, sol- og vandkraft vil kunne opfylde sine energibehov til samme pris som ved at udbygge med kul – og i samme moment holde sine kulstofemissioner nede.

Protestbølge

Hvis Tyrkiets kulambitioner skal udleves, vil det også ske på steder som Amasra. Den gamle fiskerby, 100 km øst for Zonguldak, er populær blandt turister, og her er selv minearbejderne imod planerne om at anlægge fire store kraftværker, de første i regionen.

»Vi bor her jo og vil selv blive ramt af luftforurening,« siger Engin Pazar, der arbejder i den underjordiske mine, som ligger 20 minutters gang fra den smukke strandpromenade. »Kulminedrift er vores arbejde, men vi er imod det. Der er muligheder inden for vind og sol – dem skulle regeringen først støtte.«

Her i Tios, tæt ved de ældste monumenter i Sortehavsområdet, hvis historie strækker sig 2.400 år tilbage, har professor Erdogan Atmis stillet sig i spidsen for en stadig stærkere protestbølge. Demonstrationer har omfattet en syv km lang menneskekæde og en underskriftsindsamling, hvor 42.000 – hver fjerde indbygger i distriktet – har erklæret deres modstand. »Uanset hvor høje skorstenene bliver, vil folk komme til at lide under smoggen, ligesom London i 1950’erne«, siger han.

Atmis er skovbrugsekspert på det lokale universitet, og et af målene for hans modstandsbevægelse er anlæggelsen af et 36 km langt bælte gennem regionens berømte skove, der skal ryddes for at gøre plads til højspændingsledninger i December. Dette skridt, siger han, har til formål at gøre godkendelsesprocessen for kraftværkerne samt anlæggelsen af en ny kulmine i Amasra til et fait accompli.

Aktivisterne troede, de havde vundet i 2012, da en domstol traf en afgørelse i deres favør. Men den daværende miljøminister Erdogan Bayraktar kunne ikke godkende den juridiske kendelse, hvilket er en betingelse. Bayraktar blev siden tvunget til at træde tilbage i 2013, midt i en større korruptionsskandale, der førte tyrkisk politi til at undersøge påstande om bestikkelse i forbindelse med byggeprojekter.

Truslen om kulkraftværkerne er således stadig overhængende, og i den nærliggende landsby Tarlaagzi frygter de lokale konsekvenserne ved luftforurening og udgravning af dybe askegruber. Hatice Erfidan siger:

»Det gør mig så rasende, at jeg ikke kan sove. De burde anlægge solcelleparker i stedet. Jeg har boet i Saarbrücken i Tyskland i 40 år, og der var solpaneler overalt – og vindkraft.«

Samme vrede fra landsbyoverhovedet, Sakir Karabacak, afspejler aktivisternes passion: »Vi er bange for, at de nye kraftværker vil betyde afvikling af vores landsbyer. De vil måske gå efter flytte os med magt, fordi vi ikke vil forlade stedet af os selv. Men så må de dræbe os – eller vi vil dræbe dem.«

Amasras’ aktivister kan lade sig inspirere af den sejr, lokalbefolkningen har vundet i Gerze, 300 km længere oppe af sortehavskysten. Efter blokader af byggepladser og andre protestaktioner vandt modstanderne i 2013 den juridiske kamp og fik skrinlagt planerne for et stort kulkraftværk.

Finansiering

Men mange andre kulkraftværker i Tyrkiet ser ud til at blive en realitet. Vi har bedt om interviews med Tyrkiets energiministerium, miljøministerium og talsmand fra forskellige involverede virksomheder, men ingen blev givet.

Regeringens støtte til kulindustrien er stærk og kommer bl.a. i form af betydelige tilskud, men anlægsprojekter i den nyligt privatiserede industri kræver finansiering. På 16. etage i Garanti Banks hovedkvarter i Istanbul, er der gennem glasvæggene en glitrende panoramaudsigt over den driftige by. Koncerndirektør Ebru Dildar Edin forklarer om bankens planer.

Garanti Bank er den største långiver til Tyrkiets nye kulkraftværker, og Edin siger, at projekterne er attraktive for banken, fordi den lave kulpris sikrer, at de vil være rentable. Men hun erkender også, at forurening og klimaændringer vækker bekymring: »Det er ikke ideelt, når gaskraft erstattes af kul.«

Edin understreger, at Garanti Bank stiller skrappe miljømæssige og sociale krav for at yde sine lån, og at man har vraget et kulprojekt, der ikke kunne leve op til dem. Projektet blev dog finansieret alligevel – bare af en anden bank.

Edin peger også på halvdelen af ??bankens energiudlån går – ikke til kul – men til vind- og vandkraft. Tyrkiet producerer blot for 3.5GW vindkraft om året – imod 13 GW i Storbritannien – men en tredjedel af dette er finansieret af Garanti Bank, og hun er enig med miljøforkæmpere i, at solenergi må udbygges hurtigt.

Det internationale søgelys vil være rettet mod Tyrkiet, når landet er vært for et G20-topmøde i november, kun få uger forud for det afgørende FN-klimatopmøde i Paris. Et spørgsmål på dagsordenen vil netop kunne blive Tyrkiets store kulkraftprojekter, der er afhængige af importeret kul, hvilket, siger Edin, sandsynligvis vil nødvendiggøre udenlandsk finansiering: »Jeg tror ikke, der vil være stor appetit på noget sådant fra de tyrkiske bankers side«. Men den hindring findes ikke for den 12 milliarder dollar dyre udbygning af Afsin-Elbistan-komplekset, som kan forlade sig på sine egne enorme brunkulsreserver.

Et stenkast fra anlægget, i den skarpe røgluft i landsbyen Gogulhan, ser Biçici ud til at have resigneret over for udsigten til at skulle leve i skyggen af verdens største kulkraftværk.

»Vi har allerede mistet vores jord. Vi har ikke så meget tilbage at miste længere«, siger han. Han forklarer, at han i 2011 af myndighederne blev tvunget til at frasælge 7,5 hektar, hvor han dyrkede hvede og solsikker, til mineselskabet – til spotpris.

Biçici, der har boet i landsbyen i alle sine 47 år, siger: »Jeg har tænkt på at flytte væk herfra, men har ikke råd«.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu