Baggrund
Læsetid: 4 min.

Kapitalismens holdkæftbolsjer

Mæcener, milliardærer og popmusikere er synlige og handlekraftige stjerner på godhedens mediehimmel. Bono, Bill Gates og Madonna bekæmper aids og malaria og hjælper fattige børn i Afrika. Men uden skatteunddragelser, en afpolitiserende markedsideologi og en bred accept af den globale ulighed – ingen privat velgørenhed i stor skala. En sønderlemmende analyse af den filantropiske kapitalisme byder sig til i en velskreven bog.
Moderne Tider
5. september 2015

Folk er trætte af langsomhed, snak og politiske møder. Der skal handlekraft til, hvis malaria og aids skal udryddes, og verden bivåne langt mere entreprenørånd i den fattige del af verden. Bill Gates kan udrette mere med sine milliarder af dollar og Muhammed Yunus med sine mikrolån, end FN og nationernes bistands- og udviklingsprogrammer formår.

Det samme kan kendisser, der samler penge ind til nødlidende og navnløse masser i den bedste sendetid, mens emotionelt antændte mennesker ser på og nynner de melodiske strofer: »Det bliver bedre og bedre dag for dag …« Som forbrugere tilskyndes vi også til at købe varer, der støtter gode formål efter devisen: Jo mere, vi forbruger, des bedre er det for verdens fattige og ikke mindst for os selv.

Filantropi versus revolution

Godheds- og velgørenhedsindustrien er blevet big business. Rige mennesker kan ikke længere nøjes med at være rige; de skal også gøre og være noget for andre. De skal demonstrere moral, uegennyttighed, globalt udsyn i øjenhøjde og en vilje til konkret og frem for alt synlig velgørenhed. Fænomenet hedder filantropisk kapitalisme og bygger på den forestilling, at kapitalismen er – eller principielt kan være – næstekærlig og barmhjertig i og for sig selv.

Idéhistorikeren Mikkel Thorup viser forbilledligt i sin lille fortættede bog Pro Bono?, at kapitalismen – et i bund og grund absurd system, der bygger på udbytning af arbejdskraften og dermed på det ubetalte merarbejdes transformation til merværdi og profit – altid har haft behov for at legitimere sig selv. Ikke mindst fordi den systematiske produktion af ulighed mellem udbytterne og de udbyttede er et uomgængeligt konfliktpotentiale. Her har den filantropiske kapitalisme det fortrin, at den tager sig ud som en moralsk kapitalisme, der formår at udvise globalt ansvar, altruisme og ofte smittende handlekraft. Ideologisk inkarneres den af og i de neoliberale karaktertyper, der af egen drift og dygtighed har skabt økonomiske imperier og kunstneriske karrierer, de fleste af os – kun – kan spejle sig i.

Filantropi er altid blevet akkompagneret af ulighed og hierarki. Godgørenhed indskriver sig i en ikke-reciprok logik, der bygger på, at den givende altid har mere end den modtagende, der skal gøre sig fortjent til at få hjælp. Det forventes, at modtageren er taknemmelig, hvorfor gaven selvfølgelig også er et magtmiddel, som mange antropologer, ægtefæller og børn vil vide. Uligheden cementeres, når de i selvforståelsen mest civiliserede sjæle og fortalere for fremskridtet hjælper de uudviklede, nødlidende og svage. Historisk set kan filantropi også ses som en langsigtet og strategisk selvbevidst investering i ikke-revolution. De fattige masser skulle nødig begynde at organisere sig politisk og kritisere de herskende samfundslogikker, det være sig feudalismen eller kapitalismen og de dertil koblede sociale og økonomiske uligheder. Thorup skriver manende: »Generøsitet motiveres ikke af solidaritet, men af frygt.«

Skatteunddragelse og afpolitisering

Men den økonomiske og sociale ulighed i verden forsvinder ikke, ligegyldigt hvor mange penge, de filantropiske kapitalister donerer, mens offentligheden velvilligt og med missende øjne kigger på de kendte mennesker, der ikke lever hverdagsagtigt liv.

Snarere kommer de succesrige hyperkapitalister, moderne mæcener og popstjerner til at afpolitisere drøftelserne af verdens indretning, mens de prædiker, at markedet og en blanding af en filantropisk og forbrugsorienteret kapitalisme kan få alle de problemer til at diffundere, som de impotente statslige og overstatslige politikker ikke har kunnet gøre noget ved.

I stedet for at beskatte eller stille krav til de store corporations, lader man dem lege julemænd med penge, der i princippet er stjålet fra samfundet og borgerne. Vildt forskruede, svært fattelige matematiske forholdstal suser udvejsløse rundt i baghovedet. De 85 rigeste mennesker i ejer mere end den fattigste halvdel af verdens samlede befolkning.

Thorup formår ikke at skjule sit ubehag, mens han skriver, at det er fatalt, at verdens fattige rituelt portrætteres som uheldige, passive og ’ideelle’ ofre uden stemme, samtidig med at de spektakulære shows gør serne på den anden og noget heldigere side af jorden passive og tavse. Djævlespillet mellem disse fikserede former for ulighed og lighed ser desværre ikke ud til at forsvinde.

Hvad med fondene?

Her i landet er vi (endnu) ikke helt så vildt eksponeret over for det langt ud over kvalmegrænsen anmassende mediemilliardærmæceneri. Derfor kunne det have været velgørende(!), om Thorup havde underkastet fondsvirksomheden et kritisk røntgenblik, nu han var i gang med at svinge med den store forhammer. Rammer den ramsaltede kritik også A.P. Møller Fonden, Carlsbergfondet, Velux Fonden og Nordea-fonden? Disse fonde støtter som bekendt alverdens projekter fra folkeskoleforskning og humanistisk grundforskning (bl.a. forfatterens!) til bæredygtighedsinitiativer og diverse anlægs- og bygningsarbejder. De vender sig som oftest ikke ud mod (den tredje) verden – men snarere mod hjemlige gøremål. Det samme gør en række store fonde og taknemmelige mæcener, der hvert år donerer store pengebeløb til forskning, universitets- og museumsdrift i USA og England. Er disse fonde også at forstå som en integreret del af ’det velgørenhedsindustrielle kompleks’ (betegnelsen blev lanceret i 2013 af Peter Barnett, søn af Warren Buffett, en af verdens rigeste mænd)?

Pro Bono?

Titlen på bogen spiller et dobbeltspil med læserne. I den engelsksprogede verden tales der oftere latin end tilfældet er under de hjemlige himmelstrøg. Pro bono publico er betegnelsen for frivilligt, ubetalt arbejde til det fælles bedste, og begrebet bruges bl.a. om gratis eller offentligt støttet juridisk rådgivning (retshjælp). Men samtidig er Bono (med stort B) en irsk rockstjerne, der ligesom Bob Geldorf (jævnfør LiveAid-koncerten i 1985 – verdens dengang største tv-event ever) har viet en stor del af sit liv til det, Thorup og andre forskere kalder for celebrity activism – hvis sideeffekt og åbenlyse fordel er, at den holder liv i kunstnernes brands på det lukrative charity market.

Spørgsmålstegnet i titlen ønsker at provokere samtiden til at filosofere dybt og længe over, om vi kan og bør nøjes med at sutte på kapitalismens holdkæftbolsjer.

Mikkel Thorup
Pro Bono?
93 sider. 14,95 dollar
Zero Books

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Om flertallets selvbedrag

Veloplagt anmeldelse af en tilsyneladende udmærket bog, som man får lyst til at læse. "Kapitalismens holdkæftbolsje"... et udtryk man kan tygge længe på. Er socialdemokratiet kapitalismens holdkæftbolsje?

Lyder som en dejlig og vedkommende bog.
Det er jo det, man har skatten til: at sikre udligning i samfundet og de samme muligheder til alle ligeberettigede borgere. Og det er billigere.
Så i stedet for at give virksomheder fradrag for sundhedsforsikringer til deres medarbejdere, er det langt mere indlysende at tage pengene i skat , når det nu ligger ejerne på sinde, at deres medarbejdere kan få behandling på et højt niveau.

Ikke at forveksle med godhedsindustrien i 'System Politiken' ...