Læsetid 15 min.

’Jeg vidste jo, at jeg var uskyldig’

Hver gang du ringer eller sender en sms, registreres det, hvilken sendemast du har brugt. Masteoplysningerne kan fortælle, hvor du har været hvornår. Men oplysningerne er unøjagtige og kan være fejlbehæftede. Alligevel bruges de i de fleste straffesager. Masteoplysninger kostede Mette Hansen 11 måneders varetægtfængsel mistænkt for at have dræbt sin mand
Jeg fik kvalme og blev helt rundt på gulvet. Det var, som om jeg svævede rundt oppe over mit hoved og kun lige kunne mærke mine ben på jorden. Alt derimellem var væk, fortæller Mette Hansen om tiden umiddelbart efter frifindelsen

Jeg fik kvalme og blev helt rundt på gulvet. Det var, som om jeg svævede rundt oppe over mit hoved og kun lige kunne mærke mine ben på jorden. Alt derimellem var væk, fortæller Mette Hansen om tiden umiddelbart efter frifindelsen

Ulrik Hasemann

29. august 2015

RETTELSE: Det har tidligere fremgået af denne artikel, at sprøjten med Esben Mose Hansens dna blev fundet ved siden af afdøde. Det er ikke korrekt. Sprøjten blev fundet i en dyrlægeklinik i hjemmet. Vi beklager fejlen.

Der er præcis en uge til jul, da det banker på døren hos Mette Hansens mor på Lolland, hvor Mette er på besøg. Hun har endnu ikke købt julegaven til sin datter Liv på tre et halvt år. Det er anden gang, de to skal fejre jul uden Esben Mose Hansen, der er Livs far og Mette Hansens mand. Han døde kort inden jul året inden.

De to, der banker på, er civilklædte politibetjente.

»Først troede jeg, at der var sket noget med min lejlighed eller måske med Esbens familie,« husker den i dag 40-årige dyrlæge Mette Hansen tilbage.

De to betjente går med Mette Hansen og Liv ind i stuen til Mettes mor. Her fortæller de, at Mette Hansen er anholdt – sigtet for at have myrdet Esben Mose Hansen et år tidligere.

»Der vælter det hele,« siger Mette Hansen.

For Liv betyder det, at hun i 2012 skal holde jul uden sin mor eller far.

’En bevismæssig nøglesten’

Da politiet sigter Mette Hansen for mordet på sin mand, spiller de såkaldte masteoplysninger en vigtig rolle i bevisførelsen. Politiet mener nemlig, at hendes forklaring om, hvor hun har været, ikke passer med masteoplysningerne – de spor, hendes mobiltelefon efterlader på sendemasterne. På samme måde er masteoplysninger vigtige i en lang række andre straffesager: fra Pusher Street over indbrudsturnéer og rockerdrab til nattelivsvold og røverier.

I midten af 1990’erne begyndte politiet herhjemme at bruge masteoplysninger som efterforskningsredskab.

En af de første højtprofilerede sager, der gjorde danskerne opmærksomme på muligheden for at spore en telefon via masterne, var politiets oprulning af PFA-skandalen, der havde Kurt Thorsen og Rasmus Trads i hovedrollen.

En anden sag var en bilbombe ved Glostrup Hospital i 2003 mod en en tidligere Bandidos-rocker.

»Politiet indsamlede masteoplysninger fra de nærmeste telefonmaster. En af de telefoner, der havde været brugt ved gerningstidspunktet, havde hverken været brugt før eller siden. Derfor formodede politiet, at det var den, der havde fungeret som udløser for bomben,« fortæller Flemming Orth, der var anklager i sagen. Han siger, at masteoplysningerne var centrale for at finde gerningsmændene.

Politiet kortlagde nemlig telefonens færden via masteoplysninger og registrerede, hvilke andre telefoner der havde bevæget sig på samme rute på samme tidspunkt. Det havde en telefon, der tilhørte et Bandidos-medlem, der blev anholdt og sigtet. Sagen endte med, at to rockere fik 16 års fængsel, blandt andet på grund af masteoplysningerne.

Sagen fra Glostrup er langt fra enestående. I et notat fra 2012 beskriver Rigspolitiet, at de gennem de seneste 15 år har »anvendt loggede teleoplysninger som en bevismæssig nøglesten i forbindelse med langt de fleste større straffesager«.

Masteoplysningerne er interessante for politiet, fordi mobiltelefoner typisk forbinder til den nærmeste mast. På den måde kan man få et indtryk af, hvor den mistænktes telefon, og dermed oftest også den mistænkte selv, har været på et givent tidspunkt.

»Teleoplysninger er som regel ikke det eneste bevis i en sag, men kan veje tungt i nogle sager. Typisk er det et af flere indicier, der tilsammen kan skabe et bevis,« siger Malene Rysgaard, der er forsvarsadvokat og tidligere anklager.

Sagen lukket som selvmord

Da Esben Mose Hansen dør, har han og Mette Hansen ligget i skilsmisse et par måneder.

I en alder af 36 bliver han en mandag formiddag den 12. december 2011 fundet død i sin seng af to betjente fra Nordsjællands Politi, der har sparket døren ind.

Det er Mette Hansen, der har ringet til politiet, fordi Esben ikke er mødt på arbejde. Det er aldrig sket før. Dagen inden har han ifølge hende opført sig aggressivt, og hun har forladt huset i Nordsjælland sammen med Liv og overnattet hos sin mor på Lolland, fortæller hun.

Ved siden af sengen ligger et afskedsbrev. Det lyder:

Træt
Kan ikke mere
Pas godt på Liv og hinanden

Da politiet senere foretager en teknisk undersøgelse af brevet, lyder konklusionen, at det med »overvejende sandsynlighed« er skrevet af Esben Mose Hansen selv.

Allerede i dagene efter Esben Mose Hansens død beder politiet Mette Hansen om lov til at indhente hendes masteoplysninger. De vil gerne tjekke dem, så de kan lukke sagen om hans dødsfald som selvmord, fortæller Mette.

Det giver hun lov til. Hun afleverer også Esben Mose Hansens telefon til politiet og giver tilladelse til, at de indhenter hans historiske teleoplysninger. Kort tid efter bliver sagen formelt lukket.

Alligevel anholder politiet Mette Hansen i december 2012. De mener, at hun dræbte ægtemanden med seks forskellige slags dyrebedøvelsesmiddel i deres fælles hjem i Allerød i Nordsjælland.

Glubske ulve i grundlovsforhør

Dagen efter anholdelsen, bliver Mette Hansen fremstillet i grundlovsforhør, hvor anklageren kræver hende varetægtsfængslet. Hun kan ikke huske meget fra dagen.

»Det var meget ubehageligt. Det føltes som 20  glubske ulve, der ville flå struben ud på mig. Kun fordi de var i snor, kunne de ikke gøre det. Det var fuldstændigt surrealistisk at høre på, hvordan de forsøgte at vende alt, hvad jeg sagde, mod mig,« siger hun, da hun genfortæller sine oplevelser en forårsdag i sit hjem i Nyraad lidt uden for Vordingborg.

Mette Hansen bliver varetægtsfængslet i fire uger. Hendes advokat kærer fængslingen på stedet, men den bliver dagen efter blåstemplet Østre Landsret.

De næste 11 måneder sidder hun i Hillerød Arrest. Mette Hansens mor tager sig af Liv på Lolland, hvor den lille pige starter i børnehave. Trods afstanden kører moderen hver uge mere end halvanden time hver vej til Nordsjælland, hvor hun sammen med Liv besøger sin datter.

»Jeg glemmer aldrig den første dag, Liv kom på besøg. Heldigvis formåede jeg at lade være med at græde. Da hun så mig, kiggede hun væk.«

Mette Hansen trækker vejret en ekstra gang, før hun fortsætter.

»Hendes lille ansigt er et virvar af følelser. Hun går med museskridt hen mod mig. Hun tror ikke på, at det er mig, der sidder der, for hun har lige oplevet et år, hvor hendes far pludselig ikke kom hjem. Da besøget er slut efter en time, kan hun slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke skal med hjem.«

Masteoplysninger er ikke præcise

I Mette Hansens sag er masteoplysningerne et helt centralt bevis.

Esben Mose Hansens mobiltelefon er sidste gang i brug klokken 00.22 natten mellem den 11. og 12. december 2011. Her bliver der sendt en sms til Mettes mor, der ryger afsted via mobilmasten på Høveltevej 117 i Birkerød.

17 minutter senere, klokken 00.39, bliver Mette Hansens telefon anvendt på den samme mast, der altså blandt andet dækker området omkring deres hjem. Derfor mener politiet, at hun må have været hjemme.

Selv forklarer Mette, at hun er kørt hjemmefra næsten en time tidligere, cirka 23.30-23.40, og derefter er holdt ind på en parkeringsplads en halv kilometer fra hjemmet, fordi hun fik det dårligt og forsøgte at kaste op.

Under efterforskningen tester politiet mobildækningen i området. De foretager blandt andet prøveopkald fra parkeringspladsen, hvor Mette fortæller, at hun holdt, da hun havde det skidt. Testopkaldet bruger en anden mast end den, som Mette brugte da hun ifølge sin egen forklaring sms’ede fra parkeringspladsen klokken 00.39 den fatale nat.

Men det er der ikke noget underligt i, siger civilingeniør Henry Galle Stech fra Erhvervsstyrelsen. Han blev indkaldt som teleekspert af Mette Hansens forsvarsadvokat for at forklare retten, hvordan masteoplysningerne skal forstås.

Til Information siger han i dag:

»Masteoplysninger er jo ikke en præcis steds­angivelse, som hvis du havde en GPS. Dækningsområderne kan være meget store, og derudover kan du forbinde til en anden mast, end den mest optimale, fordi den nærmeste er optaget. Det kan godt være væsentligt længere væk.«

I retten forklarede han desuden, at to mobiltelefoner ikke nødvendigvis bruger samme mast, selv om de er det samme sted.

Den udlægning bekræftes af andre teleeksperter, der samstemmende fortæller, at masteoplysninger ikke er så præcise, som både medier og krimiserier udlægger det.

En af dem er civilingeniør Thomas Haagendal, der siden 1987 har arbejdet med mobilnet. Han var en af de centrale personer i opbygningen af Telias net i Danmark, da han arbejdede for Ericsson, som leverede infrastrukturen.

»Vi kan ikke få en eksakt positionsbestemmelse med masteoplysningerne. Der er alt for store forventninger til dem,« siger han.

Skifter hele tiden mast

»Der er alle mulige forhold, der kan svække signalet mellem mobiltelefonen og den nærmeste mast. Det kan være vanddamp, blade på træerne, biler eller bygninger,« fortæller Torben Rune. Han er civilingeniør og ejer af konsulentfirmaet Netplan, der rådgiver om mobiltelefoni.

Rundt om i landet har alle teleselskaberne sat deres egne mobilmaster op. I byerne er der kun få hundrede meter mellem masterne, mens der i tyndtbefolkede områder kan være op til 20 kilometer, forklarer de ingeniører, Information har talt med.

Hvis signalet til den nærmeste mast er forringet eller helt blokeret, så forbinder mobiltelefonen i stedet til en anden mast. En mobiltelefon tjekker mange gange i sekundet, hvilken mobilmast som den har bedst forbindelse til, og skifter til den. Men det er altså ikke altid den nærmeste mast, som giver det bedste signal, og derfor forbinder man jævnligt til andre master, der er placeret længere væk.

»Det sker meget meget tit. Det kan sagtens ske flere gange i minuttet,« fortæller Torben Rune.

Både Thomas Haagendal, Henry Galle Stech og Torben Rune fremhæver, at muligheden for at registrere masteoplysningerne ikke er indbygget i mobilsystemet for at hjælpe politiet, men for at teleselskaberne skal kunne kortlægge, hvorvidt deres master faktisk dækker de områder, som de skal.

»Det er afgørende at forstå, at mobilsystemet ikke er lavet for at finde ud af, hvor brugeren er henne. Formålet er at give dig den bedst mulige samtale,« siger Henry Galle Stech fra Erhvervsstyrelsen.

Mobilen laver store spring

Selv om mobiltelefoner oftest forbinder til en af de nærmeste master, så sker det også, at de springer til master meget længere væk. Det har flere danske advokater oplevet i forbindelse med straffesager.

I en røverisag oplevede advokat Erbil Kaya, at hans klients telefon opførte sig underligt. Efter at have været forbundet til en mast i Valby nær Folehaven i København, sprang den pludselig til en mast i Herlev. En tur på cirka 10 kilometer.

»Den var forbundet til masten derude i få minutter og vendte så tilbage til masten i Valby. Men hvad hvis nu han kun havde benyttet telefonen, mens den var forbundet til masten i Herlev? Så havde røverisagen set helt anderledes ud,« siger Erbil Kaya.

Han fremhæver, at distancen, som telefonen ifølge masteoplysningerne flyttede sig, var så lang, at det på ingen måde kunne nås med bil indenfor den givne tidsramme. Hans klient blev dog dømt for røveriet på grund af andre beviser.

Også advokat Kåre Traberg Smidt har oplevet fænomenet, da han forsvarede en ung mand, der var tiltalt for og senere tilstod et overfald i Frederiksværk i Nordsjælland. Kort tid efter overfaldet blev hans telefon registreret på en mast i Gilleleje mere end 30 kilometer nordøst for Frederiksværk, selv om han sammen med de medtiltalte kørte sydøst på mod Hillerød.

»Han har jo ikke været i Gilleleje, men det er interessant, at han forbinder til en mast deroppe alligevel,« siger advokaten.

Det sker jævnligt, at han oplever de store spring.

»Det sker cirka i hver tiende sag, at der er de her mærkelige masteoplysninger. Ude ved Brønshøj, Tingbjerg og Høje Gladsaxe sker det en gang imellem, at de springer 15-20 kilometer – formentligt på grund af de store åbne moseområder. Jeg har oplevet, at de er sprunget fra Utterslev Mose helt til Helsingør,« fortæller han.

Fra Helsingør til Utterslev Mose i København er der 35 kilometer i fugleflugt.

Hendes lille ansigt er et virvar af følelser. Hun går med museskridt hen mod mig. Hun tror ikke på, at det er mig, der sidder der, for hun har lige oplevet et år, hvor hendes far pludselig ikke kom hjem. Da besøget er slut efter en time, kan hun slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke skal med hjem

Mette Hansen om første besøg af datteren i fængslet

Bag tremmer med Bandidos

Hver gang, der var gået fire uger, fik Mette Hansen sin varetægtsfængsling forlænget. Da sommeren kom, og hun havde fejret sin 38-års fødselsdag bag tremmer, meddelte anklagemyndigheden, at de ville rejse tiltale. De mente, at der var bevis nok for, at hun var skyldig, og ville derfor gå efter en lang fængselsstraf.

»Det var hårdt. Men på den anden side var det chancen for at blive frifundet over for retten og samfundet. Hvis politiet bare havde frafaldet sagen, så havde det jo heddet sig, at det skete på grund af manglende beviser,« siger hun.

På 11 måneder nåede hun at lære meget om livet i fængsel. Hurtigt blev hun køkken- og gangmand, hvis opgave er at servere mad for de andre indsatte og at gøre rent.

»Det gav mig mulighed for at få frustrationerne ud. Du skulle have set køkkenet. Det var skinnende rent, for jeg skrubbede virkelig hårdt, når jeg havde det ad helvedes til,« siger hun.

Samtidig blev det også en mulighed for at hilse på de indsatte om morgenen og skabe nye relationer. Hun omtaler konsekvent de andre fanger som ’gutterne’, og selv om hun kom fra en anden verden end dem, så omgikkes hun med dem som ligestillede.

»Jeg vidste jo, at jeg selv var uskyldig, så jeg vidste, at der også kunne være andre, der var det. Det var ikke min opgave at dømme nogen, jeg måtte bare få det bedste ud af det,« siger Mette Hansen.

Skal man tro hende selv, så lykkedes det:

»Det er nok de færreste mennesker, der har stået og diskuteret med en fuldgyldig Bandidos-rocker om hvem, der havde ret til at bruge træningslokalet om morgenen,« griner hun. De to fandt dog en mindelig løsning på logistikken.

Vigtigst af alt var dog, at relationerne til dem uden for murerne ikke gik i stykker.

»Der er ingen af mine venner eller familie, der er faldet fra. De har støttet og sendt hilsner, mens jeg sad i arresten, og det var virkelig rart,« siger hun.

Især besøgene fra datteren hver onsdag holdt hende oppe, selv om de også var hårde.

»På den ene side var det ugens højdepunkt og samtidig den værste dag. I dagene op til var det fedt, og jeg glædede mig, men når besøget var slut, skulle jeg vinke farvel til hende.«

Døde af dyrebedøvelse

Da Esben blev obduceret fandt obducenterne injektionsmærker efter en kanyle. I hans mavesæk finder de også spor af dyrebedøvelse. I alt er der seks forskellige typer. Politiet mener, at det er stoffet ketamin, der har slået ham ihjel.

Alle bedøvelsesmidlerne, som dræbte Esben Mose Hansen, stammer fra Mette Hansens dyrlægepraksis. Den lå i hjemmet i Allerød. Mette Hansen foretog små operationer og vaccinationer på blandt andet hunde, katte, kaniner, andre gnavere og enkelte krybdyr. Ved siden af det bedøvede hun ofte heste for hestetandplejere, der ikke selv må bedøve heste.

På stemplet i den sprøjte som blev fundet i en dyrlægeklinik i hjemmet, finder politiet kun Esben Mose Hansens eget dna.

Masteoplysninger bruges ikke kun i narko- og drabssager. De bliver brugt i alt fra hærværk over vold til voldtægt, røverier, narkohandel og indbrud.

Sjældent står masteoplysningerne alene som bevis, men det sker nogle gange – især i de såkaldte indbrudsturné-sager, fortæller flere forsvarsadvokater.

I sagerne bliver grupper af kriminelle typisk tiltalt for at have begået en serie på op mod 20-30 indbrud sammen.

På nogle af gerningsstederne kan der være fundet dna, eller tyvekosterne kan være fundet hos de tiltalte, mens der i andre forhold alene er tale om, at masteoplysninger placerer de mistænkte i omegnen af gerningsstedet.

»Den slags sager baseres næsten udelukkende på teleoplysninger, og retten følger stort set altid slavisk politiets ord,« siger advokat Erbil Kaya.

Erbil Kaya påpeger, at man ved indbrud sjældent kender det præcise gerningstidspunkt, fordi boligejeren har været på ferie, så det kan måske kun fastslås, at det er sket i løbet af en periode på to eller tre dage.

»Det giver en markant fejlmargin, men det er retterne ligeglade med. Hvis man har flere forhold, og beviserne er stærkere i nogle af de andre forhold, så bliver de dømt for det hele,« siger han og tilføjer:

»Lad os nu sige, at en telefon springer til en mast langt væk, og der inden for samme periode bliver begået et indbrud i det område, så risikerer personen faktisk at blive dømt. Der kan godt være tale om forkerte domsfældelser, hvis man ikke kan se, at der er noget helt galt.«

Endelig lytter nogen

Efter et lille år i Hillerød Arrest starter retssagen mod Mette Hansen i oktober 2013. Det er en nævningesag, hvor tre juridiske dommere og seks civile nævninge skal afgøre, om hun er skyldig i mordet på sin eksmand.

»Jeg havde siddet så længe med en følelse af magtesløshed og frustration over ikke at blive hørt. Følelsen af, at der bliver talt over hovedet på dig,« siger Mette Hansen.

Mens andre måske ville frygte en tur i retten, rettede Mette Hansen blikket frem mod sagen som en kærkommen lejlighed til at forklare sig – igen.

»Det var rart, at der sad nogen og lyttede. Det var befriende endelig at føle, at man blev hørt og at se min forsvarer spørge ind til beviserne og argumentere imod dem. Men det var lange 11 måneder at komme dertil.«

Efter en håndfuld retsdage nærmede retssagen sig sin afslutning. Mette Hansens advokat havde gjort det klart for hende, at hun ikke skulle forvente, at der blev afsagt dom den sidste dag. Det ville først ske ugen efter.

Men i sidste øjeblik ændredes meldingen. Dommen ville blive afsagt samme dag.

»Selv om jeg havde håbet på at komme ud og spise and til Mortens aften, havde jeg indstillet mig på, at dommen ikke kom den dag. Jeg fik lidt af en overraskelse, da dommeren så sagde, at de ville afsige dom på halvanden time,« husker hun tilbage på den skæbnesvangre 8. november 2013.

En solstråle i mørket

Mette Hansen blev ført tilbage til arresten på Hillerød Torv, mens dommerne voterede. Her pakkede hun sine ejendele sammen.

»Gutterne derovre advarede mig imod det. De sagde, at det bringer uheld. Men jeg var simpelthen nødt til at tro på, at nu var det slut.«

Dagen igennem havde vejret været meget omskifteligt. Da alle igen havde taget plads i retslokalet, brød en klar solstråle igennem skydækket og lyste rummet op, erindrer Mette.

»Der tænkte jeg: Det skal nok gå. Det her ender godt. Og det gjorde det så.«

En enig ret frifandt Mette Hansen for drabet på Esben Mose Hansen.

Efter kun at have set sin datter en time om ugen i 11 måneder kunne hun endelig vende hjem.

»Jeg fik kvalme og blev helt rundt på gulvet. Det var som om, jeg svævede rundt oppe over mit hoved og kun lige kunne mærke mine ben på jorden. Alt derimellem var væk,« husker hun.

I den frifindende dom lød det, med henvisning til civilingeniør Henry Galle Stechs forklaring, blandt andet:

»Retten må herefter konstatere, at det ikke på baggrund af masteoplysningerne i sagen er muligt med blot nogenlunde præcision at fastslå tiltaltes nøjagtige placering i de relevante dækningsområder.«

Statsadvokaten valgte ikke at anke sagen til landsretten.

»Pas rigtigt meget på«

Civilingeniøren Thomas Haagendal mener, at den omfattende brug af masteoplysninger kræver en større forsigtighed fra retsvæsnets side.

»Mange opfatter det her som en eksakt videnskab, men det er det ikke. Derfor skal man passe rigtigt, rigtigt meget på med at dømme mennesker på baggrund af masteoplysninger,« siger han.

I dag er der gået næsten halvandet år siden frifindelsen. Mette Hansen har fået en halv million kroner i erstatning for den uberettigede varetægtsfængsling og har stadig en sag kørende om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Hele vejen igennem interviewet vender hun løbende tilbage til, hvad sagen har betydet for hendes datter. Selvom hun er ærlig om, at det har været hårdt for hende selv, er det den nu fem-årige piges liv, hun taler mest om. For hvad betyderdet, når man først mister sin far, så mister sin mor, og så får sin mor tilbage igen, spørger Mette Hansen.

»Jeg er jo et voksent menneske, og jeg er nærmest færdigudviklet. Men hun er kun et lille menneske, og hvordan kommer det mon til at påvirke hende?«

Ulrik Hasemann

Information har været i kontakt med 10 forskellige special- og efterforskningsafdelinger inden for politiet. Alle afviser at fortælle om politiets arbejde med masteoplysninger. De fleste begrunder afslaget med risikoen for at give de kriminelle gode råd.

Nordsjællands Politi har ikke ønsket at udtale sig om Mette Hansens sag og henviser til, at den er afsluttet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jeppe Tang
    Jeppe Tang
Jeppe Tang anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kramer
Søren Kramer

Politiet kender masteoplysningernes begrænsninger og det gør rockerne også.
Politiet har vel håbet på en tilståelse og beviser. Det andet de har slæbt sammen kan kun bruges som svage indicier på at en tilståelse kan være rigtig eller sammen med deciderede beviser. Men en dommer har vurderet det har været nok til varetægtsfængsel.
Jeg kan ikke helt se historien eller pointen med artiklen.

Brugerbillede for Peter Nielsen
Peter Nielsen

Helt enig - denne historie ville gøre sig godt på EB.DK, fremfor her på Information. Der er ingen tvivl om at artiklens formål er at mistænkliggøre masteoplysninger som noget politiet og anklagemyndigheden ikke er kender en hujende fis til.
Mistanken var rettet mod dyrlægen fordi man mente at der var brugt flere slags medikamenter til at slå manden ihjel. bedøvelsesmidler til dyr - enhver ville da rette blikket mod en dyrlæge - der også er modpart i en skilsmissesag.
Dernæst nævnes en række sager hvor personers telefoner er sprunget frem og tilbage mellem master - og hvad så. Det interessante er at det ved man godt - ikke at det er helt nyt.
Sensationspresse er ganske dækkende for HELE Informations fokus på triangulering af mobiltelefoner via master. Men ring da endelig til Edward Snowden - han fortæller sikkert gladeligt at NSA triangulerer hele verden bare fordi de kan.

Brugerbillede for Peter Hansen

Staten samler beviser mod jer uden at i har gjort noget og i har intet i mod det, i er perfekte slaver.

Kim Houmøller, Frank Hansen, Anders Kristensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

Politiets egen tekniske afdeling ved udmærket alt dette i artiklen, - så spørgsmålet er hvorfor man trods denne viden om masteoplysningernes begrænsning, ikke anvender forsigtighedsprincippet af egen drift?

Bruges tvivlsomme sager som denne og andre i forbindelse med nogen form for målopfyldelse, og som følge deraf en udløsning af en pose penge for at opfylde målrammen?

Vi står derfor med et klassisk problem i forhold til retsforhold for borgerne, som trues af målrammer med pengegevinster til følge, og så er det ikke længere et retssystem med rene linjer.

Thomas Toft, Carsten Wienholtz og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Brockdorff
Ole Brockdorff

Lige siden nedlæggelsen af kriminalpolitiet i forbindelse med politireformen i 2006, har forkerte anholdelser og fængslinger kostet samfundet millioner af kroner årligt i skattefri erstatning til mennesker som Mette Hansen, fordi politiet i en blanding af dovenskab og inkompetence fra efterforskernes side, bare uden videre baserer al opklaringsarbejde på moderne overvågningsteknologi og DNA.

Det kostede statskassen 35,9 millioner kroner i 2014 og 31 millioner kroner i 2013, at politiet gennemførte forkerte anholdelser og fængslinger af uskyldige mennesker, som fra det ene øjeblik til det andet blev uretfærdigt frihedsberøvet. De blev kynisk indsat i en celle på fire gange syv meter i et arresthus med besked om, at de i politiets univers er forbryderiske mennesker, som efter deres opfattelse skal i fængsel i mange år. Her kommer der ingen professionelle krisepsykologer fra Rigshospitalet, der hjælper den sigtede med den voldsomme traumatiserende oplevelse det vitterligt er, at blive frihedsberøvet og spærret inde i en celle på ubestemt tid.

Ingen justitsministre har stillet Rigspolitichefen og Rigsadvokaten til ansvar for denne systematiske udhuling gennem årene af retssikkerheden for almindelige borgere, hvor politiet gennem de senere år har opbygget en helt naturlig procedure gående ud på, at når de skal opklare en sag med drab, voldtægt og røveri, ja, så gælder det om hurtigst muligt at finde en person man kan sigte og varetægtsfængsle, så folkestemningen bliver stillet tilfreds, ”og vi kan få ro om efterforskningen”, som en politiinspektør udtrykte det i et tv-interview.

Sætningen ”nu får vi ro om efterforskningen” dækker i realiteten over, at politiet afventer resultatet af DNA-prøver fra laboratorierne samt andre tekniske undersøgelser. Alt dette tager omkring 3-4 uger. Dermed går det lige op med den varetægtsfængsling på fire uger af den sigtede borger, som politiet fik en dommer til at udstede i Byretten, og med stadfæstelse af tre dommere i Landsretten. Udelukkende fordi politiet får ”resultatløn” fra staten baseret på, hvor mange sigtelser de rejser i løber af et år.

For nogle år siden stod den tidligere landskendte chefpolitiinspektør Per Larsen og pralede i TV 2 News med, at Københavns Politi havde opklaret 89% af samtlige alvorlige forbrydelser som drab, voldtægt, røveri og grov vold. Hvilket blev en stor opblæst historie i medierne i de efterfølgende dage, indtil en af formiddagsavisernes kriminalredaktion kunne fortælle, at kun 30% af sigtelserne fra politiets side førte til domsfældelse.

To ud af tre sigtelser var altså uberettigede, og derfor betaler samfundet hvert år millioner af kroner i erstatning til uskyldige mennesker, der får lov til at gennemleve en traumatiserende frihedsberøvelse i en lille celle på fire gange syv meter. Alene fordi politiet som nævnt blandt andet får økonomiske midler fra staten til sin drift afhængig af, hvor mange sigtelser de rejser i årets løb, og ikke længere råder over virkelige professionelle kriminalefterforskere, der ikke bare klamrer sig til overvågningsteknologi og DNA som afslørende bevismateriale.

Ingen af de 12 politidirektører herhjemme gør sig tilsyneladende nogle som helst tanker om, hvor psykisk ødelæggende det er for en hvilken som helst person, at blive frihedsberøvet i kortere eller længere tid. Især hvis man er uskyldig. Lige netop derfor burde Rigspolitichefen og Rigsadvokaten samt justitsminister Søren Pind, omgående tage skeen i den anden hånd, og beordre politidirektørerne til, at de så vidt muligt kun skal bede om varetægtsfængsling af mennesker i aktuelle sager, når resultaterne af DNA-prøver og andre tekniske beviser foreligger endegyldigt.

Men også dommerne i Byretten og Landsretten bør i langt højere grad være kritiske over for politiets fremlagte bevismateriale, når de med spinkle indicier ønsker at varetægtsfængsle borgere i månedsvis som tilfældet Mette Hansen, primært af hensyn til borgernes retssikkerhed og tryghed, men også for at spare alle os skatteydere for en gigantisk sum af 35,9 millioner kroner årligt i kontante erstatninger til uskyldigt fængslede mennesker.

Justitsminister Søren Pind burde interviewes kritisk om emnet af Information.

Jørgen Kærbro Jensen, Liliane Murray, Jakob Gram, Carsten Wienholtz, Karsten Aaen, Kim Strøh og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Nielsen
Peter Nielsen

Har politiet nogensinde idømt nogen en straf i Danmark??? Er det ikke dommere der gør det, og er det ikke jurister der anklager og forsvarer ??? Det er ikke en politistat, og dem der tror det har ikke været i en politistat.

Brugerbillede for Søren Kramer
Søren Kramer

Jammen selvfølgelig sker der fejlvurderinger konstant. Det er et grundpræmis.
Der er sikkert en del at tage fat i retssikkerhedsmæssigt men det her mastesjov som eksempel er tynd suppe.
Hvsi der endeligt er perspektiv på det er det måske at der findes software der kan narre til at sandsynliggøre en anden placering eks ved at vælge de svagere bånd og sendere. Men so what? Der vil være eksperter der kan redegøre for det.

Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Søren Kramer. I dit første indlæg nævner du, at du ikke kan se pointen med denne artikel.
I denne erkendelse har du vistnok helt ret.

Brugerbillede for Peter Nielsen
Peter Nielsen

altså flaskesamlerne gik fri da der ikke var tilstrækkeligt bevis... hmm... så er der vel heller ikke her et tilfælde af at de blev dømt på baggrund af usikker masteinformation? De er frie er de ikke?

Brugerbillede for Jakob Gram

Der er masser af tilfælde hvor politiet overtræder politivedtægten. F.eks. ved ransagelser af en bil, hvor de kræver at man åbner bagagerummet. Det er ikke lovligt uden en dommerkendelse. Men politiet siger blot, at de på stedet har en konkret mistanke og derfor åbner de bagagerummet. Hvis du protesterer, bruger de reglen om 24 timers varetægt. Så hvilket valg har du egentlig? Hvis ikke det er politistatsmetoder på vej i DK, så kender jeg ikke advarselstegnene...

Liliane Murray, Thomas Toft og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kramer
Søren Kramer

Jens Erik Starup. I begge de to indlæg du laver taler du fornedrende om andre debattører. Det viser mig at du vistnok mangler respekt for dig selv.

Brugerbillede for Thomas Toft

I en artikel der handler om præcision skrives der blandt andet:

"Mette Hansen foretog små operationer og vaccinationer på blandt andet hunde, katte, kaniner, andre gnavere og enkelte krybdyr."

En kanin er ikke en gnaver. En dyrlæge med forstand på kaniner har derfor ikke speciale i gnavere, men i eksotiske dyr, så som krybdyr o.l. Dens familie er tættere på en ko end på en gnaver, for at skære det ud i pap.

Information har en tendens til at være meget upræcise. Ofte skrives der for eksempel Skizofren om folk med personlighedsspaltning. Måske i skulle lære noget af moralen i denne historie selv?

Brugerbillede for Claus E. Petersen
Claus E. Petersen

"For Liv betyder det, at hun i 2012 skal holde jul uden sin mor eller far."

Dér stoppede jeg.
Er det Information eller ekstrabladet?
Er det en "snøfte" artikel?

Bortset fra det så bliver man ikke varetægtsfængslet i næsten et år på grund af masteoplysninger, som i øvrigt er meget upræcise.
Der skal meget mere til.

Brugerbillede for Liliane Murray
Liliane Murray

Mistanken stred mod al logik, en dyrlæge er uddannet i at udregne kropsvægt/dosis ratio, også en dødelig dosis af et givent middel, hvis der findes 5-6 forskellige midler i kroppen, samt flere stiksår, så er der tale om at det er udført af en amatør. Selv hvis en dyrlæge, af en eller anden grund ville bruge 5-6 midler, ville han/hun højest sandsynligt bruge en sprøjte, hvor samtlige midler blev trukket op i.

Manden var ikke dyrlæge, og har nok været usikker på hvad og hvor meget han skulle bruge, så han har nok eksperimenteret sig frem og fortsat gennem rækken af midler, hvilke midler der var tale om, andet end ketogan nævnes ikke.

For mig at se er det datteren Liv der har fået den hårdeste straf, og den kan påvirke hende resten af hendes liv. Men det lader til at politiet tror på krimiseriers overdrevne 'videnskabelige' brug af teknologiske beviser, mere end de tror på eksperterne fra den digitale kommunikations verden.

Og det glemmer vi ofte, familierne og især børnene, straffes lige så hårdt som forbryderen eller som i dette tilfælde, den uskyldige.

Brugerbillede for Niels Erik Nielsen
Niels Erik Nielsen

Lad os antage, som nogle her mener at vide, at både politi og dommere er fuldt ud klar over, at telefon-positionering er ubrugelig som bevis indenfor 20-40 kilometers radius.

Ikke desto mindre bruger retsvæsenet positionering som begrundelsen for at varetægtsfængsle en enlig mor i 11 måneder.

Hvorfor er den historie ikke vigtig, men tværtimod tynd suppe uden pointe?

Brugerbillede for uffe hellum

Der er sikkert altid modstridende følelser, modstridende forklaringer, halvdårlige indicier.

Politiet har åbenbart overbevist retten om, at der var grund til en varetægtsfængsling i umådelig lang tid. Det er meget dyrt og opslidende for offeret, og det er umuligt at erstatte tabet for resterne af den lille familie.

Jeg har selv en tendens til at se verden i sort og hvidt, mens virkeligheden er nuanceret.

Da sagen er slut, har ingen af os ret til at få at vide:
- Om hun stressede manden i urimelig grad og pressede ham til selvmord.
- Om hun hjalp ham i ulovlig grad med adgang til medikamenter.
- Om hun loyalt gav ham brugbar information om, hvordan han kunne klare det smertefrit.
- Om han hensynsløst trak i nødbremsen, stik imod hendes vilje, i stedet for at være en mand og hjælpe sin eks med børnepasning.
- Om han (eller hun) havde lave så meget lort under skilsmissen, at han følte sig ude af stand til at stå til ansvar, og trak i nødbremsen.

Det kan sagtens være, at politiet har haft indikationer af det altsammen. Men høfligt vælger de kun at offentliggøre den tynde, men ret uskadelige historie om sendemaster. De er jo givetvis ikke helt idioter...