Læsetid: 8 min.

Født på ryggen af ungdomsoprøret

Miljøministeriet led, da det blev lagt sammen med ministeriet for landbrug. Og da et lækket dokument afslørede, at regeringen på den kommende finanslov vil spare 340 millioner på miljø- og klimaområdet, gav det op. Information har talt med nogle af dem, der kendte det bedst og spurgt, hvad de vil huske Miljøministeriet for
Virksomheder, der forgiftede og tilsvinede naturen, var det vigtigste emne på miljødagsordenen de første mange år. Her er det en demonstration for oprydning efter kemivirksomheden Cheminova. Først senere kom de grænseoverskridende problemer og landbrugets belastning af miljøet til at spille en rolle.

Viggo Landau

12. september 2015

Ingen skulle komme og sige, at vækst var et problem. Sådan var stemningen i 1960’erne. Danskerne var langt om længe var sluppet ud af 50’ernes mangelsamfund og trådt ind i 60’ernes overflodssamfund, hvor biler, fabrikker og rygende skorstene spredte sig og blev til flere. Begejstringen var stor. Kun nogle få var opmærksomme på, at man var i gang med at ødelægge naturen. Én af dem var Peder Agger, der var med til at stifte græsrodsbevægelsen NOAH, som pressede på for at få oprettet et selvstændigt ministerium til at varetage miljøets interesser.

»Vi ønskede at gøre politikerne opmærksomme på, at naturen ikke kunne holde til forbruget, og at der skulle en koordineret indsats for at løse problemerne med forurening,« husker han.

Den 9. marts 1969 blev en skelsættende dag i dansk miljøhistorie. NOAH afholdt en temadag om forurening i et tætpakkede auditorium på H.C. Ørsted Instituttet, hvor folk blev udsat for røg, larm og lugte fra brændende skraldespande og en motorcykel, som fræsede rundt i cirkler om katederet. Imens blev forskellige film projekteret op på væggene. Nogle af dem forestillede olieudslip på havet og en operation af rygerlunger.

»Til sidst bar vi en gråand ind i auditoriet og smurte den ind i olie,« siger Peder Agger, som i dag er pensioneret professor i miljøplanlægning. »Ingen blandt de tilhørende meldte sig til at redde anden, så vi klippede hovedet af den med en hækkesaks.«

Mange sluttede sig til NOAH den aften, og snart begyndte folkestemningen at vende. De første store miljøskandaler begyndte at dukke op. Cheminovas depot af kemikalieaffald ved Limfjorden, Grinstedværkets udledning af spildevand og Kærgård Klitplantages kemiske affald demonstrerede, at det økonomiske opsving skete på naturens bekostning.

Ministeriets fjender

I 1971 oprettede den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag derfor verdens første miljøministerium. Først i 1973 kom det til at hedde Miljøministeriet. De første to år hed det Ministeriet for forureningsbekæmpelse - passende for en tid, hvor nationale forureningssager dominerede dagsordenen. Grænseoverskridende miljø-, klimaproblemer og C02-udslip spillede endnu ingen rolle. Krag udnævnte den kun 34-årige Jens Kampmann til minister. I dag husker Jens Kampmann tilbage på den pionerånd, der var i ministeriets første leveår:

»Der var en enorm entusiasme. De ansatte var – ligesom jeg – meget unge. Vi gik modsat de andre ministerier ikke i nålestribet, og vores holdninger var heller ikke nålestribede. Vi var progressive. Vi red på ryggen af ungdomsoprøret,« siger Jens Kampmann, som var miljøminister indtil 1973 og derefter direktør i Miljøstyrelsen fra 1978-1990. I dag er han gået på pension.

»I 1971 var skurken industrien. Den var forureneren og skyld i de miljøkatastrofer, vi den gang kendte til. Landbruget blev først senere betragtet som miljøets fjende,« siger han.

En af Jens Kampmanns første store opgaver var at forhandle miljøreformen på plads, og han fik den stemt igennem med støtte fra de konservative, som netop repræsenterede forureneren – erhvervslivet. »Det gjorde jeg helt bevidst,« siger han. »Jeg ville forankre miljøpolitikken i den borgerlige lejr og ønskede, at erhvervslivet blev gjort til medejer af den grønne dagsorden«. Ifølge Jens Kampmann lagde det samarbejde grundlaget for, at de konservative i dag er grønnere end Venstre, med konservative profiler som Per Stig Møller og Connie Hedegaard, der sidenhen har prioriteret den grønne dagsorden.

I 80’erne blev det tydeligt, at landbruget var Miljøministeriets nye fjende. I næsten 10 år lå de to i en lang diskussion med hinanden. Landbruget påstod, at det ikke forurenede. Stadig mere forskning viste det modsatte. Efter nogle års tovtrækkeri erkendte landbrugets interesseorganisationer, at de bidrog til forureningen, og herefter kom diskussionen til at handle om, hvem der så skulle betale for de grønnere landmænd. Folkestemningen bakkede op om, at landmændene skulle hjælpes og støttes til at forurene mindre. Store tilskudsordninger til landbruget blev derefter bevilliget.

Leo Bjørnskov er én af dem, der kendte Miljøministeriet særdeles godt. Han var departementschef fra 1990-1999 under ministre fra tre forskellige partier; den radikale Lone Dybkjær, den konservative Per Stig Møller og socialdemokraten Svend Auken.

»Det interessante var, at selv om jeg oplevede dem som tre forskellige personer, så oplevede jeg ikke deres holdninger til miljøpolitikken som særligt forskellige. Miljøpolitikken havde momentum dengang. Både hos politikere og hos borgere. Miljøministeriet havde sin storhedstid i 90’erne,« siger Leo Bjørnskov.

Alle, som Information har talt med til dette portræt, fremhæver dog entydigt Svend Auken, der var miljøminister fra 1993-2001, som den dygtigste og mest indflydelsesrige mand i Miljøministeriets liv.

»Han var eminent dygtig. Både til det nationale, men i særdeleshed også til det internationale,« siger Leo Bjørnskov. »Auken gik op i sit job, og det er faktisk ikke reglen, at alle politikere går op i det område, de er blevet tildelt,« siger han og fremhæver særligt én af Svend Aukens bedrifter. For mens EU’s miljøkommissær og energikommissær skændtes nede i Europa om, hvorvidt kulkraft var bedre end vindkraft, gik Svend Auken forrest og lagde det danske Miljøministerium sammen med Energiministeriet for at vise, at miljøet havde bedre af, at de to ministerier samarbejdede.

Sidst i 1990’erne begyndte Miljøministeriet at minde mere om de andre ministerier. Hvor der før havde været plads til store tanker, men hvor man ikke gik så meget op i, hvad tingene kostede, skulle Miljøministeriet nu i højere grad underordne sig regeringens øvrige prioriteringer, og gode ideer skulle detailberegnes. Da Venstre i 2001 vandt valget, skulle der ifølge daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ryddes op i det »overforbrug«, der havde fundet sted i Svend Aukens »miljøimperium«. Regeringen barberede Miljøministeriets årlige budget med over en halv milliard kroner. Svend Auken kaldte det »terror mod miljøet,« hvortil Anders Fogh Rasmussen svarede: »Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik. Den eneste, der har fået det ringere, er nok Svend Auken«.

Siden da har ingen regering prioriteret Miljøministeriet, siger Leo Bjørnskov. Heller ikke Helle Thorning-Schmidts.

»Den socialdemokratiske regering med Thorning, Sass Larsen og Corydon i spidsen troede ikke på det der miljø,« siger han, »og det skyldtes selvfølgelig mange ting, f.eks. finanskrisen«.

Hvordan Miljøministeriet er blevet prioriteret, er nemlig ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt regeringen har været blå eller rød. Det har i højere grad handlet om, hvilken økonomisk situation, Danmark har befundet sig i, og hvilke andre politiske dagsordener, der har været dominerende. For socialdemokraterne handlede valgperioden om at skabe arbejdspladser. Miljøhensynet er skubbet i baggrunden til fordel for trafikken, industrien og landbrugets interesser, og miljøet står ikke lige så højt på borgernes dagsorden, som det gjorde i 70’erne, siger Jens Kampmann. I dag ved danske borgere, at miljø- og klimaproblemer ikke kan løses nationalt, og det udfordrer de store miljøinvesteringer. Hvorfor skal vi gøre så meget, når andre gør så lidt, er der tendens til at tænke.

En fjendtlig overtagelse

At den nye Venstre-regering har sammenlagt Miljøministeriet med Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri siger ifølge kilderne bag dette portræt, at Miljøministeriet nu nedprioriteres markant. Hvor Svend Aukens sammenlægning af Miljø- og Energiministeriet blev opfattet som en styrkelse af miljøet, vurderes det, at den aktuelle sammenlægning sker på bekostning af miljøet.

»Regeringen prioriterer erhvervet, transporten og landbruget. Og de prioriteter behøver ikke rime på miljøbeskyttelse,« siger Jens Kampmann.

Der opstår nemlig en konflikt, når man samler modstridende interesser i samme ministerium. Nogle interesser risikerer at blive tromlet til fordel for andre. Jens Kampmann var i sine første år som minister både minister for Forureningsministeriet og for Trafikministeriet.

»Det var en pudsig rolle, og det blev opfattet som konfliktfyldt, at jeg på den ene side skulle tale miljøets sag og på den anden side skulle tale trafikkens. Men det har hele tiden været mit synspunkt, at hvis du har et tilstrækkeligt stærkt miljøministerium, så er forurenerne – uanset om de kommer fra industrien, trafikken eller landbruget – nødt til at rette sig efter miljøet,« siger han.

Problemet er bare, at vi ikke længere har et stærkt Miljøministerium.

»Miljøministeriet er jo nærmest nedlagt og forvandlet til et landbrugsministerium,« siger Leo Bjørnskov.

Den vurdering er ifølge rådgiverparret Susanne Hegelund og Peter Mose ikke helt ved siden af. I et indlæg på Altinget.dk skriver de, at embedsmændene i Miljøministeriet frygter, »at de reelt er blevet udsat for en fjendtlig overtagelse«. Derudover skriver de, at Fødevareministeriet fra tidernes morgen har været landbrugets talerør – ikke mindst ind i Finansministeriet.

»Embedsmændene i det gamle landbrugsministerium er kontante typer, der på møder frygtløst taler om kroner og øre, mens miljøfolkene i mere floromvundne vendinger henviser til bæredygtige miljøhensyn,« skriver de.

Ingen fortrøstning

Nu er det er bare at se, hvilket hold embedsmænd, der vinder kampen, siger Jens Kampmann. »Personligt er jeg ikke i tvivl om, hvem der vinder« siger han. Man ser allerede, hvordan der tages mere og mere fra miljøet og gives mere og mere til landbruget. I sidste uge kunne Information fortælle, at regeringen har tænkt sig at skære 340 millioner kroner på miljø- og klimaområdet på den kommende finanslov, og i denne uge har Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen kaldt planloven »noget snobbet københavneri«, som spænder ben for kommunernes vækstmuligheder, og regeringen skrotter nu dele af den tidligere SR-regeringens klimapolitik ved at fjerne slutdatoen for, hvornår udfasningen af kulkraft og naturgas skal være en realitet.

»Og så er der randzonerne,« som Jens Kampmann tilføjer:

»Regeringen vil give landmændene lov til at dyrke jorden tættere på søer og vandløb. Det vil ikke betyde noget for vandkvaliteten dagen efter en ophævelse af randzonerne. Heller ikke dagen efter, men på et tidspunkt vil konsekvenserne vise sig, og så er det ikke sikkert, at de, der ophævede loven, får tævene,« siger Jens Kampmann.

»Man kan sammenligne det med det, der sker i SKAT lige nu,« siger han. Man skar på skatteområdet, men først nu ser vi konsekvenserne af det,« siger han med henvisning til de mange dårlige sager, SKAT kæmper med lige nu.

»Man kan ikke lade være med at tænke, at der er nogen, der ikke ønsker, at miljøbeskyttelsen skal fungere,« siger han. Jens Kampmanns bedste håb er, at de konservative vil modsætte sig regeringens nedskæringer på miljøområdet.

I forhold til flere andre ministerier, vurderer han, at Miljøministeriet har haft et omtumlet liv efter Svend Aukens tid. Behovet for et stærkt miljøministerium har været der, men miljøbeskyttelsen har ikke været højt nok på den politiske dagsorden, siger Leo Bjørnskov.

Nogen vil måske mene, at det er for tidligt at skrive Miljøministeriets nekrolog, men med de seneste udmeldinger om nedskæringer på miljøområdet og videre beføjelser til landbruget, melder regeringen ifølge kilderne bag dette portræt klart ud, at mange dagsordener nu ser ud til at komme før miljøets.

»Og derfor kan jeg ikke være fortrøstningsfuld længere,« siger Jens Kampmann. »Det ser skidt ud for miljøet«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Arendal
  • Kurt Loftkjær
  • Michael Grell
  • Niels-Simon Larsen
Torben Arendal, Kurt Loftkjær, Michael Grell og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor man prioriterer arbejdspladser så febrilsk forstår jeg ikke. Vi er rige som land, så vi skal prioritere at have et godt samfund.

Natur, miljø og klima er endt i Folketingets usorterede skraldespand

Miljø og natur er ikke mere en folkesag og derfor heller ikke en politikkersag. De borgere, som var unge i 60'erne, 70'erne og 80'erne og som havde en stor interesse i natur og miljø, synes i bedste fald at være blevet passive og i værste fald omvendte til mainstreamønsket om vækst uanset konsekvenserne. Måske er de blot blevet de samme ligeglade ignoranter, som de kritiserede deres forældregeneration for at være.

Hvad værre er, at de nævnte borgeres børn synes upåvirket eller negativt påvirket af forældrenes ungdomsaktivisme og interesse i samfundsudviklingen eller måske har børnene blot helt andre interesser.

Grundlæggende kan man sige, at der ikke i befolkningen er arvtagere (nok) til at videreføre miljøbevægelsen. Det har politikerne opdaget og med Anders Fogh Rasmussens (AFR) éntre på statsministerposten påbegyndtes nedbrydningen af natur-, miljø- og klimaområdet. Stærkt inspireret af Bush-administrationen begyndte AFR at relancere det fossiltbaserede samfund samtidig med, at han skabte tvivl fornuften i at udvikle bæredygtige energikilder bl.a. ved ansættelse af Bjørn Lomborg.

Krigene i Mellemøsten hænger efter min opfattelse tæt sammen med relanceringen af det fossilbaserede samfund.

De udeblevne forsvarere og arvtagere af natur- og miljøbevægelsen har bragt eller vil bringe en række vigtige foreninger i fare for at blive yderligere udvandet i deres tankegods eller i værste fald for at forsvinde. En udvikling som ligner den, som vi kender fra fagforeningerne.

En af foreningerne er Danmarks Naturfredningsforening (DN), som i årtier har søgt at ændre sit grundlag fra en frednings- og naturforening til en forening, som rummer alle mulige tiltag inden for miljø, klima, bæredygtighed, Lokal Agenda, fødevarer m.m. Et slags miljøsupermarked med frit valg på alle hylder. Årsagerne er mange. Man vil f.eks. gerne opfange de nævnte interesseområder mhp. at stabilisere medlemsskaren primært for at opretholde et stort sekretariat.

Et af problemerne ved emneekspansionen er, at det bliver stadigt vanskeligere at formulere stærke budskaber. Samtidig har man udviklet en kultur, hvor man svækker sine budskaber for at kunne samarbejde med myndighederne. Et eksempel på det er Klimakommunekonceptet, hvor DN synes at have svækket sin politik blot for at kunne stå side om side med landets borgmestre. Samtidig ønsker man i stadig stigende grad at centralisere foreningen på samme måde, som vi kender det fra politiske foreninger. I DN vil tabet være stort ved centraliseringen. DN har i mange årtier haft stærke lokalkomitéer, som har ombåret stor viden om lokale forhold. Et forhold som har styrket foreningen.

Centralisering og svækkelse af budskaber fører formentlig i den forkerte retning.

Samfundet står over for store udfordringer med nedlæggelse af Miljøministeriet. En nedlæggelse som finder sted på et tidspunkt, hvor der måske mere end nogensinde er behov for et stærkt ministerium, som varetager, natur-, miljø- og klimaområdet.

Mit personlige håb er, at der ud af dette virvar af tiltag eller manglende tiltag på ny udkrystallisere sig en bevidst ungdomsbevægelse, som evner at se ud i fremtiden og som erkender, at vi kun har én Jord. Der er hårdt brug for visioner, da de såkaldt regeringsbærende polititiske partier synes at have opgivet visionær politik.

Jeg håber også, at nogen vil evne at overbevise mig om, at der i mørket allerede er tændt et lys.

Niels-Simon Larsen, Torben Arendal og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

bare et lille PS: I DR er miljø og klimastoffet også blevet stærkt nedprioriteret . Fx. er Orienterings mangeårige miljøekspert Karen Hjulmand sat til at være vært i Orientering og DR sender nu J.Tejlgård (eller hvad han hedder) til klimatopmøder mv. Disse har KH ellers dækket i mange år med mange og dybtborende analyser.

Nedprioritering af natur- og miljøstoffet generelt

Lad mig henvise til en nyhed på DN Gladsaxes hjemmesidesom jeg redigere og som allerede i 2005 fokuserede på det problem, som også kan iagttages i DR:

http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=2372&PID=10482&NewsID=1850

Journalisten: "Lomborgs lærlinge"

Miljøjournalistikken er blevet mindre kritisk og mere forbruger- og livsstilsorienteret. Livet er for kort til langhårede artikler om genmodificerede organismer. Moderne miljøjournalister gider ikke være penneførere for hellige dommedagsprofeter.

Sådan lyder to hovedkonklusioner i en ny rapport , Miljøet i medierne: Fem casestudier af nyhedsinstitutionens miljøjournalistik 1997 - 2003, som tre forskere på Roskilde Universitetscenter har udgivet om dansk miljøjournalistik som omtales i fagbladet "Journalisten". Artiklen fortæller en historie om, hvorfor det er blevet sværere at arbejde med miljø- og naturpolitik.

I fagbladet Journalisten kan man læse videre om Politikens miljøjournalist, Ida Ebbensgaard både tankevækkende og overraskende meninger i den anledning:

"Hun siger, at der er sket et generationsskifte i staben af danske miljøjournalister. Og at den nye generation ikke betragter miljøet nær så dommedagstruet, som mange journalister gjorde i 70erne og 80erne.

»Vores miljøhistorier handler ikke om sandheder. Miljøet er ikke længere et helligt stofområde. Derfor er der heller ingen 'præster' blandt vores kilder,« sagde Ida Ebbensgaard.

Dermed henviste hun til den dagsorden, som aktivister fra Greenpeace og andre miljøorganisationer tidligere havde held til at sætte i den danske miljødebat. I dag foretrækker de fleste miljøjournalister at bruge videnskabsfolk og rapporter med især danske vinkler på miljøstoffet som deres primære kilder.

Kritisk vagthund vil Politiken fortsat være. Også på miljøstoffet. Men avisens journalister skal i højere grad fortælle deres historier om miljø og natur ud fra en klar forbrugervinkel.

Avisen har for eksempel besluttet ikke at dække de mellemregninger i miljødebatten, som journalisterne tror er for komplekse eller teknokratiske for læserne.

Ida Ebbensgaard tilføjer, at der også har været en tendens til, at Politiken for tit har råbt 'ulven kommer' i sin dækning af miljøet.

»I dag vil vi også gerne give læserne nogle positive naturoplevelser. Vi ønsker en miljøjournalistik med de rette proportioner,« siger hun."

og

"Min generations hippieforældre var meget bekymrede for miljøet. Det var aviserne også. Men det er vi unge ikke. Vi er nysgerrige. Og da Bjørn Lomborg kom frem i offentligheden, syntes mange af os faktisk, at flere af de ting, han sagde, var ret fede."

Se evt. hele artiklen på fagbladet Journalisten: Lomborgs lærlinge.

Se evt. også DN Gladsaxes opfølgende nyhed: Lomborgs lærling modtager 50.000 kr for sit erhvervsvenlige journalistarbejde på http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=2372&PID=10482&NewsID=1851

Ida Ebensgaard har siden hen været ansat på DR.