Nå, har du så slået nogen ihjel? Det spørgsmål får danske krigsveteraner igen og igen. Fra venner, bekendte, vildt fremmede – eller fra piger, der synes det er cool, at de har været i krig. Men det er omtrent det værste spørgsmål, man kan stille. I hvert fald til Jesper eller Jon, der har fået PTSD efter at have været i Afghanistan på et af de hold, hvor svaret er et utvetydigt ja.
»Det er bare så personligt og så grimt at spørge om,« siger 27-årige Jesper, en stor kronraget fyr med venlige øjne og rødt vikingeskæg. »Det svarer til at spørge et voldtægtsoffer om, hvordan det var at ligge dér og blive kneppet. Det er ikke noget, man har lyst til at udlevere.«
29-årige Jon, der med sit drengede udseende, sin selvsikkerhed og sine hurtige replikker på mange måder er Jespers modsætning, er helt enig.
»Jeg har fået det spørgsmål fra fremmede, jeg lige har mødt i byen. Altså hvad forestiller de sig. Skal jeg stå der og forklare, hvordan jeg har gjort? Hvis jeg er stiv og har det fint, så svarer jeg, ja, jeg har slået nogen ihjel, hvad vil du ha’? Andre gange er jeg mere pædagogisk og siger, at det er et dumt spørgsmål at stille. Men det mest underlige er, at jeg har mødt kvinder, hvor man i den intime relation nærmest går til bekendelse i forventningen om moderlig omsorg. Men så tænder de på det i stedet. Det er fand’me specielt,« fortæller Jon.
Jo flere krige Danmark har ført, og jo flere soldater, vi har sendt ud, des flere er kommet tilbage med erfaringer som Jespers og Jons. Ingen ved, hvor mange krigsveteraner, der som de to lever med PTSD efter at have været i krig. Men som Information kunne fortælle i sidste uge, har Arbejdsskadestyrelsen indtil videre anerkendt 541 sager og er i gang med at vurdere andre 550. Derudover er der mange veteraner, der enten ikke søger hjælp eller gør det alt for sent, f.eks. af frygt for at miste deres job i Forsvaret.
Læs også: Næsten tusind danske soldater har PTSD
De mange tilfælde af PTSD er en del af den pris, det danske samfund betaler for de sidste 20 års krigsdeltagelse på Balkan, i Irak og ikke mindst i Afghanistan. En pris, som ikke ser ud til at blive mindre i takt med tilbagetrækningen. Tværtimod kommer der mere en 200 nye tilfælde til hver eneste år.
Jesper og Jon har sagt ja til at fortælle om, hvordan det er at leve med PTSD, både for at få andre til at forstå – og anerkende de danske soldaters indsats – og for at bryde det stærke tabu omkring krigstraumer, som stadig eksisterer både i og uden for Forsvaret. Selv om enkelte er begyndt at tale mere åbent om deres reaktion, f.eks. på Facebook, er der fortsat meget få, som er villige til at stå offentligt frem.
Svaret, der aldrig kom
For Jesper er det tanken om de kolleger fra hold ni, der ikke kom hjem igen, som gør mest ondt. Sophia, Martin, Jonas, Erik og Jimmy. Og de 74 andre, som blev såret.
»Jeg var udsendt som kommunikationsspecialist, og min opgave var at holde styr på, hvad der skete, når mine kolleger var ude på en opgave. Jeg havde netop kaldt Sophia for at høre, hvor hendes enhed var. Jeg havde lige talt med hende og ventede på hendes svar over radioen ... og ja, det fik jeg så ikke … så tikkede det ind, at der var eksplosioner … og siden navnene på de sårede …«
Jesper har det bedre end for et år siden, hvor han var ved at begå selvmord. Men han kan stadig ikke håndtere travle, uoverskuelige steder og mange mennesker, og han har svært ved at koncentrere sig, læse eller se film.
Jesper fortæller med lange pauser og suk. Sophias gruppe havde parkeret sit køretøj op ad en mur, hvor Taleban havde gravet en mine eller vejsidebombe ned. Og pludselig gik den af.
»Jeg kan ikke huske, om jeg hørte eksplosionen. Det hele foregik i slow motion, det var surrealistisk. Jeg var en eller to kilometer væk og kunne absolut intet stille op.«
»Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg tænker stadig mindre på det, som årene går, men det er faktisk omvendt. Jeg tænker stadig oftere på det.« Det er tydeligt, som Jesper sidder der på en caféstol ved bredden af Søerne med kaffe, kyllingesandwich og en smøg foran sig, at han stadig føler, at han burde have forudset den IED.
»Det var en klar fejl at parkere bilen lige op ad en mur. Det var ikke nogen helt velovervejet beslutning ... den burde bestemt ikke have holdt dér,« siger han og forsøger at tænde endnu en cigaret.
»I den stilling, jeg og min gruppe havde, skulle vi jo advare de andre, før der skete noget, og når vi ikke kunne det, så havde vi jo fejlet.«
Det gør særlig ondt, at der efterfølgende er andre, der har bebrejdet ham, at han ikke passede godt nok på de andre.
»En fra holdet har faktisk sagt til mig, at jeg burde smide min medalje i havet, for den havde jeg i al fald ikke fortjent. Bevares, han var ung og fuld og ked af det, men det var ikke en sjov oplevelse. Jeg ved godt, at det bare var et udtryk for den holdning, at det kun er kampsoldaterne, der har fortjent en medalje og ikke alle os andre, der gjorde en lige så stor indsats i andre funktioner. Men det er svært ikke at tage den på sig, følelsen af at kunne have gjort det bedre,« siger Jesper.
Dødens dal
Som en af dem, der lyttede med på Talebans radiokommunikation, skulle Jesper have det store overblik over den såkaldt grønne zone, det frodige område langs Helmand-floden. Derfor var det værste, der kunne ske, at han blev blind og døv. Som det skete i de mere end 40 dage, sandstormen rasede det forår.
»Det var en kæmpe mur af sand, 100-200 meter høj og flere kilometer lang. Den strakte sig så langt, vi overhovedet kunne se ud i ørkenen, og så kom den bare rullende og rullende og rullende og rullende. Idet den rammer, bliver alt brunt og lilla – og radioforbindelserne bliver meget dårlige på grund af alt det sand, der er i luften.«
10 minutter senere angriber Taleban de danske baser i lejren, som hedder Patrol Base Line.
»De kravlede helt hen til baserne, kastede håndgranater ind over muren og skød med alt muligt i håbet om at ramme nogen. Det var forfærdeligt. 17 danskere faldt på 20 minutter … den her ekstreme afmagt. Vi vidste bare, at der var noget fucking galt, men hvad kunne vi stille op? Vi kunne intet se og intet høre. Og samtidig skød Taleban ind over hovederne på os. Jeg kunne hele tiden høre de her overlydssmæld; tji, tji, tji, tji … Det er ekstremt stressende, at der er nogen, der bare skyder og skyder, uden at man kan se, hvor de er.«
Sandstormen varede on and off 41 dage, fortæller Jesper.
»Nogle gange lagde den sig et par timer, og så kom den igen. Det var fand’me en temmelig lang måned.«
I det halve år, Jesper var i Helmand, var han også med på patruljer i den grønne zone. Han tænker tit på turen gennem det, de kaldte IED-dalen.
»Det var et gammelt udtørret flodleje med hård, stenet jord, hvor Taleban havde lagt en masse miner. Jeg har gået præcis det samme sted, hvor Jonas blev dræbt. Han var en rigtig rar mand. En dygtig leder, der altid passede på sine folk. Den dag var han sidste mand oppe fra green zone, og så var det ham, der blev sprængt i stykker. Han trådte bare der, hvor 40 andre netop havde trådt. Jeg var ikke med, den dag han blev dræbt, men der kommer rigtig mange billeder i mit hoved, når jeg tænker på det.«
Tankemylder og flashbacks
Netop tankerne, der ikke lader sig stoppe, er en af de ting, som Jesper ofte slås med.
»Da det var værst, havde jeg ofte tre eller fire tankestrømme, der kørte simultant inde i hovedet, uden at jeg kunne styre dem eller stoppe dem. Ét spor om, hvad jeg skulle i morgen, ét om, hvorfor der var problemer med kæresten, et tredje om, hvad jeg nu havde råd til osv. Der var ikke noget konstruktivt i det, det blev bare ved og ved.« Og så er der det evige søvnbesvær. »På en god nat vågner jeg to eller tre gange, på en dårlig nat ti gange eller mere. Jeg er aldrig afslappet eller udhvilet, når jeg vågner. Jeg er bare træt, træt, træt. Og det går selvfølgelig ud over humøret og overskuddet.«
På et tidspunkt er han så træt, at han knalder hovedet ned i tastaturet på arbejdet, og for lidt over et år siden brændte han efter eget udsagn helt sammen.
»Jeg blev simpelthen overvældet af de problemer, jeg har fået efter Afghanistan. Jeg havde problemer med mit daværende forhold og var frustreret over mit liv. Jeg gik fuldstændighed ned med flaget og forsøgte at tage mit eget liv. Det var fuldstændig klargjort og tilrettelagt. Det var rent og skært held, at det ikke skete.« Præcis hvordan Jesper havde tænkt sig at dø, har han ikke lyst til at fortælle. Men hans daværende kæreste fik ham indlagt.
»Det var første gang, hun fik et reelt indblik i, hvad jeg gik med af tanker; hvor svært jeg havde ved at knytte mig til andre mennesker, og hvordan jeg så på mig selv. Jeg var meget, meget syg og havde det rigtigt rigtig dårligt.« Næsten samtidig gik han og kæresten fra hinanden, og hun besluttede, at han ikke måtte se deres toårige søn.
»Hun var blevet bange for mig og mente, at det ville være skadeligt for min søn at se mig.«
Pissede i flasker
For Jon, der også er sprogofficer i pashto og arabisk, var hjemkomsten helt anderledes, nærmest en fest. Som tolk for kampsoldaterne på hold syv, året før Jespers udsendelse, havde han været på utallige patruljer og tit i kamp med Taleban. Men reaktionen var en anden.
»I dag ved jeg, at jeg havde baldrende PTSD, de første seks-ti måneder efter jeg kom hjem. Men dengang ænsede jeg det ikke. Jeg befandt mig i en konstant glædesrus. Jeg havde realiseret mine ideer om, hvad en ung verdensmand skulle leve op til, og så var jeg endda kommet ind på statskundskab, hvor jeg startede, en uge efter jeg kom hjem,« fortæller han med et lidt genert grin.
Mens Jon gik rundt og følte sig som en »lykkelig buddhist« indeni, faldt hans ydre liv imidlertid fra hinanden. »Jeg gik fuldstændig i forfald. Jeg engagerede mig ikke i mine nye medstuderende, jeg syntes de var dybt kedelige. Jeg var ekstremt arrogant. Når jeg havde fri, lå jeg i min seng og så film og spillede computerspil. Eller jeg gik lange ture, hvor jeg nærmest sitrede over det hele, når jeg blev ramt af vinden og pludselig befandt mig i Afghanistan, hvor jeg gik en eller anden patrulje. Det var en meget mærkelig tilstand. Jeg talte med en psykonanalytiker, som medgav, at hun aldrig personligt havde mødt nogen med de symptomer. Men hun nævnte, at Freud havde en ven, Romain Rolland, der i nogle breve havde beskrevet den oceaniske følelse, en følelse af lykke lig de øjeblikke, vi alle har en gang imellem, hvor vi i to-tre minutter føler os ubegrænsede og opløste i verden. For mig var det blot konstant og over flere måneder. Jeg har endnu ikke helt tænkt færdig over den tid.«
Den efterårsferie gik det helt galt.
»Jeg havde røven fuld af penge, men jeg brugte dem ikke til en skid. Jeg gik bare i Netto og købte ind og gik så hjem igen. Jeg var ikke uden for en dør den uge. Kun en gang hvor jeg skulle i Netto. Dengang pissede jeg stadig i flasker. Selv om mit toilet og bad var to-tre meter fra min seng, pissede jeg kun i flasker. Og så tømte jeg dem en gang imellem. En dag var jeg løbet tør for flasker og så pissede jeg i stedet i min vandkande, som stod på bordet. Da jeg kom tilbage fra Netto, havde jeg glemt det, og så drak jeg mit eget pis. Jeg var virkelig langt ude. Jeg vidste det bare ikke. Jeg havde det jo godt.«
Skuddene, der forsvandt
Alligevel bliver mange af de oplevelser, Jon havde i Afghanistan, ved med at vende tilbage, igen og igen. En af dem var dengang, han og en gruppe andre danske soldater lokkede en Taleban-gruppe i baghold.
»Vi havde fundet en IED, som ikke var gravet ordentligt ned. Vi besluttede at lokke dem i baghold og fakede en tilbagetrækning, mens jeg og nogle få andre gemte os i en opiumsmark. Først kom en ung fyr forbi på motorcykel med et barn bagpå. Han opdagede os ikke. Så kom en gruppe på seks-otte unge mænd trækkende med nogle børn, de havde fået fat i. De brugte dem som menneskeskjold, men de så os heller ikke. På et tidspunkt slipper de så børnene, og jeg hører den ene tale i sin radio. Jeg kan høre, han er talebaner, og siger OK til, at vi kan angribe. Jeg kan godt huske, at jeg sigter på en af dem, men jeg kan ikke huske, om jeg skyder ham. Jeg må have trykket af, for jeg brugte to magasiner, men selve det lille øjeblik, hvor jeg måske rammer ham, er slettet fra min hukommelse.«
Selv mener han, at hullet i hukommelsen skyldes en kombination af ekstremt stress og høj larm i det øjeblik, hvor skyderiet foregår. Eller også er det en fortrængning, fordi »mennesket ikke er skabt til at slå andre mennesker ihjel«, som han siger.
Det værste var børnene og dyrene
Der er mange ting, Jon husker, herunder tabet af kollegerne Mads, Martin og Andreas. Men noget at det værste var det med børnene og dyrene. Det er de scener, der udspiller sig igen og igen for hans indre blik.
»En dag skulle vi overtage en compound – eller gård, fra en familie. Det var den eneste sikre compound i området, så vi var nødt til at bede dem flytte. Jeg tolker, og vi kan godt se, at det er en lortesituation for familien, men der er ikke noget at gøre. De får en halv time til at rykke ud, tre mænd og fem-seks kvinder og børn. De lader deres, arrige, mølædte kæmpehund blive tilbage. Sikkert fordi de håber at få erstatning for den. Den er ved at slippe løs, så vi skyder den, og jeg slæber dens lig ud i en grøft.«
Ind imellem bliver Jon også bedt om at tolke på hospitalet.
»En dag skulle jeg tolke for en sygehjælper. Hun skulle behandle en lille dreng. Han var sådan en fire-fem år gammel, og han lå bare og skreg. Han havde tredjegradsforbrændinger på hele underlivet. Tissemanden var stort set brændt væk, og han skreg og skreg. Og så skulle jeg tolke for ham. «
Episoderne vælter ind over hinanden.
»En anden gang var vi i ildkamp og havde kastet nogle røggranater i nærheden af en compound. En af dem var røget ned i køkkenet og havde slået en lille pige ihjel. Hun var vel to-tre år gammel og så havde granaten også såret en lille dreng. Det var en smuk lille dreng på seks-syv år. De kom op til vores lejr til et shura – et møde – og faren havde slæbt den her døde pige med og stod og viftede med hende.«
Han har pludselig svært ved at finde ord. »Er det OK, jeg lige går ud og tager en smøg?« Fem minutter senere er han tilbage med blanke øjne.
»Som du kan se, er det ikke specielt behageligt at åbne den her kasse. Der er en god grund, til at jeg pakker det ned. Det kan jeg sagtens, når der ikke er nogen, der spørger. Men sådan er vi mange, der har det.«
Politikerne ansvar
Jon synes ikke, han har haft brug for professionel hjælp.
»Jeg kan bare konstatere, at jeg er kommet hurtigere over tiden i Afghanistan og har det bedre end mange af mine venner,« siger han. »Psykologerne vil bare sige til mig, at jeg skal pakke tingene ned og komme videre. Og det er jeg jo selv kommet frem til for længst.«
Vendepunktet for Jon blev den israelske film Waltz with Bashir, som han så efter cirka 10 måneder i Danmark. Den handler om en israelsk soldat, der må leve med at have deltaget i massakrerne i Sabra og Shatila flygtningelejrene i Libanon i 1982 og indser, at det egentlige ansvar ligger hos daværende premierminister Ariel Sharon, der gav ordren.
»Den film gav meget resonans hos mig. Det er en typisk vestlig film, hvor palæstinenserne og deres lidelser mest fungerer som lærred for den israelske soldats egen, indre udforskning. Men jeg kan huske, at jeg gik en lang tur. Det var vinter, det sneede og jeg gik og tudede en halv time, en time. Den film viser, hvad paradokset er ved at være soldat og selv føle sig ansvarlig for det hele. Den viser, at det ikke nødvendigvis er ens egen skyld, at man ender i de situationer. I filmen var det Sharon, der havde det egentlige ansvar. Herhjemme er det politikerne. Det var dem, der sendte mig til Afghanistan«.
Den bedste tid i mit liv
Selv om Jesper har været på selvmordtruet, vil han ikke være sin tid i Afghanistan foruden.
»Trods alle de problemer jeg har haft, vil jeg ikke undvære det. Det var på mange måder det bedste halve år i mit liv«, siger han.
»Jeg ved godt det lyder paradoksalt, men i Afghanistan havde jeg ingen bekymringer. Det eneste, jeg skulle, var at spise, passe min vagter, gå patruljer og træne. Der var selvfølgelig ikke særlig meget frihed, men det var faktisk et ret privilegeret liv. At talebanerne dagligt skød ind over lejren og på patruljerne, det vænner man sig til lynhurtigt til. Det bliver bare ... ja, hverdag,« siger han.
»Hvis jeg ikke var taget af sted, ville jeg have fortrudt. Jeg har ikke lyst til at se tilbage på mit liv uden at have fulgt mine drømme. Den vigtigste lektie, jeg har med derfra, er, at jeg skal sørge for at nyde det, jeg har, for jeg har det ikke for evigt.«
Kun på ét punkt mener Jesper, at prisen for at have været i krig, kan vise sig at blive for stor.
»Hvis ikke jeg får lov at have et reelt samvær med min søn igen, så har prisen været for høj,« siger han og fortæller, at han netop har fået bevilget overvåget samvær med sin søn – for første gang siden selvmordsforsøget.
»Jeg har det ubeskriveligt meget bedre end for et år siden, men jeg føler stadig, at der kun skal en lille vind til at vælte mig. Jeg synes, der er ved at komme styr på tingene, og håber, det vil lykkes mig at gøre min HF færdig og komme ind på jura.«
For Jesper er livet i Forsvaret imidlertid slut. Efter at have fået konstateret både PTSD og svær depression, er han erklæret varigt uegnet til udsendelse og kan derfor ikke længere være ansat.
»Det er lidt bittert, at jeg ikke selv fik sagt op først, men omvendt forstår jeg det godt,« siger han.
Styrket af krigen
Jon på sin side mener, at tiden i Afghanistan har styrket ham.
»Jeg tog af sted med en pragmatisk tilgang til krigen. Næsten nihilistisk. Dør jeg, så dør jeg. Det var min indstilling. og her adskiller jeg mig nok fra mange af de andre, der tager af sted. Mit indtryk er, at mange soldater tager i krig for at være hovedpersonen i en actionfilm. Når de så kommer af sted, viser virkeligheden sig at være helt anderledes. De er desværre statisterne, der bliver sprunget i luften, mens hovedpersonerne råber ad hinanden. Det er dette tab af kontrol og mening, der slår folk i stykker, som var de af glas.« siger han.
Derudover mener Jon, at han har det forholdsvis godt, fordi han ikke personligt har set sine venner blive skudt eller sprængt i luften.
»Ud over en lokal tolk, hvis lig jeg fik fornøjelsen af at bære rundt på og affotografere, så kendte jeg ikke direkte dem, der døde, hvilket gør en kæmpe forskel,« siger han.
Jon vil i modsætning til Jesper ikke udelukke, at han på et tidspunkt er klar til at tage af sted igen som soldat. Men ikke til Afghanistan eller noget, der ligner.
»Jeg er færdig med at tage i krig, men jeg kunne måske godt finde på at tage ud som FN-observatør et eller andet fredeligt sted« og foreslår, at »det næste er politikerne, der tager af sted, nu de gerne vil i krig hele tiden, samtidig med at de i 10 år har sparet på Forsvaret«.
Jon mener i det hele taget, at politikerne passende kunne tage større ansvar for både de krige, Danmark har deltaget i, og for Forsvaret.
»Hvis ikke samfundet gør op, om det har været det værd, så står soldaterne alene tilbage med overvejelsen, om hvorvidt det var en personlig fejl at tage af sted i en illegitim krig.«
Information omtaler kun Jesper og Jon med fornavn af hensyn til deres fremtidige arbejdsliv, men deres fulde identitet er redaktionen bekendt
At Danmark mener, at man skal føje USA, fordi USA har en direkte interesse i at have Danmark på sit militære hold, er en vittighed.
Jo hurtigere, vi kan få en EU-hær, jo bedre.
Jeg læste overskriften, og det første jeg kom til at tænke på, var, hvordan kan nogen overhovedet finde på at stille det spørgsmål?
Jeg kan ikke forestille mig noget mere grænseoverskridende at spørge om, jeg har ikke fået læst artiklen, men spørgsmålet i sig selv er under al niveau.
"»Det svarer til at spørge et voldtægtsoffer om, hvordan det var at ligge dér og blive kneppet. Det er ikke noget, man har lyst til at udlevere.«
Er pointen hér at vi skal se danske, udsendte soldater som voldtægtsofre? I så fald er der vel tale om en sociokulturel voldtægt, som har foranlediget at unge/halvvoksne danske mennesker finder det relevant, moralsk i orden og befordrende for fremtiden at deltage i katastrofegenererende angrebskrige og overfald på suveræne stater.
Og når man har gjort krig til sin metier og levevej, og informerer fremmede herom, kan det vel næppe undre at de bliver spurgt til de faglige erfaringer. Selvom det naturligvis kan være belastende for en traumatiseret soldat, det giver sig selv.
Den israelske soldat, som deltog i massakrene på flygtningelejrene i Libanon, og sammen med sine kolleger myrdede i tusindevis af uskyldige civile, er en kujon, når han lægger hele ansvaret for ugerningen over på Sharon. Selvfølgelig , Sharon er storskyldig, men det fritager på ingen måde den pågældende soldat for hans personlige ansvar. Jeg forstår godt at han formentlig har svært ved at leve med sine handlinger, men at skyde hele skylden på politikerne er naturligvis en fej undvigemanøvre i et forsøg på at bevare sin egen menneskelighed.
Og det samme gælder de danske soldater i Afganistan, Irak osv. Jeg er så hundetræt af at høre, at vore missioner i udlandet måske nok er slået fejl allesammen - men at de danske soldater i den forbindelse er hævet over kritik, at de er en flok ufejlbarlige helte, som er blevet ofre for politikernes fejltagelse. NEJ det er de ikke: Den enkelte soldat er fuldt og helt ansvarlig for de handlinger han eller hun har begået. At skyde og dræbe et andet menneske er MORD, at drage i krig på andre menneskers territorium er INVASION og den politiske baggrund for at gøre det er IMPERALISME - uanset hvor mange søforklaringer og snak om alt det gode man vil udrette, de (u)ansvarlige politikere disker op med. Og det er det enkelte menneskes opgave og pligt at gennemskue politikernes løgne og motiver, og på den måde selv tage ansvar og kontrol over sit liv. Hvis man så allgevel rejser af sted, for som Jesper siger at 'se sig selv som hovedpersonen i en aktionfilm' - ja, så man man også acceptere at vende hjem som morder og bære morderåget resten af sit miserable liv.
I mit barndomshjem kom der nogle stykker , som havde deltaget i modstandsbevægelsen eller i allieret krigstjeneste under 2. verdenskrig.
De vidste, at de kæmpede for en god sag og havde nok derfor ikke nogen mentale problemer med hvad , de havde "lavet" under krigen - den eneste undtagelse var en englænder, der havde set nogle af sine kammerater blive fanget, bundet og derefter brændt af flammekastere - det drømte han om næsten hver nat.
Om soldater bliver ramt af PTSD afhænger sikkert også i meget høj grad af, om de har følt at kæmpe for en god sag , om de har en solid filosofisk "ballast" , om de i øvrigt er psykisk stærke, om omgivelserne anerkender deres indsats som positiv o s v,
Robert,
Der findes massevis af PTSD tilfælde i både første og anden verdenskrig. Den gang var det bare så behæftet med skam at man ikke talte om det. Man var jo ikke 'en rigtig mand' hvis man viste den svaghed. Så det blev kaldet noget andet, fra 'granatchok' til 'kujoneri i felten'. Det sidste førte så hyppigt til en henrettelse ...
Det er forbløffende så mange ligheder krigsberuselse har med andre former for rusmidler. Det starter sødt, og ender bittert. Det skaber tilmed afhængighed. Og så giver det for mange livslange tømmermænd. Jeg mangler stadig at høre den veteran, der er nået til denne selvindsigt; at han og hans skæbnefæller har været forført af romantiske soldaterdrømme, og har smadret andres og deres eget liv til ingen somhelst nytte. De har været udnyttet i politikernes djævelske spil.
/O
He's five feet two and he's six feet four
He fights with missiles and with spears
He's all of thirty-one and he's only seventeen
He's been a soldier for a thousand years
He's a catholic, a Hindu, an Atheist, a Jane
A Buddhist and a Baptist and Jew
And he knows he shouldn't kill and he knows he always will
You'll for me my friend and me for you
And he's fighting for Canada, he's fighting for France
He's fighting for the usa
And he's fighting for the Russians and he's fighting for Japan
And he thinks we'll put an end to war this way
And he's fighting for democracy he's fighting for the reds
He says it's for the peace of all
He's the one who must decide who's to live and who's to die
And he never sees the writing on the wall
But without him how would Hitler have condemned him at Dachau
Without him Caesar would have stood alone
He's the one who gives his body as the weapon of the war
And without him all this killing can't go on
He's the universal soldier and he really is to blame
But his orders come from far away no more
They come from him and you and me and brothers can't you see
This is not the way we put an end to war?
Buffy Sainte-Marie
Der er nu krigsveteraner der i dag ser det de gjorde som noget forkert, som har sat sig ind i politiken bag det hele, og som taler ud imod krigshandlingerne, men er du en ung gut der er gået ind i militæret, så er det ikke længere som for 30-40 siden, hvor du ikke regnede med nogensinde at blive sendt ud i krigshandlinger, så er der i dag en meget stor chance for at netop det vil ske.
En tidligere ven fortalte mig i begyndelsen af 2008 meget stolt at hans søn skulle til afghanistan, min reaktion var, "åh nej det var da frygteligt", jeg spurgte ham om han ikke var bange for at hans søn kunne tage psykisk skade, men nej han var pavestolt, de er jo godt uddannede, mente han, ingen uddannelse kan forebygge de rædsler man som soldat kan opleve, og det helvede man måske skal igennem bagefter.
Krig er en forbrydelse, også mod dem der deltager i den. Også bødlerne er ofre.
Som jeg ser det er bødlerne ikke ofre, men tvært imod dem der slipper af sted med at være bødler, og lader lakajerne betale prisen.
"Hvis man så allgevel rejser af sted, for som Jesper siger at 'se sig selv som hovedpersonen i en aktionfilm' - ja, så man man også acceptere at vende hjem som morder og bære morderåget resten af sit miserable liv."
Med i ligningen hører at mange af disse soldater, netop fordi de er forførte af massemedierede magtbud og sentimentale forestillinger om det gode og det onde i et selvrealiseringssøgende forbrugersamfund, i kun begrænset omfang kan tillægges agtsomhed. Som du selv og andre er inde på, har vi når krige finder sted med komplekse ansvarsforhold at gøre, hvori naturligvis politiske, militære og økonomiske magthavere typisk bærer broderparten - men også tavse samtykkere har part.
Robert Kroll - undersøgelser de sidste par år har vist, at mange modstandsfolk fik store, psykiske men. Men det blev fortiet. Først nu har deres børn fået det så meget på afstand, at de begynder at tale om det. På min folkeskole i 60'erne havde vi et par stykker af dem som lærere. De led af "dårlige nerver" som det hed dengang og burde i virkeligheden være blevet forflyttet til poster i skoleforvaltningen for børn og den uro og til stadighed akut opståede situationer, selv relativt velopdragne skoleelever i 60'erne altid vil medføre - det magtede de ikke. Så regnede det med regulære tæsk - og alle andre lærere end netop dem ville være blevet fyret på gråt papir. Men alle vidste - fordi man havde kendt dem fra før besættelsen - hvordan deres personlighed var blevet forandret og bar stilletiende over.
Spørgsmålet er en uforskammethed og udtryk for manglende empati. Jeg har indtil for nylig over en periode på 6 måneder dagligt arbejdet sammen med en ung krigsveteran fra Afghanistan med PTSD. Vi har snakket meget med hinanden om livskriser og depression. Han har også fortalt mig en del om, hvordan han oplevede krigen, hvad han opleve og hvordan det har påvirket ham. Jeg har aldrig stillet ham det tåbelige spørgsmål , fordi jeg vidste, han ville fortælle mig det, hvis han mente, jeg skulle vide det.
Den anden side af sagen kan vel være, Herdis Weins, at drab kan blive tabuiseret - og hvis der spørges med reel, empatisk interesse behøver det ikke at udgøre en belastning. Jeg vil tro at en del af problematikkerne for veteraner bl.a. består i at omverdenen viser en overfladisk interesse for veteranens personlige situation og sårbarhed (jf. bl.a. artiklens eksempler), hvilket dels kan føre til ubetænksom nysgerrighed, dels til unuanceret fordømmelse og dels til misforstået undgåelse og tabuisering etc.
Til alle Jer som nu har, eller vil kloge jer på de store spørgsmål som bliver rejst i teksten ovenfor: I har ret til at have jeres, men hvad har I at have den i...? Hvis nogen af jer har været i samme situation, så ved I hvor svært det er at forstå for dem som ikke har,uanset hvor meget de selv tror de kan forestille sig. Dette er ikke en akademisk øvelse eller diskussion, den kan reelt kun forstås hvis man har været tilskuer tilen krig fra forreste række. Lommefilosofiske betragtninger kan man udveksle over middagsbordet med andre som har lige så lidt indsigt, men lige præcis her synes jeg ikke at de hører hjemme,for de bidrager ikke med nogen afklaring eller oplysning, selvom de fleste tror de forstår hvad soldaterne taler om.
Ordet mening mangler i anden sætning.
Jeg smed engang en sten efter en høne og traf den lige i hovedet. Den vendte det hvide ud af øjnene.Det sidder i mig endnu, jeg er dog ikke blevet behandlet for traumet, men burde nok.
Mennesket er noget ros såvel de nydende, som de udøvende i relation til at krumme så meget som et hår på nogen som helst.
Hvorfor Danmark ikke kan går foran som et pacifistisk land? tja når man ser 'underholdning' TV, bøger etc. så er det de groveste overgreb, der sælger og man forstår hvorfor.
Nyheder, groveste overgreb, der bringes, så køb Fyrtårnet på Dueodde og vend ryggen til det liv du må tage afstand fra.
Det er så trist.
Især for de, der troede at de skulle ned og lege røvere og soldater og kommer hjem psykisk invalide. De døde har overstået problemet de hjemvendte går en ulidelig tid i møde, hvor kun noget cyankalium hjælper og der tager man jo ikke familien med!
@Morten
Pointen er, at ingen burde have bragt sig selv i en sådan situation.
Disse soldater er ikke blevet tvunget i krig; de har meldt sig selv frivilligt.
Og hvorfor? Det er dét, de ikke kan, eller vil erkende.
Der er intet nyt i at krig smaderer folk, både civile og soldater. Både under og efterfølgende.
Det er noget møg for alle.
Denne erkendelse er kommet for sent for disse veteraner.
/O
Måske man skulle reflektere lidt mere over at forsvaret, først og fremmest er et forsvar. Og det er hvad folk melder sig til, det er blot en offentlig stilling som alle andre i statens tjeneste. At politikerne ændrer på spillereglerne, er politikernes ansvar. Jeg kender flere veteraner og ingen af dem tog jobbet, for at komme ud og spille med musklerne. Men som offentligt ansatte, så må de løse den opgave de bliver sat overfor o,gså selv om de helst er fri. Jeg ved derfor også, hvad det gør ved koner og børn og ægteskaber, før, under og efter udsendelsen. De fleste mister alt hvad de havde, da de tog afsted og nej de var ikke opfyldt af en hellig ild, snarere tværtimod og ingen var virkelig klar over, hvad der ventede dem. Det fandt de først ud af, da de stod midt i det. Hvis man skal stille spørgsmål ved noget, så er det politikerne der udsteder ordrene. Dem der kommer hjem er ikke nødvendigvis de heldige, når ægteskabet er røget og kampene om børnene begynder, så starter det betydende slag og i det slag er der ingen vindere.
Helt enig med Morten Rasmussen.
Krig er noget møg og burde være utænkelig.
Virkeligheden belærer os alle om noget andet.
Jeg har svært ved at forestille mig at forældre til vore soldater,eller kærester eller børn eller familiemedlemmer i det hele taget,kan udtale sig så hjerteløst,så fuldstændig uden forståelse for de mennesker,der har gjort,hvad de var forpligtet til af deres kontrakt.
Vi har alle været med til at sammensætte det folketing,der har fundet Danmarks deltagelse i disse vanvittige krigshandlinger for ganske i sin orden.Disse mennesker er blevet genvalgt igen og igen.
Hvilke danskere er de skyldige?
Hvem har den moralske ret til at pege fingre ad de soldater,der faktisk handlede - og nu sidder med konsekvensen af deres handlinger.
Og de,der blev siddende og som nu peger fingre;hvad er de?
Hyklere?
Pjok?
Følelsesafstumpede?
@Flemming Berger
Jeg var i militæralderen, da vi skulle til og igang med de imperialistiske krige. Jeg kender mere end en håndfuld, der tog afsted. Måske var jeg mere oplyst end dem, måske gjorde de blot andre overvejelser, men for mig var det tydeligt, at jeg ikke skulle ud og tjene i en eller anden krig, for at nogle gamle mænd kunne få mere magt.
Soldater, der tager på mission er ansvarelige for de handlinger de udfører! De kan ikke skyde skylden på andre og lægge den fra sig. At vi har politikkere, der gerne sender andre i krig, gør vores politikkere til medskyldige og vores MF'ere, der stemte for krigene til krigsforbrydere.
Jeg forbeholder mig til fulde retten til at påpege, at det er stupidt at tro at man kan gå i krig for gloværdige formål og jeg væmmes ved de gule sløjfer, som folk kører rundt med.
Jeg ville ikke sende andre i krig, så hykler kan du ikke kalde mig. Pjok? Er man det, hvis man slår hjerne til? Og følelses afstumpet? Hvordan skulle de klister på mennesker, der helst forskånere sig selv og andre for en masse lidelse?
@Flemming Berger
Jeg var i militæralderen, da vi skulle til og igang med de imperialistiske krige. Jeg kender mere end en håndfuld, der tog afsted. Måske var jeg mere oplyst end dem, måske gjorde de blot andre overvejelser, men for mig var det tydeligt, at jeg ikke skulle ud og tjene i en eller anden krig, for at nogle gamle mænd kunne få mere magt.
Soldater, der tager på mission er ansvarelige for de handlinger de udfører! De kan ikke skyde skylden på andre og lægge den fra sig. At vi har politikkere, der gerne sender andre i krig, gør vores politikkere til medskyldige og vores MF'ere, der stemte for krigene til krigsforbrydere.
Jeg forbeholder mig til fulde retten til at påpege, at det er stupidt at tro at man kan gå i krig for gloværdige formål og jeg væmmes ved de gule sløjfer, som folk kører rundt med.
Jeg ville ikke sende andre i krig, så hykler kan du ikke kalde mig. Pjok? Er man det, hvis man slår hjerne til? Og følelses afstumpet? Hvordan skulle de klister på mennesker, der helst forskånere sig selv og andre for en masse lidelse?
Kære Jens Agerbo.
Jeg er nu glad for, at der var nogen , som gik i krig og gjorde modstand, da nazisterne/fascisterne (Tyskland, Japan, Italien) begyndte det, som blev til 2. verdenskrig.
Havde men bare været pacifister i de angrebne lande , så ville vi alle i dag have gået rundt og sagt heil Hitler i et "racerent" Europa. (Avisen Information ville ikke have eksisteret .)
Somme tider må man altså slå til for at bekæmpe ondskaben - alternativet er at blive "medløber".
At bekæmpe IS og andre slige minusvarianter, der knægter menneskerettignederne , er efter min menig helt OK
@ Olivier Goulin
Atter en gang bliver jeg overrasket over din viden om hvad der driver alle soldater, hvad de alle tænker og hvorfor de reagerer som de gør.
Så nu MÅ jeg altså spørge : hvor har du din viden fra ?
Vi vil gerne vide hvem bagmændene er når det gælder menneskesmugling, narko, men underligt nok ikke bagmændene når det gælder krige.
Alting har sin pris, hvad er prisen for at være halehæng til Amerikansk udenrigspolitik?
Har de formået at skabe demokrati i Irak? Afghanistan? Libyen?og nu Syrien? Er terroristerne bekæmpet? Hvordan var det lige det gik i Vietnam?
Freddy Andersen, jeg ved ikke om du ved, at de samme læger og psykologer der behandler tortur ofre også er dem der behandler bødlerne, for de har været igennem en dehumanisering af dem der uddanner dem, for at fjerne dem emotionelt fra deres arbejde.
Jeg er modstander af krig, men jo bødlerne er lige meget ofre som deres ofre, dette var danske eksperter de første til at indse og at de ligesåvel som deres ofre havde brug for behandling.
Jeg synes det er utilstedeligt, at sidde her og hænge ofte ganske unge mænd ud, der på det tidspunkt hvor de er gået ind i militæret, enten som frivillige eller som værnepligtige, og som ikke ret beset, kan nægte at følge ordrer, langtfra var voksne eller istand til at forudse konsekvenserne af det der stod for dem. Og jeg tvivler på at militæret har givet dem andet end et glorificerende billede af krige.
Sadister og masokister her mødes, en soldat spiller sadist og ender elendig, en migrant spiller masokist og ender med blive kalt (perker). Forskellen er at migranten har livet I behold. Er det noget der er stærker end begge situationer, at søge et bedre liv hos nogle man ikke kender eller går hen og spiller med muskler hos folk også man ikke kender. Når sådan er folk ordnet I stammer, burde man afskaffe de to muligheder.
Det er usmageligt at en soldat sammenligner sig selv med et voldtægtsoffer, når virkeligheden er den modsatte, at det er soldaten, som myrder og lemlæster andre mennesker og dyr, smadrer deres huse og bondegårde eller stjæler dem, spreder terror i fremmede lande.
Soldaten er ikke voldtægtsofret, men voldtægtsforbryderen, og der er intet som kan undskylde eller retfærdige de mord, han har begået.
Men naturligvis er soldaten også et menneske, der kan få store psykiske problemer over hvad han har været med til, præcis som en der i en rus har deltaget i en gruppevoldtægt.
Jeg har absolut ingen sympati med Taleban-bevægelsen, men kunne godt lide at vide, hvor mange af dem,som slås mod danske soldater, mon opfatter sig selv som modstandsbevægelse og forsvarer deres land?
Hvor er det tragisk at have medier og politikere, der mener at krig er egnet til løsning af konflikter.
Læg dog skylden hvor den hører hjemme, hos politikerne og militærets øverste ledelse. Istedet for at gå efter mennesker der er blevet kronisk syge og som vil lide under det resten af livet. Hvor umenneskelig kan man være.
@Anders
Jeg kender ikke enhver soldats motivation for at gå i krig; kun for dem, der offentligt står frem og fortæller deres historie, bl.a. i denne avis. Og i de fleste tilfælde er motivationen spænding, kammeratskab, eksistientiel mening, selvrealisering - og andre helt personlige motiver. Sjældent har jeg hørt motiver som ideologisk kald, nødvendighed aller andre 'højere motiver'. Og jeg har svært ved at se flere end disse to motiver for soldater, der frivilligt har meldt sig til krigstjeneste i en krig langt væk, som Danmark reelt ikke har nogen naturlig interesse i. Du kender måske flere?
Så resten er induktion fra min side, men altså ikke grebet ud af den blå luft. Og der er intet nyt eller overraskende i mine konklusioner. De nævnte personlige motiver har alle dage draget unge mænd mod krig. Man behøver ikke selv at have været soldat og i kamphandlinger for at indse, at det tilbyder en masse af de værdier, som unge mennesker søger. Og heller ikke for at indse, at krig er et spil med ingen vindere. Det traumatiserer alle involverede - med nogle få undtagelser måske. Krig er en arena, hvor både det bedste og værste i mennesket let finder afløb.
Ironisk nok, tror jeg det snarere er soldaterne selv, der har et forblændet og forløjet billede af deres mission - især inden krigshandlingerne. Efterfølgende bliver en del af dem klogere, men det er også naturligt og forventeligt, at andre stadig fastholder illusionen for at retfærdiggøre deres deltagelse. Igen er det en generel psykologisk mekanisme, som ikke kræver særlig indsigt i soldatermentalitet for at forstå.
Det er også en kendt sag, at adrenalin virker som et rusmiddel og skaber afhængighed, og flere veteraner har beskrevet denne afhængighed indgående. Så den pointe er heller ikke grundløs.
/O
Godt skrevet Oliver. Jeg vil tilføje, hvad er meningen med at sparke til mennesker der allerede ligger ned, ikke bare på vejen, men helt ned i grøften, hvor der både er mørkt, koldt og vådt.
@Liliane Murray
Det er altså ikke en kaffeklub de unge mennesker frivilligt melder sig ind i.
Hvor voksen var du da du var nitten, Freddy? Hvor gammel er du nu? Har du aldrig begået en fejl?
Da jeg blev 18 troede jeg at jeg var voksen.
Da jeg blev 25 vidste jeg at jeg var voksen.
Da jeg blev 35 tvivlede jeg på om jeg var voksen.
Da jeg var 45 vidste jeg, at jeg endnu ikke var voksen.
Det er først de sidste 2 år at jeg er begyndt at føle mig som rigtig voksen.
I dag er jeg 55.
At være rigtig voksen, kræver viden, erfaring og indsigt, det har man ikke når man er 19.
@ Olivier
Tak for svar. Som nævnt tidligere, har jeg lagt mærke til du ofte udtaler dig ganske kategorisk og forbavsende tit "overruler" soldaternes egne udsagn eller kommenterer uden sammenhæng med artiklen.
Således også i dette tilfælde, hvor du kommenterer på noget artiklen slet ikke beskæftiger sig med. Og det er synd. For der er massere at tage fat på. f.eks.
- hvorfor tænder nogle kvinder på det.
- hvordan tager vi som samfund og enkeltindivider bedst imod psykisk traumatiserede.
- Hvornår skal "vi" gribe ind.
osv. osv.
Her synes jeg der er brug for en nuanceret debat. En debat som formentlig også vil komme traumatiserede flygtninge til gode. Et godt sted at begynde, kunne være at lytte i stedet for at høre.
@Anders
Nuanceret debat er fint - men jeg er bange for, at der ikke er så mange nuancer i det her.
Krig er som narko og prostitution; ting man man bare skal holde sig langt fra, og ikke forsøge at snuse en smule til - heller ikke for sjov. Det er djævelskab, som skaber varige ar på sjælen. De unge tiltrækkes af spændingen og grænseoverskridelsen - og pludselig klapper fælden. Herefter skal de evt. leve med helvedes kvaler resten af livet.
Den eneste lære at drage er: Hold jer fra denne karrierevej. det er djævelskab i glamour.
Jeg har ondt af de stakler. Men i sidste ende har de jo alle truffet et valg, og valg har konsekvenser - for os alle. Det bedste de kunne gøre nu, er at tage rundt på landets skoler og fortælle de unge, hvor 'shitty business' det er at deltage i krig, og således afskrække flere unge fra at følge i deres fodspor.
Krig som nødværge er naturligvis en helt anden historie. Jeg er ikke ubetinget mod krigsdeltagelse. Men gør man det som karrierevej eller selvrealiseringsprojekt (Jon's eksempel), så er der ingen undskyldning eller formildende omstændigheder.
/O
Da jeg var 19 trådte jeg ind på sprogofficerens sti. Som 23-årig stod jeg med blå baret på hovedet og bidrog til en kortvarig stabilitet i Kroatien.
Visse debatørers frelste fordømmelse af soldater må man så efterfølgende leve med. De sætter jo heller ikke noget på spil.
Måske skal vi lige komme tilbage til: "Hate the game, not the player". Når man kategorisk kalder soldater for mordere, gør man sig skyldig i grov forsimpling. Soldater er nationers værktøjer. Uden soldater, ingen nationer.
Med venlig hilsen
Lennart
Et hvert karrierevalg er også et selvrealiserings projekt uanset branche. Lad os endelig forbyde karrierevalg der er ikke noget så fordummende som det ;-)
Noget tyder på at det gøre mere ondt at slå ihjel end de fleste unge soldater sådan lige er i stand til at forestille sig, når de drager ud på eventyr og der er vist ikke meget hjælp at hente i Forsvarets rekrutteringsvideoer. Men sådan er det jo med erfaringer, man bliver nødt til selv at være tilstede, hvis man vil have dem.
Det kan godt være at dem, der går i krig søger spænding, et adrenalinsus, at komme helt derud hvor de mærker livets ekstremer - eller hvad det nu er.
Man kan også spørge sig selv hvor meget af det der er subtil krigspropaganda? Voldelige krigsfilm fra Hollywood, krigs-spil for drenge hvor de er soldater ude i en farefuld verden og de kan udspille deres indre helt.
Det ville give mere mening hvis de vitterlig skulle forsvare vores land, hvis vi blev direkte angrebet.
Eller at det var en sag om stor uretfærdighed.
Soldaterne bliver betalt af vores regeringsledere for at gå ud på en mission, som de dybest set ikke rigtig kender omfanget af.
Regeringslederne skal nok sørge for at holde sig langt væk og lade andre gøre det farlige arbejde.
Tænk hvis soldaterne vendte sig mod deres ledere fordi de var blevet vildledt og forrådt? Ingen havde fortalt dem at de ville få PTSD og psykiske mén.
Det er jo dem der virkelig ved hvad det vil sige at være ude i marken og kæmpe.
Anders Jensen
14. september, 2015 - 11:51
Du har en god pointe omkring hvad vi gør med og hvorledes vi som samfund håndtere traumatiserede, for sandheden er at vi intet gør. Der findes ingen reelle behandlingstilbud. De eneste steder i Danmark hvor behandling forsøges er de to centre for torturofre og veteraner og deres meldinger er klokkeklare, det kan ikke helbredes, med mindre at traumebehandling påbegyndes inden for tre måneder, fra traumets opståen, der efter er det for sent og skaden er permanent.
Trraumeterapi går i sin enkelthed ud på at lade patienten gennemleve traumet igen og igen med korte intervaller, ind til det ikke er skræmmende længere. Der er bare den hage ved det, at diagnosen først stilles år efter at skaden er sket og så er det for sent. I øvrigt tager de to centre kun torturofre og veteraner, ingen andre kan henvises til dem. Men torturofre og veteraner udgør en meget lille minoritet af dem der har PTSD.
Hvem har PTSD? Der er de indlysende incestofre og børn udsat for vold, trafik og arbejdsulykkeofre, men der en meget større gruppe som er ukendt i offentligheden, der er nemlig en større gruppe der er i risikogruppen nemlig pædagoger, lærere, socialrådgivere, buschauffører, tankpassere og butikspersonale i øvrigt, for ikke at tale om politibetjente, ambulanceførere, sosuassistenter, sygeplejersker, læger. Kort sagt alle der har mennesker som arbejdsområde og det er disse grupper der udgør hovedparten af dem med PTSD og de kommer aldrig til, at vende tilbage til deres fag, for det er ikke muligt når skaden først er sket.
Vi mangler tilbud til hovedgruppen samlet set og en klar holdning til, hvordan vi som samfund behandler dem.
@Olivier
At du ikke synes der er nuancer i PTSD, og hvordan man modtager og behandler folk der lider af det forklarer en del.
Uden Gud , intet Univers. Hvis man elsker de kategoriske termer.
@ Johnny Winther Ronnenberg
Til din liste over mulige kandidater til PTSD, kan også nævnes ægtefæller der gennem længere tid har været udsat for fysisk eller psykisk vold.
Enig Liliane Murray, jeg ville blot demonstrere at PTSD ikke er en veteransygdom, men en generel sygdom der rammer meget bredt ;-)