Baggrund
Læsetid: 4 min.

Vi hjælper Danmark

Der er ild i indsamlingerne for tiden: Landet over doneres der til gode formål. På få timer blev der i sidste uge samlet 159.091 kr. ind til en ny pølsevogn til den prostituerede Bonnie Cleo Andersen. Og det store indsamlingsshow på DR og TV 2 landede i søndags på hele 86 millioner kroner til Syriens flygtninge. På Moderne Tider springer vi med på bølgen med en række forslag til shows, der kan få tårerne til at trille og pengene til at rulle ind til fordel for Danmarks mest presserende problemer
Der er ild i indsamlingerne for tiden: Landet over doneres der til gode formål. På Moderne Tider springer vi med på bølgen med en række forslag til shows, der kan få tårerne til at trille og pengene til at rulle ind til fordel for Danmarks mest presserende problemer

Mia Mottelson

Moderne Tider
26. september 2015

Det store #KÆRLIGHEDTILSKAT-underholdningsshow

I et værre uheld har SKAT lidt et tab på op mod 10 milliarder kroner, efter at nogle udenlandske fuskere 2.120 gange i træk har snydt med deres udbytteskat, bare fordi SKAT var kommet til at spare sin særlige afdeling for udbytteskat væk. Sort uheld lige oven i en masse vrøvl med fejlagtige ejendomsvurderinger, håbløse it-systemer og uheldige læk.

Gennem et seks timer langt underholdningsshow vil vi samle penge ind til det trængte skattevæsen og samtidig vise dets menneskelige side. I showet vil almindelige danskere dyste i skatteopkrævning, mens Poul Krebs synger ’Kald det kærlighed’ og gamle danske sange med ’skat’ i sangtitlen.

Seerne kan twitte med på hashtag #kærlighedtilskat undervejs. Showet samsendes mellem DRK og TV 2-regionerne. Bubber binder aftenen sammen.

Afslutningsduet: Erik Clausen og Jokeren opfører John Lennons »Imagine« som stand-up-rap.

Vi vil have salgsvognen tilbage-indsamling

Nedlæggelsen af salgsvognen i DSB-togene sidste år handlede ikke om popularitet, men alene om besparelser. Vognene skal tilbage på skinnerne.

I et stort underholdningsshow, der samsendes mellem DR1 og TV 2, samler vi penge ind til at dække underskuddet ved driften i så mange år frem som muligt. Liveindslag med reportere i tog og på perroner ude i landet fortæller om, hvor svært det kan være at klare sig igennem seks timer fra Frederikshavn til hovedstaden uden vådt eller tørt.

Mette Blomsterberg kreerer nye desserter til madvognens menukort (live) og kendte danskere kører race med de gamle salgsvogne. Ole Thestrup kendt fra successerien ’Pendlerkids’ er vært.

Afslutningsduet: Medina og Birthe Kjær med John Lennons »Imagine«.

Det Royale Show

Alle ved, at kongehuset har kæmpe national brandingværdi. Men med otte små prinser og prinsesser på spring til apanage tårner de økonomiske problemer sig op i horisonten. Det bliver ikke bedre med skilsmisserne og Prins Joachims problemer med at klare sig som landmand.

Det er afgørende for Danmarks brand, at vi får samlet penge ind, så kongehuset stadig kan kaste om sig med penge på en måde, som kan opretholde den royale standard.

Helt eksklusivt taler Marie og Mary ud om, hvad det vil sige at være dansk, kendte dyster med de kongelige i skiløb, broræs og drueplukning. Stéphanie Surrugue – der netop har vundet titlen som årets kvindelige studievært – guider os gennem aftenen, som naturligvis sendes i primetime på både DR, DR2, DR3 og TV2.

Afslutningsduet: Søren Pind og Suzanne Bjerrehus crooner sig igennem John Lennons »Imagine«.

Skaf ballast til SF-landsindsamlingen

SF har ikke brug for kapital, men slet og ret for en politisk profil og noget intellektuel ballast. Derfor foreslår vi et nytænkende indsamlingsshow, hvor befolkningen ikke bidrager med penge men med holdninger, ideer og gode råd.

Partiet har været i krise i efterhånden temmelig mange år, og der er ikke udsigt til bedring – end ikke den aktuelle flygtningekrise har kunnet få den gamle humanistiske højborg til at træde det mindste i karakter. Selv da talrige godhjertede kvinder i partiets kernesegment trodsede loven og hjalp flygtninge igennem Danmark, benyttede partiet lejligheden til at sige noget som helst af interesse.

Inden partiet bliver opslugt fuldstændig af Socialdemokraterne, skal de have en sidste chance. Holdnings-landsindsamlingen ledet af den garvede politiske journalist Kaare R. Skou. Publikum og seere indsender deres budskabsforslag via sms eller på Twitter, hvor længdebegrænsningerne sikrer, at det hele ikke bliver for langhåret.

Afslutningsduet: Pernille Højmark synger John Lennons »Imagine« sammen med en helt almindelig dansker.

Hele Folkets Kirkeshow 2015

Den danske folkekirke er i frit fald: Kirker lukker, færre og færre bliver døbt, og morgenandagten er flyttet væk fra det faste radiosignal. Hele Folkets Kirkeshow 2015 samler danskernes bidrag til flere spaghettigudstjenester, technokirkekoncerter, babysalmesang og en national brandingkampagne, der kan få ånden tilbage.

DR sender live fra udsendte ’ånd & sjæl’-korrespondenter ved højmesser rundt om i landet. Landets 11 biskopper sidder klar ved telefonerne til at tage imod seernes bidrag. DR’s pigekor underholder med salmer af Brorson og Carl Nielsen. Kendte danskere quizzer på deres viden om altertavler.

Vært er Flemming Pless sammen med Divya Das Andersen. NB: Samsendes på DR og TV2 søndag morgen fra klokken 9 til 12.

Afslutningsduet: Tidligere kirkeminister Tove Videbæk og nuværende kirkeminister Bertel Haarder synger John Lennons »Imagine« sammen som afslutning på en højtidelig formiddag.

Dyr medicin til folket-show

Sundhedsvæsenet har problemer med at holde budgetterne på grund af de mange nye præparater, som medicinalindustrien har valgt skal koste op til to millioner kroner om året per patient. Et indsamlingsshow kan sikre, at alle danske patienter får endnu mere og endnu dyrere sygehusmedicin. Samtidig kan medicinalvirksomhederne sikre sig større milliardoverskud end hidtil præsteret.

I showet skal vi møde både patienter og pårørende. Små piger med cystisk fibrose. Døende cancerpatienter. Industrien kan være behjælpelig med cases. Der kan også laves indslag om medicinalvirksomhedernes store engagement i velgørenhed og deres generelle positive indvirkning på den danske økonomi.

Showet skal sendes på TV2 og stables på benene i samarbejde med nogle af de største medicinalvirksomheder. Derfor kan der hentes store navne til Danmark: Simon Cowell burde være inden for rækkevidde som vært.

Afslutningsduet: Sir Paul McCartney synger John Lennons »Imagine« i duet med Hvidovre Hospitals afgående vicedirektør Torben Mogensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Jørgen Vodsgaard

Haha. Tak for et morsomt og (selv-)ironisk indspil.

Helene Kristensen

Man kunne også lave en indsamling til hjemløse, efter at DR og TV2 kaprede Frelsens Hærs indsamlingsdag som var aftalt mellem indsamlerne indbyrdes. Den indbyrdes aftale laves for at ingen skal konkurrere med hinanden samme dag. Men det er selvfølgelig muligt, at DR og TV2 har doneret noget af deres eget overskud til Frelsens Hærs indsamling.

Ja, lidt humor er jo aldrig skadeligt.

Tanker er som at hyrde katte. Som da du samlede en killing op på sommerferie. Den endte på internat.

Den dag der skrabedes 86 millioner ind til de hjemløse i Syrien
var der også annonceret Røde-kors indsamling til hjemløse i Danmark.
hvor mange kr. kom så ind af denne sidste ?
Bare for en ordens skyld, når nu en fundraising-indsamlingen til en selvstændigt erhvervsdrivende på 150000 også noteres ?