Læsetid: 2 min.

Dommedag nu?

Midt i sneen på Spitsbergen i øgruppen Svalbard ligger Noahs ark for afgrøder. Bygningen er placeret i et bjerg med permafrost, bygget til at kunne overleve både stigende havniveauer og op til 200 års strømsvigt

John McConnico

26. september 2015

Midt i sneen på Spitsbergen i øgruppen Svalbard ligger Noahs ark for afgrøder. Bygningen er placeret i et bjerg med permafrost, bygget til at kunne overleve både stigende havniveauer og op til 200 års strømsvigt. Den indeholder mere end 20 millioner frø fra næsten alle Jordens lande, blandt andet frø fra 32 kartoffelarter fra Irland, syriske kikærter og prøver fra Nordkoreansk landbrug.

Svalbard Globale Frøhvelv fungerer på den måde som backup for de omkring 1.750 lokale frøbanker, der findes i verden, og skal sikre klodens madforsyning og biodiversitet mod atomkrig, naturkatastrofer og sygdom.

Derfor har den fået kælenavnet The Doomsday Vault, dommedagsboksen. For en uges tid siden siden fik den sin praktiske debut, da International Center for Agricultural Research in the Dry Areas (ICARDA) bad om at få udleveret dele af deres frøprøver.

Verdensarv

Som andre frøbanker indsamler, genskaber og fordeler ICARDA frø. Centeret er særligt specialiseret i afgrøder, der er tilpasset et tørt klima, og har fået fornyet relevans med klimaforandringerne. I 2012 flyttede ICARDA sit hovedkvarter til Beirut på grund af krigen i Syrien. Indtil da holdt det til syd for Aleppo, men da forskerne ikke længere kan få adgang til lageret her, skal frøene fra Spitsbergen være med til at opbygge en ny samling på et andet sted.

Siden 2011 er store dele af verdens kulturarv blevet ødelagt i Syrien. Oldtidsbyen Palmyra, der står på UNESCO’s verdensarvsliste, er blevet beskudt, det 2.000 år gamle Baal Shamin-tempel er blevet bombet, og hele byer ligger i ruiner. Men noget, der er langt mere usynligt, lider også, når der er krig: vores naturarv. For selv om banken på Spitsbergen har sikret sig i hvert fald 116.000 prøver fra frøbanken i Syrien, er det efter sigende kun 80 pct. af den totale samling, der er reddet.

Det naturgivne

Krig kan føles abstrakt. Omkring 250.000 døde lyder mere som et tal end som de mennesker, det dækker over, og den millionstore ’flygtningestrøm’ synes uhåndgribelig i både omfang og konsekvenser , lige meget hvor meget vi hører, ser og ved. Det samme gør de ødelæggelser, der er en del af krig. Og det liv, der er for dem, der er blevet tilbage.

Her kan nogle frø fra en boks langt nordpå måske være med til at konkretisere, hvordan selv det mest naturgivne er udsat i krig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu