Læsetid 4 min.

Pust til ilden, inden det er for sent

Humanioras krise ligger ikke i selve faglighederne – de skal nok overleve. Krisen ligger i selve den magtforskydning, der finder sted inden for konkurrencestatens rammer. Humanioras karakter gør den sårbar over for det rum af selektive hovsaløsninger, beslutningstagerne befinder sig i
12. september 2015

Med udgivelsen af Kampen om disciplinerne. Viden og videnskabelighed i humanistisk forskning (redigeret af David Budtz Pedersen, Frederik Stjernfelt og Simo Køppe) er der lagt noget af en moppedreng ud til den almindelige offentlige debat om humanioras mål og midler. I indledningen gør redaktørerne rede for bogens anliggende, nemlig »at beskrive en ny videnskabsteoretisk dagsorden i humaniora«. Titlen refererer dog ikke kun til kampen om de videnskabelige dagsordener internt i humaniora. Den peger også på de udefrakommende krav, der ofte har karakter af egentlige intimideringer og trusler.

Indtrykket er dog, at de mange sider mestendels er helliget de interne videnskabsteoretiske udvekslinger – ikke bare mellem humaniora, samfundsfagene og naturvidenskaberne, men også mellem de humanvidenskabelige discipliner indbyrdes. Retningslinjerne er klare. Man afviser, at kun naturvidenskaberne er berettigede til at bruge ordet ’videnskab’, mens humaniora slet ikke er videnskab. Men man deler heller ikke det synspunkt, at naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora repræsenterer hver deres uoversættelige videnskabelighed. I stedet gør man sig til fortalere for en tredje position, der hævder, at naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora hviler på de samme principper for videnskabelighed. Det er da også den tværfaglige tendens, som gruppen bag projektet mener at kunne iagttage som et uomgængeligt træk ved den humanistiske forskning.

Tværfaglighed

Denne prioritering betyder, at humanvidenskabens egen historiske og politiske kontekst suspenderes som værende af videnskabsteoretisk relevans. Først i bogens allersidste kapitel ’genopdager’ man, at det faktisk også er i de ydre beslutningstageres interesse at fremskynde den tværfaglighed, der plæderes for, fordi den menes bedre at geare universiteterne til »samfundets, erhvervslivets og arbejdsmarkedets behov«. Det står dog klart, at der ikke er tale om den samme form for tværfaglighed, al den stund det ikke så meget er faglighedernes egen dynamik, der dikterer begrebet, men snarere hensynet til deres brugbarhed efter et cost-benefit-princip. Det kan derfor lyde som lidt af en kortslutning, når man må konstatere, at den tværfaglighed, der opfordres til, har haft nogle »utilsigtede konsekvenser«. Den har snarere, som det hedder, fremmet de mere »kortsigtede bevillinger og ad-hoc-organisering« og er blevet »et nyt styringsredskab, der skal skabe mere anvendelses- og problemorienteret forskning«.

Er det historiens list, der her er på spil? Eller sagt på en anden måde: Humanioras krise ligger ikke i selve faglighederne. Bogen demonstrerer faktisk, at feltet som sådant nok skal overleve. Spørgsmålet er på hvilke betingelser. Det er unægteligt et kors for tanken, at universiteterne i vid udstrækning selv leverer de beslutningstagere, der så havner i en uheldsvanger pagt mellem new public management og en globaliseret finans- og markedsøkonomi og genererer så mange ’utilsigtede konsekvenser’. Det giver derfor god mening, som forfatterne skriver, at gennemføre »en nærmere videnskabsteoretisk kortlægning af de nuværende universitetsreformer« og deres instrumentalisering af videnskaben. Men på dette punkt har beslutningstagerne dog allerede fyndigt proklameret deres slogan ’fra forskning til faktura’ med indskrænkninger af de akademiske frihedsrettigheder i forhold til forskning, undervisning og publicering til følge.

Den egentlige udfordring

Humanioras krise ligger i selve den magtforskydning, der her finder sted inden for konkurrencestatens rammer. Hvis man kun interesserer sig for humanioras interne videnskabsteoretiske anliggender i håb om, at man i egenskab af fyrstens rådgiver kan overbevise beslutningstagerne på et oplyst grundlag, er jeg bange for, at udfaldet har lange udsigter i den forstand, at vi vil vedblive med at være kastebold for kortsigtede bevillinger og skiftende meninger om, hvad der er brugbart, og hvad der ikke er: Mens humaniora er interdisciplinær, er beslutningstagerne selektive ofte via de rene hovsaløsninger, der har det med at forplante sig på den ene side i rigide administrative procedurer og på den anden side i åbenlyse omgåelser.

Her ligger den egentlige udfordring, der fortjener større opmærksomhed end blot at blive deponeret i en slutbemærkning. Det er måske værd at overveje, om ikke den her påpegede stranding mellem tilsigtede og utilsigtede konsekvenser, som tværfagligheden risikerer at havne i, udgør den egentlige videnskabsteoretiske hårdknude og bør integreres langt mere i den humanvidenskabelige selvforståelse. Vender man blikket tilbage til humanioras fjerne afsæt i den civile humanisme, der udfoldede sig under den italienske renæssance, vil man se, at dens begrundelse netop lå i spændingsfeltet mellem magt, politik, fortidsforvaltning, filologisk metode og hele sikringen af republikkens fremtid.

Ud af elfenbenstårnet

Det vil være oplagt at tage fat på den ulmende uro, som bogen lige akkurat afslører, men aldrig rigtigt gør til det centrale anliggende, når den udtrykker sin frygt for, at »den rationalistisk-økonomiske menneskeopfattelse sandsynligvis fortsat [vil] være solidt rodfæstet i det politiske og administrative system«, og tilføjer: »Kun en lang og sej forskningsproces kan give den modspil.«

Det kan meget vel gå hen og blive for sent. Den klassiske humanist har for længst forladt elfenbenstårnet og optræder nu i en muteret form også som administrator, formidler, talsmand, reklamemand, entreprenør, standupper, ansøger, performer, lobbyist, netværker, forfatter, oplægsholder, ekspert, mødedeltager osv. I dette eksplosivt voksende opbud af flydende identiteter stilles der hele tiden nye krav om demarkationslinjer. Formentlig er vi allerede ude på den anden side af universitetsloven, når den økonomiske og bureaukratiske rationalitet ganske langsomt siver ned i universiteternes bærende konstruktioner og påvirker universitetslærens kerneydelser. Her giver bogen måske ikke så mange svar.

I sine forelæsninger om den europæiske civilisations historie på Collège de France i det akademiske år 1944-45, i krigens sidste år, konstaterer historikeren Lucien Febvre nøgternt, at «mennesket er i naturen, dvs. mennesket, der bygger op og river ned«. Det kan næppe siges simplere, hvad der er menneskevidenskabernes afsæt. De lidt mere komplicerede svar på, hvad det betyder og har af implikationer, indplacerer ikke desto mindre humaniora som en helt afgørende faktor i den ansvarlighedens etik, som filosoffen Hans Jonas efterlyste i sin tid, og som ikke er blevet mindre nødvendig i en verden med ustyrlige finans- og miljøkriser, suppleret med et migrationsniveau af nærmest apokalyptiske dimensioner. Det er akkurat de dårlige prognoser i dette samlede krisebillede, der betinger den i Kampen om disciplinerne anede tilsynekomst af en humanvidenskabernes politik i dens forskellighed fra ministeriernes og direktionslokalernes policy-making.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu