’Jeg vidste jo, at jeg var uskyldig’

RETTELSE: Det har tidligere fremgået af denne artikel, at sprøjten med Esben Mose Hansens dna blev fundet ved siden af afdøde. Det er ikke korrekt. Sprøjten blev fundet i en dyrlægeklinik i hjemmet. Vi beklager fejlen.

Der er præcis en uge til jul, da det banker på døren hos Mette Hansens mor på Lolland, hvor Mette er på besøg. Hun har endnu ikke købt julegaven til sin datter Liv på tre et halvt år. Det er anden gang, de to skal fejre jul uden Esben Mose Hansen, der er Livs far og Mette Hansens mand. Han døde kort inden jul året inden.

De to, der banker på, er civilklædte politibetjente.

»Først troede jeg, at der var sket noget med min lejlighed eller måske med Esbens familie,« husker den i dag 40-årige dyrlæge Mette Hansen tilbage.

De to betjente går med Mette Hansen og Liv ind i stuen til Mettes mor. Her fortæller de, at Mette Hansen er anholdt – sigtet for at have myrdet Esben Mose Hansen et år tidligere.

»Der vælter det hele,« siger Mette Hansen.

For Liv betyder det, at hun i 2012 skal holde jul uden sin mor eller far.

’En bevismæssig nøglesten’

Da politiet sigter Mette Hansen for mordet på sin mand, spiller de såkaldte masteoplysninger en vigtig rolle i bevisførelsen. Politiet mener nemlig, at hendes forklaring om, hvor hun har været, ikke passer med masteoplysningerne – de spor, hendes mobiltelefon efterlader på sendemasterne. På samme måde er masteoplysninger vigtige i en lang række andre straffesager: fra Pusher Street over indbrudsturnéer og rockerdrab til nattelivsvold og røverier.

I midten af 1990’erne begyndte politiet herhjemme at bruge masteoplysninger som efterforskningsredskab.

En af de første højtprofilerede sager, der gjorde danskerne opmærksomme på muligheden for at spore en telefon via masterne, var politiets oprulning af PFA-skandalen, der havde Kurt Thorsen og Rasmus Trads i hovedrollen.

En anden sag var en bilbombe ved Glostrup Hospital i 2003 mod en en tidligere Bandidos-rocker.

»Politiet indsamlede masteoplysninger fra de nærmeste telefonmaster. En af de telefoner, der havde været brugt ved gerningstidspunktet, havde hverken været brugt før eller siden. Derfor formodede politiet, at det var den, der havde fungeret som udløser for bomben,« fortæller Flemming Orth, der var anklager i sagen. Han siger, at masteoplysningerne var centrale for at finde gerningsmændene.

Politiet kortlagde nemlig telefonens færden via masteoplysninger og registrerede, hvilke andre telefoner der havde bevæget sig på samme rute på samme tidspunkt. Det havde en telefon, der tilhørte et Bandidos-medlem, der blev anholdt og sigtet. Sagen endte med, at to rockere fik 16 års fængsel, blandt andet på grund af masteoplysningerne.

Sagen fra Glostrup er langt fra enestående. I et notat fra 2012 beskriver Rigspolitiet, at de gennem de seneste 15 år har »anvendt loggede teleoplysninger som en bevismæssig nøglesten i forbindelse med langt de fleste større straffesager«.

Masteoplysningerne er interessante for politiet, fordi mobiltelefoner typisk forbinder til den nærmeste mast. På den måde kan man få et indtryk af, hvor den mistænktes telefon, og dermed oftest også den mistænkte selv, har været på et givent tidspunkt.

»Teleoplysninger er som regel ikke det eneste bevis i en sag, men kan veje tungt i nogle sager. Typisk er det et af flere indicier, der tilsammen kan skabe et bevis,« siger Malene Rysgaard, der er forsvarsadvokat og tidligere anklager.

Sagen lukket som selvmord

Da Esben Mose Hansen dør, har han og Mette Hansen ligget i skilsmisse et par måneder.

I en alder af 36 bliver han en mandag formiddag den 12. december 2011 fundet død i sin seng af to betjente fra Nordsjællands Politi, der har sparket døren ind.

Det er Mette Hansen, der har ringet til politiet, fordi Esben ikke er mødt på arbejde. Det er aldrig sket før. Dagen inden har han ifølge hende opført sig aggressivt, og hun har forladt huset i Nordsjælland sammen med Liv og overnattet hos sin mor på Lolland, fortæller hun.

Ved siden af sengen ligger et afskedsbrev. Det lyder:

Træt
Kan ikke mere
Pas godt på Liv og hinanden

Da politiet senere foretager en teknisk undersøgelse af brevet, lyder konklusionen, at det med »overvejende sandsynlighed« er skrevet af Esben Mose Hansen selv.

Allerede i dagene efter Esben Mose Hansens død beder politiet Mette Hansen om lov til at indhente hendes masteoplysninger. De vil gerne tjekke dem, så de kan lukke sagen om hans dødsfald som selvmord, fortæller Mette.

Det giver hun lov til. Hun afleverer også Esben Mose Hansens telefon til politiet og giver tilladelse til, at de indhenter hans historiske teleoplysninger. Kort tid efter bliver sagen formelt lukket.

Alligevel anholder politiet Mette Hansen i december 2012. De mener, at hun dræbte ægtemanden med seks forskellige slags dyrebedøvelsesmiddel i deres fælles hjem i Allerød i Nordsjælland.

Glubske ulve i grundlovsforhør

Dagen efter anholdelsen, bliver Mette Hansen fremstillet i grundlovsforhør, hvor anklageren kræver hende varetægtsfængslet. Hun kan ikke huske meget fra dagen.

»Det var meget ubehageligt. Det føltes som 20  glubske ulve, der ville flå struben ud på mig. Kun fordi de var i snor, kunne de ikke gøre det. Det var fuldstændigt surrealistisk at høre på, hvordan de forsøgte at vende alt, hvad jeg sagde, mod mig,« siger hun, da hun genfortæller sine oplevelser en forårsdag i sit hjem i Nyraad lidt uden for Vordingborg.

Mette Hansen bliver varetægtsfængslet i fire uger. Hendes advokat kærer fængslingen på stedet, men den bliver dagen efter blåstemplet Østre Landsret.

De næste 11 måneder sidder hun i Hillerød Arrest. Mette Hansens mor tager sig af Liv på Lolland, hvor den lille pige starter i børnehave. Trods afstanden kører moderen hver uge mere end halvanden time hver vej til Nordsjælland, hvor hun sammen med Liv besøger sin datter.

»Jeg glemmer aldrig den første dag, Liv kom på besøg. Heldigvis formåede jeg at lade være med at græde. Da hun så mig, kiggede hun væk.«

Mette Hansen trækker vejret en ekstra gang, før hun fortsætter.

»Hendes lille ansigt er et virvar af følelser. Hun går med museskridt hen mod mig. Hun tror ikke på, at det er mig, der sidder der, for hun har lige oplevet et år, hvor hendes far pludselig ikke kom hjem. Da besøget er slut efter en time, kan hun slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke skal med hjem.«

Masteoplysninger er ikke præcise

I Mette Hansens sag er masteoplysningerne et helt centralt bevis.

Esben Mose Hansens mobiltelefon er sidste gang i brug klokken 00.22 natten mellem den 11. og 12. december 2011. Her bliver der sendt en sms til Mettes mor, der ryger afsted via mobilmasten på Høveltevej 117 i Birkerød.

17 minutter senere, klokken 00.39, bliver Mette Hansens telefon anvendt på den samme mast, der altså blandt andet dækker området omkring deres hjem. Derfor mener politiet, at hun må have været hjemme.

Selv forklarer Mette, at hun er kørt hjemmefra næsten en time tidligere, cirka 23.30-23.40, og derefter er holdt ind på en parkeringsplads en halv kilometer fra hjemmet, fordi hun fik det dårligt og forsøgte at kaste op.

Under efterforskningen tester politiet mobildækningen i området. De foretager blandt andet prøveopkald fra parkeringspladsen, hvor Mette fortæller, at hun holdt, da hun havde det skidt. Testopkaldet bruger en anden mast end den, som Mette brugte da hun ifølge sin egen forklaring sms’ede fra parkeringspladsen klokken 00.39 den fatale nat.

Men det er der ikke noget underligt i, siger civilingeniør Henry Galle Stech fra Erhvervsstyrelsen. Han blev indkaldt som teleekspert af Mette Hansens forsvarsadvokat for at forklare retten, hvordan masteoplysningerne skal forstås.

Til Information siger han i dag:

»Masteoplysninger er jo ikke en præcis steds­angivelse, som hvis du havde en GPS. Dækningsområderne kan være meget store, og derudover kan du forbinde til en anden mast, end den mest optimale, fordi den nærmeste er optaget. Det kan godt være væsentligt længere væk.«

I retten forklarede han desuden, at to mobiltelefoner ikke nødvendigvis bruger samme mast, selv om de er det samme sted.

Den udlægning bekræftes af andre teleeksperter, der samstemmende fortæller, at masteoplysninger ikke er så præcise, som både medier og krimiserier udlægger det.

En af dem er civilingeniør Thomas Haagendal, der siden 1987 har arbejdet med mobilnet. Han var en af de centrale personer i opbygningen af Telias net i Danmark, da han arbejdede for Ericsson, som leverede infrastrukturen.

»Vi kan ikke få en eksakt positionsbestemmelse med masteoplysningerne. Der er alt for store forventninger til dem,« siger han.

Skifter hele tiden mast

»Der er alle mulige forhold, der kan svække signalet mellem mobiltelefonen og den nærmeste mast. Det kan være vanddamp, blade på træerne, biler eller bygninger,« fortæller Torben Rune. Han er civilingeniør og ejer af konsulentfirmaet Netplan, der rådgiver om mobiltelefoni.

Rundt om i landet har alle teleselskaberne sat deres egne mobilmaster op. I byerne er der kun få hundrede meter mellem masterne, mens der i tyndtbefolkede områder kan være op til 20 kilometer, forklarer de ingeniører, Information har talt med.

Hvis signalet til den nærmeste mast er forringet eller helt blokeret, så forbinder mobiltelefonen i stedet til en anden mast. En mobiltelefon tjekker mange gange i sekundet, hvilken mobilmast som den har bedst forbindelse til, og skifter til den. Men det er altså ikke altid den nærmeste mast, som giver det bedste signal, og derfor forbinder man jævnligt til andre master, der er placeret længere væk.

»Det sker meget meget tit. Det kan sagtens ske flere gange i minuttet,« fortæller Torben Rune.

Både Thomas Haagendal, Henry Galle Stech og Torben Rune fremhæver, at muligheden for at registrere masteoplysningerne ikke er indbygget i mobilsystemet for at hjælpe politiet, men for at teleselskaberne skal kunne kortlægge, hvorvidt deres master faktisk dækker de områder, som de skal.

»Det er afgørende at forstå, at mobilsystemet ikke er lavet for at finde ud af, hvor brugeren er henne. Formålet er at give dig den bedst mulige samtale,« siger Henry Galle Stech fra Erhvervsstyrelsen.

Mobilen laver store spring

Selv om mobiltelefoner oftest forbinder til en af de nærmeste master, så sker det også, at de springer til master meget længere væk. Det har flere danske advokater oplevet i forbindelse med straffesager.

I en røverisag oplevede advokat Erbil Kaya, at hans klients telefon opførte sig underligt. Efter at have været forbundet til en mast i Valby nær Folehaven i København, sprang den pludselig til en mast i Herlev. En tur på cirka 10 kilometer.

»Den var forbundet til masten derude i få minutter og vendte så tilbage til masten i Valby. Men hvad hvis nu han kun havde benyttet telefonen, mens den var forbundet til masten i Herlev? Så havde røverisagen set helt anderledes ud,« siger Erbil Kaya.

Han fremhæver, at distancen, som telefonen ifølge masteoplysningerne flyttede sig, var så lang, at det på ingen måde kunne nås med bil indenfor den givne tidsramme. Hans klient blev dog dømt for røveriet på grund af andre beviser.

Også advokat Kåre Traberg Smidt har oplevet fænomenet, da han forsvarede en ung mand, der var tiltalt for og senere tilstod et overfald i Frederiksværk i Nordsjælland. Kort tid efter overfaldet blev hans telefon registreret på en mast i Gilleleje mere end 30 kilometer nordøst for Frederiksværk, selv om han sammen med de medtiltalte kørte sydøst på mod Hillerød.

»Han har jo ikke været i Gilleleje, men det er interessant, at han forbinder til en mast deroppe alligevel,« siger advokaten.

Det sker jævnligt, at han oplever de store spring.

»Det sker cirka i hver tiende sag, at der er de her mærkelige masteoplysninger. Ude ved Brønshøj, Tingbjerg og Høje Gladsaxe sker det en gang imellem, at de springer 15-20 kilometer – formentligt på grund af de store åbne moseområder. Jeg har oplevet, at de er sprunget fra Utterslev Mose helt til Helsingør,« fortæller han.

Fra Helsingør til Utterslev Mose i København er der 35 kilometer i fugleflugt.

Hendes lille ansigt er et virvar af følelser. Hun går med museskridt hen mod mig. Hun tror ikke på, at det er mig, der sidder der, for hun har lige oplevet et år, hvor hendes far pludselig ikke kom hjem. Da besøget er slut efter en time, kan hun slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke skal med hjem

Mette Hansen om første besøg af datteren i fængslet

Bag tremmer med Bandidos

Hver gang, der var gået fire uger, fik Mette Hansen sin varetægtsfængsling forlænget. Da sommeren kom, og hun havde fejret sin 38-års fødselsdag bag tremmer, meddelte anklagemyndigheden, at de ville rejse tiltale. De mente, at der var bevis nok for, at hun var skyldig, og ville derfor gå efter en lang fængselsstraf.

»Det var hårdt. Men på den anden side var det chancen for at blive frifundet over for retten og samfundet. Hvis politiet bare havde frafaldet sagen, så havde det jo heddet sig, at det skete på grund af manglende beviser,« siger hun.

På 11 måneder nåede hun at lære meget om livet i fængsel. Hurtigt blev hun køkken- og gangmand, hvis opgave er at servere mad for de andre indsatte og at gøre rent.

»Det gav mig mulighed for at få frustrationerne ud. Du skulle have set køkkenet. Det var skinnende rent, for jeg skrubbede virkelig hårdt, når jeg havde det ad helvedes til,« siger hun.

Samtidig blev det også en mulighed for at hilse på de indsatte om morgenen og skabe nye relationer. Hun omtaler konsekvent de andre fanger som ’gutterne’, og selv om hun kom fra en anden verden end dem, så omgikkes hun med dem som ligestillede.

»Jeg vidste jo, at jeg selv var uskyldig, så jeg vidste, at der også kunne være andre, der var det. Det var ikke min opgave at dømme nogen, jeg måtte bare få det bedste ud af det,« siger Mette Hansen.

Skal man tro hende selv, så lykkedes det:

»Det er nok de færreste mennesker, der har stået og diskuteret med en fuldgyldig Bandidos-rocker om hvem, der havde ret til at bruge træningslokalet om morgenen,« griner hun. De to fandt dog en mindelig løsning på logistikken.

Vigtigst af alt var dog, at relationerne til dem uden for murerne ikke gik i stykker.

»Der er ingen af mine venner eller familie, der er faldet fra. De har støttet og sendt hilsner, mens jeg sad i arresten, og det var virkelig rart,« siger hun.

Især besøgene fra datteren hver onsdag holdt hende oppe, selv om de også var hårde.

»På den ene side var det ugens højdepunkt og samtidig den værste dag. I dagene op til var det fedt, og jeg glædede mig, men når besøget var slut, skulle jeg vinke farvel til hende.«

Døde af dyrebedøvelse

Da Esben blev obduceret fandt obducenterne injektionsmærker efter en kanyle. I hans mavesæk finder de også spor af dyrebedøvelse. I alt er der seks forskellige typer. Politiet mener, at det er stoffet ketamin, der har slået ham ihjel.

Alle bedøvelsesmidlerne, som dræbte Esben Mose Hansen, stammer fra Mette Hansens dyrlægepraksis. Den lå i hjemmet i Allerød. Mette Hansen foretog små operationer og vaccinationer på blandt andet hunde, katte, kaniner, andre gnavere og enkelte krybdyr. Ved siden af det bedøvede hun ofte heste for hestetandplejere, der ikke selv må bedøve heste.

På stemplet i den sprøjte som blev fundet i en dyrlægeklinik i hjemmet, finder politiet kun Esben Mose Hansens eget dna.

Masteoplysninger bruges ikke kun i narko- og drabssager. De bliver brugt i alt fra hærværk over vold til voldtægt, røverier, narkohandel og indbrud.

Sjældent står masteoplysningerne alene som bevis, men det sker nogle gange – især i de såkaldte indbrudsturné-sager, fortæller flere forsvarsadvokater.

I sagerne bliver grupper af kriminelle typisk tiltalt for at have begået en serie på op mod 20-30 indbrud sammen.

På nogle af gerningsstederne kan der være fundet dna, eller tyvekosterne kan være fundet hos de tiltalte, mens der i andre forhold alene er tale om, at masteoplysninger placerer de mistænkte i omegnen af gerningsstedet.

»Den slags sager baseres næsten udelukkende på teleoplysninger, og retten følger stort set altid slavisk politiets ord,« siger advokat Erbil Kaya.

Erbil Kaya påpeger, at man ved indbrud sjældent kender det præcise gerningstidspunkt, fordi boligejeren har været på ferie, så det kan måske kun fastslås, at det er sket i løbet af en periode på to eller tre dage.

»Det giver en markant fejlmargin, men det er retterne ligeglade med. Hvis man har flere forhold, og beviserne er stærkere i nogle af de andre forhold, så bliver de dømt for det hele,« siger han og tilføjer:

»Lad os nu sige, at en telefon springer til en mast langt væk, og der inden for samme periode bliver begået et indbrud i det område, så risikerer personen faktisk at blive dømt. Der kan godt være tale om forkerte domsfældelser, hvis man ikke kan se, at der er noget helt galt.«

Endelig lytter nogen

Efter et lille år i Hillerød Arrest starter retssagen mod Mette Hansen i oktober 2013. Det er en nævningesag, hvor tre juridiske dommere og seks civile nævninge skal afgøre, om hun er skyldig i mordet på sin eksmand.

»Jeg havde siddet så længe med en følelse af magtesløshed og frustration over ikke at blive hørt. Følelsen af, at der bliver talt over hovedet på dig,« siger Mette Hansen.

Mens andre måske ville frygte en tur i retten, rettede Mette Hansen blikket frem mod sagen som en kærkommen lejlighed til at forklare sig – igen.

»Det var rart, at der sad nogen og lyttede. Det var befriende endelig at føle, at man blev hørt og at se min forsvarer spørge ind til beviserne og argumentere imod dem. Men det var lange 11 måneder at komme dertil.«

Efter en håndfuld retsdage nærmede retssagen sig sin afslutning. Mette Hansens advokat havde gjort det klart for hende, at hun ikke skulle forvente, at der blev afsagt dom den sidste dag. Det ville først ske ugen efter.

Men i sidste øjeblik ændredes meldingen. Dommen ville blive afsagt samme dag.

»Selv om jeg havde håbet på at komme ud og spise and til Mortens aften, havde jeg indstillet mig på, at dommen ikke kom den dag. Jeg fik lidt af en overraskelse, da dommeren så sagde, at de ville afsige dom på halvanden time,« husker hun tilbage på den skæbnesvangre 8. november 2013.

En solstråle i mørket

Mette Hansen blev ført tilbage til arresten på Hillerød Torv, mens dommerne voterede. Her pakkede hun sine ejendele sammen.

»Gutterne derovre advarede mig imod det. De sagde, at det bringer uheld. Men jeg var simpelthen nødt til at tro på, at nu var det slut.«

Dagen igennem havde vejret været meget omskifteligt. Da alle igen havde taget plads i retslokalet, brød en klar solstråle igennem skydækket og lyste rummet op, erindrer Mette.

»Der tænkte jeg: Det skal nok gå. Det her ender godt. Og det gjorde det så.«

En enig ret frifandt Mette Hansen for drabet på Esben Mose Hansen.

Efter kun at have set sin datter en time om ugen i 11 måneder kunne hun endelig vende hjem.

»Jeg fik kvalme og blev helt rundt på gulvet. Det var som om, jeg svævede rundt oppe over mit hoved og kun lige kunne mærke mine ben på jorden. Alt derimellem var væk,« husker hun.

I den frifindende dom lød det, med henvisning til civilingeniør Henry Galle Stechs forklaring, blandt andet:

»Retten må herefter konstatere, at det ikke på baggrund af masteoplysningerne i sagen er muligt med blot nogenlunde præcision at fastslå tiltaltes nøjagtige placering i de relevante dækningsområder.«

Statsadvokaten valgte ikke at anke sagen til landsretten.

»Pas rigtigt meget på«

Civilingeniøren Thomas Haagendal mener, at den omfattende brug af masteoplysninger kræver en større forsigtighed fra retsvæsnets side.

»Mange opfatter det her som en eksakt videnskab, men det er det ikke. Derfor skal man passe rigtigt, rigtigt meget på med at dømme mennesker på baggrund af masteoplysninger,« siger han.

I dag er der gået næsten halvandet år siden frifindelsen. Mette Hansen har fået en halv million kroner i erstatning for den uberettigede varetægtsfængsling og har stadig en sag kørende om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Hele vejen igennem interviewet vender hun løbende tilbage til, hvad sagen har betydet for hendes datter. Selvom hun er ærlig om, at det har været hårdt for hende selv, er det den nu fem-årige piges liv, hun taler mest om. For hvad betyderdet, når man først mister sin far, så mister sin mor, og så får sin mor tilbage igen, spørger Mette Hansen.

»Jeg er jo et voksent menneske, og jeg er nærmest færdigudviklet. Men hun er kun et lille menneske, og hvordan kommer det mon til at påvirke hende?«

Ulrik Hasemann

Information har været i kontakt med 10 forskellige special- og efterforskningsafdelinger inden for politiet. Alle afviser at fortælle om politiets arbejde med masteoplysninger. De fleste begrunder afslaget med risikoen for at give de kriminelle gode råd.

Nordsjællands Politi har ikke ønsket at udtale sig om Mette Hansens sag og henviser til, at den er afsluttet.