Læsetid: 4 min.

Boghandleren fra Brønshøj skulle ikke have været dømt

»De mere principielle ting om frihed og tolerance i et demokrati kan man godt diskutere uden at bruge tegningerne som case, fordi de blokerer og fastlåser holdninger«
Flemming RoseFødt 1958.Udlandsredaktør på Jyllands Posten siden 2010 og inden da kulturredaktør og korrespondent i Moskva.Har netop udgivet bogen ’Hymne til friheden’ om ytringsfrihedsspørgsmålet efter angrebet på Charlie Hebdo.

Flemming Rose

Født 1958.

Udlandsredaktør på Jyllands Posten siden 2010 og inden da kulturredaktør og korrespondent i Moskva.

Har netop udgivet bogen ’Hymne til friheden’ om ytringsfrihedsspørgsmålet efter angrebet på Charlie Hebdo.

Niels Hougaard

26. september 2015

Hvad bliver mest overset i ytringsfrihedsdebatten nu?

»For mig er det helt centrale spørgsmål – især i lyset af flygtningekrisen – hvordan Europa håndterer at blive multietnisk, multikulturel og multireligiøs uden at kompromittere ytrings- og religionsfriheden.«

Hvordan bør vi så håndtere det?

»Det største problem er, at både politikere og samfundsdebattører har en masse forbehold over for ytringsfriheden, i takt med at vores samfund bliver mere multikulturelle. Mange mener, at den rigtige måde at håndtere mangfoldighed er ved mindre mangfoldighed, når det gælder ytringer. Så jo mere mangfoldigt samfundet bliver, desto flere begrænsninger på ytringerne skal vi have for at opretholde den sociale fred. Det er for mig den centrale vildfarelse. Hvis man hilser et multietnisk og multireligiøst samfund velkomment, så skal man også acceptere, at det selvfølgelig også vil indebære en større mangfoldighed af ytringer. Og når forskellige værdier, trosretninger, holdninger og levemåder mødes i det offentlige rum vil det også engang imellem føre til konfrontationer.«

Er det blevet værre eller bedre for ytringsfriheden de sidste 10 år?

»I verden er det blevet værre. Rusland har vedtaget en hel række krænkelseslove: Blasfemilove, en skærpet ekstremismeparagraf, de har kriminaliseret tilskyndelse til separatisme. I de nye EU-lande er der vedtaget love, der kriminaliserer benægtelse af kommunismens forbrydelser og holocaust. Der har aldrig været så meget regulering af ytringsfriheden som i dag.«

Hvordan skal et frit samfund reagere på terror?

»Ikke ved at begrænse friheden, men ved at styrke den og stå fast på den. Det er en af truslerne mod friheden i dag. F.eks. skærpelsen af paragraffen i straffeloven om at billige terror – som man så i sagen mod boghandleren fra Brønshøj. Reaktionen mod terror bør ikke være en begrænsning af frihedsrettigheder, men at man forsvarer og står fast på dem.«

Så han burde ikke være dømt?

»Nej.«

Jeg troede, at du var trådt lidt ud af denne her debat. Hvorfor melder du dig nu ind igen?

»Jeg melder mig ikke ind i debatten igen her og nu. Jeg skrev en bog i 2010, hvor jeg sagde alt, hvad jeg havde at sige om det her emne. Jeg fik et nyt job og ville gerne videre med mit liv. Men så udkom min bog i USA i 2014, og to måneder senere skete angrebet på Charlie Hebdo. Efter det genindtrådte jeg i debatten, og til forskel fra 2005-2006 så indebærer det ikke længere, at jeg stiller op til hvad som helst for at forsvare tegningerne. Jeg taler i det hele taget ikke særligt meget om dem, fordi positionerne hurtigt bliver meget fastlåste. De mere principielle ting om frihed og tolerance i et demokrati kan man godt diskutere uden at bruge tegningerne som case, fordi de blokerer og fastlåser holdninger.«

Jyllands-Posten blev med tegningerne kendt som en værdipolitisk avis. Afspejler det sig i den måde, du er udlandsredaktør på?

»Nej bestemt ikke. Det gjorde det, da jeg var kulturredaktør. Jeg blev hentet hjem til det job efter Anders Fogh Rasmussen havde proklameret værdikampen i det berømte interview i Weekendavisen. Der skulle være noget mere idéhistorie og ikke bare de finere kunstarter i Jyllands-Postens kultursektion. Nu har jeg en mere klassisk redaktørfunktion. Det handler ikke om værdipolitik, men om hvad der dominerer nyhedsdagsordenen.«

Hvad har du taget med fra dine erfaringer i Rusland?

»Min elskede hustru. Det har været min største berigelse fra mit møde med det fascinerende land. Andre ting er, at jeg oplevede i Sovjetunionen, at livet var meget mere alvorligt end i Danmark. Ting betød noget på en anden måde; ord og handlinger havde konsekvenser, og der var en hel anden eksistensiel nerve i folks hverdag. Jeg kom i kontakt med nogle af de dissidenter, der havde betalt en høj pris for at stå på mål for det, de mente. Det fortsatte jeg med, da jeg forlod Sovjetunionen for et job i Dansk Flygtningehjælp som tolk og sproglærer, hvor jeg arbejdede med mennesker, som var stukket af fra undertrykkende regimer og krig. Det med at stå på mål for frihed havde måske formet mig mere, end jeg var klar over. For da Muhammed-krisen eksploderede, var der mange, der spurgte om, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. Der var nok nogle værdier, jeg havde taget med mig. Dissidenterne var mine forbilleder, fordi de var parat til at gå i fængsel for at insistere på den holdning, de havde.«

Hvad synes du om Dan Park?

»Jeg har ikke studeret hans værker i detaljer. Men det var forkert at spærre ham inde. Jeg har lært de sidste 10 år, at billeder fortolkes på mange måder og er kontekstafhængige. Jeg synes fundamentalt set ikke, at man skal begrænse indholdet af ytringer, uanset hvor forkastelige de er, så længe det ikke er tilskyndelse til vold. Så uanset hvad man mener om Dan Parks billeder, så skulle han aldrig have været straffet.«

Hvad giver dig håb?

»Livet i det hele taget. Det gør mig lykkelig at se mine to børnebørn vokse op, blive større og tumle med livet. Hold kæft, det er fantastisk.«

Næsten alle svarer ’børnebørn’ til det spørgsmål. Hvorfor?

»For mig handler det om, at da jeg fik børn, var jeg ekstremt fokuseret på min karriere, og jeg var også i et parforhold, hvor vi skulle lære hinanden at kende og finde ud af, hvordan vi skulle organisere tingene. Som korrespondent var jeg rigtig meget hjemmefra, så når jeg sidder og ser på mine børnebørn, får jeg dårlig samvittighed og ser også, hvad det er, jeg er gået glip af, mens mine egne børn var mindre. Jeg glæder mig over, at jeg har muligheden igen, nu hvor jeg ikke er så forjaget mere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu