Læsetid: 8 min.

Al-Qaeda har gjort os blinde for terrorens mangfoldighed

Vestens reaktion på 11. september blev den katastrofale og kontra-produktive globale ’krig mod terror’. Har vi lært af vores fejl, eller vil vi gentage dem mod IS?
Det er en myte, at IS og militant islamisme er én og samme ting. Siden IS erobrede Mosul for halvandet år siden (billedet), har adskillige andre aktører udført spektakulære angreb på Vesten og vestlige interesser.
12. september 2015

På årsdagen for 11. september-angrebene i 2001 er det værd at se tilbage på en række af de misforståelser om Osama bin Laden og al-Qaeda, der dengang vandt indpas i store dele af den offentlige bevidsthed.

Nogle gik på personen bin Laden selv – på hans rigdom, helbred og historie, andre på hans gruppe. Hvor denne før blev anset for marginal og uden større støttebase med en medlemsskare på få hundrede, blev den nu pustet op til en vidt forgrenet global terrororganisation med loyale ’agenter’ og ’sovende celler’ på alle kontinenter og en evne til at mobilisere, radikalisere og angribe, der rakte langt ud over dens faktiske kapacitet. Handlinger og episoder uden forbindelse til gruppen eller dens leder blev kaldt al-Qaeda-operationer. Voldshændelser hvor som helst i verden kunne få tillagt al-Qaeda-signatur.

Det oppustede billede kom til at farve Vestens reaktion på begivenhederne 11. september 2001. Al-Qaeda blev beskrevet i som en apokalyptisk trussel og en modreaktion af massivt omfang set som uomgængelig. Gruppens ideologiske motiver blev ignoreret, dens lederfigurers rolle overbetonet. Tankegangen var, at kunne man blot få den ryddet af vejen, ville man få bugt med terrorismen. Al-Qaedas forbindelser til andre terroristiske eller ekstremistiske grupper blev overdrevet, ofte af politiske ledere, der ville styrke sig i et politisk spil eller sikre sig international støtte. Tilsvarende med de påståede bånd – alle indbildte – mellem al-Qaeda og visse nationalstatsregeringer. Resultatet af misforståelserne kender vi: Vi fik ’den globale krig mod terror’ – en monumentalt forfejlet strategi, der har sin andel i skylden for det seneste årtis udbredelse af radikal islam.

Angsten for egen propaganda

Trods års indhøstede erfaringer og den klogere tilgang hos nye politiske ledere i USA og Europa er faren nu, at vi begår samme fejl og oppuster Islamisk Stat til en trussel i forvrænget overstørrelse. Allerede Islamisk Stats opkomst i 2013 fremkaldte reaktioner, der minder om dem efter 11. september-angrebene. IS bliver – uden skygge af bevisførelse – præcis som al-Qaeda forbundet med planer om at erhverve masseødelæggelsesvåben – ja, endda med noget så grotesk som at ville sende ebola-inficerede ’agenter’ mod sine fjender. Ganske som det blev sagt om al-Qaeda i 2002, viderebringer medier i USA rygter om, at IS skulle have et netværk af ’sovende celler’ i Amerika og Europa. Men disse påstande er en grov forvanskning af, hvordan organisationen fungerer, og hvordan individer radikaliseres. Atmosfæren i Europa efter angrebene i Paris i januar 2015 minder om den et årti tidligere, da amerikanske kommentatorer fremsatte de samme hysteriske påstande om ’no-go zoner’ i europæiske byer, hvor islamisk lov angiveligt skulle være indført.

IS bliver til tider blandet sammen med et bredt udsnit af globale bad guys fra Hamas til de mexicanske narkokarteller. Men ganske som al-Qaedas ideologiske betydning og politiske målsætninger i den islamiske verden som oftest blev udeladt af analysen, fejler mange af de aktuelle analyser i deres forsøg på at forstå Islamisk Stats bestræbelser på at genoprette islamiske imperiers tabte magt og herlighed. Når Obama skal forklare, hvordan hans administration vil »nedbryde og i sidste ende udslette« IS, betegner han fjenden som »en ren og skær terroristorganisation«. Men IS er mere end det: et sammensurium af væbnet opstand, separatisme, terrorisme og kriminalitet med dybe rødder i det umiddelbare lokalmiljø og dets bredere regionale konflikter og geopolitiske kampe.

I 2015 skred vestlige regeringer til hastig opgradering af deres antiterrorlove, som vi så det i i 2002. Dengang som nu er ønsket om at styrke sikkerhedstjenesterne og begrænse borgernes rettigheder blevet fulgt op af erklæringer fra politikere, der fremmaner skræmmebilleder. Theresa May, britisk indenrigsminister, sagde i november 2014: »Vi står i dag over for en trussel, der er farligere end på noget andet tidspunkt siden 11. september«. Det var ekstraordinært vildledende. Som de gjorde med al-Qaeda, har politiske ledere verden systematisk overdrevet Islamisk Stats andel i lokal vold i deres egne lande – for at skjule egne eller forgængeres forsømmelser. Og for at opnå materiel, diplomatisk og moralsk støtte fra Washington.

Som i sin tid med al-Qaeda er der i dag fare for, at vi begynder at tro, at IS omfatter andre islamiske militante grupper. IS har nok inspireret andre organisationer, revitaliseret globale militante bevægelser med banebrydende nye strategier og taktikker, men der findes stadig andre vigtige aktører. I det godt halvandet år, som er gået siden sommeren 2014, da IS første gang gjorde sig globalt bemærket ved at erobre Mosul og udråbe et kalifat, har andre ekstremister overfaldet et vestligt drevet gasraffinaderi i Algeriet, indtaget Timbuktu, bombet Boston Marathon, halshugget en engelsk soldat på orlov på gaden i London, myrdet snesevis af handlende i et eksklusivt indkøbscenter i Kenya og bortført 200 skolepiger i Nigeria. Mange andre grupper herudover fik langt mindre global opmærksomhed. Et betydeligt antal islamistiske terrorepisoder fandt sted i Afghanistan og Pakistan, to skuepladser for voldelig aktivisme, der hurtigt havner i udkanten af den globale mediedækning, når først internationale tropper er trukket ud, og politikernes opmærksomhed har flyttet sig. IS har således langtfra monopol på islamisk ekstremistisk vold, hvor brændende end gruppen måtte ønske sig det.

Konklusionen er, at islamisk militans fortsat er et sammensat og broget fænomen, der ikke kan ryddes af vejen ved at eliminere enkelte grupper og endnu mindre enkeltpersoner. En mirakelkur findes ikke.

Islamisk Stat har ikke selv rettet direkte angreb mod vestlige mål, som al-Qaeda fortsætter med at gøre det, men tilskynder ’jihadfrivillige’ enkeltpersoner til selv at slå til mod Europa og USA eller mod turister og andre vesterlændinge i udlandet. I stedet for spektakulære angreb som 11. september har IS sine grusomme videoer, som den digitale revolution har gjort det let både at producere og udbrede.

11. september-angrebene skulle sende et budskab til et stort og verdensomspændende publikum. Men en massedøds-fremkaldende operation mod et så symbolsk betydningsfuldt mål er både ressourcekrævende, risikabel og kan frastøde muslimske ’svingvælgere’ fra det, IS selv kalder »gråzonen mellem de troendes og de vantros lejre«. Ny teknologi muliggør en omhyggeligt målrettet kommunikation. Budskaber kan designes som nøje forberedte propagandaprodukter, så at de appellerer til en given målgruppe, der nås direkte online, ikke mindst igennem ligesindedes delinger. Angribere ved terrorepisoder i Frankrig har brugt GoPro-kameraer, der giver mulighed for at filme vold, som var det ekstremsport. Næste fase kan blive point-of-view-livestreaming af billeder af et terrorangreb. Tv-redaktioner vil i givet fald skulle tage stilling til, om de kan forsvare at viderebringe disse optagelser, og vi andre vil skulle forholde os til, om vi vil se dem.

Terrorens budskab

Propaganda via film og via handling har samme formål: at terrorisere og fremkalde irrationel frygt blandt terroristernes fjender. Tag f.eks. risikoen for et angreb ved hjælp af biologiske/kemiske våben. Bin Laden erklærede anskaffelse af kemiske våben for religiøs pligt, og al-Qaeda og allierede grupper satte også gang i forsøg på at opbygge laboratorier i Afghanistan og i det nordlige Irak. Men det hele forblev planløst. Jeg har besøgt dem. Hvad jeg så, var simple barakbygninger udstyret som et fysiklokale i en skole.

I 2002 mente Londons politi at have afsløret et komplot om at udslippe ricin, en gift lavet af castorbønner; i New York i 2003 var der frygt for en tilsvarende plan om at lække cyanidgas i byens subwaysystem, og i 2004 hævdede Jordans efterretningstjeneste at have afværget et kemisk angreb fra al-Qaeda. Men alle tre historier viste sig at savne grundlag, og siden er der ikke kommet oplysninger frem, som rokker ved den konklusion, at frygt for kemiske eller biologiske våben er uberettiget. De tekniske udfordringer overstiger næsten helt sikkert evnerne hos alle kendte islamiske militante grupper.

Vel var Aum Shinrikyo-sekten i Japan i stand til at fremstille saringas og lukke den ud i Tokyos metro i 1995. Men sekten havde også en milliard dollars i aktiver, state-of-the-art videnskabelige faciliteter, højt kvalificerede eksperter og politiske forbindelser i den japanske magtelite. IS har intet, der kommer i nærheden af sådanne ressourcer. Gruppen har efter sigende fyldt klor i mortérgranater i den hensigt at fremstille klorgas. Men denne teknologi fra Første Verdenskriger langt fra at være et ægte masseødelæggelsesvåben.

Det bedst kendte dommedagsscenarie er ’fanatiske terrorister i besiddelse af en atombombe’. Men også dette er helt usandsynligt. Rygter i 2002 om et formodet al-Qaeda komplot om at detonere en såkaldt beskidt bombe – dvs. en koventionel bombe baseret, som kunne sprede radioaktive stoffer ved eksplosionen, viste sig grundløse. Bin Laden skal have ført diskussioner i august 2001 med en pakistansk atomfysiker, som havde ekstremistiske anskuelser. Men ellers findes ikke indikationer af, at al-Qaeda eller andre islamistiske militante grupper skulle forsøge på at anskaffe sig sådanne våben.

Et scenarie, der fremmanes, er militante islamister, der gennemfører et kommandoraid mod pakistanske atomanlæg. Men Pakistans atomarsenal er indrettet, så våbenkomponenter er spredt over forskellige steder. En militant gruppe skulle således have efterretninger om placeringen af hver våbendel og kunne finde, erobre og til sidst samle dem. Alt det synes en næsten umulig opgave for grupper, der ikke har benyttet sig af noget mere sofistikeret end geværer, granater, hobbyknive, banale kommercielle eller hjemmelavede sprængstoffer og opfindsom grusomhed.

Lige så sejlivede som myterne om den m|litante islamisters aktuelle ødelæggelsespotentiale er forestillingen om, at bin Laden, al-Qaeda og andre udenlandske ’mujahediner’ ’vandt’ krigen mod Sovjet i Afghanistan. Realiteten er, at de udenlandske frivillige altid var et mindretal, i hvert fald ikke mere end 20.000 af de hundredtusinder eller millioner af krigere, der deltog. Dårligt udstyret, dårligt trænede og uvante med de barske vilkår blev de ’afghanske arabere’ opfattet som et irritationsmoment blandt de lokale krigere. Ydermere blev de fleste hånet for deres puritanisme, ønske om martyrium og foragt for den lokale kultur.

Panisk uvidenhed

I begyndelsen af 1990’erne blev 150.000-200.000 mennesker dræbt i en række konflikter forskellige steder i den islamiske verden, der i dag er stort set glemt. Ikke desto mindre er nederlaget for disse lokale kampagner en vigtig del af forklaringen på, at bin Laden og andre gik over til at udvikle en global strategi hen imod slutningen af årtiet. Når konflikterne er glemt i Vesten – andre steder huskes de – er det, fordi næsten ingen vesterlændinge blev dræbt. Islamisk terror opstod ikke ud af det blå i sen-1990’erne. Dens oprindelse går tilbage til den religiøse vækkelse i hele den islamiske verden i 1960’erne og 70’erne, der igen hænger sammen med periodens urbanisering, økonomiske og politiske udvikling og krige.

Terrorisme har det med at skabe myter og misforståelser, uanset om vi taler anarkister sidst i 1800-tallet eller venstreradikal terrorisme i 1970’erne. Det moderne begreb om terrorisme går tilbage til 1790’erne, hvor la Terreur blev en taktik i den franske revolutionsregerings forsøg på at forsvare sit radikale projekt ved at intimidere alle modstandere gennem spektakulær offentlig vold. Det afgørende var ikke antallet af afhuggede hoveder, men den frygt, guillotinen vakte. Terrorismens væsentligste effekt opnås indirekte gennem de reaktioner, den inspirerer til, snarere end igennem dens faktiske ødelæggelse af liv og ejendom. At frygte terrorisme er normalt; at være bekymret er forståeligt. Men det fornuftige er, at vores reaktion tager form af afpassede, afmålte og velovervejede modtræk. Forfalder vi til panisk uvidenhed, forærer vi terroristerne sejren.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu