Læsetid: 3 min.

Kan kapitalisme ikke skabe lighed uden socialisme?

Data-økonomerne er begyndt at måle på, om det var truslen fra Sovjet, der holdt uligheden nede i de kapitalistiske samfund, og om der er nogen faktorer tilbage, der kan stoppe uligheden i dag. Og der er faktisk et helt aktuelt bud
19. september 2015

Det er ikke en ny ide, at der er en god, geopolitisk grund til, at uligheden i den vestlige verden er eskaleret siden 1980’erne efter at have fladet ud i en lang periode efter 1920’erne.

Mange har påpeget, at eksistensen af et socialistisk alternativ var et stærkt incitament til lighedsskabende politik i de vestlige samfund såsom fremme af fagforeninger, velfærdsydelser, uddannelse og så videre.

Men med den massive mængde af globale indkomst- og formuedata, som i de seneste år er blevet blotlagt i den forskning, som især den franske økonom Thomas Piketty er blevet berømt på at fremlægge, har nye muligheder åbnet sig for at efterprøve den slags historieteser.

En af de førende forskere i økonomisk ulighed, Branko Milanovic, fortæller på sin blog Global Inequality om to aktuelle forsøg på at give kvantitativt belæg til følgende oplagte idé: »Tilstedeværelsen af den socialistiske ideologi (ophævelsen af privat ejendom) og dens virkeliggørelse i Sovjetunionen og andre kommunistiske stater gjorde kapitalisterne forsigtige: De vidste, at hvis de pressede arbejderne for hårdt, kunne de finde på at gengælde presset og kapitalisterne kunne tabe kampen.«

Fra 1800-tallet og frem

Den ene nyudgivne artikel, der leger med den tanke, er af to økonomer, malaysiske Jomo Kwame Sundaram og og russiske Vladimir Popov. De peger helt enkelt på, at økonomisk ulighed i moderne samfund har en stigende tendens – som starter allerede i begyndelsen af 1800-tallet – og foreslår, at det eneste, der bryder denne tendens, er den socialistiske omfordeling af goderne, som finder sted fra den russiske revolution og frem til Murens fald. Derefter genoptages tendensen med stigende ulighed.

Den anden nye artikel af den brasilianske økonom Albuquerque Sant’Anna går længere. Den viser gennem en empirisk analyse af indkomsten hos den øverste ene procent i 18 OECD lande i perioden 1960-2010, hvordan en faktor kaldet »relativ militær magt« påvirker uligheden.

Sant’Anna definerer den relative militære magt som et lands militære udgifter set som en brøk af det sovjetisk/russiske militærbudget ganget op med afstanden til Moskva. Ud af det får man et mål for, hvor truet landene har følt sig af Sovjet, sådan at hvis du er Finland og bruger en tiendedel af russernes budget på våben, er truslen større end hvis du er Portugal og bruger det samme.

Tesen, som Sant’Anna understøtter med et indkomstfordelingsskema er, at jo større denne relative militære trussel er, jo lavere var uligheden i disse lande i Sovjettiden opgjort på den måde, at den rigeste procent af befolkningen sad på en mindre del af den samlede indkomst.

’Truslen’ fra socialismen optrådte på flere måder end som militær magt, understreger Milanovic. Der var også f.eks. den helt simple idésmitte og indflydelsen fra fagforeningernes samarbejde.

Samtidig er der andre faktorer, der i midten af 1900-tallet var med til at skabe lighed i en tidsbegrænset periode, heriblandt Pikettys yndlingsfaktorer: krigsødelæggelserne, høj beskatning, hyperinflation og befolkningstilvækst.

Indvandring

Anden forskning vil helt sikkert finde flere måder at analysere dataene på for at måle, hvilken forskel det socialistiske alternativ udgjorde for mulighederne for at arbejde for økonomisk lighed også i kapitalistiske samfund.

Økonomen Kuznets havde en forestilling om, at også den frie kapitalisme indeholdt såkaldte stabilisatorer, der sikrede ligheden over tid. Findes den slags stabilisatorer, spørger den italienske økonom D. Mario Nuti i en kommentar til Milanovics indlæg. Han tvivler.

Og findes de, kan de formodentlig kun forsinke den voksende ulighed, næppe få den til at aftage. Til sidst tager han dog et enkelt forbehold af vældig aktuel karakter: En mulig lighedsskabende stabilisator, selve i det frie kapitalistiske system, kunne være den, der hedder massemigration.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Peter Jensen
  • Steen Sohn
  • Stig Bøg
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Claus Oreskov
lars abildgaard, Peter Jensen, Steen Sohn, Stig Bøg, Jens Thaarup Nyberg og Claus Oreskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kort sagt kan man vel sige, at velfærdsstaten var et svar på Sovjetunionens eksistens. Og det er gået stærkt med nedskæringerne siden dens opløsning - både hos os og russerne.

Et citat fra Ejvind Larsens Frie Ord 7. maj 1999: "I Rusland alene er på kun otte år antallet af fattige på eksistensminimum steget fra to millioner i 1987 til 66 millioner i 1995." (Tallene er fra Verdensbanken).

http://www.information.dk/30367

Claus Oreskov, lars abildgaard, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Bill Atkins og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

Problemet er, at nedskæringerne i velfærdsstaten bygger på en fejlagtig analyse: den dårlige økonomi kom som følge af et problem, vi forlængst har løst: energikrisen.

Jens Thaarup Nyberg

Kan kapitalisme ikke skabe lighed uden socialisme
Det er vel hvad, oprindeligt kristendommen, og siden den også de politiske socialister siger, at uden socialismen, vil egennytten, kapitalismen skaber umulige forhold for de ubemidlede, proletariatet. Det er ikke vanskeligt at anføre eksempel: Bismarck, der med sine socialreformer var opsat på at skabe et rigt Tyskland, hvor arbejderne forblev, istedet for at immigrere. Så vidt jeg har forstået, en politik, til forskel fra eks. Assad´, helt i tråd med "The Wealth of Nations" og “The Theory of Moral Sentiments “.

Så nej, »Tilstedeværelsen af den socialistiske ideologi (ophævelsen af privat ejendom) og dens virkeliggørelse i Sovjetunionen og andre kommunistiske stater gjorde kapitalisterne forsigtige: De vidste, at hvis de pressede arbejderne for hårdt, kunne de finde på at gengælde presset og kapitalisterne kunne tabe kampen.«; det var ikke kapitalisterne der var forsigtige, det var de nationale ledelser. Det kunne være endt med, at alle arbejdsføre vesteuropæere var immigrerede :-)

Stig Bøg, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er muligt at socialisternes tab af Sovjet, som alternativ og som modvægt til kapitalismen militærmagt, umiddelbart vil betyde en indskrænkning af fordelingen af goderne i verden, men til gengæld har vi fået globale kommunikationskanaler på kryds og tværs, der kan sikre, at kravet om fred og værdig behandling af folk, kan vokse til en meget større magt end krig og truslen om krig ...hvis vi altså kan undgå krig.

Krige afvikles ikke som kampe mellem to parter, men som to magthavende eliters nedslagtning af civile og smadring af deres byer og boliger.

Læser man indledningen i Fukuyamas bog: ”Historiens afslutning og det sidste menneske”:
Hobbes, Locke og USA's forfatnings fædre trækker den oplyste egeninteresse frem: i samfundet kan og skal begæret tilfredsstilles på civiliseret vis.
Anerkendelse af borger- og menneskerettigheder tjener til at værne den privatsfære, hvori borgeren kan berige sig og således tilfredsstille sit begær.
Således prioriterer denne tradition det, der kan forklare udviklingen af det økonomiske liv og industrialiseringen, men ikke af det liberale demokrati.
Hvor Hegels hævdelse af anerkendelseskampen og –princippet kaster lys over ellers uforståelige momenter:
at folk ikke blot kræver stigende velstand og uddannelse, men også respekt for selv- og menneskeværdet.
Den konsekvente gennemførelse af principperne frihed, lighed og gensidig anerkendelse må det hævde som den bedste ramme for at løse interne problemer som narko, kriminalitet og fattigdom.
Det må ved selvværdet fremdrage det, som fører til dyder som mod, samfundssind og retfærdighed, og svække alle tilløb til selvhævdelse over for andre.
Kan det liberale demokrati løse sådanne opgaver, formår det at realisere ”HISTORIENS afslutning”: et samfund uden så dybe modsigelser, at de fører til dets omstyrtning.
Man må nok konstatere, at uden en venstrefløj kommer der næppe nogen lighed, hvis data-økonomernes tal passer, men et andet samfund vil nok vinde frem.

En skinger overskrift som bønfalder om at blive modsagt – Medborgere kapitalismen er ikke sat i verden for at skabe lighed, men ene og alene for at gøre de rige endnu rigere, og de fattige endnu fattigere. Dette er kapitalismens indbyggede beskaffenhed at det samme system, som skaber rigdom et sted i systemet, skaber fattigdom et andet sted i systemet!