Læsetid: 5 min.

Økonomisk teori er kun et enkelt aspekt

Nye politiske redskaber søges i kampen mod global opvarmning. Ny bog sætter fokus på alternative klimapolitiske løsninger
Moderne Tider
26. september 2015

Med den stigende opmærksomhed, som medier, forskere, politikere og virksomheder efterhånden har på klimaforandringer, kan man spørge sig selv, om der er brug for endnu en bog om emnet. Kan man sige noget nyt om klimaet og de klimapolitiske udfordringer uden enten at gentage, hvad der allerede er blevet sagt, eller ærgre sig over, at ingen gør det, som alle ved er nødvendigt: at skabe effektive løsninger og handling på kort sigt?

I en ny bog, The Hartwell Approach to Climate Policy, lancerer et større forfatterkollektiv en alternativ fortælling om klimaet og klimapolitikken, og den forsøger at inddrage et langt bredere spektrum af klimapolitiske løsninger end de fleste andre bøger på området. Bogen samler en række bidrag, hvoraf flere har været udgivet tidligere, men som i samlet form skal angive konturerne af en mere robust og samfundsvidenskabeligt baseret tilgang til klimaet. Forfatterne deler en fælles følelse af, at den nuværende klimapolitik er låst fast i en række begrænsede løsningsmodeller, som nok har lokale effekter og skaber reelle forbedringer, men som kalder på en mere grundlæggende holdningsændring og en ny klimafilosofi.

I takt med at klimapolitikken er rykket længere ind på den centrale politiske arena, har den offentlige debat om klimaet lukket sig om et relativt snævert repertoire af løsninger. Ikke mindst er der sket en stærk selektion af, hvilke typer af forskningsviden der er brug for til at motivere klimapolitiske løsninger: nemlig først og fremmest naturvidenskabelig viden. Men dette verdenssyn hviler i sig selv på filosofiske præmisser og kan angribes for at udelukke andre, alternative modeller og discipliner. Netop dette er bogens primære formål: at åbne klimadebatten for en langt mere omfattende og nuanceret værktøjskasse af adfærdsforskning, erkendelsesteori, modeller for videnskabelig konsensus og kontroverser, tilrettelæggelse af politiske forhandlinger og udvikling af nye demokratiske institutioner.

Økonomiens dominans

Ikke mindst stiller bogen skarpt på de to veje, som klimapolitikken indtil videre har taget, og som kan kaldes den økonomiske tilgang og det globale imperativ. Den økonomiske tilgang til klimaet er blevet til i en kompleks udviklingsproces, der startede med miljøbevægelsens succes i Europa og USA. Her lykkedes det aktivistiske miljøgrupper først at iværksætte kampagner mod forurening af luften og drikkevandet, sidenhen at yde modstand mod den massive træfældning i regnskoven og udnyttelsen af unikke naturressourcer. Ifølge denne tilgang bør CO2-udslip og drivhusgasser betragtes som et spørgsmål om forurening og skal bekæmpes inden for den eksisterende miljølovgivning – for eksempel ved at sætte nationale mål for reduktion af CO2-niveauet.

Men bagved denne opfattelse af klimaforandringer som udtryk for forurening gemmer sig en ikke uvæsentlig antagelse: Nemlig at klimaforandringerne grundlæggende bør opfattes som markedsfejl. Fordi markedet ikke er i stand til at prissætte værdien af miljøet, men bruger vand, luft, jord og så videre som markedseksterne ressourcer, bliver forurening reduceret til at være en ’negativ eksternalitet’. Det vil sige en uintenderet fejl ved markedets manglende evne til at værdisætte forbruget af basale naturressourcer.

Ifølge denne logik er den mest effektive måde at håndtere klimaforandringer på at prissætte CO2-udledning, for eksempel ved at etablere et globalt system for handel med CO2-kvoter, der skal give virksomheder og nationalstater et økonomisk incitament til at reducere udledningen af drivhusgasser. Hvad der tidligere var eksternt i forhodl til markedet, søges ved hjælp af politiske midler indført i markedet gennem prisfastsættelse af klimaskadelige aktiviteter.

Det globale imperativ

Den økonomiske logik fører ifølge bogen samtidig til et globalt imperativ. Hvis man indfører en pris på klimaet – i form af eksempelvis CO2-kvoter – i en del af markedet, er man nødt til at indføre det i alle dele af markedet, da man ellers vil skade de lande, som tilslutter sig modellen. Derfor bliver det primære spor for den økonomiske tilgang en globalt bindende og FN-ratificeret aftale om nedbringelse af CO2-niveauet i de enkelte lande, som vi kender fra eksempelvis Kyoto-aftalen. Det økonomiske spor og det globale imperativ fører dermed til en bestemt forestilling om klimaet som et ’problem’, der kan løses ved hjælp af globalt bindende aftaler, økonomiske incitamenter og transnationalt samarbejde.

Det er på dette punkt, og i denne sammenstilling af indbyrdes forstærkende politiske og økonomiske doktriner, at Hartwell-tilgangen og bogens forfattere lancerer deres kritik af den etablerede klimapolitik. Hartwell-doktrinen har navn efter et møde mellem en række toneangivende klimaforskere, der fandt sted i Hartwell House i Buckinghamshire i England i 2010. På mødet drøftede forskerne mulighederne for en genoplivning af klimapolitikken efter den store fiasko ved klimatopmødet i København. Det resulterede i udgivelsen af et manifest kaldet Hartwell-rapporten, som nu genudgives sammen med 23 andre bidrag.

Bogens velskrevne og tankevækkende kapitler er udtrykk for et fundamentalt opgør med den forestilling, at klimaforandringer er en markedsfejl og at klimaet er et ’problem’, der kan løses. Dermed mener bogens forfattere naturligvis ikke, at vi slet ikke kan gøre noget for at begrænse ødelæggelsen af klimaet, men at hele den ideologi, der beskriver klimaproblemet ud fra økonomisk teori overser alle de andre aspekter af klimaet, som kalder på langt mere sofistikerede, koordinerede og lokale politiske, etiske og kulturelle løsningsforslag.

Præcis denne identifikation af klimapolitikkens indbyggede dilemmaer og begrænsning samler bogens forskellige bidrag. Steve Rayner påpeger, at klimaforandringerne har en så kompleks karakter, at de ikke kan løses ud fra et enkelt perspektiv alene eller ved brug af en enkelt privilegeret politisk model. Den amerikanske miljøprofessor Roger Pielke viser, hvordan miljøbevægelsens og politikernes forsøg på at skabe angst og akut handlingsvilje i befolkningen er blevet fulgt af en modreaktion og i visse tilfælde modvilje, som har skabt skepsis over for forskere og manglende tiltro til videnskaben.

I stedet for kun at forlade sig på markedet og transnationale aftaler foreslår forfatterne, at verdenssamfundet bør fokusere på menneskets grundlæggende værdighed som princip for klimatilpasning. Universelle menneskerettigheder og en global etisk fordring om menneskets ukrænkelighed kan skabe den energi og begrundelse, der skal gøre miljøbevægelsen stærk nok til at skabe reelle resultater. Men det kan ikke være en absolut insisteren på mennesket: det må være en pragmatisk tilgang, der med udgangspunkt i menneskets langsigtede udvikling, velfærd og overlevelse skal føre til politikker, der kan reducere drivhusgasser i atmosfæren og skabe en lang række lokale forbedringer, hvis effekter ikke nødvendigvis kun skal vurderes ud fra deres evne til at sænke CO2-niveauet men tillige ud fra andre parametre som det at skabe gode levevilkår og reducere lidelse, fattigdom, fordrivelse og flugt.

Af samme grund står bogen ikke særligt stærkt som samlet fremstilling. De fleste forfattere er kritiske over for det globale og økonomiske imperativ, men ikke alle kapitler er lige vellykkede med hensyn til at skitsere alternative løsningsmodeller. Bogen tjener først og fremmest som en kritik af den dominerende fortælling om klimapolitik. Som sådan leverer den en righoldig og bred samfundsvidenskabelig, politisk og social motivation for at forholde sig til klimaforandringerne ud fra deres enorme menneskelige, filosofiske og sociale kompleksitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her