Læsetid: 5 min.

Er smerte hårdest ved mænd?

Smerte er kønnet. Så simpelt kan det konkluderes efter flere studier har vist, at kvinder på den ene side har flere smerter end mænd, og på den anden side oftere oplever at blive affejet som psykisk uligevægtige, når de klager over fysiske smerter
12. september 2015

»Tror du ikke bare, at du mangler noget indhold i livet?« spurgte den praktiserende læge Mette Damsgaard, da hun endnu engang havde henvendt sig med stærke underlivssmerter på grund af sin dengang udiagnosticerede underlivssygdom endometriose. Hendes smerter viste sig senere at stamme fra bristede cyster i bughulen, som netop skyldtes sygdommen.

Endometriose er en underlivssygdom, hvor der findes livmoderlignende væv i bughulen, på hvilken det sætter sig fast og bløder samtidigt med menstruationen. En proces, som kan fremkalde stærke smerter, der bliver kroniske med tiden. Samtidigt er det en svær sygdom at diagnosticere. For de fleste tager det i gennemsnit 6-7 år fra symptomernes start til en egentlig diagnose. For Mette Damsgaard, der er uddannet cand.polit. og arbejder som fuldmægtig, tog det tre år, fra lægen nævnte endometriose, til hun fik diagnosen. Inden da havde hun brugt ni år på at gå til lægen med smerter, som blev slået hen.

»Man har jo som udgangspunkt fuld tillid til lægen. Men når ens smerter gang på gang bliver bortforklaret med ting som, at man sikkert spiser forkert, burde få børn i stedet for at fokusere på smerter, og at det i hvert fald ikke er fysisk, begynder man selv at tvivle på, om man har det hele i hovedet. Og hvis ikke smerterne gør en deprimeret, sker det i hvert fald når man oplever ikke at blive troet på i flere år,« siger Mette Damsgaard.

Smerte er kønnet

Mette Damsgaard er ikke alene med sin oplevelse. I en spørgeskemaundersøgelse foretaget af National Pain Report i 2014 blandt kvinder med kroniske smerter, angav 45 procent netop at have hørt udsagnet »smerten må være i dit hoved« fra sundhedspersonale. Knap 60 procent havde hørt beskeden »jeg ved ikke, hvad du fejler«, mens halvdelen havde fået at vide, at de så for godt ud til at kunne have ondt eller være syge.

At det oftest er kvinder, der får en sådan besked, har flere årsager. Genkendelse af smerteudtryk i ansigtet har vist sig at være afhængig af køn. De fleste mennesker har, uanset eget køn, instinktivt lettere ved at genkende smerte i mandlige ansigter end i kvindelige. Måske er det, fordi kvinder ved objektive målinger af smertesansen har vist sig at have både mere og oftere ondt end mænd. Det kan til dels forklare, at mange finder det mere almindeligt eller acceptabelt at se kvinder med smerter. Altså en slags social tilvænning.

Mere sandsynligt er det ifølge forskere, at de herskende stereotyper om kvinder som mere dramatiserende og hysteriske medfører mindre empati, end når et mandligt ansigt udtrykker smerte. Det samme har i øvrigt vist sig med smerteudtryk hos personer af afrikansk oprindelse, hvis smerte ikke bliver genkendt som smerte i samme grad som hos hvide. Dette genkendelsesmønster sker ubevidst og er derfor lige så udbredt blandt sundhedspersonale som blandt lægfolk. Det øger risikoen for fejldiagnosticering og systematisk underbehandling.

Kvinder bliver generelt også oftere diagnosticeret med angst og depression. Hos mænd er depression ofte underrapporteret og underbehandlet. Mænd socialiseres til ikke at søge hjælp, de går generelt ikke til læge i tide og tyer til selvmedicinering med alkohol og stoffer. De ender også oftere i retssystemet på grund af voldelig eller seksuelt krænkende adfærd, også når de har en depression. Kvinder får oftere tilbudt beroligende eller antidepressiv medicin, når de henvender sig med smerter, mens mænd i højere grad får smertestillende for lignende klager.

Sexisme giver angst og depression

Relationen mellem køn, smerter og psykisk sygdom bliver yderligere kompliceret af, at depression hos kvinder ofte bliver tilskrevet det kvindelige køn i sig selv. En systematisk gennemgang af videnskabelige artikler om køn og depression, der blev offentliggjort i 2009, viste, at depression hos kvinder ofte bliver forklaret rent biomedicinsk med henvisning til de kvindelige kønshormoner. En påstand, der – selv om den bliver gentaget i videnskabelig litteratur – ikke er baseret på tilstrækkelig evidens eller data.

Bevæger man sig væk fra den biomedicinske og individualiserede forklaringsmodel for sygdom og i stedet tager en psykosociokulturel tilgang, kommer et andet billede frem: Jo mere en kvinde er bekymret for fysisk fare og oplever angst for sexistisk vold eller chikane i det offentlige rum, desto større bliver sandsynligheden for, at hun senere vil få psykiske lidelser.

Det, kvinder frygter mest ved at færdes i det offentlige rum, er voldtægt, med en klar overvægt af racialiserede kvinder i den gruppe, der frygter voldtægt og voldelige overfald. En frygt, der kan findes basis for i undersøgelser, der viser, at jo flere sexistiske holdninger, en mand besidder, desto større er sandsynligheden for, at han også har racistiske holdninger. Begge dele medvirker til at skabe en atmosfære, hvor voldtægtskultur trives og forstærkes.

Bevidst eller ubevidst sexisme og racisme, der påvirker det fysiske og psykiske helbred er ikke forbeholdt mandlige individer eller grupper. Sexisme og racisme findes også i det professionelle sundhedsvæsens struktur, netop på grund af dets afrettende og normskabende karakter i forhold til sundhed, normalitet og det gode liv.

Flere forskere har påpeget, at den biomedicinske sygdomsmodel har et problematisk forhold til køn, race og seksualitet, idet normalitet defineres meget smalt. Kvinder og særligt racialiserede kvinder med psykiske lidelser konstrueres som køn eller race og aflæses altid som afvigende. Det gælder særligt i det psykiatriske system, hvor patienters livsomstændigheder ofte ikke tages i betragtning, når de kommer i behandling, og fokus næsten udelukkende er på sygdommen set i et biologisk perspektiv. En proces, som professor i socialt arbejde Andrea Daley kalder for dekontekstualisering af individet.

Dominerende fortællinger om femininitet, der i dag er tæt sammenvævede med hvidhed, heteroseksualitet og middelklassestatus, gør ifølge Daley, at kvinder, der falder uden for disse kategorier, på den ene side bliver usynliggjort i det psykiatriske system, fordi deres individuelle historier ikke ses eller dekontekstualiseres, mens de på den anden side bliver hypersynlige som netop afvigende kategorier, og alle deres handlinger bliver aflæst som anomalier og psykiske lidelser, også når disse er reaktioner på urimelige forhold.

Arven fra hysteri som diagnose

Mange af de kvinder, der for godt 100 år siden fik diagnoserne hysteri og neuroser ville i dag i stedet have vist sig at have endometriose, en degenerativ muskelsygdom eller den autoimmune sygdom lupus erythematosus, der kan give epileptiske anfald, voldsom rødme eller lammelser.

Men psykiatriske diagnoser for fysiske smerter forekommer stadig i dag. Da Information efterlyste kvinder, der ville dele deres oplevelser af at blive affejet eller kaldt hysteriske i forbindelse med fysiske smerter, fik den over 20 henvendelser i de første 24 timer. En af dem fra 26-årige Umm Sami, der er medarbejder i en børnehave og har endometriose. Hun fik sin ’diagnose’ af en ikkesundhedsfaglig offentligt ansat:

»Jeg forstår ikke, at der ikke er nogen anerkendelse af fysiske smerter, når man henvender sig med noget, der ikke kan ses. Jeg har endda oplevet at blive ’diagnosticeret’ som maniodepressiv af en sagsbehandler, fordi jeg var så smerteplaget den ene gang og helt upåvirket en anden. Det er siden blevet tilbagevist af en psykiater, men det er da absurd at få den reaktion, når man giver udtryk for smerter.«

Nogle af de medvirkende har ønsket at optræde anonymiseret. Information er bekendt med deres identitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Öberg
Michael Öberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Rose Schmidt

Hvis det er sexisme, der giver angst og depression, så kan man undre sig over, hvorfor der er mest angst og depression i de lande, hvor der er mindst sexisme.