Læsetid 7 min.

Skal humaniora handle om samfundet?

Den ’samfundsmæssige vending’ i dansk humaniora, som den nye bog ’Kampen om disciplinerne’ hævder har fundet sted, har affødt megen debat og blandede reaktioner. Vi har spurgt tre erfarne forskere fra et af humanioras kernefag, litteraturstudiet, hvor samfundsdrejet deres hjørne af de humanistiske videnskaber er og bør være. Konklusion? Ikke særligt samfundsdrejet
Hvis litteraturvidenskaben er ved at skifte fokus, består det ikke i at vende sig fra det humanistiske og mod verden, men i at erkande, at humaniora beskæftiger sig med hele verden, mener Henrik Skov Nielsen.

Hvis litteraturvidenskaben er ved at skifte fokus, består det ikke i at vende sig fra det humanistiske og mod verden, men i at erkande, at humaniora beskæftiger sig med hele verden, mener Henrik Skov Nielsen.

Rune Årestrup Pedersen
5. september 2015

I en stadigt mere konkurrencepræget økonomi rejses spørgsmålet om humanioras samfundsværdi hyppigt, og for hver gang der annonceres nye spareplaner på de danske universiteter, som V-regeringen gjorde det i sidste uge, føles spørgsmålet mere påtrængende. Siden i sommer har forskerne David Budtz Pedersen, Simo Køppe og Frederik Stjernfelt vakt debat ved i bogen Kampen om disciplinerne om dansk humanioras aktuelle forskningsemner, metoder og teorier ikke bare at beskrive humaniora, men også ved at opstille et forsvar for humanioras værdi i et samfund.

Det gør de ved at hævde to ting: at humaniora faktisk er mere selvoverskridende, tværfagligt arbejdende og samfundsdrejet, end vi tror (og altså derfor ekstra værdifuld), og tillige at humaniora kun kan vedblive at være en særligt kompetent leverandør af forståelse for mennesket, kulturen, historien og samfundsudviklingen, hvis humaniora ikke bliver for inficeret af krav om tværfaglighed og målbar samfundsrelevans. Bogen gør det altså interessant at tænke videre over spørgsmålet: Hvorvidt humaniora egentlig bør være samfundsdrejet, altså handle om samfundet og gøre brug af teori herom?

Og hvor samfundsdrejet er humaniora egentlig?

I kapitlet »Den samfundsmæssige vending i humanistisk forskning« hævder bogen en sådan vending i form af et indoptag af teorier fra samfundsvidenskaberne, bl.a. med belæg i en statistik, der viser, at mange af de 15 mest anvendte teoretikere i humanistisk forskning med Foucault, Bourdieu, Latour og Luhmann i spidsen er samfundsorienterede.

Statistikken er i flere medier blevet udlagt som humanioras samfundsdrejning eller selvopløsning og identitetskrise. Men den siger strengt taget ikke meget om, hvordan og til hvad samfundsteoretikere faktisk anvendes i humanistisk forskning. Yderligere må man se, at det blot er 3,99 procent af 928 adspurgte humanister, der peger på Foucault, som endda topper listen. Statistikken antyder altså, at der faktisk er en enorm spredning i brugen af teoretikere på humaniora.

Her lader vi statistik være statistik og zoomer i stedet ind på en prægnant del af humaniora, nemlig litteraturvidenskaben, for at grave lidt dybere ned i to spørgsmål: Er litteraturvidenskaben i Danmark samfundsdrejet? – og bør den være det? Og vi lader spørgsmålene blive besvaret af tre erfarne litterater:

•Poul Behrendt, adjungeret professor (KU), redaktør af Kritik 1977-87, forsker bl.a. i spørgsmål om relationen mellem fiktion og virkelighed.

•Henrik Skov Nielsen, MSO-professor (AU), forsker bl.a. i, hvad litteratur er, og er redaktør af bogserien Moderne litteraturteori (2004-2013)

•Dag Heede, lektor (SDU), har været med til at introducere Foucault i Danmark

Poul Behrendt: Boblestudier

»Dagbladet Politiken har fået hård kritik for den forsidenyhed, at ’de største tænkere på humaniora ikke længere er humanister’. Sandheden viste sig at være den modsatte. Hvad top-15-listen dokumenterer, er, at ingen af listens mestertænkere længere har nogen central indflydelse. Det stemmer til en vis grad med forholdene på mit eget fag, nordisk litteratur og sprog på KU. Her blev den tværvidenskabelige betegnelse tekst i 1990’erne fjernet fra fagets studieordninger og erstattet af litteraturhistorie og litteraturanalyse. Ligesom lærestolen i litteratursociologi siden blev nedlagt uden sværdslag.

Lidt anderledes med den sproglige side af faget, som siden 1968 i stigende grad har været domineret af nydannelsen sociolingvistik, der prioriterer talesprog frem for skriftsprog og for længst har etableret sig som et af tidens få humanistiske grundforskningscentre. Men ingen af centrets tanker tænkes længere af navne, der nævnes i top-15-listen. Lige så lidt som listen har mærkbar berøring med danske tekstsociologers internationale forbilleder, de angloamerikanske boghistorikere, som selv er humanister.

Hvorvidt der bør være mere eller mindre sociologi i litteraturvidenskaben, afhænger af, hvad den bruges til. Det er under alle omstændigheder et træk ved importen af samfundsvidenskabelige paradigmer, at de udelukker lige så meget, som de inkluderer. I sociolingvistikkens tilfælde studiet af skriftsprog/historie, syntaks, sprogrigtighed etc. I tekstsociologien udelukkes relevansen af alt, der ikke er knyttet til ophavsret, cirkulationssfære og materialitet, dvs. de litterære værker selv.

Litteraturvidenskabens største landvindinger foregår i dag inden for narratologi, fiktionalitet og performativitet med en stor offentlig gennemslagskraft, der ikke registreres af redaktørerne af Kampen om disciplinerne. Når der til top-15-listen kun må nævnes to navne, er det Dorrit Cohns og Richard Walsh, der topper min. Samfundsvidenskaber er hjælpevidenskaber, de kan aldrig tænke en litterær tanke.

Det ikke er pressens skyld, at modtagelsen af Kampen om disciplinerne blev sådan en boble. Det er ophavsmændene selv, som i bogens centrale kapitel udlægger top-15-listen som bevis på den samfundsvidenskabelige vending. Deres kampskrift demonstrerer ikke samfundsvidenskabernes, men videnskabsfilosofiens overtagelse af humaniora. Det er i filosoffernes/redaktørernes cv, man skal finde nøglen til undersøgelsens problemstillinger. Derfor den megen tale om socialkonstruktivisme i bogkapitlet, skønt den for længst har mistet sin status af sammenhængende filosofi. Og derfor et helt kapitel til noget så noneksistent som en fagfilosofs [Vincent F. Hendricks, red.] bebudede ’boblestudier’. Rette mand til at udforske modtagelsen af sine fagfællers kampskrift.«

Henrik Skov Nielsen: En falsk modstilling

»De to spørgsmål, Information på baggrund af Kampen om disciplinerne stiller i denne artikel, kan dels lede til spørgsmål om forholdet mellem tekst og kontekst og om forholdet mellem en interesse for sociologiske aspekter over for en interesse for det individuelle – og det kan, som det markant er tilfældet i en artikel i Politiken den 12. august endog lede til en bekymring for, om humaniora undergraver sig selv, hvis interessen for det psykologiske, eksistentielle og individuelle afløses af en interesse for det samfundsmæssige.

Min hovedpointe her er dog, at skelner man mellem erkendelsesinteresse og empiri, viser det sig, at den opstillede dikotomi mellem det humanistiske (som litteraturvidenskaben selv er en delmængde af) og det samfundsdrejede langt hen ad vejen er vildledende. Jeg vil tillade mig en generalisering: Litteraturvidenskab har litteratur som empiri, ellers er der ikke tale om litteraturvidenskab.

Det er selvevident, at der er en modsætning mellem at analysere litteratur og at se på samfundsmæssige strukturer uafhængigt heraf og mellem at læse et stykke fiktion og at analysere eksempelvis en retorisk trope, som den forekommer i politikeres taler. Men forskellen ligger i genstandsfeltet; i det materiale, som gøres til genstand for analysen. At sige, at der er en modstilling mellem at læse litteratur og at interessere sig for de sociale, magtmæssige, samfundsmæssige og køns-, identitets-, og nationalpolitiske diskurser, som litteratur så åbenlyst både påvirker og påvirkes af, er at introducere et kunstigt skel, der let kan komme til at mudre diskussionen. Det kan så komme til at virke, som om man er pro utilitarisme, konkurrencesamfund og anvendelsesorientering samt antiformalist, -æstet og -nærlæser, hvis man ikke afsondrer litteraturen fra virkeligheden. Men denne opstilling og modstilling er netop misvisende.

Man kan nævne den stærkt populære Hunger Games-serie som et simpelt eksempel: Fiktionaliteten i Hunger Games fungerer ikke eskapistisk eller som en måde at vende ryggen til verden på, men interventionistisk og som et middel til at påvirke vores opfattelse af den. Det psykologiske, eksistentielle og individuelle er i høj grad repræsenteret ved Katniss som en stærk protagonist, men er uløseligt forbundet med budskabet om mulighed for kamp og oprør mod en ulighed og undertrykkelse, der ikke kun er fiktiv. En analyse, der overser betydningen af formelle aspekter som f.eks. bøgernes brug af første person præsens, af neologismer og af remedierede reality-diskurser m.m. er formentlig mangelfuld. Det samme er imidlertid antagelig en analyse, der ikke vil vide af, at bøgerne er i dialog med spørgsmål og diskurser om etik, demokrati, fordelingspolitik, der eksisterer uden for den, og som den er med til at forme.

Ser man på listen med de mest anvendte teoretikere kan man gøre et lignende argument om en misvisende modstilling gældende: Bakhtin, f.eks., som er listens nr. 14, forener i dén grad det humanistiske med det samfundsmæssige både i det enkelte værk som Marxism and the Philosophy of Language og i bevægelsen herfra til senere litteraturstudier som f.eks. Discourse in the Novel. Selv om listens nummer 1, Foucault, kan man vel med god ret sige, at også han overskrider den dikotomi, som den angivelige samfundsdrejning skulle bygge på.

Opsummerende ser jeg ikke en samfundsdrejning i litteraturvidenskaben, men en reflekteret dialektik, hvor paradigmeskiftet, hvis der er et på vej, ikke består i en venden sig bort fra det humanistiske og mod den virkelige verden, men i en erkendelse af, at humaniora beskæftiger sig med den hele verden i dens mangfoldighed.«

Dag Heede: Godt at svinge mellem tekst og kontekst

»Jeg har svært ved at forestille mig alternativer til ’samfundsdrejning’, hvis modstillingen er det ’eksistentielle’ eller ’universelt menneskelige’. Netop Michel Foucault udfordrede forestillingerne om en universel antropologi og har i Les mots et les choses fra 1966 foretaget en kritisk historisk dekonstruktion af humanvidenskaberne. At selvsamme Foucault så topper listen over anvendte teoretikere i humaniora er ikke nødvendigvis et paradoks, men siger noget centralt om humanistisk tænkning: At den er i stand til konstant og kritisk at omtænke sit eget grundlag. Humaniora lever glimrende ved at være i ’krise’ (hvad den erklæres at befinde sig i fra tid til anden), forstået på den måde, at den hele tiden må og skal tage stilling til sin eksistensberettigelse og netop lever af at stille spørgsmål til i princippet alt, inklusive sig selv og, hvilken ’drejning’ den bør foretage.

Modsætningen til ’samfundsdrejning’ er måske snarere det æstetiske, eller litterariteten. Litteraturvidenskabens historie beskriver gennem det seneste halvandet århundrede en oscillering mellem et fokus på teksten og diverse kontekstualiseringsbestræbelser. Den tidlige filologi, grundlaget for enhver professionel beskæftigelse med tekster, fokuserede på teksterne selv, selv om kontekster (f.eks. historiske forhold og sprog) blev inddraget. Med historismen flyttes fokus væk fra teksten over på forfatterens liv; i yderste konsekvens blev litteraturen reduceret til biografisk kilde.

Hans Brix’ herostratisk berømte afhandling om H.C. Andersens Eventyr fra 1907 står som skræmmeeksemplet på metodens positivistiske blindgyder. Historismen var hovedfjenden, da nykritikken gjorde sit indtog i dansk litteraturforskning, og Johan Fjord Jensens introduktion Den ny kritik (1962) lagde ud med en indledende afstandstagen til biografismen, ligesom også strukturalismen fik erklæret forfatteren død. Nykritikken satte den opmærksomme nærlæsning i centrum og henviste konteksten til periferien, en bevægelse med en lang række metodiske og pædagogiske fordele. Skønt nykritikken kritiseres for mange ting (harmonisering, nærsynethed, afkontekstualisering, syntesevilje), er dens grundtanke stadig gyldig, skønt især den senere ideologikritik geninddrog litteraturens samfundsmæssige kontekst.

Dekonstruktionen komplicerede forholdet mellem tekst og kontekst ved at hævde, at der ikke findes noget ’udenfor’ uden for teksten, mens nyhistoricismen på anden vis genforhandlede relationen ved at sam- og parallellæse litterære og historiske tekster. Tekst-kontekst-problematikken har altså eksisteret i mindst 150 år og bliver – heldigvis – aldrig løst.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Det er et mærkeligt spørgsmål, for de ting, man beskæftiger sig med på universitetet, ER jo da for pokker samfundet, hvadenten det er litteratur, sociallovgivning eller kvanter.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Humaniora handler da også om samfundet. Litteraturvidenskab kan ikke undgå at sætte litteraturen ind i en samfundsmæssig og tidsmæssig kontekst. Selv en kærlighedsroman som Ditte Steensballes om sit etårige kærlighedsforhold med Jakob Ejersbo, der omtales andetsteds i avisen, kan ikke fortolkes udenom samfundet og tidsånden, tror jeg. Om det så bidrager med noget af værdi til samfundet, er en anden sag. Men jo, enhver udvidelse af menneskets forståelsen af verden, herunder menneskets placering i den, er en tilvækst af værdi, skulle jeg mene.

Brugerbillede for Hans Kristian Hansen
Hans Kristian Hansen

Det må humaniora da gerne. Den må bare ikke handle om politisk uvildighed. Der er tendens til at det er netop det humaniora bruges til.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen,
jeg vil mene, at humaniora i endnu højere grad er samfundsrelevant end kvantefysik, medicin eller grafisk design

Brugerbillede for Steffen Gliese

Det er jo en smagssag, vi er enige, selvom jeg nu ikke ved med grafisk design. :-) Men samfundet er jo det, der er indeholdt i det, og derfor er alle disse ting af relevans for samfundet.