Et før og efter for den danske venstrefløj

Revolution eller reform? Det har altid været et af de afgørende spørgsmål og stridspunkter på venstrefløjen, og med kuppet i Chile i 1973 blev splittelsen mellem de to filosofier mere tydelig end nogensinde:

»Du får det i en maggiterning her,« siger historikeren Morten Lassen, aktuel med bogen Kuppet i Chile.

Det er Vietnam, der traditionelt fylder mest, når nutidens unge undervises i venstrefløjens historie, men Chile er i virkeligheden mere interessant, mener Morten Lassen, lektor på Københavns VUC:

»Vietnam var fjernt, og – trukket hårdt op – var den eneste erkendelse, venstrefløjen fik fra den krig, at USA er de onde. I Chile er der meget mere på spil.«

Samme holdning har historikeren Morten Thing, som var aktiv på venstrefløjen i tiden omkring kuppet:

»Chile var i højere grad end Vietnam noget, som havde med fremtiden og mulighederne at gøre. Der var mere perspektiv i det,« siger Morten Thing.

Både under og efter den socialistiske præsident Salvador Allendes tid ved magten fra 1970 til 73 nød Chile stor opmærksomhed fra venstrefløjen.

Allende var den eneste demokratisk valgte leder i verden, som var erklæret marxist, og det gjorde ham interessant. Han gennemførte omfattende jordreformer og nationaliserede Chiles kobberproduktion. Danske forskere og politikere – herunder socialdemokrater – tog til Chile for at studere Allendes politik.

Men økonomien løb løbsk, og Allendes styre fik en brat afslutning. Den 11. september 1973 tog Augusto Pinochet magten ved et kup, og Allende selv begik selvmord i præsidentpaladset i Santiago.

Analyse

Efter kuppet oprettedes i Danmark Chilekomiteen. Her diskuterede man, hvad der gik galt for Allende, og fra starten gik bølgerne højt:

»Man forsøgte at tage Chile hjem til Danmark. Så man kunne forberede sig på revolutionen herhjemme. Der var en fløj af blandt andre VS’ere, der brugte Chile til at sige, at man ikke kan indføre socialismen ad demokratisk vej. Borgerskabet, militæret og USA – vil slå igen,« siger Morten Lassen.

The New York Times

Den del af venstrefløjen så ikke nødvendigvis Allende som en helt. Man sympatiserede med ham, men mente, at han havde taget fejl. Han skulle være gået mere radikalt til værks, have allieret sig med den radikale oprørsgruppe MIR og bevæbnet befolkningen, så den var klar til at kæmpe, når kuppet kom. Det synspunkt blev især præsenteret i Politisk Revy, men også i Information. I en leder dagen efter kuppet skrev avisens daværende Latinamerikamedarbejder Jan Stage:

»Smukke illusioner passer ikke ind i revolutionens barske virkelighed. Han (Allende, red.) faldt på sin egen politik … Hovedansvaret har han selv. Og det er forskellen mellem den døde politiker Salvador Allende og den dræbte revolutionshelt Ernesto Guevara. Sidstnævnte døde som følge af en række konsekvente handlinger. Førstnævnte døde for enden af en lang vej brolagt med inkonsekvenser.«

Omvendt dyrkede især kommunisterne i DKP Allende som ikon. De mente, at han grundlæggende havde gjort det rigtige, men var blevet væltet af USA’s imperialisme. Diskussionerne på møderne i Chilekomiteen blev vilde:

»Man skændtes simpelthen. Kunne man skrive ’Allende – din kamp fortsætter’ på et banner?« fortæller Morten Lassen. Da man i Chilekomiteen til et af de første møder skulle blive enige om et arbejdsgrundlag, diskuterede man, hvorvidt man ville arbejde for at genindføre demokrati i Chile. Det var der nogen, der var uenige i og det endte med, at man skrev »ægte demokrati«, og med det mente man socialisme.

»Det er klassisk venstrefløjsdiskussion. Der går ævl og kævl i den, og det kan ikke undgå at gå ud over sagen. Alle kommer med deres egne teorier og læsninger, man diskuterer side op og side ned om MIR’s rolle og forholdet til Folkeenheden – og skulle han have kørt kristendemokraterne ud på et sidespor tidligere? Jordreformerne forfra og bagfra – var det for voldsomt? Og hærens historie. Mange gik tilsyneladende mere op i teorien, end i at samle penge sammen og hjælpe,« siger Morten Lassen og tilføjer:

»Det er vildt, at det humanitære ikke kunne være en fællesnævner – at man ikke kunne arbejde sammen om det.«

På et legendarisk møde den 17. december 1973 gik det helt galt. Man diskuterede bl.a., om de penge, der blev indsamlet, skulle gå til Allendes Folkeenheden eller til de venstreradikale i MIR. Og hvem der skulle administrere pengene – man stolede ikke på hinanden.

»Hvis man skulle lave en parodi på venstrefløjen i 70’erne, så skulle den starte lige der. Ved det møde,« siger Morten Lassen. En lang række fremtrædende venstrefløjsfolk som Morten Thing, Nils Bredsdorff, Ellen Brun, Steen Folke, Bente Hansen, Jens Lohmann, Otto Sand og Benito Scocozza var til stede, og diskussionerne var lange: »På et tidspunkt opgiver referenten at referere. Hun skriver bare ’Diskussion, diskussion, diskussion.’ Og Benito Scocozza er citeret for én eneste udtalelse ved mødet: ’Vi vrøvler’.«

Mødet endte med, at DKP’erne udvandrede, og at Chilekomiteen – ganske som det få år forinden var sket med De Danske Vietnamkommiteer – blev sprængt, og kommunisterne dannede Komiteen Salvador Allende.

I Information skrev Jan Stage skrev om mødet: »Magen til samling kværulanter og selvoptagne pseudorevolutionære har – med enkelte undtagelser – vel næppe været samlet op gennem hele det danske riges historie.«

Morten Thing husker ikke de konkrete diskussioner på mødet, men kun den dårlige stemning. I dag kan han godt se, at det virker underligt, at man ikke kunne enes, men som han siger, så var der »en voldsom mistillid« grupperne imellem.

»Vores kritik af DKP gik på, at de kun var interesserede i bevægelser, de kunne sætte sig på. Det var vi bange for, at de også ville gøre i dette tilfælde,« siger han. Derfor ser han splittelsen som helt naturlig.

Skænderierne fortsatte – blandt andet skrev Chilekomiteen, at Komiteen Salvador Allende har »pinlige nekrofile persondyrkende tendenser«. Man forsøgte stadig at lave fælles demonstrationer, men det lykkedes ikke altid.

»På et tidspunkt en 11. september er der to demonstrationer den samme dag. Den ene er på vej op ad Nørrebrogade, og den anden er på vej ned ad Nørrebrogade. Det er jo latterligt, at man ikke kan stå sammen, og at politiske forskelle skal stå i vejen for det humanitære arbejde,« siger Morten Lassen.

Selv om splittelsen i dag kan fremstå komisk, så var spørgsmålet om væbnet revolution eller ej helt centralt, fortæller Morten Thing:

»For os på venstrefløjen, som var uenige med kommunisterne, var Chile en bekræftelse af, at man blev nødt til at kigge på andre muligheder. Nogle støttede en demokratisk proces og mente, at det var bedst, hvis overgangen kom via et folketingsflertal. Men med Chile som eksempel stod det klart, at USA efterfølgende ville gribe ind, og at vi derfor var tvunget til at have våben i baghånden. Det var et udbredt synspunkt på venstrefløjen til venstre for DKP.«

Derfor var diskussionerne i Chilekomiteen mere end bare teoretiske øvelser, mener Morten Thing som i dag godt kan se, at man »nok overfortolkede rækkevidden af det,« som han siger:

»Chile lå i USA’s baggård. Det gør Danmark jo trods alt ikke, så det er i dag svært at forestille sig, at USA ville gribe ind i Danmark.«

Radikalt

De radikale tendenser prægede diskussionerne i Chilekomiteen. Men som et medlem siger i Kuppet i Chile: Der var jo ikke våbentræning i Hareskoven. Det var med andre ord mest retorikken, der var militant.

Jan Birket-Smith, hvis historie kan læses på side 18-19, er dog en undtagelse. Han var i Chile under kuppet, hvor han arbejdede for MIR, og Morten Thing sendte Kogebogen – en våben- og bombemanuel, som blev brugt af modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig – over til ham. Morten Thing fortryder i dag ikke, at han sendte Birket-Smirth Kogebogen:

»Der var mange skyer, der trak sammen over Chile. Jan var tilknyttet MIR og var stærkt bekymret. Der var diskussioner, som han ikke kunne referere i breve, men det stod klart, at de forsøgte at bevæbne sig, med henblik på hvad der kunne ske i fremtiden. Det syntes jeg lød som en god ting. Man kunne forestille sig, at USA ville gribe ind, så jeg ville hjælpe ham med at forberede sig på det værste. Men det fik selvfølgelig ikke den betydning, jeg havde håbet, det kunne få.«

Efter kuppet blev Jan Birket-Smith arresteret og var vidne til forfærdelige begivenheder på Estadio Nacional de Chile. Siden kom han og ægteparret Arne og Inger Mortensen til Danmark under stor mediebevågenhed. De afviste ved hjemkomsten at have arbejdet for MIR, men i Kuppet i Chile siger Jan Birket-Smith: »Jeg var jo i den forstand terrorist. Det var jeg jo.« Morten Thing afviser imidlertid, at han har støttet terrorisme:

»Der er afgørende forskel på terror og krigsførelse. Terrorisme er at efterlade en bombe i en bus med tilfældige mennesker. MIR planlage sabotage imod hæren. Det var en lovlig regering, der var ved at blive væltet, og derfor mener jeg, at MIR havde mandat til at føre krig mod Pinochet og hæren, delvist på Allendes vegne. Så jeg vil snarere sammenligne det med modstandskampen under krigen,« siger han.

12 dage efter kuppet døde den kommunistiske forfatter og nobelprismodtager Pablo Neruda af kræft. Tusinder af mennesker trodsede juntaens udgangsforbud og forvandlede begravelsesoptoget til en tavs protest mod kuppet. I midten for enden af kisten Nerudas enke, Matilde Urrutia.

Generelt var accepten af radikal adfærd noget større i 70’erne end i dag, mener Morten Lassen – også i den bredere befolkning. På den måde er Chile også et godt billede på tiden. Eksempelvis tog Danmark også imod medlemmer af MIR, som flygtede fra Pinochet:

»I dag var de jo kommet på EU’s terrorliste,« siger Morten Lassen.

Ricardo Labarca var medlem af MIR og lavede med egne ord ting, som var »100 procent radikale«, i årene op til 1973. Efter kuppet sad han to år i fængsel, og i 1975 endte han i Danmark, som hans familie i mellemtiden var flygtet til. Han husker modtagelsen som overvældende: »Det var et nederlag af dimensioner for mig at skulle forlade Chile, men modtagelsen var helt fantastisk,« fortæller han i dag.

»Der var stor solidaritet med Chile. Jeg ankom i september, og den 11. september var der demonstration imod Pinochet med tusindvis af mennesker på gaden. Den gang fandt jeg det egentlig meget naturligt, men i dag kan jeg jo godt se, hvor stort det var, at folk, som havde i hoved og røv, gad at vise solidaritet med os. Humanismen var i højsædet, og vi blev modtaget med åbne arme.«

Selv om venstrefløjen til tider kunne fremstå komisk, så er solidaritetsarbejdet imponerende, siger Morten Lassen: »Det var omfattende, og det var vedvarende. Det ser man ikke på samme måde i dag.« Det samme gælder den generelle nysgerrighed og studieturene til Chile:

»Man var vitterligt åben over for andre måder at indrette samfundet på. I dag hedder det ’Det Danmark du kender’,« siger Morten Lassen med henvisning til Socialdemokraternes slogan i valgkampen. Selvfølgelig var der også dengang folk med, som mest gjorde det for festerne, og som et medlem af Chilekomiteen bemærker i Kuppet i Chile, så var mange af de pinger, som kom til møderne, forsvundet, »så snart det handlede om at dele foldere ud foran Daells Varehus«. Men arbejdet varede ved i mere end 10 år – og folkestemningen var entydig: Man så generelt Allende som helten og Pinochet som skurken. Det oplevede Ricardo Larbarca også. Han var imponeret over danskernes viden om og engagement i konflikten.

Og det var ikke kun venstrefløjen, men hovedparten af befolkningen, der tog konflikten til sig og bød chilenerne velkomne, fortæller Morten Lassen:

»På venstrefløjen havde de chilenske flygtninge nærmest stjernestatus. Hvis du havde sådan en boende i dit kollektiv, så var det altså det vildeste kollektiv. Men også bredt i befolkningen tog man rigtig godt imod dem. Det er slet ikke som de syriske flygtninge i dag,« siger han. Og det endda selvom flere af dem var temmelig radikale:

»Nogle af dem var MIR-folk, som havde fået våbentræning på Cuba. Og det var også under den borgerlige regering, at man lukkede dem ind – efter Hartling kom til magten.«

Ricardo Labarca havde en enkelt ubehagelig samtale med politiet og en følelse af, at der var nogle underlige mennesker, som – måske – holdt øje med ham til et politisk møde. Ellers oplevede han ikke noget. Han beskriver sig selv som radikal, da han kom, men det ændrede sig med tiden:

»Det første år havde jeg planer om at tage til Cuba og derfra videre til Chile igen for at kæmpe imod Pinochet. Det var vi mange, der ville, men med tiden kunne vi se, at det var håbløst.«

Chilenerne endte med at blive rigtig godt integreret. De fik gode uddannelser og job, også Ricardo Labarca, som gjorde sin arkitektuddannelse færdig og siden har arbejdet som arkitekt. Gennem arbejdet i blandt andet Chilekomiteen fik han også danske venner og en dansk kæreste. Og så gjorde han sig i øvrigt en interessant betragtning:

»Jeg kunne se, at det, vi ville i Chile, var implementeret her. Den sociale retfærdighed fandtes i Danmark – og findes stadig. I Chile tog vi afstand fra den socialdemokratiske tilgang til socialismen, men jeg måtte jo konstatere, at den rent faktisk var lykkedes i Danmark. Reelt set var man meget længere end i de lande, der havde haft socialistiske revolutioner.«

Morten Lassen har talt med flere eksilchilenere, som har samme opfattelse:

»Flere – og især kvinderne – har sagt: ’Gud, det var jo det her, vi drømte om. Det var slet ikke Sovjet, vi ønskede, men et dansk velfærdssamfund.’ De havde aldrig set et land, hvor arbejderne havde det så godt. Der er flere, der fortryder, at de ikke støttede Allende mere i stedet for at være med til at presse ham ud i radikale ting. De fortryder deres militante holdning dengang,« siger Morten Lassen.

Morten Thing mener fortsat, at Chilekomiteens analyse var rigtig i forhold til situationen i Chile. Befolkningen skulle have haft våben. Men i en dansk sammenhæng har han ændret holdning til det spørgsmål, som dengang splittede både Chilekomiteen og venstrefløjen:

»I lande som vores må det foregå på en anden måde. Der må et nyt samfundssystem være båret frem af et parlamentarisk flertal. Det er derfra en ændring af staten og produktionen må tage sit udgangspunkt. Det er min holdning i dag, det er ikke det samme som dengang,« siger Morten Thing.

Arrangement: Kuppet i Chile

Kuppet i 1973 gjorde Chile til en folkesag i Danmark, og blev startskuddet til et omfattende solidaritetsarbejde, og hjælp til chilenske flygtninge, støtteaktioner m.m. Mød Morten Lassen, der på årsdagen for kuppet udgiver bogen Kuppet i Chile, og eksil chilener Ricardo Labarca. Interviewer, Informations Tobias Havmand.

Meld dig til arrangementet den 10. september her