Læsetid: 11 min.

Et før og efter for den danske venstrefløj

MIlitærkuppet i Chile er sindbilledet på venstrefløjen. Det viser solidariteten, humanismen, men også splittelsen og magtkampene. Og så satte Chile fokus på det afgørende spørgsmål: Kan socialismen opnås gennem reformer, eller er en væbnet revolution nødvendig?
Eksilchilenere i Danmark i 1. maj-optog i midten af 1970’erne. Modtagelsen af og hjælpen til de politisk forfulgte fra Chile er ifølge historiker Morten Lassen noget, den danske venstrefløj kan være stolt af. Men de politiske vildfarelser og slagsmål, som kuppet udløste på venstrefløjen, fremstår til tider pinagtige, mener han.Privatfoto

Eksilchilenere i Danmark i 1. maj-optog i midten af 1970’erne. Modtagelsen af og hjælpen til de politisk forfulgte fra Chile er ifølge historiker Morten Lassen noget, den danske venstrefløj kan være stolt af. Men de politiske vildfarelser og slagsmål, som kuppet udløste på venstrefløjen, fremstår til tider pinagtige, mener han.

Privatfoto

5. september 2015

Revolution eller reform? Det har altid været et af de afgørende spørgsmål og stridspunkter på venstrefløjen, og med kuppet i Chile i 1973 blev splittelsen mellem de to filosofier mere tydelig end nogensinde:

»Du får det i en maggiterning her,« siger historikeren Morten Lassen, aktuel med bogen Kuppet i Chile.

Det er Vietnam, der traditionelt fylder mest, når nutidens unge undervises i venstrefløjens historie, men Chile er i virkeligheden mere interessant, mener Morten Lassen, lektor på Københavns VUC:

»Vietnam var fjernt, og – trukket hårdt op – var den eneste erkendelse, venstrefløjen fik fra den krig, at USA er de onde. I Chile er der meget mere på spil.«

Samme holdning har historikeren Morten Thing, som var aktiv på venstrefløjen i tiden omkring kuppet:

»Chile var i højere grad end Vietnam noget, som havde med fremtiden og mulighederne at gøre. Der var mere perspektiv i det,« siger Morten Thing.

Både under og efter den socialistiske præsident Salvador Allendes tid ved magten fra 1970 til 73 nød Chile stor opmærksomhed fra venstrefløjen.

Allende var den eneste demokratisk valgte leder i verden, som var erklæret marxist, og det gjorde ham interessant. Han gennemførte omfattende jordreformer og nationaliserede Chiles kobberproduktion. Danske forskere og politikere – herunder socialdemokrater – tog til Chile for at studere Allendes politik.

Men økonomien løb løbsk, og Allendes styre fik en brat afslutning. Den 11. september 1973 tog Augusto Pinochet magten ved et kup, og Allende selv begik selvmord i præsidentpaladset i Santiago.

Analyse

Efter kuppet oprettedes i Danmark Chilekomiteen. Her diskuterede man, hvad der gik galt for Allende, og fra starten gik bølgerne højt:

»Man forsøgte at tage Chile hjem til Danmark. Så man kunne forberede sig på revolutionen herhjemme. Der var en fløj af blandt andre VS’ere, der brugte Chile til at sige, at man ikke kan indføre socialismen ad demokratisk vej. Borgerskabet, militæret og USA – vil slå igen,« siger Morten Lassen.

The New York Times

Den del af venstrefløjen så ikke nødvendigvis Allende som en helt. Man sympatiserede med ham, men mente, at han havde taget fejl. Han skulle være gået mere radikalt til værks, have allieret sig med den radikale oprørsgruppe MIR og bevæbnet befolkningen, så den var klar til at kæmpe, når kuppet kom. Det synspunkt blev især præsenteret i Politisk Revy, men også i Information. I en leder dagen efter kuppet skrev avisens daværende Latinamerikamedarbejder Jan Stage:

»Smukke illusioner passer ikke ind i revolutionens barske virkelighed. Han (Allende, red.) faldt på sin egen politik … Hovedansvaret har han selv. Og det er forskellen mellem den døde politiker Salvador Allende og den dræbte revolutionshelt Ernesto Guevara. Sidstnævnte døde som følge af en række konsekvente handlinger. Førstnævnte døde for enden af en lang vej brolagt med inkonsekvenser.«

Omvendt dyrkede især kommunisterne i DKP Allende som ikon. De mente, at han grundlæggende havde gjort det rigtige, men var blevet væltet af USA’s imperialisme. Diskussionerne på møderne i Chilekomiteen blev vilde:

»Man skændtes simpelthen. Kunne man skrive ’Allende – din kamp fortsætter’ på et banner?« fortæller Morten Lassen. Da man i Chilekomiteen til et af de første møder skulle blive enige om et arbejdsgrundlag, diskuterede man, hvorvidt man ville arbejde for at genindføre demokrati i Chile. Det var der nogen, der var uenige i og det endte med, at man skrev »ægte demokrati«, og med det mente man socialisme.

»Det er klassisk venstrefløjsdiskussion. Der går ævl og kævl i den, og det kan ikke undgå at gå ud over sagen. Alle kommer med deres egne teorier og læsninger, man diskuterer side op og side ned om MIR’s rolle og forholdet til Folkeenheden – og skulle han have kørt kristendemokraterne ud på et sidespor tidligere? Jordreformerne forfra og bagfra – var det for voldsomt? Og hærens historie. Mange gik tilsyneladende mere op i teorien, end i at samle penge sammen og hjælpe,« siger Morten Lassen og tilføjer:

»Det er vildt, at det humanitære ikke kunne være en fællesnævner – at man ikke kunne arbejde sammen om det.«

På et legendarisk møde den 17. december 1973 gik det helt galt. Man diskuterede bl.a., om de penge, der blev indsamlet, skulle gå til Allendes Folkeenheden eller til de venstreradikale i MIR. Og hvem der skulle administrere pengene – man stolede ikke på hinanden.

»Hvis man skulle lave en parodi på venstrefløjen i 70’erne, så skulle den starte lige der. Ved det møde,« siger Morten Lassen. En lang række fremtrædende venstrefløjsfolk som Morten Thing, Nils Bredsdorff, Ellen Brun, Steen Folke, Bente Hansen, Jens Lohmann, Otto Sand og Benito Scocozza var til stede, og diskussionerne var lange: »På et tidspunkt opgiver referenten at referere. Hun skriver bare ’Diskussion, diskussion, diskussion.’ Og Benito Scocozza er citeret for én eneste udtalelse ved mødet: ’Vi vrøvler’.«

Mødet endte med, at DKP’erne udvandrede, og at Chilekomiteen – ganske som det få år forinden var sket med De Danske Vietnamkommiteer – blev sprængt, og kommunisterne dannede Komiteen Salvador Allende.

I Information skrev Jan Stage skrev om mødet: »Magen til samling kværulanter og selvoptagne pseudorevolutionære har – med enkelte undtagelser – vel næppe været samlet op gennem hele det danske riges historie.«

Morten Thing husker ikke de konkrete diskussioner på mødet, men kun den dårlige stemning. I dag kan han godt se, at det virker underligt, at man ikke kunne enes, men som han siger, så var der »en voldsom mistillid« grupperne imellem.

»Vores kritik af DKP gik på, at de kun var interesserede i bevægelser, de kunne sætte sig på. Det var vi bange for, at de også ville gøre i dette tilfælde,« siger han. Derfor ser han splittelsen som helt naturlig.

Skænderierne fortsatte – blandt andet skrev Chilekomiteen, at Komiteen Salvador Allende har »pinlige nekrofile persondyrkende tendenser«. Man forsøgte stadig at lave fælles demonstrationer, men det lykkedes ikke altid.

»På et tidspunkt en 11. september er der to demonstrationer den samme dag. Den ene er på vej op ad Nørrebrogade, og den anden er på vej ned ad Nørrebrogade. Det er jo latterligt, at man ikke kan stå sammen, og at politiske forskelle skal stå i vejen for det humanitære arbejde,« siger Morten Lassen.

Selv om splittelsen i dag kan fremstå komisk, så var spørgsmålet om væbnet revolution eller ej helt centralt, fortæller Morten Thing:

»For os på venstrefløjen, som var uenige med kommunisterne, var Chile en bekræftelse af, at man blev nødt til at kigge på andre muligheder. Nogle støttede en demokratisk proces og mente, at det var bedst, hvis overgangen kom via et folketingsflertal. Men med Chile som eksempel stod det klart, at USA efterfølgende ville gribe ind, og at vi derfor var tvunget til at have våben i baghånden. Det var et udbredt synspunkt på venstrefløjen til venstre for DKP.«

Derfor var diskussionerne i Chilekomiteen mere end bare teoretiske øvelser, mener Morten Thing som i dag godt kan se, at man »nok overfortolkede rækkevidden af det,« som han siger:

»Chile lå i USA’s baggård. Det gør Danmark jo trods alt ikke, så det er i dag svært at forestille sig, at USA ville gribe ind i Danmark.«

Radikalt

De radikale tendenser prægede diskussionerne i Chilekomiteen. Men som et medlem siger i Kuppet i Chile: Der var jo ikke våbentræning i Hareskoven. Det var med andre ord mest retorikken, der var militant.

Jan Birket-Smith, hvis historie kan læses på side 18-19, er dog en undtagelse. Han var i Chile under kuppet, hvor han arbejdede for MIR, og Morten Thing sendte Kogebogen – en våben- og bombemanuel, som blev brugt af modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig – over til ham. Morten Thing fortryder i dag ikke, at han sendte Birket-Smirth Kogebogen:

»Der var mange skyer, der trak sammen over Chile. Jan var tilknyttet MIR og var stærkt bekymret. Der var diskussioner, som han ikke kunne referere i breve, men det stod klart, at de forsøgte at bevæbne sig, med henblik på hvad der kunne ske i fremtiden. Det syntes jeg lød som en god ting. Man kunne forestille sig, at USA ville gribe ind, så jeg ville hjælpe ham med at forberede sig på det værste. Men det fik selvfølgelig ikke den betydning, jeg havde håbet, det kunne få.«

Efter kuppet blev Jan Birket-Smith arresteret og var vidne til forfærdelige begivenheder på Estadio Nacional de Chile. Siden kom han og ægteparret Arne og Inger Mortensen til Danmark under stor mediebevågenhed. De afviste ved hjemkomsten at have arbejdet for MIR, men i Kuppet i Chile siger Jan Birket-Smith: »Jeg var jo i den forstand terrorist. Det var jeg jo.« Morten Thing afviser imidlertid, at han har støttet terrorisme:

»Der er afgørende forskel på terror og krigsførelse. Terrorisme er at efterlade en bombe i en bus med tilfældige mennesker. MIR planlage sabotage imod hæren. Det var en lovlig regering, der var ved at blive væltet, og derfor mener jeg, at MIR havde mandat til at føre krig mod Pinochet og hæren, delvist på Allendes vegne. Så jeg vil snarere sammenligne det med modstandskampen under krigen,« siger han.

12 dage efter kuppet døde den kommunistiske forfatter og nobelprismodtager Pablo Neruda af kræft. Tusinder af mennesker trodsede juntaens udgangsforbud og forvandlede begravelsesoptoget til en tavs protest mod kuppet. I midten for enden af kisten Nerudas enke, Matilde Urrutia.

Generelt var accepten af radikal adfærd noget større i 70’erne end i dag, mener Morten Lassen – også i den bredere befolkning. På den måde er Chile også et godt billede på tiden. Eksempelvis tog Danmark også imod medlemmer af MIR, som flygtede fra Pinochet:

»I dag var de jo kommet på EU’s terrorliste,« siger Morten Lassen.

Ricardo Labarca var medlem af MIR og lavede med egne ord ting, som var »100 procent radikale«, i årene op til 1973. Efter kuppet sad han to år i fængsel, og i 1975 endte han i Danmark, som hans familie i mellemtiden var flygtet til. Han husker modtagelsen som overvældende: »Det var et nederlag af dimensioner for mig at skulle forlade Chile, men modtagelsen var helt fantastisk,« fortæller han i dag.

»Der var stor solidaritet med Chile. Jeg ankom i september, og den 11. september var der demonstration imod Pinochet med tusindvis af mennesker på gaden. Den gang fandt jeg det egentlig meget naturligt, men i dag kan jeg jo godt se, hvor stort det var, at folk, som havde i hoved og røv, gad at vise solidaritet med os. Humanismen var i højsædet, og vi blev modtaget med åbne arme.«

Selv om venstrefløjen til tider kunne fremstå komisk, så er solidaritetsarbejdet imponerende, siger Morten Lassen: »Det var omfattende, og det var vedvarende. Det ser man ikke på samme måde i dag.« Det samme gælder den generelle nysgerrighed og studieturene til Chile:

»Man var vitterligt åben over for andre måder at indrette samfundet på. I dag hedder det ’Det Danmark du kender’,« siger Morten Lassen med henvisning til Socialdemokraternes slogan i valgkampen. Selvfølgelig var der også dengang folk med, som mest gjorde det for festerne, og som et medlem af Chilekomiteen bemærker i Kuppet i Chile, så var mange af de pinger, som kom til møderne, forsvundet, »så snart det handlede om at dele foldere ud foran Daells Varehus«. Men arbejdet varede ved i mere end 10 år – og folkestemningen var entydig: Man så generelt Allende som helten og Pinochet som skurken. Det oplevede Ricardo Larbarca også. Han var imponeret over danskernes viden om og engagement i konflikten.

Og det var ikke kun venstrefløjen, men hovedparten af befolkningen, der tog konflikten til sig og bød chilenerne velkomne, fortæller Morten Lassen:

»På venstrefløjen havde de chilenske flygtninge nærmest stjernestatus. Hvis du havde sådan en boende i dit kollektiv, så var det altså det vildeste kollektiv. Men også bredt i befolkningen tog man rigtig godt imod dem. Det er slet ikke som de syriske flygtninge i dag,« siger han. Og det endda selvom flere af dem var temmelig radikale:

»Nogle af dem var MIR-folk, som havde fået våbentræning på Cuba. Og det var også under den borgerlige regering, at man lukkede dem ind – efter Hartling kom til magten.«

Ricardo Labarca havde en enkelt ubehagelig samtale med politiet og en følelse af, at der var nogle underlige mennesker, som – måske – holdt øje med ham til et politisk møde. Ellers oplevede han ikke noget. Han beskriver sig selv som radikal, da han kom, men det ændrede sig med tiden:

»Det første år havde jeg planer om at tage til Cuba og derfra videre til Chile igen for at kæmpe imod Pinochet. Det var vi mange, der ville, men med tiden kunne vi se, at det var håbløst.«

Chilenerne endte med at blive rigtig godt integreret. De fik gode uddannelser og job, også Ricardo Labarca, som gjorde sin arkitektuddannelse færdig og siden har arbejdet som arkitekt. Gennem arbejdet i blandt andet Chilekomiteen fik han også danske venner og en dansk kæreste. Og så gjorde han sig i øvrigt en interessant betragtning:

»Jeg kunne se, at det, vi ville i Chile, var implementeret her. Den sociale retfærdighed fandtes i Danmark – og findes stadig. I Chile tog vi afstand fra den socialdemokratiske tilgang til socialismen, men jeg måtte jo konstatere, at den rent faktisk var lykkedes i Danmark. Reelt set var man meget længere end i de lande, der havde haft socialistiske revolutioner.«

Morten Lassen har talt med flere eksilchilenere, som har samme opfattelse:

»Flere – og især kvinderne – har sagt: ’Gud, det var jo det her, vi drømte om. Det var slet ikke Sovjet, vi ønskede, men et dansk velfærdssamfund.’ De havde aldrig set et land, hvor arbejderne havde det så godt. Der er flere, der fortryder, at de ikke støttede Allende mere i stedet for at være med til at presse ham ud i radikale ting. De fortryder deres militante holdning dengang,« siger Morten Lassen.

Morten Thing mener fortsat, at Chilekomiteens analyse var rigtig i forhold til situationen i Chile. Befolkningen skulle have haft våben. Men i en dansk sammenhæng har han ændret holdning til det spørgsmål, som dengang splittede både Chilekomiteen og venstrefløjen:

»I lande som vores må det foregå på en anden måde. Der må et nyt samfundssystem være båret frem af et parlamentarisk flertal. Det er derfra en ændring af staten og produktionen må tage sit udgangspunkt. Det er min holdning i dag, det er ikke det samme som dengang,« siger Morten Thing.

Arrangement: Kuppet i Chile

Kuppet i 1973 gjorde Chile til en folkesag i Danmark, og blev startskuddet til et omfattende solidaritetsarbejde, og hjælp til chilenske flygtninge, støtteaktioner m.m. Mød Morten Lassen, der på årsdagen for kuppet udgiver bogen Kuppet i Chile, og eksil chilener Ricardo Labarca. Interviewer, Informations Tobias Havmand.

Meld dig til arrangementet den 10. september her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Steffen Gliese
  • Jens Ole Hansen
Flemming Berger, Steffen Gliese og Jens Ole Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

christian christensen

Ja, Chile, Chile, Chile jeg husker det tydeligt fra min barndom i 70'erne. Ens folkeskolelærere snakkede salvelsesfuldt om Allende, og der kom folk fra Amnesty i klassens og spillede chilensk folkemusik og fortalte om tortur og det onde USA. Sydamerika var så praktisk langt væk, et Eldorado for drømme og sort-hvide billeder. Men ingen snakkede om diktaturerne lige ovre på den anden side af Østersøen, 20 km syd for Gedser, og meget få tog til DDR for at arbejde for ytringsfrihed og demokrati. Det var sgu for tæt på.

hans lemming, Christian Sørensen, Hans Aagaard og Poul Mikael Allarp anbefalede denne kommentar

"Men ingen snakkede om diktaturerne lige ovre på den anden side af Østersøen, 20 km syd for Gedser, og meget få tog til DDR for at arbejde for ytringsfrihed og demokrati. Det var sgu for tæt på". Det var godt nok underligt, siden vi havde den diskussion med jævne mellemrum i VS.
"Næsten samtidig forlod maoisterne (senere KFML) VS i Protest imod en FU-udtalelse med fordømmelse af Sovjets invasion i Tjekkoslovakiet, som indeholdt en støtte til Dubceks liberaliseringsforsøg, som de tog afstand fra, såvel som fra de strømninger i partiet de kaldte sandkasseanarkistiske. Og i løbet af foråret 1970 trak så anarkisterne sig ud af partiet og helligede sig arbejdet med Thy-lejren 1970. Omtrent samtidig forlod en lang række studenteraktivister partiet."
http://www.venstresocialisterne.dk/doc_h1.htm

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Felix Austin og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"In its advocacy of the Monroe Doctrine the United States considers its own interests. The integrity of Other American nations is an incident, not an end. While this may seem based on selfishness alone, the author of the Doctrine had no higher or more generous motive in its declaration."
Robert Lansing til president Wilson. (1915-1920 )

"»Chile lå i USA’s baggård. Det gør Danmark jo trods alt ikke, så det er i dag svært at forestille sig, at USA ville gribe ind i Danmark.«"

NATO-pagten ville vel kunne træde i kraft, hvis en pacifistisk dansk regeringen begyndte at omlægge vort forsvar til et reelt defensivt ét? Og når man ser på destabiliseringsaktiviteterne rundt om i verden, foranstaltet af bl.a. USA, tegner der sig vist et noget andet trusselsbillede, om man må udtrykke sig så hedensk. :)

Karsten Aaen, Aksel Gasbjerg, Niels-Holger Nielsen, Flemming Berger, lars abildgaard, Niels Duus Nielsen, Felix Austin og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

christian engel, du har ret. Folkeskolelærerne har i dit tilfælde optrådt utilgiveligt enøjet. Naturligvis skulle de have forklaret jer forskellen på, at en Stat som den østtyske der havde millioner og atter millioner af menneskeliv i Sovjetunionen på samvittigheden, blev tvunget til selvopdragelse, og så at USA hjalp overklassen og et blodigt militærdiktatur til magten i et land hvor befolkningen ved et demokratisk valg havde valgt en socialistisk regering. Forlang dine skolepenge tilbage.

Claus Oreskov, Flemming Berger, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Peter Jensen, Felix Austin og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Per Dørup Jensen

Ok, det var ikke borgerlige demokratier på den anden side af Østersøen, men går der ikke nu lige lovlig meget selv-sving i relanceringen af borgerskabets unuancerede fortælling om "diktaturerne" i DDR og Czekoslovarkiet?

Med hensyn til Chile må det tilføjes at størstedelen af den chilenske overklasse og middelklasse i en helt uhørt grad var misinformeret af den monopoliserede presse, om forholdene i Chile under Pinochet, og afsløringerne om de 3-4.000 venstreorienterede, der blev dræbt ved at blive dumpet fra fly i stor højde i Stillehavet i torteret og narkopåvirket tilstand , kom som et chok for rigtig mange. Det kan jo tænkes at chilenerne har indset at de ikke på nogen måde kan basere deres samfunds udvikling på et af USA indsat militærdiktatur. I øvrigt er demokratiet i Chile ikke nyt det kom på skinner i 1932 - men altså afbrudt af Pinochet-diktaturet.

Claus Oreskov, Karsten Aaen, Felix Austin, Per Dørup Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

erik mørk thomsen, du tager fejl hvis du tror Chile- kuppet ikke rækker helt frem til vor tid. Chile var i realiteten et laboratorie i fuldskala for Friedman's økonomiske ideer gennemført af de såkaldte neoliberale - økonomer fra Chicago-skole. Erfaringerne blev forsøgt opskaleret i Rusland under Jeltsin, med katastrofale følger for almindelige russere.

Claus Oreskov, Aksel Gasbjerg, Jens Thaarup Nyberg, Felix Austin og Per Dørup Jensen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Bill Aktins, du har helt ret i, at man smadre Chiles økonomi, på grund af de neonliberale, ligesom man er ved at smadre resten af verdens i dag, på grund af de samme tåbelige ideer.
Men ses fra dansk side, betød kuppet ikke ret meget.
Ok, jeg har nok været med til at vedtage en udtales om det, eller to.
Men eller var det, den daglige kamp, der optog os, i hvert fald i DKP.
Hvad der optog SAP,KAP, DKPml, DKPlm, IT og de andre, ved jeg ikke, men sidde 50 år efter, og skændes om, hvem havde ret, er totalt ligegyldigt.
Spild af tid, ligesom det var dengang.

Karsten Kølliker

Der har været mange momenter i min ultimative skuffelse over Obamas præsidentskab, og et af dem var hans officielle besøg i Chile i marts 2011. Forud for dette møde var der en stemning af, at Obama ville være manden der kunne hele de dybe sår i den chilenske befolkning, som USA's feje og manipulerende og nådesløse fremfærd havde forårsaget. Men uanset hvor meget det lå i luften, så kunne han ikke sige undskyld. Han ville ikke sige undskyld. Og både hans og hans talsmænds talen udenom var at tage fejheden til et nyt niveau, som var rent ud pinligt.

Således kan jeg forundres over politikernes og magthavernes tonedøvhed. Ved til stadighed at benægte hvad er evident for alle andre, opnår de ikke andet end at undergrave deres egen troværdighed. Ligesom nu senest med nedlæggelsen af Irak-kommissionen herhjemme. De tror de bevarer systemerne ved at dække over fejlgrebene, og dermed dække over med hvilken hovmodig arrogance de har udfoldet magten, og jo mere omfattende fortielserne og benægtelserne bliver, jo mere sikker og jo mere omfattende bliver den kommende omvæltning. Med alle de håb der blev investeret i hans præsidentskab var Obama formentlig manden, der kunne have påbegyndt en fredelig demontering af imperiet, hvilket samtidig ville have åbnet for muligheden af en genkomst af fred og samarbejde og sund fornuft, og dermed et humanistisk beredskab som ville sætte os i stand til at konfrontere de mægtige udfordringer vi står med som art og de facto som planetens caretakers.

Personligt gætter jeg på at USA’s historie i stedet står foran et totalt kollaps. Det der får lavinen til at rulle vil formentlig være, at den amerikanske centralbank ikke længere formår at inddæmme uroen på børserne og valutamarkederne, og når hele gældsætningsøkonomien dermed imploderer vil det komme for en dag, hvor mange der var på CIAs lønningslister som påvirkningsagenter. Og dermed bliver klart for den almindelige befolkning, at vores virkelighed var mere konstrueret end vi gik og troede, og at vores samfundsmæssige rammer havde flere fællestræk med Pinochets topstyrede regime end med Allendes bottom-up-demokratiske vision. Vores samtidshistorie står foran en mægtig revision.

Jeg tror det er en højaktuel bog Morten Lassen har skrevet, blot er det min fornemmelse at den venstreorienterede vinkling er sekundær. Hvis ”ægte demokrati” tilbage i 70’erne blev brugt som salomonisk samlebetegnelse for de forskellige opfattelser af socialisme, så er pointen i mine øjne den modsatte. Altså at socialisme var en bestemt historisk periodes forsøg på at give form på ægte demokrati. Og menneskehedens ønsker om og begær efter ægte demokrati forekommer i dag at være stærkere end nogensinde før i historien.

Trond Meiring, Karsten Aaen, Aksel Gasbjerg, Jens Thaarup Nyberg, Niels-Holger Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Pinochet militærkup fandt sted netop i de måneder, hvor jeg og en flok venner fandt ud af, at venstrefløjen var vores politiske ståsted. Og vi blev ret hurtigt radikaliserede af dén oplevelse; vi kunne jo med vores egne øjne se, at fredelig, parlamentarisk overgang til socialisme ikke var en praktisk mulighed, hvor skønt det end kunne lyde i teorien. Så jeg smiler lidt foragteligt, når politikere i dag taler så meget om antiradikalering, som et politisk mål. For radikalisering er for det første ikke entydigt dårligt, og radikaliseringen opstår jo for det andet ikke ud af den rene luft. Den skyldes konkrete oplevelser og hændelser.

@christian engel:
du er en modig mand at du tillader dig at perspektivere overfor forholdene i vores egen baggård, som bill atkins som venligt gør dig opmærksom på: når man anser livet og forholdene bag jerntæppet for millioner - også alle dem uden nogen mulighed for et ansvar - som at være "tvungen til selvopdragelse" (altså vel en retfærdig straf?), så er man formentlig forbi al mulighed for dialog eller fælles forståelse.
Jeg er selv skolebarn af 60' og 70'erne og er HELT enig i din kritik: der var INGEN oplysning om forholdene få kilometer herfra - men masser af lærere som arrangerede/var med i div. friheds- og "solidaritets"-initiativer med USA's fjender.
Chile var ganske sikkert en modbydelig omgang, men selvopgøret (eller skulle man kalde det "selvopdragelsen"?) om "the willing suspension of disbelief" mangler fortsat på venstrefløjen. Tak til bill atkins for at gøre det helt klart, hvis nogen var i tvivl.

@hans lemming
Hvem - udover DKP - støttede Sovjetunionen og deres valsalstater?
Du har da vist været uheldig mht. dine skolelærere

Henrik Larsen, jeg blev radikaliseret da USA tæppebombede hospitaler, sanatorier, skoler, diger og andre civile anlæg i Hanoi og Haiphong. Bombningerne af digerne ved Haiphong var et forsøg på at oversvømme byen. Vi var flere - faktisk over hele den vestlige verden - der undersøgte muligheden for at komme til Vietnam og hjælpe, men Ho Chi Min afviste med ordene: "Bliv hjemme og bekæmp imperialismen derfra.." og det viste sig jo at han havde ret i den strategi.

Liliane Murray, Per Torbensen, Claus Oreskov, Henrik Larsen, erik mørk thomsen, Aksel Gasbjerg og Curt Sørensen anbefalede denne kommentar

Sjovt nok er Bertran Russell enslydende med Morten Lassen. Russel mente også at USA ville modsætte sig ethvert forsøg på at indføre socialisme i noget Europæisk land. I den lille bog ”The Practice and Theory of Bolshevism” skriver Russel at hvis kommunismen f.eks. blev indført i England, så ville USA indlede en handels boykot som hurtigt ville tvinge England i knæ! Fordi: ” It must be assumed that those who profit by the existing system will fight to preserve it, and their fight may be sufficiently severe to destroy all that is bedst in Communism during the struggle, as well as everthing else that has value in modern civilization”. Og netop af same grund er det at proletariatet overalt i verden må gå i krig:
“Porque el proletariado,
porque el proletariado,
Porque el proletariado,
¡Mamita mía,
Ganó la guerra,
Ganó la guerra.”
(https://www.youtube.com/watch?v=vU2A12sKpTg)
Derfor skrev en fredelig socialdemokrat i 1967: ” Kan der rejses tvivl om nødvendigheden af en revolutionær fremgangsmåde ved gennemførelsen af socialismen i et samfund, hvor det kan ske ved at anvende de parlamentariske muligheder, skulle der ikke være tvivl om det nødvendige i at gå revolutionært til værks, hvor sådanne muligheder ikke er til stede” (Viggo Kampmand: ”Socialismens Skæbne”). Imidlertid havde den nye venstrefløj dengang i 70’ ikke haft så stor en berøringsangst med Sovjetunionen havde de måske vidst at Lenin ikke afviste deltagelse i borgerlige parlamenter. Vejen til at omstyrte udbytter regimer er mange og komplekse. (Se f.eks.: ”Skal man deltage i borgerlige parlamenter”. Lenin Udvalgte værker Nr. 12, side 45.