Læsetid: 3 min.

Stilheden i Rødby

Efter at have vænnet sig til markedsgørelsen af alt hjemligt og mistænkeliggørelsen af alt fremmed skal socialdemokraterne måske til at finde sig selv igen
Efter at have vænnet sig til markedsgørelsen af alt hjemligt og mistænkeliggørelsen af alt fremmed skal socialdemokraterne måske til at finde sig selv igen

Ib Kjeldsmark

26. september 2015

Der var en mærkelig forvirring i dansk politik i dagene omkring den 7.-10. september. En relativt stor gruppe flygtninge, sammenlignet med hvor mange der normalt kommer til den danske grænse, var rejst ind i landet, og det var usikkert, hvordan politiet skulle håndtere den.

Egentlig skulle politiet undersøge og registrere de flygtninge, der kom til landet, men det blev lidt uoverskueligt, især fordi en del af flygtningene tydeligvis bare ville videre til Sverige. Derfor valgte ordensmagten at lade en hel del slippe uden om kontrollen. Det var, som om Lars Løkke Rasmussen i nogle dage sad derhjemme og håbede på, at det hele ville løse sig selv, mens politiet selv måtte beslutte sig for, hvordan det ville gribe sagen an.

Den 10. september udtalte han, underligt post hoc, at »vi kan jo ikke tvinge dem til at søge asyl i Danmark«. Først senere normaliseredes tilstanden, så politiet igen fik til opgave at håndhæve loven.

Politisk moment

Samtidig med regeringens forvirring skete en ret markant opblomstring af almindelige danskeres handlekraft og vilje til at udfordre den mangeårige konsensus omkring en meget hård og uforsonlig politik over for udlændinge. Som om der var ved at artikulere sig et svar til den mærkværdigt dorske tone i integrationsministerens utallige gange gentagne refræn om, at »vi-skal-også-kunne-følge-meeeeed«. Som om danskerne begyndte at svare: »Jamen, så må du sgu op i gear, Inger!«

Der var med andre ord et moment i dansk politik. En forvirring og en stilhed, der syntes at bære på mere betydning og nye veje. Almindelige mennesker brød loven med åbne øjne, fordi de begyndte at tro på, at det var deres dommere, der ville blive dømt i det lange løb, hvis de blev anholdt og straffet for det. Det lignede et politisk moment af den slags, hvor en gruppe pludselig får legitimitet fra fremtiden – fra sådan, det kommer til at blive – og derfor ikke længere lod sig diktere af, hvordan det plejede at være.

Auricula

Momentet i Rødby var en slags stilhed, en uafgjorthed og rådvildhed, der kunne minde om det moment, Per Højholt beskrev i sin roman Auricula, og som bemærkelsesværdigt nok fandt sted lige nøjagtig 100 år tidligere, nemlig den 7. september 1915:

»Alle europæiske hjerter lod sig fange mellem to slag, alle ure mellem et tik og et tak, brændingerne langs alle kyster havde netop trukket sig tilbage og den næste dønning endnu ikke løftet sig.«

Måske var der et sådant moment igen, 100 år efter, i hele Europa. I dette magiske mellemrum, hvor al bevægelse tilfældigvis holdt inde, kunne man forestille sig ingenting og alting og en ubestemt fornemmelse af »hvad nu?!«

Stilheden i Rødby blev i første omgang ganske vist brudt, og livet fortsatte med nye rabiate forslag fra Dansk Folkeparti, men måske var der noget i dette moment, som kan blive til en mere langsigtet mobilisering mod den ensretning og afmagt, der i stigende grad har kendetegnet den europæiske politiske virkelighed siden Murens fald.

I England er stilheden blevet afløst af en del larm omkring Labours nye leder, Jeremy Corbyn. Hvis der er en besked i Corbyns valgsejr og i den meget voldsomme konservative reaktion imod ham, er det vel, at han repræsenterer en ambition om at genopfinde venstrefløjen.

I stedet for at følge valsende efter liberalismens markedsgørelse af alt hjemligt og nationalismens mistænkeliggørelse af alt fremmed har Labour valgt en leder, der ser ud til at ville gøre præcis det modsatte: Anerkende arbejderklassens uro og utilfredshed med den økonomiske elite, men samtidig fastholde forpligtelsen på international solidaritet og ansvarlighed over for verdens kriser, fra klimakrisen over finanskrisen til flygtningekrisen.

Hvad Jeremy Corbyn måske har forstået, er, at hvis ikke socialdemokraterne påtager sig denne historiske opgave, må den overtages af Podemos, Syriza og de mange sociale bevægelser overalt i Europa. Måske er det på tide at støtte disse bevægelser i stedet for at bekæmpe dem?

Når stilheden i Rødby den 7. september 2015 i første omgang ikke blev fulgt op herhjemme, skyldes det måske, at det danske socialdemokrati stadig skal finde sine ben efter den årelange kapitulationspolitik over for markeds- og mistænkeliggørelsen. Tør man håbe, at Mette Frederiksen har hørt den? Eller at nogen i partiets bagland har?

Udspillet til et nationalt kompromis med Venstre om flygtningepolitikken er måske ikke det bedste tegn, man kunne ønske sig. Men hvem ved. Måske breder stilheden sig, også selv om Frederiksen lader, som om hun ikke har hørt den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Almindelige danskere

Hvis tesen om danskernes pludselige humanistiske affinitet overfor flygtninge skulle være tilfældet, hvorfor afspejler det sig så ikke i en øget tilslutning til f.eks. partiet de Radikale, der selv mener, de har patent på dette område …

Det lignede nu mest af alt et spontant udfald fra ghettoerne for at hjælpe trosfæller – med aktiviteter uden om al lovgivning og regler – måske ikke så meget for i første omgang at hjælpe medmenneskene – men en ny form for aktivistisk flygtningepolitik hinsides samfundets sociale og politiske spilleregler – et novum - eksporteret internt mellem de to former for samfund i ét – vistnok …

Preben Haagensen, Britt Kristensen, Per Torbensen, Gustav Alexander og Frede Andressen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Nej Jan Wies det var et tydeligt billede af den fremmedfjendske regering ikke var andet end racister, og derfor hjalp befolkningen, nogle lyse i huden, nogle mørkere og de var dem der viste, hvad det var der skete med det samme, de udstødte fattige flygtning fik mad, vand, tøj mm. hvor dansk politisk's kujoner på borgen slap demokratiet for øjnene af befolkningen og deres sande racistiske ansigt kom frem.

Gustav Alexander

Artiklen er symptomatisk for det martyr narrativ venstrefløjen nu genfortæller sig selv og internaliserer som et faktum. Det er en noget roddet historie, da den først gik på alle de såkaldte 'svinehunde' og andre modne udtryk, som blev kastet mod de immigrations skeptiske. Nu er det så drejet over i et narrativ om den spontane para legale folkelige opstand, hvor folket trodsede politikernes 'umenneskelighed'. Umenneskelighed er her defineret som enhver løsning, der ikke giver flest mulig permanent ophold i Danmark. Vi kan jo så være uenige om det er den korrekte definition - men så stemples man jo som 'svinehund'.

Jeg synes blot historien er lidt usammenhængende.

Preben Haagensen, Frede Andressen, ellen nielsen, Britt Kristensen og Frederik Knudsen anbefalede denne kommentar
Hans Jørgen Vodsgaard

På Center for Vild Analyse har man tydeligvis mistet sin realitetssans og kritiske dømmekraft og er blevet skolet til at begå fritsvævende ønsketænkning.
Skolepengene er givet dårligt ud.

Philip B. Johnsen

Gustav Alexander
Jeg tror du glemmer de fattige forfulgte krigsflygtninge, flygtede også fra dansk myndighed for at undgå, at ende i et fremmedfjensk Danmark, der ikke ønsker at modtage dem.

Gustav Alexander

Det er en næsten pinlig melodramatik, Philip. Hvor disassocieret fra virkeligheden skal man være, for at tro at Danmark er så forfærdeligt og fremmedfjendsk et land at man ikke kan søge asyl fra reel livsfare? De der gør det er enten bekvemmelighedsflygtninge eller så indoktrineret i antagne Europa's herligheder, at de blot søger til næste land, når de ser at virkeligheden ikke er som de har bildt sig selv ind den skal være.

Jeg må gentage at venstrefløjen vakler mellem to usammenhængende narrativer, der henholdsvis heroiserer og dæmoniserer Danskerne. Det første er som sagt 'svinehunds' narrativet om hvor fremmedfjendske vi åbenbart er. Det næste er hvordan folket trodsede myndighederne og hjalp folk på flugt.

Begge narrativer har dog det tilfælles at de er uforbeholdent melodramatisk og alarmistiske. Det ville være mere konstruktivt om venstrefløjen ikke følte behov for at dæmonisere sin opposition i alle spørgsmål.

Philip B. Johnsen

Gustav Alexander
Jeg syntes du skulle forholde dig til virkeligheden, både højrefløjen og venstrefløjens politikkerne pakkede sig i timerne, hvor lovløsheden herskede og krigsflygtningene flygtede fra magthaverne i Danmark for at undgå registrering i Danmark.

Flygtninge flygter sålænge de er forfulgte, så på sigt vil illegale flygtninge forblive under jorden, hvis politikkere i stigende grad i EU ikke vil registrer dem.

Flygtninge med rettigheder er et problem for den økonomiske elite, så de økonomisk udsatte 'danskere' hvor flygtningene i princippet høre til, tilskyndes ved manglende politisk håndtering, til et voldeligt opgør, hvilket kommer hvis vi forbliver historieløse.

Hans Jørgen Vodsgaard

Gustav Alexander:
Jeg er sådan set enig med dig, bortset fra at jeg ikke mener at en indvandringsvenlig position er specielt venstreorienteret, eller modsat at en skeptisk holdning er specielt højreorienteret. Mig bekendt har oplysningstraditionen og herunder den oplyste venstrefløj altid haft et klart patriotisk ståsted, og dens internationale holdninger har ikke haft noget at gøre med, om man skulle ønske mere eller mindre indvandring, men at man skulle hjælpe andre nationer til at kunne klare sig selv i et ligestillet og fredeligt internationalt samfund.

Jonathan Smith, Frede Andressen, Britt Kristensen, Gustav Alexander, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Skal vi ikke bare prøve at forholde os til den objektive version: der er forskel på fordele og ulemper landene imellem. Danmark er øjensynligt bedre til at integrere og giver også - tada! - et højere rådighedsbeløb til flygtninge, jf. en nylig undersøgelse i Politiken, mener jeg, det var, at jeg læste den. Sverige giver hurtigere familiesammenføring, og det betyder åbenbart i situationen mere, netop fordi der er tale om reelle flygtninge, der først opfatter sig som udenfor fare, når deres familie også er reddet.

Gustav Alexander

Hans Jørgen Vodsgård, jeg er fuldstændig enig. Traditionelt er socialisme et økonomisk funderet begreb og har ikke meget med den værdipolitiske dimension at gøre. I den moderne verden er socialisme desværre blevet næsten eksklusivt til en værdipolitisk pakke med økonomiske idealer, der blot er en eftertanke. Det er deprimerende for os 'klassiske' socialister, der hellere så en venstrefløj optaget af økonomisk redistribution. Jeg forsøgte blot at italesætte det som moderne mennesker alment forbinder med socialisme, hvor historisk forkert det så end er.

Preben Haagensen, Karsten Aaen, Jonathan Smith, Frede Andressen og Frederik Knudsen anbefalede denne kommentar
Hans Jørgen Vodsgaard

Vil gerne anbefale din kommentar. Men den funktion virker af uransaglige it-tekniske grunde ikke hos information. Ret så irritierende. Jeg føler mig som autist i debattrådene, der ikke kan påskønne andres indlæg. :(

John Christensen

Blev vi ikke alle taget på sengen i de dage?
Jeg indrømmer at begivenhederne rystede mig på en ret så overvældende måde!

1) Hvordan kunne EU regler (Shengenaftale, og Dublin forordning) - så let sættes helt ud af kraft?

2) Surrealistisk at følge dækningen af folkevandringen, og så at se hvad vores valgte politikere samtidig beskæftigede sig med! Sic...Politiet som snurrede rundt og ikke anede hvad de skulle stille op, men som heldigvis ikke mødte kampklædt op.
Selv om landets regering nu bygger på støtte fra rabiate fremmedfjendske kræfter som DF.

3) Jeg accepterer ikke - at migranter selv "bestemmer" hvor de vil slå sig ned. Slet ikke hvis de vedbliver med, at være illegale!
Vi aner ikke hvem der kommer og går indenfor vores egne grænser, og hvem der bliver og opererer via kriminelle netværk. De kan jo ikke gøre andet.

4) Samfundet, det officielle Danmark - stod handlingslammet og i den situation handlede folk (civilsamfundet), spontant, ansvarligt og medmenneskeligt. Heldigvis!

Tankevækkende hvor svage strukturer vores samfund bygges op af, alt taget i betragtning.

Støtter ikke opbygningen af EU' s Fort Europa, men ønsker heller ikke at give los for ubegrænset indrejse af uendelige horder af fattige migranter fra verdens konfliktzoner, og fra udsatte klimaområder i ubalance.
Jeg kan jo heller selv ikke slå mig ned hvor jeg har lyst til. Det sikrer love og aftaler både indenlands og ude i verden.

Hvorfor ser vi først for alvor problemerne, når det næsten er for sent?
I ugevis/månedsvis har vi set de fremmede komme til Lampedusa i Italien, og til græske øer - uden nogen form for offentlig debat herhjemme om: Hvordan forbereder vi os bedst muligt på det scenarie der kommer?
Altså bortset fra at stramme reglerne, og lade som om - at stramningerne faktisk gælder de der nu nøjes med at rejse uregistreret igennem Danmark. Fordi rygtet er at vi behandler flygtninge og indvandrere dårligt!
Skamfuldt, og en grim plet i vores anseelse ude i verden. Nummer 2 efter Ungarn? Øv............og FØGH

Omtrent samtidigt udtalte vores allesammens helt, astronaut Andreas Mogensen, at landegrænser ikke kan ses ude fra rummet.
NEJ - men det kan de sikkert næste gang Andreas Mogensen får lejlighed til at tjekke efter.
Medbring et EU-kort og se om det hele står knivskapt - selv om det ikke er det vi ønsker os (?).