Hvorfor er det samfundet, du laver sjov med i dit nye show?
»Standup som genre er traditionelt en forlængelse af det personlige. Man kommer tæt på, og det bliver meget privat. Det har lidt udspillet sin rolle, synes jeg. Det interessante for publikum ved det personlige er at opdage, at ’Gud, jeg har ligesådan’, og nu har vi ligesom været det igennem. Og som verden ser ud lige nu, synes jeg, det er oplagt at løfte blikket fra egen navle og se ud mod samfundet. Det er næste logiske skridt.«
Gider folk høre om dit syn på samfundet?
»Det er mit håb. Foreløbig tyder billetsalget på, at folk synes, det er spændende. For mig handler det også om – uden at lyde skørt selvoptaget – at når jeg bruger år eller mere af mit liv på at skrive og rejse rundt med det, så skal det være noget, jeg har lyst til at være sammen med hver dag. Også selv om en markedsanalyse måske ville vise, at jeg burde lave et andet show.«
Bliver det venstreorienteret humor?
»Nej. Jeg ønsker ikke at præge, hvad folk tænker. Målet er at underholde. Det er først og fremmest det, jeg lover folk, og det er det, de forventer, når de er ude ad døren og har fået passet deres børn osv.«
Hvad synes du om at standup-komikere er blevet de nye intellektuelle i debatprogrammer, avisklummer, på Facebook osv.?
»Det er fint, men jeg kunne ikke finde på at gøre det selv. Jeg siger altid nej, når jeg bliver bedt om at stille op i debatter osv. Jeg udtaler mig igennem humoren, og de gange, hvor jeg er blevet fanget i at udtale mig 1:1 om et aktuelt emne, føler jeg mig altid fattigere bagefter. Det er der mange andre, der gør meget bedre. Men jeg forsøger at tage de historier, som interesserer mig, og så gennem humoren brede dem ud og gøre dem mere folkelige. Jeg kan måske være med til at få det til at være noget, som flere interesserer sig for.«
Skal man være klog for at være sjov?
»Det tror jeg ikke.«
Hvordan er jobbet som skuespiller sammenlignet med jobbet som komiker?
»Der er en forskel. Som skuespiller er du afhængig af at andre gerne vil bruge dig. Jobbet er ikke gearet til, at man selv sætter noget i gang. Man skal vente ved telefonen, og det passer ikke så godt til mig. Jeg vil gerne lave et show selv, som jeg gør nu, eller skrive en tv-serie, som jeg tidligere har gjort. På scenen er der også den forskel, at man som komiker spiller en version af sig selv og ikke en rolle på samme måde.«
Går du på arbejde, eller laver du jokes 24 timer i døgnet?
»Jeg gør mig observationer hele tiden og noterer dem på min telefon. Men jeg er faktisk blevet mere konform med årene, når det kommer til arbejde. Jeg har et kontor, og jeg tager på arbejde. Det var ellers ikke det, jeg ville. Mine forældre havde ’rigtigt arbejde’ og hadede det. Det er lidt sjovt, at jeg har råbt ’jeg vil være fri,’ men alligevel er endt med at indrettet mig sådan rimeligt 8-16-agtigt.«
Der er mange komikere, der døjer med depression osv. Har du et bud på hvorfor?
»Det vil jeg ikke gøre mig klog på, der er sikkert individuelle grunde. Men hvis du spørger om, hvad der er hårdt ved faget, så er det, at du konstant stiller dig til bedømmelse. Hvis vi igen sammenligner med skuespil, så stiller man sig også der til bedømmelse, men man er et hold. En har instrueret, en har skrevet teksten, og han boede måske i Tyskland og er død for mange år siden. Når jeg stiller mig på scenen på torsdag, er der ikke meget, der skiller komikeren fra mennesket. Der er ikke nogen, der siger, ’Jeg synes Jonatan Spang virker som et rart menneske, men som komiker er han blevet dårligere’. Det er et pres.«
Hvornår mærkede du første gang, at du blev voksen?
»På et tidspunkt blev min far meget syg. Der ændrede noget i rollerne og gjorde en kæmpe forskel for mig.«
Hvis du skulle have levet i en anden tid, hvilken skulle det så være?
»60’erne. Det må have været en spændende at have været en del af det progressive miljø. Det har også meget med musikken at gøre. Jeg ville vildt gerne have set Beatles, Doors, Janis Joplin og Jimi Hendrix. Da jeg var ung, kunne man komme til sådan noget Aqua-plasticpop, og det er ikke helt det samme.«
Hvad er det pinligste, du nogensinde har gjort?
»En gang var jeg på Roskilde med min nye herlige kæreste, og så skulle vi mødes med min ekskæreste. Jeg var sådan godt glad og snaldret, og så sagde jeg ’Hende skal du glæde dig til at møde, hun er den bedste kæreste, jeg nogensinde har haft’. Jeg tænke ikke selv over det i situationen – jeg mente det totalt godt. Men det gav dårlig stemning.«
Hvilken sang burde alle høre?
»Jeg har en vane med altid at skamhøre en sang. Lige nu er det den der ’Midnight train to Georgia', så det må være den. ’Magic’ med Pilot er også fed. Hvis jeg havde et band ville jeg lave coverversion af ’Magic’. Men jeg får aldrig et band.«
Hvad har du i din taske?
»En laptop og et manuskript til showet. En stikordsliste og et bundt noter, nogle gode kolleger, som har set showet, har taget og givet til mig.«
Hvad giver dig håb?
»At jeg har levet så længe, at jeg har set andre tider, hvor folk også sagde, at nu går det helt bananas. For eksempel under den kolde krig, for hvordan skulle det kunne løse sig? Man siger altid, at nu er det slut og det giver en smule håb, at vi har prøvet det før.«
