Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvor glad skal man være for et forhøjet blodtryk?

12. september 2015

Patienten, 56

Jeg ryger ikke, rører sjældent alkohol, motionerer og lever i øvrigt ’sundt’. Nu har jeg så fået konstateret for højt blodtryk og skal have medicin. Den er kørt ind og virker, som den skal og uden bivirkninger.

Min kone reagerer, som om jeg har fået en dødsom. Hun er begyndt at gå op i min vægt, har foreslået, at jeg begynder at spise ’kolesterol-rigtigt’, advarer mig mod morgenkulden, når jeg cykler på arbejde etc.

Selv synes jeg, ordet ’blodtrykspatient’ rummer en vis anerkendelse: Jeg er blevet voksen, med skavanker og den slags. Jeg taler begejstret om det og har sat mig ind i lidt fagudtryk, så jeg kan svare folk ordenligt, hvis de spørger – det gør de nu ikke, men alligevel.

Er det mit letsind eller min kones bekymringer, der i overkanten? Der skal i hvert fald justeres på et eller andet. Hvad siger I?

Svar I:

Det er en fantastisk måde, du omfavner dit liv på. Du er 56, dit hår er gråt (eller væk), du har efter al sandsynlighed levet flere år, end du har tilbage, og nu tager du på dig med stolthed, at du har brug for blodtryksmedicin. Det er sgu da fedt. At tage let på det ville være at sjofle din medicin eller fortsætte en livsstil, der i unødvendig grad presser dit blodtryk i vejret. Det gør du tilsyneladende ikke.

Din kone derimod lader til at have det svært med at have opdaget, at du en dag skal dø. Det er der jo ikke noget nyt i, men den slags erkendelser presser sig på med alderen. Det synes jeg, I skal snakke om og forberede jer på. Altså døden. Det kan ikke udskyde den, men det kan gøre den lettere at leve med.

- Emil Rottbøll

Svar II:

Det er lige lovlig letsindigt at være glad for et forhøjet blodtryk. Du kan være glad for, at medicinen virker, som den skal, og at du deler skæbne med rigtig mange mennesker på din alder, der får trykket fornuftigt ned ved kunstig hjælp. Hvorvidt det er dit letsind eller din kones bekymring, som er i overkanten, afhænger af jeres livssyn i øvrigt.

I har fået en anledning forærende til en eksistentiel snak om livet og døden. I skal forholde jer til, at livsangst er i familie med dødsangst, og i hvilken del af krop og sjæl jeres respektive angst sidder. For angsten sidder et sted hos de fleste af os, lige meget hvor mange gange vi har læst om Karens Blixens løvejagt og ’frei lebt wer sterben kann’. Endelig vil jeg godt sætte en pæn del af min pensionsopsparing på, at den beskrevne rollefordeling mellem jer er et gammelt mønster, som det måske var på tide at få gjort op med.

- Mette Davidsen-Nielsen

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu