Derfor kæmper de for Islamisk Stat

I århundreder havde Dabiq blot været en af mange gudsforladte landsbyer i det nordlige Syrien, en flække på sletten mellem Tyrkiets grænse og Iraks ørken. Et forvitret skilt ved indfaldsvejen kunne fortælle om 4.000 indbyggere, selv om de fleste i 2013 for længst var rejst, fordrevet af mangel på livsgrundlag og siden af krig. I de første tre år af den syriske borgerkrig kunne ankomsten af en fremmed bil stadig lokke børnene ud på byens ellers tomme gader. Ellers herskede tornerosesøvnen.

Dabiqs få tilbageværende mænd arbejdede på forefaldende byggeprojekter: en halvfærdig moské, en ydmyg bolig for en lokal borger, der neetop var vendt tilbage efter 10 års arbejde i Libanon, et hegn rundt om byens enlige helligdom og stolthed: gravmælet for Sulayman ibn Abd al-Malik, en ummayadisk kalif, der i 717 blev begravet her under en bunke jord, der hen over århundreder på en eller anden måde var voksede til en lille bakke. Krigen udkæmpedes andre steder.

Men først i 2014 begyndte jihadisterne fra Islamisk Stat at komme til byen – en begivenhed, Dabiqs ældste havde frygtet siden krigens start, men som de nyankomne havde set frem til i meget længere tid. For de fremmede, og for lederne af den fremgangsrige militante spydspidsbevægelse, der tiltrak dem, var krigen på nu gået ind i en ny fase, der ville ophøje slagsmålet om magten i Syrien til noget langt mere storslået og betydningsfuldt. For dem var den konflikt, der søndersled landet, meget mere, end en politisk strid mellem et hensynsløs statsapparat og undertrykte klasser, der gjorde oprør. Jihadisterne så i stedet sig selv som bannerførere i en krig, mange af dem troede, havde været forudbestemt siden islams fødsel.

I en hadith fra profeten Muhammed nævnes således Dabiq som det sted, hvor et skæbnesvangert slag mellem kristne og muslimer skal stå som forløber for Dommedag. Ifølge en anden profeti vil konfrontationen komme efter en tid med våbenhvile mellem muslimer og kristne, hvor ’muslimerne’ – ortodokse sunnier – vil kæmpe mod en udefineret fjende, som man i det nordlige Syrien i dag anser for at være ’perserne’.

»Timen vil ikke blive bestemt, før Romerne [de kristne] lander i Dabiq,« siger hadithen. »Så vil en hær fra Medina af den tids bedste mennesker på Jorden drage i leding mod dem … Så vil de kæmpe op imod dem. Så vil en tredjedel [af krigerne] flygte – Allah vil aldrig tilgive dem. En tredjedel vil blive dræbt – de vil blive Allahs bedste martyrer. Og en tredjedel vil besejre dem – de vil aldrig blive ramt af sorg. Derpå vil de erobre Konstantinopel.«

I dag knap 1.500 år senere ankommer krigere i tusindtal. Krigere, der er særdeles lydhøre over for disse profetier – og som ser Islamisk Stats opkomst som det afgørende vendepunkt i et århundreder langt sammenstød mellem civilisationer. I deres perspektiv repræsenterer ’perserne’ i dag ikke blot Iran, men også det alawitiske regime, der styrer Syrien, og de shiamuslimske militser fra hele regionen, som er ilet det til forsvar.

De første jihadister ankom i sommeren 2012, over et år inde krigen. I det næste halve år kom udenlandske frivillige fra alle egne f kloden og begyndte gradvist at markere sig over for de væbnede regimefjendtlige grupper, der ikke havde formået at drage fordel af deres tidlige succes på slagmarken, endsige at tilbyde nogen overbevisende vision for, hvilket samfund der skulle vokse ud af Syriens ruiner.

En mand i Dabiq fortalte om den dag, da krigen i nord blev tabt til jihadisterne. »De kom i en kolonne lastbiler. De sagde ingenting. De rykkede bare ind i husene ved siden af moskeen,« sagde han til mig i maj 2014. »Nu ved alle, hvor Dabiq er. Vi er grunden til, at de smadrer hele regionen.«

»Vi kender profetien, selvfølgelig,« sagde en anden Dabiq-borger, da vi sad på det rå betongulvet i hans hjem sidst i 2013. »Men vi håber, at det bare er en myte. Inshallah, vil de lade os i fred.« Mandens forhåbning er gjort til skamme. På tre måneder havde Islamisk Stat etableret en kommandopost i byen, og hundredevis af dens krigere og deres familier flyttede ind.

Dabiq, som sidan da har været noget nær utilgængelig for journalister siden, er nu et af tre primære brændpunkter for Islamisk Stat – Raqqa i det østlige Syrien er dens strategiske knudepunkt, og Mosul i Irak dens største erobring. Men Dabiq er det sted, der giver gruppen et påstået guddommeligt mandat – en magtfuld trumf at spille ud, når man vil gennemtvinge en ny verdensorden. Og den ser ud til at virke. For de anslået 20.000 jihadfrivillige fra udlandet, der har sluttet sig til det såkaldte islamiske kalifat, som i juni sidste år blev udråbt af IS-leder Abu Bakr al-Baghdadi, er Dabiq et magisk sted. Gruppen har endda æret byen ved at opkalde sit onlinemagasin efter den.

Mange af Dabiqs nye beboere spiller fremtrædende roller i de legioner af arabiske og vestlige muslimer, der har hjulpet IS med at udvikle sig til den potente og skræmmende ideologiske styrke, den nu er. »De er flyttet ind i vores hjem,« siger en kriger fra Islamisk Front, en kampgruppe i den syriske opposition, der også bekæmper IS. Som alle andre lokale borgere i Dabiq frygter han jihadisterne iblandt dem og vil kun udtale sig anonymt. »De har truet min far, konfiskeret mit hus, dræbt vores dyr og stjålet vores krig,« siger han. »Vores kamp imod dem er lige så indædt som vores kamp imod regimet.«

Midt i 2015 blev Dabiq en del af bevægelsens ikonografi – sorte flag blafrede over alle moskeer og civile bygninger. Huse blev malet over med sort baggrundsfarve og den islamiske trosbekendelse i hvid inskription – Islamisk Stats typiske visitkort. Kolonner af krigere kommer og går fra byen, og befolkningen er mere end fordoblet, siden IS tog over. Næsten alle lokale er væk og har overladt gårde og landbrug til udplyndrere, der klæder sig i ankellange gelabiyas og forsager de fleste af det moderne livs fristelser. Sulayman ibn Abd al-Maliks gravmæle er ødelagt, og det er også alle andre grave, som ikke blev anset for tilstrækkeligt ’beskedne’. Ser man bort fra lastbiler, generatorer og moderne våben, udstråler alt andet i byen en nøjsomhed som på profetens egen tid, 600-tallet.

Drømmen om det store slag

Hvorfor vælger mænd fra hele verden at kæmpe i en brutal og apokalyptisk krig? Hvad trækker dem til slagmarkerne i Irak og Syrien? Hvad der fastholder på et tidspunkt, hvor Europa og Vesten prøver at stoppe menneskestrømme, først af de egne statsborgere på vej i krig for IS – nu for de millioner af flygtninge, der flygter den modsatte vej.

Fem mænd, jeg har talt med over de seneste fire år på mine reportageture i Syrien og Irak, giver lidt af svaret. Deres bevæggrunde ligner hinanden, men er også på nogle punkter forskellige og modstridende. Men alle er inspireret af profetien om den epokegørende konfrontation i Dabiq. De er optændt af en følelse af guddommelig mission. Hver især redegør de for deres grunde til at deltage i en bevægelse, der på kort tid har medført et pludseligt kollaps for den orden, som har bundet regionen sammen i århundreder – et kollaps, der udfordrer alle Mellemøstens nuværende styrer og kan true autokratier, monarkier og kvasi-demokratier.

Profeten Muhammed skal have forudset et slag mellem kristne og muslimer som forløber for dommedag. Det er den vision, Islamisk Stat arbejder på at virkeliggøre. Her i Aleppos Saif Al Dawla-kvarter synes dommedag allerede at have indfundet sig.

Manu Brabo

Løsladt af Assad

I februar 2013 stod jeg få kilometer fra den tyrkiske grænse ved et borgmesterkontor, oprørerne netop havde beslaglagt og gjort til kommandocentral. Oprørerne, der havde taget bygningen, advarede mig om, at den tilstødende bygning af var besat af udlændinge, der havde passeret grænsen for at kæmpe i Syrien. Islamisk Stat var endnu ikke dannet, men de mænd, jeg kunne se rumstere i bygningen, skulle alle deltage i gruppen, da den få måneder senere for første gang foldede sin fane ud.

Imens jeg stod og betragtede et kampvognsvrag foran huset, kom en af udlændingene gående ned mod mig med sin kalasjnikov hængende over brystet og et truende kropssprog. Han tog mine papirer, som han nægtede at give mig tilbage. Jeg spurgte, hvad der havde fået ham til at forlade sit liv og rejse til Syrien.

»Omar og Ali – var det dit spørgsmål?« lød hans gådefulde svar. ’Omar’ er traditionelt et sunni-navn, mens ’Ali’ identificeres med shiaislam. Jeg erfarede kort efter, at krigeren, som kaldte sig Abu Muhammed, og de andre jihadister, som var rykket ind i de tidligere alawitiske huse i nærheden, havde overmalet alle tegn på shia-ikonografi med graffitisentenser, der pralede af sunniislams overlegenhed.

Den 30-årige libanesiske statsborger, Abu Muhammad havde fire koner, 10 børn og en amerikansk uddannelse. Han ville nu holde mig tilbage som ’spion’. »Det er grunden til, at vi kæmper nu«, sagde han på perfekt engelsk. »Alt dette var forudbestemt til at ske.«

Efter den anspændte konfrontation fik vi følgeskab af mine bevæbnede værter. De fik Abu Muhammad til at afgøre med sig selv, at det måske ville være uklogt at tage mig som gidsel. I stedet bød han på te, og vi tog plads på nogle plastikstole i huset, hans gruppe havde indkvarteret sig i. Han fortalte mig, at alle muslimer, som lever i en vestlig økonomi, får løn, betaler skat og er med i det fælles liv, efter et islamisk synspunkt må anses for lige så afvigende som dem, der har givet afkald på deres tro. For ham var der ikke plads til kompromis i spørgsmålet om, hvad der gør en person værdig til et efterliv – eller til evig fordømmelse. »Det her bliver en krig imod en mægtig fjende,« sagde han. »Og muslimerne vil vinde. Du er her på en humanitær mission, så du kan gå. Men bliv her ikke for længe.«

De næste halvandet år var jeg på fem ture til det nordlige Syrien, hvor jeg blev vidne til den fortsatte mobilisering af frivillige, der strømmede til provinserne Idlib og Aleppo. De erobrede bestandig nye brohoveder i begge provinser, især på landet, og gennemtvang deres vilje med stigende hensynsløshed over for lokalbefolkningen. Som de øvrige oprørsgrupper så jihadisterne måske nok Assad som et problem, men de havde et større mål. Overalt, hvor de var i stand til det, søgte de at forvandle kampen om Syriens skæbne fra en kamp mod Assads tyranni til et nihilistisk kaos.

Da en anden ung jihadist, Abu Issa, sidste i 2011 blev løsladt fra Aleppos centralfængsel, var det, der skulle blive til IS, allerede godt på vej. Som syrer med rødder i IS’s første udgave, al-Qaeda i Irak, blev Abu Issa løsladt ved en amnesti, Assad gav til islamistiske fanger i et forsøg på at forsone regimet med nogle af sine fjender.

De fleste al-Qaeda-krigere havde opholdt sig i det syriske fængselssystem i mange år, før opstanden mod Assad begyndte. »Vi sad i de værste fangehuller i Syrien,« fortalte Abu Issa, der kæmpede mod den amerikanske hær i 2004 og 2005, før han i 2006 flygtede fra Bagdad. »Hvis vi blev sigtet for terror, blev vi anbragt i sikkerhedstjenesternes fængsler – enten i Saydnaya i Damaskus eller i fængslet hos Luftvåbnets Efterretningstjeneste i Aleppo. Man kunne ikke engang tale med vagterne der. Det var bare brutalitet og frygt.«

Nogle måneder, før Abu Issa blev løsladt, blev han og en stor gruppe af andre jihadister taget ud af deres isolationsceller andre steder i landet og overført til Aleppos største fængsel, hvor de nød et mere fælles og komfortabelt liv. »Det var som et hotel,« sagde han. »Der var cigaretter, tæpper – alt, man kunne ønske. Man kunne endda få piger.« Snart fik de selskab af hundredvis af universitetsstuderende, der var blevet arresteret i Aleppo for at protestere mod Assad.

»De var børn med plakater – og de blev sendt i fængsel sammen med jihadisterne,« sagde han. »En var kommunist, og han talte om sine synspunkter til alle og emhver. En fyr fra al-Qaeda, der som regel var meget høflig, blev meget vred på kommunisten og sagde, at han ville slå ham ihjel, hvis han så ham igen.« Abu Issa og de andre islamistiske fanger fik hurtigt den opfattelse, at de var overført til Aleppo af én grund: For ideologisk at præge de studerende, som dengang var den drivende kraft bag opstanden i Syriens største by.

Den dag, Abu Issa og mange af hans venner blev løsladt, frigav Libanon over 70 jihadister, hvoraf mange var dømt for terror. Det undrede vestlige diplomater i Beirut, som havde fulgt mange af jihadisternes skæbne.

Påstanden om, at det syriske regime har fremmet ekstremismen for at splitte oppositionen og styrke fortællingen om, at krigen altid har handlet om terrorisme, er blevet fremsat igen og igen. Opposition i det nordlige Syrien hævder da også at have mistet over 1.500 mand i forsøg på at fortrænge IS fra Idlib og Aleppo i begyndelsen af 2014. Samtidig blev det syriske regime, som ikke intervenerede i disse kampe, i stand til at rykke ind i byen for første gang.

»Der var ingen anden grund til, at de salafistiske jihadister skulle sidde i det fængsel med de studerende,« sagde Abu Issa, som nu er i eksil i Tyrkiet. »Meningen var, at de skulle radikaliseres. Hvis opstanden var blevet ved med at være gadeprotester, kunne den have væltet regimet på få måneder, og det vidste det. Men med tiden blev alle klar over, hvad der foregik. Der var nogle meget vigtige terrorister, der blev befriet dengang. De gjorde, hvad der var forventet af dem, og sluttede sig direkte til kampen mod regimet. Det var først dér, krigen holdt op med at handle om demokrati.«

Fra oprør i Irak til slagmarken i Syrien

Først i 2013 havde jihadisterne oprettet træningslejre tæt på den syrisk-tyrkiske grænse, heraf flere tæt på de vigtigste overgange. En saudiarabisk kriger, Gosowan, styrede lejrene fra den nærliggende by Azaz. Nye rekrutter fik 30 dages grunduddannelse og intensive koranlektioner og blev så sendt til fronten. Et kæmpe tyrkisk flag, på størrelse med en toetagers bygning, blafrede over den nærliggende grænsepost.

På det tidspunkt mødte jeg den irakiske jihadist Abu Ismael. »Jeg var medlem af al-Qaeda fra 2005-11,« sagde han. »Jeg blev optaget sammen med min far, da jeg var 16, og bortset fra en og en halv måned i fængsel, var jeg meget aktiv.« Sidst i 2012 var han som 23-årig taget til al-Bab i Aleppo-provinsen og havde sluttet sig til en lokal modstandsenhed, Liwa al-Tawheed.

Abu Ismael fortalte, at han var en af mange irakere, der var rejst til Syrien. For ham var borgerkrigen en forlængelse af den sekteriske strid, som havde delt Irak i fra 2005-2007 – en magtkamp mellem de besejrede sunnier og de sejrende shiaer. Selv om fronterne blev trukket op efter politisk rivalisering, mente Abu Ismael, at de var forankrede i den over 1.000 år gamle splittelse mellem de to sekter.

I 2012 mødte jeg Abu Ahmed, som efter deltagelse i det irakiske oprør også blev trukket ind i nye jihadisme i den overbevisning, at sunnierne havde lidt et ødelæggende tab af magt efter den amerikanske invasion. Han blev tidligt knyttet til gruppen og beskrev for mig, hvordan de havde organiseret sig under den amerikanske besættelse af Irak ved at bruge Camp Bucca-fængslet som en ideologisk rugekasse for det tiår med terror, der skulle følge. »I 2010 kom var oprøret i Irak endt i et dødvande«, sagde han. »Men så vi blev aktiveret igen.«

Det var sidste halvdel af 2012 i Syrien, da irakerne sluttede sig til kampen, der blev afgørende for IS. Abu Ahmed fortalte mig senere, at det var de måneder, der fik alt det til at lykkes, som gruppens forløbere havde søgt at opnå, men uden held, i de forudgående 10 år. »Nogle havde mistet håbet, andre var droppet ud,« sagde han. »Men nu blev det hele samlet igen. Folk, der var spredt for alle vinde, fandt nu sammen igen.«

Nogle irakiske veteraner havde kæmpet sammen med de regulære oppositionsenheder i Syrien, andre var i syriske fængsler, andre vendt hjem til deres familier. Og andre igen havde, ligesom Abu Ahmed, opgivet deres tidligere forbehold over for IS. Med et mylder af forskellige motiver kom der hele tiden nye krigere til.

I april 2013 var antallet af irakere, der kæmpede i Syrien oppe på mindst 5.000 og voksede dagligt. Irakiske veteraner fra kampen mod den amerikanske besættelse og den sekteriske krig mod shiamuslimer påtog sig ledende roller i den nye gruppe. Igennem hele året var nytilkomne i jihad-kampuniform et hyppigt syn, både i krigszonerne langs den tyrkiske grænse og på flyveruterne fra Istanbul til Gaziantep eller Antakya – de to vigtigste mellemstationer for krigere, der ønsker at krydse ind i Syrien.

Saddams gamle officerer

Nogle måneder før ankom en ældre mand med gråt skæg og opslog sit hovedkvarter i den upåagtede nordsyriske by Tal Rifaat. Det var Samer al-Khlifawi. Med sig havde han en plan for, hvordan man driver en sikkerhedsstat – en kompetence, han havde fået i sin tid som oberst i Saddam Husseins luftvåben. Som alle andre medlemmer af Saddams væbnede styrker, havde han mistet sit job, sin pension, og enhver chance for meningsfuld beskæftigelse, da den amerikanske statholder, Paul Bremer, opløste Iraks militær og forbød Baath-partiet.

I årene efter invasionen fik Khlifawi sammen med snesevis af andre Baath-folk styr på reorganiseringen. Nogle sluttede sig til de antiamerikanske oprørere. Andre – som han – dannede egne netværk og knyttede bånd til Baath-partiet i Syrien, der tilbød sikre ly og hjalp med forsyningslinjer. I 2007 havde de islamistiske grupper, deriblandt salafistiske jihadister som al-Qaeda i Irak allieret sig med nogle af baathisterne en alliance, som ikke havde været mulig under Saddam, der anså organiserede jihadister for én af de største trusler mod sit styre.

Den umage alliance gav jihadisterne taktisk kraft og Baath-partiet en militær muskel. Siden har alliancen været central for næsten alle disse gruppers succeser. Khlifawi blev i stigende grad en frontfigur.

Ikke så snart var Khlifawi kommet til Tal Rifaat, før han begyndte at lægge grundlaget for IS. Hans mål var at etablere systemer og strukturer, der kunne hjælpe IS til at overtage de lokalsamfund, de rykkede ind i. Omkring 50 irakere, de fleste betroede veteraner fra oprøret ligesom Khlifawi og i nogle tilfælde deres sønner, blev snart sendt til Syrien, hvor de fik til opgave at infiltrere stammer og lokalsamfund. Khlifawi udarbejdede dokumenter – senere afsløret af journalisten Christoph Reuter i Der Spiegel – der viste, hvordan han med klinisk effektivitet planlagde at undergrave de nordlige bysamfund. Han opfordrede unge irakere til at oprette velgørende organisationer, der kunne bruges som frontgrupper, og til at infiltrere de mest magtfulde stammer og klaner og forsøge at gifte sig ind i dem. Rivaliserende magtbaser skulle elimineres, når tiden var inde.

»En dag i januar hejste de bare et sort flag,« sagde Abu Abdullah, en oppositionskriger fra Tal Rifaat. »Ingen vidste, hvad de skulle gøre.«

På få måneder var brikkerne tilstrækkeligt på plads til, at IS-lederen, Baghdadi, kunne foretage næste træk. Han meddelte i april, at Jabhat al-Nusra, en al-Qaeda-allieret jihad-gruppe måtte lægge sig ind under det nystiftede Islamisk Stat. Samme eftermiddag rykkede Baghdadis mænd – fortrinsvis irakere som Abu Ismael – ind i det centrale Aleppo og fordrev al-Nusras medlemmer fra deres vigtigste base. Derefter malede de bygningen sort og overtog den. I hele det nordlige Syrien gentog lignende scener sig med hensynsløse effektivitet.

»Det var en meget vigtig tid for os,« fortalte et andet IS-medlem, Abu Saleh. Efter en opvækst i Muslimske Broderskabs-kredse i Bagdad og deltagelse i kampene mod amerikansk militær i Fallujah var han blevet glødende tilhænger af Islamisk Stat, selv om han indrømmede over for mig, at hans fascination af vestlige biler, våben og vestlig teknologi til tider var vanskelig at forene med den nøjsomme livsførelse, hans ledere krævede af ham. »Tingene var ikke altid gået godt for os i Irak«, sagde han. »Vi havde begået fejl. Og vi skulle være tålmodige. Men med det, der skete i Syrien, kunne vi både genoplive os selv. Og genoplive kalifatet.«

Kort efter at IS havde fortrængt eller underlagt sig Jabhat al-Nusra i april 2013, blev Abu Muhammad, den libanesiske kriger, der havde forsøgt at tage mig som gidsel i det nordlige Syrien, dræbt i et angreb på en regimekontrolleret luftbase nær Tyrkiets grænse. Han havde forudset sin egen død under vores samtale to måneder tidligere. »Jeg ønsker dette mere, end du ønsker livet,« havde han sagt. »Det er vores skæbne.«

Abu Ahmed, som jeg holdt regelmæssig kontakt med, engagerede sig dybere i IS fra midten af 2013. Han havde dog fortsat forbehold over gruppen, som han mente var kommet for langt væk fra sit oprindelige mandat – at bekæmpe den amerikanske hær og forsvare sunnierne mod deres marginalisering i Irak efter Saddam. Men trods denne modvilje, mente han stadig, at han bidrog til at genrejse den gamle islamiske civilisation i en ny æra for sunniislam. Dette indebar, at han måtte kæmpe mod Iran og Assads regime. »Det er en realitet,« sagde han. »Amerikanerne arbejder sammen med Iran mod sunnierne. Det er ikke en konspirationsteori.«

Abu Ismael er nu emir i det østlige Syrien og har – måske uforvarende – spillet en central rolle i Islamisk Stats erobring af store dele af den nordlige region. Hans position har ført ham til Hama og Palmyra, nordvest for Damaskus, hvor krigere fra IS systematisk har ødelagt et af de vigtigste arkæologiske steder i verden i deres forsøg på at skrue historisk tid tilbage til islamisk år 0.

Og tilbage ved frontlinjen er Abu Saleh, den unge jihadist fra Bagdad, rede til at forpligte sig på sin sag. »Alt det her, den iranske invasion, amerikanernes ankomst, Bagdads fald og det forestående slag i Dabiq, blev forudsagt. Vi stopper ikke, før vi sejrer i Allahs navn.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen