Læsetid: 11 min.

»Jeg var jo i den forstand terrorist«

BOGUDDRAG: I 1972 rejste den nyuddannede arkitekt Jan Birket-Smith til Chile for at deltage i den socialistiske forandring af landet. Det satte ham i kontakt med den meste militante del af den chilenske venstrefløj, og bragte ham faretruende tæt på Pinochets magtapparat under militærkuppet et år senere. Hans historie er beskrevet i Morten Lassens bog ’Kuppet i Chile og den danske venstrefløj’
Unge, der var mistænkt for at være venstreorienterede, blev arresteret og indbragt til forhør på det nationale stadion i Santiago, september 1973. Stadion fungerede som tortur- og afhøringscentral i månederne efter kuppet.

Unge, der var mistænkt for at være venstreorienterede, blev arresteret og indbragt til forhør på det nationale stadion i Santiago, september 1973. Stadion fungerede som tortur- og afhøringscentral i månederne efter kuppet.

David Burnett

5. september 2015

Da Jan Birket-Smith i 1972 som 27-årig havde taget afgang fra Arkitektskolen med speciale i byplanlægning, begyndte han at se sig om efter et sted, hvor han kunne udfolde sine evner. Han havde længe drømt om at komme til et tredjeverdensland, fordi han brændte for at hjælpe verdens fattige. På det tidspunkt var der megen snak om Cuba, men her var der ikke brug for flere udenlandske arkitekter.

Det var nu også Chile, der trak:

»Jeg syntes, at det ville være superspændende at følge Allendes Unidad Popular på nærmeste hold, og jeg håbede, at jeg kunne være med til at forme den socialistiske udvikling.«

Han var igennem nogle venner kommet i kontakt med Arne og Inger Mortensen, som var udstationeret af DANIDA i Santiago. De tilbød gæstfrit, at han kunne bo hos dem, når han ankom til Chile. Dermed var sagen afgjort, og Jan kunne i sommeren 1972 gå om bord på en gammel færge og sejle til Buenos Aires for 170 dollars.

På trods af ægteparret Mortensens gæstfrihed var den første tid ikke let. Manglende spanskkundskaber stod i vejen for et rigtigt job, men Jan fik snart et ulønnet arbejde på arkitektskolen på Chiles Universitet i Santiago. Senere fik han en stilling i Landbrugsministeriet, hvor han blev sat til at lave forslag til, hvad den nationaliserede jord skulle bruges til. Der skulle udvikles forslag og laves modeller, og der skulle foretages rejser rundt i landet og diskuteres med repræsentanter for bønderne for at finde frem til de bedste forslag. Og der var ingen grænser for, hvad man måtte foreslå. »Det var skidehamrende spændende.«

Kontakten til MIR

Jan oplever således den fredelige overgang til socialismen, men han er heller ikke blind for de spændinger, som dagligt slår sprækker i samfundet. En aften spørger Arne ham, om han vil med på en nattetur og male noget graffiti. Det lød umiddelbart underligt, men Jan tænkte, at »det ville jeg sgu da gerne«.

Graffitien var murmalerier med politiske slogans. Jan fandt hurtigt ud af, at de andre i gruppen var fra MIR (Den Venstrerevolutionære Bevægelse, red.), og han blev venner med flere af dem. Langsomt blev han viklet ind i MIR’s arbejde, han gik til både offentlige og hemmelige møder, han arbejdede i cordones industriales (arbejderrådene, red.), og da transportstrejken i august 1973 lammede landet, distribuerede Jan sammen med MIR gasflasker og mælk rundt i landet ad alternative kanaler.

»Jeg var ikke medlem af MIR, men jeg var nok kendt som et medlem, i hvert fald som sympatisør. Jeg deltog i mange af deres aktiviteter, og især distributionsarbejdet under strejken var en god introduktion til MIR.«

Det mislykkede Tancazo-kup – i juni 73 –var med til at overbevise Jan om, at MIR havde ret i, at borgerskabet planlagde et nyt og mere voldsomt kup.

»Jeg skrev derfor til min ven Morten Thing, at jeg stod med nogle folk her, som havde et desperat behov for våben, og jeg bad ham om at sende en kopi af Kogebogen

Kogebogen var en håndbog i at lave bomber i køkkenet, som modstandsgruppen BOPA fik lavet i to eksemplarer under besættelsen. Den ene var ejet af Børge Thing, Mortens far, og blev opbevaret på Frihedsmuseet. Men det lykkedes Morten Thing at fremskaffe en kopi og sende den til Santiago. Morten Thing husker i dag, at Jan ikke lagde skjul på, at i de kredse, han færdedes i, regnede man bestemt med en kontrarevolution.

»Af sikkerhedsårsager blev bogen sendt kapitel for kapitel, og jeg gav den videre til MIR,« fortæller Jan, som afviser, at inspirationen til den revolutionære kamp kom fra Che Guevara eller fra tidens revolutionsromantik.

»Nej, hvis jeg endelig skal pege på noget, så kom inspirationen fra mine forældres modstandskamp under besættelsen. I øvrigt tror jeg ikke, at man tænker, ’jeg vil være revolutionær’, det er derimod situationen, som gør én revolutionær.«

I dagene op til kuppet blev huset i Maipú beskudt, sikkert af folk fra Patria y Libertad (en højreradikal gruppe, red.), så Arne og Jan anskaffede sig pistoler.

»De kostede ingenting og kunne købes overalt. Tiderne var ren Wild West.«

Kuppet

Da Jan om morgenen den 11. september hørte om kuppet i radioen, skyndte han sig med bussen ind til byen. Aftalen blandt MIR-medlemmerne var, at så snart kuppet kom, og det regnede alle med, at det ville, så skulle man mobiliseres på sin arbejdsplads. Præcis som under Tancazo-kuppet et par måneder forinden.

»Det var nok uvist, om man skulle kæmpe, men et eller andet skulle man gøre.«

Men da Jan ankom til Landbrugsministeriet, var porten låst, og der var ingen MIR-folk i nærheden. Præsidentpaladset, La Moneda, var lige blevet bombet, og røgen væltede gennem gaderne. Samtidig var der blevet erklæret udgangsforbud, og Jan måtte snige sig hjemad gennem byen. Intentionerne om kamp blev afløst af hensynet til egen sikkerhed. På vej hjem havnede Jan midt i en ildkamp på hovedgaden O’Higgins, og en soldat råbte, at han skulle smide sig ned på jorden. Fra sit skjul så han to dræbte skolebørn ligge på gaden. Da træfningen var overstået, blev Jan arresteret. Alle udlændinge var i denne fase mistænkelige. Han blev ført ned til en kælder under Udenrigsministeriet, hvor der i forvejen befandt sig hundredvis af fanger. Soldaterne kropsvisiterede ham og truede ham med, at »vi skal nok få dig til at synge« (vas a cantar).

»Det stod mig klart, at det kunne være farligt at have arbejdet for regeringen, så jeg ødelagde i smug mit identitetskort, som bevidnede, at jeg arbejdede i Landbrugsministeriet. Da et større antal fanger blev sluppet fri under en kort ophævelse af udgangsforbuddet, lykkedes det mig at slippe med ud. Hvordan jeg kom hjem til huset i Maipú, husker jeg ikke.«

Dagene efter var kaotiske. Når Jan og Arne ikke sad i Maipú og ventede på nyheder, kørte de ind til centrum. Dels drevet af nysgerrighed, dels drevet af ønsket om at hjælpe. Et par gange transporterede de forfulgte kammerater til den svenske ambassade. Arne havde adgang til et folkevognsrugbrød, og der var ikke altid vagter ved ambassaden.

»Der var vild forvirring, så når vi så vores snit til det, læssede vi de efterlyste MIR-folk af, fik en snak med Harald Edelstam (Sveriges ambassadør, red.) og kørte hjem igen. Jeg kan ikke huske, hvorfor vi vidste, at det var den svenske ambassade, man skulle til, men det vidste man bare ret hurtigt. Jeg fik et godt indtryk af den svenske ambassadør – han var virkelig en knag.«

Men hvad skulle de stille op med de kapitler af Kogebogen, som Morten Thing havde sendt til dem, og som de havde liggende i huset?

Og hvad med våbnene? Hvis de blev arresteret, og man fandt ud af, at de havde været involveret i at udbrede våbenintroduktioner, ville det ser sort ud. Så ville de leve op til juntaens skræmmebillede og propaganda, som sagde, at Allende havde åbnet grænserne for udenlandske terrorister.

»Det tror jeg ikke, at vi havde overlevet.«

Stukket og anholdt

Først gemte de pistolerne og alle våbenmanualerne under taget på nabohuset, og senere gik de i gang med at brænde instruktionstegningerne i baghaven.

»Sikkerhedsstyrkerne var virkelig paranoide på det her tidspunkt, ikke mindst på grund af en såkaldt Zeta-plan, som juntaen – påstod de – havde fundet i præsidentpaladset, og som var en liste over officerer og højreorienterede politikere, som skulle udryddes. Om torsdagen den 27. september kom de. En eller anden havde stukket os.«

Soldaterne åbnede ikke døren – de væltede den. Inger og Jan blev smidt op ad væggen. Mens de blev holdt op med maskinpistoler, gennemrodede soldaterne huset, og de var grundige. Alt kunne bruges som bevismateriale: Venstreorienterede bøger og musik, og især en plakat fra en Unidad Popular-demonstration blev af soldaterne opfattet som belastende for danskerne. Da soldaterne fortsatte gennemsøgningen i baghaven, fandt de et par halve sider i askebunken, som ikke var gået op i røg, og som tydeligt viste en tegning af en brandbombe.

»Vas a cantar, vas a cantar«, råbte de. Med hænderne bag hovedet blev Jan sat op på en åben ladvogn og kørt til den lokale politistation. Inger fik foreløbig lov til at blive i huset. Jan blev smidt i en celle, hvor Arne, som var blevet arresteret på sit arbejde, også sad.

»Vi sad sammen med nogle andre chilenere på det rå cementgulv. En rende af vand løb gennem cellen. Det var toilettet. Natten var et sandt mareridt. En af chilenerne blev med jævne mellemrum hentet, og de tæskede ham så ukristelig meget, at der til sidst ikke var et sted på hans overkrop, hvor huden havde en normal farve. Hele ryggen var blåsort. Han tiggede mig hele natten om, at jeg skulle slå ham ihjel. ’Jeg kan ikke mere, slå mig ihjel for helvede’.«

I dette helvede var det svært at tænke klart. Endsige tænke på søvn. Tre følelser afløste hinanden som i en konstant kværnen:

»Den første var vrede. Jeg var helt afsindigt rasende gal, jeg har aldrig været så gal før i mit liv. Det eneste, jeg ønskede, var en pistol, så jeg kunne skyde de skiderikker. Muligvis ville jeg dø, men hvad fanden, hvis jeg bare kunne få ram på nogle af dem. Den anden følelse var tomhed. Fuldstændig tomhed. Min hjerne stod af. Jeg tænkte ingenting, var fuldstændig vindblæst. Og den tredje følelse var en afsindig angst. De tre følelser skiftedes til at dominere, og når angsten blev for stærk, kom afmagten, og samtidig lå chileneren på gulvet og jamrede og bad os om at slå ham ihjel.«

Da det blev lyst næste morgen, blev Jan og Arne og et par andre fanger ført ud i en gård. Soldaterne stillede dem op ad væggen og tog ladegreb.

»Og så skød de os – med løst krudt. En simuleret henrettelse. Jeg sked ikke i bukserne, men det var lige før. Vi troede, at det var slut.«

Kort efter blev danskerne kørt til Det Nationale Stadion, som var opsamlingssted, torturcenter og afhøringscentral. Jan husker ikke hvordan, men på en eller anden måde fandt Arne ud af, at Inger også var arresteret, og at hun befandt sig et eller andet sted på stadion. Jan og Arne blev ført ned i gangene under tribunerne, hvor synet af hundredvis af fanger mødte dem, alle med hænderne bag hovedet.

»Det var sgu ikke morsomt at se på. Jeg tænkte, at det var heldigt, at andre vidste, hvor vi var.«

Der var cirka 20 chilenere i omklædningsrummet, hvor Jan og Arne blev holdt fanget. De forsøgte at berolige Jan med jokes som: ’Her sker ikke dig noget – du er udlænding. De slår dig givetvis, men de slår dig ikke ihjel.’ Om dagen blev fangerne lukket ud på tilskuerpladserne under åben himmel. De måtte ikke snakke med hinanden, kun se ned på græsplænen.

Når Jan alligevel indimellem kiggede op, lagde han mærke til, at soldaterne var rædselsslagne:

»Jeg har aldrig set mennesker, som så så bange ud, de var simpelthen skide angste. Jeg ved ikke, om det formildede mig, men på en eller anden måde: Hvis de var bange, så er det ikke helt så slemt, som det kunne have været. Det var tydeligt, at de ikke brød sig om situationen, at de blev beordret til noget, som de ikke havde lyst til. De var bange for, hvad de overordnede ville gøre, hvis de ikke makkede ret.«

Den følgende dag på stadion blev døren åbnet ind til omklædningsrummet, og en soldat sagde: »Jan Birket-Smith, nu er det din tur.«

Jan havde på det tidspunkt fuldstændig forberedt sig på, at han skulle have bank, og var egentlig ret afklaret med det.

»Der var så meget andet i denne tågede tilstand, som forekom værre.«

Et par vagter førte ham op til et kontor, hvor der bag et skrivebord sad en officer.

»Klæd dig af,« sagde han. Jan tog tøjet af og tænkte: »Nu får jeg nok bank.« Så kom der en mand ind og fotograferede ham nøgen, foran og bagfra, fra siderne.

»Så må du godt klæde dig på igen.«

Jan tænkte, at det var mærkeligt. Manden bag skrivebordet sagde, at han skulle skrive under på et dokument, hvor der stod noget i retning af: »Jeg, Jan Birket-Smith, indrømmer hermed at være terrorist.«

»Hvis du skriver under på det her, så kommer din ambassadør og henter dig i løbet af nogle timer,« var officerens besked. Jan tænkte, det her er tricky: Hvis han skriver under, så har han indrømmet, at han er terrorist, men hvis der er et minimum af sandhed i det, officeren siger, så ville det være klogt at skrive under.

»Jeg tænkte til sidst, hvad helvede, det er jo et fedt, de kan gøre med mig, hvad de vil, om jeg skriver under eller ej.«

Efter at have skrevet under fik Jan lov til at vente i et lille mørkt lokale, hvor Arne også pludselig dukkede op. Han havde også skrevet under. De vidste ikke rigtig, hvad de ventede på, men så gik døren op, og ind kom Ole Philipson (chargé d’affaires ved Danmarks ambassade, red.): »Nu skal I fandeme ud! Kom nu for helvede,« råbte han. Pludselig var Inger der også, og de kørte alle sammen fra Nationalstadion til ambassaden under militæreskorte.

»Jeg har fandeme aldrig været så glad i mit liv.«

Under hele pressekonferencen i Kastrup sagde Jan intet. Dels var han fysisk og psykisk udmattet, dels havde juntaen jo haft ret. Han havde jo arbejdet med at fremstille bomber, med at distribuere våbeninstruktioner. De havde en sag på ham.

»Jeg var jo i den forstand terrorist. Det var jeg jo. Hvis de havde vidst det, så var det sket. Men de fandt ikke ud af det, og jeg blev aldrig rigtig forhørt.«

I dag fortryder Jan ingenting:

»Situationen var sådan, at det var naturligt at handle på den måde. Vores kammerater sad i spjældet eller var skudt. Det var naturligt, at vi involverede os, som vi gjorde. Men det var dumt, at vi ikke tog vores forholdsregler; det var for slapt, at de kunne finde tegningerne. For udenforstående kan det være svært at beskrive stemningen, men jeg ved, hvordan det var. Og revolutionær var ikke noget, jeg valgte at blive, det kom ligesom af sig selv. Hvis jeg ville beholde anstændigheden. Har man sagt A, må man også sige B. Når jeg tænker på det nu, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg også ville have kæmpet i dag. Det håber jeg da.«

Morten Lassen
Kuppet i Chile
og den danske venstrefløj
432 side 299,95 kr.
Informations Forlag
Udkommer 11. september

Arrangement: Kuppet i Chile

Kuppet i 1973 gjorde Chile til en folkesag i Danmark, og blev startskuddet til et omfattende solidaritetsarbejde, og hjælp til chilenske flygtninge, støtteaktioner m.m. Mød Morten Lassen, der på årsdagen for kuppet udgiver bogen Kuppet i Chile, og eksil chilener Ricardo Labarca. Interviewer, Informations Tobias Havmand.

Meld dig til arrangementet den 10. september her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Felix Austin
Felix Austin anbefalede denne artikel

Kommentarer

Definationen af terrorisme er basalt set drab af uskyldige for at skabe en tilstand af frygt for derigennem opnåelse af politiske mål. Det er ikke helt i tråd med artiklens indhold. Desværre er det lykkes magthaverne at definerer alt modstand mod den herskende orden som terrorisme.

Ebbe Sønderriis, uffe hellum, Henrik Larsen, Niels Duus Nielsen, Ole Jensen, Thomas Toft, Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og Ingrid Uma anbefalede denne kommentar